Dirch var jo kendt for at være hurtig i replikken. Der skulle ikke gå mange sekunder, før han kunne replicere med en kvik bemærkning. Gerne humoristisk. Havd de færreste nok ved, er, at han ofte instuderede bemærkninger til forskellige situationer på teatret. Han gennemtænkte ganske enkelt scenene, og hvad der kunne gå galt. Og indøvede hurtige replikker, han kunne fyre af, hvis noget uventet skete. Men derforuden var han ualmindelig kvik i replikken, og kunne gribe en sætning eller hændelse, og dreje en brok på et øjeblik.
Brokker var hans ord for kvikke bemærkninger og henkastede replikker, og dem samlede han på.
Men Dirch var ikke kun morsom, men kunne også være ualmindeligt eftertænksom, hvilket nogle af citaterne vidner om. Han reflekterede over sin person og situation, som i dette citat fra et tv interview:

"Popularitet er en skøn ting - hvis den er ægte og hvis den bunder i noget der kommer af noget rigtigt og naturligt. Og hvis der kommer en og slår mig på skulderen på gaden og siger: Det er sjovt at se dig. Tak - det er gerne det udtryk man hører: Tak for mange gode timer, bliver der sagt. Tak for mange sjove timer. Det er ... det synes jeg er at være populær på en skøn måde."

Herunder er der samlet en række brokker, citater og morsomme replikker fra Dirchs liv på lærredet, scenen og ude i virkeligheden.

 

Listige replikker

Som Håndtaget i Disneys "Alice Eventyrland":
“Hvad kan jeg tage dig ved næsen med?”


Mand på værtshus i "Vi arme syndere":
“Så skylder du mig 137 bajere og 93 gange biks!”


Dansker på ferie i Sverige i "Dirch passer hund" / "Drömsemester":
Skolelærer?
Ja om vinteren.
Toldembedsmand?
Ja om sommeren.
Dansker?
Ja, hele året.


Dirch til dykker i "Hva' vil De ha’?"
- Har de bare hovedet under vand, så har De Deres på det tørre!


I "Dirch, dyd og diamanter":
“Deres hoved er som en sfærisk klode i fem dimensioner!”


I "Masser af Passer":
Hvornår får jeg mine 100 kr?
Mandag!
Hvilken mandag?
Det ved jeg ikke - men det bliver en mandag du får dine penge.


I "Færgekroen":
Deres kone er noget nervøs!
Er han det?


Som Bum i Disneys "Askepot":
“Glædelig jul!”


I "Tag til marked i Fjordby":
Tør du banke på?
Næ. Tør du?
Næ. Tør du?
Ja.
Så gør det!
Næh! 


I "Baronessen fra benzintanken":
Baronessen skulle vel ikke sidde og trænge til en bajer? 


Som spøgelse i "Panik i Paradis":
”Det er svært at være spøgelse i dag - sommetider kunne man godt ønske at gå i strejke!” 


Som kunstmaleren i "Forelsket i København":
For at leve af sin kunst skal man være død! Først skyder jeg dig - og så skyder du mig.


Som vicevært i "Reptilicus":
Elektrisk ål - javel ja - alting drives åbenbart elektrisk her. 


I "Peters baby":
- William op! 
- Hvad er der? 
- Du skal skifte!
- Er vi allerede i Fredericia?


I "Sømand i knibe":
Han er vild efter at få blæretang på kasketten. 


Alf Thomsen i "Støv på hjernen":
- Jeg vil sgu’ ikke sætte mit liv på spil for en flæskesteg!


Som kok i "Dirch går køkkenvejen":
Til omelet skal der bruges æg - og dem henter vi på Bakken… 


Melankolsk musiker i "Lykkens musikanter":
De må hellere forberede Dem på at blive myrdet.
Nej fortsæt bare - det er jo ikke noget der kommer andre ved! Ville De sætte pris på at blive myrdet?
Har De nogensinde været i Frankrig?
Ja - hvorfor det?
Dernede bliver man frikendt for jalouisdrab - det burde man også blive her!



Som sømand i "Sømænd og svigermødre":
Judy Gringer: Går jeg an?
Kanusti: De ligner en æske chokolade - fyldt! 


Da nazikaptajn udspørger Dirch i "Venus fra Vestø":
Kaptajn Weiss: Er De kommunist?
Ditlev: Nej - er De? 


Som politiker i "Det tossede Paradis":
Lykke er når der er nok brænde i spisekammeret og nok smør i brændeovnen.

I "Vi har det jo dejligt":
Du Eliassen, ved du hvad klokken er?
Ja!
Vil du være ked af at fortælle mig det?
Jeg er ikke ked af det! 



I "Frøken Nitouche":
Vil De perforeres eller forsvinde som lyn og torden?
Med perforeres mener De….
Netop!
Tak, så napper jeg lyn og torden!


Martin i "Bussen":
Jeg har aldrig hugget hovedet af nogen der blinkede til mig.


I toget i "3 piger i Paris":
Der stod 36 køer på den mark!
Hvordan kan De se det så hurtigt?
Jeg talte bare benene og dividerede med fire…



I "Støv for alle pengene":
Køerne står allerede og kvier sig. 



I "Sommer i Tyrol":
Hvorfor har De anbragt Deres forbandede hotel på et bjerg?
Fordi det er et bjerghotel! 


I "Don Olsen kommer til byen":
Hest - hvad vil du ha’?
(Hesten vrinsker)
- den vil ha’ vrinskvin!


I "Passer passer piger":
Alf jeg er træt af dig!
Så læg dig ned og sov igen. 


I "Flådens friske fyre":
- Skal du ikke hilse?
- Fra hvem?


I "Pigen og millionæren":
Sig mig, hvad laver De egentlig i min seng?
Jeg syr julekalender!
Det er noget andet!


I "Jeg - en elsker":
Folk har simpelthen fået sex på hjernen.
De tænker ikke på andet, de taler ikke om andet - de læser ikke om andet.
Hvor var det jeg kom til? Impotent. 
Og så rejste hun... 


I "Pigen og greven":
Ankomst 15.72.
72?
- Ja, det er 12 minutter over fire.


Da Dirch og Ghita Nørby strander på ø i "Elsk - din næste":
DP: Vi svømmer!
GN: Nej - jeg kan ikke svømme så langt.
DP: Nå… så må vi overnatte her på øen.
GN: Vi svømmer!


Mundhuggeri mellem brødrene i "Mig og min lillebror":
-Je’? Men bagetter sa’e du at du nok sku’ sige hva’ der sku’ siges, mens du hørte på når jeg sa’e det som jeg sku’ ha’ sagt hvis det havde været mig som sku’ sige noget!
- Kan du sige det en gang til?
- Men bagetter sa’e du at du nok sku’ sige hva’ der sku’ siges, mens du hørte på når jeg sa’e det som jeg sku’ ha’ sagt hvis det havde været mig som sku’ sige noget!
-Åh hold kæft!


I "Mig og min lillebror og storsmuglerne":
Hvad er det for et hvin du sætter op?
Det er portvin, lillebror! 


Som dyrlæge Linsager i "Dyrlægens plejebørn":
Nu er det snart jul, så vi begynder med at se på mandlerne!


I "Sjov i gaden":
- Snup du dig et stykke sandkage med fedt og rejer! 
(Replikken benyttede Dirch under en turne, hvor han bestilte det på en restaurant , for sjov. Men fik det serveret!)


I "Pigen fra Egborg":
Hvad nytter det at besætningen er oplagt - hvis skibet også er det! 


I "Mig og min lillebror og Bølle":
Er der nogen bestemt melodi I gerne vil høre klokkespillet spille?
- Hvad med Bomøvalsen.
- Nej det skal jo være en salme, Peter. Hvad med ”Stork, stork langeben”?


I "Nøglen til Paradis":
Dirch: Hvorfor siger De du til mig?
Lone Hertz: Fordi vi har kendt hinanden i 2000 år.
Dirch: Det havde jeg fuldstændig svedt ud! 


I "Hurra for de blå husarer":
- Melder Ritmesteren at obersten kom godt afsted, toget var kun planmæssigt forsinket. 


I "Hvor er liget, Møller"?
Dirch henvender sig til til en tilfældig kineser i Chinatown, og taler med ham skraldekinesisk. Manden svarer venligt, hvorefter Dirch vender sig mod Kaas:
”Jeg forstår desværre ikke hans dialekt!”.


I "Solstik på badehotellet":
Overlægen har haft en behagelig rejse? 
Sååå - har jeg det? 


I "Mig og mafiaen":
Viffer bruger Rikards urne som askebæger:
- Aj, kan du ikke lade være med at aske i stakkels Rikard?
- Er du bange for at han ta’r på?


I "Mafiaen - det er også mig!" En rigtig Dirch-klassiker:
- En mocca med en snegl - nej det er for langsomt - med en galopkringle!


I "Piger i trøjen":
Man kan mærke at vi nærmer os byen?
Hvordan det?
Vi kører flere og flere ned!


I "Piger i trøjen 2":
Hvis man nu skal ringe til provinsen - Provencen… 


I "Asterix indta’r Rom":
Har I hørt tale om Herkules?
Ham der er gift med Fru Kules?


I "Spøgelsestoget":
Jeg holder så meget af min drøbel - den er så pæn! 



Udklædt som skotte på Hovedbanens toilet i "Alt på et bræt":
- It’s a long way to Tisserary! 


I "Sømænd og svigermødre" - filmen:
Skal De nu også sige noget? Så gør det kort!
- Ja. Er der mere skinke?

Jeg er altid stille når jeg spiser - og jeg spiser altid.



Sagt fra scenen

Dirch, i Cirkusrevyen 1967, da han afbrydes af musiker:
Kan du ikke give mig bare to minutter med mine fans?


1956 - Forår og storstrejke:
Det er let nok at gøre nar. Men når man nu ikke kan noget som helst andet end at være morsom!


I Stjernetegnene, efter at have taget dan langsomste omgang med Ulf Pilgaard:
Jeg er helt forpustet!


I Cirkus Benneweis:
Er det nu vi skal være heste?


Som havbiolog:
Jeg startede ude på Galle og Jessen som frømand.


Hørt på skærmen og i radioen

I interview på DR:
Folk skal overrumples hele tiden.

Om Fingernummeret:
Det er jo en gave for en skuespiller. Og det er jo ikke bare fordi at jeg laver det, at det er meget sjovt. Det er et nummer, tror jeg, som alle revyskuespillere ville kunne lave, og som de ville godte sig over at få. For det er nemlig virkelig en godte.


I Tyve-femten hos Otto Leisner, 1971:
Det var ham med violinen. Var det inde i Fiolstræde - eller var det under buen? Den var streng…


TV interview:
Der står i min kontrakt, at når jeg går ind på scenen, så skal jeg være udhvilet, frisk og meget, meget, meget morsom.
Og det er jeg så også.


I Tv interview:
Hvem er egentlig mennesket Dirch Passer?
Mennesket Dirch Passer? Jeg ved det ikke. Jeg kender ham ikke.
Jeg kommer jo på en måde fast sammen med ham, men egentlig ikke, Jeg er på en måde lidt skizofren.
Er det ikke noget meget fint at være?


Som DJ på P3:
Nu vil jeg gerne spille for Dem, "Sangen har vinger" fra "Farinelli" med Poul Bundgaard.
Jeg kan mærke der bliver en lille pinlig pause.
Det er vel nok…øhh… fordi de siger derinde de kan ikke - den er ikke på.
Nå, det.. hva? Det må De meget undskylde. Det viser sig at jeg sidder på den.
Og den er knust. Det må De meget undskylde. Ja, forstår De, der første gang jeg er Disc Jockey, jeg har misforstået det.


I TV Interview:
Publikum betyder så meget for mig, at når de er døde dernede - det sker en gang i mellem…. Så ved de slet ikke hvad de gør mod dem selv, så er Dirch ikke den samme.
Jeg ved det lyder krukket, men der er ikke noget at gøre, jeg skal helst ha’ en lille hjælpende hånd fra dem dernede.


I Lørdagshjørnet:
Men jeg startede jo som Peter Malberg - en blanding af Peter Malberg og Joe E. Brown.


I TV interview:
Jeg spillede Mus og mænd om eftermiddagen. To forestillinger på Aveny Teatret og to revy forestillinger.
Jeg for… det var helt sindssygt. Og film også. Og midnatsforestillinger.
Det var helt sindssygt - men det er tit meget svært at sige nej, her i tilværelsen.


I TV interview
Hele livet er jo dramatisk og komisk!

Om kvinder og sindssyge:
Vi boede i Borgergade nummer 4 inde i et kvarter hvor der var mange jævnaldrene der slog en proper næve.
Vi lå - jeg var altid nederst i arme og ben foran en vis hr. H. C .Andersen i kongens Have.
Der var der en der hed Tosse-Anna. Jeg tror ikke det kunne foregå i dag. Det var sådan en ældre jomfrunalsk dame, med sådan knappede spidsstøvler og klædt på næsten som virkelig en parodi som man ville lave sådan en gammel tante.
Og jeg kan huske at hun altid lo. Og vi drenge vi løb rundt og hujede rundt omkring hende. Og hun smilede altid.
Og så pludselig en dag - jeg var jo ikke klar over rigtigt hvad der foregik, for jeg var ikke klar over at hun var - jeg tror det hed tosset den gang. Pludselig gik hun lige hen mod mig, og langede mig en på kinden, så jeg dejsede om i rendestenen og trillede hen ad gaden. Og hun gjorde det med et stort smil.

Jeg tænkte ikke så meget over det. Nogle dage senere legede vi nede på Kgs. Nytorv og vi legede et-tag fat og så sad der en dame. En køn lyshåret dame, hun har vel været omkring de 30 år, og vi har sikkert irriteret hende , ved at lege rundt om hende. Pludselig rejste hun sig op med et stort smil, og smak mig sådan en på tæven, så jeg igen trillede.

Og der skete der et eller andet inden i mig. Jeg blev jo altså… jeg fik jo simpelthen et chok. Og i to år bagefter da blev jeg skygget af mine forældre og mine tanter osv., fordi jeg gik midt på gaden. Hver gang jeg så en dame der smilede, i hvilken alder som helst, så - jeg krydsede zig-zag hele Købehavn igennem, når jeg var ude at lege.

Og øh - siden har jeg haft noget med… sindssyge og patologiske roller, jeg tror altså på en mærkelig abstrakt måde, det stammer tilbage fra det, at jeg selv er blevet sådan lidt mærkelig. Såden lidt… fordi når man spiller de ting man gør så stærk som jeg gør det, så skal man have sådan lidt af en troldsplint eller lidt galskab eller - jeg vil nødig kalde mig selv for en psykopat. Det vil jeg meget nødig gøre. Men man skal lige kante den der hen af. Jeg tror at den historie fra før ikke er hverken morsom eller noget, så har den … den har sat sine spor på en eller anden måde. En psykiater kunne få meget ud den - det er jeg helt sikker på. Ork - jeg kunne varme hans sofa så man tror det er løgn.






Spaltede udgydelser

Til Ninka i Politiken 1970:
… i virkeligheden er jeg jo en klovn i det meste af det, jeg laver.


Efter TV optræden 1971:
Jeg er aldrig tilfreds med mig selv. Men jeg kunne jo ikke gøre for, at forhåndsomtalen var skruet så højt op, at restauranterne næsten måtte lukke den aften. Det kan man slet ikke leve op til”.


Da Hjalmar Havelund i BT spurgte Dirch, om hvornår han sover:
“Jeg besvimer en gang om ugen”.


I Malin Lindgren Interview:
- Jeg kan sutte på en sætning som på et bolche. Det skal smage rundt i munden.


I Hjemmet:
Jeg går komplet i stå, hvis atmosfæren ikke er varm og hyggelig. Derfor går jeg heller ikke fra Stig - selv om jeg fik tilbudt 1000 kr om dagen et andet sted.


I Århus Stiftstidende:
Jeg har det, som det står skrevet på radiobilerne i Tivoli - det er sjovere at køre mod hinanden, men det er finere at køre udenom.


I Politiken i 1974:
Jeg havde så gode og så lykkelige år med Kjeld Petersen, at da de var forbi, turde jeg ikke stå på en revyscene mere.
Kjeld og jeg var sammensmeltede i begrebet Kellerdirks. Ens i sind og ens i syn. To Dircher af samme blod.


I Ekstra Bladet i 1961:
Jeg vil blot kunne kilde et par lattermuskler hist og pist. Der er mange skuespillere, som kan spille seriøse roller, men jeg har nu fået den gave at kunne være skæg - hvofor så ikke lade det gro?
Hvorfor kritisere Støv på hjernen som en Ingmar Bergman film, når støvet kun er skabt til at fornøje?
- Efter den famøse Bodilfest, hvor Dirch fik en Bodil, for at spilde sit talent.


I Familie Journalen 1960:
"Den dag i dag - kan jeg jeg se sildemanden lyslevende for mig, som han kom igennem gaden med sin hest og vogn. Tænk at han kunne få den store, vældige hest til at bevæge sig eller stå stille med et eneste ord, og han kunne også gå fra den og lade den stå alene på gaden...det var da det vidunderligste af alt..!"
Om drømmen om at blive sildemand.


I Berlingske Tidende 1979:
Det er 100% tøsedrengeri, at jeg ikke har kastet mig ud i de seriøse roller. Det indrømmer jeg.

Egentlig tror jeg slet ikke jeg er skuespiller. Jeg er bare Dirch Passer eller noget i den stil.


I Vi unges Filmjournal, november 1962:
Hvis man kan grine godt, kan man også græde ærligt.

Jeg er vel ateist, men holder en bagdør åben - jeg er medlem af folkekirken.

Jeg har en instinktiv modvilje mod det, der hedder at snobbe nedad. I øvrigt er jeg god gammeldags royalist.

Jeg lider af en frygtelig mangle på temperament.

Da han blev spurgt hvad han forstod ved begrebet en gentleman?
Kjeld Petersen.


Om penge i Hjemmet:
Har man i sin grønne ungdom skyldt hos købmanden, så er det naturligvis rart nu at tjene, så den side af sagen er i orden. Hvad der dog ikke forhindrer at jeg stadig køber på klods, hvis det er mig, der skal have et kilo kaffe og to pund stødt melis med hjem. Jeg har simplethen aldrig penge på mig. Så jeg må jo have et tilforladeligt ansigt, når de lader mig skylde rundt omkring.


Toppen af poppen undersøgelse i Hjemmet 1968:
Drivkraften er det, vi alle har i os: det gælder om at komme ud af sengen om morgen og bestille noget, så man har til dagen og vejen. Det er den eneste drivkraft der er. Men den er jo også god nok.


Da han begyndte på golf i 1976:
Det går da også fremad. Nu kan jeg gå første hul på 30 slag.

Sagt i forbifarten

Om mangel på budskab i hans arbejde:
Budskab? Det er et sted, hvor rådhusbetjente hænger deres tøj!


Til Jørgen Ryg, da han skulle spille “Kaktusblomsten”:
Så må vi jo håbe, at du får et "stikord”.

Om forventningerne til at Josefine skulle blive storesøster:
Min kone ved ikke om hun vil have et barn mere. For øjeblikket spiller hun russisk roulette: Fem p-piller og èn Gajol!.


Da han bliver standset af betjent, efter at have kørt i busbanen, tydeligt markeret med BUSSER:
Det må De undskylde - det er tidligt om morgen - desuden er mit kælenavn Busser..!


En aften til sin mor:
Mor, jeg bliver aldrig skuespiller.


Til sin mor, da hun kommenterede at han kun dansede med piger, med langærmede kjoler:
Jeg kan ikke fordrage at røre ved de andre pigers arme.


Om søsygen - årsagen til han stoppede som sømand:
Jeg har siden mødt en kaptajn der var søsyg hver gang, han sejlede. Han kunne ligefrem ikke undvære det. Men det kunne jeg.


Da en mand udbryder at s-toget kommer:
Ja, og i Tyskland har man SS-tog…


Om at optræde i TV:
Jeg kan da godt være ærlig og tilstå, at når jeg så relativt sjældendt er i fjernsynet, så er det af økonomiske grunde. For hvor mange ville så komme ud og se mig optræde, hvis de hver anden uge kunne se mig på skærmen? Jeg kan heller ikke lide at se biografdirektører græde. Og det gør de jo, hvis folk bliver hjemme for at se fjernsyn.


Da han i 1979 var holdkaptajn i DRs quiz Fup eller fakta:
Jeg stiller op lige så sammenbidt som da jeg i sin tid spillede på fodboldstjerneholdet. Jeg går virkelig til sagen. Fodbold eller quiz - det gælder hver gang om at score, mål eller points, og jeg er enormt opsat på endelig at sætte min modstander fra det virkelige liv - teaterkritikeren - til vægs.