Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

1980 skulle vise sig som et år, hvor pressen viste sig fra ders bedste side, og fra deres allermest ucharmerende. Der blev skrevet stolpe op og stolpe ned, om Dirchs famøse Kim Larsen nummer i Tivoli-revyen.
Om det var et godt eller skidt nummer, er inderligt ligegyldigt. Men i hvert fald blev der tærsket langhalm på ligheden mellem de to stjerner i både aviser og ugeblade.
Kæden hoppede for alvor af, da Dirch faldt om og døde på Glassalens scene. Pressen svælgede i komikerens død, og hvem husker ikke det grotesk ubehagelige billede, taget af en bevidstløs Dirch, der køres gennem Tivoli på en båre, fulgt af måbende og nysgerrige gæster?

Dagblade og den kulørte presse - og især Dirchs eget blad - Billed-Bladet, fik travlt med at hive udtalelser ud af Dirchs kolleger. Men mon ikke de sad tilbage med en hul fornemmelse - for hvem skulle de nu skrive om? Og da Preben Kaas og Jørgen Ryg, begge kort efter følger Dirch mod scenerne i det høje, var spalterne for alvor blevet kedeligere.

 

B.T. 4 september 1980

B.T.'s forside fra 4. september 1980, er skrevet med kongen er død-typer. Det er en forside der er underlig dobbelt, da det triste budskab, er flankeret af et dejligt billede af Dirch, som står smilende i Tivoli.
Men underneden, går alvoren virkelig op for læseren. Jeg har sagt det før, men jeg gentager det gerne: Billedet af Dirch på båren, iført sit klovnekustume, og med de måbende tivoligæster i baggrunden, er et af de grimmeste billeder der er taget af en dansk kendt. Billedet som sådan, er jo et godt billede, med al sin indbyggede drama, men motivet er næsten ikke til at holde ud at se på. Men det er blot et af flere billeder fra den dag, som udstiller gruen i Dirchs død.
B.T.


Ekstra Bladet 4. september 1980

Ekstra Bladets forside, er meget lig B.T.'s, dog uden det famøse bårebillede. Forsiden viser et beskåret billede af Dirch, fotograferet sammen med Aage Stentoft, kort tid før revy-start. Dirch ser glad ud, lidt træt, men smilende. Men inde i bladet, ser man et ganske andet billede, taget omtrent samtidig som forsidefotoet. Og det viser en anden, mere sammenfalden og slidt Dirch. Hvilket af billederne der rammer sandheden mest på kornet, er svært at afgøre.
I artiklen kan man læse, at Dirch kort før han gik ind og klædte om, berolige såvel journalist som fotograf med et: Bare tag det roligt - jeg har det godt!
Ekstra Bladet

 

Fyens Stiftstidende 4. september 1980

4. september 1980 ryddede Fyens Stiftstidende næsten halvdelen af forsiden, med nyheden om Dirchs tragiske bortgang. Også Fyens Stiftstidende havde valgt at bruge billedet med den smilende Dirch, hvor den noget lavere Aage Stentoft står med hånden på skulderen, vel vidende at Dirch havde valgt at gå på scenen, og Stentoft atter en gang slap for at aflyse forestillingen.
Langt værre er det lille foto til venstre for billedet af Stentoft og Dirch. Billedet er taget gennem ruden i en taxa, hvor Sonja Oppenhagen sidder sammen med Bente Askjær. En Bente Askjær, der skjuler ansigtet i hænderne, uvis om hvilken besked hun skal modtage ganske kort efter. Billedet rummer så megen afmagt, at man næsten ikke kan klare det, og står for mig, som det værste foto, fra den triste aften i Tvioli.
Fyens Stiftstidende


Billed-Bladet 11. september 1980 - Mindenummer

Blot en uge efter Dirchs død, var hans gamle arbejdsplads, Billed-Bladet, klar med et stort mindenummer, om ikke blot en en elsket komiker, men også en skattet og respekteret kollega.
Forsiden af mindenummeret, var prydt af et billede af Bente Askjær og Dirch. Det er tydeligt at Dirch er en moden herre. Han har et stort, kraftigt gråt hår, men øjnene er klare og ser direkte ind i kameraet. Han ser stærk og klar ud, huden er sommerbrun, og Bente står og kigger glad og forelsket på ham. Det er et billede af en mand, der havde mange planer for fremtiden, og som ikke var klar til at takke af. Inde i bladet finder man et morsomt billede af Dirch, der får vand. I løbet af 1980, havde Dirch været ansat hos Billed-Bladet i 10 år, først som klummeskribent og vits-sidebestyrer, men senere fik han også mere regulere journalistiske opgaver, som han klarede, med vanlig Dirchsk lune.
Billed-Bladet


Overskriften siger alt. "De skulle have været gift den. 22."
Det er næsten ikke til at bære, at Dirch havde fundet kærligheden igen, og ikke skulle have den fornøjelse at opleve det, og få et godt liv med sin unge kommende kone. Alt var planlagt ,Laura Ashley-kjolen var købt, og Dirch skulle have sin lyserøde smoking på, og aftalen var trufffet med den danske generalkonsul på Skt. Thomas, hvor vielsen og bryllupsrejsen skulle foregå.
Der er ingen tvivl om, at Bente Askjær havde en fantastisk positiv indvirkning på Dirchs livsførsel, og var den direkte grund til, at vi ikke mistede ham længe før.
Billed-Bladet


Utallige af Dirchs kolleger, som han havde arbejdet sammen med i tidens løb, stod nærmest på nakken af hinanden, for at lovprise den tid de havde haft sammen. Overskriften på en af siderne sammenfatter Dirchs person i de 4 G'er: Genial, glad, genert og generøs.
Alle de store personligheder der havde krydset Dirchs vej, roste ham til skyerne, og alle som en ville savne ham.
Ole Ernst 's farvel var underlig dobbelttydig. Dirch kaldte altid Ole Ernst for Skuespillerforbundets bartender. Og Ole Ernsts farvel lød: Den sidste gæst er gået - og han huskede at betale. Hvad Dirch betalte, må stå hen i det uvisse. Hele gildet? En for høj pris?
Og Victor Borge sammenlignede Dirchs død med da Rossevelt døde, og amerikanerne gik grædende rundt. Det forventede han nærmest, at vi danskere også ville gøre.
Men smukkest var nok John Prices farvel:
“Sceniske genier er sjældne. Det er egentlig underligt, at det aldrig bliver sagt til dem, mens de lever. Dirchs mage er aldrig set tidligere - og vil aldrig blive set igen. Man kunne måske tro han var primitiv. Det var han også. Men samtidig var han så raffineret, at det var helt ubegribeligt. I lang tid frem over vil vi, som har set ham, bringe ham videre. Og de der ikke har set ham, må bare gå og ønske sig, at de havde oplevet Dirch. Jeg betragter det som en lykke, at han dør på et højdepunkt og på scenen, som for ham var det sted han skulle stå - i glæde og lidelse.”
Billed-Bladet


"Jeg vil helst dø sammen med ham!" Så kontant var udmeldingen fra Bente Askjær, i et ældre interview, som Billed-Bladet her citerer. Heldigvis gik det ikke så galt. Bente var trods alt kun 26 år, da hun mistede Dirch. Men det er tydeligt, at hun og Dirch var tæt knyttede, og at hun også havde tætte relationer til Dirchs to døtre, Dorte og Josefine. Hvis man ellers tror på begrebet sjælefrænder, så er der et tydeligt eksempel her.
Billed-Bladet


Billed-Bladet lister en del af Dirch utallige roller op. Hvilket næsten er en umulighed. På to sider når de kun at skrabe i overfladen. Så produktiv var han.
Den anden artikel omhandler begravelsen, der foregik i stilhed, med kun de nærmeste venner og familie. Dirch havde frabedt sig, at hans begravelse skulle være et tilløbsstykke, derfor de private former. Hverken Ragnhild Passer eller Bente Askjær var med til begravelsen.Ragnhild kunne slet ikke magte, at se sin søn blive begravet, der hvor hun skulle have ligget, ved siden af sin mand. Så hun og Bente sørgede sammen i Ragnhilds hus i Strandgade i Dragør.
Billed-Bladet

Billed-Bladet fortæller også, over nogle sider, om den tid Dirch nåede at arbejde på bladet. "Er du nu sikker på at båndoptageren virker?" var det uundgåelige spørgsmål, når Dirch, fulgt af et "føl", en medhjælpende journalist, efter lang tids forberedelse, skulle interviewe et offer. Og selv om han blev forsikret om, at grejet virkede upåklageligt, så bad han aligevel journalisten om, at notere ned. Hvis nu...
Også som journalist var Dirch sin helt egene. Eller som Klaus Toksvig med et smil på læben sagde, efter at være blevet interviewet af Dirch: "Næ Dirch. Mange har glemt mere om TV end jeg nogensinde har lært." Den kunne Dirch så tygge lidt på.
Billed-Bladet


Billed-Bladet bringer også det ubehagelige billede af Dirch på båren gennem Tivoli. Det var selvfølgelig dramatisk, men også en smule usmageligt, at hans eget blad, ikke holdt sig for god til, at udlevere en af deres ansatte på denne måde. Især blikket på den løbende mand ved siden af båren, der holder Dirchs hænder på plads, mens båren fragtes gennem haven, siger alt. Alvoren lyser ud af manden, og det sammenbidte udtryk viser klart, at situationen er kritisk.
Redaktør Ib Johannesen takkede af for denne gang, med en sød afskedssalut til Dirch. Og kunne bl.a. fortælle, at Dirch havde modtaget rundt regnet 160.000 breve i sine ti år på Billed-Bladet. Det var mellem 30 og 50 stykker om dagen!
Billed-Bladet


Billed-Bladet 1980 - Revyernes revy mindede Dirch

Efter sæsonen var afsluttet for alle landets sommerevyer, blev der afholdt den årlige revykavalkade. “Revyernes revy” var opstået som en idé hos Dirch Passer året før. Og da “Årets revyfund” blev fundet, var det atter en gang Dirch, der havde haft en finger med i spillet. For det var nemlig ham, der havde foreslået at det skulle være Jan Schou.
Billed-Bladet