Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

At Dirch Passer havde ordet i sin mangt, kommer næppe bag på nogen. Han var berømt - nærmest berygtet - for sin evne til at gribe et ord eller situation, og øjeblikkeligt twiste det hele, spidde situationen og punktere den, med en henkastet, men præcist rammende bemærkning. Som da han en aften tabte parykken, og nonchalant udbryder: Og jeg, der troede jeg havde klæbehjerne..!
Gennem hele sin revykarriere har han også selv leveret et utal af numre, og finpudset, justeret og skærpet flere andre, med sin unikke evne til at sætte ord sammen.
Da han i 1963 indgik partneskab med Henrik Sandberg i Merry Film, blev det også startskuddet på et frugtbart samarbejde, hvor Henrik Sandberg ofte benyttede Dirch som sparringspartner i manuskriptmæssig sammenhæng. Dog er Dirch kun noteret for manuskript til en enkelt film - sammen med Sandberg - nemlig "Majorens oppasser". Og så den der aldrig blev til noget...
I 1971 blev han fast tilknyttet Billed-Bladet som skribent, først med klummen "Dus med Dirch", der var en broget skare af udgydelser om kendte og et sted hvor han også kunne få brugt de brokker, der ikke passede i andre sammenhænge. Senere blev det til regulære interviews, på Dirchsk.
Endelig udgav han selv den lille toilet-bog "Dirchs FiLOsofiKUM" i samarbejde med Borgen i 1979, der tydeligt bygger videre på traditionen fra "Dus med Dirch". Og så er der alt det løse.
Dette er ikke en komplet oversigt over Dirchs skriblerier - han skrev trods alt til Billed-Bladet ugentlig i hen ved ti år. Det er en del "Dus med Dirch" -klummer... - men her kan du finde smagsprøver på Dirch på skrift. Og man vil snart opdage, at han var ligeså sprudlende i sit skriftsprog, som når han fabulerede på en scene.

 

Hjemmet - 1969

I 1969 kunne Hjemmets læsere muntre sig med Dirchs erindringer. Dette havde han allerede beskrevet år tidligere i Dagens Nyheder, men fulgte nu op, og udvidede historien med de ekstra år. Erindringerne var lavet som et interview, hvor Dirch interviewede sig selv, og det var bestemt ikke kedeligt.
John Lindskog har følgende citat med i sin biografi:
Dirch: Hvis De nu blev tvunget til at skulle være noget helt andet - hva' skulle De så være?
Hr. Passer: Måtte jeg selv bestemme?
Dirch: Ja.
Hr. Passer: Så ville jeg være teaterdirektør. Og det første jeg ville gøre, var at engagere mig selv til en meget lille gage!
Dirch: Det påstås De er lidt distræt?
Hr. Passer: Fuldstændig rigtigt. To gange har jeg præsteret at knappe vesten op, tage slipset frem og tisse i bukserne.
Dirch: Andre filmplaner?
Hr. Passer: Jeg kunne godt tænke mig at producere en film, der hedder "Dirch Passers liv". Ove Sprogøe skulle spille ovedrollen.
Dirch: Hvorfor i alverden ikke Dem selv?
Hr. Passer: Jeg er for høj...
Foto ukendt / Hjemmet.



Dus med Dirch - Billed-Bladet

Den første "Dus med Dirch" - 5. marts 1971 - var nærmest ikke mere end en notits om hvad fremtiden ville bringe.
Dirch nævner nærmest henkastet, at han fremover vil skrive i bladet, men at han ikke kan klare det uden læsernes hjælp - præcis som en skuespiller ikke kan klare sig, uden publikums assistance. Der fyres et par brokker af undervejs bl.a. denne:
“Jeg husker, at første gang, jeg skulle stå på scenen og sige en masse, var jeg rystende nervøs og gik helt i stå. Ved tæppefald fik suffløsen syv fremkaldelser.”
Og så lover Dirch et par billetter til Cirkusrevyen, hvis de læserne disker op med en vits, der er så god, at Dirch ikke benytter den i Billed-Bladet, men i stedet i Cirkusrevyen. Han underskriver sig "Kriminalkomiksær Passer" - lidt uvant med at skulle være klummeskribent.
Billed-Bladet havde ryddet hele forsiden den 12. marts 1971, for - stolt - at kunne skilte med, at Dirch var blevet journalist på bladet.
3. billede viser et eksempel på en klumme. En skønsom blanding af indsendte vittigheder og Dirch-brokker. Dato ukendt på denne klumme.
Foto fra Billed-Bladet.



Billed-Bladet - Mandelgaven 1971

Om det var Billed-Bladets chefredaktør Ib Johannesen der fik den geniale idé at samle et udpluk af årets bedste brandere, brokker og vittigheder, i et 24 siders julehæfte, kaldet Mandelgave, vides ikke. Men i hvert fald var idéen god - så god, at den kørte helt frem til Dirchs død.
Mandelgaven var et opkog på årets "Dus med Dirch" tilsat lidt nyt fra mesterens hånd. Bl.a. indleder DIrch Mandelgaven 1971 med ordene:
"Så har vi atter den kære jul, og det får mig straks til at tænke på småfilosoffen Paul Hagen, der sidste år ved denne tid kom for sent til en filmoptagelse. Paul hævdede, at han havde haft et værre mas med et komme hjemmefra, fordi julen stod for døren..."
Så var man ligesom i gang.
Eller denne her: "Når vi nu er ved det kriminelle, så siger statistikken, at for hver 1.000 mennesker - og det er cirka, hvad der kan være i det Ny Teater en aften - er der tre mordbrændere, ti hustrumishandlere, hvoraf de fem har deres egen sekretær med til forestillingen, 80 skatterestanter og 300 parkeringsforbrydere. Skal vi så ikke være enige om, at det fa'me er en køn forsamling, man optræder for...?"
Læser man "Dus med Dirch" og Mandelgaverne, vil man nikke genkende til end el brokker, som enten er blevet genbrugt her, eller som har fundet vej til scenen. Men hvorfor ikke bruge en brok, hvis den var god?
Dirch var ikke nærig med at bruge - og misbruge - sin kendte skuespillerkolleger i sine ugentlige udgydelser - nogle af yndlingsofrene var Poul Bundgaard, Jørgen Ryg - eller Daimi, der konsekvent fik tilføjelsen "der jo er meget barnlig".
Mellem de indsente vittigheder, strøede Dirch nogle brokker med lind hånd. F.eks.:
"Den nye patient på kurhotellet vidste ikke, at det var forbudt at tale sygdom ved, hvorfor han spurgte sin sidemand: - Sig mig, hvordan virker sodavand på Dem? - Scchhh lød svaret. - Ja, lige præcis. Sådan virker det også på mig..."
"Jeg er ked af at det går så langsomt i dag, sagde købmanden til sine kunder. Men min højre hånd ligger i sengen i dag, med en forstuvet fod!"
Fra Mandelgaven 1971, Billed-Bladet.



Mandelgaven 1972 - Billed-Bladet

Der er ingen grund til at ændre på noget, der fungerer. Så Mandelgaven 1972 lignede til forveksling mandelgaven fra året før. Eneste visuelle forskel var at der kun var benyttet sort og rød - ellers var opskriften magen til.
Atter var det Poul Bundgaard det gik ud over i indledningen:
"En vis hr. Bundgaard ringede i går til sin læge efter at have indtaget en større julefrokost og klagede over smerter i mellemgulvet. - Jeg har ikke tid nu, svared elægen. Kan De ikke ringe til mig, når De har det bedre..."
Og så afslører Dirch, hvorfor han som oftest afholdt sig fra politisk satire:
" Statsminister Anker Jørgensen lægger ikke skjule på, at han gerne ser monarkiet afskaffet. Forleden hørte jeg ham sige til en fabriksarbejder: - Når vi nu har overstået revolutionen, så er du færdig med at spise brød og kartofler. Så hedder det lammekoteletter og jordbær med creme fraiche mindst to gange om ugen. - Jamen egentlig har jeg aldrig brudt mig om lammekoteletter og jordbær med creme fraiche, sagde arbejderen."
Her ville vittigheden jo have været passende at afslutte, men Dirch runder den af med følgende sætning:
"Det vil du komme til min fine ven, svarede Anker Jørgensen, om jeg så skal tvinge det i dig to gange om ugen..." En sjælden politisk kommentar, der fortæller hvor Dirch i hvert fald ikke satte sit kryds.
Men denne om datteren Josefine er meget Dirchsk:
"Min datter Josefine, der går i første klasse i Frøken Busses SKole, fortalte mig, at lærerinden i religionstimen havde bedt alle de børn som gerne ville i himlen, om at række hånden i vejret. Gjorde du så det, spurgte jeg hende. - Nej far, du siger jo altid, at jeg skal komme lige hjem fra skole."
Eller denne brok:
"Hvilken forskel er der på en beskidt elefant og en ren? En ren har ingen snabel..."
Et fast indslag var i øvrigt hunden Pasop, der hundsede rundt med sine ejere, i små indlagte bokse.
Fra Mandelgaven 1972, Billed-Bladet.



De sidste brokker - 1980

Der var nok nogen som fik kaffen galt i halsen, fredagen efter Dirch døde. For hvordan kunne Dirch skrive i Billed-Badet, to dage efter sin død? Men forklaringen var ganske simpel: Dirch havde produceret forud. Han var usandsynlig tjekket med sit arbejde på Billed-Bladet, og som sædvanlig, var Dus med Dirch afleveret i fin tid til opsætning, så Dirch kunne koncentrere sig om jobbet i Tivoli.
Samme år udgav Billed-Bladet den sidste Mandelgaven, med udpluk af Dirchs brokker og årets bedste vittigheder, som et sidste og definitivt farvel, til en skattet medarbejder, der havde gjort Billed-Bladet en hel del sjovere gennem ti år.
Foto fra Billed-Bladet



Andet end brokker - Billed-Bladet

Fra dag et, tog Dirch tjansen som klummeskribent dødsens alvorligt. Billed-Bladets specielle manuskriptpapir fandt hurtigt vej til Dirchs lomme, hvor det lå klar, hvis han skulle falde over noget interessant, eller fik et indfald, der måtte ned på papir.
Manuskriptet blev altid skrevet i hånden. I begyndelsen var det kun klummen "Dus med Dirch", men senere blev det også interviews - meget alternative interviews - med kendte, som måtte lægge ryg til Dirchs pudsige indfald. Det var chefredaktør Ib Johannesen, der overtalte Dirch, men på bladet blev det redaktionschef Henrik Voersaa, der tog sig af kontakten.
Dirch tog i øvrigt godt og grundigt fusen på hele redaktionen, da de på et tidspunkt indførte redaktionsmøder i to-holds-skifte, og han frejdigt spurgte hvilket hold han skulle være på. Men hver tirsdag morgen mødte Dirch på aftalt tid, forberedt til fingerspidserne. Oven i alt det andet han lavede.
Som assistance havde han altid en af bladet journalister - både fordi han ikek ville være skyld i,a t en journalist mistede sit job på grund af ham, men også fordi han var mere tryg på den måde. Så kunne journalisten notere ned, mens båndoptageren rullede - hvis nu der skete noget uforudset.
Dirch blev kendt for, at forberede sig endog meget grundigt til et interview. De var ikke usædvanligt, at han kunne gå og tygge på de helt rigtige spørgsmål i 14 dage - helt op til 4 uger - bare fordi han gerne ville stille spørgsmål, som "ofrene" ikke før var blevet præsenteret for. Og på bladet var man enige om, at han sagtens kunne være blevet en glimrende journalist. Og en særdeles alternativ en af slagsen. Som da han legede med modeljernbane mens han interviewede DSB's generaldirektør, eller interviwede Preben Møller Hansen i e robåd - han var vel sømandsboss! Eller også blev ofrene hevet med ud på en mark for at lede efter firkløvere. De andede aldrig hvad der ramte dem. Men højdepunktet var nok, da han interviewde Victor Borge på D'Angleterre. De to nærede en dybfølt respekt for hinanden, og havde endda en drøm om, at optræde sammen.
Efterårets interviews var allerede i støbeskeen, da Dirch døde. Temaet skulle have været "Skrappe damer", som DIrch havde en vis erfaring med.
Billed-Bladet nåede sin bedste tid, læsermæssigt, i 1970'erne - med et absolut højdepunkt i 1979. Herefter gik det støt ned ad bakke - om det har noget med Dirchs fravær at gørr, kan man jo kun gisne om.
Foto Billed-Bladet


Dirch's fiLOsofiKUM - 1979

i 1979 udkom Dirchs FiLOsofiKUM på Borgens forlag. På omslaget står nævnt, at idéen var af Staffan Lindén, en svensk tegner og forfatter, kendt fra sine vittighedstegninger i svenske aviser, fra 1950 og frem til sin død. Hvor Dirch er stødt ind i den svenske tegner, er uvist. Men han får i hvert fald æren for inspiration til bogen, der i øvrigt er dedikeret til datteren Josefine - så hun ikke skal kede sig de tre timer hun er på toilettet om morgenen...
Bogen indeholder en samling blandede brokker, nye som gamle, tilført Peder Bundgaard morsomme tegninger som garniture.
En sjov lille bog, der må siges at være et absolut must, for alle Dirchfans - og så er den udstyret med et fikst lille hul, så man kan binde en snor i den, og hænge den på toiletrulleholderen. Der var tænkt på alt.
Dirch er flyvende i bogen, og viser at hans sproglig finurligheder også holder på skrift - præcis som da han skrev for Billed-Bladet.
Foto fra bogen



Bagest i bogen, er der en kort fortælling om hvad der rør sig i Dirchs liv. Her kan man bl.a. lære, at han har forsøgt at begå selvmord med salmiakpastiller...
Og så drysser Dirchs telegrambureau denne perle ud af ærmet: "Foreningen Danske Akvariemedlemmer har fremlagt et epokegørende forslag til belæmpelse af forureningen i Østersøen. Teknikken der garanterer en 100% renselse, forudsætter at vandet skiftes ud 3-4 gange om dagen".
Eller denne her: "Skulle egentligt have været opereret, men synes ikke rigtigt at jeg havde råd til det. Så i stedet retoucherede min læge der er meget forstående røntgenbillederne."
Eller dette tænksomme lille pletskud: "Nostalgi er ikke hvad det har været".
Foto fra bogen



ABC revyer - numre eller ideer

Det er jo ingen hemmelighed, at Stig Lommer havde det helt store sugerør ned i materien, når Kjeld Petersen og Dirch Passer lirede brandere af sig. Men Dirch kunne også selv. Han kom ofte med rettelser og justeringer til forfatternes første udkst på et revynummer. Han kunne gå og smage på ordene, finde et nyt, der måske passede bedre, og gav teksten et twist, eller blot bytte rundt på ordenen i en sætning, så der opstod noget helt nyt, som forfatteren ikke havde set. Selv når en revy var godt i gang, kunne der komme justeringer hen ad vejen - Dirchs hjerne stod aldrig stille, men arbejdede altid med materialet. Intet var færdigt.
I revyerne "Det lille ABC hus" fra 1955 og "ABC for viderekomne" fra året efter, har Dirch haft en tekstmæssig finger med i spillet - nok mest i Kjellerdirks numre, "Tak skal du fik" og "Artisteri", samt i "Skolekammerater" og "Lis Groes". Det sidste nummer hvade Dirch et noget ambivalent forhold til, da han jo godt vidste at nummeret - der fike t par efterfølgere - var et publikumshit, men samtidg var han ikke meget for at trække Lis Groes gennem havet af fladpandede brandere, da han nærede stor respekt for hende. Numrene tilføjede nok et søm til ligkisten, der var fyldt med politisk satire og imitationer.
Foto: Plakater fra Det lille ABC hus og ABC for viderekomne.



Cirkusrevyen 1968 - ide

Efter for alvor at have fået blod på tanden i 1967, fortsatte Dirch sit revy-triumftog i Cirkusrevyen, året efter på Bakken.
Dirch havde flere hittere dette år, men huskes nok især for sin russiske klovn i "Et folkeeventyr", selv om ddet vil være en overdrivelse at sige Dirch havde skrevet teksten. For nummeret havde kun et startpunkt , flere mellemstationer, samt en fast aufslutning, hvor imellem Dirch improviserede sit umulige russisk, fra aften til aften. Men også "Duel på brandere" smager klart af, at Dirch har haft en finger med i teksten.
Foto program for Cirkusrevyen 1968



Film manuskripter - den mystiske film, der aldrig blev til noget

Det vides med sikkerhed, at Dirch havde en finger med i spillet i flere af Henrik Sandbergs film, efter de indgik samarbejde i Merry Film i 1963. Efter sigende havde de to en helt bestemt balkon på et hotel i Spanien, hvor de yndede at sidde og skrive på manuskripter sammen. Men Dirch er kun anført som medforfatter tilmanuskriptet til "Majorens oppasser", som han også var medproducent på.
Lidt mere mystisk er manuskriptet til filmen "Hittebarnet". "Jamen, hov - Dirch har da ikke lavet en film med titlen "Hittebarnet"?" Nej, det er fuldstændig korrekt. Men det kunne han have gjort.
I Politiken Hvem-Hvad-Hvor fra 1929 til 1967 lister forfatteren Bjørn Rasmussen denforeløbige stribe af Dirchs film op, og i den er der enført en film med titlen "Hittebarnet" og årstallet 1968. Dirch står anført som både manuskriptforfatter og producent af denne film. Bogen udkom i 1968, og det betyder at filmen havde været på tegnebrættet ved redaktionens afslutning, og så fremskreden i processen, at det føltes berettiget at tage filmen med i bogen, da den ville have fået premiere dette år.
Men af ukendte årsager, blev denne film aldrig til noget - den blev i hvert fald ikke færdig produceret - men nåede blot til manuskriptstadiet.
Foto plakat fra Majorens oppasser


Tivoli Revyen - ideer og tekst

Da Dirch kom til Tivi-Revyen i 1978 blev han, foruden at være skuespiller, også med iscenesætter, sammen med Gordon Marsh, svensk-engelsk instruktør.
Men allerede året efter kunne han ikke holde fingrene fra indholdet, og står anført som forfatter, som han også gør i programmet i 1980. Præcis hvilke numre han har skrevet, står lidt hen i det uvisse, men for 1979-revyens vedkommende må det logiske bud være "Dirch-show". Muligvis menes der for 1980-revyens vedkommende, det famøse Kim Larsen-nummer, "Pjækkeland", hvor Dirch må have haft tekstmæssige påvirkninger, men det er blot gisninger.
Foto programmer for Tivoli-Revyen 1978, 1979 og 1980