”Piger i trøjen 2” havde premiere i november 1976. Historien var en spion-forviklings-komedie, lidt søgt, men ganske fermt skruet sammen.

Seriens 2’er var i hvert fald bedre end den første film. Filmen viser også en Dirch i en af de roller, som nok deler publikum: For i denne film var der mere råb og slapstick end i den første. Præcis de effekter han greb til, når der ikke var noget at arbejde med i rollen.

”Kunne De undvære skuespiller-miljøet?”
”Ikke lige for tiden . Men ellers – ja. Jeg kommer aldrig sammenmed skuespillere.
Det går tilbage til enspændernaturen. Stikordet er klædeskab”.
Ninka. Politiken 28/5 1967

Et par måneder før, havde der været premiere på ”Spøgelsestoget”. Filmen var en omskrivning af en gammel engelsk teater-traver, men man havde givet Leif Panduro til opgave at omskrive historien til film. Der var sat alle sejl til: Gode skuespiller, flotte kostumer, uhyggelige og billedskønne omgivelser nær en gammel station, damplokomotiver…
Men filmen blev bare aldrig rigtig god. Den kom aldrig rigtigt i gang, og er usammenhængende – men krydres dog af enkelte morsomme passager. Da Leif Panduro så det færdige resultat, var hans kommentar: ”Det blev aldrig rigtig godt”.
I 1972 havde Dirch lagt stemme til den trinde galler Obelix, i den første Asterix-tegnefilm. Filmen var en sløj affære – hvilket man ikke kunne sige om ”Asterix indta’r Rom” der havde premiere i september 1976. Filmen var langt bedre end de to første (der havde været en to’er, men den havde Dirch ikke medvirket i). Historien var sjov, animationen i top – og selv de danske stemmer var bedre, end i den første film.
Det blev et år hvor Dirch kunne fejre sin 50 års fødselsdag – og året hvor han og Hanne endelig lod sig skille.  Det havde lagt i kortene længe, men 12. juli underskrev de skilsmissepapirerne. Det var ingen hemmelighed, at det var Dirch der hev de store beløb hjem til husholdningen, så der var naturligvis også mange økonomiske spekulationer, som havde gået forud for skilsmissen. Ret skulle være ret, og Dirch forpligtede sig til at betale hustrubidrag til Hanne i ti år – 60.000 kr, der skulle sikre hende og datteren Josefine (som Hanne havde fået forældremyndigheden over), et fornuftigt livsgrundlag. Hanne havde sin egen modeforretning på Jægersborg Allé, og Dirch forpligtede sig til at betale 30.000 ekstra, hvis Hanne ikke kunne få overskud i firmaet.
Endelig betalte Dirch ca. 100.000 kr til istandsættelse og flytning, til Hannes og Josefines nye lejlighed på Strandagervej 2, plus ca. 200.000 til, der blev tilført Hannes aktieselskab.

Dirch havde en samtale med Robert Naur fra Politiken, der meget fint rammer årets financielle strækmærker ind:
”I perioder har jeg nok slidt lidt for meget, men ved du hvad der holder mig i gang: den rene, skære materialisme. Du skal eksisterer og betale dine regninger. Men så må du, koste hvad det vil, more dig midt i det hele. Tænk at passe en charcuteributik fra ni til halv seks. En gang sagde Klaus Rifbjerg: ”Kan du ikke se, det er for let, det du laver?”. Det er for let. Jeg blev sur og svarede: ”Nu skal du jo selv rigtigt i gang, så skal du se, hvor let det er”.
Forud for skilsmissen havde Dirch nået et højdepunkt – men et højdepunkt af den mere tivilsomme slags. En usund livsstil med for meget alkohol havde sat sin spor – kampvægten lå nu på omkring de 147 kg – alt for meget, selv for en mand på 192 cm i højden.
Skilsmissen blev bevilget i juli måned, men Dirch var allerede et stykke tid før, flyttet ind i en nyindkøbt lejlighed på Zarthmanns Plads på Frederiksberg, sammen med Bente.
I lejligheden på Zarthmanns Plads, nr. 81 stuen til venstre var søndag morgen noget man så frem til. Det var altid Bente der var først oppe og hentede morgenbrød – og mindst 3 aviser. For Dirch elskede at læse søndagsaviserne, mens han hyggede sig i sin lyserøde morgenkåbe, og spiste grovboller.
Senere tog parret til ud til tennisbane nummer 13 på B93’s tennisbaner. Banen lå længst borte fra nysgerrige blikke, og der kunne parret hygge sig, med et slag tennis. Søndag var ikke tilfældigt valgt: Der var der færrest menensker på banerne – og dermed mere privatliv. Forfriskningerne bestod af pærer og æbler.
Hjemme igen stod den på frokost: mager ost, klidkiks og salat. Dirch kunne takke Bente for, at vægten faldt med 36 kg  - hun smed selv 20 kg ved samme lejlighed.

Tillod tiden det, så kunne en søndag eftermiddag foregå i Dragør. En gåtur i den hyggelige by, langs havnen, hvor Dirch elskede at sludre med fiskerne (man var vel sømand!) – og så ud til Dirchs mor, Ragnhild, der altid var et besøg værd.
Som Bente Askjær formulerer det: ”Hos os var det i hvert fald ikke Dirch, der var havemanden, men derimod jeg, uden dog at have det mindste forstand på det!”
Det var også Bente grønne fingre, der sørgede for at det meste af kvarteret omkring Zarthmanns Plads, kom til at stinke af hønsegødning – men det gav en flot græsplæne.
Søndag aften kunne foregå i spisestuen, med god mad – hvis altså ikke der var arbejde der kaldte.
I et hjørne af stuen, snoede en sortlakeret sporvognsvindeltrappe  (fra en Linie 8) sig ned, til et alrum  i kælderen. Dette rum var husets hjerte. Indretningen bestod af  en pejs, et klaver (ingen af dem kunne spille), et bobspil, stereoanlægget og en reol fuld af plader. Bente var mest til musik – men Dirch havde også en stor samling af plader med udenlandske komikere – især engelske.
Familierne var meget velkomne på Zarthmanns Plads – men overfor sine skuespillervenner, var Dirch yderst privat, og lejligheden blev ikke et sted hvor han brugte tid med dem.
Bente og Dirch faldt godt til på Frederiksberg, fik snart bygget deres egne lille oase.  Med til lejligheden hørte en lille have, som parret fik assistance til at få sat styr på, med stor hjælp fra Dirchs ældste datter Dorte’s mand Jørgen. Går man forbi adressen i dag, kan man se en smuk hvid træterrasse foran huset, i skyggen af nogle træer. Men dengang havde Bente malet terrassen irgrøn.
Der var et stort udvalg af små specialbutikker i området, og især Gades Grønthandel, købamnden Bryde, boghandleren og slagter Flemming Nielsen, fik ofte besøg – nogen gange dagligt.
Det fortælles, at folk kunne finde på at tage opstilling udenfor slagter Nielsen på Godthåbsvej, når de havde en formodning om, at Dirch ville kigge forbi for at handle. Det havde sin pris at være berømthed på Frederiksberg.

Et af Dirchs faste ritualer var opvarmningen til aftenens forestilling. Frokosten var som regel en let anretning, og derefter tog han ophold i sin elskede sauna, lod sig nedkøle af kolde styrtebade, og endelig i et langt og varmt karbad, hvor aviserne blev læst og han ”ordede”
”Orde” var Dirchs benævnelse af det at gennemgå teksten i hovedet, før en optræden.
Dernæst kaldte sengen i et par timer – og så var han klar.
En times tid før forestillingens start, mødte han op på teatret, og så kunne man ellers møde ham på teatrets gange, hvor han atter gik og ”ordede”. Han var så koncentreret om denne del af sit arbejde, at det ofte var nødvendigt at han havde en klud med , så han kunne tørre sveden af panden.

Den runde fødselsdag blev fejret på en noget alternativ facon, nemlig ombord på  Mærskskibet ”Adrian Mærsk”. Dirch var jo selv uddannet sømand, og havde fået muligheden for turen, der bl.a. gik gennem Panamakanalen, inviteret af Mærsks informationschef, Carsten Borch. En ren mandeoplevelse i selskab med Sven Borre.
Vel hjemme igen, ventede årets Holstebro Revy ude i horisonten. Ernst Trillingsgaard havde atter shanghajet Dirch til revyen, som kunne melde om 16 udsolgte forestillinger allerede i april måned. Dirch havde en aftale med Stig Lommer, der havde lovet hjælpe med indstuderingen af et par numre, og da Lommer selv skulle optræde på Skagen Fiskerestaurant, var afstanden overkommelig. Men under premieren faldt Stig Lommer om af et hjerteslag og døde midt mellem de spisende gæster. I stedet blev der arbejdet hårdt med numrene i det lånte sommerhus ved Vedersø.

Da Stig Lommer døde den 28. Juni 1976, blev en rystet Dirch kontaktet af journalister, som ville have hans kommentar om hans store mentors død:
”Stig betød uendeligt meget for min udvikling, ja faktisk alt. Han lærte mig at stå på begge ben på en scene, han lærte mig disciplin. Han var den største i hele epoken inden for revy og underholdningsbranchen. Ikke en med navn og talent har ikke været hos ham, enten det drejede sig om revy, farce eller komedie. Personligt har jeg haft tretten meget, meget lykkelige år hos ham, han skabte mine største succeser. Han kunne det hele, og hans adelsmærke var den gode smag. Han var ukuelig i med- og modgang og havde sin blomstringstid før ARTE kom til verden og hvor der ligesom var brug for mere blod på tanden!”
Bente havde opsagt sit job, og var blevet Dirchs medhjælpende hustru. Og med hendes sufflørerfaring, var det naturligt, at hun tog med Dirch til Holstebro Revyen som sufflør. De indlogerede sig i samme sommerhus i Fjand ved Vedersø. Atter blev fritiden brugt på golf, og Dirch kunne passe sit job på Billed Bladet, hvor han havde sin ugentlige klumme ”Dus med Dirch”. Et af yndlingsofrene var Poul Bundgaard, der ugentligt måtte lægge ryg til en eller flere stikpiller fra Dirch. Rent venskabeligt naturligvis. Men også uden for spalterne drillede Dirch Poul, ved enhver lejlighed. Som da han bestilte en lagkage hos La Glace, med ordene ”Tillykke med det flotte resultat” – da Poul Bundgaard havde tabt sig fem kg…
Preben Kaas havde begået en sketch om Ugandas diktator Idi Amin, på opfordring fra Dirchs datter Dorte. Den blev færdig i sidste sekund – og var desværre ikke specielt vellykket. Revyen blev mest kendt for, at en stol knækkede sammen under Dirch, hvorefter Dirch i hast rejse sig, med et stoleben i hånden og råbte: ”Er der en politiker til stede?”. Eller da han han en anden aften tabte en paryk, og udbrød: ”Jeg troede ellers jeg havde klæbehjerne!”
Anmeldelserne var lidt blandede, men publikum klagede ikke. En af de bedste anmeldelser fra fra Jyllands-Posten, som skrev: ”Den sidste halve time er forrygende og skrubskør, så man er ved at få ondt i maven af grin. Ind imellem kan nummeret minde om noget af det bedste fra de svundne Kellerdirk-dage”.
De fleste mente sketchen om Idi Amin var et fejlskud, men ellers var der kun ros til Dirch:
- Amin var en forbier - men ellers er Dirch på toppen.
- Så er det Passer-tid igen.
- Dirch store Holstebro-aften.
- Dirch Passer bærer årets Holstebro-revy.
- Holstebro-revy en succes - men Amin-rolle skal væk.
- Guld til Dirch i Holstebro.
- Dirch, Dirch , Dirch, Dirch.
- Dirch Passer - det er bare King Crazy.
- Revykongen Dirch bærer den hjem.
- Dirch stjal billedet.
- Dirch Passer succes i Holstebro.
- Dirch og Elga Olga er i fin form i år.

Efter revyen var vel overstået i Holstebro, holdt den lige fem dages pause, og tog derefter på en måneds turne på kryds og tværs i Danmark. Hele landet var dækket ind – selv Bornholm.
Det var ellers lige ved at gå galt under en forestilling i Holstebro, da det tunge bagtæppe rev sig løs, og faldt til jorden. Heldigvis var scenemesteren Bent Holm en årvågen mand, og han nåede at skubbe Dirch bort, inden tæppet ramte jorden hvor han kort forinden havde stået.
Dirch var hurtig, og redde hele situatione med en kvik kommentar, om han aldrig havde oplevet så hurtigt et tæppefald, og publikum morede sig, de de troede det hørte til nummeret.
Dirch kunne slappe af i sit sommerhus ved Vedersø, borte fra pressen i hovedstaden, og han elskede når Ernst Trillingsgaard inviterede ham med hjem til sin fødeø, Jegindø, i Limfjorden, hvor Trillingsgaard forældre boede, tæt på haven. En af de store oplevelser var turen til fiskeriauktionen på øen. Beboerne på den lille ø, de lokale fiksere, var ikke sådan at imponere – præcis som sømændenen på Mærskskibet. De modtog Dirch som en person, og ikke en kendis, og Dirch nød hvert øjeblik.  Men ind i mellem kunne han alligevel ikke lade være med at lave spas, som når han begyndte at byde på fiskene på auktionen, til fiskerne store fornøjelse.

Turen til Jegindø var foregået ombord på en kutter, der var på nattefiskeri, en oplevelse i sig selv, og endte efter auktionen, til morgenkaffe hos Trillingsgaards forældre.
Dirch havde været på toppen hele sommeren og sensommeren, men den 5. September trådte han for alvor forkert. SAGA film skulle åbne en ny biograf i Trøjborg Centret, og da Dirch var aktionær i SAGA, skulle han deltage i åbningen, og bagefter give et interview med Aarhus Stiftstidende.
Dirch mødte op i meget løftet stemning, og blev straks fanget af en journalist fra Aarhus Stifstidende. Med det samme gav han sig til at lufte sin politiske synspunkter. Dirch regnede ikke med, at selv Anker Jørgensen ville stemme på Socialdemokratiet, ved næste valg. Og perlen: Statsmænd hænger ikke på træerne – men det burde de jo nok.
Kort før Dirch og journalisten skulle tage afsked, spurgte journalisten Dirch, om han havde et godt råd til den dansk befolkning. Havde Dirch nu tænkt sig lidt bedre om, så havde han nok ikke svaret som han gjorde, for svaret lød:
”Det har jeg faktisk: Hold ud til Glistrup kommer til magten. Undskyld, mor!”
Denne lille bemærkning satte en lavine i gang, som på det nærmeste nægtede at standse. For Dirchs trofaste publikum brød sig ikke om, at deres idol havde så rabiate holdninger. Og så havde Dirch endda blot hentydet til Glistrups skattepolitik – ikke uforståeligt, når man tænker på, at Dirch et år havde haft en trækprocent på 105%...
Da han blev kontaktet af de københavnske dagblade, kunne han godt se se at den var gal: ”Har jeg virkelig sagt alt det galimatias?”
Drillerierne i dagbladen fortsatte i et stykke tid, og Dirch lærte – på den hårde måde – at det ikke er alt man skal dele med pressen.
”Jeg har optrådt som politisk klovn”, var Dirchs uforbeholdne undskyldning. Dirch ville slå sin undskyldning fast over for sit trofaste publikum, og da Habakuk havde skrevet et nyt vers til Dirchs gamle traver ”Karl Nielsen vise”, foreslog han at han skulle synge den i søndagens ”Dirch Show”. Den blev indspillet, men senere redigeret ud.

Året sluttede heldigvis mere positivt af, for 29. december var der premiere på det første af 6 Dirch Show’s på Danmarks Radios P3. Det var kommet i stand på foranledning af vennen og radioproduceren, Gorm Lertoft. Og alle sejl blev sat til, for at programmerne skulle blive en succes. Hvert program bestod af en skønsom blanding af  ældre prøvede numre i ny forklædning, samt nyt materiale, og brokker og vittigheder, tilsat et fast hold, og gæster – bl.a. Ghita  Nørby, Jørgen Ryg, Ole Monty, Bjørn Puggaard-Müller, Lisbeth Dahl, Preben Kaas, Ove Sprogøe – og ikke mindst Ulf Pilgaard, der ved hvert shows begyndelse, fik en nøje tilrettelagt tilsvining af Dirch – alt sammen akkompagneret af Max Leths orkester.
Den rette revystemning blev opnået ved, at hvert show blev sendt direkte fra ABC teatret med et live-publikum. Både i ABC og ude ved radioerne var programmerne en øjeblikkelig succes. Billeterne – der kostede 20 kr. blev revet væk. Skuespillerne var ikke udklædt i kostumer, men stod blot på scenen og læste op af deres manuskripter. En af præsentationer af de medvirkende kunne være, når Dirch bød velkommen til Ulf Pilgaard:
”Da jeg kom til teatret i morges, stod der en hel kø af unge, frysende og sultne, helt ukendte skuespillere, der gerne ville have en lille rolle her i ”Dirch Show”. Skal vi ikke kalde på en af dem. Hvad med ham der hedder Ulf Pilgaard?”

En af de faste personer var Ole Monty, der døde undervejs i forløbet og blev afløst af Bjørn Puggard-Müller. Forarbejdet foregik på en måde, at Dirch, Gorm Lerfoft og Ulf Pilgaard mødtes i et par timer i Radiohuset, hvor de sad på et trist kontor og fyrede brokker af. Dem der virkede kom med i næste show.
Vi kan takke Gorm Lertoft for at være så forudseende at optage liveprogrammerne, da de senere blev udgivet på 6 LP’er, der giver mulighed for – dog med ny besætning – at høre enkelte gamle revyklassikere fra ABC. De seks shows fortsatte ind i februar 1977.
Povl Sabroe fortæller omkring tilblivelsen af ”Dirch Passer Show” programmerne, at Dirch Passe var den bedste og mest præcise direktør han havde arbejdet for. Dirch skulle være konferiencier på de 6 shows, samt skuespiller, og alt var tilrettelagt perfekt fra hans side af. Sabroe fortæller, at Dirch var veloplagt og frisk under hvert show, og jublende lykkelig over det flotte resultat. Alle shows blev optaget, og udgivet på kasettebånd og LP – og solgte stort.