”Enten var han en genial amatør – eller et betydeligt kommende talent”.
Sådan skrev Mogens Lind i sin anmeldelse af Fifferrevyen i 1949. Senere fandt vi jo ud , at det var det sidste der var sandt. For Dirch var bestemt ingen amatør.
Han var talenfuld. Og stor. Og høj, bred og højtråbende – men han kunne også være nærmest usynlig, yndefuld, elegant og stille som en brise. Og så var han privat. Han havde et fort omkring sig – bestående af brokker, brandere og kvikke bemærkninger, der blev strøet som klyngebomber, når folk bevægede sig for tæt på.
I sin bog ”De meget skrå brædder” beskriver Povl Sabro meget senere, sit syn på Dirch:
”Jeg vil ikke sammenligne Dirch med Liva Weel, men lighedspunkter var der. Først og fremmest havde de populariteten tilfælles, der kom af, at de udstrålede naturlighed og hjertensgodhed, slet og ret menneskelighed. De så lige ærlige ud, som de var, og de kunne udfolde følelser, der vekslede mellem den diskrete komik og det store brag. De havde begge tæft og kunne forbedre deres replikker, så de blev både morsommere og skarpere. De var samvittighedsfulde og svigtede meget nødigt deres teatre, men de bar samtidig på skjulte svagheder, først og fremmest en ubetvingelig trang til at ty til stimulanser, når en premiere brændte på.”
Overskriften stammer fra en samtale mellem Dirch Passer og Ove Sprogøe, hvor Dirch gav sin misundelse frit løb, over Ove Sprogøes evne til at blive et med rollen – simpelthen BLIVE rollen. Hvor Dirch selv altid skinnede igennem i de roller han spillede.
Malin Lindgren skriver i forordet i sin biografi, hvordan hun trak i nødbremsen og direkte sagde til Dirch under et interview, der fandt sted i Dirchs villa på Rosbæksvej i 1972: ”Jeg går ikke, før jeg har forstået, hvad du siger”. Der havde han længe vogtet over sit privatliv med brandere og overfladisk tomgangsævl. Men Malin Lindgren fik sit interview i hus – efter en lang nat, der sluttede klokken 5 om morgenen. Men da havde hun også tabt sit hjerte til det store menneske. Præcis som vi er mange andre der har, efter at have set ham i flere roller end vi kan huske.
Når man tænker Dirch, så kommer man slet ikke uden om ord. For Dirch elskede ord. Han kunne sutte, tygge, gumle og smage på dem, lege med dem, polere dem, save dem til og bytte dem rundt, til en replik sag lige i skabet – eller midt i ansigtet på publikum. Og så kunne han tænke lynhurtigt – improvisere - gribe en replik, en uventet handling i samme øjeblik det skete, og returnere den med en sikkerhed og en timing, der kom bag på publikum – og ofte også hans medspillere.
”Er der en politiker til stede?” – som det lød i Holstebrorevyen, da en stol knækkede sammen under Dirch, og han resolut greb et løst stoleben, og sprang op, og viftede det ud mod publikum.
Og så vedblev han med at været et godmodigt og venligt menneske, selv efter successen oversteg, hvad en et enkelt menneske burde kunne præstere at rumme. ”Bag hele Dirchs kunst ligger, at han er et sødt menenske” udtalte Lise Nørgaard, der var manuskriptforfatter på to af hans bedste film i 70’erne.
”Vi har sagt det før, men det kan ikke gentages for tit: Han har de go’este øjne hertillands.
To brønde af uskyldighed….han er det største brød, vi nogensinde har slået op. Håndæltet og ovnlun”.
Ninka, Politiken 28/5 1967
Om vi kommer ind bag personen Dirch Passer efter denne biografi, ved jeg ikke. Men det er et kludetæppe af anekdoter, artikler, anmeldelser og uddrag fra biografier – så vi kommer i hvert fald til at kradse lidt i overfladen på hele Danmarks Dirch.
Men lad os begynde med begyndelsen...
