Men året efter stod der fire film på programmet – hvoraf den ene var svensk. For i lutter begejstring over sin succes i Sverige, var Dirch kommet til lave en kontrakt – ikke med djævelen – men det var meget tæt på.

Den svenske filmmand Lars Burman, fra Europafilm, opsøgte Dirch, under sit ophold i Sverige i 1951. Dirch blev begejstret over interessen, og med hovedet under armen, underskrev han, hvad der skulle vise sig, at være hans livs dårligste aftale. Dirch greb med kyshånd muligheden for at lave film i Sverige, men glemte helt det der stod med småt. Og selv om det stod med småt, så fik det store konsekvenser for ham.
Dirch havde sagt ja, til at indspille en række svenske film, men samtidig havde han sagt ja til, at han KUN måtte lave film for Europa Film. Ikke bare i Sverige eller Danmark – nej, gældende over hele globen.
Dirch måtte naturligvis gerne indspille film for andre selskaber, men for nu var han tilknyttet Europa Film, og ville et andet selskab benytte ham, så skulle de først afstå et honorar på 30.000 kr til Lars Burman.
Dirch var bestyrtet over kontrakten, men Lars Burman var ikke interesseret i at annullere den, og derfor blev det kun til tre danske film dette år.
De fleste danske selskaber – og et enkelt amerikansk – havde planer om at benytte Dirch i deres film, men disse planer blev skrinlagt, da de hørte lejeprisen. Nordisk Film havde plane r om en indspilning af Robinson Crusoe med Dirch. Og planer om at genindspille nogle af de gamle klassiske Fy og Bi film, med Dirch og Ove Sprogøe i hovedrollerne, kom heller ikke længere end til idéstadiet.
Tilbudene væltede ind, men når de hørte prisen, blev de alle droppet.
Eneste danske roller blev en lille rolle i ”Vi arme syndere”, en enkelt scene i ”Vejrhanen” som sekretær i Kirkeministeriet, og endelig småglimt som lillebilschauffør Larsen i  ”Rekrut 67 Petersen”.
I ”Vi arme syndere” begrænser rollen sig til den ene af to unge sultne mænd, på en beværtning. De spilles af Dirch og Gabriel Axel. Og mens de venter på, at nogen forlader deres halvspiste frokost, som de så kan overtage, spiller de dam, for at fordrive tiden. Ikke nogen stor rolle – men han viste sit ansigt.

Den første af de svenske film hed ”Drömsemester” – på dansk ”Dirch passer hund”, og handlede om en hund, der kunne få folk til at drømme de underligste ting, bare den slikkede på dem.  Dirch spiller danskeren Mogens Jensen, der er på ferie i Sverige, og som udsættes for hundens magiske evner. Filmen vil næppe gå over i historien, hverken som en synderlig god Dirch- film, eller blot en rimelig god film i det hele taget. Dirchs svenske eventyr begyndte dårligt.
På teaterfronten var der til gengæld ingen restriktioner. Lommers nyeste skud på revystammen hed ”ABCDecameron”, og med sin overvældende succes i bagagen, var Dirch selvskreven i revyen. Lommer var en mester i at skabe opmærksomhed omkring sine revyer, og for at trække publikum ind til sin sommerrevy, blev Dirch udstyret med portier-uniform, og stod hver aften, før forestillingens start og bød gæsterne velkommen ved ABC Teatret hovedindgang. I alt 123 gange stod Dirch og bød velkommen, fordelt over to omgange, og undervejs fik han i omegnen af 7000 kroner som drikkepenge, af glade publikummere. Det var omkring 3 ½ gange  mere end en faglært arbejder tjente på en måned. Dirch beholdt ikke selv pengene, men gav dem videre til Grønlandsindsamlingen.
Dirch så underligt kæmpe ud på ABC teatrets scenen. Scenen var 17 meter lang – men blot 150 cm dyb. Og det fyldte Dirch godt ud med sine 190 cm i højden.
Med på holdet var Helle Virkner, der medvirkede i en fræk sketch, sammen emd Ove Sprogøe og Dirch Passer. Men det var næste umuligt for Helle Virkner at gennemføre sketchen, for som hun selv siger: ”Ingen skal kalde mig Passers ideelle partner, for jeg er i al for høj grad hans idelle publikum. Han improviserer fra aften til aften og min trang til at fnise på scenen fremkaldes af hans vanvittige påfund. Der er dels de ting publikum bemærker og så er der de små improvisationer til ære for hans medspillere”.

18. Maj blev revyen overflyttet til Folkan i Stockholm. Og her fandt Dirch for alvor ud af, at dansk og svensk humor, ikke altid er sammenfaldende. Sketchen om de fire nervelæger, i skikkelse af  Dirch, Svend Asmussen, Ulrik Neumann og Preben Marth, væltede huset i København – mens svenskerne ikke så meget som trak på smilebåndet. Det var også i ABCDecameron, at Sitter havde sit kendte nummer om Churchill. En kontorchef  fra justitsministeriet, censor Normann, havde godkendt revyen på forhånd, efter at at have overværet genealprøven. Men få dage efter får han kolde fødder, og beder Stig Lommer om at redigere i Churchill-visen – et af versene kan nemlig forekomme fornærmende overfor statsoverhoveder, og den går ikke, ifølge de stramme censurregler, der var et levn fra tiden før og under Anden Verdenskrig. Visen indeholder flere passager, som er lige på vippen, men det er især verset om den engelske prinsese Margareth, som censor Norrmann stejler over:

Selvom Philip ta’r på ture
med konen den sure
hvad hjælper det?
Nu ry’r Canada vel også, nu efter de to har hjulpet te’!
Der er sateme something rotten!
Og sendes Margareth Rose afsted,
så skal der pigtråd om,
hendes jomfrudom;
ellers ryger den med!

Stig Lommer har ingen anden mulighed end at rette ind, så det lover han, hvorefter han tager til Stockholm for at forberede den svenske udgave af revyen. Men i virkeligheden, så er han revnende ligeglad. Sitter har heller ikke tænkt sig at ændre så meget som et komma – visen er som den skal være – og sådan har hun tænk sig at synge den, hvilket hun gør. Hvis Justitsministeriet vil nedlægge forbud mod verset – så kan de bare sige til. Hun er endda villig til at gå i fængsel, hvis det skulle komme så langt.
Men det gør det ikke. Visen var skyld i voldsem polemik, og endte som historie i et engelsk formiddagsblad. Lommer nægtede at give sig for presset, selv om stort set alle landets aviser var ham i mod. Han endte dog med at trække det længste strå, da teatercensuren blev nedlagt to år senere. Og fordi publikum strømmede til hans teater for at høre den forbudte vise!

Den uventede reklame giver fulde huse – folk vil se Sitter som Churchill, som hun ligner til forveklsing.
En enkelt anmeldelse i BT  skrev dog: At reveyen ”den faldt i folks smag. Nu er måske smag ikke det helt rigtige ord i netop den forbindelse, for der var enkelte ting, som man godt kunde have undværet. Navnlig er der visse ord som man helst var forskånet for at høre fra scenen. Når man har to fremragende forfattere som brødrene Müller ( og de er både opfindsomme og dygtige rimsmede) og en så dreven og påhitsom instruktør som Stig Lommer, skulle det være unødvendigt at beskæftige sig så meget med hvad der ligger udner bæltestedet. Det diskvalificerer i boksning – og burde også gør det på scenen!” Men Politiken  mente nu ikke at revyen var så uartig som den kunne have været. Sådan er smag så forskellig.
Måske var det revyens åbningsnummer, som faldt BT’s anmelder for brystet, hvor Dirch, forklædt som ridder, beder hele Svend Asmussens orkester passe på nøglen til konens kyskhedsbælte. Han når knapt at komme ud af porten, førend orkestret – udklædt som munke, kommer råbende, og beklager sig over, at det er den forkerte nøgle.
ABCdecameron overføres til Stockholm – og blev meget logisk kaldt ”Vi spelar igen”. Mere end 200 forestillinger blev det til, i det svenske.
Stig Lommer er ovenud begejstret for sit broderfolk: ”Det er meget mere lattermildt og taknemmeligt end det danske. Jeg ved ikke hvad der er blevet i vejen med københavnerne, om det er kafferationering, pengesorger eller hvad , men de er blevet tunge og så kritiske. Danskerne har så svært ved at anerkende unge revytalenter i modsætning til svenskerne. Og det gælder ikke mindst komiske talenter. Det er ikke helt fint at være komiker i Danmark mere. Men man må huske på, at revy er noget af det allersværeste af alt. Her skal man skabe noget af ingenting, skabe kunst af noget der bare er luft og inspiration. Det er kun få beskåret at kunne løse den opgave”.

Opstemt af succesen satte Lommer revyen op på ”Södran” i Malmø. Gik det skidt kunne de jo bare tage hjem. De første tre dage indlogerede skuespilelrne sig på hotel Kramer – men de fandt ud af, at hvis de spænede lige efter tæppefald, uden at fjerne sminke og klæde om, så kunne de lige nå den sidste færge til Købehavn.

Successen i både København og Stockholm steg Stig Lommer til hovedet, og han fostrede vilde planer for revyen: Den skulle opsættes i Paris. Der var samtaler om at leje Odeon-teatret i Paris, men det blev aldrig til noget.
I stedet opfordrede Sitter Lommer til at forny klassikeren ”Den mandlige husassistent”, og lade Dirch spille hovedrollen. Egentlig var det Oswald Helmuth der skulle spille husassistenten. Han havde spillet rollen før, både på film og teater, men Osvald Helmuth og Stig Lommer kunne ikke blive enige om hyren, så Lommer sagde, at hvis det ikke skete, så ville han give rollen til Dirch. Og det syntes Sitter var en glimrende idé – hvis han så også kunne få Børge og Arvid Müller til at omarbejde farcen til crazykomik. Men stik modsat forventet gik Dirch helt i Panik: ”Er du sindssyg. Det kan jeg ikke!” var hans var , med tanke på at Osvald Helmuth havde båret rollen i evigheder. Det var store sko at udfylde.

Lommer gav brødrene Børge og Arvid Müller opgaven, at omforme  stykket, til den gakket farce. Og atter en gang måtte Dirch hanke op i skørterne.
I hvert forestilling skulle Dirch spise 24 stykker smørrebrød. Det lyder af meget – men bliver endnu mere imponerende, for når man tæller forestillingerne sammen – de danske og svenske – så spillede han i alt stykket 506 gange. Det bliver til imponerende 12.144 stykker smørrebrød.
Der skulle an god mavesæk til – og en god forbrænding.
Efterhånden som tiden gik, kunne Dirchs medspillere ikke lade være med at drille ham – han var jo ikke selv bleg for at fyre en skævert af på scenen, på sine kollegers bekostning. Først begyndte de at serverer højere og højere belagt smørrebrød. Men en aften var spøgen speciel ondskabsfuld. Dirch havde taget en af sine medspilleres replikker – og straffen blev 24 stykker smørrebrød. Med russisk salat! - som Dirch afskyede. De 24 stykker blev hver aften nedsvælget på blot 3 minutter! Dertil i omegnen af et dusin gule sodavand, som Dirch nedsvælger udenfor publikums synsvidder  på daglig basis. Men Dirch taber sig underligt nok hver aften – påstår han.
En begejstret Harald Engberg skrev i Politiken:
”Motoren i maskineriet er Dirch Passer. Tolv Cylindre, hundrede heste, fri udblæsning, brølet af den barbariske civilisation, tilbage til urskoven juhu... men uhyrligheden er stærkere og stærkere behersket klovneteknik i kolossalstil. Et verdensnummer i sin voldsomme vorden, en mastodont af et muntert køkken. Det er krop udnyttet til kunst... udfoldelsen rev alting med sig.”
I Nationaltidende skrev Jørgen Budtz-Poulsen: ”Den stil, som han alene behersker herhjemme, med de kendte dybe indåndinger, det hypnotiske blik og gorillacharmen i fuld udfoldelse. Han har skabt sin egen facon, hvis virkning er dødssikker”.
Efter premieren udtalte Dirch sig i et mindre interview:” Jeg skal ikke nægte, at jeg ofte har ønsket at forbinde det klovneagtige med en slags karakterrolle på scenen”. Han var begyndt at drømme om de seriøse roller.
Og et andet sted om den voldsomme succes med SLAP AF: ”Jeg synes det er usandsynligt, for jeg mindes ikke at have set noget lignende på tryk. Min anden tanke var derfor, at jeg slet ikke har fortjent det. At jeg er ovenud lykkelig, siger sig selv. Det ser ud som om anmelderne rigtigt har været i hopla, jeg tænker mig, de har følt sig opmuntret over at kunne skrive noget nyt – formen er jo ret ny herhjemme”,
Dirch var blot 25 år gammel, stadig en forholdsvis ukendt skuespiller – men ikke meget længere.
Dirch var ramt lige ned i et publikumsmæssigt hul – et publikum der ikke anede at de lige stod og manglede en komiker som Dirch. Tiderne vær stramme, her efter krigen. Og folk trængt til noget at more sig over Ikke tænke over – men MORE sig over. Og med en Dirch der var overgearet vanvittig, grotesk og fuldstændig uden for nummer – og aldrig til at vide hvor man havde, blev publikum taget med bukserne ned. Og da han samtig var så knuselskelig og med et ansigt man bare havde kyst til at klappe kærligt, faldt publikum fuldstændigt for den lange skuespiller, med de sørgmodige øjne. Dirch var en ener, og med en sådan gearing, at publikum næsten ikke kunne følge med, og nærmest måtte hive efter vejret, under påvirkning af hans komiske talent. Dirch var ganske enkelt noget man aldrig før havde oplevet i lille Danmark. Han var noget så sjældendt som international, på en meget dansk måde.