”Slap af” rundede gæst nummer 100.000 i starten af april måned 1953. Ja, 100.000! Det siges at busser trillede ind helt fra Roskilde, med passagerer der ville opleve revyens hovedkraft.

bBillettelfonen til ABC blev lagt ned, og køen udenfor teatret slangede sig langt ned ad gaden. Lommer forstod hvordan man skabte omtale, så Dirch blev dirigeret ud foran teatret, i livré (og dameparasol) hvor han skulle tage imod de ankommende gæster. En af de faste kommentarer var: ”De kan være ganske rolige, ja. De optrædende er i fin form, de har det ligesom Storstrømsbroerne: De holder sig oppe på piller”.
Sidste gang ”Slap af”spillede var 7. August 1953.
Dirch fortæller senere, at de nærmest improviserede sig frem til galskaben i  SLAP AF. Og udklædt i stuepigeuniform, kunne Dirch ikke lade være med at improvisere hver aften. Skuespillerne bliver en smule nervøse op til premieren, for tænk nu hvis publikum ikke synes det er lige så morsomt, som skuespillerne synes alle deres gags er?
Men det syntes publikum bestemt at det er.  Og historien lyder på, at en herre blandt publikum, sad et sted hvor der dryppede vand fra loftet – men det var han ligeglad med, så godt morede han sig. Han tror nemlig at drypperiet, hører med til forestillingen…

Herefter blev ”Slap af” rykket til Stockholm, under titlen ”Hej!” Dirch havde opfattet at i Sverige, var den gængse tiltaleform ”hej”. Ved den første forestilling, gik han helt frem på scneen og råbte ”Hææjjjjjj”, til publikums vilde jubel.
Kun Sitter og Dirch var danske, de resterende skuespillere var svenske – men succesen var ligeglad med landegrænser – den fortsatte ufortrødent.
Ind i mellem nåede han lige at være med i Soyas stykke ”Lille far skildpadde” i Radioteatret.
Mens han spillede  ”Hej” i Stockholm, skulle han en dag spille en velgørenhedsfodboldkamp i København. Men han SKULLE være tilbage i Stockholm, for at spille revy om aftenen – derfor var han nødt til at tage et flyver tidligt om morgenen til København, og retur senere samme dag, så han kunne være tilbage i god tid til at skulle spille på Folkan. Det var ikke noget man så hver dag i 1953.
I privatlivet klemte lejligheden i Nikolajgade lidt om skuldrene. Sitter og Dirch trængte til luftforandring – der var stadig uro på hjemmefronten, og Dirch var ikke god til konfrontationer. Trak det op til problemer, trak han sig tilbage til byens knejper og trak flasker op. Som kompensation for parrets hårde arbejde for Lommer,  havde Sitter fået lovning på, at han ville finde parret en ny lejlighed. Det ville være rart med lidt luftforandring.
Valget faldt på et hus på Vodroffsvej på Frederiksberg. Her flyttede parret ind, med Sitters Peter, og deres fælles barn, Dorte. Som tak for en Danamrksturne, der indbefattede optrædender i Aalborghallen, Fyns Forum og Hotel Roar i Roskilde.
Og så falder der også lige en MG sportsvogn af, til Lommers guldfugl.
Det var også i huset på Vodroffsvej at Dirch og Kjeld senere, udsatte Sitter for et af deres stunts. De havde før overrasket Sitter ved at komme væltende, og overøse hende med 300 tulipaner fra Grønttorvet. Men det toppede en morgen, hvor de efter en fugtig nat i byen, trillede et smukt, hvidt Hornung & Møller flygel ind på matriklen. Hvor de havde skaffet det fra, er uvist – men det er til gengæld helt sikkert, at de havde trillet det gennem den nattemørke by.
Lommer har tjent styrtende på succesen med Dirch, og har nu så mange penge på kontoen, at han har råd til at købe ABC teatret. Dette sker 1. april 1953, til den nette sum af 535.000 kroner – men så er det også indklusive grund, indbo og det meste af luften overteatret. Og Lommer giver sig straks til at ombygge teatret, så det lever op til tidens brandkrav – og så har Lommer voldsomme drømme og planer for stedet: En teatergrill, balkoner, underjordisk karusselbar – ja faktisk vil han gerne vælte den gamle skæve kasse, og bygget et helt nyt teater, med hotel, og guld og glimmer. Og han får endda PH’s tegnestue til at udfærdige flotte tegninger. Men et utal af Lommers næste stykker, falder til jorden med et brag  - og de storslåede planer ligeså.

På filmfronten bød året på et par af Dirchs små perler – og en afbetaling på den svenske kontrakt. ”Sju svarte be-hå” – eller på danske ”Dirch Passer vælter byen” / ”Dirch, dyd og diamanter”. Ikke den ringeste af de svenske film.

I ”Solstik” spillede Dirch overfor Kjeld Petersen, og publikum fik her, en forudanelse om det fremtidige makkerskab. Dirchs politimand var helt igennem vidunderlig, og fuldstændig gakket.

Anderledes nede på jorden, var han i rollen som sporvognskonduktør Svendsen i ”Ved Kongelunden”. Det var Ib Schønberg der havde foreslået John Olsen fra SAGA Studio, om  det ikke kunne være en god ide, at parre Dirch med Ove Sprogøe? Den var John Olsen øjeblikkeligt med på – han havde endda et færdigt manuskript der kunne bruges. Det blev i hast omarbejdet, så der nu både optrådte en vognstyrer og en sporvognskonduktør.
Dette blev den første film med den anden af hans faste makkere, vennen Ove Sprogøe. En stjernespækket ”Ved Kongelunden” blev det helt store hit det år, og nok en af de største Dirch Passer-melodier, stammer fra filmen, nemlig: ”Der kommer altid en sporvogn og en pige til”. En melodi så frisk, så man næppe tror den har mere end 60 år på bagen, med en næsten genial tekst, hvor Dirch og Ove Sprogøe godmodigt driller hinanden, med vigtigheden af deres job  – eller mangelen på samme – på linje 8.

Store dele af filmen blev optaget on location på Amager – selv om de lettende fly fra Kastrup, gjorde deres til at vanskeliggøre optagelserne. De fløj hvert 10. Minut, så filmholdet skulle være kvikke. Arbejdstitlen på ”Ved Kongelunden” var i øvrigt ”Sønden for Langebro”.
Denne film lagde grunden, til et langt og glorværigt makkerskab med Ove Sprogøe og Dirch Passer, der spillede sammen i utallige film efter denne.
Ove Sprogøe har senere fortalt, at Dirch ikke kunne lade være med at improvisere under optagelserne. Og denne ”uvane” resulterede blandt andet i den herlige og Brødrene Tapetersen-agtige tapetscene, der egentlig blot skulle have været to kammerater som tapetserer en stue, men som i filmen bliver en munter omgang klistret kaos.
Dirch og Ove Sprogøe spillede sammen i næsten 50 film, og de blev ofte skudt i skoen, at det var for letkøbt underholdning de leverede, måske fordi man vidste, at de kunne noget mere. Men sådan følte de to skuespillere det ikke – de gik lige professionelt til biddet, om det var seriøs teater eller en folkekomedie. Håndværket skulle være i orden!
På et tidspunk var såvel Klaus Rifbjerg  og PH voldsomt ude efter de to, og det endte med at Ove Sprogøe – der ikke var konfliktsky – inviterede PH til en visit hos sig, så de kunne tale om tingene. Om det var fordi han skulle se Ove Sprogøe i øjnene, så nærmest undskyldte Poul Henningsen: ”Du skal ikke gå rundt med dårlig samvittighed over alle de dårlige film, Danmark forlanger af os. Det kan du slet ikke bære på dine spinkle skuldre. Sådan er samfundet i øjeblikket”, sagde PH.  Til det foreslog Ove Sprogøe, at PH jo bare kunne skrive en folkekomedie – for at hæve niveauet… men det havde PH nu ikke lyst til… han undslog sig med begrundelsen at kan var kritiker.
Så var der anderledes hjertelige toner mellem Dirch og Ove. Ove stod ved at han elskede Dirch højt – også selv om Dirch ofte blev en smule forlegen over de store ord. Som da Ove Sprogøe i starten af 1970’erne , efter en af Dirchs succeser i Cirkusrevyen, inviterede vennen i Restaurant Nybo, hvor der ventede en lagkage med ordene: ”Jeg elsker dig”. Det var lige før det var for meget af det gode. Så var det bedre når de stod i telegrammerne, Ove sendte. Dem var der ikke så mange der så.
Da Ove Sprogøe senere blev en fast del af Erik Ballings hold omkring Olsen Banden, der var en udløber af succesen med Frede-filmene, stod Dirch Passer lidt ude på sidelinjen. Der var flere grunde – men en af dem var ikke at Dirch var dårlig. Balling brugte ham med glæde i Poeten og Lillemor filmene, men i takt med  at Dirch blev mere og mere populær, blev han også dyrere og dyrere – og det gik helt galt, da Sven Borre blev hans maneger. Så steg prisen pludselig til 60.000 kr i datidens mønt – og så SKULLE Dirch i øvrigt have en hovedrolle. Og det, kombineret med, at Balling fandt Dirch en anele besværlig at arbejde -  han var langt mere eksplosiv og larmende, end det Balling søgte -  gjorde udslaget. Og så havde Dirch jo også rygende travlt med den ene revy efter den anden, i sommerperioden, hvor Balling plejede at indspille Olsen Banden.
Men at Dirch og Ove Sprogøe savnede hinanden op gennem 70’erne  er helt sikkert. De var bare begge to så optagede, at det var svært at få cirklerne til at smelte sammen. Men at de begge havde drømmen, er helt sikkert – selv om de måske ikke sagde det direkte til hinaden. Undtaget den ene gang, hvor Dirch en dag bankede på døren hos Eva og Ove i Tømmerup. De var i tiden op til Tivolirevyen i 1978. Det var søndag eftermiddag, og Passerfamilien skulle på visit hos Dirchs mor i Dragør, men en pludselig indskydelse lokkede Dirch til at lægge vejen forbi Ove, blot for at spørge om han ikke kunne tænke sig, at spille med i næste års Tivolirevy?
Men Ove havde helt fastlagte somre: Der skulle optages Olsen banden – og ikke mindst: holdes ferie med familien. Så Ove takkede pænt nej – hvortil Dirh svarede: ”Det tænkte jeg nok”.
Men efter Dirchs død, fortrød Ove bitterligt, at han ikke havde taget opfordringen op.