1954 blev et turbolent år for Dirch. Ude i horisonten ventede en svensk afbrænder.

Året var ellers også begyndt med en afbrænder af rang. Lommer havde gravet en gammel engelsk soldaterfarce – ”Bum” – frem fra gemmerne, og  satte brødrene Børge og Arvid Müller til at peppe historien op. Der var dog kurrer på tråden, allerede før premieren. Karl Stegger og Ove Sprogøe spillede to af de andre roller, og under prøverne fik Ove Sprogøe et raserianfald af Egon Olsenske dimensioner. For Lommer lod alle de gode replikker gå til Dirch, hvorefter der intet var tilbage at arbejde med for Karl Stegger og Ove Sprogøe. Han skældte på instruktøren: ”Hvad fa’en er meningen? I ta’r alt fra os og gi’r det hele til Dirch, og så sidder det lange dos derovre og bare tager imod!”, efter at Lommer havde bedt Stegger og Sprogøe om at tage sig sammen. Men der var ikke mere at tage sig sammen af!
Men Dirchs velkendte konfliktskyhed tog over, og selv om han blev ked af det på vennens vegne, så gjorde han intet, og stykket blev som Lommer havde bestemt. Men publikum blev borte. En af anmeldelserne fra Politiken lød dog:  ”Starten morede med hele sin primitive stenalderkomik. Dirch Passer faldt på enden, ind ad døren, over sine egne ben, ned fra loftet, ned ad scenen. Han trak i bare underbukser og smurte pudder og læbestift i ansigtet. Man skal være et meget subtilt gemyt for ikke at more sig over disse scenenkunstens ældste og barnligste virkemidler. Folk grinede da også så tårene trillede.”
På revysiden, stablede Lommer to revyer på benene – begge genbrugsrevyer: ”Evergreens”  med gamle, kendte numre, og ”Juleknas” ligeledes med successer fra de sidste ti års Lommerrevyer. Ikke særligt opfindsomt – men effektivt.
Nok en gang prøvede Dirch kræfter med  ”Du kan ikke ta’ det med dig” – og fik endelig afklaret, at han ikke egnede sig til at spille elskovsscener. Han svedte som et springvand, under de hede scener med Grethe Holmer.
Inge Dam skrev  i sin anmeldelse: ”Efter ti minutetrs forløb fik han denne lyst styre (lysten til at være ”seriøs” skuespiller). Resten af aftenen sneg, bugtede og slangede han sig over scenen, hostede og åndede sine replikekr ud og var kort sagt hverken fin eller dannet, men akkurat så skør og vanvittig og henrivende, som han plejer at være”.

En enkelt jubilæurmsforestilling til Dansk Journalistforbunds 50 års jubiæum, afholdt i Tivoli, blev det også til. ”Du kan ikke ta’ det med dig” fik en halvsløj modtagelse, men trak dog fulde huse. Og Dirch blev også rost for sit spil.
Nok en gang spøgte den svenske kontrakt, og Lommer blev nødt til at lade Dirch holde fri en uges tid, så han kunne tage til Cairo for at indspille scener til den svenske film ”Far och flyg” – på dansk ”Masser af Passer”. I filmen spillede Dirch et utal af roller, og den er nok den mest vellykkede af de svenske film
Mens folk kunne vente med spænding på en ny svensk film med Dirch, så fik den svenske film ”Sju svarte be-hå” , som nævnt, dansk premiere i sensommeren, under titlen ”Dirch Passer vælter byen”. Man skulle bare skrive Dirch på plakaten, så valfartede publikum i biografen. Men her havde selskabet forregnet sig, for danskerne brød sig ikke om, at deres idol talte svensk.
I den danske kortfilm ”Sol, sommer og badevand” lagde Dirch stemme til en hest, men årets størte filmiske højdepunkt, blev soldaterfarcen ”I Kongens klæ’r”. Atter var det et stjernespækket SAGA-lystspil, hvor Dirch og Ove Sprogøe er et par glade soldaterkammrater, der via den enes kæreste, som er i huset hos en genindkaldt grosserer, bliver blandet ind i en smuglerhistorie. Filmen var frisk og sprudlende, og trak folk i hobetal til biograferne.
Ove Sprogøe blev efterfølgende tit spurgt om, det ikke var kedeligt, at det altid var Dirch der fik al opmærksomheden, og lavede alle de gale gags? Men det kunne Ove Sprogøe slet ikke se noget galt i. I hans verden var det lige så vigtigt at være det, man kalder ”Straight man” – den skuespiller der populært sagt, samler op, hvor den den mere flyvske makker spilder.
Og Ghita Nørby fortæller endda: ”De to havde en forståelse for hinanden og en kærlighed til hinanden som jeg sjældendt har set magen til, og det gjorde at de hele tiden arbejdede grundigt med alle replikkerne, så de blev bedre og bedre. Dirch var ikke morsom uden Ove!”