Kellerdirk – og et meget kendt tårn

Det stod ikke skrevet i kortene at Dirch skulle gå ind i sit livs morsomste år. Faktisk var det ikke morskaben han efter søgte, men en seriøs rolle. Så meget, at han havde tilbudt den kendte filminstruktør Johan Jacobsen 100 kr, hvis blot han ville tilbyde ham en seriøs rolle.
Men Stig Lommer havde helt andre planer.
”I skal lave et nummer, hvor I bare går ind og siger vittigheder!”
Nogenlunde sådan var ordene, der var med til at grundlægge en af Danmarks største komikerduoer. Ordene kom fra Stig Lommer, der længe havde haft i tankerne, at parre den allerede kendte Kjeld Petersen med det fremstormende yngre talent, Dirch. De to skuespillere klikkede øjeblikkeligt, og ved premieren stod det klart, at Kjeld og Dirch var gode hver for sig, men fantastiske og overrumplende, når de var sammen.
De var noget så unikt, som komiske ligemænd. Som regel er der i en komikerduo, altid en som lægger op til den anden – som den fordeling Dirch havde med Ove Sprogøe i deres film, men med Kellerdirk, anede man aldrig hvorfra angrebet kom.
Prøver havde allerede afsløret, at Kjeld og Dirch svingede ualmindeligt godt sammen.
Det var ikke første gang Kjeld og Dirch havde spillet sammen. De havde leget sig gennem Fifferrevyen i 1949.
”Der var fra begyndelsen imellem os ganske simpelt det, der hedder kontakt.” skrev Dirch i mindebogen om Kjeld Petersen i 1962. De to kunne supplere og færdiggøre hinanden. En bøjet pegefinger, der ikke var morsom, blev det i de tos selskab.
Lommer ville som sagt have et nummer, hvor de to skulle udveksle vittigheder, småsynge lidt, danse hen over scenen  - og det skulle vare tyve minutter.
TYVE MINUTTER!
Han kunne jo ligeså godt have bedt dem om at optræde tyve år i træk. Men med hjælp fra hele den udvidede forfatterstab på ABC, kom nummeret i hus. Og væltede salen.
1955 blev året, hvor Dirch cementerede ikke blot et parløb, men hele to. For nok væltede Kjellerdirk Bros huset. Alle talte om den fandenivoldske duo, der slog benen væk under publikum – det være sig i København eller Aarhus – når de overmandede publikum med deres gavtyvestreger.
Men på film var 1955 året, hvor makkerskabet med Ove Sprogøe førte til nok en biografsucces.  Først var det ”Ved Kongelunden” i 1953, så ”I  kongens klæ’r”  i 1954 og nu ”Det var på Rundetårn” i 1955. Ove Sprogøe og Dirch var ganske enkelt bare gode sammen på film. Hvor Dirch slap al vildskab – nærmest utæmmet - løs på scenen, kunne han være ualmindelig morsom – men smukt afdæmpet – når han spillede sammen med Ove. De to, hvor forskellige de end var, klædte bare hinanden godt.
Samarbejdet var, på alle måder, ulig det makkerskab Dirch havde med Kjeld Petersen. Hvor brødrene kunne fortsætte til langt ud på de små timer, med at inhalere drinks og fyre brandere af, skiltes Ove og Dirchs veje efter endt arbejdsdag, hvor Ove skyndte sig hjem til Amager, hvor Eva ventede. Kjeld og Dirch sås heller ikke i privaten. Det blev til et par enkelte gange, men ellers turnerede de rundt på byens små listige beværtninger, kævede den og ævlede, til de andre gæsters store fornøjelse. Publikum strømmede til, for at le sig en pukkel til i selskab med Dirch, Kjeld – og Svend Asmussen. Men Asmussen indså snart, at han var uden for nummer.  Dirch og Kjeld – de havde ikke brug for staffage. De kunne fint fylde scenen ud.
Svend Asmussen kæmpede sig i en revy gennem et nummer, hvor han berettede om, at han havde været på rejse i Afrika – men Dirch ødelagde nummeret  en aften, lige fter Svend Asmussen havde fortalt at høvingen gerne ville spille davoserjazz. ”Hvvooooooor i Afrika om jeg må spørge?” – hvilket hylede Asmussen helt ud af den. Og da Dirch trak den ud, måtte Svend Asmussen smide håndklædet i ringen. Han hørte ikke til i Kjeld og Dirchs lille indspiste verden.
”Vi var meget blufæridige over for hinanden. Vi kunne faktisk ikke tale alvorligt sammen, uden at det måtte føres over i en form for pjat!” fortalte Dirch senere om brødrenes forhold.
I et interview med BT’s Sven Borre samme år, forsøger Borre – uden held – at få en seriøs samtale i gang, men det ender i hat og briller:
”Dirch: Vi vil gerne prøve at gøre det lidt morsomt mellem de store viser.
Hvem synger de store viser?
Begge: ”Vi – i al beskdenhed.
Hvad så med det øvrige personale?
Begge: DE er så strålende, at vi har aftalt med dem, at de optæder mens vi bliver klædt om.
Har De fået nyt stof?
Dirch: Ja, til en smoking.
Kjeld: Skal den være enradet eller med sjalskrave?
Dirch: Ja, og frem for alt med slids.
Kjeld: Man kan slet ikke danse uden slids.
Dich: I hvert fald ikke, som vi danser.
Hvorledes med intellektuelle viser?
Kjeld: Der må høje hatte til.
Dirch: Enten kulørte eller røde eller grønne.
Kjeld: En kunstner må altid have en ny ting med i hver revy.
Dirch: Men så heller ikke flere.
Kjeld: Vi lærer at steppe.
Dirch: … og vi håber, det vil bringe os et par trin videre..:!

”Det var på Rundetårn” gik rent ind hos publikum. Og succesen med Dirch og Ove gav SAGA blod på tanden. Forberedelserne var i fuld gang til næste års film med to i hovedrollerne – ”Færgekroen”
Ove og Dirch medvirkede i omkring 50 film sammen. Ikke alle som makkerpar, selv om det også var i en del film. De to var som ild og vand.
Ove var også den, der havde en stor andel i, at Dirch blev optaget på De Frederiskbergske Teatres Elevskole. Det var Ove der hjalp ham igennem optagelsesprøven, ellers havde Dirch aldrig klaret den.
Og så var det også Ove der hjalp Dirch gennem den vanskeligste rolle i hans karriere, nemlig rollen som Lennie i ”Mus og mænd”. Men selv om Ove forsikrede Dirch at han var god i rollen, troede han ikke rigtigt på det .
Senere, efter Dirch mødte Judy Gringer, så blev det så som så med de lovede lift hjem til Tømmerup, hvor Ove Sprogøe boede. Dirch havde en trang til store biler, og tilbød gerne at køre Ove hjem, når dagens optagelser var forbi. Men Dirch ville så gerne hjem til Judy, at han altid havnede foran lejligheden på Gråbrødretorv.
Dirch spillede også en af sine få revyroller, hvor han parodierede en kendt. I dette tilfælde Kong Frederik. Dirch havde det vanskeligt med at parodiere andre – og især kongelige, som havde en stor stjerne hos ham. Rollen gav ham en politianmeldelse på halsen – ikke fordi han gjorde grin med majestæten. Polemikken handlede om en dolk, der måske – måske ikke – var stjålet fra kongen.
Hvor 1955 bød på spas og løjer på scenen og i biografen, bød året også på en af Dirchs såkaldte ”seriøse” roller. Men da Dirch jo var Dirch, fik rollen, som kirkegårdsgraver i Hamlet, et komisk islæt. Stykket fik fine anmeldelser – skønt ingen så det. Det var nemlig Danmarks Radios Radioteater, der stod for indspilningen.
Dirch havde efterhånden fået opbygget det man i vore dag ville kalde et solidt brand. Han var ikke længere bare en morsom skuespiller, der – bogstaveligt talt – ragede op over gennemsnittet. Dirch VAR komik.  Noget han senere hen måtte døje med, da han gerne ville være ”seriøs” skuespiller – men lige nu red han på en bølge. En tsunami af morskab, der skyllede ham fra den ene succes til den næste.
Med tiden affandt Dirch sig med at være morsom mand – men her i 1955 var der stadig ambitioner om, at blive ”rigtig” skuespiller – seriøs om man vil. Men Dirch VAR virkelig seriøs med sin komik. Han var fuldt ud klar over, at hr og fru Danmark, havde brug for noget at grine af, efter en lang arbejdsuge, der måske bød på temmelig monotont liv, hvor et af højdepunkterne var en tur i ABC Teatret. Dirch var narren – men han var ikke en typisk nar, der revsede samtiden med sin satire. Sådan var Dirch slet ikke. Han ville underholde, skabe smil og grin. Var publikum glade – havde han skabt forbindelse med dem, så de nærmest arbejdede numrene op – så var han glad.
Når kunstner og publikum oplever en symbiose, hvor de fodrer hinanden, og begge vokser – så hæver humoren sig og tilfører begge noget. Og det var dette noget, som Dirch altid gik efter, og det kunne ærgre ham, når det en sjælden gang glippede at få publikum med sig. Så kunne han gå grublende rundt, og forsøge at forbedre nummeret, så det stod knivskarpt til næste forestilling. Dirch var en vampyr der levede af publikums latter, voksede af det, og udøste endnu mere galskab og humor ud over SIT publikum.
Det er blevet sagt at Dirch aldrig talte ned til sit publikum. Han var klar over at det var et samspil der måtte og skulle fungere – ellers kunne han lige så godt lade være med at gå op på  scenen.
Otto Leisner fortæller, at for at Dirch kunne være den evige klovn, så MÅTTE han have spontane reaktioner fra sit publikum, og det kunne godt skabe problemer, når han optrådte for TV, hvor programmerne blev optaget, og studieteknikere, kamera- og lydfolk ikke måtte kunne høres på optagelsen, og derfor ikke lo højt. Til det sagde  Dirch: Prøv at fortælle en vittighed til en stumtjener – det er ikke særligt inspirerende. Stilheden bagefter er ”øredøvende”.