1956 stod i ABC’s tegn. 4-5 revyer med turne samt en film baseret på gamle revynumre. Dirch og Kjeld fortsatte deres triumftog på ABC.

De gik fra den ene revysucces til den næste. Først på året høstede Dirch fine anmeldelser i stykket ”Lasede Engle”. Anmelderen Harald Engberg foregreb endda begivenhedernes gang, ved at påstå, at Dirch ville være intet mindre end perfekt i rollen som Lenny i ”Mus og mænd”. Rollen var Dirchs drømmerolle, men skulle senere komme til at ride ham som en mare.
”Knaldperler”, ”ABC for viderekomne”, ”ABC på slap line”, ”Nattesjov for natteravne” og ”Den fynske gøglervogn”… noget indhold gik igen, andet var nyt, men det hele fik publikum til at trille rundt af grin. Årets helt store hit var endnu en parodi. Denne gang på DR’s jazzekspert, Børge Roger Henriksen, der for udenforstående kunne virke selvsmagende og stiv. Atter havde Dirch kvababbelser – og atter måtte han bide dem i sig. ”How jazz was born”var på vej til at blive en udødelig klassiker.
Et andet stort publikumshit var sketchen om Lis Groes. Lis Groes var minister for handel, industri og søfart, men det folk bed mest mærke i var, at hun tillige var mor til 11 børn! To jobs der krævede et supermenneske  - og et godt bagland. Af samme grund havde Dirch den dybeste respekt for Lis Groes, og stik imod publikum der elskede nummeret, var Dirch selv mere lunken omkring det. Og så syntes han i øvrigt, at det var synd for hende, at hun skulle gå rundt og se ud som Dirch Passer…
Nummeret var også lige på grænsen til det platte, som når Dirch sagde, at det var godt hun ikke blev finansminsiter, for hun havde Ebbe  i kassen hver aften, henvisende til Lis Groes mand Ebbe. Uagtet sketchens store succes, traf Dirch den beslutning, at parodier var noget han ville være yderst påpasselig med i fremtiden. Han ville ikke mere være med til at udlevere personer, som ikke selv kunne gi’ igen. Dirch blev i øvrigt konfronteret med Lis Groes, da et ugeblad inviterde begge til at stille op til foto. Besøget slog bare fast med syvtommerrsøm, at han ikke brød sig om sin Lis Groes sketch, for hun charmerede sig ind på skuespileren med sine ligefremme væremåde.
At Dirch afholdt sig fra parodierne, gik fint i tråd med hans senere holdning til satire:
”Jeg vil ikke mere lave ting, der går ud over nogen. Så er det man spø’r efter satiren og det politiske bid i dagens revyer, men jeg siger altså nej til den slags. I dag ville jeg aldrig gå ind og lave Lis Groes eller en sang om Kong Frederik. Jeg gjorde det en gang med Lis Groes, ikke? Påduttede hende de  mest flade vittigheder, og da jeg mærkede den fik succes, fik den turen et par gange. Men sandheden er at de menensker ikke kan gå ind og forsvare sig og så er det for ringe et plan”.

Publikum jublede, anmelderne kunne ikke få hænderne ned og Lommers bank måtte bygge en større bankboks…
På det store lærred bød året på hele tre film. Dirch solgte, og Aage Stentoft fik ideen at lade Dirch og Kjeld være et par filmforfattere som skal samle inspiration til en film. De løber rundt fra det ene revynummer til det næste. Filmen var sært usammenhelngende, men bød på en enestående mulighed for at se tidens store stjerner i en og samme film – og så foreviger den sketchen ”Uldbaren”.
Ikke et år uden en film med makkerparret Ove og Dirch. Dette år var de kroejere, der kæmpede mod en lumpen forretningsmand. Gæt selv om det gik godt.
Men årets helt store overraskelse var filmen ”Den store gavtyv”, der viser en Dirch i hopla. Filmen kunne have inspireret til de senere populære Olsen Banden film. Dirch spiller Mathiesen, den anløbne ejer af hotel Skilpadden, som udnytter en overordentlig produktiv forfatters iderigdom og kreativitet, til at udføre nogle frække og opsigtsvækkende kup. Selv her, 60 år senere, er filmen værd at se, skuespillet er friskt og let, og Dirch er vidunderlig gadedrenget og streetwise som den lille plattenslager Mathiesen. OG så byder filmen på nogle halsbrækkende bil-stunts, udført af den 30 årige skuespiller selv.
Hvor Dirch gik fra succes til succes i sit arbejdsliv, gik det anderledes trægt i privatlivet. Kjeld og Dirch kunne slet ikke få nok af hinanden,  hvilket deres respektive koner ikke var helt enig med dem i. De to Bros var uadskillelige, gift med hinanden, forført af det vilde natteliv, og ind i mellem også nogle letlevende damer. Alle disse natlige ture, førte til fyldte notesbøger hos Stig Lommer, der ofte var med på en del af dødsruten, hvor han griflede lystigt ned. Men kun på en del af turen, for ingen kunne følge med de to tørstende gutter.
Men i foråret fik begge hustruer nok. Dirch flyttede ind på Hotel Richmond, efter Sitter havde sat ham stolen for døren: Mig eller Kjeld. Dette gav jo ikke Dirch et reelt valg. Selvfølgelig valgte han Kjeld – hans tvilling.
Hotel Richmond var kendt som skilsmissehotellet i teaterverdenenen – stedet, hvor alle de skuespillere der var gået fra mand og kone – eller var blevet smidt ud hjemmefra, søgte tilflugt for en periode. Men her residerede de to, og spiste hver dag i hotellets restaurant. Samme sted, men ved et andet bord, sad Poul Reichardt, der var nyskilt, men Kjeld og Dirch værdigede ham ikke et blik. Han var jo fra ”det kongelige Duarder”, og dem mængede man sig ikke med.
Hvad de to ikke vidste var, at Poul Reichardt privat, var kendt for at være en utrolig morsom og underholdende mand, og en dag for der en djævel i ham. Han slog på glasset, rejste sig op, og holdt en guldbryllupstale – for det tomme bord. Kjeld og Dirch var færdige af grin, og bød fluks Poul Reichardt over til deres bord.

Henrik Sandberg hjalp sin gode ven, og tilbød ham at bo i sin store lejlighed placeret over Merry biografen på Amager. Lejligheden var så snedig indrettet, at man kunne gå direkte fra lejligheden til biografens balkon, hvor Dirch kunne sidde i al ubemærkethed og se film.
Bruddet med Sitter gjorde det også vanskeligt for Dirch at holde kontakten til sin datter Dorte. Dirchs intentioner var gode nok, men der var altid arbejde der kom i vejen, hvilket kostede en del af nærheden, selv om han tit lagde vejen forbi Dorte og Sitter, eller tog Dorte med i Tivoli og lignende. Men juleaften var fast: Der kom Dirch og spiste julemiddag og dansede om træet med sin eks-kone og datter. Desværre kunne han også glemme Dorte i lange perioder, når arbejdet – og værtshusene – kaldte. Dirch tog senere revanche, og fik et tættere forhold til sin ældste datter – muligvis belært af sit gode forhold til sin yngste datter Josefine.