Var Dirch virkelig en gemen dolktyv? Nej selvfølgelig ikke.

Men i april måned 1957 prydede overskriften ”Dirch Passer politiafhørt om kongedolk” Ekstra Bladets forside. Kongen var kendt for at bære en dolk i sit bælte, men da den forsvandt i 1955 – og der samtidig dukkede en lignende dolk op i bæltet på Dirch, der spillede kong Frederik samme år, lagde nogen to og to sammen – og fik et helt forkert resultat. Heldigvis kunne det hurtigt påvises, at revyens rekvisitør havde købt dolken helt legalt. Aviserne svælgede naturligvis i historien – men Dirch klarede frisag.
”På slap line” fortsatte sit sejrstog på ABC – skiftede navnn til ”Foraar på ABC” og tilbage til ”På slap line ” igen – og tog herefter på turne til Göteborg. 249 opførelser med lidt variationer i besætning og numre. Men et af numrene var et en lille detalje der hed ”Tømmerflåden”. Sømmene der slog Kjeld og Dirchs status fast, blev hamret dybere og dybere ind, for hver gang ”Tømmerflåden” væltede salen.
”Et orgie af tosset humor” skriver BT’s anmelder.
De fortsatte i ”Skal vi sofa eller hva’?” ABC Teatret Sjov og show, nu med indlagt loppemarked og Kellerdirk Sisters.
I efteråret var et Arvid Müllers  og PH’s fordanskning af Carmen Jones, nu med efternavnet Jensen, der fik lov til at spille mere end 100 forestillinger med Dirch som taxichaufføren Oscar Emil.

I Aktuelt glædede anmelderen Svend Erichsen sig senere: ”De rensede revyen for meget gammelt skidt.”
De mange forestillinger på ABC samt Dirchs filmroller, gjorde efterhånden Dirch til en holden mand. Desværre så havde Dirch overset den lille detalje der hed skat, så i takt med at honorarne voksede, voksede skattegælden også.
Redningen blev Stig Lommers sekretær, Pat Mørup, som overtog Dirchs pengesager for ham.
Pat Mørup kendte Dirch storts set hele hans arbejdsliv. Hun var Stig Lommers sekretær helt frem til hans død i 1976, og opnåede gennem mere end tyve år på ABC og Aveny Tetaret, at bliver fortrolig med mange af skuespillerne – Dirch var ingen undtagelse.
Dirch havde det hverken nemt med pengesager – eller sine kærester. Da Dirch mødte Judy Gringer, blev hans daværende kæreste, Inge Østergaard, bedt om at flytte – men naturligvis ikke af Dirch. Det var han alt for konfliktsky til. Inge Østergaard blev så fortørnet over hans opførsel, at hun i arrigskab kylede alt inventaret ned på gaden. At det ikke endte på sladderbladenes forsider, skyldes kun at bladene havde en hvis diskretion dengang.
Kæresterne kunne Pat Mørup ikke gøre så meget ved, men hun kunne hjælpe Dirch med at styre sin økonomi. Han blev nærmest sat under administration af den skarpe og skrappe sekretær, efter samtykke fra ham selv, og hun formåede at få afviklet hans skattegæld og andre gældsposter, og oprettede herefter en konto som hun indbetalte penge på løbende. Ind i mellem kom Dirch ind på kontoret, fiskede uden et ord bankbogen frem fra Pat Mørups skuffe, studerede den, og lagde den så tilbage med en tilfreds mine. Han stolede fuldt ud på, at pengene var i gode hænder hos Pat. Dirch fik ”lommepenge” når han skønnede det nødvendigt, alt i mens den hemmelige opsparing voksede støt og roligt, frem til 1962, hvor han forlod ABC teatret. Da stod der ca. 90.000 kroner i 1962 penge på kontoen –langt over en million i nutidskroner). Som tak for hjælpen gav Dirch Pat Mørup en stor middag i sit yndlingsspisested – gårdhaven på hotel Imperial.
Pat Mørup sørgede også for at der blev betalt hustrubidrag til Sigrid Horne-Rasmussen, med hvem Dirch havde datteren Dorte. Inge Østergaard lod i øvrigt gå videre til Dirchs mor Ragnhild, at han betalte alt for meget i bidrag til Sitter. Ragnhild inviterede derefter Pat Mørup til middag, som udviklede sig til et forhør – men det ville Pat Mørup ikke finde sig i. Hun fortalte Dirch, at hvis der ikke var tillid mellem de to, så kunne han passe sine pengesager selv. Og så kan det ellers nok være at Dirch hidsede sig op. Det er en af de få gange hvor Dirch tog en konflikt. Inge Østergaard fik en gigantisk skideballe – og Pat Mørup den største buket roser der kunne købes for penge.

Det var også til Pat Mørup, Dirch en gang sagde: ”Mørup. Lommer udnytter mig!”
Hvortil hun svarede: ”Nej, han gør ej. Det er dig selv, der lader dig udnytte!”
Kjeld og Dirch var uadskillelige – både på scenen og privat. Men selv om de på scenen var ligeværdige, så de alligevel op til hinanden. Kjeld var og blev den ”lille” i forholdet. Dirchs enorme pondus og slagkraft, gav ind imellem baghjul til Kjeld, hvis fysik slet ikke kunne måles med Dirchs – ifølge ham selv. Dirch derimod følte sig underdanig over for Kjelds evner som skuespiller. Præcis som det var tilfældet med vennen Ove Sprogøe, var Kjeld en både dygtig og værdsat skuespiller, som spillede overbevisende, uanset hvad han blev sat til at spille. De to fyldte deres roller ud, var kort sagt bare de personer de spillede, hvilket Dirch slet ikke følte han havde format til.
Dirch ville gerne blæse og have mel i munden – altså både være komiker OG seriøs, hvor Kjeld så en fare i at blive fastlåst som komiker. Tilmed var Kjeld et yderst vidende og belæst menneske, og her kunne Dirch slet ikke følge med. Han var mere til tegneserier, knaldromaner og film.
Trods deres åbenlyse uligheder og forskellige tilgang til skuespillet, herskede der ingen tvivl om, at de to mænd elskede hinanden højt. På deres egen fugtige facon. Kjeld havde behov for Dirch – og Dirch kunne ikke undvære Kjeld. Hvad der blev tydeligt blot fem år senere.
”Jeg er blevet varm på Kjelds talent!” lød Dirchs kærlighedserklæring.

Sigrid Horne Rasmussens ord om Kjeld, lød en anelse anderledes: ”De havde ikke andet i hovedet end hinanden.” Den smukke primadonne måtte se sig skubbet ned på en andenplads. Og det huede hende ikke.
Men de to mænd kunne også vise deres hengivenhed for hende – som da de havde tømt grønttorvet for for tulipaner, og overrislede og i godt humør, smed 300 tulipaner over Sitter i himmelsengen. Så gik mutter Sitter i køkket og bryggede en tjæresort kaffe, der blev skyllet ned af de to, der herefter blev de puttet under hvert sit tæppe. For selv om man havde været på bæverding om natten, så skulle jobbet passe om aftenen!
Ind i mellem forsøgte Dich at finde tid til Sitter – som i gamle dage – før Kjeld. Han kunne bede hende tage en flot kjole på, og invitere hende på  Ambassadeur til hummer, efter aftenens forestilling. Men når de så troppede op, sad Kjeld og hans kone Ulla og ventede på dem.
Kaffen blev indtaget i Ulla og Kjelds lejlighed, men efter tre timer, hvor de to koner var henvist til hinandens selskab, mens Kjeld og Dirch ”fødte” tog Sitter afsked og gik hjem.
Som Sitter selv beskriver det: Kjeld var dæmonisk, spændende og Dirch satsede alt på det, mens vores ægteskab langsomt gled ud – uden bitterhed. Det var festligt, mens det varede, nu var der bare ikke mere”.

Et af årets filmiske højdepunkter blev ikke kun ”Tag til marked i Fjordby”, hvor Dirch atter slog sig løs med makkeren Ove Sprogøe. Denne gang helt bogstaveligt – da de i filmen, var to boksere, som tog fra marked til marked, for at score lette penge på aftalt boksning. Igen var Buster Larsen skurk – hvad han var bemærkelsesværdigt god til at være. Og så var det faktisk meningen at Kjeld Petersen skulle spille med i filmen. Men det blev ikke til noget.
Det andet højdepunkt var Erik Dibberns reklamefilm for konfektionsfirmaet Crome & Goldschmidt. Ni minutters kraftanstrengelse og faren ud over stepperne, hvor Kjeld og Dirch suser gennem døre,  utallige omklædninger og småplatte brokker. Filmen blev så stor en succes, at folk bare ventede på at se den i biografens mørke. Og selv her, mange år efter er Dibberns lille mesterværk stadig både seværdig og frisk. Men han forstod jo også at udvælge et par dygtige herrer til filmen.

”Var ingen af jer gift på det tidspunkt?” blev Dirch engang spurgt, om tiden med Kjeld. Hvor til han svarede: ”Jo, sikkert”
I denne periode var Kjeld og Dirch hinandens ægtemænd. De levede og åndede for hinandens selskab og for at brygge nye numre sammen, som Stig Lommer febrilsk griflede ned i sin lommebog (Lommerbog), mens han endnu kunne følge med på deres ture rundt i byen. Den bog blev guld værd for Lommer, når han skulle finde på nyt stof til Brødrene – så blev teatrets andet brødrepar – Müller – nemlig st til at bladre bogen igennem til inspiration. Faste punkter mellem vandingshuller, var Natmad på ”Royal”, whiskysjusser i Adlon og endelig den opstrammende morgenkaffe på Drop Inn.
De var som to kåde knægte i en slikbutik, og selv når de gik over stregen, som når de sagde at ”der lugter af neger” i nærheden af kapelmesteren Johnny Campbell på Adlon, tog de selv tornen af, når Dirch svarede ”Arrr, det vil jeg nu ikke sige. Så slemt lugter her nu heller ikke. Jeg tror kun han er mulat”. Det var groft, langt over stregen – men det var kun for sjov. Selv om den ikke var gået i dag.

De kunne få folk til at få det helt dårligt, når de samstemmende beklagede sig over at de ikke kunne få børn sammen. Og tankerne for i vide kredse. Kunne det tænkes at de to virkelig… nej de var da ikke…. De mente da vel ikkke, at de to – sammen?!
Men det skulle helst være lidt farligt – også på scenen. Og i det pureste nonsens de rablede af sig, var der en gennemarbejdethed. Tingene virkede tilforladedelige, uøvede og lidt tilfældige. Men intet var overladt til tilfældighederne. Alt var timet ned til mindste detalje – og hvert ord var beregnet for at få en helt bestemt reaktion fra publikum.
Rollerne var instuderet til perfektion: Kjeld var den lille koleriske bulldog, der kunne eksplodere som en nytårsraket – mens Dirch var lang som en flagstang, lad, lemmedaskeragtig og smådum. Hvorpå han pludselig kunne lyse op, og stille et spørgsmål, der kunne bringe Kjeld ud af fatning.
Netop denne utryghed, som forskelligheden skabte, var helt bevidst. Kjeld, den bedrevidende lille mand, der altid var den kloge, men som ofte kom til kort, når den bovlamme Dirch åbnede munden, og spiddede Kjelds dorkshed med et velplaceret drag over nakken, kunne skabe en – bevidst – anstrengt stemning på scenen. Først havde publikum moret sig – pludselig vidste de ikke hvad de skulle tro – for var det en del af nummeret? – eller var de virkelig ved at komme op at skændes. Og endelig, så kom de tilbage på sportet, og publikum kunne igen slappe af. Det havde kun været for sjov.
Efterhånden lærte publikum deres jargon at kende, forventede den og glædede sig til den lidt anstrengte stemning – lidt i retning af stemningen der opstår mellem Casper Christensen og Frank Hvam i serien ”Klovn”. Men dette var altså 50 år før….

Denne specielle form for komik ses tydeligt i ”Tømmerflåden”, hvor Dirch konstant punkterer ethvert oplæg som Kjeld kommer med.
Det kunne umiddelbart virke som om, at Kjeld bare skulle give og give, og lægge op til Dirch, men det var slet ikke tilfældet. De to var lige gode om det. Pointerne var ikke altid pointer – men mere små opbyggende delelemneter til et billede, som de hver især kom med. Den ene kunne ikke have gjort det selv – det krævede et helt specielt makkerskab. Det krævede Kjellerdirk Bros. Den ene kom med rammen til puslespillet – den anden fyldte brikker i.
Kjeld og Dirch havde ingen skrupler med at inddrage publikum i deres løjer. Nu de var dukket op, kunne de jo ligeså godt være en del af legen, som bare at sidde der og se passivt til. Formastede en publikummer sig til at komme for sent, blev han hentet frem i rampelyset, mens vedkommende forsøgte at snige sig på plads i den dunkle sal med et ”Jamen er det ikke… Velkommen! Giv Dem endelig god tid. Hvis de vidste hvor glade vi er for at se Dem!” Og når så en komplet stille sal ventede på at publikummeren fandt på plads, var der lært en lektie om at passe tiden – med blussende kinder og røde ører.
”Man bliver et lykkeligere menneske af at være med i legen!”  skrev Frederik Dessau.
”Sæt dem på finansloven. Tag dem af igen, for de er for gode til at blive statsunderstøttede” fabulerede en bjergtaget Knud Poulsen
Ingen kunne få nok af Kjeld og Dirch. Det skulle da lige være deres koner…