”På slap line” fortsætter ind i 1958.  Men det var efterfølgeren ”Spræl, sprællemand, spræl” der fik folk til at spærre øjnene op.

Måske var det på grund af Dirch eller måske den barmfagre skønhed, Judy Gringer, der spillede over for ham, i sketchen ”Babs og nutte”. Judy havde til gården og til gaden, og den 17-årige skønhed, der fordrejede hovedet på mændene, havde i en periode været kæreste med baggårdspumaen, Otto Brandenburg, og var i den grad med til at skabe succesen for sketchen om forsikringsmanden, der misforstår en kunde, som vil tegne en hundeforsikring, da han tror det er hendes barm hun taler om.
Og det var ikke bare på scenen, at Judy Gringer charmerede sig ind på Dirch. Den konfliktsky Dirch, fik et par bekendte til at informere hans daværende kæreste, sangerinden Inger Østergaard, om, at forholdet var forbi, og at han gerne ville have hun flyttede. Og ind rykkede den blot 17 årige Judy Gringer i lejligheden på Gråbrødre Torv i København. Men den unge smukke Judy, skar sig ind mellem Dirch og Kjeld Petersen, som en yderst velformet kile. Ikke af ond vilje, men Dirch var forelsket i hende op over begge ører, og frem for at fortsætte ud i nattelivet med sin kammerat Kjeld, var det lidt mere spændende at følge med sin smukke kæreste hjem.

Der var hele 15 års forskel på Dirch og Judy, men det bekymrede de sig ikke om. Folk måtte mene hvad de ville. Den veldrejede Judy Gringer var tidligere balletbarn på Det Kgl. Teater, og havde endda gået i klasse med Vivi Flindt. Lommer blev hendes redning, da hun dumpede, og Judy skiftede Det Kgl. Teater ud, med det noget mere beskedne – men farverige – ABC. Lommer lagde ikke skjul på, at det ikke var Judys talent i ”Guld og grønne skove” han havde set – det var kort og godt, hendes temmelig volumiøse brystparti. Og pudsigt nok fik Judy lov til at danse ballet – under nummeret ”Så tager vi den en gang til for Prins Knud”. Det var den gode gamle histoire med arveprinsen der ikke kunne se ordentligt fra balkonen i Falkoner Centret, og derefter blev indbudt til et ekstra numemr med Sagan balletten efter det oprindelige show. Gringers version var nok en anelse mere dampende.
Stik modsat den almene opfattelse af Judy Gringer, der nok så hende som en fræk pige der var fremme i skoene, så var hun en tilbageholdende og uerfaren pige, blot 17 år gammel. Hendes og Dirchs forhold bar præg af, at tingene aldrig blev talt igennem – der var ikke de store konfilkter, for Judy Gringer prøvede blot at følge med Dirchs tempo – og han var jo konfilktsky i svær grad. Judy fortæller at hun ikke ville lægge Dirch til last, og derfor bare blev Dirchs smukke vedhæng. Hun skriver at han faktisk var lidt af et skvat – forstået på den måde, at var der optræk til problemer, så stak han halen mellem benene. Og at han var alt for godtroende. Sven Borre og de forskellige teaterdirektører vidste lige præcis hvordan de skulle få Dirch til at makke ret. Kom Dirch og ville aflyse på grund af sygdom eller andet, så blev han altid mødt med et: Selvfølgelig  Dirch. Hvis du ikke kan klare det, så aflyser vi naturligvis – men på den anden side, så er der jo udsolgt… Og den faldt Dirch for – hver gang. Han var alt for pligtopfyldende og ville for alt i verden ikke svigte sit publikum.
I hendes øjne var det Henrik Sandberg, Sven Borre og Aage Stentoft som var nogle glubske pengevampyrer, der drænede Dirch for penge. Venne Ove Sprogøe er lidt mere afdæmpet – han er ikke helt klar over om Dirch var den der BLEV udnyttet , eller om han LOD sig udnytte. Det travle skema med alt fra revy, teater, film byfester og reklamer kunne ikke komme bag på Dirch. Han havde jo selv sagt ja til det. Og som den voksne mand han var, kunne han også have sagt fra. Men det vidste bagmændende, og burde nok have taget mere hånd om Dirch, end om at fylde pengekassen.
Ove fortæller videre, at han en gang stødte tilfældigt ind i Dirch i Glostrup Storcenter, hvor Dirch var hyret til at dykke ned i et vandbassin, til underholdning for de handlende lørdag formiddag. Og han glemmer aldrig det ansigtsudtryk Dirch havde, da deres øjne mødtes. Det var ikke en Dirch som var glad for at være på arbejde – men han gjorde det af pligt.

Judy Gringer kunne ikke udstå Sven Borre, som hun mente kun melede sin egen kage, og gjorde hvad han kunne, for at så splid mellem parret. Afskyen var gensidig – og da Dirch døde holdt Sven Borre sig ikke tilbage i pressen, men fortalte hvordan Judy kunne havde suget alle pengene ud af ham. Det kunne Judy nu ikke genkende – for hun fik ikke en rød øre.
Der gik ikke lang tid, før Judy Gringer flyttede ind i lejligheden på Gråbrødretorv hos Dirch. Hun blev mødt af en gabende tom lejlighed, da Dirchs forrige kæreste, Inge Østergaard, havde kylet det meset af indboet ud på gaden, da Dirch bad hende flytte. Men det unge par fik sig indrettet, og var sammen nærmest altid. Dirch ville ikke undvære Judy, og ofte måtte hun vente i hans bil, på at han blev færdig med at spille, og de kunne køre hjemad sidst på aftenen. Efter sådan en forestilling stod der ofte spisning på menuen – og det var ofte på Hotel Imperial, der havde en gårdhave Dirch ikke kunne modstå.
Parret var ofte sammen med Kjeld Petersen. Vennekredsen var lille, så de to Kjellerdirk brødre holdt sammen, og det var Judy ikke ked af. Dirch kunne være knap og indelukket, og så var det rart at have en anden at tale med. Og Kjeld Petersen var en belæst og begavet mand, fuld af sjov og varme. Faktisk syntes Judy at hun bedre kunne tale med Kjeld, end med sine tilknappede kæreste. Og så havde Kjeld den sjove egenskab, at han kunne spille beruset. Han kunne give den som skidefuld og på rulleskøjter, når vennerne var ude i byen – og på samme tid være ”pinlig” ædru. Det fandt han selv enormt underholdende. I det hele taget var Kjeld en langt mere udadvendt person end Dirch, der var langt mere privat.
Hjemme i lejligheden på Gråbrødretorv var det Judy der var den store litteratursluger – bl.a. Aksel Sandemose, mens Dirch slugte sine tegneserier og knaldromaner.       
              
Som så mange andre oplevede Judy Gringer, hvordan Dirch henkastet kunne sige, at han lige gik i kiosken – og første vendte hjem 2-3 dage sendere, efter at have tørlagt Dødsruten. I begyndelsen affandt hun sig med Dirchs uvane, men da det kom hende for øre, at Dirch også besøgte Kakadu og baren Call-Girls, fik Judy for alvor nok, og  i trods indledte hun et forhold til Preben Kaas. Hun var stadig forelsket i Dirch – men hans opførsel ville hun ikke tolerere. Hendes forholdt til Kaas kom Sven Borre for øre, og så rullede lavinen.
Judy blev smidt ud af lejligheden – alle hendes ting var pakket ned, og efter Dirch mødte Hanne, var hun definitivt ude i kulden. De stødte ind i hinanden ved enkelte filmoptagelser, efter bruddet – men deres forhold nævnte Dirch ikke med et ord. Han var venlig og hilste pænt på Judy – men  deres tid sammen, skulle de ikke tale om. Judy Gringer fortæller at hun, den dag hun blev smidt ud af lejligheden, gik i biografen og så filmen ”Det tossede paradis”. For der fik hun Kjeld Petersen til slut… men alt dette lå ude i fremtiden.

Kjeld og Dirks hattenummer i ”Spræl, sprællemand, spræl” væltede huset hver aften. Dirch fik bind for øjnene, mens Kjeld spurtede fra scene til publikum i salen, og så skulle Dirch ”gætte” hvilken hat han havde på. Et af nummerets små overraksleser, var, når Dirch formanede Kjeld om at passe på trinnet op til scenen – som han jo ikke kunne se med bind for øjnene.
Det var det rene Marx Brothers live på scenen – og publikum labbede den nye stil i sig. Den var forfriskende, fræk og gik af og til lige til stregen.
”Spræl, sprællemand, spræl” blev Kjellerdirk Bros sidste revy sammen. Revyen spillede først på ABC, dernæst i Aarhus, og til slut på Odeon Teatret i Stockholm. De to brødre tog det med ophøjet ro – det var kun for en stund. Men adkillelsen kom til at vare frem til 1962, hvor Kjelds alt for tidlige død, cementerede fakta: Kjellerdirk Bros ville aldrig komme til at stå på en scene igen.
Men før det, skulle de to brødre for sidste gang, slå benene væk under publikum. Et af de store succeser, blev ”Underlivsjægerne på Amager”. Gårdejer Crillesens 3 smukke døtre er alene hjemme – og det bliver startskuddet, til en tordenlummer historie, da tre Livjægere banker på under et tordenvejr, for at bede om husly. Det var lummert, sjovt, uventet – og publikum græd af grin. Ikke mindst da Kjeld Petersen lagde armene om Dirchs hals, og de to valsede rundt iført silkekimonoer – efter et tempofyldt hatteskifternummer.
I Berlingske Tidende skrev Svend Kragh-Jacobsen:
”Det er en af morskaberne hos Lommer, at dette hans i dag i København uovertrufne trumfpar forestilling efter forestilling kappes om, hvem der er bedst - det er de for øvrigt hver for sig og på hver deres måde. Men da Petersen sidst tog føringen, er det retfærdigt allerførst at notere, at denne gang blev det Passer. Det passer - og klæder dem begge, de har så dejligt råd til at være large. Af det rinder sympatien også til dem. De er guld værd som humørskabere... Dette par, hvis enorme evne til at skabe kontakt med tilskuerpladsen er helt eventyrlig. Ingen kan herhjemme som de to spille op til hinanden. Ingen arbejder mere utrætteligt end de, og med deres naturlige selvtillid, der ikke udarter sig til blank rutine, bliver der flere og flere nuancer i deres glade spil.”

Det kunne næsten ikke blive større. Og det blev det heller ikke. For Kjeld tog afsked med ABC. Efterhånden var han fyldt op af revy og komik. I sine egne øjne, var Kjeld nemlig langt bedre, end at være klovn for pøbelen. Ikke et ondt ord om den form for teater – men det var ikke det Kjeld ville. Længe nok havde han være paradeklovn og entertainer – han ville være RIGTIG skuespiller. Lødig, lave kunst – ikke bare underholdning – men rigtigt teater. Gerne på de store scener. Spille stykker der fik folk til at tænke, og som gav dem noget med hjem, ikke bare gav dem mavepine af latterkampe. Kjelds fortid fornægtede sig heller ikke, han havde spillet de store klassikere. Og de trak i ham igen, i en grad, så han følte lede ved at lave det han gjorde på ABC. Og med tiden blev den lede, en lede ved sig selv. Hverken Lommer eller Dirch kunne få den tanke ud af Kjelds hoved – at det ikke var ”finere” at spille en seriøs rolle frem for at levere et perfekt revynummer.

Kjeld følte han spildte sin tid – og der var ikke den store forståelse fra den anden kjellerdirkbror, der havde det fint med at levere den samme præstation – med små variationer - aften efter aften.
Dirch så op til til Kjeld, beundrede ham – mens Kjeld derimod følte sig underlegen over for Dirch, der kunne fylde en scenen, og nedkæmpe et publikum med en grimasse. Dirch fattede ikke al den viden Kjeld rummede om film og teater. Han havde kun godt at sige om sin makker. Selv om han også af til studsede over Kjelds væremåde, som når han udeblev fra teatret, og dukkede beruset op i pausen. Det kunne få det til at stritte på arbejdshesten Dirch, for hvem en aftale var en aftale.

”Man må tænke at der i hele verden kun findes en eneste Dirch Passer, og at han er stærk som et rovdyr.” udtalte Kjeld til en journalist, ”Men jeg er kun et kvart rovdyr. Jeg er blevet pacet frem, og folk tror min fysik er lige så stærk som Dirchs. Det er den sg’u’ ikke!”
Eller da han udtalte sig aggressivt til Ove Sprogøe: ”Hvordan skal jeg spille med den giraf?” Var det Kjelds mindreværdskomplekser der kom  til skue – eller var han bare kørt træt? Træt af at Dirch altid løb med opmærksomheden, for han arbejdede jo også for at få numrene til at fungere.
Så det er klart, at makkerksabet ikke kunne holde i længden. De havde også kørt i overhalingsbanen i fire år.
Skilsmissen blev en realitet efter ”Spræl, sprællemand, spræl” havde gæstet Stockholm.  Dirch blev på ABC, mens Kjeld lod sig engagare på Det Ny Scala. De sagde begge at det var en lykkelig skilsmisse, men realiteten var, at der ikke var mere at komme efter. Kjellerdirk Bros var fortid. For der skulle to til at danne et brødrepar…

Men for Dirch, lå et af hans livs største succeser og lurede lige om hjørnet.
Men først skulle Aage Stentoft og Stig Lommer krydse klinger. Lommer og Stentoft havde indgået en form for partnerskab, og til sammen rådede de over ikke færre end fem københavnske teatre.  Tanken var at lade skuespillerne køre i en form for rotationsordning melle teatrene. Men temperamenterne slog gnister, og planernen belv skrinlagt, men på dette tidspunkt var forberedelserne til ”Charleys Tante” allerede så langt fremme, at det ikke kunne aflyses. Så i stedet for Christian Arhoff, blev Dirch indskrevet som tanten. Og resten er historie.
”To meter tante og 200 pund talent.
Dirch Passer fik ABC til at skælve under latterudbruddene som den mest barokke Charleys tante, der er set...” skrev  Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende.
331 gange spillede stykket på ABC, og så lige 50 gange til på landsturne. Jens Kistrup skrev: ”… Stilen er crazy, men manden er ikke så tosset endda…” Succesen var så overvældende, at stykket året efter blev filmatiseret. Dog uden ”Y” i titlen.
Clara Pontoppidan skrev  på et lyseblåt brevpapir med monogram: ”Kun et geni kan være så præcis, så diskret og så urkomisk og så var De tilmed charmernede. Sikken en oplevelse! Tusind tak!”.

Og I Information kunne Klaus Rifbjerg næsten ikke tøjle begejstringen:
”Dirch Passer er åndedrætsstandsende vidunderlig.
I sit udstyr minder ham om en kæmpemæssig høne med torunurens gump og afsindige viftende fjer, der forøger hans i forvejen rigelige længde, så han næsten sprænger Stig Lommers skæve skib af et cinemascope-teater. Helt i den den tilsvarende store stil er han indvendig, nu med overlegen beherskelse af plastik (kropsudtryk), timing og med en mimisk selvkontrol og et udtryk, der sætter ham på internationalt plan samtidig med at han i sit specielt danske lune giver så meget mere, at vi må hylde og fejre ham og for vor egen skyld bede ham om at få lov til at beholde ham for os selv”.
Dirch blev inviteret til at optræde i TV-programmet ”Plade –Parade”. Otto Leisner var vært på det populære show, der trak publikum i alle aldre fra 1957 til 1963. Dirch skulle optræde med sit revynummer ”How jazz was born” skrevet af Dirchs nok allerbedste tekstforfatter, Tao Michaelis. Nummeret var et kærligt skub til selvfedmen hos Danmarks Radios jazzredaktion, men efter indspilningen kom Dirch hen til Otto Leisner og spurgte: ”Tror du der er nogle der føler sig stødt?” Det var typisk Dirch – og også derfor han ikke brød sig om at lave parodier.
Det var ellers ikke tit Dirch optrådte i TV. Mulighederne var der, men han mente, at havde et nummer først været på skærmen, så var det blevet så udbredt, at han ikke ville kunne tage på f.eks. Danmarksturne med det – for så havde folk jo set det.

Året bød på 3 film med Dirch – og nok en gang greb Erik Dibbern fat i sine to guldfugle, Kjeld og Dirch. Denne gang var det ikke tøj, men derimod øl, de to skulle reklamerer for. Det resulterede i en serie korte, men sammenflettede reklamefilm, for en række provinsbryggerier. Filmene var så genialt skruet sammen, at de kunne gøres ”personlige” for hvert enkelt bryggeri uden de store anstrengelser. Atter en gang viste Dibbern sit format, og publikum elskede de små film, hvor Kjeld og Dirch blev nye mennesker.
I biografen var det ”Krudt og klunker”, ”Pigen og vandpytten” og ”Styrmand Karlsen”, der trak publikum til. ”Krudt og klunker” var måske lidt speciel, i forhold til ”Styrmand Karlsen” der bød på samspil mellem Dirch og Ove Sprogøe, samt en ung Fritz Helmuth. Men set med Dirchske briller, så er ”Pigen og vandpytten” nok den sjoveste, da men her kan se Kjeld og Dirch fremføre en bid af deres sketch ”Tømmerflåden”.
Som de eneste i ”Styrmand Karlsen” var Ove Sprogøe og Dirch ikke med sydpå for at indspille. De to herrers kalendere var så tætpakkede med opgaver, at det ikke kunne alde sig gøre, så de måtte efterfølgenden indspille deres scener i SAGA studierne. Men det var der ingen der opdagede.