Succesen med ”Charleys Tante” varede helt til maj året efter. 

Dirch havde redet på en bølge af medvind i årevis. Men 1959 blev året, hvor den nærmest ubrudte række af succeser sluttede, da Stig Lommer valgte at sætte  ”Den varme enke” op på ABC. Stykket var bygget over ”Den glade enke”, og havde været en stor succes i Sverige. Men oversættelsen tog pusten ud af enken, der blev til en plat ujævn farce. Drømmebesætningen er Bodil Steen, Marguerite Viby og Dirch Passer. Men Bodil Steen brækker foden under prøverne, og må melde fra. Og helt galt er det med Marguerite Viby, der takker nej, da hun har læst det alt for frække manuskript. Resultatet er at Dirch, Grethe Tordahl og Jessie Rindom får hovedrollerne. Men efter generalprøven fyres den svenske instruktør, Yngve Norrwall, hvorefter Stig går i gang med at omrokere og ændre. Men det går helt galt.
Dirch var syg under premieren, og fik det sikkert ikke bedre, da han læste anmeldelserne:
”Med enken i vandspejlet”, skrev Ole Brandstrup i Berlingske Aftenavis.
”Den varme enke er en vanskabning”, mente JyllandsPosten, og i BT klagede Inge Dam:
”I førsteakten tænkte vi, at det nok blev bedre. I andenakten kedede vi os, og i tredjeakten gabede vi”.
Resolut trak Lommer enken med ud bagved, hvor han aflivede den, og begravede den under en sten med inskriptionen: ”Her hviler den varme enke”.
I sine erindringer i Hjemmet, skrev Dirch om enken:
”Det mindede os kun om den sætning: En glorie skal kun dale et lille stykke, for at blive en løkke om din hals”.
Og i Sverige sad både forfatter og instruktør, og var mildest talt rasende, hvilket et åbent brev i dagspressen tydeligt viser: ”Med en smartness, som udmærker en resultatrig teaterdirektør, vil De skyde uheldet på mig. De påstår at mit stykke var pornografisk og umuligt at spille for et dansk publikum i sin oprindelige tilstand. Hvordan kan De vide det? De ændrede hensynsløst stykket efter at have sendt Yngve Nordwall (stykkets svenske instruktør) bort og bortopererede det kunstneriske, som afbalancerede det vovede i stykket. Det viste sig, at det danske publikum ikke havde så dårlig smag, som De håbede. Det reagerede imod alle Deres plumpe og sentimentale påhit. Og det er det mest glædelige i denne sørgelige historie.”
Stig Lommer melder tilbage – ligegledes gennem pressen – at det svenske stykke, var mindst ligeså fræk som det danske. ”Den var brandsjofel”, syder han. Mindst 100.000 kroner mistede Lommer på ”Enken”.


Lommer måtte tænke hurtigt, og frem fra de støvede gemmere, trak han musicalen ”Sommer i Tyrol”. Stykket gik 100 gange mere end ”Den varme enke” men anmelderne var lunkne.
Og det er noget som Dirch lader sig mærke med, så han i resten af forestillingerne spiller på rutinen, frem for på føleleserne. Men publikum er ligeglade.
 Dirch var overordentligt sød og underspillet som den forelskede kelner Leopold, der må så grueligt meget igennem, før han får sin Josepha.
Pat Mørup fortæller om prøverne op til premieren på ”Sommer i tyrol”. Dirchs karakter Leopold, skulle synge et potpourri hvor han udøser al sin kærlighed til Josepha, spillet af smukke Grethe Thordahl. Og her var det tydeligt hvor meget Dirch levede sig ind i rollen, for ved prøver stod han flere gange med tårerne løbende ned ad kinderne. Og måtte til sidst forlade scenen, stortudende.

Den 18. Marts 1959 spillede Dirch Charles tante ved en festforestilling i anledning af Lommers 10 års jubilæum. Og med til forestilling var Poul Reumert. Poul Reumert havde takket ja, til at læse Maglekilde-Petersen historier, men det var under Lommers eget ansvar – for Reumert syntes bestemt ikke han var nær så morsom som Dirch Passer.

1. December var det en ganske anden type teater han spillede, da han lagde stemme til en fuglesoldat i Radioteatrets opsætning af Aristofanes ”Fuglene”.
Kjeld Petersen var ikke helt ude af Dirchs liv. De to spillede sammen i Svend Methlings ”Vi er alle sammen tossede”. Hvem af Kjeld og Dirch der var mest tosset i filmen, er lidt usikkert. Kjelds stressede og småkoleriske repræsentant, Alexander, ender helt ud i tovene, efter en usædvanlig dum dag, hvor nogle elefanter får ham til at køre galt. Han møder den rablende sporvognskonduktør, Knudsen, som har lidt mere end en æske skruer løs. Filmen indbragte , fuldt fortjent, Kjeld Petersen en Bodil.

Sidst på året havde indspilningen af ”Charles tante” premiere – Poul Bang smedede mens jernet var varmt, og tanten stadig var i frisk erindring. Filmen blev naturligvis en overvældende succes.
”Poeten og Lillemor” blev den første film i den populære serie, med Dirch som sangglad og elskovssyg bager.  Vennen Ove var med, men dog uden de havde det store samspil. Det havde de til gengæld i ”Onkel Bill fra New York”, hvor det for en gangs skyld ikke var Dirch, der måtte i dametøj, men Ove.
Til gengæld var det Dirch, som måtte lægge krop til kjolerne i ”Charles tante” – som man på smart vis, havde fået indkorporeet i filmen, med en teaterplakat på en kontorvæg.
Og så nåede han lige at lægge stemme til en hest i kortfilmen ”Hest på sommerferie”.
3 teaterstykker, en optræden i radioteatret samt 5-6 film.  Dirch havde travlt – og det blev ikke mindre i fremtiden.
En linje han fortsatte året efter – mens han passede sit job på teatret.