Film i lange baner – glæde, død og ligegyldighed

Dirch havde været på ABC teatret i 10 år i 1959. Og status var, at han var på toppen. Kom der en skævert, som f.eks. ”Enken”, så var det stensikkert et revyen eller stykkert efter, blev en succes. I publikums øjne, gjorde Dirch det helt rigtigt og blev blot bedre og bedre. For deres skyld behøvede han ikke ændre på opskriften.
Anmeldere derimod, havde ofte – måske lidt for ofte – luftet ideen – og direkte spurgt Dirch, om han ikke snart skulle til at spille rigtigt teater. Dirch mente inderst inde, at det han lavede VAR rigtigt teater – men måske gødede de mange spørgsmål den spire der boede i ham. For der var et stykke, som han drømte om at spille, nemlig rollen som Lennie i John Steinbecks ”Mus og mænd”. Men for nu, så var det revyen, farcerne og komikken, som han dyrkede. Til perfektion.
Mens Dirch solede sig i succes, så gik  Kjeld Petersen rundt i halvskygge. Hans tid borte fra ABC havde ikke været den succes han havde håbet på. Og da han ikke fik en rolle i ”My fair lady” – en rolle han var blevet lovet, kom han tilbage til ABC. Aftalen var, at han skulle spille med i Lommer s ubilæumsrevy.  Kjeld var ellers mødt op i stærk beruset tilstand under ”Charles tante”, og havde invaderet scenen, og talt til publikum. Men Lommer havde tilgivet ham, og givet ham en rolle i revyen, men blot en måned senere ville Kjeld ud af kontrakten. Om Lommer havde troet Kjeld ikke kunne skaffe de 50.000 kr han sagde det ville koste at hoppe fra, vides ikke. Men i hvert fald dukkede Kjeld op med pengene – i små sedler. Og Dirch var atter sig selv.

Børge Müller begik  ”Ej blottet til lyst” – et stykke med bart i 3 små velskabte akter. Som der stod i programmet. Stykket var en fordanskning af af et stykke af Cyrus Wood stærkt inspireret af et andet stykke af Avery Hopwood. Sidste forestilling var 31. maj – og var der lige et par måneder til at holde lidt ferie, og prøve på ”Mit søde liv” – Lommers ti års jubilæumsforestilling. Nå ja, ferie og ferie – for stykket skulle på turne før den havde ”premiere” på ABC.  135 gange gik ”Mit søde liv”, en reprise af gamle kendinge,  – og Svend Kragh-Jacobsen fra Berlingske Tidende, som skamroste Dirch: ”…Det er stor kunst i den letteste genre, som er så svær, at kun de færreste kan den”.

Så blev det ”Latterorgie” – bedst kendt for ”De kedelige og de morsomme” – og ”Karl Nielsen vise”, inden Dirch medvirkede d. 30. juli 1960, ved Radio Mercurs store 2 års fødselsdags forestilling i KB Hallen, med vennen Kjeld Petersen som konferencier.
Endelig sluttede Dirch året af med at brag. I Ekstre Bladet skrev Knud Schønberg:
”At man skulle komme til at le, som man blev kildet over noget så stendødt som vittigheder om svigermor - oven i købet pumpet op til et teaterstykke på to en halv time. Det er en af de ting, man ville have forsvoret. Man burde naturligvis have regnet med kombinationen Stig Lommer-Drich Passer og indset, at intet er for lavt for dem. De løfter det bare op i et plan, hvor det bliver morsomt, og de er formentlig ikke engang klar over, at det ikke kan lade sig gøre. For det kan det jo ikke. Der kan ikke siges mere om svigermødre, og folkekomediens tid er forbi.”
Det var naturligvis ”SOS – sømænd og svigermødre” der fra midt i september 1960 og helt frem til 30/4 året efter, fik publikum til at skrige af grin, over Peter Jensen og Kanusti Mogensens genvordigheder – spillet af den evige duo: Ove og Dirch. Jo, de kunne spille andet end på film. 251 forestillinger blev det til.
Men ikke alt var lutter idyl på ABC. Under prøverne til stykket ”En dag med Hr. Petersen” udeblev Kjeld Petersen flere gange. Eller mødte op i stærkt beruset tilstand, så prøverne blev umuliggjort eller måtte udskydes.  Selv om Dirch ikke længere var hans hyppige medsammensvorne på dødsruten – han havde nok at se til med Judy Gringer – så fornægtede Kjeld ikke de våde varer.
På et tidspunkt fik de ansatte på ABC nok. De frygtede at Kjeld Petersen manglende disciplin ville få forestillingen aflyst, så de alle ville stå uden arbejde.
Et forsonongsmøde kom i stand, hvor Kjeld lovede bod og bedring, men da han efterfølgende stadig  lod vente på sig, udformede de ansatte en en protest. Næsten alle skrev under på et protestbrev, stilet til ABC ’s direktion – også Kjelds nærmeste kolleger Preben Kaas, Lily Broberg, Ove Sprogøe – og Dirch – underskrev det famøse brev. Noget Dirch efterfølgende fortrød bitterligt. Der var jo ingen grund til at sparke til en, der allerede lå ned, og Dirch skammede sig over sin underskrift.
En uge før den planlagte premiere aflyste Stig Lommer stykket, og genopsatte i stedet den gamle og velprøvede traver ”Den grønne elevator”.

Selv om kalenderen kunne se ud til at være fyldt til bristepunktet med teater og revy, medvirkede Dirch i ikke mindre end 6 film dette år.
Atter spillede han bager i fortsættelsen ”Poeten og Lillemor og Lotte”. Filmen var lidt ujævn i forhold til etteren, men indeholdt dog enkelte sjove sekvenser – bl.a. Karl Stegger som kærlighedshungrende slagter. Dirch forkæler sin unge brud – spillet af Judy Gringer – til han  endellig får nok og hiver hende over knæet i filmens slutning.
Endelig var der dansk premiere på en af de svenske film – ”Dyden er ikke Dirchefri” – eller ”Sommar och syndare” der var den svenske titel. Denne titel var sikkert for vovet for det danske publikum.
Endelig var der filmen ”Skibet er ladet med” – der handlede om en piratradio i Øresund. Inspireret af piratsendere Radio Mercur. Ikke Dirchs bedste film, og endelig den udfordrende og en af Dirchs mest alternative film, ”Panik i Paradis”. Handlingen indeholder blandt andet: en chefredaktør der får halsen skåret over hos barberen, hvorefter han erstattes af en robot. En hel bys befolkning der er vilde med svesker. En gas- og vandmester der sniffer gas, og svæver bort. Et hotel der kun udlejer en tredjedel af deres værelser – nemlig de værelser der vender ud mod vinduet hvor gas- og vandmesterens tre smukke døtre bor. Og en fabrik der fremstiller Hi Fi Du Sex – men hvor de ansatte springer i luften, når de pakker æskerne.
Dirch er et spøgelse, Grev Crut, residerende på et slot uden for provinsbyen Ellerskovsleje.
Lyder det syret – så er det fordi det er det!
Men to af filmene endte som klassikere. Den ene, ”Forelsket i København”, en af de få Erik Balling film, Dirch medvirkede i, havde en forfriskende smuk Siw Malmquist i den kvindelige hovedrolle og en jazzelskende Henning Moritzen i den mandlige. Dirch spillede Rudolf Kobolski, en meget melankolsk maler.

Men rollen som Dirch bedst huskes for det år, er rollen som Hans Høj, i ”Baronessen fra benzintanken”. I den brede befolkning er dette uden tvivl en af de allermest elskede Dirch film. Instruktøren Annelise Reenberg viste her, at hun havde et ganske godt tag på revyskuespilleren, og kunne tøjle hans vildskab, og skrue op for charme, sødme og komikken, uden det blev ren lagkagekomik det hele.
I Politiken skrev Klaus Rifbjerg bl.a.:
”Vores skuespillere skeler til tegnebogen og gør deres bedste, nogle som f.eks Karl Stegger og Dirch Passer - forstår endda at holde den seismografiske afstand mellem sig og rollen som ikke slår i stykker men accenturerer skuespilkunst som noget selvstændigt, ironisk og forfinendene. ” Det kan man jo så tolke som man vil. I gyldendals Filmguide får filmen 2 stjerner – hvilket er en ret flot bedømmelse.
Filmen var en overgang den meste sete film på DR TV – 2. Januar 2010 så mere end en million seere filmen.
Og så er filmen en af de Dirch film, der vises igen og igen i TV, men bæres ikke kun af Dirch, men i lige så høj grad af Ove Sprogøe, Ghita Nørbye , Karl Stegger og ikke mindst en gennemført klam Henrik Wiehe og skrigende kølig Maria Garland.
I filmen er der en scene hvor Dirch drejer rundt, og hamrer ind i væggen. Dette var ikke planlagt, og Annelsie Reenberg ville have scenen taget om. Ove Sprogøe protesterede, og forklarede at sådan var Dirch, og scenen endte med at komme med i den færdige film.

Og så fortælles det i øvrigt, at Ghita Nørby, mange år senere, en aften efter et arrangement, blev opsøgt af en ung kvinde, der fortalte at hendes mor var død for nylig, og at hun havde ønsket at få en videokassette med ”Baronessen fra benzintanken” med i kisten.
Med til historien hører også, at Preben Birck designede en smuk blå aftenkjole til Ghita Nørby – indeholdende ikke mindre end 80 meter tyl…
Sommeren bød på mange filmoptagelser, og for at få lidt tid sammen med kæresten Judy Gringer, der havde klaget sin nød, over ikke at se så meget til Dirch, inviterede han hende med en uge til London. Hun fandt dog ud af, at både Dirchs søster og mor også skulle med på turen.