Lommer var udmærket klar over, at hans guldfugl skulle passes og plejes.

Dette er sandsynligvis grunden til, at Dirch fik overtalt Lommer til at spille ”Mus og mænd” – stykket der indeholdt Dirchs drømmerolle: Den lettere tilbagestående Lennie. Premieren var 8. Januar 1961, og Dirchs gamle mentor, Erling Schroeder, blev hentet ind som instruktør. Lommer ville naturligvis ikke helt slippe sin guldfugl ud af buret, så Dirch måtte stadig spille revy og farce om aftenen – og ”Mus og mænd” om eftermiddagen.

I den periode var Dirchs dagsprogram, skræmmende læsning.
Først til optagelse til ”Gøngehøvdingen” klokken 8 om morgenen
- dernæst til prøve på ABC til frokost, ind til han skulle spille Lenny klokken 15.
18.30 var det ”SOS”  på Aveny, så kunne han lige nå at være med i ”Værsgo’ og skyl” på ABC kl. 21.30,
hvorefter han ræsede over gården til Aveny, for at afslutte dagen med ”SOS” kl. 22.15.
Og så havde Lommer endda en midnatsforestilling i tankerne…
Så stærkt  gik kostumeskiftene at han en aften ikke fik fjernet Kanongkongen Lavettis manglende fortand. Dirch skulle erklære sin kærlighed til Judy Gringer – i ”SOS” – men det var svært at holde masken, når han stod der med en sort fortand.

Siden  Elevskolen havde Dirch haft en forkærlighed for figuren Lennie. Lennie var stor – som Dirch – og med en sløvhed, som Dirch malende kunne mane frem i ansigtet. Men det kostede hårdt arbejde. Dirch var nok en del mere begejstret for rollen som Lenny i ”Mus og mænd” end Lommer var. For en gangs skyld overholdt Dirch også alle prøver. Han ville nødigt skuffe Erling Schroeder – og så var han bare opsat på at spille Lenny. Og Schroeder masede på. Men det var op ad bakke, for Dirch skyede prøver som pesten.  
”Jeg kan ligesom ikke rigtigt lide at blive herset med – har en følelse af, at jo mere man herser med en scene, des mere taber den i værdi. Jeg tror også at hvis man ikke er i stand til at gøre modstand, er denne hersen farlig. Man løber risikoen for at miste personlighed”, havde Dirch udtalt en gang på elevskolen.
Men Schroeder blev nødt til at herse med Dirch. Scener blev gennemgået og prøvet 4-6 gange, og der hjalp ingen kære mor. Heldigvis havde Dirch jo stor ærbødighed overfor Erling Schroeder, som han følte han skyldte meget for sin karrieres start.
Schroeder mente at Dirch var direkte doven – på sin egen facon. ”Han troede at man kunne gå ind og ryste det ud af ærmet. Han ville helst tumle med en figur for sig selv og undgå de pinagtige prøvesituationer, hvor man tvinges til at komme med et bud”. Men den gik ikke.

Op til premerien var Dirch rystende nervøs. Ja, han var direkte syg af premierenerver, og stammede og rystede under generalprøven
Premieren blev udsat to gange, men den 8. januar stod Dirch overfor publikum, i sin længe ventede ønskerolle. Premieren gik over al forventning, publikum var glade. Dirch var lykkelig, og anmelderne var begejstrede.
Forud var gået tre generalprøver, hvor publikum lo alle de forkerte steder. Som reklamestunt var der uddelt mange fribilletter til københavnske skoler mm. Og børnene var kommet for at se den morsomme Dirch. Dette var heldigvis ikke tilfældet til premieren.
I Politiken skrev Harald Engberg:
”Det er ikke let for Dirch Passer at blive en anden end netop Dirch Passer. Til at være landarbejderen Lennie, en kraftkarl med et barns mentalitet, en kæmpekrop med kun en funke bevidsthed flakkende dybt inde i kraniet har han fået alle de ydre betingelser forærende. Hanr urimeligt overdimensionerede fremtoning kan se ganske atavistisk ud, men betingelsen er , at den ikke ses i funktion. I øjeblikket hvor han helt slukker under fyret, lader alt liv dø ud i to runde dorske øjne og munden måbe, står Lennie der. Men bare et grin på ansigtet er nok til at kalde Dirch Passer tilbage. Så snart den vældige dynamik i hans korpus udløses, melder hele sættet af mekaniske bevægelser, utrolige grimasser og helt forkerte lyde sig, som får hans publikum til at skrige af grin.”
Svend Erichsen i Aktuelt, var begejstret: ”En fint og strengt gennemført præstation i Erling Schroeders iscenesættelse.”
Men de smukkeste ord, kom nok fra Berlingskes anmelder Svend Kragh-Jacobsen:
”Det var overrumplende. Der var øjeblikke, hvor Passer lod os se ned i menneskesjælens infantile dybder. Vi oplevede et mimisk-dramatisk spil, som i øjeblikke var overvældende. Hans udtryksregister er ikke stort, men bag udtrykkende fornam man følelser rene som et barn. Det var lige så betagende, som det var rørende. Aldrig blev der gjort noget for at lave sjov. Dirch Passer var Lennie-rollen i dens dybeste bund, i sit rige og mærkværdige skuespillersind, da han var kommet over de første intonationers besværligheder”.

Dirch fik morgenaviserne over midnat efter premieren, og han græd af lykke, da han læste dem. Faktisk gemte han Svend Kragh-Jacobsens anmeldelse i sin tegnebog i en lang periode, til udklippet var så laset at det var ulæseligt.
I land og Folks skrev en anmelder: ”Dirch Passer har en dobbelt fremtid for sig, som både komiker og som seriøs skuepspiller.”
Den lader vi lige stå et øjeblik…
Med sig på scenen havde han haft sin gode ven, Ove Sprogøe, som spillede Lennies ven, George, mens Lone Hertz spillede kone til en anden karakter, Curley.
”Dirch spillede vidunderligt igennem hver aften”, fortæller Lone Hertz. Men, Dirch ”begyndte at lave sjov med det. Satte sig ned på hug og snusede til mig, som om jeg var begyndt at lugte. De andre kunne ikke lade være med at grine – og så var forestillingen ødelagt…Jeg tror, det var Dirchs egne reaktioner, der slog igennem, for havde han dog bare kæmpet imod det, så havde han klaret det”, slutter Lone Hertz. Selv anmledelserne var fine.
Hvad gik der galt? Noget af årsagen skal nok ligge i, at forestillignen var en matineforestilling, om eftermiddagen. Der  havde de færreste fri, til at kunne tage i teatret, så for at pumpe publikumstallene op, udlovede teatrets pressedame, gratis billetter til en del af områdets skoler. Og disse skolebørn kendte kun Dirch, som den sjove mand på film. Se de lo de forkerte steder – og så rullede lavinen.
”Børnene forstod ikke de dybere lag i historien, så de grinede højt og en smule mere hysterisk af den Dirch Passer, de kendte fra film. Dirch havde ellers holdt sin rolle utroligt stramt under prøveforløbet, men jo flere forestillinger vi havde med børn og unge, jo mere faldt han for at ty til latteren.” fortalte Lone Hertz.
Igen var Dirch sin egen største fjende. Med hjælp fra et uforstående puplikum. For når publikum lo de forkerte steder, forsøgte Dirch i begyndelsen at holde sig til rollen, men efterhånden gav han efter og begyndte at klovne og fjolle. Under en forestilling blev han endda så ked af det, da publikum blev ved med at grine, under en af stykkets alvorligste scener, hvor Lennie kvæler en mus, at han stod og græd utrøsteligt, og Ove Sprogøe måtte ruske i ham, for at få ham tilbage i rollen.
”Dirch spillede Lenny, der var en sinke, og det var meget følsomt det hele Vi kommer til et sted, hvor han sidder og leger med noget. Det er en mus og så siger jeg ”Har du nu også dræbt musen?”. Publikum begynder at grine og det er jo det ærgerlige ved at have spillet sjove roller i mange år. Dirch tager fast om min hånd og klemmer til, og jeg kan mærke at han græder. Han kommer over det og kom videre, men han var fuldstændig angst frem over”, sagde Ove Sprogøe senere.

Efter nogle forestillinger begyndte Dirch at kede sig, og forsøgte af alle kræfter at få sine medspillere til at le på scenen. Og efter 23 forestillinger trak Dirch stikket. Han havde tabt modet til at spille seriøs teater. Og selv om de seriøse roller blev ved med at presse sig på, afslog han dem alle, resten af sit liv. Blandt andet fik han tilbudt rollen som løjtnant von Buddinge i ”Genboerne”, Jeppe, i ”Jeppe på bjerget”, musicalen ”Zorba – grækeren”, og flere Moliere-skuespil – men tomlen blev vendt nedad hver gang.
Om det var synd han aldrig tog springet, er næsten ikke til at sige. Ville han have kunne klare det? Ork ja, sagtens. Ville publikum kunne lade ham gøre det? Det er nok mere tvivlsomt.
Lone Hertz fortæller at at hun oplevede Dirchs usikkerhed: ”Hvis Der var noget han følte ubehag ved, eller som han fornemmede, han ikke brød sig om enten at sige fra over for eller sige sin mening omkring, så gik Dirch. Og det er jo umodent, for luften bliver jo aldrig renset”.
Ulf Pilgaard, oplevede Dirchs konfilktskyhed, som  et udslag af , han var sød om omosrgsfuld. Han ville ikke støde eller gøre nogen ondt, men med sin afstandstagen til konflikten, kom han i virkeligheden ofte til at gøre det stik modsatte.

Mens ”SOS – sømænd og svigermødre” spillede færdigt på Aveny til sidst i april 1961, startede Lommer revyen ”Væs’go’ og skyl!” op 26/2 1961. Den blev opført 103 gange, frem til 31. maj 1961.  4. Juni fortsatte revyen med ny besætning – uden Dirch – da revyen fik bonustitlen ”Anden skylle”. 20. August rundede forestillingen 200 forestillinger -  og Dirch medvirkede i show nummer 200. Herefter gik turneen til Odense, Aalborg, Fredericia, Slagelse og Nykøbing F. Det var i denne forestilling at Dirch nok en gang parodierede Lis Groth – og høstede stort bifald for nummeret.
Dirch selv var nu ikke så begejstret for Lis Groth parodien. Han brød sig ikke om at gøre girn med andre – og i særdeleshed ikke med Lis Groth, for hvem han nærede stor respekt. BT lavede et stunt, hvor Dirch – iført sit kostume – mødte handelsministeren og hendes familie, og det hjalp lidt på humøret, at de morede sig over Dirchs nummer.
Midt under ”Værs’go’ og skyl” kommer det til et voldsomt brud mellem Stig Lommer og Lone Hertz, der har dannet par i tre år, siden Stig Lommer flyttede fra sin kone Norma. Bruddet er så hårdt, at Lommer smider Lone Hertz ud af  ”Værs’go’ og skyl”  - men i stedet giver det til Lones yngre søster Helle Hertz, der er Lommerpige. Derefter rykker Lommer tilbage til Norma, selv om de fra nu af har hvert deres soveværelse, mens Lone Herts og sønnen Steen Stig Lommer flytter hjem til hendes forældre. Lommer og Lone Hertz får efterhånden opbygget et venligt forhold til hinanden, efter at den værste uvendskab er fordampet.
Fra 5. september til 29. september hed forestillingen ”3 timers latter” – Lommer havde sammensat en kort revy med gamle og velprøvede revynumre – 21 forestillinger blev det til – så fløj Dirch over på Aveny Teatret for at spille ”Når engle elsker”. Stykket gik helt til april året efter.
1961 bød på både opture og nedture rent filmmæssigt. Det blev til 7 film dette år – hvoraf nogle er gået over i historien som små Dirch-perler, og andre er – nå ja, noget argt lort.

På møgsiden var han i to film, som den navnkundige Sidney Pink havde begået. ”Reptilicus” handler om et papmachemonster der angriber et København af pap. Filmen er så skrigende ringe lavet, skuespillerne spiller gudsjammerligt ringe, og effekterne kunne ikke være lavet dårligere af et førskole formningshold. Filmen skulle have været en skræmmende monsterfilm – men folk grinede i biografen.  Simultant blev filmen indspillet med både dansk og engelsk tale, hvorefter Sideny Pink drog tilbage til staterne – og fremtryllede en amerikansk version, som er endog ikke så lidt ringere end den danske. Dirck spillede pedellen Dirch Mikkelsen – men det kunne ligeså godt have været Alt Thomsen. I filmen synger Dirch sangen ”Tillicus” for en gruppe børn – filmselskabet havde sikkert regnet med, at det ville blive en single-sællert. Men sangen udkom aldrig på plade.  Filmens arbejdstitel var ”Rejse til den syvende planet” – eller ”Dirch og dragen”, og filmen blev desuden markedsført under titlen ”Dus med uhyret”.
Man skulle tro at dansk film var blevet klogere efter første sammenstød med Sidney Pink – men nej. For kort efter havde ”Elefanter på loftet” også premiere, med selv samme Pink ved roret. Denne film var så talentløs, at Peer Guldbrandsen nægtede at optræde på rulleteksterne – selv om han var instruktør. De to film hører til nogle af de elendigste i Dirchs karriere – selv om det ikke kan benægtes at de har en vis kitchet underholdningsværdi. ”Elefanter på loftet” blev markedsført i USA med titlen ”The greeneyed elephant” efter den lille lerfigur, der kunne bytte to personers personligheder om i løbet af en nat.
Poeten og lillemor serien fortsatte med de to i forårshumør – nummer 3 i serien, og ikke helt uden evner. Dirch er den forårskåde bager – nu med sangglad svend, spillet af Poul Bundgaard. Bundgaard havde gået til operaundervisning i Italien, og i en scene skulle han og Dirch have en sangdyst, hvor de hele tiden gik højere og højrere op. Bundgaard vidste godt at Dirch var en habil sanger, men opera kunne han i hvert fald ikke synge. Men enden af det hele blev, at Dirch kunne gå højere op end Poul Bundgaard! Faktisk helt op i det høje C!
Poul Bundgaard svarede kort Dirch med et ”Hold kæft!” da han efter scenen er færdig, spørger Bundgaard: ”Var det højt?”.
Lang senere udtaler Balling sig om filmen: ”Vi skulle bare have stoppet efter den anden”, siger han. ”Den tredje …, var jeg ikke rigtig oplagt til at lave, og den blev også dårlige end de to første. Den blev heller ingen større succes. Det var den erfaring, der fik mig til at lave to Frede-film, og vi havde egentlig også kun tænkt os at lave to Olsen-bander”.

Nok en gang udspillede en film sig på søen – det var som om vandet, blev ved med at forfølge ham. ”Sømand i knibe” – eller ”Så til søs med Dirch”, som den blev lanceret under få år senere. I filmen er Dirch en underholdende parentes, da historien handler om Ghita Nørby – Eva – som skal tø den noget regelrette træmand, kaptajnløjtnant Poul Adam, i Ebbe Langbergs skikkelse, op. Filmen er nok en i rækken af film, hvor Dirch blot er på plakaten for at sælge billetter.
Så gik det straks anderledes bedre i farcen ”Støv på hjernen”, om livet i en etageejendom i en Københavnsk forstad. Dirch spillede for første gang rollen som Alt Thomsen, der er en vicevært af de sjældne.  Hvem husker ikke filmen, alene for den store modeljernbane i kælderen – eller scenen, hvor Dirch tømmer fadet for boller, hos Helle Virkner. Scenen måtte tages om mange gange, da Helle Virkner ikke kunne holde masken af grin, når Dirch proppede munden med boller. Hvor mange boller der røg ned, vides ikke. Men til slut måtte Helle Virkner forlade scenen under optagelsen. Der blev fremskaffet flere boller – og endelig kom scenen i kassen.
Annelise Hovmand stod for årets store overraskelse, nemlig genindspilningen af Carit Etlars ”Gøngehøvdingen”. Dirch spillede Svend Gønges tro væbner, Ib. Præcis som Annelise Reenberg senere, havde Annelise Hovmand fuld kontrol med Dirch, og kunne holde ham i ave. Der blev brugt mange kræfter på filmen, hvor en del af optagelser måtte udskydes til påsken 1961. En mindre snestorm gjorde det muligt at færdiggøre filmens snescener. Anmelderne roste Dirch, og i Politiken skrev Harlad Engberg blandt andet: ”Det sort-hvide i vinterlandskabet og solens flammer i efterårsløvet og jægernes kostumer var udnyttet med sikker sans for det fine i det grove”.
Netop Annelise Reenberg stod for 1961’s store Dirch perle: ”Peters baby”. Filmen er gået over i historien som en af de mest elskede Dirch film, selv om han egentlig blot har en birolle i filmen. Peter og William er venner, og filmen begynder med, at de kommer berusede hjem, efter Peters polterabend. Et brev får dog hurtigt brændt spritten ud af kroppen: Peter opfordres til at møde på et kloster i Paris, medbringende sin blodtype. En ung dansk pige, Peter har haft en kort affære med, har født et barn, som hun nu vil bortadobtere – men Peter og William kidnapper babyen – og så har vi balladen. Filmen havde flere arbejdstitler før valget faldt på ”Peters baby” : ”Peter venter sig” og ”Fordi det er dig”.
En scene i filmen er ekstra morsom: Peters kommende kone spilles af Judy Gringer, som Dirch på dettet tidspunkt var kæreste med. Og i en scene holder Dirch et foto af Peters kommende kone, Judy Gringer, mens han siger:
 ”Du Peter, i morgen ved denne tid har du været gift i 12 timer med min pige!”
Filmen har været en af den hårde kerne af Dirch-film, som har haft utallige repriser på dansk TV – men den er så absolut også i den bedre ende af Dirchs produktion.
Ind i mellem filmoptagelser og teater og revy, fik Dirch lige tid til at lægge vejen omkring Bodil-festen, hvor han var indstillet til en æres-Bodil. Dirch var blevet bedt om at optræde med sit Lis Groes nummer, og modtog prisen iklædt sit Lis Groes kostume, og havde vel forventet at få en Bodil, for sine mange filmsucceser. Men dommerkomiteen dolkede ham i ryggen, og overrakte ham prisen med ordene: ”Med så stort talent at have ladet sig misbruge af de danske producenter, og i håb om, at han snart måtte få en en rolle, der svarer til hans talent”.
Efter prisoverrækkelsen var Dirch både skuffet og sydende rasende over at være blevet hængt ud på scenen, foran kolleger fra branchen.
Og så sker det der ikke må ske: En dag i renderiet mellem ”Når engle elsker ” og ”Værsgo og skyl”, kører Dirch galt en aften han er på vej hjem, efter fra en filmoptagelse. Han kommer til skade med begge hænder, da hans MG sportsvogn banker op i bagenden på en lastbil. Judy Gringer ligger  og sover, og slipper mirakuløst uskadt fra uheldet. Dirch må rekrerere sig en tid, men vender snart tilbage til teatrene.