1962 skulle gå hen og blive et skæbnesvangert år for Dirch.

På ABC skiftede ”Værsgo og skyl” navn til ”Anden skylle”, dernæst til ”Sidste skylle”, og endelig ”Nu er fanden løs på ABC”. I store træk var revyen den samme, med enkelte omrokeringer, tilføjelser og udskiftninger af skuespillere. 244 gange spillede revyen sammenlagt – med turne helt frem til 20. maj. Lommer havde en forbløffende evne, til at kunne forlænge en revy, med enkle kunstgreb.
Men årets helt store revybrag var fastsat til premiere den 23. maj. For Lommer havde nemlig fået tromlet Kjeld og Dirch sammen igen. I de sidste fire forestillinger af ”Nu er fanden løs på ABC”, som blev opført i Odense, Herning, Nykøbing Falster og i Hillerød, testede Kellerdirk Bros. deres nye og velkendte materiale. Et show blev stablet på benen med de to, og med Ingeborg Brahms som det smukke indslag i revyen. Kjeld og Dirch fandt ind i deres gamle rytme, og formåede at udvikle et nummer der blev kaldt ”Fremkaldelser” hvor forskellige skuespillertyper, skal modtage publikums hyldest. Det var som at se dem , da de først fandt sammen på ABC.
Men allerede før premieren var der grus i maskineriet.
Kjeld Petersen havde hjerteproblemer, og de meldte sig allerede i Odense. Klaus Pagh, der var elev på Odense Teater, kendte Dirch og Kjeld fra Dødsruten, hvor han stødte på dem, som ung og ukendt skuespiller. Da de var i Odense med prøveshowet til ”Holde De af Brams, Passer og Petersen”, blev han ringet op af Kjeld, der havde fået kontakt med nummer et og to fra Miss Danmark konkurrencen. Det kunne Klaus ikke sige nej til. Han fandt Kjeld nem at tale med – men Dirch var noget mere tilknappet. Under eftenes tur endte de på Bangs Pub, hvor Kjeld  fik det dårligt, og blev fulgt op på sit værelse af en dame, mens Klaus fandt Dirch på Grand Hotels bar. Dirch beroligede ham med, at det sikkert bare var et af Kjelds trick, for at lokke en dame med op. Men det var det første hjertetilfælde.
I Herning faldt han nærmest om på gaden – men kollegerne havde svært ved at tage Kjelds problemer alvorligt. Var det bare for at få opmærksomhed, eller var manden virkelig syg?
Men i Hillerød gik alvoren op for kollegerne. I pausen mellem to forestillinger, fik Kjeld Petesen alvorlige hjertesmerter, og de måtte holde ham i hånden, for at undgå han besvimede.

Efter premieren på ”Holder de af Brahms, Passer og Petersen?” var anmelderne ellevilde.
”Revyens kunst kræver en ganske særlig disciplin, en beherskelse, et mådehold midt i postyret, en fornemmelse af netop denne aftens særlige publikum - det ved Dirch Passer og Kjeld Petersen alt om.
I crazygenren er Kjeld og Dirch mageløse. Foruden med henrykkelse, ser man dem dyb respekt og beundring”. Skrev Inge Dam i BT.
Knud Schønberg i Ekstra Bladet fortsatte: ”I de kommende ti dage kan man glæde sig - og jeg mener blive splittertosset af henrykkelse - over Kellerdirk Bros syttende, men langt fra sidste afskedsforestilling. De bliver morsommere og morsommere. Man sidder mørbanket tilbage og husker ikke et ord af, hvad de har sagt. Her er et par rigt begavede kunstnere, som kaster sig ud i det rene pjat uden at degradere sig ved det. Hvad de laver er hul i hovedet, men det er stadig kunst.”
Men det var Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende, som skulle komme tættest på, med sin anmeldelse: ”Passer og Petersen er sjove hver for sig…men helt overdådige sammen. …Skulle det virkelig være rigtigt at dette bliver sidste gang vi får Kelledrdirk Bros at se? Det nægter vi simplethen at tro på. Så vild komik og så vanvittig en form for humor kan man ikke uden videre sætte punktum for, et vandfald der river alt med sig, og hvor det kun gælder om at flyde med latterstrømmen”.
Det blev sidste gang man kunne opleve Kjeld og Dirch på scenen sammen. Efter premieren følte Kjeld sig utilpas. Han besluttede sig for at forlade festen på ABC, men på turen hjem, lagde han vejen forbi nogle af knejperne på dødsruten. Her stødte han på en kvinde, som tog med ham hjem, og det var hende  der måtte tilkalde en ambulance, da Kjeld fik det dårligt.
Desværre døde Kjeld Petersen i ambulancen på vejen til Kommunehospitalet.
Næste dag kunne aviserne bringe de flotte anmeldelser af ”Holder De af Brahms, Passer og Petersen?” – samtidig med de bragte Kjeld Petersen nekrolog.
Dansk teater og film, havde mistet en dygtig og alsidig skuespiller. Men hvad værre var: Dirch havde mistet sin legekammerat, sin skygge, tvilling – sin bror. Og det skulle vise sig, at tabet var næsten mere end Dirch kunne kapere.
I tiden efter var Dirch tavs, indesluttet og verdensfjern. Han var ikke til at komme i kontakt med for omverdenen. Der blev taget et foto af Dirch og Judy Gringer der forlader Kjeld Petersens begravelse – og det billede siger alt. Bag solbriller skjuler Dirch sine øjne, men ansigtet siger alt: ophovent og udtryksløst. Alvoren er gået op for ham. Der er kun Dirch fra Kellerdirk tilbage.

Lommer tromlede de nærmeste sammen, til en mindefrokost på Royal, og i et øjebliks fortvivlet kækhed, udslyngede han noget i retning af: Meget har Kjeld budt mig. Men at dø lige efter en premiere. Det er dog det værste han har budt mig.
Det var sikkert blot ment som Lommers uelegante måde, at løfte en undelig trist stemning på, men ordene faldt Dirch så meget for brystet, at han forlod selskabet. Han var knuget af sorg – og der stod Lommer og gjorde sig morsom på bekostning af Kjeld. Den Kjeld der havde fyldt Dirch med så meget glæde – og som nu var borte for altid. Det var for meget for det blide menneske. Fra dette øjeblik skyede Dirch Lommer og ABC som pesten, og der skulle gå 13 år, før han tog Lommer til nåde, og atter indvilligede i, at arbejde sammen med sin tidligere mentor og mester. Der går rygter om at han skrev et brev til Lommer – og så var der bare lukket for det varme vand. Tilbage stod en Lommer der undrede sig over, hvor det gik galt.
Allerede samme år udkom mindebogen ”Nej Kjeld, le vil e le, og det er lige så stort” om Kjeld Petersen, og i bogen skriver Dirch blandt andet:
”Jeg har ikke kendt noget menneske, der kunne være så forskellig. Kjeld havde et fantastisk temperament, og når han skulle sige sin mening på teatret, så slog murerne revner. Men han var også det mest kejtede og generte menneske, man kunne se for sine øjne. Hvis jeg skal karakterisere denne generthed, så var det noget fuldstændigt naturligt og noget, som var en del af hans talent…Jeg har ikke stået på en scene siden den aften. Og jeg har ellers altid haft det sådan, at jeg har haft to-tre vittigheder på tapetet hver dag. Siden jeg forlod teatret, har der måske været tre i alt…. ”
Dirch lukkede helt ned for teater og revy. Faktisk skal vi helt frem til 1. september året efter, før han atter står på scenen. Ikke i en revy – men i et lystspil på Folketeatret.

Der var folk som troede, at Dirch nu ville gå helt ned og ud i glemslen. Men det skete naturligvis ikke. Han sadlede om, og i stedet for de krævende revyer, hvor et hungrende publikum, aften efter aften, krævede lunser af hans kød, koncentrerede han sig 100% om filmen. Der har lydt røster om, at han i disse år solgte ud af sig selv, og kun var en skygge af sig selv på lærredet. Det er dog en sandhed med modifikationer. For så dårlig var han ikke, selv når han var nede i kulkælderen.

I ”Dirch går køkkenvejen”, en reklamefilm for Eksportslagterierne, ruller han sig ud, som det sjældent er set. Han er en Dirch-suppeterning, hvor alle gags og løjer er kogt ned til 10 minutters hysterisk galimatias. En kok, man ikke har lyst til skal står for maden i husholdningen.
Støver-serien, fødte nummer to, med tidlen ”Det støver stadig”, med flere gale streger på Solvænget. Dirch klarer ærterne, mens Paco forsøger at score sig vej op gennem opgangen. Men forstadsfruer er forstandige kvinder, der ikke falder for slesk tale og billig portvin. Ikke helt så veloplagt som etteren, men stadig seværdig. Om ikke andet, så for den skønne Monalisa på kvisten – i skikkelse af evigt smukke Hanne Borchsenius.
I ”lykkens musikanter” viste Dirch en helt anden side af sit talent, som den melankolske og ulykkeligt forelskede Gogol, der spiller bas i Villa Orfeus, og fører elevator i stormagasinet.  Aldrig før har man set Dirch så afdæmpet. Al slapstick og gøgl, er som kliniksk fjernet fra ham i denne film. Det kunne lyde kedeligt, men det klæder ham i den grad. Den afdæmpede stil fortsætter i ”Han, hun, Dirch og Dario” – kendt for scenen, hvor Dirch forsøger at muntre en ulykkelig forelsket Gitte Hænning op, med sangen ”Lille frøken Himmelblå”.
”Der er langt mellem ideerne i denne vamle og langtrukne klichefilm” skrev Bjørn Rasmussen i Aktuelt. Men Bent Mohn i Politiken, var lodret uenig:
”Spil og manuskript er net, muntert og kultiveret, og Dirch Passer er meget neddæmpet og meget uimodståelig”

6. August kunne biografgængere opleve en forfilm af de mere spøjse. Filmen var den 8 minutter lange ”Filmdesorinteringen” der først i sidste øjeblik afslørede, at den var en reklame for filmatiseringen af ”SOS – sømænd og svigermødre”. SOS var noget så sjælden, som en film, hvor Dirch spillede sammen med BÅDE Ove Sprogøe og Kjeld Petersen. Handlingen nærmest fløj afsted, og filmen bar tydelig præg af, at være en farce for teater, omsat til film. Men den var morsom, og foregik i et rasende tempo. I Aktuelt kaldte Bjørn Rasmussen filmen for ”En sjusket, men skæg film”. Dette var sidste gang man så Kjeld og Dirch sammen på film.
Filmen var en overførsel til film, af succesfarcen af samme navn, der gik på ABC i 1960-61, for fulde huse.  I filmen har Ove Sprogøe og Lone Hertz en øm kærlighedsscene, men ved optagelserne, tog Dirch fusen på den ellers så rolige Ove Sprogøe, der normalt ikke var til at hyle ud af den. Dirchs karakter, Kanusti, skal på toilettet, og det får Dirch ændret til ”Jeg går lige ud og gør toilette”, eller noget i den stil, hvorefter han går ud på toilettet og gurgler og laver forskellige lyde, som får Ove og Lone til at knække sammen af grin. Scenen ender i hat og briller, instruktøren går tidligt til frokost, i håb om at skuespillerne har sundet sig, men det samme sker om eftermiddagen. Til slut må instruktøren klippe scenen op i nærbilleder, for at få den i kassen.
Ove Sprogøe havde også den mening, at Dirch var langt bedre under prøverne, end de egentlige optagelser. Skulle en scene tages om flere gange – blandt andet fordi kolleger skulle have styr på sig selv, for ikke at grine – desto mere fandt Dirch det uinteressant.

Hvad har Dirch i øvrigt til fælles med Louis de Funes og  Sylvester Stallone? Svaret er: Oskar.
Året bød også på en af de mere oversete Dirch film, nemlig farcen ”Oskar”, der er gået hen og blevet et samleobjekt, blandt Dirchofile. Filmen er en hårdtpumpet forvekslingskomedie, efter fransk forbillede. En lille delikat Gordisk knude, som bliver strammere og strammere – men løsnes fint til slut. (Jeg vil gå så langt som at sige, at det er min absolutte Dirch Passer favoritfilm – selv om den er totalt ukendt for mange). Jeg har ikke kunnet finde nogle anmeldelser, men efter sigende høvlede anmelderne filmen ned.

Det var slet ikke Dirch der skulle have spillet med i filmen, men derimod Kjeld Petersen, der havde haft stor succes med netop ”Oskar” på teatret. Palladium skulle til at filme ”Oskar”, alt var klart – men hovedrolleindehaven blev jo desværre permanent forsinket. Dirch blev spurgt, og takkede ja til rollen – men det var ikke uden skrupler. Det var jo nærmest voldtægt at hans bedste vens døde legeme, at skulle træde ind i hans rolle.
Dirch lagde også stemme til hele tre film, dette år. Først som fortæller i Poul Ilsøs sammentegning af ”Svinedrengen og prinsessen på ærten”, en ganske ferm tagnefilm, skabt af gode danske  kræfter. Anmelderne roste den til skyerne. Herefter lagde han stemme til en hest, i ”Hest på sommerferie”, en reklamefilm for at at holde ferie i Danmark, med en længde på intet mindre end 39 minutter. Må være en af historiens længste reklamefilm. Og endelig speakede han oplysningsfilmen ”Alle for en” af Henning Ørnbak, en oplysningsfilm fra Forsikringsforeningen.
Dirch fortsatte den afdæmpede tone i de to film ”Venus fra Vestø” og ”Det tossede paradis”. I den første spillede han Ditlev Egede Schack, introvert, pascifistisk kunstmaler, der tvinges ind i modstandskampen under Anden Verdenskrig. Dirch spiller smukt afdæmpet og næsten ukendelig. I den anden spiller han den erotisk nedlukkede Angulus Bukke,  der næsten uden at vide det, løsriver Trangø fra Danmark. Og så er der jo lige det med de blå høns, og deres æg, og gamle Thor Bukkes brægen, der virker som det rene Viagra – på kvinderne.
Dette er også noget så sjældent, som en film, hvor Ove Sprogøe spiller direkte elendigt… så har man hørt det med. Fortjent var det ”Venus fra Vestø” der løb med et meste af opmærksomheden. Den var bestemt heller ikke dårlig.

Klaus Pagh fortæller i John Lindskogs bog, om hvordan Dirch forsvandt længe, efter Kjeld Petersens død. Men som tiden gik, tog han kontakt, og kunne finde på at ringe og bede Klaus Pagh møde ham på ”Ruten”. Dødsruten – den faste stribe af værtshuse, som han og Kjeld havde besøgt og forsøgt at tørlægge ved flere lejligheder.
Han kunne bede Klaus møde sig på Palace Bar . men der var Dirch for længst forsvundet fra, når Klaus dukkede op. Bartenderen  kunne så meddele, at han var gået videre til  Drop Inn.  Og der fik klaus så at vide, at han var taget videre til Galathe Kroen – og sådan kunne turen fortsætte, til Klaus Pagh til slut fandt Dirch på Club 10.
”Når han ikke havde det godt af den ene eller anden grund, så vi ham ikke så meget” udtalte Kirsten Passer, Dirchs søster, ”Han skulle ikke have nogen til at spørge eller blande sig eller prøve at opmuntre ham. Det skulle han selv igennem”.

”Det var en stærk reaktion – fem års revytavshed?”
”Man bliver jo chokeret og dybt ulykkelig. Der havde været et par tilløb på turneen lige inden, men vi var ikke klar over, det var så alvorligt, for han var jo stærk og god på scenen”.
Ninka, Politiken 28/5 1967