Meget lidt teater, mange tyndbenede film og enkelte klassikere

Dem som forventede at se Dirch i teatret og på revysecenen, kom til at kigge langt efter ham. For 1963, var det første år siden 1947, hvor Dirch ikke stod på scenen. Og der skulle gå endnu fire år, før revyen atter fik tag i ham.
I mellemtiden fik Dirch tiden til at gå med at tjene penge. Og bruge dem lige så hurtigt. Et fornuftsægteskab med den tidligere journalist, Sven Borre, fik dog Dirchs økonomi på ret køl. Et hårdt arbejde, for Dirch var kendt for, at strø om sig med penge, på sine ture på dødsruten. Folk nærmest forventede det – og Dirch var ikke kendt for at være nærig.
Sven Borre begyndte at styre finanserne med hård hånd, og sammen med vennen Henrik Sandberg, skød Dirch endda lidt kroner i et par film (”Frøken Nitouche” og ”Pigen og pressefotografen). Det gav ikke kun lidt ekstra indtjening til Dirch, Henrik Sandberg – og Sven Borre – men også indflydelse på filmene.

Dirch var endnu knust, fortumlet og langt fra kommet ovenpå, efter vennen Kjeld Petersens død. Teater og revy ville han ikke høre tale om, så alle kræfter blev helliget filmen. Og 1963 bød på hele 7 film – fire bærende roller og tre mindre. Onde tunger sagde ligefrem, at Dirch gemte sig i filmen, bag tvivlsomme roller og dårlige manuskripter. Og det er da også sandt, at der iblandt filmrollerne i de første år af tresserne, var en del såkaldte ”whisky-roller” – roller der viste Dirch minimalt i filmen, often uden egentlig sammenhæng med handingen, korte klip til en forholdsvis god hyre – men så kunne man skrive Dirch Passer på plakaten, og ad den vej trække lidt ekstra publikum ind til en halvsløj film.
Folk der så forfilmen til ”Et døgn uden løgn” var f.eks. lige begyndt at glæde sig til, at Dirch var med i nok en ny film, men traileren slutter med at Dirch leende siger, at filmen er så god, at det slet ikke gør noget, han ikke er med. Dirchs blotte ansigt solgte billetter.

Men sandheden er lidt mere nuanceret. For det er også i tresserne, at Dirch medvirker i nogle af sine mest elskede film. Og så var han slet ikke så dårlig, som filmkritikerne havde udråbt ham til at være i 1961. Det var langt fra hver gang, han ”lod sig misbruge”.
1963’s tyndeste film, var nok filmatiseringen af Finn Søborgs roman ”Vi har det jo dejligt”. Filmen var ikke dårlig, men hører heller ikke til Dirchs mest kendte, og han var sød tilbageholdende som Thorvald der bor i en gammel sporvogn i et Christiania-lignende parallesamfund, truet af en nedrig og pengehungrende fabrikant. Næsten selvsagt er Ove Sprogøe med i filmen, denne gang som barnerig opfinder.
Det gik lidt bedre i ”Pigen og pressefotografen”, hvor Ghita Nørby og Dirch  indgår et proforma ægteskab, for at få fingre i en lejlighed. Her kunne historien jo være endt, men det gør den naturligvis ikke – de må igennem mange genvordigheder for at beholde deres lejlighed. Ove Sprogøe er naturligvis med igen – denne gang som forvirret udsending fra Bolignævnet. En af filmens kosteliges scener, hvor Dirch klipper Oves tøj i stykker – til Oves store undren.
Ghita Nørby fortæller i bogen ”Mine levende billeder”, om det tag, som Erik Balling havde på Dirch: ”Balling var eminent til at lede ham og give ham mod, så han indimellem slap for at gå rundt og tro på, at han alene skulle redde hele den danske filmindustri ved at være sjov.

Også Annelise Reenberg var øm om Dirch. Hun misbrugte ham aldrig. Tænk en gang på Baronessen fra benzintanken – 1960 – hvor han hverken klovner eller gøgler, men viser sin smukke maskuline sødme. Han var ikke noget monster, men havde en masse poesi gemt i sig. En vidunderlig mand, hemmelighedsfuld og sårbar, og man kunne sagtens blive forelsket i ham. Både i Baronessen… og i Hvis lille pige er du? Fremstiller han jo i virkeligheden en elsker.”
Filmen fik slag af anmeldern, der kaldte den afdanket og ude af trit med virkeligheden – men Dirchs præstation blev rost, som her af Berlingske Tidendes Svend Kragh-Jacobsen: ”Da Balling lod sin millionær blive menneske, lod han samtidig Passer spille, så Hans var på samme gang rørende og rimelig”, skrev han: ”Over denne passage kunne et nyt filmlystspil være groet frem og Passer endelig være præsenteret i en rolle, der ville have fået os til at tage ham alvorligt – selv i et lystspil. Men de chancer forspildte Balling hurtigt ved at køre sin intrige tilbage i udtrådte spor, hvor den nok kom hjem med latter, men uden den virkning som gør at filmen får indre holdning.”
Ghita Nørby spillede atter overfor Dirch i en af årets bedre film: ”Hvis lille pige er du?”. Filmen handler om den noget forstenede reder Hans, der er under tøflen af sin mor, Maria Garland. Filmen er nok mest kendt for scenerne, hvor Ghita Nørby småskændes med sin egen samvittighed, der tager ophold i sæbeskålen, når hun tager et af sine – utallige – afstressende bade. Baard Owe er ubetalelig morsom, som den elskovshungrende teologistuderende, og Dirch nærmest nuttet og betuttet, som den kiksede Hans, der har det så svært med pigerne. Han er så vidunderlig nedtonet i denne film, at man får et indblik i, hvor fin en skuespiller han egentlig var. Desværre så var det bare ikke den type roller, som hans publikum ville se ham i. Så filmen blev ikke nogen succes. Men seværdig er den nu alligevel.

”Støv for alle pengene” fortsætter den populære serie – denne gang er handlingen rykket på landet. Men mon byboerne kan finde sig til rette i dette nye element? Næsten lige så meget som landmanden og frue, som flytter i højhus.
Endelig er der årets nok største whisky-rolle, nemlig som Harald i ”3 piger i Paris”. Gabriel Axels film, om de tre københavnske piger, der må overleve i Paris på lokales nåde, da deres bagage forlægges på et forkert hotel. Ghita Nørby, Susse Wold og Hanne Borchsenius i en og samme film, er næsten alt for megen skønhed samlet på et sted. Filmen er frisk og sød, og viser nogle helt ubeskriveligt skønne scener fra et Paris af i går. Dirchs rolle begrænser sig til, sammen med Paul Hagen, at være et par mænd pigerne møder i toget, som vil ned til varmen ved Rivereraen, men som keder sig gudsjammerligt, og ender med at tage tilbage til pigerne i Paris. Dirch holder igen, i en grad man næsten ikke har set før. Og det klæder ham. En rigtig feel-good film, med smukke billeder ud over Paris’ tage.
1963 bød også på to af Dirchs mest elskede film. Faktisk elskede i en grad, at de nærmest er blevet fortærsket på dansk tv, da de er med i den række på 15-20 Dirch film, der kører i en uendelig sløjfe af repriser.

Siger man Celestin og Floridor, findes der næppe en fritids-Dirchoman, som ikke ved at det drejer sig om musicalen ”Frøken Nitouche”. Og filmen hører absolut også til i den gode ende af film, som Dirch medvirkede i. Annelise Reenberg var, som før nævnt, en af de instruktører, som kunne sno Dirch om sin lillefinger. Hun havde en magt over ham, som en domptør over sine heste. Og det klædte Dirch. Annelise Reenberg kunne grave ind under klovnen, og hale skuespilleren frem, og i ”Frøken Nitouche” ser vi en Dirch, som er morsom, på en nærmest diskret facon, en Dirch der synger som man ikke tro muligt – kort sagt, vi ser Dirch udfolde sig på alle tangenter, med undtagelse af slapstickklovneriet. Og det er smukt.
I samme genre, men alligevel helt anderledes, ser vi Dirch, i årets anden store klassiker, nemlig ”Bussen”. Som i ”Frøken Nitouche” er der en god historie, med gode roller og biroller – samt en Dirch der både er sjov, rar og lidt melankolsk. Hele omdrejningspunktet er den gamle bus, som Dirchs karakter, buschaufføren Martin, kører rundt i lokalområdet, til daglig glæde for børn og voksne. Men fremskridtet kan man ikke holde for, og slet ikke når bussen har slidte bremsere. Og det er bestemt ikke let at være Martin, når man ikke bryder sig om det nye busselskab og deres køreplaner, men elsker sin gamle bus – og byen smukkeste pige. Og tilmed har en bedste ven, der er lidt af en slagsbror, mens man selv er så blød, som smeltet smør. Det er ikke uden grund, at ”Bussen” er en af Dirchs mest skattede film.

Under normal omstændigheder var Dirch – som chaufføren Martin - et venligt og meget elskværdigt menneske. Han havde normalt overskud til at tale med og hilse på fans han mødte rundt omkring i byen, men Klaus Pagh fortæller, at Dirch ind i mellem også kunne få nok. Normalt var Dirch utrolig konfliktsky, men ramte man ham på et forkert tidspunkt, så kunne  han være endog særdeles grov, hvis en for ham ukendt person, kom hen til ham i byen og begyndte at tale med ham, som var de gamle venner. Så kunne Dirch rejse sig, og højt brøle: ”Skrid!” – så selv de andre ved bordet fik sig en forskrækkelse.
Den normalt så royale Dirch, blev også kednt for en episode på Adlon, hvor en overtjener henvendte sig til ham, med beskeden om, at Prins Knud sad i restauranten og gerne ville hilse på Hr. Passer. Hvortil Dirch svarede: ”Jaså. Lad ham bare komme!” Hvilket Prins Knud naturligvis ikke gjorde.
Men at være brovtende og ubehagelig, var bestemt ikke det billede der kendetegnede Dirch – men alle kan vel have en dårlig dag.
Det var også dette år hvor Dirch blev skudt i skoene, at han udvandede sit talent, med tyndbenede samlebåndsfarcer. Og det påvirkede ham naturligvis, selv om han også selv sagde, at han aldrig havde ladet en fiasko der gav overskud, gå ham på. Men samtidig erkendte han også, at han altid startede ud med at ville opbygge en figur – og endte med at spille Dirch Passer.
Det kørte for Dirch, rent filmisk, men i privatlivet hang han lidt i bremsen. I takt med pengene strømmede ind, strømmede øl og spiritus atter indenfor hos Dirch, der var begyndt på sine natlige turneer på dødsruten.
Judy Gringer havde søgt trøst hos Preben Kaas, og da Dirch en aften stødte ind i en smuk, ung rødhåret kvinde på natklubben Adlon, blev han så stormende forelsket, at han endte med at rykke ud af lejligheden på Gråbrødre Torv, og ind i en suite på hotel Tre Falke.

Dirch stødte ind i Hanne, der var blevet inviteret på natklubben Adlon, for at møde jazzmusikerne Count Basie og  Sarah Vaughn. Dirch troppede pludselig op ved deres bord, og spurgte til hende den flotte rødhårede. Han hev en stol hen til bordet, og fik møvet sig hen ved siden af Hanne. Det fortælles at de to endte på et værelse, men at aftenen endte med, at de SOV på det samme hotelværelse, efter nogen parlamenteren om, hvem der skulle sove på gæstesengen. Næste dag måtte Hanne tage på arbejde på Politiken i sin smukke aftenkjole – folk har sikkert gjort store øjne på avisen, hvor hun arbejdede som reklametegner.
Dirch var fanget i et limbo mellem sin konfliktskyhed og en hovedkulds forelskelse. Førstnævnte gav sig udtryk i, at fik Henrik Sandberg til at bede Judy Gringer om at flytte ud af lejligheden på Gråbrødre Torv, mens han gjorde sine hoser grønne over for den smukke rødhårede pige, Hanne Bjerre. Det var kærlighed ved første blik, og der gik heller ikke længe, før Hanne flyttede ind i lejligheden på Gråbrødre Torv. Hannes smag var i en helt anden retning end Dirchs – der var også 20 år mellem de to - og hun ændrede hurtigt lejlighedens udtryk til noget mere farverigt og eksotisk. Men med Hanne havde Dirch også fundet sit negative billede, forstået på den måde, at de næppe kunne have været større modsætninger. For Hanne fandt nemlig ikke altid Dirch morsom – og hun var ikke bleg for at sige det. Og så ville hun have børn. Og det afviste Dirch på det bestemteste. Det var en flammende forelskelse der slog gnister…
Dirch inviterede Hanne på en kærestetur til Paris, som han gerne ville vise hende. Og det blev til mange timer på Cafe de la Paix, hvor Dirch lærte Hanne at ”tage Tati-brillerne på”. Det betød såmænd blot, at de skulle sidde og betragte de forbipasserende mennesker – der dukkede altid noget spændende op. Efterhånden udviklede parret en teknik, hvor den ene med en simpel øjenbevægelse kunne fortælle den anden, hvor henne der var en sjov person at kigge på.
Dirch havde en ide han legede med: En Tati-klub. Der skulle kun være tre medlemmer Peter Ustinov, Jaques Tati og Dirch selv. Ved en senere lejlighed mødte Dirch og Hanne Peter Ustinov, hvor Dirch indviede ham i ideen. Ustinov var ikke afvisende, men det blev aldrig til mere.

To personer som Dirch også elskede højt, var sine forældre, Ragnhild og Wilhelm. Han ville så gerne betale alt det gode, de havde gjort for ham, tilbage. Og da han en dag fandt det perfekte sommerhus til dem, købte han det til dem – med deres billigelse. Huset lå ved Humlebæk, var smukt stråtækt og lød navnet Sletten. Stedet blev et velbesøgt fristed, for de to ældre mennesker, der til dagligt boede i en lille lejlighed i Holbergsgade. At huset var så rummeligt, at der blev plads til en antikvitetsbutiks, som Ragnhild drømte om, gjorde heller ikke noget.
Dirch havde selv købt sig et sommerhus ved Klint året før.