Tre film.

Det var hvad det blev til året efter. Til gengæld kunne 1964 hoste op med en Dirch på de skrå brædder. Publikum kunne se ham i rollen som den let naive Mike Mithcell, der kommer ud for lidt af hvert i Norman Krasnas stykke ”Søndag i New York”. Men det skulle blive en meget lang weekend – hele 138 forestillinger blev det til på Folketeatret. Knud Engberg skrev i Politiken, at det var morsomt at se ham igen i levende live. En stille kommentar til det, i mange anmlederes øjne, misbrug af Dirchs talent i folkekomedier af varierende lødighed. Det var også det eneste teaterstykke Dirch medvirkede i i 1964, og stadig var der ikke antydningen af revy at spore.
Dirch var god i rollen, men så heller ikke bedre. Rollen snærede og strammede, og det var tydeligt at Dirch lagde bånd på sig selv, og stækkede sin fantasi. Ifølge Ove Sprogøe følte Dirch rollen som en spændetrøje.
Året bød på tre danske biograffilm med Dirch på plakaten. Han var godt nok i Jugoslavien, for at indspille ”Här kommer bärsärkarna”, men den fik først premiere året efter.
Dirch ankom i åben sportsvogn direkte fra Jugoslavien, til St. Anton i Østrig, hvor Erik Balling havde trumfet igennem at optagelserne til ”Sommer i Tyrol” skulle finde sted. Men optagelsen blev ikke helt problemfrit. Filmen var en samproduktion mellem Nordisk Film og  Merry Film, da det var Henrik Sandberg der ejede rettighederne til filmen. Men samarbejdet mellem Balling og Sandberg slog gnister, og Balling måtte true med at trække hele Nordisk Films filmhold hjem, hvis ikke Sandberg fandt sin plads, og lod Balling gøre sit arbejde. Det virkede. På samme tid, var en anden film i færd med at blive indspillet i området Filmen var en lille amerikansk, bagatel der hed ”Sound of music”, og de pengestærke amerikanere, fik de lokale østrigere til at skrue prisen op for statister og rekvisitter. Priserne kunne den danske filmproduktion slet ikke følge med til, så de måtte hyre statister og finde rekvisitter i Salzburg, 100 km derfra.
Undervejs til Østrig, havde Dirch kørt i åben sportsvogn fra Jugoslavien, med sin kæreste Hanne. Turen havde sikkert været smuk, men det resulterede i, at Dich pådrog sig en ondsindet øjenbetændelse, som ikke ville forsvinde. Derfor måtte alle næroptagelser af ham droppes, og indspilles efterfølgende hjemme i Valby. Besværligt og fordyrende.
Men ”Sommer i Tyrol” blev årets store biografsucce, og solgte 200.000 billetter på ganske få uger. Anmelderne kaldte den for årets familiefilm.
Filmen blev danmarkshistoriens dyreste produktion på daværende tidspunkt – men det gjorde ikke noget, for den blev en stor succes. Og publikum kunne opleve en Dirch, der ikke både sang så det gav ekko mellem alpetoppene, men også viste helt nye og følsomme sider af sig selv. Sjældent har man set Dirch spille så fint, næsten sart. Men resten af rollerne var nu heller ikke besat med de rene amatører. Filmen vrimlede med stjerner.
En anden af årets film, er ”Majorens oppasser”, der indeholder intet mindre end Dirchs tidligere hustru OG en tidligere kæreste.
Enkelte scener i filmen er morsomme, men som helhed, var det bestemt ikke Dirchs bedste film. Den lugtede lidt af metervare og lidt for meget skelen til de gamle Soldaterkammerater-film.

Så var der anderledes gods i den sort-hvide farce ”Don Olsen kommer til byen”. Her spiller Dirch den kluntede og kejtede manufakturhandler Albert Thomsen, der ved et uheld havner i byrådet, hjulpet af den farende sven Don Olsen. Filmen nærmest vrider den ene morsomme sekvens ud efter den anden. Hvem husker ikke scenen hvor Albert og Don putter en hest i Alberts seng – på første salen over hans forretning.
En lille fin gimmick i filmen var, at der først kom farve på i filmens sidste minutter.
Atter formår Dirch at holde sin galskab i ave, og med elegance og indlevelse antyde, frem for overrumple. En af Dirchs bedre film, hvis syn på politik stadig er lige aktuel.

I sin biografi, fortæller John Lindskog, hvordan han en efterårsdag, via en dyrlæge der var fotograf for Sjællands Tidendes lokalaredaktion i Nykøbing Sjælland, fik mulighed for et sjældent interview med Dirch, i hans sommerhus i Klint ved Nykøbing. Lindskog var af den opfattelse, at Dirchs kæreste, Hanne, holdt pressen på afstand af Dirch, i en form for jaloux beskyttertrang. Lindskog og fotografen troppede op ved sommerhuset, hvor de blev mødt af en afslappet Dirch, i busseronne og fuldskæg, netop trådt i land, efter en fisketur, hvor han havde siddet i sin båd og pilket efter torsk. Det blev en desperat 45 minutter lang jagt efter at få Dirch til at sige noget morsomt, tværtimod virkede han uoplagt og meget eftertænksom. Interviewet stoppede da Hanne tændte for radioen, der sendte en mindeudsendelse om Kjeld Petersen. Der var gået 2 år, men Dirch savnede stadig sin gamle legekammerat.