Året efter skulle man atter se langt efter Dirch, på de københavnske scener.

Det blev til en enkelt optræden i KB Hallen, 4. november 1965. Det havde krævet en del overtalelse, at få Dirch til at stille op til arrangementet. Han måtte begynde på ”Karl Nielsen” hele tre gange, så meget hujede og klappede publikum af begejstring over at se deres idol igen. Og fra et sted ude i menneskehavet lød der en høj stemme: ”Vi har sgu’ ikke glemt dig!”. Dirch var meget bevæget.

Året bød på hele fem film med Dirch – tre danske og to svenske. Vi kan ligeså godt få overstået de svenske film først, for de var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Især den ene ”Här kommer bärsärkarna” – på danske ”Vi vilde vikinger”, var ringe i en grad, der kunne have dannet skole for, hvor elendig man kan lave en film. To år før havde en engelsk filmproduktion, ”The Long Ships” efterladt en ”vikingelandsby” i det tidligere Jugoslavien. Og den, samt fimens rekvisitter og kostumer, blev lånt til den svenske film. En svensk anmelder, Leif Furrhammer, opsummerede på smukkeste vis, HVOR dårlig filmen var: ”Det er tvivlsomt om vi siden 30’erne har set nogen fim, som er søgt så langt ned mod bunden i et emne”. Filmen gik kun en uges tid i de danske biografer. Og selv det var for længe…
Den anden svenske film var lidt mere spiselig. ”Blåjackor” eller ”Dirch og blåjakkerne” som blev den danske titel, er en sømandsfarce-operette-musical. Dirch spiller Sam, der er født på Øresundsbåden, og derfor kommer til at aftjene værnepligt både i Danmark, OG som matros i den svenske marine. Han ender på et skib i Middelhavet, hvor utallige dansescener og sangscener, trækker tilskueren gennem en usandsynlig historie. Det sjoveste er næsten, at balletmesteren i filmen hedder … Nitouche… Dirch have det problem, at hans svenske ikke var rigtigt overbevisende, selv som dansker kan man høre, at det ikke glider på samme måde, som de svenske skuespillere. Lidt synd, for Dirch er bestemt ikke dårlig i filmen.

”Instruerer De aldrig selv?”
”Aldrig. Film er halvt teknik, og jeg er ikke tekniker”:
”Derfor kunne de alligevel godt lave bedre film?”
”Det enesgte jeg kan sige er, at folk elsker dem”:
”Skal man gi’ folk hvad de elsker?”
”Ja, det skal man. Noget helt andet er , at nogen kan lave ”Tine”. Nogen kan lave ”Sult”. Nogen kan lave ”Utro”. Vi kan lave det, vi laver – og det er såmænd slet ikke så let. Der er mange der har forsøgt det samme, og det er gået ned med vores berømte dannebrogsflag – De ved, det der sad bagest på koen”:
Ninka, politiken 28/5 1967

”Passer passer piger” blev den sidste i rækken af Støverfilmene. Historien sælges med en flok smukke miss’er som skal bo hos vore allerede kendte familier i beboelsesejendommen. Alle går med til at have en overnattende pige boende, i den tro der er tale om små piger. I stedet er det deltager i en Miss sommer konkurrence – hvilket kun gør overnatningen desto mere behagelig – for ejendommens mænd. Filmen er i den mere pjattede ende, men ender i en af Danmarkshistoirens mest skummende filmscener. Og filmen sluttes af. Lidt smålummert, da man forledes til at tro, at hr. Svendsen er på grisebassen med Miss Tåsinge i køkkenet. Men det spiser såmænd bare sauerkrat.
Den anden danske film er gået over i historien som en af de mere elskede Dirch-film. ”Flådens friske fyre”, med både vennen Ove Sprogøe, og en smuk Ghita Nørby. Historien handler om de tre venner fra Lyø, der sejler for Anne og hendes far, på kutteren Anne 2,  men som har vanskeligt ved at få det hele til at hænge sammen. Bedre bliver det ikke, da de alle indkaldes til marinen samtidig. Nu er gode råd dyre, for at hvordan får de skaffet pengene til næste afdrag på båden, når banken ikke vil give restance? Men naturligvis ender alt i fryd og gammen – syltet ind i kassevis af ål. Anmelderne var ikke søde ved filmen, men den har alligevel sit helt eget publikum. Og den kan skam også tåle et gensyn, og ikke kun for at se på en smuk Ghita Nørby.
Årets sidste Dirch film, var ”Pigen og millionæren”, om den pigeglade rigmand Jens Møller, der en dag får en lerdue i hovedet, mister hukommelsen, og tror han er en anden. Men frem for alt, så glemmer han, hvor stor en skørtejæger han er – og har været – hvilket driver ham ud i nogle ikke så heldige situationer med forsmåede kvinder, som ikke synes han er så charmerende, som han selv tror han er. Dirch er faktisk ret forrygende i den underspillede rolle som den stakkels Jens. I filmen får man flere gange at se Dirchs slukkede og udtryksløse ansigt, når forvirringen tager over – og det alene er hele filmen værd. Han er sød, meget, meget morsom og helt i gennem på toppen. Anmelderen Anders Bodelsen i Information, gav Dirch en mindre sviner fordi han havde taget på – men roste ham samtidig: ”Dirch Passer er sjovere en han har været længe.” Og i Politikens Filmens Hvem Hvad Hvor, kaldes filmen en veloplagt luksusfarce.
Det var som om, Dirch var begyndt at finde sig til rette, i hvert fald på lærredet. Kvaliteten svingede stadig op og ned, men der var trods alt flere film, i den gode ende af skalaen – hvis blot han ville holde sig fra svenske filmfolk.

I privatlivet var det også tid til et sceneskifte. Dirch havde gjort Hanne det begribeligt, at han ikke skulle have flere børn. Han var snart 40 år gammel, og alderen, sammen med en let flosset samvittighed overfor datteren Dorte, som han ikke mente han havde været verdens bedste far for, fik ham til at slå bremserne i. Men skæbnen ville det anderledes. For en dag tog parret sammen til lægen. Dirch skulle beruge en helbredsattest til en forsikring, og Hanne skulle lige have et tjek, da hun i en periode ikke havde været helt på toppen.
Undersøgelsen afslørede at Hanne ikke fejlede noget – hun var såmænd ”bare” gravid. Hun gik helt i sort, selv om hun var glad, for hun ønskede sig jo brændende et barn. Det var noget helt andet med Dirch, der jo havde gjort sin mening helt klar.
Lægen bød sig til, og tog snakken med den kommende far, mens Hanne sad i rummet ved siden af med hjertet oppe i halsen. Men Hanne kunne have sparet sig alle sine bekymringer, for Dirch kom stormende ind, og var helt ude af den af glæde. Parret endte på en fin restaurant, for at fejre den lykkelige begivenhed, som Dirch blabrede løs om, til alle der gad lytte.