1966 blev lidt et vendepunkt for Dirch. Han forsøgte sig atter på teatret, denne gang i Dario Fo’s ”Een fod i hånden” på Folketeatret.
Dario Fo selv oplevede stykket, og syntes næsten at Dirch var for kraftfuld til rollen. Men selv om han ikke fattede et eneste ord dansk, var han alligvel imponeret over den danske kæmpe. ”Denne Dirch Passer er slet ikke skabt til mit univers. Han er ikke en gang skuespiller. Han er en kraftpræstation, et naturfænomen. Ikke en gang i Italien har jeg set noget lignende. Mamma mia!”
Det blev også til en Fredagskoncert optaget til Danmarks Radio optaget 18/2 på Nørrebros Teater, hvor man genoplivede teatrets revyer fra omkring århundredeskiftet. Det blev til hele 5 numre denne aften.
En velgørenhedskoncert i Lorry, til fordel for Evnesvages vel, blev det også til, samt en noget svingende one-man show turne. ”De dolkede deres helt i åbenmundet tavshed” skrev en anmelder, om publikum, der hellere ville spise og drikke, end se Dirchs underholdning. Et enkelt sted opgav Dirch, og forlod stedet, midt i tredje nummer – uden nogen lagde mærke til det. Dirch var vred – rasende – skuffet over publikum, og han svor at han aldrig mere ville optræde til den slags arrangementer.
Fire film – det var hvad det blev til i 1966. Men de var alle i den bedre ende af skalaen. Bedst var Dirch nok, i John Prices filmatisering af Holger Drachmanns skuespil ”Der var en gang”. Dirchs figur – Kasper Røghat – var en form for komisk sidekick i filmen, der må siges at være et eventyr i den mere skæve genre. Anmeldelserne var lidt blandede, men ikke desto mindre er filmen seværdig.
I den anden film, var det ikke Dirch, der var den store stjerne. Det var Jørgen Ryg, som den seksuelt frustrerede Peter Isløv, hvis kone synes han er en impotent træmand, og derfor forlader ham. Dirch spiller kontorist Mortensen, der sammen med Sitter bruger deres arbejdstid, på at læse erotiske romaner. Filmen er sjov, ikke så meget for Dirch, selv om han gør det godt, men mere på grund af Jørgen Ryg, der er ganske fænomenal og charmernede kikset i rollen som Peter Isløv.
Nok en film havde Dirch på plakaten, i en birolle. Erik Balling væltede biograferne med ”Slap af, Frede”, en tjubang-farce, der tog gas på spionfilmsgenren. Dirch spillede Fettucini, en sliksyg håndlanger, der tager livet af sig selv ved et uheld. Rollen var lille, men som altid fylder Dirch den godt ud. Venne Ove Sprogøe spillede rollen som elegant agent, der drives til vanvid af Morten Grundwalds Frede-figur.
Før den første Frede-film – ”Slå først, Frede”, ville Erik Balling have haft Dirch til at spille hovedrollen, som rejsende i spøg og skæmt, Frede Hansen. Men Dirch var alt for dyr, og derfor faldt valget på Morten Grundwald.
I toeren – som slet ikke var så ringe – der var mere af det hele i denne opfølger, måtte Dirch nøjes med en rolle som håndlanger for filmens skurk. Dirch siger ikke et ord i de scener han medvirker i, men nøjes med at være hårdkogt - og meget sliksyg – gangster. Så sliksyg, at han tager fejl af Pinocchiokugler og Fredes tre piller: En får folk til at sove, en giver dem energi – og den sidste slår dem ihjel. Og det får Dirch en ret så eventyrlig opvisning i fysisk komik ud af.
Året efter kunne man læse i et interview med Balling i Ekstra Bladet, at han havde i tankerne at lave ”De tre musketerer”. På rollelisten skulle Morten Grundwald, Poul Bundgaard og Ove Sprogøe være. Men i tankerne havde Balling også Dirch i en større rolle. Men flere ting gjorde, at Balling opgav projektet. For det første var Dirch – næsten som sædvanlig – for dyr, men hvad der nok mere irriterede den kontrollerende Balling, var, at Dirch ville have for meget indflydelse på filmen. Og Balling var kendt for, at han ville have det på sin måde, så den gik ikke.
Flere gange i sin karriere har Erik Balling udtalt, at han gerne ville have Dirch i en hovedrolle, men enten må Balling have husket forkert, eller også regnede han ikke Dirchs roller i ”Hvis lille pige er du” og ”Sommer i Tyrol” for store nok til at være hovedroller.
Selv svarer Erik Balling på spørgsmålet, om det fristede ham siden ”Sommer i Tyrol” at bruge Dirch som hovedrolle: ”Ja, i høj grad da. Men nu er Dirch jo egen-producent og har sit eget atelier, så det involverer så frygteligt meget. Men kunstnerisk har det i høj grad fristet mig, og jeg har også filosoferet over, hvordan man i så fald skulle gribe det an. Jeg tror også, jeg nu efterhånden ved det, og jeg kunne godt tænke mig at prøve det en dag ved lejlighed”. Desværre blev det ved tanken.
Årets sidste film, var ”Pigen og greven”, hvor Dirch spillede rollen som suffløren Andreas Lillelys, som må hjælpe skuespilleren Susanne Hansen, da hun inviteres til på besøg hos hendes barns fars gård. Hun er ikek begejstret for faren, før besøget, men Dirch tager med som anstandsdame, og får job på gården, der viser sig at være en anelse større end forventet. Anmelderne gav filmen nogle drøje hug – en kaldte den endda noget værre vrøvl – men filmen havde en stjerne, som lyste over alle de andre: Den lille smukke og smilende datter – der blev spillet af Dirchs egen lille datter, Josephine.
Josephine kom til verden på Rigshospitalets fødegang 13. Januar 1966, og hun skulle snart vise sig, at være sin fars øjesten. Dirch var pavestolt, og fandt sig godt til rette i rollen som far. Han gjorde hvad han kunne for at komme hjem til sin lille familie. Dirch skar ned på de fugtige ture til byens vandingshuller, og blev hjemme ved sin lille datter og kæreste. Dette havde en gunstig indvirkning på hans vægt, så han tabte sig en del i den periode.
”De ville bevidst ind i en anden genre?”
”Man vil vel gerne prøve noget andet, og det skal man osse…
Men samtlige kritikere har jo skrevet i deres pragtfulde anmeldelser, at han skal ikke spille roller.
Han skal gå ind og være Dirch Passer. Og det vil jeg så rette mig efter”.
Ninka, Politiken 28/5 1967