1967

Rundt på gulvet i Cirkusrevyen og Benneweis – og en gadedør der ændrede alt

Familiemennesket Dirch, gik en gylden tid i møde. Lidet kunne han ane, at året 1967, skulle blive skelsættende, og sende ham tilbage på et velkendt spor. For revyen stod og lurede lige om hjørnet.  Men Dirch var ikke begejstret for tanken om at vende tilbage til revyscenen. Han følte sig godt tilpas og tryg, i filmens verden, hvor fejl kunne skæres bort, og fejlslagne scener kunne tages om. Men Povl Sabroe var ikke en mand der gav op, uden kamp…
Povl Sabroe og Dirchs spor havde krydset hinanden ved flere lejligheder – og hver gang forsøgte Den Gyldenblonde (Sabroe) at nedbryde det forsvarsværk, som Dirch havde bygget op. Voldmuren hed Kjeld Petersen, som Dirch hev frem, hver gang Sabroe spurgte. Sabroe tiggede og bad, og en dag gav det pote. I stedet for den sædvanlige svada om gamle dage og Kjeld, og om at Dirch slet ikke var klar til revy endnu – det var jo kun gået fem år, siden Kjelds bratte død, så gav Dirch sig til at fortælle om tiden med Kjeld, og hvorfor han var så betaget af dette mangefacetterede menneske.
Sabroe hamrede imod Dirch, som stadig værgrede sig:
Moderne syg humor er ikke mig.
Jeg kan ikke spille.
Jeg kan heller ikke synge…
Men jeg kan ikke spille Hamlet, og slet ikke Ophelia. Jeg kan ikke en gang spille fuld mand.. Det virker ikke ægte.

- undskyldningerne var mange, men endelig fik Sabroe en aftale i stand.
Men Dirch dukkede ikke op.
Et nyt møde kom i stand.
Dirch kom heller ikke denne gang.
Og sådan blev det ved.

Povl Sabroe gav op. Der var ikke mere at gøre – Dirch VILLE ikke spille revy, havde ikke det fornødne mod. Slaget var tabt.
Povl Sabroe klagede sin nød til Stig Lommer, der gav ham den nedslående besked: Det får du aldrig. Han er en smutter…utallige gange havde han inviteret Dirch til blot at se revyer  som tilskuer – og han var aldrig dukket op.
For at fange Dirch, bestilte Sabroe og Sven Borre bord på Kystens Perle, hvor Dirch optrådte med sit one-man show. Men efter showet dukkede Dirch ikke op ved deres bord. Sabroe oplevede en stigende bekymring: Skulle det nogensinde lykkes for ham, at engagere dette store komiske geni – som tilsyneladende ikke havde særligt høje tanker om sig selv, og helst gemte sig på en mørk beverding i indre by.
Povl Sabore og Sven Borre fandt endelig Dirch. Det var i Lorry, hvor han skulle optræde ved en fest, og Dirch lovede at komme ned og tale med dem bagefter.
Da Dirch – let forsinket – indtog scenen bemærkede Sven Borre, at han vist havde fået en tår over tørsten. Dirch kæmpede sig gennem sit nummer – uden at nogen af festdeltagerne bemærkede ham. Det var samme numemr som på Kystens Perle, hvor Dirch skulle kaste en lagkage i hovedet på den trinde svenske komiker, Basse Bertram. Og samme flade klimaks: ingen reaktion fra publikum.
Og heller ikke her, kom Dirch ned til deres bord. Men forsvandt i nattemørket.
Sabroe gav Sven Borre en besked til Dirch: Hvor han kunne træffes – og hvad han ville betale i hyre for sommerens job i Cirkusevyen. Såmænd ”kun” 3 gange så meget, som hvad den tidligere højest betalte skuespiller havde fået.
Sven Borre satte himmel og jord i bevægelse for at finde Dirch, og vred armen om på ham, så han endelig ringede til Povl Sabroe.

Og accepterede tilbuddet.

Det havde holdt hårdt – for Dirch tjente allerede masser af penge på sine film, så hvad skulle han egentlig med flere penge? Det forlød at hans gange var 4-5 gange større end statsministerens. Dirchs tørre kommentar var blot: ”Tænk, tjener han virkelig så meget?”
Nu skulle man tro, at Sabroe var lettet – hovednavnet var i hus. Men det var kun det halve arbejde der var gjort. For det ville kræve sin mand, at holde styr på Dirch, der havde en uvane med at blive borte fra prøver – og så var der jo lige det med alkoholen også…
Manden der skulle holde Dirch i kort snor – det måtte og skulle være Preben Kaas. Han havde før vist, på ABC, at han kunne tøjle Dirchs let aparte optræden op til en premiere. Men Kaas var på kontrakt hos Stig Lommer, men til alt held lavede Sabroe og Lommer en studehandel, Kaas blev løst fra kontrakten, og kunne pludselig kalde sig instruktør på Cirkusrevyen.
Nu skulle der arbejdes – virkelig arbejdes. Dirch skulle have pillet nogle griller ud af kroppen, for han havde den ide, at publikummet i Cirkusrevyen, ville have højtråbende gags og løjer, og småplat og lummer underholdning. Kaas ville have drejet Dirch ind på en mere forfinet vej, og det brugte han mange kræfter på. Blandt andet  indførte han samme forberelsesrutine som Lommer i sin tid havde brugt med Kjeld og Dirch: Dirch og Kaas lagde sig på gulvet hjemme hos Kaas, og stirrende op i loftet, mens de lirede den ene brander af efter den anden, mens Kaas griflede ned.
Gradvist genfandt Dirch sin stil, og genvandt en del af tidligere tiders komiske saft og kraft, takket være en tålmodig Kaas. Selv Dirchs ønske om at engagere den svenske komiker Basse Bertram, så han havde en at smide en lagkage i hovedet af, manede Kaas i jorden. Han havde gravet Dirch op, spulet den værste jord af ham, og endelig pudset og poleret ham, indgydt ham den fornødne selvrespekt – nu skulle der for alvor arbejdes.
Forud for revyen, fik Povl Sabroe et indblik i det store menneske, der før hver premiere, var ved at ryste sig selv i stykker af bare nerver. Stod det til Dirch, så ville han allerhelst dukke op EFTER premieren var vel overstået, og teltet tømt for publikum – ”Men det vil du, der skal betale mig et formidabelt beløb pr. Aften vel ikke acceptere uden protest?”, kunne han mumle til Povl Sabroe i dagene op til premieren.
Og selv om Dirch udtrykkeligt lovede Cirkusrevyens direktør, at han nok skulle tage sig sammen, og ikke blive borte fra prøver, og nok skulle lære sine replikker i god tid – så blev det ikke bedre året efter. Tværtimod.

Men Povl Sabroe og Preben Kaas affandt sig med Dirchs aparte opførsel – af den simple grund, at han leverede varen i et fyldt telt – og aldrig var årsag til aflysninger.
Povl Sabroe beretter endvidere at Dirch ikke kun var sceneskræk, men havde også angst for læger og journalister. – tænk hvis de spurgte ham om døden: ”Så fuld har jeg aldrig været, at jeg kan udtale mig om noget, jeg aldrig har prøvet!”

En vise?
Man kan næsten se Dirch for sig, med himmelvendte, skrækslagne øjne, da Preben Kaas foreslog, at Dirch og Daimi skulle synge en gammel vise, der havde ligget i Povl Sabroes skuffe i årevis.
Kaas kæmpede for at få Dirch overtalt. Først havde det været en kamp at få Dirch til at synge Sonny Boy. Dirch bad dem om at få Poul Bundgaard til det – men overgav sig, stærkt presset af Kaas. Og nu en sang til… og tilmed en duet med Daimi

Sangen havde ligget i en skuffe i 12 år. Teksten var lidt la-la, melodien var også lettere anløben, kostumerne mærkværdige. Kort sagt var der ikke synderligt meget, som gjorde, at Dirch var tryg ved visen. Han undskyldte sig med, at han ikke var rigtig rask (han var plaget af en byld i både næsen og halsen, den sommer) og sagde at ”det bliver en barfodsdans på ligtorne”. Men Daimi var frisk. Direkte adspurgt, svarede Daimi, at visen da var meget sjov, og at de da også så sjove ud, i deres kostumer. Det svarede Dirch ikke rigtigt på, og det var med bange anelser at han gik på scenen sammen med Daimi, der knapt nåede ham til skuldrene. Det var en lun maj-aften, der med et skulle gå hen og blive endnu varmere.
For visen – ”Hvem har du kysset i din gadedør?” – væltede teltet. Publikum klappede og klappede – nogle siger i et et helt kvarter – og en fortumlet Dirch, der i bare glæde havde løftet Daimi op på skuldrene, og båret hende ud, kunne kun fremmumle et ” Det var ligegodt satens!”, da det var kommet backstage. Visen havde i hans øjne været en klar nitte – men den gav i den grad pote. . Og ude fra kulissen afventede de andre skuespillere og scenemedarbejdere nu hver aften det øjeblik, hvor Dirch fortalte Daimi en ny vittighed, for at få hende til at knække sammen. ”Du har altid sagt” sagde Dirch en aften, ”at du ikke ved hvor du skal anbringe hænderne når du synger. Ved du hvad du skal, holde dem for munden!”
Og det var ikke det eneste, som Dirch havde gjort rigtigt – i både publikum og anmelderes øjne. I Berlingske Tidende kunne Jens Kistrup slet ikke få armene ned. Han skrev en smuk anmeldelse, der roste Dirch helt op under teltdugen, sluttende med ordene: ”Passer er hjemme igen. Og det er Cirkusrevyen også”.
Var anmelderne henrykte, så var det intet regne i forhold til Dirchs glæde. Fem års skræk for revyscenen, og så dette. Han  var henrykt, og i bare glæde ringede han til Povl Sabroe om natten, da han havde læst anmeldelse. I Dirchs øjne, havde Sabroe og Kaas reddet hans liv –intet mindre. Nu vidste han at revyen var hans rette hylde, her han skulle udfolde sit komiske talent.
I dagene efter premerien åndede Dirch lettet op. Han var fuldt ud klar over, at meget af æren skyldes Preben Kaas, der havde herset rundt med Dirch, for at få ham til at makke ret.
”Men du må indrømme, at jeg gjore mit bedste for at se bort fra ritualet..!” sagde Dirch til en måbende Povl Sabroe, der ikke vidste hvilket ritual Dirch talte om.
Og så erindrede Dirch Povl Sabroe om, at han jo havde varskoet ham om krisen der altid spidsede til op til en premiere, og at han havde været flink, og ”kun” var gået under jorden i halvandet døgn, fordi han ikke ville snyde Daimi for prøver på ”Hvem har du kysset…” – som han hadede. Men efterfølgende var han sikker på at det blev et stensikkert hit. Og det blev det.

”Det var en fantastisk oplevelse at se ham live” beretter Ulf Pilgaard. Dirch kunne stå i den ene side af scenen, og henvende sig til publikum:
”Jeg går lige over i den anden side, og siger en lille lyd”, hvorefter han spankulererde over i scenens modsate side og  brølede et ”UHHMMMMMØØØHHHHH” – ”og så lå folk bare flade af grin..
Revyen viste sig, at blive så stor en succes, at Kaas lod de sidste to shows filme, og klippe sammen til en forkortet udgave af revyen. Filmen havde premiere 22. september, efter revyens afslutning, og er et næsten uvurderligt stykke Danmarkshistorie. Her får vi lejlighed til at se Dirch på slap line, i sit rette element og underholdende med flere gode numre. Bl.a. Sonny Boy.

”Drømmer De af og til om at gå ned ad Strøget uden at nogen vender sig om – eller ville selve tanken være Dem et mareridt?”
”Jeg har skam ikke noget imod, at de vender sig om. Men desværre tror folk jo, man er, som når de ser en på scenen”.
”Og det er man ikke?”
”Næ, man er et ganske almindeligt menneske, der ikke er på arbejde. Men hvis jeg mødte – uden sammenligning i øvrigt – Bob Hope eller Jerry Lewis på gaden i New York, så skulle jeg tage mig meget sammen for ikke at gå hen og hilse på dem”.
Ninka, Politiken 28/5 1967

Senere på året, spillede Dirch og Daimi begge med i den stort opsatte musical ”Annie get your gun” på Falkoner Teatret, der også blev en stor succes, og gik helt frem til marts måned, efter premieren anden juledag. Dirch spillede her høvding Sitting bull, sminket til ukendelighed – men ikke ifølge ham selv. Han mente sagtens at publikum kunne se det var Dirch under den brune sminke. Og da den begyndte at løbe, når Dirch svedte, og det tilmed sved i øjnene, droppede Dirch sminken. Det var en meget bleg høvding Sitting Bull – hvilket ingen indvirkning havde på musicalens succes.
Der blev også tid til at filme. Den ene af filmene var, som nævnt, Cirkusrevyen 67.
de tre andre var den dansk-tyske ”Elsk… din næste”, der blev en kold Norsk fidus, for at vise lidt nøgenhed. Selv en afklædt Ghita Nørby, kan ikke rigtigt hæve denne film, til andet end en halvsløj affære.
”Mig og min lillebror” blev den første film i rækken, om de to halvgale Bomø-brødre, spillet af Dirch og Poul Reichardt. Anmelderen var ikke begejstrede for filmen, men publikum kunne alligevel ikke stå for de to garvede skuespilleres humørfyldte brødrepar, der med snuhed, og fødderne solidt plantet i en utæt robåd, klarer ærterne på Bomø -  pr. Niddinge.
Filmen hakkede lidt, rent historiemæssigt, men der er ingen tvivl om, at både Dirch og Poul Reichart har haft en fest. De swinger i hvert fald meget godt sammen, selv om spillestilen er lidt forceret. Men successen var stor nok til, at brødeparret fik lov til at leve i endnu to film.

Dirch og Poul Reichardt kendte hinanden fra tidligere. Det var første gang de filmede sammen, men det var tydeligt, at de to skuespiller, hvor forskellige de end var, havde det godt sammen. Dirch havde kendt Poul siden episoden med talen på Hotel Richmond. Men professionelt var de aldrig før blevet parret op med hinanden.
Dirch havde i øvrigt en historie om Poul Reichardt, som han ofte og gerne fortalte. Efter Prins Henrik kom til Danmark, blev han  rådet til, at find en sport at deltage i. Valget faldt på sejlsport, og det blev besluttet, at det ville være god PR hvis prinsgemalen deltog i ”Sjælland Rundt”. Der var bare lige et lille men: Prinsen vidste intet om sejlsport.
i 1976 havde sejleren Poul Richard Høj Jensen vundet guld i soling ved OL i Montreal, og en det blev besluttet at det ville være godt, at teame prinsegemalen op med ham.
Desværre gik der noget galt undervejs, for Poul Richard Høj Jensen blev forvekslet med Poul Recihardt, der modtog en indbydelse til at deltage i sejladsen – og meget beæret naturligvis takkede ja. Men – Poul Reichardt vidste lige så lidt om sejlads som prinsgemalen, og efter at have ligget som sidste båd, med ti kilometer til de næstsidste i feltet, lod de deres båd løbe ind i Næstved å, hvor de så sad og flovede sig.

TV var ikke et ukendt medie for Dirch, men en hel operette-TV-film – det var alligevel noget nyt.
Samme dag som premieren på ”Annie get your gun” – 2. Juledag 1967 – viste DR tv nemlig operetten ”Valsedrømme”. Dirch havde rollen som tjener, i John Prices tv-operette. Og selv om alt undervejs ramler om ørerne på hovedpersonerne – Helena og Niki – så ender alt naturligvis godt.
Rent filmisk havde Dirch påbegyndt sin højtråbende periode – det Malin Lindgren beskrev som flodhestebrølets nødværgemekanisme.
”Onkel Joakims hemmelighed” hed en film, som også havde premiere i 1967. Men den er nok bedre kendt under den titel, som den fik ved repremieren 3 år senere, nemlig ”Nyhavns glade gutter”. Heri spiller Dirch en beleven lommetyv, kaldet Fyrst Fingernem, der holder til i knejpen Trinidad i Nyhavn, sammen med en broget flok. Da ejeren af Trinidad dør, sætter det en lavine af hændelser i gang, der truer med at lukke deres elskede cafe, og de må gribe til handling. Undervejs hjælper de den afdøde ejers niece, Eva – og som det sig hør og bør, i en dansk folkekomedie, så ender alt jo godt. Filmen kører lidt op og ned, men indeholder flere hyggelige sekvenser. Og så er det jo altid rart med en film, hvor de onde er virkelig onde – og de gode blot er anløbne. Filmen er gået hen og blevet en af de mest elskede Dirch film, trods sine skavanker.

Privat kørte det også på skinner for Dirch. Han var en glad far, med en yndig datter han forgudede og en smuk kæreste. Dirch var en glad mand.
Lejligheden på Gråbrødre Torv, skrumpede i takt med at den lille familie havde vokseværk, og Hanne kiggede derfor efter en større bolig. Den fandt hun på Rosbæksvej i Ryvangen. Her flyttede familien ind, da handelen gik igennem kort efter Dirchs revycomeback.
Men Hanne var ikke en dame der bare lænede sig tilbage og lukrerede på sin kærestes succes. Hun åbnede en butik i Nyhavn – ”Josefine” – hvorfra hun solgte modetøj.
Således gik 1967 – et år, hvor Dirch for alvor markerede sig på den danske revyscen. Han var tilbage. Ikke bare tilbage – men tilbage, efterladende sig et aftryk, som en mellemstor atombombe. Kunne han holde kadencen? 1968 skulle vise, at det kunne han i den grad.