Året begyndte med ”Annie get your gun”, der var løbet af stablen i juledagene, året før, og nu fortsatte for fulde huse, helt ind i begyndelsen af foråret 1968.

Herefter gik han i sving med prøverne på Cirkusrevyen – som han naturligvis var blevet engageret til igen.
Dirch var blevet familiemenneske med stort F, men prøveperioden skulle vise sig, at trække Dirch ud af familielivet, og ind i den gamle gænge, hvor han i prøveperioden gemte sig for Gud og hver mand, i dødsrutens vandhuller. Povl Sabroe kendte udmærket til Dirchs uro op til og under prøverne – og i særdeleshed op til premieren. Men han tog det med ro, og når Dirch forsvandt, så satte han blot nogle til at lede efter ham – de vidste nogenlunde hvor han holdt til – det var bare at følge dødsruten, og spørge om bartenderne havde set Dirch.
Det samme vidste Hanne, og det hændte også, at hun tog ind og hentede sin let fugtige mand hjem. Efterhånden blev det anstrengende – og med tiden gav hun op, og lod ham rase ud på værtshusene.
I det hele taget havde Dirch taget sin gamle elskede  til sig igen: Whiskyen. Han havde en svaghed for denne gyldne drik, og kunne, efter sigende, bunde et helt ølglas fyldt med whisky og is. Op til en forestilling holdt han sig på måtten, og drak kun ganske begrænset, men efter tæppefald, så var han glad for at flyve i sin elskede sminkesang, som han kaldte Johnnie Walker whisky.

Cirkusrevyen 1968 kørt i olie. Dirch havde mødt Ulf Pilgaard under opsætningen af ”Annie get your gun”, og netop de to stod for et af Cirkusrevyens store succeser i 1968: Duel på brandere. Ulf og Dirch kom ind på scenen, og skiftedes til at fyre den ene fladpandede vittighed af efter den anden, mens de godmodigt – og ondskabsfuldt – drillede hinanden undervejs. Folk var flade af grin.
Dirchs yndlingsdisciplin var at ændre i teksten undervejs, for at se om han kunne få skovlen under Ulf Pilgaard. Dirch var en mester i at improvisere, og Ulf kunne aldrig vide hvad der skete på scenen, men blev efterhånden god til at kæmpe sig tilbage til den oprindelige tekst.
Ulf var fuld af ærefrugt over at skulle arbejde med Dirch, der kunne vælte en hel sal, med kun at bevæge øjenbrynene, men samarbejdet gik over al forventning. Dirch var sød, hjælpsom og betænksom, og gav den nunge skuespiller plads.
Ulf Pilgaard fortæller endvidere, at han også er en af de få der har oplevet Dirch være morsom som privat person. Normalt så havde Dirch et skjold op, når han mødte personer han ikke kendte. Som regel blev det til et par korte bemærkninger, en sjov vittighed, og det var det. Men Ulf oplevede at Dirch betragtede ham som sparringspartner, så han blev prøveballon for  gags, brokker og vittigheder, som Dirch sugede til sig alle steder fra, eller selv fandt på. Havde en brok ikke den ønskede effekt, kunne Dirch gå og brygge på en ny, eller bygge videre på den, og vendte tilbage senere. Og havde man så ikke hørt vittigheden før – eller grinede man mere denne gang, så var lykken gjort for Dirch.
De to skuespillere fik efterhånden et venskabeligt og fortroligt forhold. Og Ulf oplevede fra første parket, hvordan Dirch efter forestillignen kunne gå ombord i drikkevarerne. ”Dirch drak aldrig inden forestillignen. Men bagefter!. Det var en helt anden sag. Jeg har været med på nogle af hans ture, og jeg har set ting, der ikke var de allermest behagelige. Men det vil jeg helst ikke snakke om. Det synes jeg tilhører det private!” fortæller han i John Lindskogs bog.
Måske tænker han på midtvejsfesten, den årlige tilbagevenden begivenhed, der markerer at Cirkusrevyen er halvvejs i årets program, hvor det gik galt for Dirch. Han havde kigget dybt i en sminkestang, efter showet, og var godt lakket til, da alle satte sig til bords i Fortunen, hvor festen skulle stå.
Dirch rejste sig, og medhøj røst forkyndte han, at han kunne se, der stod rødvin på bordene, og skulle der være nogen, som ikke ville ødelægge deres smagsløg med det sprøjt, så skulle de bare bestille whisky på hans regning. Hanne hviskede vredt noget i Dirchs øre, mens Povl Sabroe tog situationen med ophøjet ro, og sagde, at hvis nogle ville have whisky til maden, så var det helt fint, så kunne de bare drikke rødvin til kaffen bagefter – uden det skulle koste dem noget. Folk lo, og Dirch kunne være krøbet i et musehul.
Den flove følelse var sikkert forsvundet som dug for solen, når Dirch tjekkede sit kontoudtog. En yderst fordelagtig  aftale med Povl Sabroe, sikrede ham 2 kr. Pr. Betalende tilskuer. Det blev til mange penge, henved 2500 kr på forestilling – vel at mærke i 1968 kroner.

Det var de også under ”Et folkeeventyr”, hvor Dirch på russiskklingende kaudervælsk, rablede sig gennem et russisk folkeeventyr. Han kunne ikke et ord russisk, men havde en fabelagtig evne til at ramme tonen i et frememdsprog, om det så var russisk eller fransk. Havde man været publikummer med spidse ører, og set flere af forestillingerne, ville man have opdaget, at teksten ikke var ens fra aften til aften. Kun de indlagte sangsekvenser lå fast – resten improviserede Dirch hver aften.  Den russiske klovn – som var hovedpersonen i  ”Et folkeeventyr”, delte dog vandene, og historien går på en aften, hvor en publikummer vredt forlod teltet, dan han ikke havde betalt mange penge for at høre på en voksen mand stå og sige ubububub på scenen.
I Politiken skrev Herbert Steinthal: ”Næsten intet synes at være overladt til tilfældighederne, til improvisationens form…” Han havde ret – bare ikke lige med hensyn til ”Et folkeeventyr”.

Den russiske klovn med sit folkeeventyr, tog kegler rundt omkring. Fra USA ville en imresario have Dirh til at optræde med nummeret – men ikke på vilkår, om Dirch havde lyst til at stå og tale russisk i syv i USA. Og ende som Victor Borge, der optrådte med det samme nummer – igen og igen. Fra Sverige var der også bud – her skulle han kun optræde i en måned, og de ville næste betale hvad som helst.
Nummeret var blevet imroviseret frem, da Preben Kaas blev forsinket med teksten, så Dirch bare mumlede sig igennem en ”russisk” tekst. Henrik Sandberg opfordrede Dirch til at færdiggøre nummeret, så Jørn Grauengaard flikkede en balalajkamelodi sammen. Historien var gennemført: fem vers på russisk, med indlagt sibirisk dialekt i andet vers, uartig Odessaslang i fjerde vers og lidt arabaisk i femte vers. Ifølge Dirch.
Eller som Dirch fortalte til Povl Sabroe:
”- Er det rigtigt, at første vers handler om naturen?, spurgte jeg ham.
- Ja, kraschnoo bitarsko sarja. Nutjinski ness?
- og i næste vers skildrer du ulykkelig kærlighed?
Her fik Dirch tørret i hunde-øjnene og hviskede med brudt stemme – langsomt:
- Tjistvoni svupdari – tensasikow. Lista dono vitski komsa.
- Det har altså noget med fædrelandet at gøre. Men hvad er så det dramatiske uhyggelige fjerdevers, hvor du bliver så bange, at du må krybe i ly bag bagtæppet?
Nu råber han som en kirgiser:
- Tjasurski bøuwsja tjut!
- Hvordan har du indøvet russeren?
- Jo, forstår du, svarede Dirch. Jeg lytter til russiske film, rumænske film – og tv udsendelser. Det er ikke gloser, man skal fange. Men det man kunne kalde for”sprogmelodien”. Derfor kan det heller ikke blive det samme to aftener i træk. Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal begynde med, når jeg går på scenen, forklarede Dirch. Det sker jeg vapper lidt op og ned herude i bungalowen eller ude i gården for at finde melodien.
Det var faktisk svært for Jørn Grauengaard. Han skal jo følge med på en eller anden måde. Måsker er han lidt musikalsk alligevel. Han aner jo aldrig, hvad jeg finder på. Af den simple grund, at jeg ikke ved det selv – ud over, at jeg SKAL fare op i vildt russisk raseri over Jørn Grauengaards himmelråbende idioti.”

Eneste gengangere  i visen var ordene: Møh, Øff og Wauw. Og da Povl Sabroe korreksede ham og sagde at han da også sagde ”Styts” hver aften, når han skulle få Jørn Grauengaard til at spille – rettede Dirch  Sabroe:
”- Hvor er du dum. Jeg siger ikke ”Styts” – for det er navnemåde på høj-sibirisk. Jeg siger klart og tydeligt ”stydt” i bydemåde. Nemlig ”spil”. Og det hører da med til almindelig dannelse at vide, at ”stydt” staves med d.”
Nummeret blev i øvrigt længere og længere – og var efterhånden hele ti minutter langt. Der var kun sat syv minutter af.


Dirch red på en bølge af succes – i hvert fald frem til oktober måned, hvor han havde sat sit one-man show op på Hamburger Börs i Stockholm. Som det var sket året før på Kystens Perle og under turneen i det hele taget, så var kombinationen Dirch og et spisende – og drikkende publikum – en rigtige dårlige ide. Dirch var gemt af vejen på en lille scene i et hjørne, og uanset hvor hårdt han prøvede, faldt alle hans numre til jorden med et fugtigt klask. Hanne var med i Stockholm, og hun kunne næsten ikke klare synes af sin stakkels kæreste, der var syg, før han skulle på scenen. Dirch var en ordholdende mand, så det kunne ikke komme på tale op opgive arrangementet, men en af Hannes forretningsforbindelser tog fat i nældens rod, og løste problemet med ordene: ”Det er noget lort, Dirch. Ved du hvad, nu går du hen og siger op!” Dirch bed hovedet af alle principper, og gjorde det, og bagefter var han lykkelig som sjældent set.
Dirchs tabte dog ikke sin galgenhumor: ”De må være rige i Sverige”, sagde han efterfølgende, for de fleste aftener havde hver tilskuer købt fem pladser… så ringe havde besøget været. Til gengæld så han Karolinksa Sjukhuset indefra – for de hundredvis af lagkager i hovedet, havde givet ham en ørelidelse.

Det blev til fire film i 1968 – det kunne måske være blevet til 5. I hvert fald var der planer om en film, kaldet ”Hittebarnet”. Men filmen blev aldrig realiseret – uvist af hvilken årsag.
I stedet bød året på nok en Soldaterkammeraterfilm, den 6. I rækken, med nok verdens ældste rekrutter, Dirch som galpende vagtkommandør – samt en bjørn, der driver Dirch til vanvid. Ikke den bedste film i rækken af Soldaterkammeraterfilm, men ikke desto mindre elsket af sit publikum.  Poul Reichardt og Dirch vente tilbage som de to brøde fra Bomø, Peter og Søren Severinsen. Denne gang i kamp mod storsmuglere. Filmen bød på masser af sprut, samt den kendte scene, hvor Dirch og Poul Reichardt skal gemme sig i en nudistlejr. Hæderlig film, uden at være prangende.
Så gik det straks noget bedre i ”Min søsters bøn vælter byen”, med Annelise Reenberg ved roret. Dirch spillede Dr. Mogensen, en psykiater, der skal finde ud af om Pusle er ved sine fulde fem. Han spiller flere andre roller i filmen, der i det store hele viser sig, at foregå i hovedet på Pusle, der har en noget livlig fantasi. Reenberg var jo en mester i at kontrollere Dirch, og også her får hun absolut det bedste ud af ham. Filmen er en af de bedre i serien om min søsters børn – og så absolut også den mest syrede.
”Dyrlægens plejebørn” forhindrede Dirch i at slutte året på toppen, for filmen var ikke det store at skrive hjem. Den havde sine momenter, men i det store hele, hakkede historien om den vennesæle dyrlæge Linsager, der tilfældigvis deler navn med en kendt børnelæge, og som derfor kommer til at pleje en sød ung pige. Atter en Dirch film, som er blevet elsket trods sin noget hoppende og hakkende historie. Da den indeholder en hel del jul, så blev den ofte hevet frem omkring juletid – faktisk så ofte, at der blev lavet en juleudgave af filmens plakat, som kunne bruges i biograferne ved juletid. Men nogen stor Dirch gave er filmen nu ikke.