Der er ingen grund til at ændre på opskriften, hvis kunderne kan li’ produktet.

Man skulle tro, at det var den devise, Dirch og Sven Borre arbejdede ud fra. For 1969 lignede til forveksling 1968:
En film om de to gale brøde fra Bomø – tjek!
En film hvor Dirch spiller sammen med Ove Sprogøe – tjek!
En romantisk komedie der foregår i og omkring en herregård – tjek!
Cirkusrevy på Bakken – tjek!
Dirchs numre er ofte blevet betragtet som harmløs, ukompliceret underholdning. Ledte man efter satire, så gik man forgæves hos Dirch. Men numrene havde det stærke fællestræk, at bare man senere hører en enkelt strofe fra dem, så melder smilet sig. Og havde man været gæst til hver forestillng, så ville man have set de enkelte numre i et utal af udforminger, for improvisationen lå lige under huden. Som når han øjeblikkeligt kunne udslynge et ”Ja, man skulle have haft klæbehjerne”, hvis parykken faldt af i et nummer.
Samfundskritik og ondsindet satire, sagde ikke Dirch det fjerneste – det var underholdning i sin reneste form, det han serverede. Budskab kunne man kigge langt efter – som han selv sagde engang: ”Budskab? Det er et sted hvor rådhusbetjente hænger deres tøj!”.

Sålede var der også mange fra datidens kulturelite, som ikke kunne tage afstand nok fra den type underholdning som Dirch stod for. Men publikum var ligeglade. De myldrede ind for at se Dirch. De ville ikke ”chokeres” eller oplæres i meningsfuld ”god” smag. De ville have det sjovt – og Det kunne Dirch give dem. Som Otte Leisner så smukt siger det: ”…lethed kan være en kvalitet i sig selv. Man skal ikke kræve tyngde af en ballon. Dirch sendte den ene ballon til vejrs efter den anden og havde os alle i sin hule hånd”.

”Det ejendommelige ved anmledelser er jo, at det kun er i hovedstaden, man ikke kan tillade sig at lave den slags film.
Provins–anmeldelserne er forrygende gode. Hvilket er beviseligt.
Jeg tror, det er en meget stor mission at kunne producere film, som kan ses af alle fra 4 år til 90”.
Ninka. Politiken 28/5 1967

Lad os begynde i bunden – med den sidste film om de to brødre Severinsen fra Bomø pr. Niddinge. Filmen er ikke fantastisk, men den er en værdig afslutning, på serien om de to brødre spillet af Dirch og Poul Reichardt. I denne sidste film – ”Mig og min lillebror og Bølle” – får de to brødre fingre i en hund, som kan tippe. De bliver ved med at tippe 12’ere, og snart rygtes det på Bomø, at hunden, Bølle, kan gætte fodboldresultater. Det får en del mennesker frem fra hullerne, som gerne vil tjene lidt hurtig mønt – også nogle mere luskede af slagsen. Samspillet i denne sidste film, er markant bedre end i den første. Dirch og Poul Reichardt har fundet melodien sammen. Alligvel ender denne film i bunden af Dirchs film. Genren er forslidt, og opbygningen gammeldags, selv om den tippende hund er morsom. En sød lille detalje i filmen, er når de to brødre giver pengene skylden for al balladen. Der er ikke noget galt med Bølle og de andre øboere – men pengene – de får folk til de værste ting.

”Pigen fra Egborg”  var straks bedre. Selv om den også var lidt slidt i udtrykket. En kærlighedsforviklingskomedie på en herregård – det var ligesom set før. Men historien om de to gange John Søgaard – den ene botaniker og kvindebedårer – den anden kok på en hvalfangerbåd. Botaniker-John arver et slot fra sin onkel i Australien, som også har underholdt John med penge, så længe han studerer. Derfor er John aldrig blevet færdig – og pengene kommet væltende i en lind strøm, til at forsøde hans udsvævende ungkarleliv.
Filmen tager nogle gevaldige omveje, for Botaniker – John kunne aldrig drømme om at forlade storbyen, og bosætte sig på landet, så kokke-John overtales til at træde i hans sted – for en periode. Men kærlighed, en emsig far og en utroligt smuk gård, har de to gange John ikke regnet med i ligningen. Filmen viser nok en gang, at Carl Ottesen lavede film om verden af i går, tilsat en utrolig mængde opkog fra tidligere tiders folkekomedier. Men sandheden er også, at Carl Ottesen havde et fint tag på Dirch, og kunne få ham helt ned i et gear, hvor selv den argeste Dirch-hader fandt Dirch spiselig. Samtidig indeholder filmen de smukkeste billeder fra et sommer-Danmark der viste sig fra sin bedste side, tilsat Sven Gyldmarks toner. Ikke et øje var tørt.
Men årets bedste Dirch-film var uden undtagelse ”Sjov i gaden”, og også her gør Carl Ottesens tag på Dirch sig gældende. Selv om filmen langt hen ad vejen, ER sjov og pjattet, så holder Dirch sig mestendels i skindet, og lader sin gode ven Ove Sprogøe, om at have filmens sjoveste og samtidig mest tåbelige rolle, som bagmanden og bandelederen, Fløjten, der MÅ spille på blokfløjte, for at rase ud, når alle hans tåbelige håndlangere, for gud ved hvilken gang, laver ged i planlægningen. Ove Sprogøe er lige kostelig hver gang, men måske især som udsending fra et analyseinstitut.
Filmen er et klar billede på, at Carl Ottesen virkellig kunne være en ferm filmand, når han tog sig sammen, for selv om historien er så usandsynlig, som plusgrader i juli måned, så er den ganske fint skruet sammen, og det går over stok og sten, med svinkeærinder, sideveje, omveje og Dirch i dametøj – hele vejen underspillet. Og det kræver noget af instruktøren, at få holde Dirch på måtten. Så stor ros til Carl Ottesen for turde vise en Dirch, der spiller uden at spille dum.
30. april oprettede Dirch et aktieseselskab sammen emd Sven Borre. Navnet på selskabet – såmænd: ”A/S af 30. April 1969”.  Selskabet skulle stå for administrationen af Dirchs indtægter fra teater, film, plader, reklamer og andet. Det var kommet på tale, efter Sven Borre havde erfaret, at Dirch havde investeret i korn. På overfladen en god forretning – men med udsigt til, at der på et tispunkt skulle erlægges 800.000 til Skattevæsenet.
Allerede året efter overtog firmaet 49% af aktierne i SAGA film, efter filmselskabet havde tabt millioner på fejlslagne projekter. Det blev ”De blå husarer” der fik firmaet på ret køl igen.

Cirkusrevyen var årets højdepunkt – næsten som sædvanlig, fristes man til at sige. Dirch var trækplaster og midtpunkt, som han havden været de forrige to år, og det var spændende om han kunne være lige så morsom, som han havde været de to forløbne sæsoner.
Det kunne han. Ikke mindst takket være ”Mudderkliren” og ”Hokus Pokus”. Atter en gang viste Preben Kaas, at han havde læst Dirch, og kunne iklæde ham en rolle – denne gang som ornitolog. En klassikere var født, og Kaas byggede videre på denne opskrift de næste år.
”Hokus Pokus” var en den russiske klovn, fra året før, der nu forsøgte sig med trylleri. Det gik naturligvis helt galt – med vilje, og publikum var flade af grin, når klovnen skældte ud på russiskklingende volapyk, på de usynlige hjælpere, der sad skjult bag bordenes draperinger, og som ikke kunne finde ud af at sætte de rigtige flasker op i rør, eller en kanin i en hat, når klovnen skulle ”trylle” noget frem. Under bordene kæmpede Preben Kaas, og især Daimi, med at holde latteren indenbords.
Det hændte at man måtte sende en delegation ud og lede efter Dirch, for at være sikker på at han dukkede op i teltet på Dyrehavsbakken.  I Cirkusrevyen vidste Kaas og Sabroe hvor man skulle lede, og så sendte man folk ud at lede. Når Dirch blev fundet, var det med taxa hjem, som regel helt nedslidt af en hård nat – eller flere dage – i byen.
Men Dirch troppede troligt op kort før tæppefald, storsmilende – og let undskyldende. Han kunne godt virke påvirket – men det forsvandt efter de første numre.

Alt gik fint – ind til en morgen i 1969, hvor Povl Sabroe bliver ringet op ved halvsyv tiden. En venlig mand i røret, fortale at han havde hjulpet Dirch op fra rendestenen, foran Politikens hus, hvor Dirch tumlede rundt med en dame, der ikke rigtigt kunne styre ham. Dirch var naturligvis borte, da Povl Sabroe i hast ankommer til Vester voldgade, men heldigvis var Dirch jo et kendt ansigt, så ved at gå fra bar til bar, fik Sabroe ham opstøvet på en bar ved Vor Frue Kirke. Her sad Dirch i selskab med en ung, ædru dame – og ellers var baren tom.
Povl Sabroe fik lov til at slå sig ned, sammen med den unge dame og en meget måbende Dirch, der godtog Sabroes løgnehistorie om, at det var her han altid drak morgenkaffe.
Sabroe beslutter så, at det vil være hyggeligere, en sommermorgen, at drikke morgenkaffe  i hans have i Klampenborg – med udsigt ud til Øresund. Og som sagt så gjort.
Ved middagstid var Dirch på toppen, hvorefter han og den unge dame, tog afsted i en taxa.
og samme aften dukkede en frisk og glad Dirch op med et muntert ”hej!”.
Povl Sabroe fortæller også, at når først premieren var overstået, så blev Dirch en helt anden. En hyggelig og omgængelig – og ikke mindst – ligevægtig mand, der sprudlede af humor.
Efter Sven Borre kom ind i billedet, og tog sig af Dirchs økonomi, gik han kun med småpenge på sig. Men ind i mellem hændte det, at han fik en postanvisning fra Koda eller fra forfattereningen, for alle hans plader, der blev spillet jævnligt i radioen. Og de røg lige ned i jakkelommen – uden at hverken Hanne eller Sven Borre fik noget at vide. Beløbet var ofte 250 kr – hvilket svarer til små 2000 kr i 2018 kroner.
Og hvad gjorde Dirch som det første når han havde modtaget pengene? Han gik straks hen til den nærmestliggende iskiosk og forsynede sig.

Efter Cirkusrevy-sæsonen var slut, drog Dirch ud på en Danmarks-turne. Denne gang havde han, klog af skade, over de kuldsejlede one-man shows med spisning, allieret sig med Grauengaards orkester, Ulla Pia samt Eddie Skoller. Showet var lige en anelse for kort, til at opfylde den lovede tid på plakaten, så Skoller blev hyret ind, for at udfylde de manglende 20 minutter. Dirch var ret begejstret for den unge komiske musiker, og begejstringen vendt også den anden vej – Skoller kunne næsten ikke tro, at han skulle på turne med Danmarks største komiker. En anmelder fra Aarhus Stiftstidende var  efter en koncert, ude med riven efter Eddie Skoller. Han mente godt at Eddie Skoller kunne have fornyet sig lidt – for blot tre uger før de optrådte i Aarhus, havde Eddie Skoller optrådt på Stakladen i byen. Dirch blev ganske fortørnet over denne anmeldelse, og da han om aftenen skulle introducere Eddie Skoller for publikum, hev han anmeldelsen frem, og læste op fra den, hvorefter han sluttede med at sige, at hvis vi andre skulle forny os hver tredje uge, ville vi aldrig udvikle noget som helst – selv havde han numre med som var tre år gamle. I sin biografi fortæller Skoller, at han aldrig glemte Dirch for denne forsvarstale, og det endte faktisk med, at anmelderen måtte skrive en beklagelse i avisen.
Danmarksturneen gav også Dirch et break fra dagligdagen i København. Ikke forstået således, at han  var træt af sit liv, tværtimod. Han elskede sin unge kæreste og sin datter, Josefine, som han gjorde alt for at  komme hjem til, efter optræden og filmoptagelser.
Men der var også bånd der snærede derhjemme. For Dirch var blevet sat under administration rent økonomisk. Det var nu ganske friviliigt, han havde selv bedt Sven Borre hjælpe sig med det økonomiske. Borre betalte de faste udgifter, og langede lommepenge mm ud til Dirch i afmålte portioner. Hanne fik også penge til husgholdning og det løse, men hun var ikke så begejstret for ordningen, som Dirch var. Og når alt kom til alt, så var Dirch måske heller ikke så begejstret, som først antaget.
Men Dirch var havnet i en dyb skattegæld, og for at komme ud af den hurtigst muligt, satte Borre himmel og jord i bevægelse, for at få mest muligt ud af Dirch fyrstelige årsgage, på hen ved en million kroner. Dirch stod ved, at han absolut ikke havde den mindste forstand på pengesager. Han kunne bruge dem, hvilket han var godt til – især på de værtshuse, han med jævne mellemrum besøgte. Og Dirch var ikke nærig med omgangene.

Dette fik Sven Borre taget hånd om, samtidig med han oprettede  et aktieselskab i Dirchs navn, og så fik han overtalt Dirch til, at betale halvdelen af sin hyre i skat. Når alle faste udgifter var betalt – og der var mange – var der lidt tilbage til Dirch og familien. Samtidig var Borre eminent til at forhandle Dirchs kontrakter, og han skød Dirchs en del af Dirchs honorar i Dirchs film, eller aftalte at Dirch skulle være medproducent på filmene. Og på den led, løb der penge ind i Dirchs aktieselskab, hver gang en film blev en succes.
På et punkt havde Borre dog gjort regning uden vært, for han havde fået en aftale i hus med Ed Sullivan i USA. Men Dirch skulle ikke være borte fra familien gennem længere tid, for at underholde i uger eller måneder i USA – så han vendte tomlen ned til projektet.
Under turneen fik Dirch lidt luft. Han havde sin faste makker, Palle Leverostej, med, og han sørgede for provianteringen, i form af øl og Johnnie Walker. Som sædvanligt holdt Dirch sig helt fra spiritus i løbet af dagen, op til showene, men når de var færdige, så tog pokker ved ham, og han kunne drikke en hel flaske whisky i løbet af natten. Faktisk var der så meget sug i Dirch, at de andre fra turne-holdet måtte skiftes til at tage med ham på værtshus efter showtime, for de kunne slet ikke følge med, fortæller Eddie Skoller i sin biografi. Næste dag stod Dirch op, spiste morgenmed, spillede fodbold, hvis det var muligt, og tog sig et langt og varmt dampbad – hvorefter han var fit for fight.

”Græmmer De Dem over, at dansk ikke er engelsk, og at De derfor ikke sidder på Broadway eller i hollywood i dag?”
”Oprigtigt talt – det rager mig en pind!”
”Hvorfor?”
”Jo, for hvis jeg fik succes i New York, som den her på Bakken, så skulle jeg spille den i 7 år.
Og det er da at spilde sit liv. Det ville være som at gå på arbejde.”
”Og revy er ikke arbejde?”
”Det er koncentreret sjov i tre og en halv måned!”
Ninka, Politiken 28/5 1967

Dirch gik med til at fortælle sin livshistorie over en række numre af Hjemmet, og gav til samme blad et interview dette år, hvor Dirch interviewede Hr. Passer:

”Dirch: Hvis De nu blev tvunget til at kulle være noget helt andet – hva’ ville De så være?
Hr. Passer:  Måtte jeg selv bestemme?
Dirch: Ja.
Hr. Passer: Så ville jeg være teaterdirektør. Og det første jeg ville gøre var at engagere mig selv til en meget lille gage!
Dirch: Det påstås at De er lidt distræt?
Hr. Passer: Fuldstændigt rigtigt. To gange har jeg præsteret at knappe vesten op, tage slipset frem og tisse i bukserne.
Dirch: Andre filmplaner?
Hr. Passer: Jeg kunne godt tænke mig at producere en film, der hedder ”Dirch Passers liv”. Ove Sprogøe skulle spille hovedrollen.
Dirch: Hvorfor i alverden ikke Dem selv?
Hr. Passer: Jeg er for høj…
Dirch: Hvis De nogensinde blev bedt om at lave et interview med Dem selv til et eller andet ugeblad, ville De så svare ja?
Hr. Passer: Bestemt nej. For hvem kender sig selv? Det gør jeg ikke. Absolut ikke. Dertil har jeg fået alt for mange sandheder om mig selv at vide i mit lliv. Og sandheden er jo ilde hørt, ikke sandt?”

Kort før sin død talte Dirch med journalisten og forfatter Jane Aamund, der havde et nært forhold til familien da hun var veninde med Dirchs kone Hanne. Hun kaldte ham ”et komisk geni af klovneracen, og Jane Aamund benævner Hannes og Dirchs ægteskab et dynamitægteskab. Stik modsat det gængse billede, så var det ikke Dirch der underholdt når de to var i byen, men Hanne, som kunne kaste historier og bemærkninger af sig, så folk rodede rundt af grin. Ofte hændte det at Josefine var hos Jane Aamund, når Dirch spillede Cirkusrevy.
Jane Aamund beskriver Dirchs præstationsangst, som teaterdæmonen. Efter lidt research fandt hun ud af at de pressede situationer som Dirch bragte sig selv i, med premierenerver, aktivererede kæmp- og flygt netværket i hjernen. Det er det der gør, at når vi står over for en fare, så bringes kroppen i alarmberedskab og gør klar til flugt. Vældig praktisk, når vi står over for en ulv i en skov – super uanvendeligt, når man skal op på en scene foran flere hundrede publikummer – og er nervøs for det.
Det forklarer måske Dirchs flugt ud ad Dødsruten, op til en premiere.