1970 blev et roligt år for Dirch. I hvert fald revymæssigt. Det blev kun til Cirkusrevyen, og ingen turneer.

Til gengæld satte han filmmængden op til 5 stykker, samt en enkelt han var medproducent på, men ikke selv spillede med i. Og så fik ”Onkel Joakims hemmelighed” repremiere under den nye – og mere velkendte titel, ”Nyhavns glade gutter”.
Slutningen af året, skulle byde på noget helt enestående i Dirchs liv – men det vender vi tilbage til.
På scenen holdt Dirch sig til årets Cirkusrevy 1970. Men han var med i hele 9 af revyens 25 numre. Dette påtalte Herbert Steinthal ogås i Politiken, for som han sagde: ”…Det er næsten mere, end man har lov til at forlange til billetprisen”.
Berlingske Tidende roste Dirch for hans elskelige charme, der fik anmelderen til at stønne i stolen af morskab, B.T. kaldte ham en atronaut mellem muldvarpe, med henvisning til mandens stjernestatus. Preben Kaas havde atter iscenesat, og havde bygget videre på sidste års ornitolog, der nu var havbiolog Brisling med hang til kulmule.
Men nummeret der endte med at gå over i historien, var nok Dirch og Ulf Pilgaards sketch, ”Stjerneskud” – eller ”Stjernetegnene”, hvor de to gennemgår alle stjernetegnene, og fremviser de enkelte stjernetegns særheder. Eller det begyndte det med, for nummeret var for langt, blev kortet ned, og så var succesen i hus. Og da Dirch en aften greb Ulfs hænder, og gav sig til at danse med ham, til Ulf store forundring, og publikums jubel, var kultstatusen hjemme. Denne lille detalje blev skrevet med ind i nummeret, er hen over sommeren bare blev bedre og bedre – og ofte vises på DR tv.
Publikum var glade, anmelderne var glade, og mon ikke både Kaas og Sabroe også var glade – for gode anmeldelser gav skillinger i kassen.
Klaus Pagh var vidne til Dirchs nervøsitet op til en premiere. Under spadsereturen fra indgangen  og op mod cirkusteltet, lod Dirch følgende kommentar falde, som tydeligt viser, hvor meget det kostede ham, at optræde på Bakken, for han vidste at det var ham der var trækplasteret – ham der trak læsset: ”Ja, nogen kalder det her Bakken – jeg kalder det Mount Everest”.
Men når han først var kommet i gang, så var han et energibundt  og overskudsmenneske. En aften hvor Ulf Pilgaard og Klaus Pagh var i lidt godt tid, stod de og betragtede Dirch, fra mørket ude i kulissen. Dirch så dem stå og se på ham, og forlod resolut scenen, foran et måbende publikum. Han gik hen til sine to kolleger, og sagde blot: ”Lær. Lær. Lær!”, vendte omkring og marcherede ind og fortsatte sketchen hvor han slap.

Malene Schwarts fortæller i sin biografi, Livet er ikke for begyndere, om nogle af de gange hun arbejdede sammen med Dirch: ”I 1970 km jeg igen til at spille sammen emd Dirch, og en overskrift i BT ramte ganske præcist. Den lød: ”Dirch Passer er forrygende, Malene Schwartz overraskede”: ”Revyens andet trumfkort er Malene Schwartz, når hun med storartet præcision, komik og elegeance afleverer det vittige nummer som Miss Lyd på et billedbånd, der ustandseligt går i stykker. Forinden giver hun med kækhed rollen som ungdomsoprører og senere pigen fra Cavling-roman med elegant lune”.
”Især rollen som Miss Lyd var svær rent teknisk og derfor var jeg stolt over det lykedes. Det var en idé som Preben Kaas og Dirch Passer havde hentet i USA under en researchrejse. Med Preben Kaas´og koreografen Britt Bendixens hjælp, fik jeg fod på monologen. Nummeret var bygget op som en parodi på den ny tids statussymbol, billedbåndoptageren, der naturlligvis uviklede sig til et teknisk mareridt af afbrydelser og nedbrud.”
Hun fortæller endvidere, at det er vanskeligt at beskrive Dirchs kunst. Men at Dirch havde en evne, til at kunne dreje selv den mest håbløse tekst, hvor den blev hans egen, og nærmest absurd i fortolkningen, hvilket som oftets overumplede publikum. Det er Den russiske Klovn et godt eksempel på, hvor gentagelsen af de mislykkede trylletricks, ikke burde være morsom, men vedbliver at være det, i takt med figurens stigende desperation.
Malene Schwarz husker Dirch som sky og genert uden for scenen – hvor han dækkede sig under en facade af vittigheder og brokker. Han var en god kammerat og sød, men ikke en person man satte sig ned og talte med. Det magtede han ikke.
Hun blev også offer for Dirchs yndlingsbeskæftigelse: At få kollegerne til at grine på scenen. Efter en gang, hvor Dirch overrumplede hende, så hun måtte forlade scenen med krampelatter, lovede hun sig selv, at det ikke skulle ske igen. Og dette holdt hun. Ikke uden en hvis ondkabsfuld indestængt latter, for det irriteerede Dirch enormt, at han ikke kunne knække hende igen.

En anmeldelse i BT omkring 1970, fangede præcist Dirch Passers gennemslagskraft: ”Dirch Passer, dette store menneske, der fylder et helt revytelt – og ville gøre det samme med et cirkustelt – denne kæmpe på brædderne, en astronaut mellem muldvarpe, har i sit forrygende klovnetalent en dimension af vægtløshed, noget helt overrumplende, afsindigt og rørende. Man tror, man kender ham, når han affyrer sine råb eller lader være med at gøre det, alligevel overrasker han gang på gang…!”

I biograferne medvirkede Dirch i den svenske film ”Ih, det var dog den stiveste” (Kyrkorherden), der var en lummer omgang, mest af alt produceret for at vise nøgne kvinder. Meget tid på historien, var der i hvert fald ikke blevet brugt. Dirch var med i en kort sekvens, kun for at trække publikum til. Det mest sympatiske træk, var opbygningen i stil med den amerikanske western ”Cat Balou”, hvor Cornelis Wreswijk var hentet ind som musikalsk mellemsekvens.<

Lidt bedre , men også kun lidt, gik det i ”Amour” af Gabriel Axel. En historie om et ægtepar der fejrer deres bryllupsdag med en middag, binder tre korte kærlighedshistorier sammen, en i vikingetiden, en fransk romance i forrige århundrede samt en stumfilmsfarce. Det er i den sidste Dirch slår sine folder, og det gør en utro Ghita Nørby i øvrigt også. Vikingedelen var dilettantisk ringe, den franske romance bare kedelig, mens stumfilmsdelen var tilpas gal og slapsticket. Dirch er på hjemmebane, i denne sekvens der trækker tråde tilbage til filmens barndom – samt til filmen ”Det kære legetøj”.

Årets bundskraber må være den såkaldte kartoffel-western ”Prærien skrappe drenge”. Filmen blev til på foranlening af Dirch, der havde hentet inspiration fra de berømte italienske spaghetti-westerns. Sådan en film måtte man da kunne lave, med danske skuespillere, i danske omgivelser, der fingerede den amerikanske prærie. Resultatet taler for sig selv: 12 for ideen – 02 for udførelse. De hastigt opslåede bræddebyer var ikke rigtigt overbevisende, brunkulslejrene og grusgravene, der skulle agere prærie kunne heller ikke overbevise nogen om at det var andet end Jylland. Men der var en god energi mellem de fire ulige venner Biggy (Dirch), Shorty (Paul Hagen), Sam (Willy Rathnow) og Ben (Preben Kaas). Især Preben kaas tog kegler som den stordrikkende fidusmager, der ikke ville have glas – ”tror du jeg drikker?”.
Men selv om spillet de fire imellem var komisk, var det ikke nok til at hæve en sjov ide, op over sandet på gulvet i saloonen. Succesen var dog så stor, at der blev sat tid og penge af, til at lave en opfølger året efter. Jesper Klein gjorde til gengæld sig godt bemærket som den kluntede antihelt, og så blev titelsangen ”Præriens skrappe drenge” et ret stort hit det år.

”Hurra for de blå husarer”, var et forsinket forsøg på at lave en romatisk soldaterkomedie fra forrige århundrede. Men historien var frisk og fermt skruet sammen, og tøjlerne solidt holdt af Annelise Reenberg. Dirch er sød som oppasser Spjellerup, der må være vidne til et mildest talt utugtigt væddemål. Men som altid i denne type film, så løses alt til slut, og de elskende får hinanden. En jævn Dirch fim, lidt over middel – og det samme var årets femte og sidste film med Dirch: ”Nøglen til Paradis”. Filmen blev langt fra en succes, hvilket er svært at forstå, for historien er faktisk ganske sjov, og både Dirch – og især Jørgen Ryg – giver den gas. Ryg på en vidunderlig syret facon, og Dirch underspillet, som ellers kun Annelise Reenberg kunne få ham til at spille.
Dirch er pastor Gudmund, som sender folk sydpå på charterferie – en lille bemærkning til en af tidens store rejsekonger, Pastor Krogager fra Tjæreborg Rejser.
Historien starter såmænd ganske ordinært, men tager en drejning, da pastor Gudmund ser en smuk kvinde på vingen af den flyver, de flyver til Costa del Sol med. For det kan naturligvis ikke lade sig gøre.
Men det viser sig, at netop denne kvinde og Gudmund, har et helt specielt forhold – og så har vi balladen. Hvis man forventer at se Dirch vælte rundt og skabe sig tosset, så er det ikke filmen man skal se  for han er helt nedtonet – nogle vil endda sige næsten kedelig. Men det klæder filmen, der er absolut seværdig- Det mente publikum i 1970 desværre bare ikke.

Dirch var medproducent på nok en film, den nok så berømte ”Stille dage i Clichy” af Jens Jørgen Thorsen. Hvad Dirch mente om denne film, vides ikke, men han stod i hvert fald bag den.
Årets højdepunkt var imidlertid ikke hverken film eller revy – nærmere bestemt datoen 17. December 1970.  Og stedet var Søllerød Kirke.
Dirch var i færd med at indspille filmen ”Hurra for de blå husarer”, og kom hver dag hjem til sin lille familie. En aften var bølgerne gået lidt højt, der havde måske også været lidt våde varer indenover, og resultatet blev, at Hanne  med en sidebemærkning, lod Dirch forstå, at han da ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at tænke på ægteskab, for der var såmænd masser af andre mænd, der gerne ville have hende.
Den gik Dirch og gumlede lidt på nogle dage, og en dag kom han hjem efter en dag i studiet, i sin blå husaruniform. Hatten var fuld af franske anemoner – og så friede han til en forbavset Hanne, der naturligvis sagde ja.
Brylluppet kom nok bag på en del personer i Dirchs omgangskreds, for det var kendt at Hanne og Dirch var lige så forskellige som sort og hvidt. Men de to havde alligevel noget sammen. Og Dirch kunne ikke komme hurtigt nok hjem fra filmoptagelse eller Cirkusrevy – hjem til Josefine – og Hannes natmad. Selv de fugtige byture fandt et mere naturligt leje.
Om 17. december var udtænkt helt bevidst for at drille ugebladedene, vides ikke. I hvert fald var datoen så tæt på deres juledeadline, at de ikke kunne nå at udgive reportagen før jul.
Der var gjort alt, for at brylluppet skulle gå over i historien. Hanne var en smuk brud, flankeret af Josefine som sød brudepige, og efter vielsen, endte gæsterne på den nærliggende Søllerød Kro – efter et kort fakkeltog med Vedbækgarden i spidsen. Skulle der være fest – så kunne man ligeså godt gøre lidt ud af det.

Bryllupsrejsen var berammet til efter jul: Fly til New York, og dernæst krydstogt til De vestindiske øer. Men Dirch og Preben Kaas havde slået to fluer med et smæk: for når man nu alligevel var i området, så kunen de jo ligeså godt indspille en film. Det blev til filmen ”Hvor er liget, Møller?”, der fik premiere året efter.
Om det er på denne tur at Kaas og Dirch studerer fænomenet stand-up i USA, og får fordansket Art Metranos fingernummer, er uvist. Men det er i hvert fald i denne periode, at de to er på inspirationstur til staterne. Verden før internettet var en hel del større dengang, og man skulle ikke være så bange for at ”inspirationen” skulle blive opdaget, som nu, hvor alt i medierne kan nå verden rundt på et øjeblik.
Preben Kaas var iskold, hvis han blev inspireret af et udenlandsk numemr – han anførte uden blusel sig selv som ophavsmand. Men også Dirch sugede til sig, og noterede brokker og ideer i sin indre lommebog. Som han selv fortalte i Aktuelt dette år, så gjorde en halvsløj vittighed om en missionær i en kannibalgryde sig lige godt eller skidt jorden rundt. Men serveringen skulle være i orden – altså af vittigheden. Missionæren blev i øvrigt bedt om at træde vande, så suppen ikke ville brænde på…