1971 blev igen lidt af et vendepunkt for Dirch. Han havde genfundet glæden ved scenen, og året bød på hele tre forestillinger: Man fristes til at sige den sædvanlige: Cirkusrevyen på Bakken, den sikre: Solstik, Danmarksturne med Klaus Pagh, og den vovede: Verdens bedste Karlsson, ligeledes under Klaus Paghs kyndige vinger.

Under Solstik-turneen havde Dirch sin trofaste væbner, Palle Leverpostej med, og Palle sørgede, præcis som under  ”Halvanden times grin” turneen for to år tidligere, at der var fyldt op med ”læskedrikke”.  Palle Leverpostej var egentlig baretender, nu hjemløs, og han havde for vane at leje en kabine på Københavns Bad, hvor han så kunne ligge og sove, til sidst på eftermiddagen, hvor efter han tog et bad, og forsvandt ud i natten. Dirch sagde, at Palle var den eneste af hans venner, der havde bad med eget værelse på gangen. Men Palle havde en evne til at kunne finde på brokker – præcis som Dirch – og de to havde længe et parløb kørende, hvor Palle Leverpostej forsynede Dirch med brokker, og Dirch sørgede lidt for Palle.
Ove Sprogøe føjer lidt til figuren Palle Leverpostej, for i hans erindring var han ikke hjemløs, men derimod bartender på Bilbouquet. Dirch benyttede også Palle som en form for filter, til at sortere de dårligste manuskripter fra med. Palle fik manuskripterne til gennemlæsning for Dirch, der ikke gad bruge tid på det. Da Ove Sprogøe spurgte om han ikke selv burde gøre det, var svaret: ”Nej for fanden. Det gad han ikke”.

Atter en gang var han uden for Hanne Passers rækkevidde, og dette benyttede han sig af. Han var som en fisk i vandet – eller en Dirch i whisky. Når aftenens forestilling var slut, så stod den på whisky i voldsomme mængder – i selskab med hvem der nu havde lyst at drikke med ham.
Udenfor Hannes rækkevidde, kunne Dirch udfolde sig mere frit, end under hendes årvågne blik. Og det gjaldt desværre også de våde varer. Under turneen med ”Solstik” gik han rigeligt til drikketruget. Dirch blev mere løssluppen uden en der hele tiden holdt ham i ave – og det var både godt og skidt.
Klaus Pagh husker Dirch som ustyrlig. Da turneen var i Løgstør, fik han pludelig den ide, at han ville ringe til den amerikanske præsident Nixon, men på Hotel de Nord var telefonomstillingen lukket efter klokken 23 – så Dirch blev rasende. Han løb ned til omstillingsbordet, og satte alle stik i – og vækkede hele hotellet. Værten kunne ikke se det morsomme i at blive vækket på den måde – så Dirch blev smidt på gaden. Det ville han ikke finde sig i, så han travede hen på den lokale politistation – og blev mødt med et skilt, der sagde at al henvendelse efter kl. 22 skulle ske til Aalborg Politi. Men historien ender ikke her – for Dirch flåede skiltet ned, prajede en taxa, og kørte de små 50 km til Aalborg. Her vadede han ind til den vagthavende, der var ligeglad med at Dirch Passer stod foran ham, kendt eller ikke, og gav ham en bøde for at have ødelagt offentlig ejendom.
Han havde åbenbart fået en ide med , at han ville ringe alle verdens store ledere op, på denne turne, for under opholdet i Hurup i Thy, var det den kinesiske formand Mao, Dirch ville ringe til. Det ville være en fin ide at invitere Mao til at se ”Solstik” og så tage en hyggelig sludder – mand til mand – i omklædningsrummet efter forestilingen, mente Dirch. ”Kan du ikke se det Klaus, så bliver der søreme da fred på jorden!”
Det lykkedes faktist for Dirch, at skabe kontakt til den kinesiske ambassade i København, og få et nummer til Peking, hvorpå han afsluttede samtalen med: ”Hvor mange en-kroner skal jeg have parat?” . Det var dengang mobiltelefonen var et ukendt begreb, og man måtte benytte telefonbokse.
Endelig var der episoden med den dårlige lyd. I en af hallerne på turneen, var lyden – efter Dirchs mening – fortvivlende ringe, så en aften efter forestillingen, tog han en taxa, og kørte 250 km til Struer. Tidligt om morgenen ringede han på dørklokken hos direktøren for B&O, der tog imod i morgenkåbe. Dirch ville bare klage over dansk lyd. Dirch blev inviteret indenfor til morgenkaffe, og en familie i Struer fik en oplevelse som de sent ville glemme.

Dirch yndede at have en kande med is stående i sin garderobe, som han gik og sippede af, når han skiftede kostume. Hans faste påklæder, Ib, firsynede kanden med nyt is løbende. Men når først revyen var slut, så blev der hældt whisky oveni – en hel flaske – og det kunne nemt være borte på et kvarter.

Det var tydeligt for  de andre medvirkende, at Dirch have problemr på hjemmefronten – kun ganske få måneder efter sit bryllup med Hanne. Faktisk var stemningen så skidt, at Dirch på turneen, endte på et værelse med en kvindelig fan. Men hun var mere interesseret i at kunne fremvise hans autograf på sit maveskin, end at være sammen med ham. De moralske tømmermænd var tydelige dagen derpå. Senere på året luftede Dirch sit mismod, overfor vennen Poul Bundgaard. Han var stadig forelsket i Hanne, selv om det var svært, men han var ikke sikker på at hun elskede ham. Og skulle det blive til et brud, så ville det jo gå ud over Josefine – den tanke kunne Dirch slet ikke holde ud.
En nat i baren på hotel Sheraton, mødte Dirch journalisten John Lindskog. Dirch var i sit snakkesalige hjørne, men samtidig fuldt ud klar over, at det var en journalist han talte med, så han ville ikke rigtigt tale ud af posen – men det var helt klart, at det hele sejlede på hjemmefronten. Han gik endda så vidt, som at sige, at han aldrig skulle have giftet sig.
I et Tv-program med Svend Åge Lorentz som vært i efteråret 1990 erkendte Hanne Passer at hun nok ikke helt havde forstået hvor meget teatret fyldte hos Dirch, og hvorfor han ikke bare kunne komme hjem efter tæppefald og lege familiefar – selv om han nok gerne ville. Hanne siger:
”Jeg forstod ikke hvor stort arbejdspresset var. Og at der var en tredje  halvleg. Når man træder ned fra scenen og ikke kan holde op. Det forstod jeg ikke dengang. Jeg tror jeg kender Dirch bedre i dag, efter han er død. Men han mættede mig med så mange oplysninger, som jeg først har ræsonneret over og bearbejdet senere, fordi jeg selv kommer til at ligne ham mere og mere: Tre skridt fra livet! Fordi man har brug for at passe på, og tage vare på sig selv og sine nærmeste. Jeg er ked af, at jeg ikke havde muighed for at snakke med ham om det, mens han levede. Men gudskelov har jeg fået åbnet øjnene”.

Knagede privatlivet i furerne, så gled arbejdet som i olie. I ”Solstik” spillede Dirch rollen som den den bimlende gale nervelæge Graa. Stykket var en tyndslidt farce, men turneen gav folk i provinsen mulighed for at se deres store idol, så forestillingen gik for fulde hus hele 75 gange. Klaus Pagh gentog Preben Kaas smarte nummer med Cirkusrevyen: Han optog en forestilling i Herning, som blev vist i biograferne to år senere. Kvaliteten var helt i bund, men filmen gav et fint indblik i, hvorfor Dirch var så populær som han var: Han ejede en scene, når han betrådte den. Præcis som han selv hande sagt, at Osvald Helmuth gjorde. Med sin pondus og mimik fejede han de andre skuespillere af banen, og fyldte hele scenen med sin kraft og larmende væsen. Men Ulf Pilgaard og Daimi gjorde det nu også ret godt.
Herefter var det tid til Cirkysrevyen 1971. Preben Kaas havde nok en gang strikket en fagmand sammen til Dirch – denne gang skulle han være botaniker – nummeret blev ”Det må være en kartebolle”. Det var sjovt, men stilen begyndte at være fortærsket. Man havde set det før, og det var som om, at overraskelsen og gassen var forsvundet. Dirch gjorde det godt som botanikeren Hibiscus – men der skulle snart ske noget nyt.
Heldigvis var Poul Bundgaard blevet engagaret til revyen. Og de to gik gik rigtigt godt i spænd. Dirch fandt Bundgaard utrolig morsom – så de swingede rigtigt godt sammen. På scenen kunne Dirch slet ikke lade være med at drille Bundgaard – til stor jubel for publikum. De to lavede sammen en sketch – ”Kirkelig TV-forening” – hvor den ene har en skjortesnip stikkende ud af buksegylpen, og den anden har en skjortesnip stikkende ud af et hul i buksebagen. Det i kombination med emnet, væltede teltet helt omkuld. Jens Kistrup skrev en anmelelse, hvor han roste Dirch til skyerne, og i Ekstra Bladet kaldte Knud Schønberg Dirch for ”…et geni, en digter, og han står i forbund med englene….Hans tekster er i år ikke bedre end hans tekster  i fjor og forfjor, det er min fornemmelse, at de er lidt ringere. Men hans fabuleringsevne vokser og vokser, og den lethed hvormed han gør alting, vokser med. Han er hele tiden overraskende…”
16. oktober havde ”Verden bedste Karlsson” premiere på Det ny Teater. Klaus Pagh havde sat det svenske stykke op. Dirch spillede en overvældende og enorm Frøken Buk – en af hans mange kvinderoller. Forestillingen var egentlig for børn, men trak også mange voksne indenfor, for at opleve Dirch. At Otto Leisner havde Dirch inde i et underholdningsprogram, udklædt som Frøken Buk, midt i bedste sendetid, var jo også god reklame. Her møder Dirch og Bente Askjær hinanden – sporadisk – for første gang, da Bente var blevet hyret til at tage sig af stykkets børn. Bente og Dirch stødte ind i hinanden på gangene på Det Ny Teater, men efterhånden blev deres samtaler rykket fra gangene, hen på nabo-bodegaen, John Bull. Bente var nok en smule star-struck, over at sidde der med Dirch, men et venskab spirede frem mellem de to, et venskab der tog en helt ny drejning, da Dirch en dag sagde til Bente, ”at det altså ikke er alt , hvad jeg siger, der er morsomt!” I bente havde Dirch fundet en han kunne tale med, og som så ham som andet end den store sjove bamsede komiker.  Men der skulle gå endnu noget tid, før alvoren gik op for de to.

Under Dirch og Hannes ”bryllupsrejse” var der blevet tid til at indspille filmen ”Hvor er liget, Møller?”. Filmen var en mystisk thriller, optaget i både New Orleans, San Francisco, Frankrig, Las Vegas og på de tidligere Dansk Vestindiske øer. Masser af kranier, voodoo og mænd med pistoler, garneret med Dirch, Kaas og en smuk Sisse Reingaard som centrum. Intentionerne var store – men desværre gik der noget galt undervejs, for det blev et sært dilettantisk miskmask. Optagelserne kulminerede i Las Vegas, hvor Preben Kaas og Anne-Mari Lie blev gift.
”Guld til præriens skrappe drenge” blev den hastigt sammenskruede fortsættelse til sidste års kartoffelwestern. Det var stadig ikke helt fantastisk, men dog bedre end året før.  Det blev den sidste film i serien – men hvis man havde forsøgt sig med nok en film, så havde den måske været der. Filmen bød i øvrigt på en mand ved navn John Mogensen, som klaverbokser i en saloon. Og ja, det var DEN John Mogensen.
Årets sidste film var ”Min søsters børn når de er værst”. Filmen er langt fra den bedste i serien, men som altid, når det var Annelise Reenberg der havde kontrollen, så fik hun det bedste ud af Dirch. I filmen spiller Dirch en smugler, der er mere end almindeligt inde i lovstoffet. En sjov detalje, i en gennemsnitlig forvekslingskomedie.

”Men selvfølgelig har man lov til at sige nej til en rolle. Ens liv kan jo ikke kun være ja, ja og atter ja”.
”Er det særligt skuespillere, der er ja-sigere?”
”For at spytte rent ud, så går det for langt de fleste skuepsillere ud på, at skatten skal betales, og børnene skal have nye sko – så snupper vi lige den rolle. Brød og skuespil, kan man vel kalde det.”
”Har De selv snuppet den slags roller?”
”En overgang , ja”.
”Især i Deres egne film?”
”Tænk, nogle gange kan jeg ikke høre, hvad De siger”.
Ninka, Politiken 28/5 1967

Året bød på en helt ny rolle til Dirch. Billed Bladet ville gerne have Dirch til at skrive en sjov klumme i deres blad. Dirch blev kontaktet, og svarede uden betænkning, ja. Chefredaktør Ib Johannesen var ikke helt sikker på, om Dirch ville holde ved – men det fik foreløbig en prøvetid på et halvt år, og så måtte de se hvad der skete.
Men Dirch elskede sin klumme, der med tiden blev udvidet til en hel side, og suppleret med artikler, hvor han interviewede kendte – på sin egen alternative måde.
Stillingen som skribent beholdt Dirch, helt frem til sin død.
Det var ikke første gang Dirch havde udtrykt sig på skrift. Han havde som helt ung skrevet i Dagens Nyheder, og i starten af sin karriere havde han skrevet for Hjemmet – bl.a. om sit liv.
Det havde dog været en professionel journalist som havde været ”ghostwriter” – ”Jeg tjener jo ganske godt selv. Så vil jeg da ikke have, at en journalist bliver arbejdsløs på grund af mig”.

Men det var lidt anderledes på Billed-Bladet – for her skulle Dirch SELV skrive. Det var chefredaktør Ib Johannesen der havde fået ideen, da han havde læst en spalte skrevet af Ib Schønberg i bladet ”Højt Humør”. Så han lod en føler gå ud til Dirch – der ikke behøvede at tænke sig om.
Klummen fik navnet ”Dus med Dirch”, og her kunne Dirch boltre sig, og drille alle sine skuespillervenner, og servere egne og indsendte vitser og brokker.
Efter sigende var det under en af DR’s flagksibe, underholdningsprogrammet ”Kanal 22”, hvor Dirch skulle interviewe Kresten Poulsgaard, og fik den stakkels mand gjort helt rundtosset, at Ib Johannesen fostrede ideen, at Dirch også skulle interviewe kendte til Billed-Bladet.
Dirch blev kendt for at gå i dybden med et interview. Han læste alt han kunne komme i nærheden af om personen, og spørgsmål blev vendt og drejet og omformuleret, så de til sidst sad lige i skabet – præcis som når han arbejdede med en revytekst. Og Dirch kunne sagtens telefonere til en journalist fra bladet sent på aftenen, for lige at lufte en idé , og høre om den holdt vand, eller tage imod et kollegialt råd.
Et interview begyndte næsten altid med, at Dirch spurgte den medfølgende journalist om nu båndoptageren virkede – og han fik næsten altid vedkommende til at notere svarene ned, for ”det ville jo være dumt at ulejlige disse mennesker til ingen verdens nytte.” Så meget for tiltro til teknikken.
I sin tid som interwiever nåede Dirch bl.a. at tale med den engelske komiker Marty Feldmand, Victor Borge som Dirch beundrede grænseløst, blev interviewet i sin suite på d’Angleterre, Ulf Pilgaard Rolv Wesenlund, Ritt Bjerregaard (der var undervisningsinister – og blev trukket i hestehalen), sømandsbossen Preben Møller Hansen (der blev interviewet i en robåd, i havnen i Dragør), Claus Toksvig fra DR, økonomiminister Henning Christoffersen der måtte lede efter firkløver på en mark uden for Herning, og generaldirektør for DSB, Poul Hjelt, der måtte en tur på gulvet for at lege med modeljernbane.