”Verdens bedste Karlsson” bandt 1971 og 1972 sammen, den spillede sidste gang 2. Januar 1972.

Efter den sidste forestilling tog Bente Askjær og Dirch afsked  med hinanden. De håbede begge at de skulle ses igen – men det lå ikke i kortene.
Herefter skulle Dirch først stå på scenen igen til maj, i Cirkusrevyen.
Hanne Passer havde startet ny butik på Jægersborg Allé. Adressen var måske ikke så farverig, som en forretning på Nyhavn, men til gengæld sad pengene nok lidt løsere, på kunderne i denne del af København.
Imens Hanne flyttede og indrettede butik, så filmede Dirch et af sine mere vovede filmprojekter, nemlig ”Takt og tone i himmelsengen”. Efter pornoens frigivelse havde Palladium film kastet sig over sin serie af Sengekantsfilm, og Happy Film havde dere egen serie af Stjernetegnsfilm, og fælles for begge serier var, at de kombinerede dansk lystspil med porno – nogle mere direkte end andre. Dirchs gode ven Henrik Sandberg fra Merry Film havde fostret ideen om en lignende film – dog uden direkte pornoindslag, men dog med en del afklædte damer. Og den kombination havde Dirch ingen problemer med – og så skulle hans legekammerat fra Cirkusrevyen, Poul Bundgaard, tilmed være med. Filmen blev en mere sober udgave af Sengekants- og Stjernetegnsfilmene. Der kom ikke flere af denne salgs film fra Sandbergs hånd, så den lidt farveløse film, sammenlignet med Sengekants- og Stjernetegnsfilmene, appelerede nok ikke rigtigt til samme publikum. Filmen var heller ikke særligt vellykket. Ideen var sjov, om den svindlende greve, der pudser vovede damer på lystne herrer. Dirch holder igen som grev Axel – og selv Axel Strøbye forfalder ikke til sit sædvanlige overspil.

Næsten samtidig havde filmen ”Lenin, din gavtyv” premier. Hvis ikke filmen blev kendt for sin store kvalitet – for det gjorde den ikke – så fik den i hvert fald sine 15 minutters berømmelse. Og det var ikke fordi Jørgen Ryg fik en Bodil for birollen for general Ludendorfs adjudant.
På den sovjettiske ambassade i København, havde man set sig vred på filmen, som man mente gav et forvrænget billede af Lenin. På den sovjettiske ambassade var man åbenbart ikke vant til at omgås satire, så man forsøgte i første omgang, at  få hjælp hos det danske Kulturministerium. Da det ikke affødte nogen nævneværdig reaktion, prøvede man hos Udenrigsministeriet – med sammen negative resultat. Endelig forsøgte ambassaden at påvirke det danske publikum via dagspressen, da i et læserbrev i Politiken 22. Februar 1972, gjorde opmærksom på at filmen gav et ondt og provokatorisk billede af deres store nationalhelt.
Intet af det havde den store effekt. Anmelderne var delte, publikum vidste ikke helt hvad de skulle mene – og selv om filmen havde sine morsomme passager – især grammofonsscenen – så er det aldrig rigtig blevet en Dirch film, som er gået over i historien.
Hvad Sovjetterne ikke lykkedes med i Danamrk, lykkedes for dem senere på året, da filmen skulle have været vist ved filmfestivalen i Berlin. Arrangørerne turde ikke vise filmen. Senere på året blev ”Lenin – din gavtyv” vist på de nordiske filmdage i Lübeck, og dette affødte en voldsom protest fra fra den sovjettiske ambassade i Bonn til den vesttyske regering.
Intentionerne var gode, omtalen i top – men resultatet svigtede lidt. Så er der vist heller ikke mere at sige om den film.

I årets sidste film kunne man ikke se Dirch, men blot høre hans karakteristiske stemme. Nok en gang forsøgte han sig med at lægge stemme til en tegnefilmsfigur – nemlig Obelix – Asterix tro følgesvend. Som med Tim og Bum i Askepot, er det det Dirch og Ove Sprogøe, der står for stemmerne til de to venner. Ove er naturligvis Asterix  - og Dirch den noget større Obelix.
Filmen er et sørgeligt forsøg på at lave en Asterix tegnefilm. Selv om den danske versionering er fin, så er der noget ved filmen, som springer i øjnene, og ødelægger en del af den ægte Asterixstemning. For ved nærsyn, så er filmen næsten klinisk renset for kvinder. Filmen var så ringe, at de to oprindelige bagmænd til tegneserien, Uderzo og Goscinny forsøgte at få den standset.
Året er bestemt ikke det bedste filmår, i Dirchs karriere. Men han havde vist sit ansigt i biograferne.

Med sæsonen 1972 indledte Dirch et tre-år, hvor han helligede sig Cirkusrevyen som eneste sceneoptræden. Dirch og Poul Bundgaard var atter flyvende i fællesesskab, men det var nu alligevel et andet makkerpar der løb med det meste af opmærksomheden. Malene Schwarz og Helle Virkner blev nemlig berømte, de de stillede op som to letlevende damer i Nyhavn. Og det var noget der trak overskrifter og kunne få folk til at få aftenkaffen i den gale hals, at statsministerfruen stod der i lårkort og spille havneluder.
Anmelderne elskede årets Cirkusrevy. I Berlingske Tidende kaldte Jense Kistrup, Dirch for vores største, måske eneste komiske talent. ”Dirch Passer er som komiker og klovn et fænomen uden sidestykke. Han kan kun sammenlignes med sig selv.”
I Politiken overgik Herbert Steinthal denne beskrivelse: ”Aldrig har han været så overdådig frodig, helt ud i det absurde lysende af genialitet. En verdenskomiker.”
På scenen elskede Dirch som bekendt at drille sin medskuespillere – og især Poul Bundgaard måtte lægge krop til mange af Dirchs practical jokes. Som hævn betalte Poul Bundgaard en dag tilbage, ved at sidde i kulissen og betragte Dirch, mens han tyggede sig gennem et stykke smørrebrød. Næste aften blev joken udvidet med en stol, hvor Poul kunne sidde med sin mad, mens en undrende Dirch måtte kæmpe sig gennem nummeret, uden publikum kunne se hvad der distraherede ham. Men Poul Bundgaard var slet ikke færdig, for under en senere forestilling, blev der stillet op med fint dækket bord, med porcelæn, dug, hummer og champagne – serveret af en tjerner. Synet ude i kulissen, fik totalt Dirch til at gå i stå, og bedre blev det ikke, da Poul Bundgaard og tjeneren, rykkede hele menageriet ind på scenen, og uanfægtet af publikums jubel, og Dirchs totale lattersammenbrug, fortsatte den improviserede middag.

Sådan en omgang kunne jo ikke gå upåagtet hen, og hævnen kom allerede næste aften, hvor Poul Bundgaard havde brug for assistance til en svær vise. Han kiggede ned i sufflørkassen – hvor den sædvanlige suffløse var udskiftet med… Dirch, iklædt lys paryk, og udklædt som luciabrud. Poul Bundgaard holdt sammen på sig selv, men Dirch var forberedet, og midt i sangen, stak han et skilt op af sufflørkassen: ”Det står der ikke!”. Flere skilte fulgte, sluttende med skiltet: ”Du er for gammel –UD!”. Stor var publikums jubel, da han stak hovedet op fra sufflørkassen – med lucialys i håret – og en storgrinende Poul Bundgaard i baggrunden.
Men Dirch kunne også nedtone sig selv, når behovet opstod. Var en af kollegerne f.eks. den bærende komiske figur i en scene, kunne Dirch finde på at stille sig med ryggen til publikum, eller foretage sig andet, for at bringe sig selv ud af fokus. Han var udmærket klar over, hvor meget han fyldte scenen. Med sig i baggagen havde han også episoden fra ”Bum”, hvor Karl Stegger og Ove Sprogøe skældte og smældte over, at han tog fik alle de gode replikker og opmærksomheden.
Årets cirkusrevy var en stor succes. Også rent økonomisk. Der var næsten udsolgt til alle forestillinger – og dem var de 11 af om ugen.
I en bog om Holstebro Revyens historie, fortæller Ernst Trillingsgaard om de han mødte Dirch i Holstebro i 1972, i forbindelse med en opførelse af ”Sommer i Tyrol” i Holstebro Hallen – et gæstespil fra Falkoner Scenen. Det var tilsyneladende her kimen blev lagt til Dirch senere optæden i Holstebro Revyen – desværre har jeg bare ikke kunen finde noget om denne turne med ”Sommer i Tyrol”. Så enten er arkiverne mangelfulde  - eller også husker den tidligere direktør forkert. Det finder vi nok aldrig ud af…

Desværre sluttede Dirch året af, på en lidt uheldig facon.
2. Juledag 1972, havde Danmarks Radio programsat et et lidt specielt program: Politisk Krobal 1972. Programmet der skulle sendes fra Filskov Kro udenfor Billund, skulle optages nogle dage før jul, og nogle af gæsterne skulle flyves med privatfly, fra Kastrup til Billund, heriblandtfolketingsmedlem Jens Peter Jensen og Hanne Bidtz, statsminister Jens Otto Krag , borgmester Thisted Knudsen, Daimi, kapelmester Max Leth  samt et par musiker fra DR. Og fra Aalborg ankom den senere så kendte borgmester, Marius Andersen.
Programmet var lidt politiske gætterier, iblandet lidt let underholdning, på en stille julefridag.
Allerede på landingsbanen, var luften i den lille flykabine tæt af whiskydunster der udsprang fra Dirch. Han havde indtaget sin plads i flyet, ved siden af statsminister Jens Otto Krag med et:
”Spiritus får dig jo næsten til at ligne et menneske”, til den tavse statsmininster, der svarede igen med et letter fornærmet: ”Jeg er ikke beruset!”
Dirchs svar: ”Næ, men det er jeg”.
Dommertrieon bestod af Ole Andresen, Tage Kaarsted – og Povl Sabroe. Og sidstnævnte fik Dirch til at spærre øjnene op, da han ankom til kroen. For han var overbesvist om, at det var bevidst, at Sabroe deltog, for at holde Dirch i kort snor.
Men Dirch hankede op i sig selv,  og sagde til Sabroe: ”Jeg er allright, far. Jeg fejler ikke noget. Jeg har det dejligt. – Jeg har været fuld i tre dage: i går, i dag og i morgen!”.
Sabroe studerede Dirch, og blev enig med sig selv om, at han ikke var i stand til at optræde, og han foreslog programchefen, Jacob Nielsen, om det ikke var en god ide af aflyse Dirchs optræden. Her brød Dirch ind, og udbad sig en sauna, så ville han være klar på to timer. Det fremskaffede kroværten, men ved de efterfølgende prøver klumrede Dirch rundt i sit hattenummer. Han lovede at det nok skulle sidde lige i skabet under udsendelsen. Derudover skulle han optræde med fingernummeret, hvor teksten var lige til at huske.
Dirch fik ikke lov til at blive strøget af programfladen, hvilket programchefen sikkert fortrød bagefter, for intet fungerede for Dirch.
Under hattenummeret fik han hele tiden fat i de forkerte hatte, og mumlede et eller andet sært, når han satte hatten på hovedet. Ingen fik noget ud af nummeret. Dirch opgave halvvejs, og gik direkte til fingernummeret, der også forblev halvfærdigt og sjusket udført.
Bagefter var han ked af sin optræden, og luskede stille af, efter optagelsens ophør. I flyet spurgte Sabroe Dirch, hvor han skulle holde jul: ”Hos en familie der ikke har fjernsyn!”, lød svaret.
Disse uheldige optrædender var ikke enestående – de skete med jævne mellemrum, på scener rundt omkring, men sjældendt på TV.
Ved dette TV-show var der en helt klar årsag. Længe før han skulle optræde, kunne Dirch se bladene og aviser slå det stort op, at hele familien Danmark endelig kunne se Dirch optræde på TV, hvor han var en sjælden gæst på dette tidspunkt. Både fordi DR ikke var vilde med at betale hvad det kostede, at få Dirch til at optræde i TV. Han var udmærket klar over sit værd, og tog sig godt betalt - og som han selv skælmsk formulerede det, så ville han være ked af at folk blev hjemme fra restauranter, teatre og biografer, bare for at se ham i TV...
Men sandheden var, at de mange skriverier gik ham på, og at han var nervøs for optagelsen. Han var simpelthen bange for ikke at slå til, når nu det halve Danmark så på. Det var lettere at overskue en teatersal. Og Dirch havde en vel afprøvet og til perfektion gennemarbejdet rutine, når premierenerver skulle dulmes: Byens vandhuller.
Men denne gik alkolen og numrene ikke godt i spænd - ogdet blev straffet. Hårdt. På landsdækkende TV.
Heldigvis kom der senere andre uforlignelige TV-optrædender i kassen – blandet andet hans optræden i Otto Leisner Show, hvor han får den altid velforbredte studievært til at slå knude på sig selv af grin, hans eget show og Fup eller Fakta, der viser en skøn underspillet Dirch, der med stor lune og et glimt i øjet, driller sin bedste - og hårdeste - kritiker, Flemming Kragh-Jacobsen.

Om episoen med Jens Otto Krag i flyveren, var helt så alvorlig, som det kunne lyde, kan der sås tvivl omkring. Dirch og Jens Otto Krag havde ved flere lejligheder mødt hinanden, gennem Helle Virkner, der jo ikke kun var statsministerfrue, men også Dirchs kollega i Cirkusrevyen. Hele holdet blev efter en succesfuld revyaften, inviteret ud til lidt natmad på Marienborg, og her kom samtalen helt naturligt, ind på politik. Efter en morsom politisk tale af Poul Bundgaard, hvor han gjorde grin med politiker- kontra politikergerningen, hev Jens Otto Krag Dirch til side, under den efterfølgende kaffe.
I biografien "Billeder fra mit liv" fortæller Helle Virkner, hvordan Jens Otto Krag gerne ville advare Dirch, mod de Fremskridtsparti-venlige udtalelser han var kommet med. Han mente kort fortalt, at Dirch skulle lade være med at sætte kryds ud for liste Z - det ville han fortryde. Det kunne gå hen og blive alt for bekosteligt, og skade hans karriere tilmed. Jens Otto og Dirch diskuterede højlydt, og formodentligt som en provokation, spurgte Dirch Jens Otto Krag, om han måtte låne telefonen. Han ville gerne ringe til Nixon og rose ham, og bede ham om at få Danmark til at føre en mere højreorinteret politik.
Helle Virkner slutter beretningen af med at fortælle, at hun fra soveværelset, kunne høre Dirch og Jens Otto Krag sidde på Marienborgs hovedtrappe, og fortsætte deres godmodige, men forvrøvlede, politiske samtale, til længe efter solopgang.