1973 må siges, at være Dirchs år. Nittendirchoghalvfjers.

Som sædvanligt hang de store, positive superlativer løst på anmelderne, da de havde set årets Cirkusrevy. Og det skyldtes et nummer især.
Preben Kaas og Dirch havde fostret ideen til et nummer, om en stor baby. Der er lidt forskellige historier om, hvorledes idéen blev undfanget. Nogle siger det var en hoppegynge, i privaten hjemme hos Preben Kaas, der fik de to herrer på idéen – en anden historie, handler om at de to havde drukket lidt vel tæt, hjemme hos Kaas i Trentemølle på Fyn, eller hjemme hos Dirch på Rosbæksvej, og at Dirch, hen på de små timer, i barnlig kådhed siger: ”Jeg vil bæres!” Og der er også en historien om, at Dich havde slået sin ene storetå, og ville bæres…
Uanset hvilken historie der er sand, så endte Dirch i hvert fald i en stribet sparkedragt, siddende i en forstærket hoppegynge på Cirkusrevyens scene. Overraskelsen var enorm – som Dirchs store krop, der var godt på vej mod 130 kg – og publikum åd af hånden. ”Op å då” blev årets helt store succes-nummer. Publikum elskede den svingende kæmpebaby – og anmelderne gravede dybt i gloserne: ”Dirch er ikke bare en baby i dette nummer. Han er også udyr. Barbar og menneskespire, en slags animalsk humanist, der gennemskuer verden, og især de voksne med indtrængende skarphed…”, skrev Svend Erichsen i Aktuelt.
Svend Kragh-Jacobsen, var oppe på de høje nagler i Berlingske Tidenden: ”Der er momenter, hvor hans udfoldelse virker, som rinder hans morskab fra komikkens urkilder”.
Men rollen som baby var hård ved Drichs fysik. Det ene knæ blev overbelastet, og Dirch måtte en tur til Aarhus, for at få knæet opereret.

Vejen fra gulvet sammen med Preben Kaas, hvor de to fostrede deres vanvittige indfald, til den færdige sketch på scenen, kunne være lang – og til tider hård. Kaas havde efterhånden fået en vis rutine i at skrive til Dirch. For selv om Dirch havde en skarp hjerne, hvad angik vittigheder og pointer, så havde han også nogle høje krav til indholdet – og måske nok mest til forståelsen af indholdet. Faldt en vits eller bemærkning ikke i god jord hos Dirch, kunne  Kaas have et voldsomt hyr med, at få overbevist ham om, at netop denne joke, skulle med for helhedens skyld. Enkelte gange så var kampen tabt på forhånd – vitsen var fundet for let, og havde ikke en chance for, at komme med i den færdige sketch. Ofte skrev Kaas monologerne i de sene nattetimer, kort før en premiere – andre gange var de to i konstant telefonisk kontakt med hinanden, hvor de finpudsede, justerede, indsatte og fjernede brokker, for til slut at stå med et nummer både Kaas og Dirch kunne stå inde for.
Så begyndte næste fase, hvor Dirch tog ophold i sin kælder, mens han øvede og ”ordede” på sine nye numre. Denne fase kunne sagtens ende ud i, at det færdige nummer, lige skulle en tur på værksted, før den var hjemme.
En af de sidste faser, før premieren, var Dirchs sammenbrud. Det slog aldrig fejl – før en premiere, kunne Dirch komme op fra kælderen, efter i dagevis at have øvet på nye numre, hvorefter han nærmest som var det en tur ned til købmanden efter mælk, forsvandt ud på de små knejper på dødsruten, for at dulme nerverne. Det kunne tage nogle dage, hvorefter han så kunne dukke op – eller som det ofte også skete – han ikke dukkede op, og man måtte ud og lede efter ham. Heldigvis var hans stamværtshuse kendt af af både Hanne og kolleger i Cirkusrevyen, så de kunne ret hurtigt pejle sig frem til hans gemmested.

”Dirch Passer er 47 år. Men ellers er han tidløs. Endvidere er han hævet over almindelige menneskelige begreber og syner, fordi han det ene øjeblik ligner en menneskeabe, det næste øjeblik et menneskeligt spædbarn. Jeg tænker ikke udelukkende på hans babynummer i Cirkusrevyen. Men det er ellers udmærket egnet til et forsøg på en analyse af hans egenart som komisk geni, vi ikke har haft magen til og heller ikke kan opspore andre steder på kloden. Dich er ikke bare en baby i dette nummer, han er også udyr. Barbar og menneskespire, en slags animalsk humanist, der gennemskuer verden og især de voksne med indtængende skarphed.” skrev Svend Erichsen i Aktuelt.

I foråret, før Dirch medvirkede i Cirkusrevyen, var Bente Askjær med ABC på turne som suffløse. Teatret turnerede landet rundt med ”Den kyske levemand” (der året efter blev filmatiseret), og undervejs i turneen offentliggør Sonja Oppenhagen og Klaus Pagh, at de skal giftes, når ensemblet kommer til Skagen.
Turen til Skagen gik gennem Aalborg, og da bussen gjorde et lille ophold foran Hotel Hvide Hus, steg brudeparrets forlover på – ingen anden en Dirch. Det spredet straks en god stemning i bussen – men især Bente var glad for at se ham. Turen gik videre til Skagen, hvor der skulle være bryllup samme dag, og på hotellet kommer Dirch ind på Bentes værelse, og spørger om hun vil hjælpe ham med en irriterende kraveknap. Om det var et smart trick, eller om knappen virkelig drillede, vides ikke – i hvert fald ender det med, at Bente og Dirch kysser hinanden første gang. På vej til  vielsen hvisker Dirch til Bente: ”Mød mig ude i klitterne klokken 15!”, hvilket faktisk irriterede hende lidt. For hvad regnede han hende egentlig for – en pige han bare kunne bruge efter for godt befindende?
Så Bente slog koldt vand i blodet, og lod Dirch spadsere rundt i klitterne, selv om hun kunne se ham fra vinduet. Dirch derimod, tog det fortrydeligt op, og da skuespillerne senere skulle afsted til aftenenes forestilling, gik Dirch hen til Bente, der sad i bussen, og sagde: ”Jeg tager hjem nu. Der er ikke noget at blive efter!” Der skulle gå nogle måneder før de atter så hinanden. Det var en aften efter Cirkusrevyen.

Filmmæssigt blev 1973 et af de bedste år for Dirch. Der var kun to film med ham på plakaten, men den ene var Klaus Paghs filmatisering af farcen ”Solstik” et par år tidligere, nu opsat i biografen under titlen ”Solstik på badehotellet”. Den tekniske kvalitet var helt i bund, men filmen gav et unikt indblik i, hvordan Dirch var på scenen. En gal tornado, der væltede alt omkuld på sin vej. Filmen er et must for enhver, der er bare lidt begejstret for Dirch.

Årets anden film, var i en helt anden klasse. Dirch og vennen Henrik Sandberg havde fået fingrene i en engelsk farce. Den meget britiske farce skulle fordanskes, og til det blev Lise Nørgaard hyret ind – hvilket skulle vise sig, at være intet mindre en genistreg. For Lise Nørgaard havde luret Dirch, og vidste præcist hvordan hun skulle skrive til ham, for at få det bedste ud af ham. Dirch skulle spille en halvlurvet svindler, Victor Viffer Hansen, der får sin sag for med nogle sværvægtsforbrydere. Det blev en yderst vellykket forbryderkomedie, med Dirch udklædt i et utal af kostumer. Lise Nørgaard havde gjort sit bedste, Dirch gjorde sit bedste – og anmelderne var vilde. Så vilde at Dirch fik en Bodil for rollen som Viffer. Denne gang ikke for spild af talent, men fordi han havde været fremragende. I sin takketale, sagde Dirch blandt andet: ”Jeg tror det er den eneste film, jeg har været virkelig glad for at lave”. Og så hjalp det jo også, at han selv havde skudt penge i projektet – og skulle have halvdelen af overskuddet….

Som om året ikke kunne blive bedre, så modtog den royale Dirch også en invitation fra selve hoffet. Han var stolt som en pave, da han ringede og fortalte sin mor, at han skulle til bal hos dronningen. Dirch nærede den største respekt for kongehuset, men kunne alligevel ikke helt gemme den indre klovn i det skræddersyede kjolesæt, indkøbt til lejligheden. Han lignede en sæk kartofler i sættet – så det sad nok perfekt. Han gassede de opstillede gardere i Drabantsalen – for han havde hørt at garden trak op, så de måtte gerne se at få trukket de bajere op. Var det måske ikke et garden-party?
Men da han mødte majestæten, så overtog den velkendte generthed, og det blev kun til en ganske kort ordveksling mellem de to.
Forud var gået en kammerkoncert, som Dirch fandt så dræbende kedsommelig, at det halve var nok. Da koncerten var slut, sneg han sig ud i Drabantsalen, og skyllede den medbragte øl ned, med at par ordentlige slurke i skjul bag en søjle. Povl Sabro var også med til ballet, og da han opdagede Dirch stå som en anden skoledreng, bællende en indsmuglet håndbajer, kunne han ikke lade være med at drille – men Dirch forsvarede sig med: Det var en Hof!

På hjemmebanen var der knapt så meget at grine ad. Forholdet mellem Dirch og Hanne, var på et historisk lavpunkt. Dirchs drikkeri havde taget et gavaldigt hop opad, da han havde opdaget, at Hanne var ham utro. Han betroede vennen Gorm Lertoft, at han var klar over at Hanne købte tøj til sin elsker, med navnet Sorte Willie – på Dirchs konto hos det veletablerede firma Brdr. Andersen - og at de dyrkede hinanden i en lånt lejlighed på Frederiksberg
Gorm Lertoft kunne så indvende, at Dirch jo heller ikke lå på den lade side, hvad angik andre kvinder – han frekventerede jo ofte Kakadue, hvad deraf fulgte. Men det kunne Dirch ikke se noget galt i – det var jo bare tidsfordriv.
Drikkeriet var begyndt at sætte sine spor. Han led af besvimelsesanfald, og var begyndt at have problemer med hukommelsen. Lægernes dom var helt klar: Skær øjeblikkeligt ned på alkoholen – ellers går det galt!

”Når det kommer til stykket, er De så lidt af en mimose?”
”Nej! Jeg kan ikke se mig selv stå og svaje i vinden – det ville i øvrigt også være en smuk plante, skal jeg love for.
Næh, der er tværtimod en hel masse, jeg synes livet er for kort til – sådan nogle småtterier på et teater, med lidt uvenskab og lidt tingeltangel. Det kan man jo ikke ta’ sig af”.
Ninka, Politiken 28/5 1967