Med den besked i bagagen blev det 1974 – uden tegn i sol og måne på forbedringer.

Hanne og Dirch gik galt af hinanden – og flere i Dirchs omgangskreds, både privat og arbejdsmæssigt, har efterfølgende sagt enskydende: De forstod ikke hinanden. Det gik helt galt i foråret, hvor Dirch var taget til Venedig, for at indspille opfølgeren til ”Mig og mafiaen”. Han havde taget Hanne med, for at pleje deres ægteskab, og filmens fotograf Claus Loof, spurgte Dirch, hvorfor pokker han fandt sig i det, når Hanne tog på vej, og skældte og smældte på ham. Og det gik helt galt en aften, hvor Hanne, under overværelse af hele filmholdet, kaldte Dirch impotent. Ingen sagde noget, men så bare til, mens Dirch krympede sig. Til Claus Loofs spørgsmål, svarede Dirch blot, at det jo var hans egen skyld.
Men Hanne var ikke færdig. Hun forlangte at Dirch stoppede i Cirkusrevyen. I hendes øjne var det roden til alt ondt i deres ægteskab: Drukturene, der fik hendes mand til at forsvinde i dagevis, og lage et unødigt pres på deres i forvejen hårdt prøvede ægteskab. Hun gjorde det helt klart: Enten stopper du i Cirkusrevyen, eller også vil jeg skilles!”.

Dirch så ingen anden udvej, end at lade beskeden gå videre til Preben Kaas, der måtte synke en ekstra gang, da Dirch overbragte beskeden. Men sæsonen 1974 skulle være den sidste i Cirkusrevyen. Og sådan blev det. Sven Borre kom med en halvhjertet opbakning til Dirchs beslutning: Man skal også kun være det samme sted i 4 år – og han havde jo allerede været på Bakken i 8 år, så…

Men inden sæsonen 1974 lukkede og slukkede på Bakken, så skulle Dirch lige igennem et jubilæum. For Dirch havde 25 års jubilæum dette år. Det er nu en sandhed med modifikationer, for reelt var han jo begyndt på teateret i 1944 – så det var et 30 års jubilæum - men da hans første revy var i 1949, blev det til 25 år på revyscenen – og DET skulle fejres.
Povl Sabroe og Preben Kaas fik stablet lidt festivitas på benene. Kolleger lykønskede ham i programmet, Stig Lommer skrev en hyldestvise, og Preben Kaas gav Dirch en ny sketch med successen, Kæmpebabyen – nu med lillesøster -  i gave.  Publikum hyldede Dirch hver aften, med et ildhav af stjernekastere, og Dirch takkede med et potpourri af tidligere succeser.
Dirch var gået med til at Kaas kunne benytte hans jubilæum – hvis det kunne sælge billetter. Men han ville under ingen omstædnigheder fejres.
Dirch stoppede på toppen og med manér – men det var et hårdt slag for Cirkusrevyen, at han forlod dem. Året efter fik revyen fine anmeldelser – men publikum lagde ikke skjul på, at de var kommet for at se Dirch. Så de svigtede.

Klaus Pagh og Dirch var gode venner, og Klaus Pagh fik en aftale i hus med Dirch, at han året efter skulle spille ”Stamherren” på ABC, som Pagh havde overtaget. Men der lå andre overraskelser og ventede ude i fremtiden. For Dirch skulle stadig spille revy året efter – men ikke i København.
Revyen indeholdt ”Fingernummeret”, der endte som en yderst omdiskuteret parentes i 2006’ Kulturkanon. Art Metrano fik nys om sagen – og mente at han var ophavsmand til nummeret, og ikke Preben Kaas. Men Fingernummeret er stadig en del af Kulturkanonen trods polemikken. Dirch formåede at gøre det til helt sit eget.
”Mafiaen – det er også mig” fik premiere i september, og var bestemt en værdig og seværdig opfølger til ”Mig og mafiaen”.  Allerede i april, var Dirch blevet hædret for sin rolle som Victor Viffer Hansen, i ”Mig og mafiaen”. Det skete, da han fik overrakt en Bodil for rollen – ”Bedste skuespiller”. Dirch var henrykt, for denne første Bodil, der rent faktisk var baseret på hans talent. Han holdt en meget rørende takketale, iført paterkostumet fra filmen: ”Jeg siger tak til mafiaen – altså filmanmelderne” var den slet skjulte tak for sidst, til da han fik den første Bodil for at spilde sit talent. Nu kunne de endelig se, at han kunne noget.
Dagen efter var der et stort interview med Dirch i B.T.
”Jeg er så lykkelig. Jeg kunne tude af lykke!... Det kan godt være irriterende at man med Djævelens vold og magt altid skal være skæg.
Mange kan ikke rigtigt forstå, at jeg privat godt kan være gnaven og lidt af en dødbider…
Men jeg vil sige, at ingen af de film, jeg hidtil har lavet, har været en Bodil værd. Men det er denne her”.

Ved Bodilshowet i 1974 skulle en ung mand, ved navn Gunnar Geertsen optræde med sin sang ”Bodil”, som han havde haft et hit med året før. Og denne optræden skulle blive noget han aldrig glemte. Før selve prisoverrækkelsen opholdt de optrædende kunstnere sig i en frokoststue, og ved et tilfælde kom Gunnar Geertsen til at sidde skråt overfor Dirch.
Det første Dirch sagde til Gunnar var: ”Du er nervøs!” – alt hvad Gunnar Geertsen gjorde, var at nikke.
”Det er jeg også”. Sagde Dirch. Uden at fortrække en mine.
Gunnar Geertsen troede nu ikke helt på Dirch – det var sikkert bare for at være venlig og for at muntre ham op, at han havde sagt det. En hvid løgn. Efter en kort tur ud i foyeren, kommer Gunnar Geertsen atter ind til sin plads, og i det samme rejser Dirch sig op, kommer ham i møde og siger: ”Kom, skal vi ikke gå en tur?”.
Dirch tog Gunnar om skulderen, og så vandrede de rundt i en rum tid i en af teatrets gange. Dirch gentog at han også var nervøs – hvortil Gunnar svarede, at han jo var i en lidt anden situation end han, Gunnar Geertsen mente naturligvis, at Dirch var en stor og prøvet kunstner, som havde stoffet i orden – og erfaringen, hvor han selv var yngre og nærmeste en nybegynder.
Men Dirch svarede så: ”Jo, min er meget værre!” For der var et nærmest uoverstigeligt bjerg af forventninger til Dirch – han var enten genial – eller en fiasko. 
Dirch fotsætter så: ”Du må bare ikke spille smart. Den køber de ikke. Og du må ikke lyve. Bare vis hvem du er. Så elsker de dig”. Og så var det i øvrigt helt ok at være nervøs – ellers kunne man ikke præstere ordentligt.
”Se på mig – jeg er rystende!” Sluttede Dirch af.
Gunnar Geertsen forstod helt tydeligt hvad Dirch mente: Hvis Dirch dummede sig, så var det på alle landets aviser dagen efter – hvis Gunnar Geertsen floppede, så kunne han bare tage toget hjem til Nordjylland – og ikke en sjæl ville bemærke det…
Gunnar Geertsen gik på scenen, og stik imod alt hvad han havde øvet hjememfra, hørte han sig selv sige: ”Jeg er nervøs!” Publikum lo, han sang sin sang, og fik et strålende bifald – og da han forlod scenen stod Dirch i kullissen, og vendte tomlene opad med et stort smil på sit ansigt. Og ude bagved kom Ole Ernst stormenede hen til Gunnar Geertsen, og gav ham et stort kram og råbte: ”Du fik dem sateme. Sådan!”
Gunnar Geertsen var dybt imponeret over Dirch, der tog sig tid til at hjælpe en yngre kollega, som tydeligvis havde brug for et skulderskub.
Gunnar Geertsen skriver i sin bog ””Showbizzer – dansk showbizz set indefra”, hvordan han ofte senere har fortalt historien. Og han skriver også, at episoden var den direkte årsag til, at han valgte aldrig selv, at ville stå på en scene igen. Hvis det var hvad man skulle igennem, før hver optræden, så var det for dyrekøbt.

Oven i turbanen, dumpede der så lige en ekstra appelsin ned: Et ridderkors. Dirch var blevet udnævnt til Ridder af Dannebrog. Ved audiensen hos dronningenen, kunne Dirch ikke dy sig, men spurgte majestæten, om der fulgte en hest med udnævnelsen. (Dirch var ikke specielt begejstret for heste – så han har nok glædet sig over, at det gjorde der ikke).
Det er pudsigt med Dirch – for han var både republikaner – men også i udpræget grad royalist. Han nægtede at sige vittigheder om politikere, med mindre de var langt over gennemsittet, og var der antydning af jokes om kongehuset, strøg han dem uden blusel i sine monologer. Prins Henrik kunne jo blive ked af det…
 
Var det ikke lige for uglerne i mosen på hjemmefronten, så ville 1974 have været et fantasisk år for Dirch.

Det har også været omkring dette tidspunkt, at Dirch blev hyret til nogle spisegilder, på en række kroer rundt om i landet. For 200 kr pr snude, kunne man komme til FROKOST MED DIRCH, og for den pris fik man en god menu, to gange 30 minutters underholdning, med highlights fra Dirchs karriere, og så var der dans bagefter. Dirch fik en fyrstelig hyre for arrangementerne, men efter ganske få gange måtte han sige stop – fristelserne var for store, og Dirch tog voldsomt på i vægt.
Her er der et af de eksempler, der viser, at Dirch godt kunne sige fra, når det virkelig gjaldt.