En herre i lilla, Holstebro, frit fald med Lommer – og en pige der hedder Bente

I Holstebro sad Ernst Trillingsgaard, og han havde holdt kontakt med Dirch, siden de havde talt sammen nogle år forinden. De havde faktisk talt så meget sammen, at Trillingsgaard havde hyret Dirch til Holstebrorevyen 1975 – og Dirch havde takket ja. Af flere årsager.
Trillingsgaard havde accepteret hans ret så voldsomme honorar – garanteret af byens borgmester – samt et sommerhus han kunne bo i, langt borte fra nysgerrige øjne og journalister. 
Men det var ikke kun honoraraet der trak – for Dirch trængte til luftforandring.
Han ville bort fra København – men især nok Hanne, og alle deres problemer.
Og så var der jo også lige det der med hende Bente… suffløsen.

På ABC havde ”Stamherren” premiere 12. Januar – og stykket skulle komme til at gå, ikke færre end 165 gange, både på ABC og 2 uger i Tivoli.
13 år og 500.000 kr i løn – det var såmænd ”alt” der skulle til, før Dirch var tilbage på selv samme scene, som han og Kjeld nærmest have boet på i begyndelsen af 1950’erne. At det var på ABC var dog ingen garanti for succes. Men Klaus Pagh havde gjort sit forarbejde. Dirch – parret op med Ulf Pilgaard og Jørgen Ryg – det var mere end hvad publikum og anmeldere kunne stå for. Anmelderne for i blækhuset, og roste Dirch i farverige vendinger:
Robert Naur i Politiken: ”Dirch er hinsides beskrivelse i denne rolle….Han er en side, af teatrets væsen dyrket til fuldkommenhed.” I Berlingske Tidende tilføjede Svend Kragh-Jacobsen: ”Passer holder sit publikum fast i hvert sekund, han er på scenen…Hans entre i lilla blev ikke blot tiljublet, men var al denne jubel værd. Man skreg, klappede og stønnede, mens han tromlede frem og tilbage over den brede scene. Al publikums darling”.
Og Knud Schønberg i Ekstra Bladet tilsluttede sig: ”Den fortabte søn kommer hjem efter 13 års udlændighed, større end da han rejste. Dermed er ABC igen det morsomste teater i byen…”
Klaus Pagh kunne juble over en belægningsprocent nær de 100, og publikum kunne næsten hver aften juble over Dirch, og over en enkelt passage, hvor Per Pallesen konstant sloges med en replik han aldrig fik sagt. Per Pallesen skulle sætte sig på en bænk, sammen med Dirch og Jørgen Ryg, Men aften efter aften knækkede han sammen af grin på dette sted, og kunne slet ikke fremsige sin replik. En aften fik Dirch nok, rejste sig fra bænken, gik hen til sufflørkassen og lånte manus, hvorefter han smed det i skødet på Per Pallesen med ordene: ”Så læs det!” Bagefter var beskeden fra Bente – der var sufflør – helt klar: Det var første og sidste gang han gjorde det!

Når billetkontoret på ABC Teatret åbnede klokken 12, havde folk stået i kø siden tidlig morgen, og køen kunne strække sig fra billetkontoret og helt op forbi Frederiksberg Runddel.
Da det blev opdaget at et driftigt postbud hver morgen købte 40-50 billetter, for derefter at sælde dem til overpris til folk der gerne ville slippe for at stå den lange tid i kø, blev der indført restriktioner: Kun 4 billetter pr. Person. Det var første gang det skete i Danmark.
Stykket gik 40 gange i tivoli – og de 40 forestillinger blev udsolgt på blot 2 dage.
I det hele taget forsøgte alle at få billett til forestillingen, og Ulf Pilgaard erindrer at han pludselig havde nærmest en hel kommuneskole ful d af gamle klassekammerater, der forsøgte at score billetter til forestillingen gennem ham.
Dirch kommenterede i øvrigt den yngre og ukendte Per Pallesens deltagele i ”Stamherren” med et : ”Han sælger programmer!” Det forstod de andre på holdet ikke – men Dirch forklarede: Jo, for i pausen skal alle ned og købe et program for at finde ud af hvad pokker det nu er, han hedder!

Efter premieren var der premierefest på Conrad Hausers vinstuer, og de indbudte gæster kunne se en glad Dirch. En meget glad Dirch. Glæden skyldtes ikke kun stykkets flotte anmeldelser, men måske lige så meget stykkets suffløse, Bente Askjær.
Efter en evighed for udsolgte huse, rykkede ”Stamherren” ind i Glassalen i Tivoli. Få dage før repremieren døde Dirchs far, Vilhelm Passer, og det var et stort tab for Dirch, der holdt meget af sine forældre. Heldigvis havde han Bente at støtte sig til.
Dirch måtte væk hjememfra, hvor der nærmest var udbrudt åben krig mellem ham og Hanne. Så sommerens engagement i Holstebro Revyen kom som det perfekte afbræk i håbløsheden på hjemmebanen. Med i aftalen havde Dirch fået Ernst Trillingsgaard til at finde et sommerhus til ham. Det blev et hyggeligt sted i Fjand, tæt på Vesterhavet. Her troede / håbede Dirch at han kunne holde sig ude af nysgerrigees blikke – men måske især udenfor pressens søgelys. Der var flere årsager til hemmelighedskræmemriet. Dirch ville ikke tale om sit havarerede ægteskab, han ville beskytte Josefine mod tingenes tilstand. Der var ingen grund til at hun skulle høre om sine forældres kamp i pressen. Men nok så vigtigt var det, at Bente Askjær var med ham i sommerhuset i Fjand. Der var amoriner i luften mellem de to, men det behøvede pressen ikke få noget at vide om. Endnu. Han var trods alt stadig en gift mand.

Før de tog til Holstebro det år, nåede Bente og Dirch, at tage på en kærlighedsferie til både London og Paris. Tiden blev fordrevet med god mad og masser af teater og shows – og Dirch forkælede sin unge kæreste med masser af gaver.
I London indlogerede de sig på Hyatt Hotel, der var åbnet, men ikke helt færdigbygget. Noget andet der var gået lidt huritgt med at samle, var den enorme seng, der stod på deres værelse. Dirch måtte bare lige prøve at ligge i den, men sengen kollapsede under den store mand.  Det samme skete da de fik et nyt værelse med en ny seng.
Dirch og Bente besøgte London flere gange – og et af de fast programpunkter, var at trawle pladebutikkerne tynde efter LP plader med engelske komikere, samt jokesbøger hos de lokale boghandlere. En rejse til London var ikke kun en adspredelsesstur, men også et god mulighed for at samle inspiration. Spadserede de ikke byen tynd, og gik i butikker, så de teater og shows. Men det skulle være godt – for ellers var der kontant afregning: Dirch kom nemt til at kede sig, hvis stykket ikke faldt i hans smag. Dette skete under ”Harvey”, med selveste James Stewart, hvor Dirch faldt i søvn, og måtte modtage en del onde blikke fra skuespilleren, før parret gik i pausen. Ved enkelte lejligheder mødte de nogle af de store stjerner – det skete bl.a. da de var inde og se den walisiske komiker, Dave Allen.
Dirch holdt utroligt meget af at kunne gå i fred på gaden i London, uden at blive genkendt.

Den store kærlighed til London, førte til at de overvejde at bo i byen halvdelen af året. Parret så på lejlighed i Kensington området, men det blev aldrig til noget.
Selv om Dirch var ret velbetalt, så ville han alligevel ikke betale mere end højst nødvendigt, når parret boede på hoteller i storbyen, som f.ekes da receptionisten på Hilton i London, informerede om, at Dirchs datter naturligvis boede gratis. ”Datteren” var Bente. Aldersforskellen på 28 år generede ikke Dirch – der også fandt det morsomt at Bente f.eks. kunne gå til halv pris, når de sejlede med Storebæltsfærgerne. Morskaben var nu til at overse for Bente.
I stedet for at flytte til udlandet, så blev Bente og Dirch et utroligt berejst par. London var højest på ønskelisten, og det hændte ikke sjældendt at Dirchs mor Ragnhild, eller Bentes forældre, døtrene Josefine eller Dorte og hendes kæreste Jørgen var med.
Men Paris blev også flittigt besøgt. Det var lidt det samme der trak, som i London, og teatrene blev flittigt besøgt. Og de små fortorvscafeer hvor Dirch kunne betragte de forbipasserende parisere, og samle inspiration til nye figurer.
Men selv om de europæiske hovedsteder trak, så tabte han sit hjerte til USA. Det var et land der var som skabt til et stort menneske som Dirch. Alt fra sengene til kaffekopperne var store. Teater i New York  og Los Angeles, og shows og casino i Las Vegas. Dirch afslørede at han var lidt af en spillefugl – og kunne godt lide at tulle rundt i casinoet og spille lidt, nu han var der. Men det var ikke noget han blev rig af.
For at prøve noget helt andet, tog de at par ture til Asien, for at opleve østens mystik i Singapore, Bangkok og på Bali. Men det var ikke lige sagen. En af turene har været omkring 1977, hvor Dirch skulle optræde for omkring 300 danskere i Bangkok. Han og Bente havde turneret rundt med et show, og et af numrene indkluderede en bakke fuld af yoyoer i forskellig størrelser og farver. Men nummeret blev aldrig til noget, for en eller anden havde været forbi, og tømt bakken for yoyoer.

Så var det straks noget andet, da de besøgte Sydamerika. Det belv til en rundtur i Brasilien, samt besøg i Argentina, Uruguay og Paraguay. Fra Rio gik turen til byen Salvador, som var en smuk gammel by i kolonistil, og her lærte Dirch på den hårde måde, at man ikke skal spise ubehandlede lokale delikatesser. Det kan komme bag på en. Til gengæld mødte en lokal guide, Rose, som blev et livslangt bekendtskab.
Tilbage i Rio skulle stranden Copacabana naturligvis besøges. I flyet derover havde de læst om at bla. Rod Stewart og Alain Delon skulle optræde til det årlige karneval. Lidt i spøg snakkede de om, at de kunne være morsomt at møde dem – og det gjorde de! Alain Delon sad og spiste frokost ved nabobordet på deres hotel, og Rod Stewart løb de på på stranden, slentrende i ensom majestæt i vandkanten. Bente for afsted for at få hans autograf, og Dirch – ja, han fyrede en hvid løgn af: ”I have all your records”, selv om han ikke var specielt begejstret for stjernen.
Men det behøvede ikke være lange luskusrejser. Et år tog de på en bilferie til England i deres  rustrøde Volvo 242. Her endte de i Skotland, uden dog at få set det velkendte Loch Ness uhyre. Som Dirch så tørt bemærkede: ”Det eneste uhyre på disse kanter er mig!”
Herfter fulgte Grønland, Spanien, Tyskland…

I August 1975 bragte Se og Hør et interview med Hanne Passer, og et af spørgsmålene lød, hvordan der et lave sammen emd en mand, der lever sammen med en anden kvinde et andet sted i verden? Og Hanne Passer svarede:
”Det er ikke rart. …Men vi skal ikke skilles. Dirch og jeg taler sammen hver eneste dag. Han har kun et ønske, og det er at komme tilbage, men jeg tror vi skal vente lidt endnu. Noget med to måneder. Jeg tager først Dirch tilbage den dag, han kvitter sin dobbelttilværelse”.
To måneder før havde Dirch forladt Hanne.
Hanne fortsætter: ”Privat er Dirch helt anderledes end folk forestiller sig. Han er meget stille og indelukket. Og det kan være vanskeligt at føre en samtale med ham – selv for mig, som har været gift med ham i 13 år.” Herefter affyrer Hanne Passer med en ordentlig bredside til nogle af Dirchs nærmeste venner og samarbejdspartnere – Sven Borre, Stig Lommer og Klaus Pagh, som hun følte udnyttede Dirch. Privat var hun træt af at omgås de samme mennesker som han arbejdede med – de talte kun om teater og tyllede whisky i så store mængder, at hun fandt det problematisk.
”Der drikkes forfærdeligt meget i den branche, og Dirch er ikke den der holder sig tilbage. På et tidspunkt var han oppe på to flasker whisky om dagen.”
Hanne fortæller desuden, at Dirch kunne finde på at sige til en af hans venner der var på besøg: ”Tag en flaske og drik den, men hold kæft. Vi ved jo alligevel hvad vi vil sige til hinaden, spring det over!” Det lyder hårdt, men der var nok en gran af sandhed i det.
Dirch havde luftet for sine venner, at Hanne havde et forhold til en mand, som hun endda købte tøj til, på Dirchs konto hos Brdr. Andersen. Men dette afviser Hanne i interviewet:
”Jeg har ikke kastet mig i armene på en ny mand. Jeg har nogle venner, jeg går ud med, men rygterne om mit privatliv holder ikke. Når Dirch kommer hjem, vil jeg være bekendt at kunne fortælle, hvad der er sket i mellemtiden. Og hvad angår hans ”veninde” (her skulle Hanne have brugt et noget andet og mindre flatterende ord) er det vist allerede forbi. Dirch har lige ringet og sagt, at han er dødtræt af det forhold. Han glæder sig til at komme hjem til mig og Josefine, og det sker i løbet af få måneder. Og så starter vi på en frisk, efter 13 år”.
Dette skete, som vi ved, aldrig. Dirch blev hos Bente Askjær, selv om han havde nogle perioder, hvor han, af hensyn til datteren Josefine, flyttede hjem i den lyserøde villa, og endda også var på ferie med sin ekskone og datteren. Bente vandt hans hjerte. Anderledes gik det med Hanne Passer, der aldrig giftede sig igen. Hanne var en særdeles dygtig tegner og illustrator, og dette tog hun op igen, efter bruddet med Dirch, og startede også senere sit eget galleri. Hun døde 28. December 2007.

Samtidig med alt fnidderet i privatlivet, var der en revy som skulle stables på benene. I Vestjylland var man naturligvis mere end begejstrede for Dirchs medvirken i Holstebro Revyen- det blev ikke helt så vel modtaget i hovedstaden, der kaldte det en kidnapning. Netop denne indstilling blev brugt i revyens indledning, der var et sindrigt konstrueret diasshow – Dirchnapperne - , der viste Dirch blive fanget i København, hvorefter han spærres inde i en stor trækasse. Kassen blev herefter transporteret med båd, helikopter og kran, og sluttelig båret ind på scenen, hvor en smokingklædt Dirch sprang ud til stor jubel.
Ideen var sjov, men ved generalprøven gik det galt. Dirchs sko var nye og glatte, så han skøjtede hen over scenen, og faldt ned i orkestergraevn med et brag. Han var uskadt, men helt så heldig var klarinetisten Arne Sørensen ikke. For Dirch havde næsten revet hans ene øre af. I huj og hast gik det til skadestuen, hvor øret blev syet på – og Arne Sørensen nåede tilbage, og deltog i resten af generalprøven. Med vanlig vestjysk lune var Arne Sørensens kommentar til episoden blot: ”Gør han det hver aften?”.
Aftenen efter var Dirch mere forsigtig. Han kom fint ud af kassen, og tripepde forsigtigt hen til orkestergraven, men da han kiggede ned, brød han sammen af grin. For alle musikerne havde iklædt sig styrthjelme.
At kalde Holstebrorevyen 1975 for et højdepunkt i Dirchs karriere, er nok ikke den fulde sandhed, selv om Dirch havde et nummer der hed ”Dirch på toppen”. Men publikum var glade, og anmelderne også – så successen var i hus.

Dirchs bedste numre var ”Dirch på toppen (Bjergbestigeren)” der kørte videre i samme rille som de forskellige fagmandssketches fra Cirkusrevyen, Så var der en kavalkade med nogle af hans kendte numre, og endelig videreførtes figuren fra Hoppegyngen i ”Lille frække puser”, der nu var blevet større og begyndt på dans. Hører man dem nu, er det tydeligt at der er klasseforskel mellem disse numre, og de gamle numre fra Cirkusrevyen. Anmelderne ver enige om at Dirch var sjov – men at det var John Martinus der trak det store læs. Og Dirch har sikkert været ganske glad for, at han ikke skulle trække læsset alene. Publikum var ligeglade – og det var Ernst Trillingsgaard sikkert også, for reveyn var udsolgt længe før premieren. Faktisk kørte revyen med en belægning på 105%. Hvordan kan det nu lade sig gøre? Jo, for Ernst Trillingsgaard byggede lidt om, så der blev 100 ekstra pladser i salen – dette gjorde at revyen for første gang gav overskud i 1975.
Dirch nød roen i det lejede sommerhus i Fjand, sammen med Bente. De tog ind til Holstebro hver dag for at prøve, og tilbage til roen og ingen nysgerrige blikke i Fjand, når prøverne var overstået. I mens kæmpede Preben Kaas med at få styr på de sidste tekster på hotelværelset i Holstebro. Både Bentes forældre og Dirchs mor, og datter Dorte og hendes mand, besøgte dem i sommerhuset  - de boede dog på Hotel Vedersø Klit.

Var der tid så tog Bente og Dirch gerne ud og spillede lidt begyndergolf Holstebro Golfklubs baner, eller badede ved Vesterhavet. Ulfborg blev også flittigt besøgt, specielt byens boghandler og kunstbutik, hvor Dirch ofte købte små gaver, han sendte hjem til Josefine.
Som nævnt var Dirch endnu ikke skilt fra Hanne, og parret forsøgte at holde forholdet hemmeligt, mest af hensyn til Dirchs datter Josefine. I sommerhuset kunne de være i – relativ – fred. Men bevægede de sig uden for en dør, så lå pressefotograferne og lurede efter billeder af det hememlig par. Hvad der skulle have været en hemmelig kærlighedsferie ved vestkysten, blev nu udstillet i ugentlige billedreportager i både Billed-Bladet og Se og Hør. Om de var sande, gik man ikke så meget op i.
Man skulle tro, at når Dirch landede i Holstebro Hallen, så var der fred – men det var ikke altid tilfældet. For da sommerhuset ikke var udstyret med telefon, blev beskederne bare indtelefoneret til Holstebro Hallen,  og der kunne ligge stabler af telegrammer og telefonbeskeder til Dirch – hver dag.
Men de forblev ubesvarede – eller som da han endelig besvarede Bro Brilles fra Ekstra Bladets henvendelse med et stykke papir hvor der var nedkradset: ”Jeg ønsker ikke at tale med dig”. Lidt ærgerligt når man var kørt hele vejen fra København.
”Hvis man efter at man i årevis er blevet fotograferet i sin seng, i sit badeværelse, og ovealt hvor man har bedt mig, en dag siger stop og hænger et håndklæde for nøglehullet, så opfører journalister sig som tøsedrenge”. Så kontant kunne han også være, når han følte at de journalister han gav og gav, ikke kunne respektere et nej.

Efter at have taget på turne med Holstebro Revyen rundt i landet, skulle Dirch spille ”Stamherren” i Viborg. 10 forestillinger var aftalen, og Klaus Pagh havde været efter Dirch: Han skulle huske at læse på rollen i sommer, mens spillede revy, så han ikke glemte den. Dirch affærdigede Klaus Pagh med et ja, ja – og det gentog sig flere gange, med det resultat, at Dirch under første prøveaften i Viborg, kom ind på scenen på sit stikord – og kun kunne fremstamme et: ”Far…. Far… Far…” Ud og tage en puster – ind igen – med samme resultat.  Dirch havde troet at rollen sad på rygmarven, efter de mange forestillinger i foråret – men den var gledet i baggrunden. Her sluttede aftenenes prøve, med især formaningen ”Gå hjem og læs!” rettet mod en bestemt skuespiller.
Bente og Dirch havde valgt at indlogere sig på Silkeborg Kurbad, i stedet for i Viborg. Det gamle bad i de naturskønne omgivelser, kunne give Dirch den ro han havde brug for, op til  aftenens forestilling – og badeafdelingen bød på en af Dirchs helt store yndlingsbeskæftigelser: Dampbad og sauna. Og der blev hæget om privatlivet. Parret blev forkælet med natmad,, når de kom hjem sent på aftenen – der var dog et enkelt lille minus: Den koffeinfri kaffe. Men det blev klaret med en kaffemaskine  og egne bønner.
I ”Stamherren” havde Judy Gringer overtaget Lisbeth Dahls rolle, og Bente og Judy fattede hurtigt sympati for hinanden.  Som Dirch eks-kæreste var Judy Gringer fuldt ud klar over, hvad Bente gennemgik – hun  havde selv været hele pressemøllen igennem.
Mens Dirch og Bente var i Holstebro, afsluttede Dirch og Sven Borre en bolighandel. Dirch havde nemlig købt Borres lejlighed på Kristian Zarthmanns Plads – og her skulle parret flytte ind – sammen.

På hjemturen fra Silkeborg, blev bilen fyldt op med gryder, potter og pander, da de holdt ind ved en isenkræmmerbutik i en lille by. De nåede kun lige at komme hjem, før Bente skulle til prøve på stykket ”Arsenik og gamle kniplinger” på Aveny Teatret. Hun blev hente af Per Pallesen og Willy Rathnow, der var næsten naboer.
Da Bente kom hjem den aften var klokken omkring 23, hun siger farvel til Willy Rathnow og Per Pallesen, og går ind i den mærke lejlighed. Hun kalder på Dirch – men får intet svar. Bente går fra rum til rum og tænder lys, og i soveværelset åbner hun hans klædeskab – der er gabende tomt. Alt hans tøj er væk. Og Dirch ligeså.
En eftersøgning går nu i gang – Bente ringer til Henrik Sandberg, der ikke har hørt fra Dirch. For at dulme nerverne, går Bente ombord i øllerne i køleskabet. Efter den fjerde øl, tager hun en taxa ind til Lorry, hvor hun ved Grethe Sønck spiller revy. Grethe Sønck har en lidt speciel måde at ”trøste” den unge kvinde på – for hun skælder Bente ud. Dirch gider ikke en pige der ikke kan klare lidt problemer, formaner hun Bente – og så er der i øvrigt ingen grund til at begynde at drikke, bare fordi Dirch han gør. Herefter tager Bente hjem og forsøger at få lidt søvn.
Først fire dage senere, fik Bente en besked via fælles bekendte: Hun skulle bare tag den med ro. Alt var OK. Efter endnu 6 dage ringede Dirch. Han forklarede Bente at han elskede hende, og det hele kun var for Josefines skyld. Han havde lovet hende at tage med på ferie – så han ringede fra Madeira. Dirch hviskede, for at Hanne ikke skulle høre han ringede. Men Bente var lykkelig – nu var det bare at vente på han kom hjem. Og det gjorde han.
Det var under de første prøver på ”Stamherren”3,  i efterår og julen året før, at Dirch og Bente Askjær fattede interesse for hinanden. Dirch og Bente kendte som sagt hinanden fra ”Verdens bedste Karlsson”, hvor Dirch spillede frk. Buk og Bente var ansat som børnesminkør.
Endelig, under ”Stamherren” på ABC, kom de to til at arbejde sammen – Bente var suffløse på stykket. De to gik meget stille med dørene – Dirch var jo stadig gift, så de mødtes i smug, men en morgen stod Dirch pludselig udenfor, og ringede på Bentes hoveddør – i fuld soldaterunifom.
Bente boede i en lejlighed på toppen af ASA Films bygning på Hauchvej på Frederiksberg, da hun også havde et job på ASA film.
Dirch havde været på optagelse til ”Piger i trøjen 2”, og spurgte temmelig højrøstet, om han måtte komme ind. Og ved den lejlighed var der mindst 20 personer, der så den kendte skuespiller følge med Bente op i hendes lejlighed.

Men det kunne ikke længere holdes skjult, at de to havde et godt øje til hinanden. Dirch var flyttet ud fra huset på Rosbæksvej, og ind i Henrik Sandbergs store lejlighed på Christmas Møllers Plads på amager. Her boede Henrik og Elin Sandberg i en enorm lejlighed, og Dirch fik  hele den øverste etage. Her kunne Bente komme på besøg -  endelig kunne de ses så meget de ville.
Efter det første besøg i den nye lejlighed, erklærede Dirch over for Bente: ”Nu er du min, du må ikke komme sammen med andre, og jeg sørger for dig økonomisk fra nu af”. Det lød naturligvis ikke så romantisk, men det var sikkert kærligt ment. Dirch ville blot have Bente for sig selv, og han var af den gamle skole, hvor en mand tager sig af sin frue.

Men skæbnen ville det anderledes. På Se og Hør arbejde journalisten John Lindskog. Han og Bente havde haft et kortvarigt forhold, lige op til hendes start på ”Stamherren”, et forhold der gik i sig selv kort efter prøverne på stykket startede. Tilfældigvis opsnappede Lindskog at en af hans kolleger skulle skrive en histoire om Dirch der havde scoret en fræk yngre kvinde, og nu ville gå fra kone og bar. Lindskog gik til sin chefredaktør og forklarede den rette sammenhæng – Dirchs ægteskab hang i spåner, og han havde genfundet lykken med den unge Bente. Lindkog skrev historien, men desværre havde en anden journalist på Se og Hør – Carl Bjerredahl – fået den dumme ide, at opsøge Josefine, Dirchs datter, for at få hendes version af historien. Dette tændte Dirchs vrede, og var den direkte årsag til, at Dirch tirsdag d. 9. September 1975, kylede en flødeskumslagkage i hovedet, på den navnkundige sladderjournalist Mugge, fra Se og Hør.
Dirch og Bente skulle egentlig have været til koncert med Lionel Hampton på Hotel Scandinavia. Oplevelsen med Se og Hør og Josefine sad stadig i Dirch, og da han i presseopbudet udenfor hotellet spottede Mugge i mængden, rendte Dirch ud i hotelkøkkenet og bestilte en Othellolagkage til 12 personer, og bad en fotograf fra Billed-Bladet holde sig klar, for nu ville der snart ske noget. Så snart lagkagen ankom, marcherede Dirch direkte over til Mugge, og kylede lagkagen i hovedet på ham – på ægte klovnemanér. Det var kun Billed-Bladets fotograf Dirch havde advaret, så Ekstra  Bladet og Se og Hør, måtte efterfølgende tage et opstillet foto, hvor Mugge blev indsmurt i barberskum. Egentlig var Mugge helt uden skyld i historien, men han tog episoden med godt humør, og kunne godt se komikken i situationen.
Bente og Dirch opgave at se Lionel Hampton, og forlod stedet hånd i hånd. Bente Askjær skriver, at hun lige nåede at spotte en ny blinkende besked på deres lysskilt, med røde lysende bogstever: ”Dirch Passer lagkageshow, hver aften kl. 20.00”.
Hjemme i lejligheden hos Sandbergs, var der skideballe i luften. Vel var det komisk at Dirch havde kylet en lagkage i hovedet på Mugge, men Dirch var en offentlig person, og der skulle sælges billetter. Og det gjorde man ikke hvis publikum så sig sure på en. Så ude i offentligheden måtte man være professionel. Det var naturligvis forretningsmanden der talte ud af munden på Henrik Sandberg – men Bente syntes at Dirch havde handlet helt rigtigt.
En anden Dirch kom til at gå hånd i hånd med dette år, var hans gamle chef, mentor, læremester – Stig Lommer. Siden 1962 havde Dirch holdt afstand til Stig lommer. Og det var ikke fordi det havde skortet på muligheder for et forsoningsmøde. Sven Borre havde ved flere lejligheder forsøgt, at sætte et forsoningsmøde i stand – men Dirch glimrede ved sit fravær – hver gang. Han havde endnu ikke tilgive Stig Lommer for sin fortalelse ved Kjeld Peterens begravelse.
Det var Hanne Passer der havde held med at samle de to. Hvordan det hænger sammen med, at Dirch var begyndt at se Bente Askjær – og at han og Hanne Passer på det nærmeste ikke kunne være i samme rum – vides ikke. Men det var i hvert fald Hanne Passer der inviterede Stig Lommer og hans kone Norma hjem til middag. Og ved denne middag brød den gamle gnist mellem de to revykonger ud i lys lue.
Stig Lommer var fyr og flamme. Han havde altid hatten fuld af store planer – men dette år hev han den hidtil største plan frem – og Dirch skulle være stjernen. ”Stig på” skulle showet hedde.

ABC Teatret havde altid klemt  lidt om skuldrene. Der var ikke plads til de store udfoldelser på stedet. Rummet var lavloftet, scenen bred og ikke særlig dyb. Det gik fint til revy, men ikke til Lommers nye ide, der krævede lys, luft og masser af plads.
Pladsen fandt han i Falkoner Centret. Han fik frit råderum, en stor pose penge og så gik han ellers i gang.
Der skulle være en ballet af landets førende fotomodeller- iklædt strudsefjer.
Der skulle være gennemsigtige broer, så pigerne kunne gå ud over publikum.
Susse Wold, der var revyens anden stjerne, skulle hejses ned fra mørket oppe under salens loft, som indledning.
Lommer sprudlede og flåede den ene vilde ide efter den anden, ud af ærmet.
Lommer havde bare lige glemt et par detaljer:
Modellerne led af højdeskræk, på de spinkle plexiglasbroer. Der i øvrigt kostede en formue, og blev ridsede da pigerne tog den første gåtur på dem, i deres stiletter, hvilket efterladte broerne nærmest ugennemsigtige.
Susse Wold måtte have beroligende medicin før hvert show, da hun var rædselsslagen for at hænge oppe under loftet . Og sådan blev det ved. Gang på gang overskred Lommer budgettet, mens hans talegaver reddede ham hver gang.
Men hvad værre var, at Lommer havde fokuseret så ensidigt på at showet skulle være stort, prangende og Las Vegas agtigt – skulle vise en helt ny og elegant revystil – at han havde sat revynumrene i anden række. De var ganske enkelt nogen venstrehåndsarbejde.
Forfatteren Poul Henrik Trampe har lovet Lommer at ville skrive teksterne – men numrene falder til jorden, da forfatteren har taget munden for fuld – enten dukkede der ikke noget om, eller også er det han får skrevet noget juks. I dagspressen forsøger Lommer at råbe forfattere op – de skal være velkomne til at sende ham gode numre til revyen. Men intet sker. Så desperat er situationen, at der hentes en elefant ind, blot for at den skal gå over scenen, så Dirch kan traske bagefter med en kost og skovl, hvis den nu skulle være utæt.
Lommer forsøger sig med et nummer til Susse Wold på Beatles’ ”Yesterday” – Trætte lår, mine lår var yngre sidste år… han er endda så skråsikker, på at at nummeret vil blive en succes, at han vil vædde en flaske champagne  - men nummeret fjernes efter første generalprøve. Susse Wold ser aldrig en dråbe af champagnen.

Preben Kaas blev en dag smuglet ind under en prøveforestilling, og gemt bagest i salens mørke, kunne han ikke andet end ryste på hovedet.  Dirch havde kontaktet ham, og hørt om at han ikke kunne gøre noget. Han fik så ondt af Susse Wold, som han mente havde revyens dårligste numre, at han gik hjem og skrev et nyt nummer til hende.
Anmelderne var nådesløse, hvilket denne bid af en anmeldelse af Robert Naur i Politiken tydeligt viser:
”Dirch og Dirch og det bare ingenting… en del Dirch i et frådene hav af ingenting…han er med i 11 af forestillingens 20 numre, og det er for lidt. For ”Stig på” skvatter sammen hver eneste gang, han er ude at tørre sveden af panden… Tyve piger som ingenting kan ud over, hvad naturen har lånt dem for et kortere åremål”. Bum – så var den ged vist også barberet!
Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende lader ikke noget efter:
”Men revyen hedder i al koket ubeskedenhed ”Stig på” og titlen lyver ikke. Den er i alle garneringerne om sit komiske genikraftcentrum Stig Lomemrs nostalgiske drømme – om det gamle, store Scala… om Folies-Bergeres pigeskare og kavalerernes kjole- og hvidt numre, om Karl Gerhards elegance. Men – og det er fatalt – intet af det, vi ser af den slags lever op til det, der var. Og da slet ikke drømmene om det” Blandt andet  dansenumrenes forsøg på at ligne en Las Vegas ekstravaganza er dødfødt fra starten: ”Showets 20 piger er velskabte, men danser så Holger Bjerre og Tiller ville vånde sig, så upræcist, så umusikalsk er det. Flere kan slet ikke danse”.
Falkoner Centrets direktør Mogens Lichtenberger spurgte Preben Kaas om han vidste hvad  de skulle gøre, for at redde forestillingen: ”Ja, luk for helvede!”
3 millioner kroner. Det var ikke Dirchs honorar – men så meget som arrangørerne af  ”Stig på” tabte på forestillingen.
Lommer var ikke sådan at slå ud af den. Og efter premerien – og de dårlige anmeldelser – ringede han til Dirch for at høre, om han havde lyst til at spille i næste sommers Hornbæk-revy.
Det havde Dirch ikke - det siges endda, at Dirch bare lagde på uden at sige noget.
Anmeldelserne for ”Stig på” var de ringeste i Dirchs karriere. De var endda så ringe, at han helt udelod dem i sine scrapbøger, der ellers blev ført pertentligt.

Den eneste film medvirkede i i 1975, var ”Piger i trøjen”. Dirchs ven Henrik Sandberg fra Merry Film, ville forsøge at genopfinde de gamle Soldaterkammerater-film. I 1974 blev det muligt for kvinder at blive ansat som konstabler i det danske forsvar – og det  var en oplagt ide, at bygge en historie op omkring dette emne. Historien gik på en far – Oberst Valdorf , der er officer af den gamle skole, men hvis ene søn er militærnægter, til fars store irritation. Til gengæld trækker hans datter i trøjen i stedet.
Filmen kører rundt i den samme rille fra de gamle Soldaterkammeraterfilm, men spillet mellem filmens hovedpersoner, fotomodellen Marianne (Helle Merete Sørensen), Irmgard (Marianne Tønsberg) – og filmens morsomme midtpunkt, den kernesunde jydske pige, Magda, spillet forrygende af Ulla Jessen, holder filmen kørende. De er charmerende på hver deres måde, når Dirch, som oversergent Vasby, hiver pigerne gennem et utal af prøver, som han som regel selv falder igennem i. Kirsten Walther viste i filmen, hvordan Yvonne fra Olsen Banden, ville have været hvis hun havde været sergent.
Successen var stor nok til, at der de to følgende år, kom to film til i serien.
Anders Bodelsen var ikke vild med filmen, hvilket står malet i neon i hans anmeldelse: ”Det tunge læs i denne soldaterkomedie skulle trækkes af Dirch Passer. En ting er, at han ikke længere ser ud til at have kondital til at trække ret meget. Noget andet er at der åbenbart ikke er gennemarbejdet et eneste godt gag til ham. Jeg gætter på at manuskriptet er overstrøet med steder, hvor der er lagt op til Passersk improvisation”.
Passer svarede blot: ”At sætte Anders Bodelsen til at anmelde en soldaterfarce vil svare til, at man satte mig til at anmelde stramajudstilling i Nikolaj Kirke!”
Samtidig erkendte han også, at jo  mindre han havde at arbejde med – som når der stod i manus at han skulle være sjov – så råbte han blot endnu højere, for at overdøve tomheden i hans præstation. ”Nøjagtig som man gør, når man er ved at drukne”, indrømmede han.