Turneen med ”Rebecca” fortsatte ind i 1945, og herefter måtte Dirch igen ernære sig som svajer.

Heldigvis var Axel Illum blevet begejstret for Dirch, og ringede og tilbød ham en rolle i sin næste turne, der bød på ”Hamlet”. Axel Illum vidste nemlig nu, at Dirch var både ædruelig og tjenestevillig…
Dirch skulle igen være regissør – men havde derforuden hele tre roller i stykket:
Tjeneren Francisco, en mand der bliver dræbt i sværdduel og som rosinen i pølseenden – eller appelsinen i turbanen – prins Fortinbras. Som regissør skulle Dirch også stå for at slå på gong gongen og hive tæppet op. Det gav ham en voldsom respekt for regissørens arbejde senere hen.
Dirch spillede som sagt tre roller. Den største rolle var prins Fortinbras, i Dirchs skikkelse indbygget i en gammel kakkelovn, der skulle gøre det ud for en rustning, og gav Dirch visse problemer – bl.a. måtte han gå ned i knæ, for at komme ind på scenen. Og da rustningen var alt for lille måtte han trække vejret dybt, for at have luft til replikkerne
Desværre var det ikke alle der var begejstrede for Dirchs Fortinbras. Bl.a. skrev en anmelder: ”Rollen som Fortinbras er lige så alvorlig som resten af dette spændende stykke. Men hr. Dirch Passer fik den ødelagt ved at spille åndet”. Og i en anden anmeldelse: ”Forestillingen kunne såmænd være rigtig nydelig, hvis den ikke var blevet komplet og aldeles ødelagt af en ung mand ved navn Dirch Passer. Han var en katastrofe, og han lignede en repræsentant for værnemagten”.”
Hårde ord at sluge for en ung skuespiller i svøb – men senere spøgte Dirch om de hårde ord: ”Jeg spillede jo tre roller og de skrev alle sammen, at forestillingen var god, indtil Fortinbras. På den måde regner jeg med at jeg har fået ros for de første to roller…”
Rollen som Hamlet blev spillet af Erling Schroeder, der tog sig af den unge skuespiller. Han fik senere stor indflydelse på Dirchs virke, da det var ham der opfordrede ham til, at søge ind på elevskolen.
Erling Schroeder fortalte selv: ”Dirch Passer var høj og flot. Noget af det mest elskelige og beskedne – en Sct. Bernhardshvalp. Hvad ved man om en ung mand, der slutter sig til en trup? Jeg vidste kun, at han var et helt kært, anstændigt menneske og under vores mange samtaler, mens vi skrumplede afdsted i gasgenratorbilerne, rådede jeg ham til at fortsætte.”

Efter turneen, (måske på grund af de hårde anmeldelser?), var det svært for Dirch at finde andre skuespillerjobs, og han måtte i efteråret tage hvad der bød sig af løsere arbejde. Bl.a . var han i en periode oplæser på Wulffs cigarfabrik i København. Jobbet gik ud på at oplæse bøger for cigarsortererne, som de kunne høre i deres hovedtelefoner, så de ad den vej kunne få lidt underholdning og adspredelse i det ensidige arbejde. Det var også under denne oplæsning Dirch fandt ud af, at der er forskel på hvordan et ord udtales. I hans mund blev lyng-risene nemelig til lyn-grisene…
Det var atter engang Erling Schroeder, som hjalp Dirch, da han en efterårsdag ringede og tilbød ham en rolle på Riddersalen.