Dirch forfølger sin drøm

Trods modstand fra Bendt Rothe, der ikke bifaldt valget af Dirch, til rollen som newzealænder i stykket ”Seks kammerater”, stod Erling Schroeder ved sit valg. Han troede på Dirch, og gennemøvede rollen med ham. Og de hårde anstrengelser bar frugt – selv Bendt Rothe måtte erkende, at Dirch var blevet bedre i rollen, og forlangte ham ikke længere fyret. Schroeder fik banket selvtillid ind i den unge mand, fik ham til at tro på sine egne evner, og fik ham til at udnytte de virkemidler han nu en gang havde.
Da stykket fik rimelige anmeldelser – Dirch inklusive – skrev Schroeder et kort til ham, der blev vedlagt en buket, og stillet ind på Dirchs plads i garderoben:
”Alt godt fremover – og tak fordi du ikke skuffede mig – jeg tror på dig. Din hengivne Erling”.
Dette skulderklap – som nok også skulle tjene til at afstive Dirch før forestillingen – gemte han resten af livet, som en påmindelse om, at yde sit bedste.
Schroeder havde fanget Dirchs bølgelængde, og var fuldt ud klar over, at den unge mand skulle holdes i kort snor, disciplineres – før han kunne slippes løs på en scene. Derfor anbefalede han også Dirch, at søge ind på De Frederiksbergse Teateres Elevskole – han ville sågar indøve en scene med Dirch, som han kunne fremvise til optagelsesprøven.
Denne optagelsesprøve skulle vise sig at gå over i historien.  Og Erling Schroeder forsømte sjældendt en mulighed for at fortælle sin version af, hvad han oplevede den dag.
Schroeder havde anbefalet Dirch at han skulle beholde sine hænder i lommerne, da de elelrs ville flyve rundt i luften, da Dirch havde for vane at gestikulere voldsomt. Og til lejligheden havde han indøvet en passage fra ”Hjertet har sine grunde”. Ove Sprogøe, der spillede elskerinde, skulle levere stikord til Dirch, som altså skulle vise hvor højt han elskede hende. Men Dirch havde jo hænderne i lommerne – som lovet – og hænderne for frem og tilbage i lommerne, og allerværst var det i den ømmeste part af scenen, hvor han skal erklære pigen sin kærlighed. Har var Dirchs højre hånd beskæftiget i lommen – man kunne fristes til at sige, at han stivede sig selv af…
Alle dommerne -  Knud Heglund, Erling Schroed,er, Per Knutzon, Knud Rex, Carl Heger og Eduard Mielche – havde svært ved at finde en grimase der kunne passe. Men midt i al det morsomme, kunne de dog se et lys i den unge Dirch, der kom ind på årets elevhold.
På elevskolen gik der en pige der hed Lene Nymann Jørgensen. Da Lene blev syg, og blev indlagt med blindtarmsbetændelse, var Dirch der som et søm, og benyttede enhver lejlighed til at besøge hende. Det resulterede i, at de to blev kærester.

Dirchs hjem var lidt mere frit end Lene Nymann Jørgensens, hvor det ikke kunne komme på tale, at det unge par sov sammen. Men det kunne de godt hos Ragnhild og Wilhelm i Havnegade. Og det var ikke altid at sengen kun blev benyttet til at sove i. Lene Nymann Jørgensen fortæller i John Lindskogs bog, at det ikke var hende der tog den unge mands dyd. Den var røget under turné med ”Hamlet”, hvor en frisk stuepige ikke kunne stå for den høje københavner.
Teaterelevernes stamsted hed Bjørnekælderen på Frederiksberg Allé, hvor de tog en fugtig aften, når økonomien tillod det. Her brillerede Dirch også med sine sprogkundskaber – kaudervælsk tysk, fransk og engelsk, der ganske vist lød som det rigtige sprog, men intet havde med virkeligheden at gøre. Men sjovt lød det.
Af og til tog parret til Malmø, for at købe varer der ikke kunne fås i København – Wilhelm var kaptajn på Øresundsbådene, så de kom gratis med, og af og til spædede Wilhelm også lidt svenske kroner i kassen, til fornøjelser.
Forholdet ebbede ud, da Lene flyttede til Aarhus for at  spille på teatret der, og selv om Dirch ofte besøgte hende, så gik parrets liv snart i to forskellige retninger. Forholdet varede næsten to år, og de to så aldrig hinanden igen efter bruddet, men levede hvert deres liv.
Dirch fortalte selv om sin tid på elveskolen, hvor han betragtede sig selv som en umulius: ”Som Petruchio sled jeg ti piger op, og da jeg spillede Hjalmar Ekdal i ”Vildanden” brækkede de sig af grin.”
På elevskolen faldt Dirch for første gang over ”Mus og mænd”, som holdet skulle instudere enkelte scener fra. Elin Reimer, der gik på skolen sammen med Dirch, husker hvordan han sled med rollen. Præcis som da han senere spillede Lennie i stykket, havde hans klassekammerater svært ved at holde latteren tilbage – ind til de indså, at Dirch faktisk var ganske god i rollen.
Det samme gentog sig, da da Dirch spillede ”Candide”. Han skolekammerater kunne ikke lade være med at grine af ham, når han trådte ind på scenen – seriøsitet eller ej.
Elevskolen var nok ikke helt hvad Dirch havde håbet på. I hvert begyndte han hurtigt at kede sig. 
Selv sagde han om elevskoletiden: ”Lærerne der kan ikke andet end  at lære deres egne dårlige manerer fra sig. De manerer der har gjort dem til lærere, i stedet for skuespillere. Men jeg lærte at tale tydeligt og undgå at falde over møbler og rekvisitter, og det er jo også noget, ikke?”