Uheldigvis blev Dirch indkaldt i juli måned 1947, og hans tidligere uddannelse gjorde, at han endte i marinen – ikke til hans udprægede tilfredshed. 

Da Marinen fandt ud af, at hans søsyge ikke var det rene pjat, blev han overflyttet til  Marinens flyvevæsen, og gjorde tjeneste som hovmester i messen på Holmen. Skuespillet holdt han ved lige under diverse arrangementer og fester, hvor han ofte blev opfordret til at give en af sine parodier.
Fritiden blev brugt sammen med kæresten Lene Nymann Jørgensen. De havde fundet hinanden på elevskolen.
1. December samme år, fik Dirch sin debut på det store lærred. Jon Iversen gemte en rolle til Dirch, som Sigrid Horne-Rasmussens aggressive filejs i filmen ”Stjerneskud”. Her mødte Dirch sin kommende hustru for første gang.

Værnepligten var overstået 17. Marts 1948, og så skulle der foreberedes til afgangseksamen på elevskolen.

Dirch blev dog ikke udtaget til engagemenet på nogle af de frederiksbergske teatre, og atter en gang måtte Dirch vende tilbage til sin vante rolle som regissør. Denne gang hos Povl Vendelbos Teaterselskab. Men første efter at hans nufundne ven, Ove Sprogøe havde banket lidt selvtillid ind i den store krop. Adspurgt direkte af Dirch, om Ove syntes det var værd at han fortsatte, svarede vennen: ”Selvfølgelig skal du da fortsætte, din skøre skid!”
Turneen begyndte 17. April, og det lykkedes for Dirch, at tigge sig til en rolle, som den russiske balletmester Boris Kolenkov, i stykket ”Du kan ikke ta’ det med dig”. Dirch forberedte sig grundigt til rollen: anlagde et velvoksen fuldskæg, og talte med kraftig russisk accent, krydrede rollen med russiske drikkeviser.  Publikum elskede den lange spradebasse, der teede sig tosset på scenen – men hans kolleger var ikke ligeså begejstrede. Havde Dirch nu hørt efter i timerne på elevskolen, havde han vidst, at der er noget der hedder disciplin – og respekt overfor sine kolleger.  En aften gik han langt over stregen, da han under kollegaen Hilma Egeskovs store monolog, gik i spagat bag hende, og derved stjal al opmærksomheden. Regningen faldt prompte i form af en gigantisk skideballe. Og efter en forestilling i Roskilde, lod skuespilleren Sigfred Johansen en besk kommentar falde til Dirch: ”Hvornår har De lært at  spille komedie? Ja, jeg ved godt, at det er i dag . Men hvornår i dag?” Den gjorde ondt.
I en avis stod der: ”Dirch Passer stjal billedet fra de øvrige, når han gav sine kommentarer til bedste, spiste eller sang en russersang med vodkastemme”. Og Esbjerg Avis samstemmede: ”Især må nævnes Hilma Egeskov som Penny Sycamore og Dirch Passer, der som skør, russisk balletmester havde skabt en måske overdreven, men dog fremragende sikker karikatur. Han var til tider uforlignelig morsom”.

Undervejs i turneen svor Dirch, at dette skulle være det endegyldigt sidste arrangement, hvor han skulle være regissør også. Han var træt af at slæbe de andre skuespilleres kufferter.
Og som sagt – så gjort. Lønnen: Den var nu oppe på hele 35 kr om dagen.

”(Sammy) Davis siger et sted i en avis i dag, at når lyset tændes, så sker der noget med ham – jeg er ingen Davis, men ved Gud og Dragør, jeg ved præcis, hvad han mener – det er jo det, det hele drejer sig om!”.
Ninka, Politiken 28/5 1967

Forholdet til kæresten Lene går i vasken i løbet af foråret – hun er flyttet til Aarhus, og de vil ikke det sammen. Men Dirch får andet at tænke på, da han efter turneen med ”Du kan ikke ta’ det med dig” hyres til sommerrevyen på Greve Badehotel. Nogen stor succes blev revyen nu ikke – ”Smil til verden” hed den, og det kunne nok være, at der blev brug for smil. To og en halv forestilling blev det til – den halve, var da skuespillerne gik hjem, efter første akt.
Publikummet var tæt pakket med familiemedlemmer… og kritikken var skånselsløs hård:
”Der er muligvis talent i Passer , men bevares – hvor skal der kældes for det. Han må gå stille med dørene i mange år!”.
På Allescenen var direktør Carl Heger i færd med at sætte stykket ”Lucienne og slagteren op”, da skuespilleren Jørn Jeppesen, kort før premieren, blev syg og måtte melde fra. Carl Heger havde været lærer på elevskolen, og han huskede Dirch, og tilbød ham rollen. Dirch sagde ja – men før premieren blev han så nervøs, at han græd inden han skulle på scenen.
Hans sceneskræk var kommet – for at blive.
I stykket spillede han overfor kendte skuespillere som Berthe Quistgaard og Peter Malberg. Og senere fortalte Dirch, at arbejdet med de store og prøvede skuespillere, lærte ham mere end han havde lært i tiden på elevskolen.
Der var dog også plads til kritik. Hans Brix skrev i en anmeldelse at ”Han er som en sprællemand udenfor Helligåndskirken ved juletid”.  Den grinede Dirch meget af efterfølgende.
I bladet ”Købehavn” lød det: ”I replikbehandlingen minder Dirch Passer nærmest om en grammofonpladegengivelse af Jørn Jeppesen ned til de mindste detaljer og den spinkleste betoning. Det var i og for sig en lovende debut – mon ikke der skulle åbne sig en fremtid for Dirch Passer på teatret?”