Vi skriver nu året 1949, og der kommer for alvor skred i tingene.

Dirch begyndte at skabe sig et navn, og efter ”Lucienne og slagteren”, får han rollen som sønnen Elof i stykket ”Dit liv får du lov at leve om”. Hans Brix skriver blandt andet: ”Han fremstillede  i fuld naturlig størrelse og uden kunster en stille fortvivlet lærling. Måske vil han også engang magte andet end skomagerdrengen”.
Knud Pfeiffer havde i en årrække høstet stor anerkendlese for sine Fiffer-revyer på Montmartre (det senere ABC Teatret) på Frederiksberg Allé. Og han indskriver Dirch i årets Fiffer-Revy. Dirch spiller med i to numre. Ikke mindst nummeret ”Tolv en halv procent” sunget af en flok ølglade tjenere, gik rent hjem hos publikum, men også Dirchs skønt underspillede og søde ”Dynevang”, om det lille land med de store tanker om sig selv, blev en succes. Faktisk formåede Dirch at give den i forvejen kendte og elskede revymand, Kjeld Peteren, baghjul. I et interview blev Dirch spurgt om, hvad han havde mest lyst til at spille. Og han svarede blandt andet: ”…På elevskolen rådede de mig alle til at gå til revyen, så det ender det vel med…” Det må siges at være en forudsigelse der vil noget.
Men året var slet ikke færdigt med at byde på overraskelser. For Dirch havde spillet sammen med Sigrid Horne-Rasmussen i revyen. Hun var berømt, bramfri, ældre end han – og sexet, så Dirch sitrede – og heldigvis gengældte Sitter, som hun blev kaldt, hans kærlighed.

”I dag vil man vel sige, jeg var lidt af en sinke. Men sandheden er, at jeg var så langsom i det amourøse optræk, at det med et godnatkys i gadedøren end ikke havde strejfet mig. Det ville også have set tosset ud. For jeg kom altid alene hjem” berettede Dirch år senere. Men den aften, hvor Dirch fik Sitter til bords ved en nattefest, skete der noget.
Dirch blev dybt betaget af den ældre Sitter, der var den morsomste og flotteste pige han havde mødt. Sitter var heller ikke uimodtagelig over for Dirch drengede charme. Og dreng var han – hele ti år yngre end hun. Men talentfuld – og vedholdende. Sitter talte og talte  og så behøvede Dirch jo ikke sige så meget, hvilket passede ham fint. Han var sjældendt særligt talende i et selskab – det værste han vidste var, når en kvinde bad ham sige noget sjovt. Det kunne slukke ham fuldstændigt.
Ved nattefesten måtte Dirch bide alle sine aversionere mod bare kvindearme i sig, og han bød gentagne gange Sitter op til dans. Og ved festens afslutning spurgte Dirch påtaget henkastet, om hvad Sitter skulle lave dagen efter. Der var fuldt program på helt frem til klokken 18, men da Sitter trådte ud af døren ved Alléscenen ved 18-tiden, kom Dirch tilfældigt forbi. De fulgtes ad hjem til Sitters lejlighed, hvor de spiste lidt sammen, før de skulle på arbejde på hvert sit teater.

Sitter var lige blevet skilt fra sin ældre mand, Haagen Hetsch, med hvem hun havde sønnen Peter på 4 år. Men snart flyttede Dirch ind hos Sitter i hendes lejlighed på hjørnet af Nikolajgade og Dybensgade (det var først her, han flyttede rigtigt hjemmefra, selv om han havde boet på Kogtved). Lidt populært sagt, så flyttede Dirch ind med sin cykel, et par slidte gummirøjsere og sin tandbørste. Og med på vejen fik han en formaning fra Sitter: Jeg har en himmelseng, og det bedste man kan gøre med sådan en, er at bruge den. Så var banen kridtet op.
Det kørte for kærligheden, men på scenen høstede Dirch en af sine fiaskoer. Kritikken sablede ”Hendes ukendte mand” af Sys Gaugain ned. To gange gik den, og så var det slut.
”Folk lo og lo og så spillede jeg løs og troede at alt var i orden. Hvis jeg havde anet hvor rædselsfuld jeg var, havde jeg holdt mig selv lidt i ave”, fortalte Dirch småflov til BT’s udsendte – en vis Sven Borre. Og anmelderne hældte salt i såret:”I aftes var han katastorofal slet”.
I december medvirkede han i stykket ”Døde uden grave”.

”Hvor skelner De selv mellem humor og komik?”
”Er komik ikke af et hårdere materiale end humoren – som er blid?”
”Hvad tilstræber De selv?”
”Der går vel en lige linje fra ens personlige smag og til det, man gør på scenen eller i film. Den syge humor er jeg ikke tilhænger af – en mand som Tom Lehrer. Jeg skriger også af grin over en mand, der falder i en bananskal, men først i det øjeblik jeg ved, han ikke har slået sig”.
Ninka, Politiken 28/5 1967