Således blev det 1978 – et år hvor Dirch atter en gang skiftede fast spillested.
Og så skulle det blive året, hvor Dirchs sidste film kom op i biograferne.

Året begyndte roligt, med at Dirch havde lovet at være underholdning ved ”hus-have-ferie-fritid” i april måned i Aalborg Hallen. Underholdningen bestod i, at han skulle hoppe i et badebassin, til morskab for de fremmødte. Folk lo, men måske var det lidt at misbruge Danmarks kæmpe komiker nummer et…
Dirch  havde tegnet kontrakt med Aage Steentoft, om at optræde i Tivolirevyen, men som noget nyt skød Sven Borre og Dirch penge i revyen. Faktisk delte de fifty/fifty med Aage Steentoft. Der skulle tjenes penge, så billetprisen blev lige hævet med 20%.
Det havde været en nem sag for Steentoft at hyre Dirch til Tivolirevyen, efter den noget skuffende oplevelse han havde haft som cirkusklovn. Revyen – det kendte han til, så nu var han atter tryg. Og Dirchs navn trak folk til Tivoli. Belægningen nærmede sig de 100% - helt præcist 99.8%. Inklusive de ekstra 200 ståpladser. Tivoli var glad, men det var Steentoft, Borre og Passer også.

Dirch Passer og Jørgen Ryg blev udråbt til revyen nye store par. Og det var ikke helt uden grund. Der var Dirch i alle udformninger: Dirch udklædt som Columbine, Dirch som nyligt stoppet ryger. Dirch der dansede standardans. Især ”Bort med tobakken” som Dirch spillede sammen med Finn Nielsen gjorde sig godt – så godt, at Dirch måtte vise sketchen på norsk TV sammen med komikerne Arne Opsahl, og på tysk og hollandsk TV sammen med komikeren Rudi Carrell. Jørgen Ryg gjorde sig godt som den stakkels mand, hvis kone ville skilles – en ny radio-favorit var født – og BT hyldede at Dirch endelig havde ”fundet hjem”:
”Ryg og Passer – et studie i elskelig komik. Dirch skal være velkommen tilbage i sit domæne: Revyscenen. Hans tumleplads, hans kravlegård, hans tronstol. Efter cirkusmanegens uartikulerede råb er det velsignet at møde den stille fornemme komiker”.

Jørgen Ryg og Dirch havde i vinterens og forårets løb indspillet filmen ”Fængslende feriedage. Med på rollelisten var deres gamle legekammeret Preben Kaas.
Ryg havde den bærende rolle som vandkemikeren Henry Vildand Møller, der grundet uheldige omstændigheder skal ind og afsone en spritdom, efter en fugtig studenterkomsammen. I toget på vej mod arresten i Maribo, møder han andre ”fulderister” som også skal til afsoning – og det udvikler sig i en grad man ikke havde set komme. Bedre bliver det ikke, at han har fortalt hans kone – og mor (der residerer på førstesalen) – at han skal på rejse med sit arbejde. Dirch er arrestforvarer Frost – der ind i mellem tager lidt løst på reglementet.
Det blev både Ryg’s og Dirch’s sidste film – men sikken en måde at stoppe på. Man skal være lavet af sten, hvis man ikke sidder og klukker højt undervejs.  Og så indeholder filmen den mest forrygende ikke-flugt. Ja, det skal nok ses, for at forstås.
Efter Dirch havde mødt Bente, havde han lært en ting: At sige nej.  Årets program bestod kun af en enkelt film, lidt småjobs, Tivolirevyen, og så farcen ”Luk øjnenen og tænk på noget andet” der var sat til at skulle have premiere i januar 1979 på Mercur-teatret.
I november måned startede Dirch på prøverne, men det gik snart op for alle, at der var noget som var rivende galt, da Dirch falder om. Han røg på Rigshospitalet og fik konstateret at han havde haft en blodprop i hjertet. Mere alvorligt kunne det næsten ikke blive.
Professor A. Tybjærg Hansen, der på dette tidspunkt, var landets dygtigste hjertespecialist kunne ikke forbyde Dirch at fortsætte, men han anmodede på det kraftigste komikeren om, at aflyse al videre deltagelse i stykket. Dirch bøjede sig for fagkundskaben – og måtte for kun anden gang i sin karriere melde afbud til en forestilling.

Det var held i uheld, for Preben Kaas og Ebbe Langdahl fortsatte med prøverne på stykket, der fik premiere i januar året efter. Det fik det også – men nu med titlen”Luk øjnene og tænk på fædrelandet”. Anmelderne sablede det ned, og konkurrerede nærmest om, hvem der kunne finde på de mest perfide tilsvininger af stykket. I Ekstra Bladet skrev Knud Schønberg ligeud:
”Den mest tumbede forestilling i byen hedder ”Luk øjnene og tænk på fædrelandet” og går i Mercur Teatret”. Jens Kistrup i Belringske var mere moderat – men tydeligvis af samme mening:
”Mercur Teatrets hidtil bedste stykke – så kan De lægge i det, hvad De vil”.

”Strejfer den tanke Dem nogen sinde, at det er en usikker branche, De lever i?”
”Ja. Måske må man en dag udtale sit efternavn på fransk”:
Ninka, Politiken 28/5 1967

Imens lå Dirch og forsøgte at komme til hægterne, stærkt støttet af Bente. Hun og Dirch havde deres egen lille hemmelighed, for kun de, og lægerne vidste, at Dirch fra nu og resten af sit liv, skulle være på stærk hjertemedicin.