En sailor går i land – 1944 – Dirch kommer ud at svømme som sømand, og må skifte scene

Det kom vist ikke bag på nogen, at Dirch skrabte bunden karaktermæssigt, i sin matematik- og regning realeksamen i 1944. Tal have han bare ikke talent for.
Til gengæld scorede han ganske fine karakterer i dansk, naturlære, geografi, historie – og gymnastik – eller legemsøvelser, som det så smukt hed.
Dirchs planer var, at gå i sin fars fodspor som sømand, så han tilmeldte sig et tre måneders sommerkursus, på Kogtved Søfartsskole i Svendborg. Disiciplinen passede ham fint – men det kneb med matematikken, hvilket var lidt en hæmsko for en ung navigatørstuderende. Men han klarede skærene – flot endda, og når skolebøgerne ikke kaldte - eller bøgerne i skolens bibliotek, hvor Dirch var bibliotekar - gjorde robådene på sundet. Dirch blev det man kaldte slagroer, i øvelsesbåden ”Læsø”.
I et brev familien beretter han glædelig om hvor glad han er for at have lært at pudse sko hjemmefra – det er nemlig det de fleste bliver ”knaldet for, og derved mister deres hjemlov.

Selv om Dirch ihærdigt forsøgt at  blive sømand, så fornægtede mor Ragnhilds gener sig ikke. På Kogtved fik Dirch nemlig sin teaterdebut, som dame i stykket ”Den spanske tragedie”. Han fortæller i et andet brev: ”Jeg har ellers endnu en gang vakt vild jubel i en pantomime ”Den spanske tragedie” der ender med at stykkets 4 personer slår hinanden ihjel. Jeg var dame”.
Da Dirch takker af efter kurset får han en hilsen fra forstanderens kone med på vejen – hun glæder sig til at se ham spille komedie igen. Og så synes hun nok, at Kogtved vil blive en anelse kedeligere, når hvor Dirch tog hjem.

”Jeg spillede dillettant på svagbørnskoloni, jeg kan ikke huske som hvad, men det var i hvert fald ikke Hamlet”.
Ninka, Politiken 28/5 1967

Efter skolen får Dirch hyre som jungmand på den to-mastede Ærø-skonnert ”Helga” af Assens, en fore-and-after skonnert, (Agtermasten er højere end den forreste) der sejlede med brunkul. Vi skriver 1944, så ruten fra Fyn til Stettin i Polen, hvor skonnerten gik i fast rutefart, var bestemt ikke ufarlig. Flyangreb, miner og ubåde var alle reelle farer – men det var noget ganske andet og mere jordnært – eller havnært – som fik Dirch til at droppe livet på søen, og gå i land. For den unge mand var ikke søstærk. Uden for Rügen lå det der i søfartskredse blev kaldt ”skibenes kirkegård”, som skibskammeraterne ikke kunne lade være med at vise til den sidstankomne. Under vandspejlet kunne man ane masterne af utallige sænkede skibe. Og det syn har nok heller ikke hjulpet på trangen til, at få fast grund under fødderne.
Søsygen plagede ham under alle sejladser, og en god måned senere fyrede skipperen – af medlidenhed? – den unge såmandsaspirant. Vel nærmest en barmhjertighedsgerning. Skæbnen ville, at ”Helga” gik ned på sin næste tur, i en Kattegatstorm – alle besætningsmedlemmer blev heldigvis reddede.
Fra havnen i Assens gik det hjem til Havnegade i København. Drømmen om sømandslivet var slukket – men heldigvis havde mor Ragnhild sået en spire i den unge Dirch, der havde fået blod på tanden efter den vellykkede debut i skolekomedien på Kogtved. Dirch proklamerede at nu ville han være skuespiller. Men indtil da måtte den unge mand tage job som svajer…
”Hyttefadet” – en beværtning i Nyhavn – blev stedet der ændrede Dirchs liv for altid. Én aften var han ude og drikke øl med nogle venner på stedet, og i halvmørket genkendte Dirch den kendte skuespiller Jon Iversen. Dirch mandede sig op, og præsenterede sig for Iversen, og fortalte at han gerne ville være skuespiller. Iversen der var en venlig mand, inviterede Dirch hjem til sig, og lovede at hjælpe ham. Jon Iversen var ikke synderligt begejstret for Dirchs kunnen – han var ikke talentløs, men heller ikke nogen stjerne – og han tog kontakt til Axel Illum, der skulle på turne med stykket ” Rebecca”. Axel Illum manglede en regissør – og den tjans fik Dirch.
Iversen må dog have set lidt i Dirch, for 7 år senere brugte han Dirch i en lille rolle filmen Dorte, hvor Dirch spiller amerikansk turist.
Men nu var han regissør, til en hyre på 20 kr om dagen. De andre skuespiller døbte Dirch, Dirch Tæppepasser, for som regissør, skulle han både bære baggage ind, stille kulisser op og holde styr på rekvisitter, hjælpe med at fylde brændstof på bussen – kort sagt: Gå til hånde.
På en eller anden måde lykkedes det Dirch, at plage en mindre rolle ud af Axel Illum.
Det blev rollen som butleren Robert. Den krævende rolle bestod i at række tre tomme vaser frem, og sige replikken” Vi kan ikke finde andre end dem her, frue!”
Men Dirch var jo Dirch – og selv om han kun havde en enkelt replik at arbejde med, så fik han det meste ud af det. Hver aften forsøgte han at levere replikken på en ny måde, og efterhånden blev hans replik afventet med spænding. Hvordan ville den lyde i aften?
I stykket medvirkede også skuespilleren Henry Nielsen (Dirch-fans vil bl.a. huske ham fra ”Ved Kongelunden”), der undervejs i turneen bliver syg. Dirch overtog herefter hans rolle som bådebyggeren Tabb. Dirchs evner udi skuespillerparodier kom til at hjælpe ham her, og sammen med en markant sminke som gammel mand.
Hele 15 replikker mere, rollen som ham der løser stykkets mysterium – og en mor der rejste helt til Silkeborg for at se sin søn få salen til at le. Succesen var i hus.
Far Wilhelm var ikke helt så begejstret som Ragnhild, der bakkede sin søn op i at efterprøve drømmen om teatret. Wilhelms kommentar var blot: ”Er det meningen drengen skal være badutspringer?”  Men Ragnhild støttede op – hun havde nemlig selv gået med drømmen om at blive skuespiller.
I den lokale avis i Nykøbing F skrev anmelderen under pseudonymet ”VOX”, at det var umuligt at danne sig noget skøn over hans talent og evner. Til gengæld fortalte han en sjov ankedote om hvor vanskeligt det havde været at findet et kjolesæt, som Dirch kunne passe. Og så var det jo spændende at læse om den unge sømand, som ville være skuespiller.