Barndom og ungdom – 1926 – Dirch bliver født , flytter og formes.

18. maj 1926 blev dagen, der gav Danmark det morsomste mellemrum mellem fortænderne: Da kom Dirch Passer nemlig til verden i Vibevang på Østerbro i København.
Man tror det næppe, men som barn var Dirch meget genert.
Svømning fyldte meget, men det var fodbolden der sparkede benene væk under ham – og blev til en livslang kærlighed, funderet her i hans barndom.
Dirch skiftede skole flere gange, ikke fordi han ikke opførte sig ordentligt, men fordi familien flyttede meget. Men det generede åbenbart ikke Dirch, der blev kendt for at være både underholdende og for ikke at holde igen på de sjove og kvikke bemærkninger. Som tak honorerede skolen ham med en hel del eftersidninger.
Straffebogen fra en af Dirchs folkeskoleklasser, var tætbesat med anmærkninger, hvor hans navn var anført. Han kunne ikke lade være med at lave ballade og gøgl i timerne. Begge forældre vidste, at Dirch havde stort behov for at folde sig ud, så de tog heldigvis de mange anmærkninger med sindsro.
Lysten til at optræde arvede Dirch fra sin mor, Ragnhild – men fra sin far, Wilhelm, arvede han noget ganske andet: Dirch snød så vandet drev, når han spillede med sine søstre. Hjerterfri og 66 blev tæsket godt igennem i det Passerske hjem – og både far og søn spillede for at vinde – med alle tilgængelige midler.
Wilhelm Passer var skibsfører, og mens Dirch endnu var lille, sejlede faren i udenrigsfart, så Dirch i lange perioder var overladt til sin mor, og senere også sine to søstre, Marchen og Kirsten.
Når faderen kom hjem fra havet, var det ikke altid så hyggeligt som man kunne tro, for Wilhelm var en vant til regler der skulle følges, og således også derhjemme. Han fandt hurtigt sin vandte pladds for bordenden, selv om det var der Dirch plejede at sidde, når faderen var ude, og så blev der ellers spurgt ind til karakterer, afstukket regler for hvor længe man legede ud om aftenen, eller hvornår det var i orden at trække i shorts. Wilhelm var en rolig mand med begge ben på jorden – selv om han var sømand. Han kunne tale med alle, men kunne have en tendens til at være ironisk, hvis samtalen blev for oppustet.  Det siges at Wilhelm og Dirch blot kunne se på hinanden, når bølgerne gik højt i resten af familien. Der var ingen grund til at fare op over bagateller. Søn og far var tæt forbundne.
Modsat sin hustru var Wilhelm en lille og tæt  og meget fåmælt mand, efterkommer af hollandske indvandrere, der havde slået sig ned i Dragør på Amager.
En gang da Wilhelm skulle afsejle efter krigsudbruddet i 1939, fulgte Dirch ham til skibet. Der var en vis fare forbundet med at sejle ud i de minefyldte farvand, men Wilhelms formaning til sin  13 årige søn lød blot. ”Kan du nu være en god dreng, Dirch – og huske hver dag at bære skraldespanden ned for din mor?” Den sætning sagde det hele – Dirch skulle nok være der for sin mor og sine søstre.

Ragnhild Passer var en ganske anden type end Dirchs far. Hun var en kraftig kvinde, stærk, og med en udpræget humoristisk sans. Hvor Wilhelm Passer gerne ville have at alt var som det plejede, så var hun en ganske anden uregerlig type. Bohemeagtig, flagrende og farverig, og altid med et gøremål i tankerne og tusind andre på bedding. Livet skulle være morsomt og fyld med oplevelser, og var der lidt penge i overskud, så blev de i hast omsat til underholdning for familien. Var kassen slunken, men lysten stor til at se en biografilm, så tænkte hun sig ikke om to gange, før hun pantsatte et par sølvskeer.
Raghild Passer var også en nomade. Ifølge Dirch selv, var hun en rastløs natur, og han menete hun  havde boet i mindst tyve forskellige lejligheder.
Selv boede Dirch en del forskellige steder, men fælles for alle var, at Ragnhld altid fik indrettet et smukt hjem. Moderens sikre stilfornemmelse  resulterede i, at hun åbnede sin egen antikvitetsforeretning, da børnene var blevet store.
Bland adresserne var Borgergade 4, Vennemindevej 45, Vibevangen på Østerbro.
Der var ikke langt fra tanke til handling for Ragnhild Passer, hvad historien om sølvskeerne vidner om. Når Dirch havde kammerater på besøg, kunne lejligheden fuldstændigt have ændret udtryk, når de kom op igen, efter at have været på fælleden og spille fodbold. Dirch holdt øje med kammeraternes måbende udtryk, som han slet ikke kunne få nok af, når de kom tilbage til en nærmest ukendelig lejlighed.
Ragnhild var født Fich, stammede fra Naarup ved Glamsbjerg på Fyn. Pengen var små i familien, hvilket til dels skyldtes de lokale bønder. Ragnhilds far var maler, og om vinteren hvor malerarbejdet ikke lod sig gøre, malede han billeder på bestilling af de lokale gårde. Billederne ville bønderne gerne have, men det kneb med at slippe betalingen. Mange gange var Ragnhild med sin mor ude for at gå fra dør til dør, for at opdrive gælden. Og lige så mange gange måtte de gå med uforrettet sag. Så det lå i kortene at hun skulle tidligt ud og tjene.
Rasmus Fich var ikke nogen metervare – tværtimod, var han så teknisk dygtig en kunstner, at københavnske museer i begyndelsen af anden verdenskrig bestilte ham til, at kopiere nogle af deres største kunstværker, som de kunne give til tyskerne, på eventuelt forlangende.
Dirch havde stor respekt for og kærlighed til sin mor. Det var jo også derfra trangen til at udtrykke sig på scenen stammede.
Ifølge Ragnhild var Dirch et mønsterbarn, der gjorde hvad han fik besked på, og som hun kunne tale med, i de lange uger og måneder Wilhelm var på havet.

”Jeg er nok lidt enspænder-betonet – jeg tror, det stammer fra min barndom.
Når mine forældre havde gæster, satte jeg mig ind i et klædeskab”
Ninka, Politiken 28/5 1967

Familiens hyppige flytninger, førte Dirch til Jylland. Hans forældre forpagtede i en periode Næsbydale Badehotel ved Limfjorden, med udsigt til Livø, tulipaner -  og Dirchs første oplevelse med et teaterstykke. Dirchs mor, opsatte amatørforestillingen ”Marens kyllinger” i badehotellets festsal. For gensert til selv at medvirke, slugte Dirch forestillingen – men beundrede sin mor grænseløst for, at hun turde stå på scenen. Selv om hans  mormor havde forudsagt at drengen ville blive skuespiller.
Men eventyret med badehotellet blev en kort affære. Det var hverken til at leve eller dø af, så Dirchs far, Wilhelm, vendte tilbage til livet på søen, mens resten af familien returnerede til hovedstaden.

Iføge Dirch selv, så var han undervægtig og strithåret i en alder af 3, men tårnhøj og krølhåret da han fyldte 13.
Han begyndte tidligt at klovne, især på spejderture og feriekolonier. Men når det var overfor den  nære familie, var det straks sværere. Men i skolen var han klassens klovn, også fordi det kunne hive ham ud af nogle gevaldige kniber i timerne. Som når han svarede ”frugtsalat”, når regnelæreren spurgte hvad det blev , hvis man delte en pære to gange, og igen to gange, og endelig to gange til…
Dirch var derimod ganske god til dansk og gymnastik. Til gengæld havde han svært ved at regne den ud, og måtte tage 3. mellem om, da matematikken ikke rigtigt kunne gå op. Det førte til et lettere anstrengt forhold til regnelæreren.
Som ung teenager var der ikke megen romantik i luften for den unge mand. I hvert fald ikke efter hvad hans mor vidste. Dirch skulle blive noget ældre, før det med piger blev interessant. Til gengæld kunne han sagtens komme løbende hjem, og få lillesøster Marchen med i barnevognen, når han skulle over på Fælleden og spille fodbold. En af kammeraterne havde haft sin søster med, og var belevt drillet. Men hvis der nu var to, så var ville de nok ikke drille…
Under krigen endte Dirch på maskinistskole, da tyskerne besatte Vognmagerskolen han gik på, og fordelte eleverne på de skoler hvor der var plads. Måske et forvarsel om hans første uddannelse.
Fritiden gik med fodbold – både i B93 og i Zion KFUM – og så snuste han til friluftlivet som spejder, hvilket fik en ende, da han blev træt af at sælge lodsedler.
En stor bunke af Dirchs sparepenge gik på biografbilletter – en vane han havde arvet fra sin mor, der kunne finde på at pantsætte ejendele, for at komme i biografen. Eller spise havregrød, for at spare på husholdningsbudgettet, så der kunne blive til en biograftur, når hun og Dirch var alene, mens far Wilhelm var på havet. Favoritterne var  Gøg og Gokke, Marx Brothers, W.C. Fields og George Formby. Filmene blev gerne set, for at aflure kunstnerene tricks – præcis som han senere gik i teatret for at blive inspireret.
Søstrene Kirsten og Marchen husker Dirch som en alletiders storebror. Når Dirch skulle passe sin søster kunne det, som tidligere nævnt,  sagtens ende med, at hun blev slæbt med hen på B93’ baner , hvor Dirch brugte en stor del af sin fritid. Og de husker også at som barn, var det bestemt ikke Dirch der underholdt – han var alt for genert. Men alene sammen med sine søstre – så underholdt han gerne – og drillede, men kun sin ældste søster Kirsten. Men var det andre der gjorde det, så tog han altid sine søstre i forsvar. De to søstre blev begge skuespillere, stærkt støttet af Dirch, men trak sig begge relativt hurtigt bort fra rampelyset. Livet som skuespiller var for hårdt.
Den første af Dirchs kærester, som familien fik nys om, havde tilnavnet ”Løven” på grund af sit store hår. Hun var en kollega fra KTAS, som en overgang var Dirchs arbejdsplads.
En anden kæreste mødte Dirch gennem parret Irma og Mogens Brandt, der var en slags velgører for Dirch i hans ungdom. Frk. Nielsen, blev deres unge pige fra Jylland kaldt, og de var kærester i en periode, til han mødte Lene Nymann Jørgensen på elevskolen.