Det er jo ingen hemmelighed, at 1980 er et trist år for alle der var og er fan af Dirch.

Der findes nærmest så mange beretninger om den skæbnesvange dag, 3. september, som der var tilskuere, skuespillere, journalister i Tivoli – ja, som der var læsere af aviserne dagene derpå.
Og som enhver god historie, der er blevet fortalt og genfortalt, gennem en lang årrække, så har disse historier en tendens til, at blive en lille anelse bedre, for hver gang de fortælles.
Kort sagt, så tager fantasien over, og de reelle facts og kendsgerninger, kan nemt blive erstattet af hvad man tror man har set, hørt eller fået fortalt. Ikke fordi folk bevidst omgås sandheden letsindig – men bliver noget fortalt mange gange nok, så bliver det sandhed.
Og det vidner de mange beretninger fra 3. september 1980 også om. Der er naturligvis en rød tråd i alle fortællingerne, nogle var tættere på end andre – men samtidig indeholder de også alle utallige forskelligheder og enkeltheder, som det nærmest er umuligt at kunne finde hoved eller hale i.
Måske er beretningerne fra det sidste show, med deres forskelligheder, bare et udtryk for, at personerne i indercirklen oplevede hele det makabre optrin med deres egne øjne og ører – udsat for deres eget filter
Derfor bliver det også svært at plukke i de enkelte beretninger – og derfor har jeg også taget en del forskellige med, for de er alle en del af hele billedet.
1980 havde været et stille år. Dirch var begyndt at tage sit helbred alvorligt, så der var ingen film dette år, men kun Tivolirevyen.
Der havde lige været optagelser til at par afsnit af ”En by i provinsen”, og så optog Dirch to programmer i Karnappen i København: Først ”lørdag – lige nu” hvor han blev interviewet sammen med Kim Larsen og Lone Kellerman. Dernæst ”Værtens bedste program” med Dirch som vært, og hvor han underholdt publikum med forskellige sketches, monologer og optrin fra sin karriere. Og så skrev han naturligvis stadig for Billed-Bladet – det gjorde han helt frem til sin død.
Efter Dirch havde haft en mindre blodprop fulgte han lægernes råd om at leve sundt, med sund mad,  hvile og motion – stærkt støttet af Bente. På hospitalet havde en oplevelse jaget ham en skræk i livet., da en sygeplejerkse en dag kom stærkt bekymret ind på stuen, og bad ham gå i seng, da hans EKG var dårlig. Dirch blev ligbleg og kravlede til køjs, men kort efter kom sygeplejersken ind og afblæste alarmen – det var den forkerte EKG de havde aflæst.
Nogenlunde samtidig var Bentes mor indlagt til en dobbeltoperation for at få nye hjerteklapper. Egentlig var parrets bryllupsplaner en dyb hemmelighed, men for at muntre Bentes stærkt svækkede mor lidt op, lod Bente nyheden sive. Og det havde den forventede effekt. Bentes mor kom sig i et rasende tempo.

Som tiden nærmede sig for Tivolirevyen, gik jagten også ind på de gode revynumre. Bente havde gået med tanken, at  det måske var på tide, at Dirch forsøgte at forny sit repertoire – at følge lidt med tiden. Og hun foreslog Dirch, at han skulle tage kontakt til Kim Larsen for at høre, om han ville skrive et ”pang-nummer”. Dirch var en stor beundrer af Kim Larsen, og lod ideen ligge og simre lidt – og godtog den så.
Nu skulle Larsen bare være med på den også. Han belv kontaktet, og der blev truffet aftale om, at han og vennen Thomas Grue, skulle kigge forbi Dirch og Bentes lejlighed på Zarhtmanns Plads. Den aften, hvor Kim Larsen sad og jammede i køkkenet, glemmer familien Passer aldrig.
Kim Larsen ville kigge på en tekst og en melodi, og så skulle de mødes et par uger senere.
Fjorten dage senere dukkede Kim op på cykel, med en guitar og en ide.
Kim havde allerede ved første besøg nævnt, at han syntes Bente og Dirch boede ”corny”, og ved det andet besøg faldt han for parrets silkepuder med klavertangenter på. Resolut forærede Dirch puderne til Kim, der blev meget glad for gaven.
Herefter skrev Kim Larsen visen ”Pjækkeland” til Dirch. Da Kim Larsen delvist boede i New York på dette tidspunkt, var Bente og Dirch på besøg der, for at få finpudset visen – og se byen, se noget teater – og besøge Kim og hans kone Hanne, som de fandt dejligt nede på jorden.
At Dirch blev udklædt som Kim Larsen var lidt af en tilfældighed. Han skulle bare synge visen, men under prøverne fandt man ud af, at Dirch faktisk kunne komme til at ligne Kim helt utroligt meget – og selv om Dirch bestemt ikke var meget for at parodiere en anden kendt person (Han havde jo haft dårlig samvittighed over sin Lis Groes monologer), så blev det sådan.

Allerede ved sæsonens begyndelse havde Dirch flere besvimelsesanfald, når han kom fra scenen efter revyens absolut mest berømte nummer: Pjækkeland - Kim Larsen-nummeret. 
Ifølge Dirch selv, gik han hver aften hen til Max Leth, for lige at høre, hvordan melodien var til nummeret.
Jane Aamund fortæller om, hvordan Dirch svedte efter at have sunget Pjækkeland, så der lå en hel lille sø under ham.
Dirch havde kæmpet med nummeret, men sagde selv, han ikke rigtigt kunne nå Kim Larsen. Han var hele tiden nogle centimeter foran ham. Og så var Dirch ubehagelig til mode over at skulle karikere Kim Larsen, da han var kommet til at holde af ham, under deres arbejde med sangen.
Trods publikum og anmeldere rosende ord, så var Dirch ikke tilfreds. Og han kæmpede med nummeret, tabte pusten. Det var i det hele taget et mareridt.
Anmelderne var mere end begejstrede for Dirch .
I Berlingske Tidende skrev Jens Kistrup under overskriften ”PASSERS ØJEBLIK”:
”Den stor komiker er genial som Kim Larsen, men Tivoli Revyen er mere mindealbum end moderne morskab.
Dirch Passer som Kim Larsen - det er Tivolirevyens geniale øjeblik.
Det er som at se Eiffeltårnet spille Rådhustårnet. Det er en kopi og en karakteristik, Men det er også en parodi, en karikatur, et portræt i overstørrelse. Det er en kunstner, der kryber ind i en anden kunstner - helt ud i mimikken, det åbne gorillagab, den rytme i kroppen, det er også tidens rytme.
Og det er netop det fine ved Dirch Passers Kim Larsen-nummer. Med al sin komiske vægt bliver det et satirisk signalement af en tidsalder og af en nation, det moderne ”pjækkeland”, som teksten taler om - det selvmorderiske slaraffenland - hvor alt er tilladt. kort sagt Danmark.
Nummeret bliver en salgs ironisk kærlighedserklæring der tillige indeholder en tydelig distance. En ældre entertainers kærlighedserklæring til en yngre entertainer. I dette geniale øjeblik næsten identiske - deri ligger nummerets virkning og ide.
Der er ved at blive traditon for, at når Dirch Passer er med i en revy, så handler anmeldelsen kun om Dirch Passer. Det burde denne anmeldelse også gøre. Dirch Passer optræder desuden som opfinder af en maskine, der omsætter latter til energi - det giver anledning til mange vandede vittigheder, der får fylde og format, når Dirch siger dem.
Han er den vulgære dansker, der har slået sig ned som ”politisk flygtning” ved Costa del Sol. Og han er et fabeldyr af en tjener hos den adelige overklasse, som skatterne er ved at gøre til fattige husvilde på deres egne slotte.
Her burde anmeldlesen slutte - med en hyldest til Dirch Passer og med en beklagelse af, at han ikke bliver brugt bedre, når han nu er disponibel. Men alt det er sagt før. Og hvad der er at sige om revyen som helhed - ja, det er også sagt før. Det er simpelthen en dårlig revy.
Den er Aage Stentofts afsked med Tivoli. Ved premieren takkede han publikum i tale og sang, hvorpå Dirch Passer udråbte et leve for ham. Men sin artistiske levedygtighed demonstrerede Aage Stentoft ellers kun i det potpourri over hans gamle melodier, der indledte aftenen. Bare de nye tekster havde haft samme niveau - man kan ligefrem tale om et kulturfald inden for den dansske revy.
Det retrospektive blev yderligere understreget af Jørgen Rygs come back i en variation af et gammelt nummer: Pensionisten Valdemar på feriekoloni. Identifkationen med figuren var næsten for fuldkommen til at være morsom.
Lily Broberg måtte nøjes med en dårlig jogge-vise men tog delvis revanche som Erhard og Spies i det indledende potpourri. Ulf Pilgaard gjorde det ud for en hel TV-avis med kendte kommentatorer - den aften jorden gik under. Og Sonja Oppenhagen var med sin velopdragne uartighed en appetitvækkende tillægsgevinst. Men også hun er bedre værd.
Britt Bendixen havde herset med balletten, så den føltes som provinsens Danmarks svar på ”A Chorus Line” - den, vi ikke fik at at se. Og Max Leth spillede til. Men hvad ville aftenene have været uden Dirch Passer? Flip, flot - åh, Gud, men ikke godt.”, sluttede Kistrup, med en henvisning til et andet årets hits med Lune Larsen.
Dirch havde selv brygget et nummer sammen, med en lattermaskine, og et bjerg af dårlige vittigheder, men det floppede fælt under generalprøven:
”Man lærer immervæk noget nyt, og jeg har i år fået den ene lærestreg efter den anden. Vil du tro at selv om vi i sommer har skiftedes til at falde om på scenen, Jørgen Ryg og jeg, så er folk vedblevne at strømme til revyen. Jeg fik desuden et chok ved generalprøven. Hele mit store nummer med lattermaskinen og de vittigheder, jeg selv havde brokket sammen, faldt totalt til jorden. Brokkerne trillede lydløst ned ad de fandens skrå brædder, og selv om jeg forsøgte at løfte dem op over rampen med foden, som jeg plejede, nåede kun musikken at høre dem. Jeg var maskeret som en tosset Ole opfinder, og først næste aften, da jeg gned sminken af mig, gjorde brokkerne lykke. Publikum ville følge mimikken, når jeg sagde vittigheder.”

Jane Aamund havde fået lovning på et interview til Berlingske Tidendes Søndagsudgave, med Tivolirevyens store stjerne, og mødte op en lun sommeraften i lejligheden hos Bente og Dirch på Zarthmanns Plads. Bente havde dækket op til natmad, og sammen tog de imod Dirch, der vendte hjem fra aftenens forestilling.
Men det var noget af et syn, der mødte Jane Aamund. Dirch var bleg, og hans tøj var gennemblødt af sved. Som i gennemblødt – det klistrede til hans krop. Jane Aamund havde mest af alt lyst til at lade søndagsinterview være søndagsinterview, og lade manden få fred og ro. For han var tydeligvis ikke helt oppe på mærkerne – men, nu havde hun jo lovet at få interviewet i hus… så hun blev.
Heldigvis kendte de to hinanden gennem Dirchs tidligere kone, Hanne, og Jane Aamund og Bente kom fint ud af det sammen,  så stemningen var god. Nok især fordi hun vidste, at Jane Aamund, ikke var en del af Dirchs drikkeslæng.
Dirch kunne berette, at han ikke følte, at han kunne komme ind i Kim Larsen figuren. Han havde jo en aversion med at parodiere nulevende personer, men figuren Kim, dansede en halv meter foran ham, og han ville så gerne få alt ud af figuren, så publikum kunne få oplvelssen af  af den perfekte Kim Larsen parodi (Det morsomme er, at Kim Larsen selv syntes, at Dirch naglede ham lige på kornet. At kan kom ind under al overfladen, og fik tag i Kims eget krukkeri)
Dirch fortalte endvidere, at han følte, at han var bedst i de figurer, han selv havde fundet på.


Knud Schønberg var lidt mere behersket i Ekstra Bladet – og helt enig med Dirch:
”Det er vist sivet ud, at Dirchs Kim Larsen-figur med Kim Larsens tekst er revyens topnummer. Ingen tvivl om det. Dirch har afluret alle Larsen noder og unoder, og som den omhyggelige skuespiller han er, kan han gøre det med små midler, selv om nummeret er pumpet op til utrolige højder.”

Efter 14 dage blev Dirch dårlig til en forestilling, og blev sendt til undersøgelse i en ambulance. Der blev ikke fundet noget alarmerende - og som den store showmand Dirch var, fortsatte han. Og over sommeren gik det faktisk bedre.
Ulf Pilgaard: ”Han får det bedre og bedre og han føler sig rigtig godt tilpas i løbet af sommeren. Revyen kører for fulde huse og vi har det skidesjovt. Og han er virkelig i sit es.... Vi kommer ind i august måned og det bliver pludseligt sådan noget tungt vejr. Tordenagtigt og lummert ad helvede til. Og jeg kan se at Dirch bliver enormt besværet af det. Som om han ikke kan få luft. Og han bruger mange kræfter på det Larsen-nummer. Han bruger også en forkert teknik. Han hyperventilerer meget...jeg kan ikke huske om vi snakkede om det, men jeg bemærkede det.... Men det kører, og det kører, og vi når helt hen til den 2. september 1980. Og pludselig går det galt. Kim Larsen - nummeret er det sidste nummer, inden vi kommer ind til finalen alle sammen.
Så griber Dirch pludselig fat i bagtæppet, fordi han er lige ved at besvime. Jeg ved ikke, om han når at blive færdig med nummeret, men han går i hvert fald ud, og jeg kan tydeligt huske, hvordan han sætter sig på en stol ude i kulissen, og så sidder han bare der og siger: Satans! Satans! Satans! Satans!
... der bliver igen ringet efter en ambulance. Og denne gang vil han sgu ikke med. Tværtimod bliver han skidesur over, at der er blevet ringet efter den, og så vidt jeg husker tager han en taxa sammen med Bente Askjær til Rigshospitalet.... Han tog en taxa ind til Riget og blev undersøgt, og så fik han lov til at tage hjem. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg fatter det ikke den dag i dag. Han fik lov til at tage hjem.
Næste dag stod det igen på forsiden. Så da jeg kom ind til revyen, og gik gennem haven med de små springvand oppe fra H.C. Andersen husets indgang, troede jeg simpelthen det var løgn... Der var sort af jourrnalister og fotografer.
Jeg møder Dirch uden.. og så havde han sådan nogle glasagtige øjne. Mærkeligt matte, var de... man kunne kun sige, det her er galt, du skal hjem, mand! Hvad laver du her? Og jeg sagde: ”Dirch altså, for fanden!”
Aage Stentoft havde været med inde aftenen før, og siden er der opstået den myte, at han tvang Dirch til at gå på scenen. Det er ret fantastisk og utroligt ondskabsfuldt, at sådan noget kan opstå. Jeg stod selv lige ved siden af, og jeg hørte Aage Stentoft sige: Jeg vil under ingen omstændigheder have, at du går på scenen, hvis ikke du selv føler du kan klare det. Det vil jeg simplethen ikke have!” Det var hvad han sagde til Dirch.
Men Dirch siger så”Jamen jeg vil selv!”...
Så blev det vedtaget, at han (Dirch) skulle gå ind foran tæppet. Jeg gør mig klar nede i garderoben, og Dirch går op, og pludselig ser jeg Sonja Oppenhagen komme stormende ned ad trapperne... ”Dirch er faldet om! Dirch er faldet om! Og jeg for op.
Dirch havde stået klar foran tæppet i kulissen lige ved siden af scenemesteren. Pløk, som vi kaldte ham. Så siger Dirch til ham: Pløk, kan du ikke lige bede lysmanden om at sætte mere lyd på?... og det var det sidste han sagde, Så snak han stille om, bagover, og faldt sammen oven på Pløk, som nærmest måtte kravle ud under det kæmpe menneske.”
(Fra bogen Barndomsvenner – Erindringer Ulf Pilgaard og Ole Michelsen)

Bente Askær fortæller i John Lindskogs bog ”Dirch” om tiden op til og under Cirkusrevyen 1980:
”Da vi så småt skulle begynde at tænke på Tivolirevyen 1980, syntes jeg det var på høje tid, at Dirch begyndte at forny sig.. Jeg syntes han skulle følge med tiden, og foreslog ham, at kontakte Kim Larsen for en snak om et pang-nummer. Dirch tyggede på ideen i nogle dage, og sagde det var ok. Vi fik fat i Kim, og han ville komme hjem til os en af aftenerne.
Han kom sammen med en af sine venner, Thomas Grue og havde medbragt instrumenter som de stilled eop i vores køkken...Josefine og jeg måtte simelthen nive os i armen, for at mærke om det virkleig var sandt, at Kim Larsen spillede i vores køkken.
Kim kom igen nogle uger senere, denne gang alene og på cykel. De snakkede videre, spillede og sang. Så sagde Kim han var vild emd vore silkepuder i sort og hvid der forestillede klavertangenter. Dirch gik hen og samlede puderne sammen”Her, de er dine”. Kim blev overrasket og glad. Og så cyklede han hjem med dem og skrev visen ”Pjækkeland” til Dirch.
...I Glasalen startede prøverne på revyen g alt skred frem som planlagt... man blev enige om, at Dirch simplethen skulle være Kim Larsen. Tøjet og parykken blev fundet, og det var faktisk uhyggeligt, som Dirch kom til at ligne Kim. Dirch kunne overhovedet ikke lide at komme så tæt på et andet menneske, og så oven i købet skulle parodiere ham. Det blev en publikumssucces, men det kom til at koste dyrt, rigtigt dyrt. Jeg skulle aldrig være kommet på den idé.
Den 3. september begyndte som en sensommerdag skal gøre. Sol fra en skyfri himmel og masser af fuglesang. Nattens uhyggeligheder var endelig omme. Aftenen før havde være frygtelig. Dirch havde været på scenen i en monolog som havde en meget snørklet tekst. Men den aften havde den simplethen været volapyk. Intet var forståeligt og jeg kæmpede for at finde et stikord til at lede ham på rette vej igen, men det var svært (Bente Askjær var sufflør på Tivolirevyen). Han talte sort. Publikum klappede, da han stoppede sin talestrøm, men det var måske mest i taknemlighed over, at mareridtet var stoppet for alle. 
Bedre blev det ikke, da Dirch senere kom ind som Kim Larsen i Pjækkelandsvisen....han syntes ikke at Kims oprigtighed og kunstneriske ærlighed skulle karikeres. Og så syntes han heller ikke, at han lignede ham. Det virkede bare så underligt, på alle os andre, fordi visen var morsom, og han lignede Kim på en prik. Og også fordi det var Kim selv, der havde skrevet den. Men netop fordi Dirch ikke kunne lide visen, havde han også haft svært ved at lære den.
Vi havde terpet den igennem, også efter premieren. Ikke nok med det. Jeg havde med store bogstaver skrevet hvert vers på store papstykker. Det sad jeg så med nede i sufflørkassen og viste ham.
Men sangen den aften blev et mareridt. Dirch vendte op og ned på alle linjerne, på alle ordene. Pludselig vaklede han baglæns, greb fat i bagtæppet, og gled ned på gulvet med mikrofonen i sin hånd. Tavse mennensker sad i salen.... Så rejste jeg mig op, mens jeg kastede sufflørkassens tag fra mig, ned på 1. række og hoppede op på scenen. Jeg råbte om hjælp til mikrofonerne i loftet, og teknikerne kom løbende fra kulissen, og ved fælles hjælp fik vi Dirch ud....
Dirch blev hentet af en ambulance og kørt på Hvidovre hospital, og da forestillingen var færdig, tog Sonja Oppenhagen og jeg derud, og vi fik lov til at få Dirch med hjem. Vi var meget rystede over aftenenes oplevelse...
Og nu var det så endelig morgen. Dirch sov roligt ved siden af mig...tankerne hvirlvede rundt i hovedet på mig, men et eller andet sted, var jeg sikker på, det nok skulle gå. Der var jo kun få dage tilbage af revyen...
Det allerbedste ville jo selvfølgelig være, hvis Dirch ville stoppe med at spille med det samme, men det ville jeg ikke kunne være mand for at overbevise ham om...
Dirch var endelig stået op. Han sad i sin lyserøde morgenkåbe ved sit elskede skrivebord og havde talt i telefon med nogle forskellige fra teatret. Men ingen af de ansvarlige havde åbenbart foreslået Dirch at stoppe, mens legen var god.
...Vi kørte afsted til hospitalet, hvor Dirch blev undersøgt...alt så ud som det plejede, så der var ingen grund til at aflyse resten af forestillingerne, mente sagkundskaben... jeg foreslog at han sprang Kim-sangen over, men fik ikke noget svar.
...ved femtiden gik Dirch som han altid gjorde det, i sauna og brusebad. Så bagefter op i et utroligt varmt karbad. Et afstressende ritual. Så kørte vi i Tivoli...
Dirch var hurtigt klædt om i sit åbningskostume, den lilla klovnedragt. Han gik op og ned ad gangen, mens han ”ordede” replikkerne for sig selv....Da det ringede 3. gang gik jeg ned i sufflørkassen og gjorde mig klar...fra min lave højde kunne jeg hele tiden se de medvirkendes fødder...det undrede mig at balletpigerne for frem og tilbage. Det var yderst udesciplineret, at de sådan drønede rundt, når Dirch skulle have ro. Mens jeg tænkte det, løb det mig pludselig koldt ned ad ryggen. Jeg styrtede ud af sufflørkassen, ned ad gangen til den store garderobe....Fuldstændig hvid i ansigtet kom Sonja Oppenhagne styrtende. Nej, det går slet ikke. Forstår I det ikke snart. Hun sagde en masse mere, som jeg ikke hørte. Jeg hørte kun ambulancens tuden ude fra haven. Dirch var faldet om - igen.
Sonja og jeg løb med hinanden i hånden ud gennem Tivoli, op til hovedindgangen for at få en taxi.”Kommunehospitalet, hurtigt!”
Der satte vi os, i den store gennemgangshal, midt på gulvet, med ryggen op imod en hvid kold søjle...så kom der fem hvidkitlede læger imod os” Desværre, deres mand er død!”

John Lindskog skriver:
”Den skæbnesvange aften nåede revyen slet ikke at komme i gang...På Kommunehospitalet kæmpede lægerne, men det var omsonst. Kl 21.20 blev Dirch erklæret død...
Hjertelægen Peter Schnoor var medarbejder på Rigshospitalets hjerteafdeling, da Dirch døde...
”Der var meget kritik af professoren (A. Tybjærg Hansen) men han havde ingen mulighed for at se hvad der ville ske- Selvfølgelig havde han advaret, for han vidste, at Dirch havde et dårligt hjerte og var stresset...Jeg tror Dirch døde, fordi hans hjerte simplethen gav op. Hans meget store spiritusindtag gennem mange år, var mere end hjertet kunne klare. Lukkemusklen var slidt op.”

I Ole Sønnichsens biografi ”Dirch Passer” beskrives det således:
”Sandheden var, at familien hele dagen havde forsøgt at overtale ham (Dirch) til at aflyse forestillingen og blive hjemme på sofaen.
”Jeg sagde helt klart til ham, at jeg ikke syntes, at han skulle gå på scenen. Faktisk blev jeg så desperat, at jeg sagde til ham, at hvis han elskede mig, så ville han ikke gå på scenen. Men jeg kunne ikke stå mål med 2000 publikummer, der havde købt billet til den aften”, siger Bente Askjær, der kapitulerede og gav sig til at bage ananaskage til ham. Samtidig bestilte hun og Josefine Passer en stor buket blomster, som han skulle have overrakt på scenen, når aftenens forestilling var godt overstået.
Også Ragnhild Passer ringede til sin søn fra lejligheden i Dragør og tryglede ham om for en gangs skyld at smide sin ordholdenhed over bord.
”Jeg kan huske hvert et ord af samtalen. Jeg sagde til ham: Dirch tænk på dig selv. Tænk på børnenene og tænk på Bente og på mig. Hold nu op og meld dig syg. Du skal undersøges ordentligt. Du skal holde ferie. Det haster”, forklarede hun i Billed-Bladet.
kl 19.30 skulle alle være klar til endnu en forestilling, men Dirch Passer bad først revydirektør Aage Stentoft om lov til at gå på scenen og tale til publikum.
”Jeg stikker lige hovedet indenfor tæppet, før vi begynder og siger, at publikum ikke skal tro, de er kommet for at se en syg mand” sagde han, iført det klovnekostume, der var en del af åbningsnummeret i revyen.
Stentoft nikkede ja til ideen, og Dirch Passer gjorde sig klar. Men noget var helt glat. For på vej ind på scenen, sagde han til scenemesteren, at han skulle få lysmanden til at sætte mere lys på scenen. Men der var allerede masser af lys på scenen. Det var simpelthen Dirch Passers eget lys, der var ved at rinde ud - og sekunder efter faldt han om i armene på Lily Broberg ude bagved scenen. Her lå han livløs og stirrede op i kulissen.
Derpå blev alt kaos. Folk råbte, nogen ringede efter en ambulance og Ulf Pilgaard kom stormende op fra sin garderobe og løb direkte op på scenen.
”Er der en læge til stede?” spurgte han febrilsk.
Publikum grinede bare - og troede d t var en del af revyens åbning.
”Jamen det er alvor”, råbte Pilgaard desperat ud over scenenkanten.
Så sprang et par læger op nede i salen, og kom ud bagved for at hjælpe Dirch Passer ind til ambulancen ankom.
Samtidig måtte Aage Stentoft gå på scenen og meddele publikum, at der var problemer.
”Dirch mødte glad og veloplagt op i aften, men nu er jeg bange for at han ikke kan gennemføre forestillingen. Hvis I vil have tålmodighed fem minutter. Det er jo ikke meningen at I skal gå forgæves. Vi kan ikke gennemføre forestillingen i normal form, men.. ja, I skal i hvert fald nok få billetpengene tilbage, hvis det hele må aflyses,” forklarede han tydeligt chokeret.
Lidt efter kom han ind igen:
”Nej, vi aflyser forestillingen totalt. Jeg håber I vil have forståelse for situationen”, lød beskeden. Derefter begyndte publikum chokeret at forlade salen.
Ude bag scenen var stemningen ophidset:
”Det er også dig og dine forpulede penge,” skreg Bente Askjær rasende til Aage Stentoft, inden hun og veninden Sonja Oppenhagen løb gennem haven for at følge efter ambulancen til Kommunehospitalet i taxa.
Den dag i dag mener Bente Askjær , at Aage Stentoft var den eneste der kunne have forhindret Dirch Passer i at gå på scenen.
”Aage Stentoft kunne nemt have stoppet det. Dirch ringede til ham i løbet af dagen, og da kunne Aage bare have besluttet, at festen stoppede. Men jeg fornemmede helt klart på Dirch, at han også havde lagt vægt på, at der jo var udsolgt,” siger Bente Askjær.
Daimi forstår godt hendes vrede.
”Selvfølgelig var der ikke nogen, der slog ham ihjel. Men jeg kan godt forstå, at der er nogen, der er bitre på Aage Stentoft. Han vidste godt, at Dirch ikke kunne sige nej, og derfor skulle han have gjort det. Jeg blev sgu selv så rasende på Aage, at jeg i flere år nægtede at synge hans sange,” fortæller Daimi.
Hjertespecialisten Tybjerg-Hansen var allerede på Kommunehospitalet, da ambulancen ankom med Dirch Passer. I næsten halvanden time kæmpede han for at redde komikerens liv, men lidt over 21 var det slut. Dirch Passer blev erklæret død - og Danmark havde fået lidt mindre at grine ad.”

Mandag d. 27. Marts 2006 i Blinde og Svagtseenes Audio Klub, fortalte tidligere radiomedarbejder ved Radio Mercur (medarbejder 1958-62), Preben Ploug om sine oplevelser på radiostationen.
Preben Ploug blev efterfølgende scenemester på Folketeatret og senere på TIVOLI Revyen, og det var ham, der var scenemester, og som Dirch faldt hen over, da Dirch faldt om på TIVOLI Revyens scene 3. September 1980.
Preben Plougs version af hændelsesforløbet, er en anelse anderledes end en den version hvor Dirch beder om at få mere lys på - “fordi hans eget lys var ved at rinde ud”, som det så dramatisk lyder flere steder. Preben Ploug husker episoden således:
“Der skete jo det i den revy, at han havde et Kim Larsen nummer som var formidabelt. Men han var så bange for det - og han var selv så utilfreds med det, og han var så nervøs for det nummer hver aften. Og lige fra første prøvedag der havde han det dårligt med det. Og det var sådan, at han gik med en håndmikrofon, han ville ikke have mikroport for han hadede mikroportere, fordi en gang i et vigtigt nummer, svigtede en mikroport. Så han ville have en mikrofon med snøre på.
Så jeg sad ude hver dag og førte snøren - han dansede frem og tilbage på scenen, og der skulle hele tiden være stram snøre - jeg sad hver dag og førte snøre for ham - til sidst så følte jeg fa’me at det var en navlestreng jeg havde fat i, for når han lå og dejsede om for den anden ende af den - han faldt om , to aftener i træk faldt han om, under nummeret, hvor vi bare lod tæppet gå - og så var han frisk igen, og blev kørt på hospitalet og blev undersøgt, og der var ikke noget. Det var hjerteflimmer osv. osv. 
Den dag han døde, der kom han ind. Jeg stod nede i Søcafeen og fik en øl før forestillingen. Og der kom han ned, som han altid gjorde, og sagde hej. Og så kom han, og “Preben”, siger han så, “Jeg vil godt ind og sige et par ord, inden tæppet går”. 
“Nå!” Sagde jeg så. “Hvorfor det?” 
“De skal ikke tro det er en syg mand de skal se. Jeg går ind og fyrer en vits af!”
“Okay!” Siger jeg, “så kom op til mig på anden ringning!”
Og jeg ringede anden gang, og så kom han op til mig, og vi stod ude i sceneforkanten, hvor fortæppet går ind, der stod vi sammen.
Jeg ringede 3. Gang, og de andre kom op, og jeg aftalte med ham: “Hvad vil du have af lys? Vil du have en følgespot, eller vil du have fuldt blus?”
“Følgespot!” Siger han så. Jeg har headset på, og kalder op til belysningsmesteren, “Vær klar med en følgespot, i Kongens side, når jeg siger til. Dirch skal lige sige et par ord!”. “Ok!” Lød det der oppe fra.
Så er der folk på scenen, vi gør klar til forestillingen, og jeg standser orkestret…”Nu begynder i kraftedemig ikke at spille før Dirch har været inde!” Og sådan noget…
Så siger jeg: “Er du klar, Dirch?” Og Ja, det var han. Så siger jeg “Følgespot”. Gung! Så stod følgespotten der. Det kan man se lige inden for tæppet….
Så sagde Dirch. “Nej, jeg går fa’me ikke ind i det begravelseslys!”
Det er det sidste den mand har sagt. Den tænker jeg tit på.
Så sagde jeg: “Fuldt lys!” .. og i det øjeblik der kom fuldt lys på, så tog han fat om mig, og så sank han sammen - og han var jo stor og tung - så jeg lå kvast under ham. Og så kom de andre heldigvis farende, og fik løftet ham af, og Sonja Oppenhagen, tror jeg, kom med en plastikpose om munden på ham.
Og Ulf gik foran tæppet og spurgte om der var en læge til stede, og der var heldigvis en hjertelæge i salen. Men der var ikke noget… der var han færdig… det….
Tilhører: “Vidste du godt det?”
Næh. Jeg vidste ikke han var færdig. Han var jo kollapset et par gange før. Brandstationen ligger lige på en anden side af gaden, og de var ret hurtigt inde i haven, ambulancen. 
Han var i klovnekostyme, og da de kørte med ham, da lå han med benene ude. De kunne ikke lukke døren. Det var dybt tragisk, ikke.
Så kørte de så afsted med ham, og kort tid efter fik vi så at vide, at han var afgået ved døden.
Og så gik der jo druk i den… Jeg tror Lily Broberg og jeg, drak en hel flaske snaps….
Der havde jeg sendt folk hjem… beklager… de kunne henvende sig i billetkontoret i morgen og få pengene… osv….

I TV2 Nords smukke portræt af Josefine Passer - ”Dirchs datter - en del af noget større” - fortæller Josefine hendes version af hvad der skete den 3. september 1980:
Hun var ikke klar over at hendes far var syg, og det var Dirch heller ikke selv. Alt var som det skulle være, men lægerne sagde dog, at han kørte sig selv for hårdt. Bente Askjær var (kærligt) rasende over han ikke tog en time out. Men som Dirch havde vist så mange gange før, havde han ikke evnen til at sige nej. Han havde en dyb kærlighed til sit publikum. De havde glædet sig til det i en måned, og så ville Dirch ikke være den der ødelagde deres aften.
Josefine havde ofte været med i Tivoli revyen om aftenen, men netop denne dag var hun træt, og havde mange lektier hun skulle have lavet, så hun var blevet hjemme. 
Hun sad hjemme og ventede på at Dirch og Bente kom hjem, men der kom ingen. På et tidspunkt ringer hun til Rigshospitalet, for at høre om de skulle have haft besøg af hendes far. Men det havde de ikke. På Rigshospitalet opfordrer de Josefine til, at ringe til Kommunehospitalet, for at høre, om de skulle have haft besøg af Dirch.
Det gør Josefine, og bliver stillet om i et væk, men ender til slut med, at få en overlæge i røret. Det har været ved 23 - 23.30 tiden. Han fortæller hende, at Dirch havde været der, og at han desværre døde kl 21.15. Josefine bare skreg i telefonen.
Alt havde været kaos, så ingen havde husket at ringe til Josefine. Herefter ringer hun til sin morfar, og fortæller at hendes far er død, og om han ikke vil komme og hente hende. Hvilket han gør. Da de ankommer har hendes mormor dækket op med te og ostemadder. 

Endelig beskriver Malin Lindgren i bogen ”Dirch” aftenen således:
”Kl. 21.20 opgav lægerne på Kommunehospitalets intensivafdeling kampen for Dirch Passers liv.
I radioavisen kl. 22 og TVs sidste nyhedsorientering kom meddelelsen om dødsfaldet. Det udløste en fælles fornemmelse af forladthed.
Josefine sad alene hjemme og ventede på Zarthmannsplads, da Sven Borre ringede, og inden han havde sagt noget, råbte hun. ”Far er død - jeg ved det”. Kort efter kom hendes morfar og mormor og hentede hende. 
Nede i Vallø kom Hanne Passer hjem efter svampetur med et par venner og lukkede op for radioen. Bagefter ville hun bare være alene. Sad oppe hele den nat, og drak al den rødvin, hun havde i huset...
På Vodroffsvej var Sigrid Horne-Rasmussen og hendes mand ved at slukke efter et TV-program om Roosevelt. Da de havde hørt tv-avisen, gik Sitter ud i køkkenet og sad længe alene.
Dorte Passer og hendes mand var i Rom, inviteret af Dirch. De fik først meddelelsen næste dag.
Judy Gringer var gået tidligt i seng i sin lille lejlighed i Studiestræde og vidste ingenting, før hun blev ringet op af en journalist.
På Zarthmannsplads sad Ulf Pilgaard og Sven Borre hos Bente. De var så chokerede, at de endnu ikke kunne fortælle morsomme og glade historier om Dirch...
- Og samtidig satte Anders Bodelsen, der en gang havde kaldt Dirch for Danmarks ringeste skuespiller, sig til skrivemaskinen i sit arbejdsværelse på kvisten i det engelske rækkehus i Klampenborg og skrev en nekrolog om Danmarks store komiker, der også var en af vor tids største og originaleste artister i ordeste videste forstand.
”Passer sled sig op. Han sparede andre, sårede ingen, glædede et helt bette land gennem et stort arbejdsliv. Sig selv sparede han åbenbart ikke. Vi vil savne ham, men både i vores private erindringer, og i den fælles erindring, der hedder film og fjernsyn, har vi ham heldigvis endnu.”
I Berlingske Tidende skrev Jens Kistrup: ”Han var ubeskrivelig, uforlignelig, uerstattelig. Hvor vil vi komme til at savne ham... Vi føler alle, der er noget, vi har mistet.”

Det er tydeligt at der er mange udlægninger af den skæbnesvangre revyforestilling i Tivoli 3. september 1980.
Nogle husker sikkert forkert. Andre har justeret lidt på historien, gjort den et lille nøk bedre, for hver genfortælling. Og så er der dem der overleverer begivenheden efter at have hørt den af andres mund.
Der er uenighed om hvem Dirch faldt over, da han sank sammen bag fortæppet - selv dødstidspunktet er man ikke enige om.
Den mest sandsynlige version er nok, at Dirch sank sammen oven på scenemester Preben Ploug, efter at have bedt om mere lys - og ikke ”det begravelseslys” fra følgespottet. Altså ikke noget med ”mere lys, fordi Dirchs eget lys var ved at rinde ud..!”
Ligeledes ringede Josefine Passer selv til kommunehospitalet - og fik ikke det dramatiske opkald af Sven Borre, hvor hun skriger at hun ved hendes far er død, som Malin Lindgren så farverigt beskriver. 
Og dødstidspunktet er nok 21.15, som flere kilder beretter - og ikke 21.20.

Men uanset hvordan de tilstedeværende og venner og familie husker aftenen, så blev resultet det samme:
Dirchs lys slukkedes lidt over kl. 21.
Danmark var blevet et stort smil fattigere.
Tre dage før Dirchs alt for tidlige død, mødte vennen Ove Sprogøe ham i Tivoli.  Han var taget i Tivoli for at se Dirch, sammen med sin kone Eva, og efter forestillingen  besøgte de ham i garderoben, for at sige tak for oplevelsen. Undervejs havde Ove Sprogøe tydeligt set, hvordan Dirch kæmpede med rollen. Men i garderoben fik Ove Sprogøe et chok, for det var slet ikke den gamle Dirch han mødte, men en mand i opløsning. Det var sidste gang Ove så Dirch i live.

Dirch blev begravet på Dragør kirkegår, i stilhed, ved en enkel ceremoni.
Kisten blev båret af Josefine, Ulf Pilgaard, Ove Sprogøe, Sven Borre, Gorm Lertoft og Bente Askjærs far.
Derefter kastede alle en rose ned i den åbne grav, som en sidste hilsen til Dirch.