Selv om Dirch var syg, så var han langt fra en slagen mand.
Fremtidsplanerne – for dem var der mange af, vidner om, at han der var masser af liv i den store kæmpe.

Bente og han havde gået stille med dørene, men de havde lagt planer for fremtiden – for de ville nemlig giftets, når Dirch havde overstået sæsonens Tivolirevy.  Der var bestilt rejse til St. Thomas i de tidligere Dansk Vestindiske Øer, hvor den danske generalkonsul skulle vie dem. Tøjet var gjort klar – Bente skulle vies i en romantisk kjole og Dirch skulle være iklædt sit lyserøde smokingsæt. De havde endda ladet hemmeligheden sive til Bente mor, som var alvorligt syg, at de ville gifte sig, når hun var rask nok til at være med. Det gjorde underværker ved hende, og hun kom til hægterne med lynets hast.
Når deres romatiske ferie var overstået, ville de holde en stor fest for alle dere venner og deres familier.

Parret fik heller aldrig nogen børn sammen. Selv om der var en gang hvor de troede der var gevindst. Men det var en nitte. Og som Bente selv skriver i John Lindskogs bog om Dirch:
”Men jeg havde jo Dirch, som vitterligt var som et lille barn  engang imellem”. En af Dirch yndlingsfigurer var en han kaldte ”Lillegutten”. En dreng på 3-4 år, stærkt uartig og uopdragen ved bordet, der ikke kan sidde pænt og som smører hvidløgsost ud i håret, og ikke hører efter, når folk beder ham lade være. Den figur kunne Dirch trække frem når han lystede – og det gjorde han tit. En anden figur var ”En der ikke kan gøre for det” – som vel nærmest var en art tumbet zombie, med fremstrakte arme, der stønnende stavrede frem med folk – især Dirchs familie – når han havde lyst til at forskrække dem.
Men det var langt fra de eneste planer.
Aage Stentoft forlod Tivolirevyen efter sæsonen 1980, og Klaus Pagh stod og skulle overtage revyen året efter.
Sammen med Sven Borre havde Dirch talt om, at det kunne være en spændende udfordring, at sætte et show op selv. Dirch og Ulf havde lavet en del ting sammen, og se swingede godt, trods aldersforskellen. Ulf og Dirch blev enige om, at de to skulle lavet et show sammen, så de lejede Bellevue Teatret for sommersæsonen 1981. Showet fik titlen ”To mand høj”, og de to komikere glædede sig til at skulle arbejde sammen. Det ville være en helt ny epoke i deres liv, der tog sin begyndelse.

I Politiken en gang i 1980, forklarede Dirch kort om fremtidsplanerne:
”Man skal forny sig. Det her kan ikke undgå at få en ny stil... I USA er det ikke usædvanligt at to komikere optræder sammen. Der skal vi måske hente noget stof og fordanske det. Jeg tror, at man ligesom har indbygget en femårs plan indeni. Fra Vorherres side. Med tiden kommer man ind i en viderudvikling med sig selv. Om man tør gøre noget. Så er det man skal skifte scene og prøve noget andet. Nogle andre udfaldsvinkler, der gør arbejdet frugtbart. Og selv om man ikke gør det, så skal man have det i sig, at man har lyst til det. Derved kommer man alligevel til det. Nu har jeg i tre sæsoner stået med mit eget stof, og det har siddet i øjet hver gang, faktisk. Så er det blot at rulle videre på Bellevue.”
Måske så Dirch en mulighed for, at genopleve noget af fortidens store glæde ved, at have en fast makker at arbejde sammen. At have en krøllet hjerne at sparre med, en legekammerat, der turde være lige så skør som ham selv. Det finder vi aldrig ud af.
Flere gange i deres karriere havde Dirchs og Victor Borges veje krydset hindanden, og de to herrer havde også gået og talt sammen om, at det kunne være morsomt hvis Dirch kunne komme til USA, hvor Victor Borge jo boede, og gæsteoptræde i et af hans shows.
Det skulle bare lige være, når der var et hul i deres kalendere som passede. Også dette makkerskab gik vi glip af – men det ville helt sikkert have været en oplevelse.
Selv nu, hvor det hastigt nærmer sig 40 år for Dirchs sidste optræden, så er han langt fra glemt. Man kan vel nærmest sige, at han lever videre i gennem den store arv han har efterladt.
Heldigvis er mange af hans revy-numre tilgængelige på plade, der ligger mange timers TV i DR’s arkiver, og så har vi alle hans film, som viser alle de mange facetter Dirch rummede.
Det eneste vi mangler, er teaterstykkerne, og en hel del af de revynumre han medvirkede i, for langt fra alt blev udgivet på plade. Men det må vi tænke os til.
På Billed-Bladet var planlægningen også i fuld gang, med næste runde af ”Dus med Dirch”, hvor gæste-temaet skulle være skrappe damer – altså noget med kendte kvinder med ben i næsen. Bladet så frem til dette – men det blev jo desværre ikke til noget.

Dirch kunne være højtråbende som et tordenvejr, galloperende rundt på scenen, så man ikke troede det var muligt, at så stor en mand, kunne bevæge sig så hurtigt – og han kunne være stille, næsten usynlig, og med kun ganske få trækninger i sit karakteristiske ansigt, gribe tilskueren, løfte et øjenbryn – og få hele salen til at vælte omkuld af grin. Han kunne være klovn, buschauffør, vicevært… sig en profession, og Dirch har sikkert spillet det.
Det er ikke kun af nostaligiske grunde, at folk bliver ved med at se og gense hans gamle film. Det er fordi Dirch var en aldeldes glimrende skuespiller. Det er sandt han havde mange afbrændere på lærredet – men han havde endnu flere pletskud.
Og det er ikke kun i TV han lever videre. I den nyeste generation af komikere – stand upperne  - er der flere som står ved, at Dirch har haft en stor påvirkning af deres valg af professionel løbebane.  Og lur mig, om ikke Dirch, hvis han havde været levende den dag i dag, ville have sneget sig en til et show eller to – selv om han ikke selv brød sig om at lave satire.

Malin Lindgren citerer i sin bog, Herman Bang: ”Af hundrede (skuespillere) er de nioghalvfems håndværkere og industridrivende, efterlignere og rutineurs”. Dirch tilhørte uden mindste tvivl den sidste ene procent.

Jeg vil lade Dirch selv få det sidste ord, med en replik fra den noget oversete film, ”Panik i Paradis”, hvor han spiller grevegenfærdet Casper Crutt: