Under en storm i det Herrens år 1520, smides en abbed overbord af nogle overtroiske sømænd i Nordhavet. I havet støder han på jomfruen Anna, som har været udsat for skibsforlis, og sammen kommer de i land. De begraves under sne i en hule, og 430 år senere finder professor John Ebenezer Steenhammer dem, tager dem med til København hvor han tør dem op.
Anna og Abbeden vækkes til live, og ved et tilfælde viser det sig, at Anna var på vej for at møde sin trolovede, Ebenezer, der ikke bare er en fjern forfader til professoren, men også ligner ham så meget, at Anna kaster sin kærlighed på professoren.
Professoren har dog kun øje for sin forskning, og mens en journalist og hans trætte fotograf forsøger at få et scoop, prøver professoren at holde de to personer fra fortiden hemmelige, indtil han har afsluttet sin forskning.
Undervejs læser abbeden op på 430 års verdenshistorie, afslører en evne til at drikke portvin, og forfærdes over sit elskede København, der er blevet til Helvedes forgård.
Fotografen laver Anna om til en moderne kvinde anno 1950, men da professoren blilver vred over dette, beslutter hun og abbeden at fryse sig ned igen.
Imens prøver professorens assistent at finde et skjult skrin, der kan afsløre, at de to optøede personer ikke er et nummer professoren har fundet på - når hun det i tide?

Bedste replikker:

- Her er forbandet fodkoldt!

- Det var lige på knivtangen!

- ved I hvornår Christian den 2. døde?
- Næææ - det må da være sket pludseligt!

- Alt preller jo af mod denne fruentimmerlogik!

- Nej - en kilde i kammeret! Hvor skønt!

- Hvad som volder mig størst besvær er dette dokument, som både i sprog og indhold synes mig en gåde!
- Nåå, der er bare min selvangivelse!

- Lad os uden større håb, tømme vort glas for fremtiden

Den opvakte jomfru

Dirch Passer rolle:
Skipper i 1520

1950
100 minutter
sh

Premiere
Kinopalæet 16/4 - 18/6 1950

Instruktion Alice O’Fredricks og Lau Lauridsen
Manus Poul Henningsen efter ide af Peter Lind
Foto Rudolf Frederiksen
Musik Sven Gyldmark
Prod ASA - Hennng Karmark

Medvirkende:
Marguerite Viby
Helge Kjærulff-Schmidt
Lisbeth Movin Kjeld Jacobsen
Kjeld Petersen
Sigurd Langberg
Elith Pio
Knud Schrøder
Minna Jørgensen Ib Schønberg
Dirch Passer
Ib Conradi
Solvejg Conradi
Olaf Nordgreen
Arne Westermann

Dirchland:
Dirch spiller en skipper, som beordrer abbeden kylet i havet, og er kun med i de første få minutter.
Selv filmens ide er sjov nok, men både Marguerite Vibye og Ib Schønberg er underligt stive i deres roller. Og Marguerite virker for gammel som en ung jomfru der skal giftes bort. Hun var også omkring de 40 under optagelserne.
Der er enkelte opløb til spas - bl.a. Annas oplevelse af et toilet, en bil og en blitz. Men filmen er underligt renset for McFlysk oplevelse af fremtiden. Men se den, om ikke andet for at se Ibbermand som abbed. Man får jo mindelser om broder Tuck....


Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
I året 1520 fryser en from abbed (Ib Schønberg) og en skønjomfru (Marguerite Viby) inde i en gletcher i Norge. De findes i 1950 og optøs af en verdensfjern dansk videnskabsmand (Helge Kjærulf-Scmidt). er han den samme som jomfruen tabte sit hjerte til i en høstak på Østerbro for over 400 år siden?
Poul Henningsen eneste spillefilmmanuskrip er skuffende konventionelt. Det udnytter kun sparsomt den kendte udgangside: at placere to mennesker fra en fjern historisk fortidd i vores moderne hverdag og iagtage kultursammenstødets virkninger. PH’s pointer er , et de to optøede personer blot oplever tidsspringet som en kort søvn og fortsætter i gammel gænge. Den 41-årige (!) Marguerite Viby’s skønjomfru vil bare have sin elskede Ebenezer fra høstakken på Østerbro, for kærligheden gør alt andet udnerordnet. Og Schønbergs evigt filosoferende abbed udviser kun en mildt undren over flere århundreders dekorationsskifte. Det er et knirkende lystspil med skælmske forsøg på åndfuldhed, der aldrig bliver rigtigt morsomme. Viby er for gammel til denne udprægede ungpigerolle, og hun virker kunstig og koket, og Schønberg anlægger en ensformig salvesesfuld diktion.

”Kun de naiveste tror at sådan er en professor. Tror PH virkelig det?”
Svend Kragh Jakobsen i Berlingske Tidende.

Gyldendals Filmguide gav den 1/2 stjerne - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

Disneys Askepot er blevet udødeliggjort i Danmark, af det årlige julehøjdepunkt, Disneys Juleshow, hvor man kan se en sammenklippet version af scenen, hvor fuglene og musene syr en kjole til Askepot.
Historien er også velkendt, om Askepot, hvis far gifter sig igen. Stedmoderen har to hæslige døtre, og de får den stakkels Askepot til at knokle for sig dagen lang.
Der indbydes til bal på slottet, da prinsen skal finde sig en kone, og ved hjælp af en god fe, lykkes det for Askepot, at komme med til festen, selv om både stedmor og stedsøstre gør hvad de kan or at forhindre det. Hun må løbe, da klokken slår tolv, for ved sidste slag vil fortryllesen ophøre, og prinsen opdage at hun blot er en fattig pige. Men hun taber den ene af sine glassko på trappen, og naturligvis kan prinsens tjenere opspore hende ved hjælp af skoen.

Dirchs bedste replik er klart, der hvor alle ønsker Askepot tillykke med den smukke kjole, og Bum ivrigt råber: Glædelig jul!

Askepot

Dirch Passer rolle:
Stemme til musen Bum

1950
74 minutter
farve

Dansk premiere
Metropol - på Strøget
18/11 1950

Instruktør Clyde Geronimi, Wilfred Jackson, Hamilton Luske
Manuskript Bill Peet, Erdman Penner, Ted Sears, Winston Hibler, Homer Brightman, Harry Reeves, Ken Anderson, Joe Rinaldi
Komponist Jerry Livingstone, Al Hoffman, Mack David
Dansk distribution RKO Radio Film, Warner-Metronome, Columbia Film

Nordisk Films Kompagni forestod den danske versionering i 1950.
Hans SchreiberMusikalsk ledelse (dansk version)
Erik Balling Instruktør (dansk version)
Ove Sevel Instruktør (dansk version)

Medvirkende:
Dirch Passer rolle:
Stemme til musen Bum
Lise Ringheim Askepot
Karin Nellemose Stedmoderen
Bodil SteenStedsøster Frederikke
Vera GebuhrStedsøster Mathilde
Kirsten Rolffes Den gode fe
Poul Bundgaard Prinsen
Sigurd Langberg Kongen
Knud Heglund Hofgreven
Ove Sprogøe Tim
Berthe Qvistgaard Fortæller

Disney har pillet det værste ud af historien (hug en hæl og klip en tå) men historien er nu alligevel ganske underholdende - ikke mindst takket være musenes trakasserier med katten.
Tim og Bum blev efter filmen ret så populære - og det er nok de færreste der kan huske musen Bum’s rigtige navn. Ja, han hedder nemlig Baldrian - men til daglig bare kaldet Bum...
Dirch lagde stemme til den lille tykke mus. I det hele taget er det originale danske lydspor fra 1950 meget smukt - men den kan være svær at finde, da der er kommet et senere og mere fladt og intetsigende lydspor med nye skuespillere.

---

Askepots mor er død, og faderen gifter sig igen. Den onde stedmoder og de ligeså onde stedsøstre gør livet ganske forfærdeligt for Askepot. Hun må blive hjemme, da kongen holder bal på slottet for alle landets unge piger for at finde den rette brud til kronprinsen. I stedet får Askepot endnu flere pligter i huset. Fordi hun er så god og ven med dyrene på slottet, får hun hjælp, så hun alligevel kan komme med til ballet, og hun bliver selvfølgelig ballets smukkeste pige. Kronprinsen forelsker sig på stedet. Efter mange forviklinger med Askepots tabte sko ender eventyret lykkeligt med, at hun bliver gift med prinsen.

Dirch er kun med i en enkelt scene i denne film. Filmen som sådan er der ikke noget galt med, det er en fin lille forvekslingskomedie, sikkert ment som en kommentar til den sløve administration, der gjorde det nærmest umuligt at importere varer til landet efter krigen.
Filmen begynder med at den altid flirtende Laura køres til kirke af sine forældre. Ved alteret forlader hun sin kommende mand, og får et lift bort fra kirken med Jonas Møller, ansat ved Varefordelingsdepartementet. Ved en telefonledning bliver Laura sat af, hun vil følge ledningen frem til huset, hvor hun vil telefonere efter sin gamle kæreste, Herbert, så han kan komme med noget nyt tøj til hende. Møller kører igen.
I huset befinder dr. Allan Kragh sig, og Laura flytter ind, så han kan finde ud af hvad der er galt med hende siden hun har den indvirkning på mænd, så vil hun samtidig hjælpe ham med at skrive en bog om kærlighed. Han er teoretikeren hun er praktikeren.
Herbert kommer med hendes tøj. Møller kommer tilbage med hendes brudebuket, ja selv Torsten, den forsmåede gom kigger forbi.
Men Allan har ikke rent mel i posen, der kastes ting ned med fly - undertøj - men Herbert og Møller tror det er våben, og henvender sig til den nærmeste kaserne for at lokke Kragh i et baghold.
Det viser sig at Kragh smugler silketøj, og da hele huset er fuldt med mænd der er forelskede i Laura, samt hendes far, en chauffør der mangler at få penge for flere ture op til sommerhuset, samt utallige soldater og en kommandant, går han til bekendelse, og afslører at han slet ikke er Allan Kragh - men hans fætter Alfred Kragh, og at han kun smugler undertøjet ind i landet, fordi han forgæves i årevis har forsøgt at få en importtilladelse.
Men her kan Møller hjælpe, for han har ledt efter firmaet til en importtilladelse af silketrusser, og det viser sig at kragh har haft tilladelse siden 1947.
Alfred og Laura ender ved alteret - og denne gang siger hun ja.

Bedste replikker:

Jeg er tvangsneurotiker!
Ja ja - det er naturligvis lidt kedeligt.
Og hvad havde De så tænkt at foretage Dem i den retning - anledning?
Jeg er en himmerigsmundfuld for en erotiker - jeg mener teoretiker!

Ikke et ondt ord om de døde!
Om de døde - det er da meget morsomt, ikke?
Jo - SÅ fornøjeligt.

De kommer som sendt fra holdepladsen.

Her står jeg værgeløs og uforberedt - og nu brænder mine bukser!

Forsvarsministeren anmoder mig om at anmode Dem om at anmode mig om asistance...

Det er ovenikøbet en ganske særlig slags gran, som jeg har fået sendt fra en ven i norge - telegrafisk!

Som sendt
fra himlen

Dirch Passer rolle:
Soldat

1951
95 minutter
sh

Premiere
16/11 1951 Atlantic til 20/11 1951, Colosseum, Merry, Søborg, Triangel og Platan til 22/11 1951 samt Kinopalæet til 26/11 1951

Instruktion Johan Jacobsen
Manus Børge Müller
Foto Werner Hedmann
Musik Kai Normann Andersen og Kai Møller
Prod: Flamingo + private firmaer
Udlejer: ASA

Medvirkende:
Mogens Wieth
Birgitte Reimer
Kjeld Petersen
Johannes Meyer
Erik Mørk
Osvald Helmuth
Minna Jørgensen
Svend Bille
Nina Kalckar
Henrik Wiehe
Dirch Passer
John Wittig
Miskow Makwarth
Jørgen Weel
Gabriel Axel
Charles Wilken
Poul Clemmensen
Anne Grete Hilding

Dirchland:
Kjeld Petersen er sjov som den fordrukne og forsmåede gom, Osvald Helmuth kvikker op som Møller. Der er kun to ting galt med filmen: Dirch er med alt, alt for lidt. Og så er Laura, der skal forestille at være en man-eater, så irriterende og ucharmerende, at man ikke fatter at mændende lader sig forblænde af hende. Hun er falsk, hun er skinger og lillepiget - og faktisk så meget for meget, at det er mærkeligt at hun ikke får omvendt alle mændene i filmen til homoseksualitet. En ting er i hvert fald sikkert - hun er ikke som sendt fra himmelen...

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Den forførende Laura (Reimar) skal giftes med Torsten (Kjeld P) men flygter under selve bryllupsceremonien. Hun havner i et afsides hus hos en lidt mystisk herre, Allan Kragh (Mogens Wieth), der muligvis er psykolog, måske våbensmugler. Hendes talrige beundrere stormer til og prøver at løse gåden. Imens forelsker hun sig i Allan.
Joah Jacobsen synes især at have lavet dette lystspil for at introducere Birgitte Reimer som moderne erotisk komedienne. Det gøres med eftertyk: inden der er gået fem minutter har hun flirtet voldsomt med tre mænd og er flygtet fra sit bryllup. ”Jeg er en himmerigsmundfuld for en erotiker” siger hun, og kun delvis af vanvare. Trods Reimers charme og spidst pikante udstråling bliver det for selvbevidst ”uartigt”, så meget mere som Børge Müllers intrige, et sammenrod af søgte temaer som selv den dygtige Jacobsen har svært ved at få til at lette. Mogens Wieths sjoveste indslag er en virtuos efterligning af besættelsestidens kodede radiobudskaber - ellers synes han forståeligt nok at have opgivet at få mening ud af sin rolle. Til gengæld spiller Kjeld Petersen sin egen fuldemandskomedie som den forsmåede brudgom Torsten. Hans kropssprog er langt mere udtryksfuldt, hans replikker mere velpointerede end de øvrige spilleres. Deriblandt en fejlplaceret Osvald Helmuth som en kontorchef i Varedirektoratet, forelsket i Reimer. Børge Müllers indsats fremhæves demonstrativt på forteksterne. ”Et lystspil af Børge Müller”. Derimod nævner Johan Jacobsen sig selv mere beskedent til sidst. Med god grund.
Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Dorte ankommer med firetoget til København, fra Glamsbjerg på Fyn. Hendes mor er for nylig død, og før sin død, har moren skrevet et brev, der fortæller, at hendes far er direktør Hansen i København. Dorte opsøger Hansen, med hjælp fra en flink dame på Turistforeningen, som viser hende vej.
Direktør Hansen er en godmodig sjæl, der desværre har et større hjerte end opsparing, og han og sønnen Steen er i fuld gang med at øsle formuen bort på deres to veninder Kitty og fru Sidenius.
Hansen bor alene med sine to børn, efter hans kone har forladt ham, men han tager Dorte under sine vinger, og det viser sig snart, at den bondesnu pige med begge ben på jorden, bringer på både glæde - og ballade - til direktørhjemmet.
For hendes halvsøskende, Steen og Margot, er ikke synderligt begejstrede for den uslebne diamant, og forsøger sågar at få Dorte til at rejse igen. Det er bestemt heller ikke alle farens bekendte der bryder sig om Dortes direkte facon.
Økonomien hænger i laser i hjemmet, efter Hansen taber en bunke penge, som en sagfører skulle administrere for familien. Livremmen spændes ind, og Dorte gør hvad hun kan for at hjælpe sin far. Bl.a. tvinger hun ham til at slå op med den dyre fru Sidenius.
En dag på farens kontor overhører hun prokuristen diktere et brev, et brev der i Dortes ører er uforståeligt - brevet er til direktør Christoffersen - en ordre fra ham kan redde firmaets - og Hansens - økonomi - men Christoffersn vil ikke handle med Hansen, efter han har fornærmet ham.
Prokuristen beder Dorte skrive et nyt brev - hvis hun tror hun kan gøre det bedre. Og det gør Dorte, og samtidig undskylder hun for sin fars fornærmelse af direktør Christoffersen, og sender brevet i sin fars navn. Det kommer Hansen for øre, og han giver Dorte en god gammeldags skideballe. Men brevet gør lykke hos direktør Crhistoffersen, der tager hatten af for at Hansen kan undskylde for sine fejl - og ordren er i hus.
Dette vil Hansen fejre om aftenen med en fest for Dorte, men hun har fået nok af familien Hansen, og besøger den flinke dame - fru Hansen - fra Tursitforeningen - der inviterer hende hjem et par dage, til der er faldet ro på det hele.
I turistforeningen støder Hansen, fru Hansen, Steen og Dorte sammen, og det viser sig, at Dorte slet ikke er Hansens datter - men det er hendes søster på 24 der er datteren. Heldigvis, for ellers ville Hansen have været sin kone utro. Og konen der forlod Hansen - det er ingen ringere end den flinke fru Hansen fra Turistforeningen. Dorte skal naturligvis blive - hun er jo blevet en del af familien, og sammen tager de allesammen hjem til den fest der skal fejre Dorte.

Bedste replikker:

Den unge dame kommer måske fra udlandet?
Nej, jeg er fra Glamsbjerg.
Ja, det er jo omtrent det samme.

- JEG VIL HA’ MIT BLOMMEFARVEDE SLIPS!

Man kan ikke flygte fra livet, far. Og livet det er tal!
Hva’ ered du siger?
Livet er tal!
Næ, fanengalemig om det er - vel har jeg ikke meget forstand på tal, men jeg har forstand på livet..

Vil De med Olsen?
Næ, mange tak. Den dag jeg ønsker at begå selvmord, da åbner jeg for gashanen!

- Og nu er det dig der vil have at jeg skal gå med fåreavl på benene og ryge billige cigarer.

Endelig en aften bliver du hjemme, og hvad for man så ud af det: En søster!

Jeg synes du skal slå op med hende!
Ja, det skal jeg en dag ved lejlighed.

Jo, hvis en kones mand har fået en datter og denne datter slet ikke er hans datter, men hans datters søster, så kan man godt!

Dorte

Dirch Passer rolle:
Amerikansk turist

1951
94 minutter
sh

Premiere
Palladium17/12 1951 - 10/2 1952

Instruktion Jon Iversen
Manus: Peer Guldbrandsen
Foto Einar Olsen og Ib Dam
Musik Sven Gyldmark
Prod Palladium

Medvirkende:
Ilselil Larsen
Ib Schønberg
Preben Neergaard
Nina Pens Rode
Johannes Meyer
Helge Kjærulff-Schmidt
Sigurd Langberg
Ove Sprogøe
Maria Garland
Katy Valentin
Henning Moritzen
Birthe Illum
Else Jarlbak
Christen Møller
Henry Nielsen
Poul Müller
Dirch Passer
Ellen Margrethe Stein
Ego Brønnum-Jacobsen
Inge Ketti
Bjørn Puggaard-Müller
Signi Grenness
Sven Gyldmark
Ib Conradi
Jon Iversen
Peer Guldbrandsen
Birgit Zacho
Emilie Nielsen
Jytte Grathwohl

Dirchland:
Dette er en af de første film Dirch medvirker i, og derfor er hans rolle også begrænset til en ganske lille rolle som uheldig amerikansk turist. Men han er der!
Ib Schønberg og Ilselil Hansen er de to der bærer hele filmen, og de har hele vejen et formidabelt samspil. Ibbermand er god - som altid - som den joviale, let naive forretningsmand, der bare ønsker at leve livet og have det sjovt, hvis verden der bliver rusket godt og grundigt op i, af den jordbundne Dorte, som har det svært med det ødsle liv som Hansens lever, og får det hele hevet lidt mere ned på jorden.
Filmens arbejdstitel var ”Vores fars datter”.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
16 årige Dorte (Ilselil Larsen) ankommer til Hellerup fra Fyn og bruger sin provinsielle snusfornuft til at sanere en direktørs (Ib Schønberg) vaklende økonomi og skabe mening i hans liv.
Manuskript nummer 3 i Peer Guldbrandsens produktive karriere resulterer i en stærk publikums-anglende blanding af komedie og melodrama. Ib Schønberg er direktøren, der ikke bestiller stort andet end at lægge kabale og beskæftige Dorte fra Fyn, hans søde uægte datter (eller er hun). Hun har den øvrige familie imod sig, men de omvendes og Dorte får alt sat på plads. Hun spilles af Ilselil Larsen der forstår at lade sit altbesejrende smil funkle. Schønberg synes bevidst om matrerialets pauverhed og spiller lidt træt og mekanisk op til hende. Henning Moritzen ses i en komisk rolle, som advokat for noget så ”latterligt” som helsekost. Drich Passers minirolle som amerikaner (hans anden) er også tynd.
Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”. .

MIn absolutte all time favourite Disney-film ”Alice i Eventyrland” - her set med det originale danske lydspor fra 1951.
Og har man først hørt det, så skulle de have smæk med en hårdt vredet gnu, for at lave det nye lydspor.
Den originale lyd er supercharmerende, og med en bunke af datidens stjerne der lægger stemme til.
Der er en verden til forskel på den originale lyd og det nye spor Disney har lavet på nyere DVD udgaver. Der er saft og kraft i stemmerne, og diktionen er helt anderledes - det passer perfekt til den gamle tegnefilm.
De fleste kender vel historien om Alice der falder i hullet i jorden, da hun forfølger en kaning gennem parken. Og det hul gemmer på en ikke helt almindelig verden, befolket med talende katte der kan gøre sig usynlige, psykedeliske kålorme, en ondsindet kortdronning, dronter, tvillinger, en teglad hattemager og mange andre væsner.

Bedste replikker:

Dirch Passer - Håndtaget:
”Hvad kan jeg ta’ dig ved næsen med?”

Svend Asmussen - Filurkatten:
”De fleste af os er tossede her...du har måske lagt mærke til - jeg er også lidt ved siden af mig selv!”

Ilselil Larsen - Alice:
”Jamen så er det også min ikke fødselsdag i dag!”

Mystiskere og mystiskere!

Alice i
Eventyrland

Dirch Passer rolle:
Stemme til Dørhåndtaget

1951
75 minutter
farve

Premiere 26/12 1951

Clyde Geronimi Instruktion
Hamilton Luske Instruktion
Wilfred Jackson Instruktion
Oliver Wallace Musik
Bob Hilliard Musik
Mack David Musik
Jerry Livingstone Musik

Ove Sevel Instruktør
(dansk version)
Arne Hammelboe Musikalsk ledelse (dansk version)


Medvirkende:
Dirch Passer rolle:
Stemme til Dørhåndtaget
Ilselil LarsenAlice
Elith Foss Peter Kanin
Sigurd Langberg Dodo
Svend AsmussenTvilling Dig, Filurkatten m.fl.
Ulrik NeumannTvilling Dum, Tømmermanden
Buster LarsenBromanden
John Price Kålormen
Kirsten Rolffes Fuglen, Rosen, Syvsovermusen
Knud Heglund Hattemageren
Ove Sprogøe Haren
Sigrid Horne-Rasmussen Hjerter Dame
Arthur JensenKongen

Dirchland:
Dirch er næsten - men også kun næsten - helt ukendelig som Håndtaget. Han trækker ordene, og har gjort sin stemme dybere og mere luftig. Når man ser filmen, får man en stærk misanke om, at forfattere og tegnere har røget, drukket og stukket sig med alt de kunne komme i nærheden af, da de planlagde og lavede filmen.
Og så er Filurkatten ubetalelig, Og den Gale Hattemager...og kålormen...nej, det hele er fabelagtigt. Mystiskere og mystiskere..!

---

Alice keder sig sammen med sin søster. Da en talende kanin kommer forbi, følger hun efter den ind i dens hule og falder i et hul, der fører ind til en helt anden verden. Her møder Alice bl.a. Hr. Kanin, tvillingerne Dig og Dum, Syvsoveren, Kålormen og Den gale hattemager. Hun møder også Dronningen af Eventyrland, som vil dømme alle til halshugning. Da Alice bliver indkaldt som vidne i en retssag, vil hun ikke mere og blæser alle spillekortene i Eventyrland omkuld. Pludselig vågner hun og tror det hele var en drøm ...?!

En statue af Venus med den smukke bag, er den indirekte hovedperson i denne film, sammen med den kunsthistorisk interesserede Svanøe, en anløben antikivitetshandler, en advokat der har en affære med sin sekretær, en kunstmaler, en baronesse der er kleptoman og mange andre.
Der er fyret op for en hel del forviklinger, og det sker der også, når kunstyven bryder ind på slottet, der ejes af den kleptomaniske baronesse, hvis nevø vil have hende til at sælge. Samtidig tager kunstmalerne ophold på slottet, hvor han møder sekretæren der skal se efter om alle værdigenstande er der, da der er mistanke om, baronessen henter og sælger ting fra slottet.

Bedste replikker:

Så skylder du mig 137 bajere - og 93 gange biks.

Gå over og læg dig på sofaen og plej din dårlige mave.

- Og samvittighed! Og så var han så pikant. Altså bare ikke med mig.

Vi arme
syndere

Anden titel: Slotsaftapning

Dirch Passer rolle:
raflende værtshusgæst

1952
105 minutter
sh

Premiere
Palads 24/4 1952 - 5/6 1952.

Manus: Flemming Lynge efter Sigfrid Siwertz’ ”Slotsaftapning”
Instruktører: Ole Palsbo og Erik Balling
Foto: Poul Pedersen, Arthur J. Ornitz og Jørgens skov
Lyd: Hans Olsson og Hans W. Sørensen
Komponist: Hans Schreiber
Dekorationer: Kai Rasch
Nordisk Film - John Hilbert Larsen

Medvirkende:
Dirch Passer
Ib Schønberg
Johs. Meyer
Ellen Gottschalck
Astrid Willaume
Bendt Rothe
Gunnar Lauring
Freddy Kock
Knud Heglund
Minna Jørgensen
Berit Erbe
Lise Ringheim
Per Buckhøj
Einar Juhl
Torkil Lauritzen
Henry Nielsen
Karl Stegger
Keld MArkuslund
Olander Dam Willumsen

Dirchland:
En herlig lille kriminalkomedie med Ib Schønberg som charmerende langfingret kunsthistoriker. Ellen Gottshchalck er morsom som den bimlende baronesse, der heller ikke kan holde fingrende fra andres ting.
Historien bliver temmelig indviklet, men alle brikker falder naturligvis på plads til slut.
Dirch ses som raflende mand, sammen med Gabriel Axel.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

En derrangeret kunsthistoriker, Hannibal Svane (Ib Schønberg) og en udrangeret marksandiser, Guldbæk (Johannes Meyer) stjæler værdifulde kunstgenstande fra et forfaldendt slot, ejet ef en baroness (Ellen Gottschalch). Et yngre par, maleren Astrup (Bendt Rothe) og sagførerfuldmægtigen Ulla Blom (Starid Villaume) indblandes i slyngelstregerne.
Gavtyvekomedie, der ikke har nogen instruktør på forteksterne eller i programmet, idet både Ole Palsbo og den debuterende Erik Balling efter tur bidrog. Både Politikens Harald Engberg og og Berlingske Tidendes Jens Kistrup havde indvendinger, men virker dog begge godt underholdt. Også kendt under titlen ”Slotsaftapning”.

Under optagelserne i 1951 havde instruktøren Ole Palsbo og Ib Schønberg et mægtigt skænderi, hvorefter Ole Palsbo fyrede Ib Schønberg fra hovedrollen i filmen og erstattede ham med Ebbe Rode. Kort tid efter døde Ole Palsbo kun 42 år gammel.
Filmen blev først færdiggjort i 1952, nu med den tidligere assistent som instruktør, nemlig Erik Balling. Han udskiftede straks Ebbe Rode med - Ib Schønberg.

Forskellige omstændigheder forhindrede Astrid Villaume i at være med i en længere periode.

Indtil 1970 var filmen forbudt for børn u. 16 år - men den statue var altså også meget erotisk.

”Vejrhanen” er historien om den vellidte og natsværmerelskende lektor Theodor Nielsen, der får bureaukratiet at føle, da han ikke vil have sin nattesøvn spoleret ef nabokirkens vejrhane, der trænger til olie, og derfor skriger hele natten når det blæser.
For det viser sig, at det ikke sådan lige er til, at få hanen smurt. Efter en del spidsrod mellem præst, kirkeministeriet og kommunen, bliver Theodor til sidst nødt til at blive kommunalbestyrelsesmedlem - med det ene formal at få smurt vejrhanen.
Uvidende om, han har stukket hånden i en hvepserede, for sagen om de få dråber olie, fører til uvenskab mellem byen Vipperød og dens venskabsby, Storakrona i Sverige - og pludselig går der politik i smøringen af vejrhanen.
Men hvad værre er - der er kræfter i byen, som ønsker at tjene penge på salg af grunde til et nyt dansk-svensk kollegium, og uforvarende kommer Theodor til at stemme for salg af den grund, som skolen skulle købe til idrætsplads.
Og stakkels Theodor, der bare vil have fred, så han kunne skrive sin bog om natsværmere.
Han skal uendeligt meget igennem, men Theodor er ikke en mand man løber om hjørner med, og med hjælp fra sin kommende svigersøn, Erik, slår han igen på sin egen udspekulerede måde.

Bedste replikker:

- Hvor er det dog en dejlig aften.
- Ja - den er pæn.

- Det er Guds hus!
- Med en djævelsk vejrhane på toppen!

Vejrhanen

Dirch Passer rolle:
sekretær i kirkeministeriet

1952
104 minutter
sh

Premiere Dagmar 14/7 1952 - 11/8 1952, Kinopalæet 14/7 1952 - 25/8 1952

Medvirkende: :
Johannes Meyer
Ilselil Larsen
Einar Juhl
Randi Michelsen Sigurd Langberg
Louis Miehe-Renard
Valdemar Skjerning
Jørn Jeppesen
Johannes Marott Jakob Nielsen
Karl Stegger
Christen Møller
Ejner Federspiel
Helge Kjærulff-Schmidt Ole Monty
Dirch Passer
Emil Hass Christensen
William Bewer Per Lassen
Preben Thyrring
Carl Ottosen
Knud Schrøder
Anton de Verdier Arne Westermann
Poul Secher
Knud Hallest
Aksel Stevnsborg Ib Fürst
Hjalmar Madsen
Mantza Rasmussen
Osvald Vallini
Hjalmar Hansen
Gunnar Bigum
Axel Houlgaard
Inga Reim
Sigvald Larsen

Dirchland:
En lettere omskrivning af fjerene der bliver til fem høns. Alt hvad lektor Theodor Nielsen vil, er at nogen vil smøre vejrhanen på byens kirketårn, så han kan sove for den om natten - og inden han har set sig om, har et par dråber olie udviklet sig til en diplomatisk krise mellem Danmark og Sverige.
Filmen viser bureaukrati fra sin værste side - og man sidder og klukker, jo længere historien kommer ud over fornuftens grænser.
Johannes Meyer er vidunderlig som den rolige lektor, der ikke stiller sig tilfreds med tingenes tilstand, men er villig til at gå langt - for at få smurt den famøse skrigende vejrhane.
Dirch spiller sekretær i kirkeministeriet, der ånder lettet op, da han erfarer at smøringen af den omtalte vejrhane, ikke høre ind under hans domæne.
Alting flasker sig undervejs - selv om Theodor Nielsen er nødt til at gribe til våben, for at blive skrigeriet kvit.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Lektor Nielsen (Johannes Meyer) lever fredeligt med sin søde voksne datter (Ilselil Larsen) i Nipperød forstadskommune. Men da han holdes søvnløs af kirkens støjende vejrhane og klager sin nød uden at blive hørt, afbryder han sit idylliske naturforedrag i radioen med en grusom salve mod bureaukratiet. Fra da af er Nielsen en betydningsfuld mand i kommunalpolitik.
Underfundig neddæmbet komedie hvor Johannes Meyer har en af sine bedste filmroller som den verdensfjerne naturforsker, der vækkes til samfundssind og opgør mod korruption, da han berøves sin nattesøv. Meyer giver med lige stor overbevisning mandens stilfærdigt videnskabelige gemyt og den retfærdighedstørstende gnist, der tændes, da myndighederne bagateliserer hans problem. Filmen er klart inspireret af datidens meget populære engelske Ealing-komedier der med let ironi og indforstået lune handle rom absurd eskalerende borgerstridigheder. Men her er sigtet præcis rette mod offentlig slendrian og sløvsind, samt kommunalpolitisk korruption. Tempoet er mageligt, men pointerne fint turnerede i Johannes Allens gennemarbejdede manuskript og Lau Lauritzens overraskende stilsikre instruktion. De medvirkende griber chancen for at spille realistisk komedie i stedet for udtværende folkekomedie, og samtlige roller er stærkt besat - Dirch Passer er kirkeministeriel embedmand, Karl Stegger borgmester og Louis Miehe-Renard er kejtet ung bejler - alle i starten af deres karrierer og alle glimrende. Men bedst er Sigurd Langberg som en geskæftig, sveden lurendrejer af et kommunalbestyrelsesmedlem, manisk fikseret på at score den store gevinst.

”Det er en hyggelig lille film i den nydeligste danske tone, en ting vi længe har savnet og dermed et spædt håb for den næsten afdøde danske film.” - Werner Thierry i Land og Folk

”Morderlig forfriskende .. Johannes Meyer skaber en lige så original som ægte skikkelse. Og så den ironi han lægger over i figuren, helt i pagt med filmens ide... Louis Miehe-Renard er efterhånden et unikum af ægthed, når det gælder unge generte fyre på frierfødder.” Svend Krag Jacobsen i Berlingske Tidende

Gyldendals Filmguide gav den 2 1/2 stjerner - svarende til ”God”.

Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.

Dirchs rolle er kun sporadisk - næsten ikke en birolle. Men han er der. Det er helt klart Lily Broberg som bærer filmen, som den glade og hjælpsomme Grete, der forsøger at hjælpe den enlige mor, Anna, med at finde faren til hendes nyfødte barn.
Da hun bliver bedt om at underholde ved sin chefs fest, bliver hun uforvarende rodet ind i at få fragtet et vigtigt brev frem, til en kaptajn Fang. Kokkepigens søn er motorordonnans, men er gået omkuld efter lidt for meget champagne, og nu er det op til Grete at få brevet frem - og det klarer hun iklædt Peters uniform. Kaptajnen beder hende kører ham til Høvelte kasserne, og der forhindres hun i at køre hjem, og står nu pludselig midt i en natøvelse. Grete genkender kaptajnen som en soldat hun har mødt i Illum, hvor hun arbejder, men han genkender ikke hende, før hun snubler i et vandhul under øvelsen, Herefter stikker hun af, med en flok soldater efter sig, og netop disse soldater, der afleder fjenden, får kaptajn Fang til at vinde øvelsen.
Grete får smidt sine forfølgere, får hentet Peter - der tilfældigvis viser sig at være selvsamme Peter, som er er faren til hendes nabo, Anna’s barn.
Anna og Peter forsones, Grete tager på job efter en hård nat - men kaptajn Fang tropper op, glad, fordi hun er skyld i han vandt slaget under øvelsen. Han frier til hende og bortfører hende - men kun til frokost.
Og så ender Peter og Anna og Grete og kaptajnen, med et dobbeltbryllup.

Bedste replikker:

Gavekort? Gælder de også til babyafdelingen, tror du?
Hvad er den af - er du blevet forlovet?

Hvad søren, har du været Goethe i dine yngre dage?
Goethe? Næ jeg var sgu bedre!

Det er en dejlig pige. Man skulle være 25 år yngre - og skurk!

Vicevært til mælkemanden: Pas dig selv din surrogatko!

Jeg har en idé!
Hvor har du fået den fra?
Lad være med at spille dum - det er jeg selv!

Må jeg lige komme ind et øjeblik og tale med dem?
Ellers tak - jeg skal ikke have mandfolk på værelset på denne tid af aftenen.
Jamen jeg er ikke et rigtigt mandfolk!
Er De ikke et rigitgt mandfolk - hvad vil De så ind på værelset efter?

Han har spist noget han ikke kunne tåle at drikke!

Og mig der troede det var to feltflasker han havde i inderlommen.

Rekrut 67
Petersen

Dirch Passer rolle:
Larsen - Lillebilchauffør

1952
90 minutter
sh

Premiere Saga 7/8 1952 - 9/11 1952

Instruktion Poul Bang
Manus Arvid Müller og John Olsen
Foto Ole Lytken og Jørgen Christian Jensen
Musik Sven Gyldmark
Prod. Saga
Udlejning: TFK

Medvirkende
Lily Broberg
Gunnar Lauring
Kate Mundt
Ib Schønberg
Buster Larsen
Dirch Passer
Rasmus Christiansen
Henry Nielsen
Henny Lindorff Buckhøj
Ove Sprogøe
Valdemar Skjerning
Svend Pedersen
Vibeke Warlev
Marie Bisgaard
Inge Ketti
Robert Eiming
Inge-Lise Grue
Else Jarlbak
Agnes Phister-Andresen
Edith Hermansen
Ib Conradi
Jytte Grathwohl
Ib Fürst
Ernst Schou
Michael Jakobsen
Brita Jakobsen
Jørgen Beck
Gyrd Löfquist
Anne Jerichow
Bent Weidich
Rudi Hansen
Ejby-Trioen
Kai Mortensen

Dirchland:
Der er mange små sjove pudsigheder undervejs, bl.a. er viceværten og mælkemandens små kærlige skærmydsler nogle kærkomne små afbræk i filmen, der, selv om den er sød og sine steder sjov, bærer præg af at den er fra 1952. En del af replikkerne er underligt stive og kommer til at virke kunstige, og hele den lange militærøvelse, der foregår om natten, er ind imellem kulsort, så det er vanskeligt at se hvad der foregår.
Dirch er lillebilschauffør - en smuk titel, synes jeg - med hang til tips - og til det bruger han dr. Christiansen. Gætter Dirch hvilket køn nattens fødsel er blevet, så tipper han - ellers ikke.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: En gæv og køn pige (Lily Broberg) er hjælpsomheden selv - også da hun pludselig optræder som motorordonnans i hæren, hvor hun vinder både slaget og den flotte oficer (Gunnar Lauring)
Lily Broberg udstråler en smittende glæde og sødme i en nærmest umulig rolle som fræken altid-glad-og-hjælsom.
Hun alene gør komedien udholdelig - hvis man da ikke også skal nævne en nostalgisk glæde ved foreksempel at skue fordum Knippelsbro og Christianshavn. Filmen er usædvanlig ved at være den første komedie efter krigen, der foregår i militære omgivelser, men er - efter lidt for udbredt sædvane - slapt og sjusket fortalt. Og at Lily Broberg skal forestille at være vildt forelsket i den atten år ældre Gunnar Lauring forekommer med nutidens øjne lettere gådefuldt.
Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Holbæk Amts Venstreblad skriver 20. september 1952 bl.a.:
Som et lille kuriosum kan vi nævne at filmen blev optaget på Ringsted Kaserne med værnepligtige som statister og flere af dem er for øjeblikket garnisoneret her i Holbæk. Så der bliver trængsel af soldater ved billethullet

Soldaterne i Ringsted var inviteret med til en forpremiere vedrørende ”Rekrut 67 Petersen”. Saga modtog efterfølgende en lang række ”fri-stile” - med soldaternes anmeldelse af film og skuespillerpræstationer. Flere bemærkede at Lily Broberg i filmen går op ad en trappe på Høvelte Kaserne og kommer tilbage af en kældertrappe på Kasernen i Ringsted.

Den kvindelige direktør for Fiskeby Badehotel tager på tur til hotellet i sin nye bil, for at møde portieren. Bilen løber tør og den venlige portier - Kjeld Petersen - tilbyder at skubbe bilen til hotellet. Direktøren fortæller ikke hun er direktør, og lader sig ansætte som piccolo.
Den berømte skuespiller Teddy Vinter ankommer til hotellet, samtidig med arkæologen Teodor Winter - begge spillet af Preben Neergaard. Hele hotellet er fyldt med kvinder der sukker efter skuespilleren - men konstant tages der fejl af de to mænd, der ligner hinanden som to dråber vand - og helt galt går det, da Teddy Vinters pigebekendstskab, skuespilleren Eva, dukker op. Så ankommer Mona Milller, stjerne mannequin, og vild med Teddy - og lagt for had af Eva, sammen med Dr. Graa - overlæge på sindssygeanstalt i Aabenraa.
Portien og direktøren Vibeke forelsker sig i hinanden - Teddy vinter havner i jalousiopgør mellem Eva og Mona - Teodor, arkæologen, fatter ingenting, men havner i den ene uheldige situation efter den anden - og efter forvirret solnedgangsudflugt med begge de herrer Vinter og Winter, ankommer politet i skikkelse af Dirch på hotellet. Piccoloen afslører at der to ens mænd på hotellet og endelig fyrer portieren piccoloen , da denne siger han/hun er forelsket i portieren...

Bedste replikker:

- Hjælp Polti - der er nogen der har stjålet min motor!
- Den er her!
- Ligger den i bagagaerummet - hvem har lagt den der?
- Fabrikken!
- Jamen så har jeg jo kørt baglæns hele vejen!!!

”I said pyh!”

”Er De læge? Vil De undersøge mig?”
”Ja, gerne - sig A som alkohol. Ja, den er mægtig, vi mødes i baren om fem minutter!”

”De vil gerne presses i morgen med en vækket citron?”

”Spiritusprøven er aflyst - der er ikke mere whisky!”

Solstik

Dirch Passer rolle:
en politibetjent

1953
90 minutter
sh

Premiere
9/3 1953. Platan og Roxy frem til 22/3 1953
Nora til 26/3 1953
Kinopalæet og Merry til 29/3 1953, Triangel til 1/4 1953.

Repremiere Nygade 8/8-4/9 1960
Repremiere Amager og Bella 26/7 - 29/7 1965
Repremiere Camera 26/6-4/7 1967.

Medvirkende:
Dirch Passer
Kjeld Petersen
Birgitte Reimer
Preben Neergaard
Ole Monty
Helle Virkner
Lise Ringheim

Dirchland:
Forvekslingskomedie hvor alt der kan forveksles bliver det.
Dirch mere end syrede spiritusprøve af den i forvejen hårdt prøvede portier er i en klasse for sig og konkurrer med telefonscenen om at være filmens bedste.
Kjeld Petersen er mere end veloplagt i sin telefonscene i receptionen - et studie i, at der ikke skal mere end en telefon og en dygtig komiker til at lave noget der genialt.
En fremragende komedie, hvor alt der kan forveksles bliver det. Kjeld og Dirch - ja alle, er i hopla, og gør filmen til en fornøjelse at se - selv så mange år efter.
Dog er Helle Virkner for sukkersød og karikeret - men det går.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Hotelbranchens fællesdirektør Vibeke Søgaard (Birgitte Reimer) beslutter at inspicere Fiskeby badehotel og klæder sig ud som Piccolo for at kontrollere portierens (Kjeld Petersens) arbejde. Denne er ved at blive drevet til vanvid af en dobbeltgænger - skuespilleren Teddy Vinter (Preben Neergaard) der også er arkæologen Teddy Vinter.
Denne farce er mest bemærkeslsesværdig for det første samspil mellem Kjeld Petersen og Dirch Passer, der dom Kjellerdirch skulle blive en legende. Petersen har hovedrollen og får glimtvis chance for at vise sin vanvidskomik og i øvrigt være charmerende og veloplagt i scenerne med søde Birgitte Reimer. Men der sker tydeligvis noget med ham i selskab med Passer: han kan pludselig slappe af, og man fornemmer en ærefrygt over for Passers surrealistsiske spil som en fabelfigur af en politimand, der med tegnfilmsbevægelser og en sært lydafdæmpet diktion omskaber den trivielle farce til en drømmeagtig leg, hvor alt kan ske. Filmen er ellers traditionel forvekslingsfarce, baseret på apolloteatrets langtidssucces og instrueret uden synderlig tæft af parret Astrid og Bjarne Hening Jensen. De forsøger sig forgæves med fotografisk elegance og leder oftes skuespillerne ud i tuttenuttet overspil (f.eks. Helle Virkners pivstemmede fotomodel). Selv Birgitte Reimer overdoserer det kælne, mens Lise Ringheim nøjes med at se pragtfuld ud og synge en schlager.

Fænomenet Dirch Passer var forklædt som Dirch Passer ... At politiet samtykker - og så en mand med det fornavn... Kjeld Petesen gav en afbleget kopi af en sjov præstation.
Jens Kistrup i Berlingske Tidende.

Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Skolelærer om vinteren og toldembedsmand om sommeren Mogens Jensen (Dirch) ankommer i en bil til et hotel, og går straks på sightseeing i feriebyen.
Han støder på hunde ”Hej”.
Hunden er herreløs og er derfor på udkig efter sin herre. Men hunden er ikke hvilken som helst hund. Den har nemlig den egenskab, at slikker den en person på hånden, så drømmer mand de vidunderligste drømme - i hvilke hunden forsøger at vise vej til sin ejer. Og det bringer den stakkels Mogens Jensen i den ene mere pudsige episode efter den anden - alt sammen krydret med drømmehundens drømme, der sjovt nok er alle er små revynumre.

Bedste replikker:

Skolelærer?
Ja om vinteren.
Toldembedsmand?
Ja om sommeren.
Dansker?
Ja, hele året.

Dirch passer hund

Original titel: Dröm-semester

Dirch Passer rolle:
Mogens Jensen

1952
100 minutter
sh

Premiere Colosseum 27/3 1953 til 14/4 1953

Filmen have premiere den 3 november 1952 i biograf Anglais i Stockholm.

Instruktør Gösta Bernhard
Manuskript Erik Sandström
Fotograf Hilmar Ekdahl
Klipper Wic Kjellin, Harry Arnold m-fl.
Komponist Harry Arnold
Format 35 mm Normal sort-hvid Producer Lars Burman, Anders Burman
Tobis Klangfilm - Europa Film

Medvirkende:
Dirch Passer
Stig Järrel
Alice Babs Nielson
Svend Asmussen
Staffan Broms
Sigrid Horne-Rasmussen
Niels Ivr Sjöblom
John melin
Sten Meurk
Ulrik Neumann
Charles Norman
The Delta Rythm Boys

Filmens melodier på plade
Renbågsgränd
Dockorna
Han kom från Texas
Flickorna i Småland
emphatically no
Miss me
Rigoletto
Cool Water
Hard Paper boogie

Filmen er langt fra en af Dirchs bedste film - og ligger da også i bunden af de de svenske film Dirch medvirkede i, kun overgået i ringhed af filmen ”Vi vilde vikinger”.
Dirch spiller Mogens Jensen, dansker på ferie i Sverige, der støder på en hund, der, når den slikker ham - og andre - på hånden, får dem til at falde i søvn, så de drømmer de særeste drømme.
Hele vejen igennem filmen taler Dirch et sært anstrengt dansk-svensk, der aldrig bliver helt overbevisende, og sekvenserne hvor han forsøger at finde den forsvunde puddelhunds ejer, er kun ment som lim mellem de talrige musiksekvenser.
I filmen trækkes Dirch ind som redningsmand i en lagkagesketch med ham selv, Sigrid Horne Rasmussen og muligvis Svend Asmussen (som han jo også kendte fra ABC )
Denne sketch blev 17 år senere genbrugt i programmet Stig Lommer fortæller 3, hvor den er genindspillet med Dirch, Ellen Winther og Ulf Pilgaard.
Den eneste grund til at Dirch er med i filmen, er at hans navn kan stå på plakaten, for de korte sekvenser hvor han leder efter hunden er kun sporadisk morsomme - der er dog enkelte gode grin, især told-sketchen.
Men man kan sagtens overleve uden at se denne film.

Forlægget var revyen ”Vi spelar igen...” af Børge og Arvid Müller, som blev omarbejdet til filmmanuskript af Eric Sandström.

Foruden Dirch Passers store succes i Danmark var han lige så populær i Sverige. Allerede tidligt i hans karriere medvirkede han i flere svenske revyer. Her traf han den kendte filmproducent Lars Bjurman. Han fik en filmkontrakt på plads med Dirch, som således hæftede sig for at medvirke i mindst en produktion om året - startende med Dirch passer hund.

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Tanketom revyfarce..

Hækskærmydsler i haveforeningen Kongelunden. Ib Schønberg er tjener som lige er blevet fyret - og nabo til mureren. Ove Sprogøe og Dirch er de to sporvognskonduktør og - fører, der bor i hver sin ende af en gammel sporvogn, ombygget til kolonihavehus.
De to naboers - tjeneren og mureren - datter og søn er kærester, og et jalousidrama bruser over, da han inviteres til sin kammerats polterabend, og ved et uheld får hans motorcykeljakke på, hvori der i lommen ligger et brev fra den anden kammerats kæreste om, at hun er blevet gravid. Dette brev finder hans kæreste naturligvis, og i sorg kaster hun sig i armene på en charlatan og trussetyv. Naturligvis udredes trådene.
Men det er absolut Dirch Passer og Ove Sprogøe der er filmens krydderi. Den udødelige ”En pige og en sporvogn til” er intet mindre en et af den danske filmhistories allerbedste filmsange - og den fremføres charmerende af de to. Man kan vel nærmest ikke forestille sig at den kan synges af andre.
Derudover er skærmydslerne mellem tjerneren og Mureren festlige - og de to kan jo ikke undvære hinanaden, selv om venskabet sættes på en hård prøve da der skal rejses flagstang.
Der er utallige små pudsige episoder filmen igennem - men især morede det mig at se Dirch og Ove udklædt som hest - på andejagt.

Bedste replikker:

- Du Svendsen - om forladelse at du har generet mig!

- Hvad var det jeg ville sige - hvad pokker var det jeg ville sige..?
- Det skulle vel ikke være ”skål”?
- Jo, lige præcis - du er en klog mand, Olsen!

Har jeg drukket 7 øller?
Nej - 8!
Tæller du maden?

Ved
Kongelunden

Dirch Passer rolle:
Svendsen, sporvognskonduktør

1953
88 minutter
sh

Premiere i SAGA - 16/10 1953 - 5/1 1954.

Instruktion Poul Bang
Manus John Olsen og Paul Sarauw
Foto Ole Lytken
Musik Sven Gyldmark
Sange Poul Sørensen (Poeten)
Prod Saga Studio

Medvirkende:
Dirch Passer
Ib Schønberg
Henry Nielsen
Ove Sprogøe
Inger Lassen
Louis Miehe-Renard
Betty Helsengren
Birgit Möller-Petersen (Sadolin)
Buster Larsen

Dirchland:
Ved kongelunden er jo nok især kendt for Ove Sprogøes og Dirchs sang ”En pige og en sporvogn til”, der da også er en af dansk films bedste ørehængere. Men filmen har skam meget mere at byde på, en Svend Gyldmark og Poetens lille genistreg.
Man kommer heller ikke uden om Ib Schønberg og Henry Nielsens to herlige nabo-gnavpotter, der må begrave stridsøksen, da deres børn forelsker sig i hinanden. Men den begraves heldigvis ikke for dybt.
Trods sine mange år på bagen, er filmen bemærkelsesværdig frisk i sin tone. Dirch og Oves samspil er perfekt - men man kan nærmest ikke sætte en finger på nogen af skuespillernes præstationer. En rigtig feel-good film - der undgår at blive kvalm. Poul Bang formår at tøjle Drich, og som sædvanligt klæder det ham.
Ib Schønberg og Henry Nielsens sang ”Hvad er så skønt som den danske sommer” er også en sød lille perle - og der må næsten knibes en tåre under Ibbermands ”Ølombærer Olsen siger godnat”.
På min top ti liste over Dirch-film.

Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Småkævlerier og kærestemisforståelser i kolonihavemiljø ved Kongelunden.
I denne på mange måder typsike Saga film er John Olsen-banden i mageligt sommerferie- og solskinshumør. Handlingen er nærmest ikke-eksisterende og den tykt belagte småborgerhygge appellerer mest til hard core fans.
Der er en vis melankoli i Ib Schønbergs præstation som tjener, mærkbar i hans foredrag af to Poeten-viser ”Hvad er så skønt som den danske sommer” og især den fine ”ølombærer Olsen si’r godnat” sunget nænsomt mens han træt går rundt i den tomme krosal og rydder op. Men filmens ørehænger er selvfølgelig Poeten-Gyldmarks genistreg og evergreen ”Der kommer altid en sporvog og en pige til”, luftigt fremført af den nysammensatte og tindrende veloplagts charmeduo Passer og Sprogøe, som en slags gensidig kærlighedserklæring holdt i lutter drillerier og svimlende virtuose rim.
Ved Kongelunden blev starten til et vidunderligt, lærerigt , festligt og gnidningsløst samerbejde gennem 6-7 film.
Ove Sprogøe i Levende Billeder 195, om sit partnerskab med Dirch Passer.

Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

I filmen bliver Birgit Sadolin påkørt af en bil, efter at hun er faldet ved at springe af en bus. Den dramatiske situation blev filmet i 3 tempi:
Hun springer af bussen og falder
Hun ligger på gaden - lige bag hende ligger filmfotografen på maven og filmer, medens en bil bremser op umiddelbart foran dem.
Hun ligger på gaden - men denne gang sidder filmfotografen på køleren og filmer oppe fra og nedefter.
Når de tre stykker film bliver sat sammen, oplever man i filmen et par nervepirrende sekunder.
I filmen er det tilsyneladende Verner Thaysen, der sidder bag rattet. I virkeligheden var det den kendte motorsportsmand Egon Walther.

Optagelserne på Amager var iøvrigt hæmmet af flyvemaskiner, der hvert 10. minut drønede hen over filmholdet. Direktør Poul Bang fandt til brug for filmen en gammel udrangeret sporvogn i Enghavevejens remise. Sporvognen blev af Falck transporteret til Saga Studiet, hvor den i filmen spiller en rolle som bolig for Dirch Passer og Ove Sprogøe. Ideen til at lade Dirch Passer og Ove Sprogøe bo i en gammel sporvogn fik instruktøren Poul Bangs hustru en dag, medens hun og hendes mand spiste til middag. Efter optagelserne blev den gamle sporvogn ophugget.

Filmens arbejdstitel var ”Sønden for Langebro”. Første gang Dirch Passer og Ove Sprogøe optrådte som “dansk films nye komiske” par, var i denne film, hvor de sang den udødelige: Der kommer altid en sporvogn og en pige til, med tekst af Poeten og musik af Sven Gyldmark. De blev simpelthen skrevet ind i et ellers færdig manuskrift. I forbindelse med optagelserne kunne man i Aftenbladet, 19. juni 1953 læse:
SKAL BO I GAMMEL LINIE 8 - SCENERNE OPTAGES I HAVEFORENING PÅ AMAGER.
Da Dirch Passer for alvor slog sit navn fast med den sindsvagt sjove figur i ”Slap af”, mødte flere filmselskaber med gode kontrakter i lommen. Passer måtte imidlertid sige nej tak, da han allerede havde bundet sig til et svensk selskab. Det er foreløbig blevet til ”Dirch passer hund”, som fik en noget blandet modtagelse. Imidlertid har Saga nu hos svenskerne købt benyttelsesretten over Passer til en enkelt film. Selskabet vil ikke opgive, hvad denne handel, bortset fra skuespillerens honorar, kostede, men siger kun, at det var ret dyrt.
Om få dage slutter Saga optagelserne af ”Der kommer en dag”, og en uge senere er man klar til at tage fat på et rigtigt folkeligt stykke ”Sønden for Langebro”, skrevet af dir. John Olsen og forfatteren Poul Sarauw; produktionsleder, dir. Poul Bang tager sig af iscenesættelsen. Her får Dirch Passer en større rolle - dog ikke for stor igen, da han skal med ”Slap af” til Stockholm 15. august, og til den tid må Saga have sluttet sine optagelser.
Handlingen i ”Sønden for Langebro” udspilles i en havekoloni på Amager. Her finder man Henry Nielsen, der spiller en murer, hvis kone er Inger Lassen; hans gode nabo er Ib Schønberg, en tjener, gift med Betty Helsengreen.
Dirch Passer og Ove Sprogøe er et par venner, sporvognsstyrer og konduktør, som bor i et eksklusivt sommerhus, en udrangeret linie 8. Det kan der nok laves en del sjov ud af. Endvidere medvirker den purunge Birgit Møller Petersen fra Det kgl.s elevskole, Buster Larsen, Louis Miehe Renard og Kate Mundt. Saga opbygger de to familiers lysthuse med tilhørende haver ved sit atelier, men en del af optagelserne finder sted i kolonien ”Søvang” på Amager; i filmen kaldes den ”Søfryd”, for at handlingen ikke skal blive lokaliseret.
Der er små familiestridigheder over havehækken, der er også forsoning, og det hele ender med bryllup og fest i Dragør.
Som man kan forstå, bliver der tale om en masse udendørs-fotografering, så Saga håber inderligt på kommende gode solskinsdage. Men regn ind imellem undgås jo ikke, og der vil blive sat ekstra pres på optagelserne, for at de scener, hvor Dirch Passer medvirker, kan være færdige midt i august.
”Sønden for Langebro” får antagelig premiere i oktober.

Filmen er skabt som en humoristisk reminder om, at følge baderådene, og tænke sig om, før man hopper i baljen ved de danske kyster og søer.
Dirch gør alting galt, og en småforpustet - og forundret - Gunnar Nu Hansen, redder ham gang på gang ud af suppedasen.
De to kendisser er benyttet med fuldt overlæg, for at få så meget opmærksomhed som muligt, omkring filmen og dermed baderådene. Underlægningsmusikken er omskrevne danske børnesange, med mere eller mindre fjollede tekster - lejlighedssange for fuld udblæsning.

Bedste replikker:

- Hurtigt - et redningsbælte. Jeg skal redde en overfyldt mave!

Sol sommer
og badevand

Dirch Passer rolle:
Henry Nielsen - vandhund

1954
8 minutter
sh

Præsenteret i Palladium 4/6 1954.

Instruktør Henning Ørnbak
Manuskript Henning Ørnbak, Tao Michaëlis
Fotograf Ove Erichsen Hillebrandt
Klipper Henning Ørnbak
Lyd Tage Arnø
Komponist Svend Saaby
Produktionsselskab Arnø Studio

Medvirkende:
Dirch Passer
Gunnar Nu Hansen

Dokumentarfilm - Propagandafilm lavet på bestilling af Ministeriernes Filmudvalg.

Afleveret 2/6 1954.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

Baderåd i farceform.

Der er brugt meget krudt på at gøre baderådene spiselige, i denne blot 8 minutter lange informationsfilm.
Gunnar Nu er filmens gennemgående speaker, der ser skræmt til, når Dirch gang på gang går alt forkert, og bryder alle de gode baderåd: Han bader i en mergelgrav, og får bundfrosne fødder, han cykler og løber forpustet i vandet, svømmer fra land, og må hentes ind med helikopter - og formår tilmed at cykle direkte ud i havet. Endelig finder han et sted, hvor han ikke kan gøre noget galt. Vandet er dejligt varmt, det er ikke for dybt - men en venlig betjent beder ham forlade springvandet…
Filmen er stoppet med små pudsigheder og gags, der skal gøre informationen spiselig, og Dirch render rundt og leger klovn, mens Gunnar Nu står for alvoren. Det kunne være gået grueligt galt, men Dirch er behersket og fjoller rundt, uden at blive for meget. En fin lille perle.

Jens sidder inde på Pension Langeholmen (Fængslet i Stockholm). Hans cellekammerat bommer en smøg, og fortæller han har gemt en diamant til en værdi af 100.000 kr. Den ligger gemt i en kasse med 7 BH'er, hos en lokal syerske.
Jens opsøger syerksen, efter at have sneget sig ud fra fængslets bagdør, da forddøren er spærret af kvinder han har lovet sit ja til. Men en enkelt kvinde venter dog på ham, og forfølge rham filmen igennem: Den smukke Ulla.
Syersken har dog solgt alle BH’erne, så nu må Jens på jagt hos de 7 kunder - og et bliver ikke nemmere af, at cellekammeraten fortæller det til to andre svindlere, som ligeledes går på jagt efter BH’erne.
Først er det en smuk billedhugger, der snydes til at smide BH’en - men der er ingen sten gemt i den. Så bliver det en kvindelig politiker, som Jens franarrer BH’en - hvilket hun ikke virker ked af. Me det er heller ikke den.
En ung skuespillerinde er den næsten, men nej - heller ikke der. Til gengæld gør Jens' lille entre, at hun og naboen forelsker sig i hinanden.
Så bliver det en letlevende kvinde, hvor Jens forklæder sig som skolelærer, med ønsket om at blive lært op i sekslivets glæder, før han skal undervise i det. Men heller ikke der er der en diamant i BH’en.
Den næstsidste er kriminalforfatterinde, Sofia Pang, som Jens lokker BH’en fra - men hende er det heller ikke. Da Jens til slut må gemme sig for politiet, træder den smukke Ulla til. Og hun har også en af syerksens sorte BH - samt en overraskelse til Jens...

Bedste replikker:

Er De majoren?
Så er det Dem der skal myrdes!

Slebet glas - og det har vi lavet en hel film om!

Det er mig der inspirerede ham til de streger!

Deres hoved er som en sfærisk klode i fem dimensioner!

Er det astma?
Nej, Castell del Monte...

Kroner i bogstaver.
Ikke i sedler?

Dirch Passer vælter byen

Anden titel: Dirch, dyd og diamanter

Original titel: Sju svarte be-hå

Dirch Passer rolle:
Jens, ombejlet ægteskabssvindler

1954
90 minutter
sh

Premiere
Roxy og Merry 12/7 1954 til 25/7 1954
Bristol 16/ 1954 til 25/7 1954

Repremiere
Hvide Sande 26/4 1966

Svensk premiere
22 March 1954

Medvirkende:
Dirch Passer
Anna LIsa Ercison
Åke Grönberg
Hjördis Petterson
Stig Järrel
Rut Holm

Filmen er i den bedre ende af de film, som Dirch indspillede i Sverige. Jeg har dog svært ved at høre ham tale svensk, for det virker kunstigt.
Men selve historien er sød, og bliver udført meget charmerend og i et kvikt tempo. Dirch spiller forskellige karakterer i filmen, for at få kvinderne til at smide BH’en. Det blev senere i hans karriere benyttet i de to Mafiaen-film.

Farce a la ”13 stole”
Forlæg er romanen ”Dvenadcat stulev” af lya Ilf and Eugene Petrov

I filmen fortæller Jens at han er fra Aalborg.

Buster Larsen er en smålurvet smugler der venter på en sending morfin, og Arthur Jensen er hans ikke alt for hårdt optrukne og stammende lakaj. For at undgå at blive taget med den indsmuglede morfin, gemmer de den i en balle kapok, på firmaet Petersen, Petersen og Petersens lager i Frihavnen. Så vil hente de morfinen senere, når firmaet har fået kapokken ud fra lageret.
På kystvejen bor firmaets chef, grosserer Petersen, hvis datter er kæreste med en premiereløjtnant, der tidligere har arbejde hos grosseren. De er nu uvenner, og grosseren kan ikke tåle synet af premiereløjtnanten.
En dag kommer førstemanden i firmaet ind og fortæller grosseren, at han ikke vil dække over dennes smugleri. Grosseren bedyrer sin uskyld. Imens bliver smugleren efterlyst for at udeblive fra militærtjeneste, og grosseren tages for spritkørsel. Hjemme hos grosseren ankommer 66 - Dirch - for at give premiereløjtnanten en besked, grosseren køres hjem af betjent, da han har fået taget sit kørekort. Grosseren pakker - han vil til Tyskland og spørge Müller i Hamburg, hvorfor de har puttet narkotika i deres kapok. Hans kone får ham overtalt til en beroligende dukkert - men i nærheden jager politiet smugleren. Han ser sit snit til at bytte grosserens tøj med sit eget, mens han bader, og nu må grosseren trække i smuglerens kluns - hvorefter han bliver anholdt, og sendt i militærtjeneste.
Naturligvis er det 66 - Dirch og 65 - Ove Sprogøe, der bliver sat til at hjælpe den uheldige grosserer. For det viser sig snart, at grosseren skal være på samme kasserne som - nemlig - premiereløjtnanten.
Alt forvikles i en smuk knude, med den nye husassisten, 65 og 66, premiereløjtnanten og smuglerens kammerater - samt naturligvis den stakkels grosserer Petersen.
For er 67 - grosseren - ikke lige stedkendt nok i den villa hvor 65 kæreset er husassistent?

Bedste replikker:

”Det må være 66 - han her været 10 år i Amerika, så han siger du til alle. Ja, han har forresten også været 10 dage i arresten!”

”Jeg er ikke fræk - jeg er grosserer Petersen!”

- Hvorfor skulle jeg være dummere end de andre?
- Ja hvorfor ikke?

I kongens
klæ’r

Dirch Passer rolle:
Søren Rask, rekrut 66

1954
97 minutter
sh

Premiere
SAGA 24/9 - 28/12 1954

Instruktion Poul Bang assisteret af Solvejg Ersgaard
Manus John Olsen eft. folkemkomedie af Axel Frische ”65, 66 og mig”.
Foto Kjeld Arnholtz og Chr. Jensen
Musik Sven Gyldmark
Sangteskt: Poeten
Prod. Saga Studio

Medvirkende:
Dirch Passer
Kjeld Petersen
Ove Sprogøe
Bodil Steen
Louis Miehe Reneard
Buster Larsen
Arthur Jensen
Henry Nielsen
Karl Stegger
Erni Arneson
Elsebeth Knudsen
Ib Schönberg
Ib Conradi
Acel Strøbye
Carl Johan Hviid
Gyrd Løfquist
Paul Hagen
Caja Heiman
Ole Monty
Carl Ottesen
Ib Fürst
Margrethe Nielsen
Mogens Juul
Poul Clemmensen
Bjørn Puggaard-Müller
Orla Hoffman
Thorkild Demuth
Liang Schin
Lai Fun

Dirchland:
En forveklsingskomedie af de mere hyggelige, med en perlerække af gamle danske skuespillere. Og så får man ikke færre end 3 forskellige versioner af titelmelodien ”I kongens klæ’r” under vejs i filmen...
Svend Gyldmarks super titelmelodi indleder løjerne i fin stil og godt humør.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En dun-grosserer (Kjeld Petersen) involveres ufrivilligt i en narko-smuglersag, og det fører til mange kalamiteter for ham, kulminerende i hans genindkaldelse til militæret.
Da Kjeld Petersen ligger på maven under en stressende excercits kan han ikke nære sig for at stirre ned i græsset og henrykt udbryde: Se, jeg har fundet et firkløver. Ingen kan som Petersen give sådan et indfald absurd charme, og han er i sit es som hurtig hektisk og uheldsramt forretningsmand med lidt for flotte manerer. Passer og Sprogøe træder i baggrunden men synger duet på komediens titelsang, der belv en landeplage: en inferiør opfølgning af ”der kommer altid en sporvogn og en pige til”, fra ”Ved Kongelunden”. Tekstskriveren Poeten (kendt for seriøsitet i anden sammenhæng) tegner sig for udsagnet om, at det er i kongens klæ’r en mand viser ”hvad han er værd”. Militæret som kammeratlig idyl foregriber Soldaterkammerater-serien. Filmen er smålune Saga-retter dovent, men professionelt serveret.
Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Filmen er en genindspilning af Axel Frische svenske filmfarce ”65, 66 og mig”.

Fra Dnsk Film database:

Saga optog den 24. juli 1954 nogle scener til filmen på Grønttorvet i København. I filmen gav Kjeld Petersen rollen som beruset motorfører. Selskabet stillede attrap-heller op, som blev påkørt af den berusede, og for at gøre filmen så virkelighedstro som mulig medvirkede rigtige politifolk. Der var under optagelsen nær sket en ulykke. Færdselsbetjent Hermansen kørte på motorcykel efter den ”berusedes” bil, men denne foretog en pludselig drejning, så betjentens motorcykel blev grebet af kofangeren og slæbt 14 meter med. Hermansen slap med en kvæstet finger.

Ved filmoptagelserne var selskabet ikke ven med solen. F.eks. blev der optaget en lille scene, hvor Elsebet Knudsen og nogle veninder går i vandet i Øresund. Det er en meget kort scene. Den er ganske uvæsentlig for handlingen og den er kun på lærredet i et par minutter. Det tog otte timer at indspille den smule vandpjaskeri ved en bro oppe i Rungsted. Fra kl. 8 om morgenen lå filmfolkene på lur, klar til at springe frem (og ud), hvis solen skulle kikke ned gennem et hul i regnskyerne. Og det skete ikke før ved 4-tiden om eftermiddagen.

Soldaterscenerne blev indspillet på artilleriets befalingsmandsskole i Ringsted, hvor den glade Saga-ekspedition blev modtaget som gamle og gode venner (det var også her at ”Rekrut 67 Petersen” blev optaget. Under direktør Poul Bangs kyndige instruktion og med militær bistand af Kaptajn Munk arbejdede man i timevis med hver enkelt scenebid. Intet måtte være ukorrekt. Kasernen var under ombygning og håndværkerne, der skulle have lov at larme, måtte indstille arbejdet, når solen kom på besøg og kamaraet snurrede. Af de tre rekrutter Kjeld Petersen, Dirch Passer og Ove Sprogøe havde kun Dirch Passer tidligere prøvet forsvarets alvor - i marinen. Saga fik lavet en uniform til Lange Dirch, der hver dag trygt kunne lade sin mundering blive tilbage i Ringsted. Ingen befalingsmand ville kunne tage fejl af den og sin egen. Saga skulle filme otte dage og de soldater, der var stillet til rådighed som statister var genstand for almindelig misundelse til trods for at deres daglige geværeksersits blev øget væsentligt. De fik ingen kontant godtgørelse, men der ventede dem en øl eller to, når optagelserne blev forlagt til eksercermarken. Sceneriet i Kasernegården blev en folkeforlystelse. Dagen igennem var kasernemuren balkon for snesevis af filmbegejstrede ynglinge. To drenge havde endda fundet på at anbringe en stol under muren og mod at erlægge fem øre kunne publikum benytte den som stige til de bedste pladser. (Folketidende Ringsted 26-05-1954, Berlingske Aften Avis 20-08-1954, Aftenbladet 26-08-1954)