Hov - er "Nyhavns glade gutter" ikke fejlplaceret, spørger den kvikke Dirchfan nok. Og jo - og nej, det er den ikke. For ganske rigtigt fik "onkel Joakims hemmelighed", som er filmens originale titel, biografpremiere i 1967, men her, tre år efter, byttes titlen ud med, den mere kendte "Nyhavns glade gutter". Derfor er den med her. 1970'erne er også kendt for Dirchs kartoffelwesterns om grusgravens og brunkulslejets skrappe drenge. Dirch modtager sin anden Bodil, for sin rolle i "Mig og mafiaen". Men der langt mellem snapsene. Enkelte lyspunkter er der dog: Dr. Graa i Klaus Paghs optagelse af "Solstik på badehotellet", samt Alfred i "Alt på et bræt" og fængselsbetjent Frost, der skal tage sig af de afsonende spritbilister. På TV viser Dirch en skøn afdæmpet hotelvært Didrichsen, i DR's successerie "En by i provinsen".
Film 1970
Handling og replikker
Handlingen udspiller sig omkring Onkel Joakims Nyhavnsknejpe, restaurant Trinidad. Her holder en lille udsøgt skare til. Emilie, søster til Joakim kommerpå besøg for at tigge penge, til hendes datter Eva’s tur til Como-søen, hvor hun skal til vandskistævne. Joakim bliver afpresset af Schwarz til at sælge bodegaen, men takker nej.
Von Plagen skal giftes med Eva, men er kommet i dårligt selskab med Schwarz, der har krammet på ham. For at afdrage gælden, skal han blot tage en pakke med hjem fra Italien...
Men så dør Onkel Joakim, og Eva arver Trinidad - hun skal blot lede og drive bodegaen. Og nu gør Schwarz sig alle verdens krumspring for at få fingrene i bodegaen.
En anden arving er Peter Jensen. Vil Eva ikke lede Trinidad, tilfalder den ham. Men Schwarz håndlangere kontakter ham, for at få hans hjælp til deres plan.
En aften på arbejde, stjæler Fyrst Fingernem (Dirch) Eva’s bryllupsinvitsationer til hendes og Von Plagens vielse. Von plagen er kendt af flere af pigerne i bodegaen, og stamkunderne bestememr sig for at få hend eud af kløerne på ham..De ændrer indbydelserne , og tropper udklædte op til forlovelsesfesten, sammen med alle de piger von Plagen har bedraget for penge i tidens løb. Her udspiller sig også en af filmens absolut sjoveste scener, hvor lommetyven Fyrst Fingernem, får den kleptomaniske mor til bords. Ubetaleligt øjeblik da hun stjæler hans mad.
Schwarz bortfører Eva, og vil sende hende med skib til Spanien - så kan hun ikke passe sin forpligtelse i Trinidad. Gutterne finder Eva’s skjulested, og planlægger en storstilet befrielsesaktion.
Historien går i stå flere gange undervejs, men humper så videre. Men Preben Kaas kvikker op, som hundeangst forbryder. Sjovest er nok scenen, hvor der sættes Beethoven på bodegaens grammofon. Alle holder vejret, og nipper til deres bajere, og udholder pinslen. Godt udtænkt.
Bedste replikker:
- Skal jeg ikke lige smutte op og stikke ham et par på skallen? Det er slet ikke nogen ulejlighed!
- Hvad kan de byde på?
- Hans 2. eller 3. symfoni!
- Nej, lad os få noget af hans ældre - vi gider ikke hans begynderlort..!
- De siger De ikke har dårlige nerver?
- Det gør mig ondt!
Von Plagen skal giftes med Eva, men er kommet i dårligt selskab med Schwarz, der har krammet på ham. For at afdrage gælden, skal han blot tage en pakke med hjem fra Italien...
Men så dør Onkel Joakim, og Eva arver Trinidad - hun skal blot lede og drive bodegaen. Og nu gør Schwarz sig alle verdens krumspring for at få fingrene i bodegaen.
En anden arving er Peter Jensen. Vil Eva ikke lede Trinidad, tilfalder den ham. Men Schwarz håndlangere kontakter ham, for at få hans hjælp til deres plan.
En aften på arbejde, stjæler Fyrst Fingernem (Dirch) Eva’s bryllupsinvitsationer til hendes og Von Plagens vielse. Von plagen er kendt af flere af pigerne i bodegaen, og stamkunderne bestememr sig for at få hend eud af kløerne på ham..De ændrer indbydelserne , og tropper udklædte op til forlovelsesfesten, sammen med alle de piger von Plagen har bedraget for penge i tidens løb. Her udspiller sig også en af filmens absolut sjoveste scener, hvor lommetyven Fyrst Fingernem, får den kleptomaniske mor til bords. Ubetaleligt øjeblik da hun stjæler hans mad.
Schwarz bortfører Eva, og vil sende hende med skib til Spanien - så kan hun ikke passe sin forpligtelse i Trinidad. Gutterne finder Eva’s skjulested, og planlægger en storstilet befrielsesaktion.
Historien går i stå flere gange undervejs, men humper så videre. Men Preben Kaas kvikker op, som hundeangst forbryder. Sjovest er nok scenen, hvor der sættes Beethoven på bodegaens grammofon. Alle holder vejret, og nipper til deres bajere, og udholder pinslen. Godt udtænkt.
Bedste replikker:
- Skal jeg ikke lige smutte op og stikke ham et par på skallen? Det er slet ikke nogen ulejlighed!
- Hvad kan de byde på?
- Hans 2. eller 3. symfoni!
- Nej, lad os få noget af hans ældre - vi gider ikke hans begynderlort..!
- De siger De ikke har dårlige nerver?
- Det gør mig ondt!
Persongalleri mm.
Nyhavns glade gutter
Dirch Passer rolle:
Fyrst Fingernem, lommetyv
1967
98 minutter
farve Premiere
SAGA 24/11 1967 til 25/1 1968
18. maj 1970 gav man filmen den nye titel: Nyhavns glade gutter.
Instruktion og drejebog
Carl Ottosen ass. af Birthe Frost
Manus Eva Eklund og Poul Mogensen
Foto Henning Bendtsen ass af Ole Schultz Jensen
Lyd Torben Øksnebjerg og Jon Branner ass. af Ole Guldbrandsen og Birger Swan
Deko Togo Esben
Klip Edit nisted
Musik Sven Gyldmark og ”1-2-3-4” af Eva Eklund.
Sangtekst Carl Ottosen og Mogens Dam
Prod. Merry Film og Novaris Studio - Henrik sandberg og Dirch Passer - Palle Schnedler-Sørensen
Medvirkende:
Gunnar Lauring
Sigrid Horne-Rasmussen
Vivi Bak
Kai Holm
Povl Wøldike
Per Pallesen
Preben MArth
Willy Rathnow
Paul Hagen
Ole Wisborg
Karl Stegger
Poul Bundgaard
Dirch PAsser
Bodil Udsen
Kirsten Peuliche
Preben Kaas
Arthur Jensen
Ove Sprogøe
Bent Vejlby
André Sallyman
William Kisum
Susanne Bruun-Koppel
Marianne Kjærulff-Schmidt
ulla Johansson
Else Petersen
Lisbeth Lindenborg
Peer Guldbrandsen
Marchen Passer
Eva Eklund
Mamie Gee
Birthe Frost
Jytte Ssedorff
Grethe Kyhn
Miskow Makwarth
Holger Vistisen
Dario Campeotto
Mogens Brandt
Jessie Rindom
Dirch Passer rolle:
Fyrst Fingernem, lommetyv
1967
98 minutter
farve Premiere
SAGA 24/11 1967 til 25/1 1968
18. maj 1970 gav man filmen den nye titel: Nyhavns glade gutter.
Instruktion og drejebog
Carl Ottosen ass. af Birthe Frost
Manus Eva Eklund og Poul Mogensen
Foto Henning Bendtsen ass af Ole Schultz Jensen
Lyd Torben Øksnebjerg og Jon Branner ass. af Ole Guldbrandsen og Birger Swan
Deko Togo Esben
Klip Edit nisted
Musik Sven Gyldmark og ”1-2-3-4” af Eva Eklund.
Sangtekst Carl Ottosen og Mogens Dam
Prod. Merry Film og Novaris Studio - Henrik sandberg og Dirch Passer - Palle Schnedler-Sørensen
Medvirkende:
Gunnar Lauring
Sigrid Horne-Rasmussen
Vivi Bak
Kai Holm
Povl Wøldike
Per Pallesen
Preben MArth
Willy Rathnow
Paul Hagen
Ole Wisborg
Karl Stegger
Poul Bundgaard
Dirch PAsser
Bodil Udsen
Kirsten Peuliche
Preben Kaas
Arthur Jensen
Ove Sprogøe
Bent Vejlby
André Sallyman
William Kisum
Susanne Bruun-Koppel
Marianne Kjærulff-Schmidt
ulla Johansson
Else Petersen
Lisbeth Lindenborg
Peer Guldbrandsen
Marchen Passer
Eva Eklund
Mamie Gee
Birthe Frost
Jytte Ssedorff
Grethe Kyhn
Miskow Makwarth
Holger Vistisen
Dario Campeotto
Mogens Brandt
Jessie Rindom
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Noget ujævn film, der dog tager sig lidt sammen til slut.
Sceneren med Eva’s hårdt prøvede far, tilfører lidt krydderi. Det er ikke meget vi ser til Dirch, men når han er der, så lyser han op.
Man fristet næsten til at sige: En typisk Carl Ottesen film. Der er tilløb til masser af sjov, of intrigerne bliver i den grad bygget op, men det er som om det aldrig rigtig bliver forløst.
FIlmen er nu alligvel seværdig, for der er masser af pudsige indfald og sjove figurer. Filmens instruktør, Carl Ottosen, var meget glad for denne film. 2 17” efter sin premiere, fik filmen nyt navn. Datoen var 18. maj 1970, og den nye titel, er den nye titel ”Nyhavns glade gutter” bed sig så godt fast, så der næppe er nogen, som længere bruger den originale titel ”Onkel Joakims hemmelighed”. Hvem ved - måske denne titel har været lidt for tæt på Onkel Joakim fra Disney...
Gyldendals Filmguide anmeldelse:
Originaltitel: Onkel Joakims hemmelighed Da en vellidte Onkel Joakim (Kai Holm) dør, arver niecen (Vivi Bak) hans blomstrende virksomhed, restaurant Trinidad i Nyhavn. Hun færdes normalt i de finere kredse, men lærer at holde af klientellet i Trinidad.
Rodet folkekomedie, der desperat prøver at fylde alle opdrivelige ingredienser i gryden: Dirch Passer solo numre, bodega-bajer hygge, et bagmands krimiplot, Poul Bundgaard sange, og klasseskelskomedie. Instruktør Carl Ottosn viser hverken sans eller respekt for håndværket i sin kvantitetstankegang. Sangene er tynde, og Dirch Passers tryllekunstnerrolle bare en sidefigur, om end glimtvis sjov. Ole Ernst ses i en lille debutrolle som en meget artig sømand, der lægger penge til side under sin landlov - ikke lige typecasting. Dansk folkekomedie i begyndende opløsning.
Som videokassette sælges filmen under titlen ”Nyhavns glade gutter” og den benævnes som ”et af de bedste lystspil dansk film nogensinde har præsteret.
Gyldendals Filmguide giver filmen karakteren 0 - hvilket svarer til ”usædvanlig ringe”.
Noget ujævn film, der dog tager sig lidt sammen til slut.
Sceneren med Eva’s hårdt prøvede far, tilfører lidt krydderi. Det er ikke meget vi ser til Dirch, men når han er der, så lyser han op.
Man fristet næsten til at sige: En typisk Carl Ottesen film. Der er tilløb til masser af sjov, of intrigerne bliver i den grad bygget op, men det er som om det aldrig rigtig bliver forløst.
FIlmen er nu alligvel seværdig, for der er masser af pudsige indfald og sjove figurer. Filmens instruktør, Carl Ottosen, var meget glad for denne film. 2 17” efter sin premiere, fik filmen nyt navn. Datoen var 18. maj 1970, og den nye titel, er den nye titel ”Nyhavns glade gutter” bed sig så godt fast, så der næppe er nogen, som længere bruger den originale titel ”Onkel Joakims hemmelighed”. Hvem ved - måske denne titel har været lidt for tæt på Onkel Joakim fra Disney...
Gyldendals Filmguide anmeldelse:
Originaltitel: Onkel Joakims hemmelighed Da en vellidte Onkel Joakim (Kai Holm) dør, arver niecen (Vivi Bak) hans blomstrende virksomhed, restaurant Trinidad i Nyhavn. Hun færdes normalt i de finere kredse, men lærer at holde af klientellet i Trinidad.
Rodet folkekomedie, der desperat prøver at fylde alle opdrivelige ingredienser i gryden: Dirch Passer solo numre, bodega-bajer hygge, et bagmands krimiplot, Poul Bundgaard sange, og klasseskelskomedie. Instruktør Carl Ottosn viser hverken sans eller respekt for håndværket i sin kvantitetstankegang. Sangene er tynde, og Dirch Passers tryllekunstnerrolle bare en sidefigur, om end glimtvis sjov. Ole Ernst ses i en lille debutrolle som en meget artig sømand, der lægger penge til side under sin landlov - ikke lige typecasting. Dansk folkekomedie i begyndende opløsning.
Som videokassette sælges filmen under titlen ”Nyhavns glade gutter” og den benævnes som ”et af de bedste lystspil dansk film nogensinde har præsteret.
Gyldendals Filmguide giver filmen karakteren 0 - hvilket svarer til ”usædvanlig ringe”.
Handling og replikker
Sverige ligger i krig, og alle våbenføre mænd er indkaldt til tjeneste, tilbage i landsbyen er kun kvinder og børn, og et par aldrende herrer.
Forud er gået en trist historie hvor den unge pige Barbros mor, er blevet brændt på bålet som heks. Hun lover at hævne sin mors død.
Midt under krigen ankommer den nye præst til landsbyen, hvor han modtages ef den lokale grevinde og en flok kvinder. Det bliver tydeligt for præsten, hvad kvinderne har i tankerne - og det er ikke Guds ord. Han flygter, kommer til skade, og må derfor passes af et par af byens kvinder.
Næste morgen slår Barbros forbandelse til: Præsten vågne rmed Nordens største erektion. Præsten skal uheldigvis til souper hos biskoppen dagen efter, så nu er gode råd dyre, men heldigvis ved kvinderne nok hvordan sådan en kalorius skal nedlægges. Men selv om barmhjertighedssøstrene nok ved hvordan sådan en skal skæres, så går det ikke så let, og præsten må melde afbud. Selv fru Paula, hvis mand låser hende inde, undslipper, og tager del i det hårde arbejde. Men der ulmer et oprør i byen - for ikke alle kvinder er med i barmhjertighedssøstrene - og selv grevinden vil have del i den ufrivilligt virile præst.
De forsmåede kvinder skriver brev til biskoppen, der forlanger at præsten indfinder sig - om han så skal bæres - og den stakkels præst må nu køres gennem hele sognet til offentlig beskuelse.
En specialist tilkaldes, med Dirch som assistent, og med deres afkorvningsmaskine, fordrives stivheden - næsten. En lille rest nyder grevinden godt af - og så - endelig - falde den lille præst. Barbro har dog ikke sådan tænkt sig at lade præsten slippe, så hun foretager nogle beværgelser, og næste dag har præsten samme problem. Hun møder op og tager skylden, og besøger herefter jævnligt præsten - naturligvid kun for at helbrede ham...
Undervejs i handlingen dukker Cornelis Wreswijk op som guitarklimpende troubadur, og binder handlingen sammen med små skæve sange.
Forud er gået en trist historie hvor den unge pige Barbros mor, er blevet brændt på bålet som heks. Hun lover at hævne sin mors død.
Midt under krigen ankommer den nye præst til landsbyen, hvor han modtages ef den lokale grevinde og en flok kvinder. Det bliver tydeligt for præsten, hvad kvinderne har i tankerne - og det er ikke Guds ord. Han flygter, kommer til skade, og må derfor passes af et par af byens kvinder.
Næste morgen slår Barbros forbandelse til: Præsten vågne rmed Nordens største erektion. Præsten skal uheldigvis til souper hos biskoppen dagen efter, så nu er gode råd dyre, men heldigvis ved kvinderne nok hvordan sådan en kalorius skal nedlægges. Men selv om barmhjertighedssøstrene nok ved hvordan sådan en skal skæres, så går det ikke så let, og præsten må melde afbud. Selv fru Paula, hvis mand låser hende inde, undslipper, og tager del i det hårde arbejde. Men der ulmer et oprør i byen - for ikke alle kvinder er med i barmhjertighedssøstrene - og selv grevinden vil have del i den ufrivilligt virile præst.
De forsmåede kvinder skriver brev til biskoppen, der forlanger at præsten indfinder sig - om han så skal bæres - og den stakkels præst må nu køres gennem hele sognet til offentlig beskuelse.
En specialist tilkaldes, med Dirch som assistent, og med deres afkorvningsmaskine, fordrives stivheden - næsten. En lille rest nyder grevinden godt af - og så - endelig - falde den lille præst. Barbro har dog ikke sådan tænkt sig at lade præsten slippe, så hun foretager nogle beværgelser, og næste dag har præsten samme problem. Hun møder op og tager skylden, og besøger herefter jævnligt præsten - naturligvid kun for at helbrede ham...
Undervejs i handlingen dukker Cornelis Wreswijk op som guitarklimpende troubadur, og binder handlingen sammen med små skæve sange.
Persongalleri mm.
Ih, det var dog den stiveste
Svenske titler:
Kyrkoherden
Den svåra prövningen
Den ståndaktige kyrkoherden
Dirch Passer rolle:
Bartolomeus
1970
90 minutter
farve
Premiere
15/6 1970, Danmark
30/3 1970, Sverige
Instruktion Torgny Wickman
Manuskript Inge Ivarson,
Torgny Wickman
Klipper Carl-Olov Skeppstedt.
Komponist William Augustus Ogden, Mats Olof Olsson, Cornelius Vreeswijk
Medvirkende:
Jarl Borssén Præsten
Margit Carlquist Sibyll
Svenske titler:
Kyrkoherden
Den svåra prövningen
Den ståndaktige kyrkoherden
Dirch Passer rolle:
Bartolomeus
1970
90 minutter
farve
Premiere
15/6 1970, Danmark
30/3 1970, Sverige
Instruktion Torgny Wickman
Manuskript Inge Ivarson,
Torgny Wickman
Klipper Carl-Olov Skeppstedt.
Komponist William Augustus Ogden, Mats Olof Olsson, Cornelius Vreeswijk
Medvirkende:
Jarl Borssén Præsten
Margit Carlquist Sibyll
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Generelt var de film som Dirch Passer indspillede i Sverige, ikke af en overvældende god kvalitet - og det var ”Ih, det var dog den stiveste” heller ikke. Selv om man nok må sige, at selv om filmen har sine små øjeblikker.
Dirchs rolle er nærmest en parantes - men han får lov til at fjolle lidt. Og lidt er bedre end ingenting.
Skal der siges noget positivt, så er det Cornelis som er klart mest seværdig, når hans små pudsige musiksekvenser binder filmen sammen - lidt som man husker det fra western-filmen ”Cat Balou”.
Historien om den stakkels præst med den strittende manddom, midt i en landsby befolket af lutter kvinder, kunne have været rigtig sjov, men filmen bliver ujævn, dog med pletvise fornøjelige passager.
Forlægget er romanen ”När det gick för kyrkoherden” af Bengt Anderberg.
Filmen er ikke dansk og ikke medtaget i hverken Gyldendals opslagsværk eller i Danske Spillefilm 1968 til 1991.
Generelt var de film som Dirch Passer indspillede i Sverige, ikke af en overvældende god kvalitet - og det var ”Ih, det var dog den stiveste” heller ikke. Selv om man nok må sige, at selv om filmen har sine små øjeblikker.
Dirchs rolle er nærmest en parantes - men han får lov til at fjolle lidt. Og lidt er bedre end ingenting.
Skal der siges noget positivt, så er det Cornelis som er klart mest seværdig, når hans små pudsige musiksekvenser binder filmen sammen - lidt som man husker det fra western-filmen ”Cat Balou”.
Historien om den stakkels præst med den strittende manddom, midt i en landsby befolket af lutter kvinder, kunne have været rigtig sjov, men filmen bliver ujævn, dog med pletvise fornøjelige passager.
Forlægget er romanen ”När det gick för kyrkoherden” af Bengt Anderberg.
Filmen er ikke dansk og ikke medtaget i hverken Gyldendals opslagsværk eller i Danske Spillefilm 1968 til 1991.
Handling og replikker
Bindeleddet mellem de tre historier er et par i nutiden (1970) som har bryllupsdag, og deres samtale leder til de tre korte film i filmen: Vikingetiden, ca. 1910 og Frankrig ca. 1840.
Hver historie er et lille trekantsdrama:
Et blodigt vikingdedrama, hvor den forsmåede ægtemand, løser utroskab med sværd i hånd - selv om det ikke ender helt som han havde reget med.
En stumfilmsparodi - der så absolut er den mest seværdige del - med en frue, som får forstyrret sin hyrdetime med elskeren. De forstyrrende elementer er både Dirch som kluntet blikkenslager, indbrudstyve, fjollede betjente a la Keystone Cops - kort sagt et rend af mennesker. Det er ret fjollet - og ret morsomt lavet.
Sidste bid er en fransk fortælling, om konen der har en ung elsker, mens manden tager på kort rejse, mens han derimod sniger sig ind i huset, hvor han tror konen sover, for at besøge stuepigen, som han har en affære med. Historien er langt mere indviklet, og er egentlig både ret godt fundet på og afviklet.
Bedste replikker:
- De må ikke gøre mig ondt!
- Jeg vil kun gøre dem godt!
Her lugter brændt!
- Det er ikke mig!
Hver historie er et lille trekantsdrama:
Et blodigt vikingdedrama, hvor den forsmåede ægtemand, løser utroskab med sværd i hånd - selv om det ikke ender helt som han havde reget med.
En stumfilmsparodi - der så absolut er den mest seværdige del - med en frue, som får forstyrret sin hyrdetime med elskeren. De forstyrrende elementer er både Dirch som kluntet blikkenslager, indbrudstyve, fjollede betjente a la Keystone Cops - kort sagt et rend af mennesker. Det er ret fjollet - og ret morsomt lavet.
Sidste bid er en fransk fortælling, om konen der har en ung elsker, mens manden tager på kort rejse, mens han derimod sniger sig ind i huset, hvor han tror konen sover, for at besøge stuepigen, som han har en affære med. Historien er langt mere indviklet, og er egentlig både ret godt fundet på og afviklet.
Bedste replikker:
- De må ikke gøre mig ondt!
- Jeg vil kun gøre dem godt!
Her lugter brændt!
- Det er ikke mig!
Persongalleri mm.
Amour
Dirch Passer rolle:
Gas og vandmester
Svend Johansen
1970
91 minutter
farve
Premiere
7/8 1970 Saga samt i Rønne, Odense, Horsen, Århus og Aalborg.
Instruktion og manus:
Gabriel Axel
Dialog i tredie episode: Jaques Mauclair
Foto Rolf Rønne ass. af Alan Ashton
Lyd Jon Branner ass. af Torben Øksnebjerg, Jarno Dupont, Pierre Goumy, Jean Bareille
Lys Henning Larsen
Musik Bertrand Bech
klip Edit Nisted, Lizzie Weischenfeldt
Deko Erik Bjørk (1+2) Charles Finelli, Jean Speranza (3)
Kostume Jytte Zeberg (1+2) Sylvie e Seconzac (3)
Prod: Axel Film og Les Films de la Boetie, Paris - Gabriel Axel
Produktionsleder episode 3 Jacques Willemetz, Jean Lavie
Indspilningsleder episode 1 og 2 Anders Sandberg
Medvirkende:
Rammefortælling:
Svend Johansen
Ghita Nørby
Kim Meyer
Kirsten Lyngholm
1. episode:
Svend Johansen
Tine Bjerregaard
Ole Guldbrandsen
Helmer Johansen
Andrey Sallyman
Berd Jönsson
2. Episode
Ghita Nørby
Jacques Mauclair
Ejner Hans Jensen
Paul Hüttel
Eddie Karnil
Hans W. Petersen
Krl Stegger
Dirch Passer
Lone Helmer
Jesper Langberg
Addy Lund
Ove Sprogøe
Svend Erik Jesnen
Carl ottosen
Geert vindahl
Ib Sørensen
Morten Grundwald
Paul Hagen
Klaus Pagh
Kurt Andreasen
Svend Krogh
3. episode
Nadine Alari
Nernard Noël
Philippe Etesse
Paule Emanuele
Jaques Francois Zeller
Moniquw Mauclair
Philippe Baron
Robert Burnier
Lucienne Givry
Paul Mercey
Karine Jeantet
Dirch Passer rolle:
Gas og vandmester
Svend Johansen
1970
91 minutter
farve
Premiere
7/8 1970 Saga samt i Rønne, Odense, Horsen, Århus og Aalborg.
Instruktion og manus:
Gabriel Axel
Dialog i tredie episode: Jaques Mauclair
Foto Rolf Rønne ass. af Alan Ashton
Lyd Jon Branner ass. af Torben Øksnebjerg, Jarno Dupont, Pierre Goumy, Jean Bareille
Lys Henning Larsen
Musik Bertrand Bech
klip Edit Nisted, Lizzie Weischenfeldt
Deko Erik Bjørk (1+2) Charles Finelli, Jean Speranza (3)
Kostume Jytte Zeberg (1+2) Sylvie e Seconzac (3)
Prod: Axel Film og Les Films de la Boetie, Paris - Gabriel Axel
Produktionsleder episode 3 Jacques Willemetz, Jean Lavie
Indspilningsleder episode 1 og 2 Anders Sandberg
Medvirkende:
Rammefortælling:
Svend Johansen
Ghita Nørby
Kim Meyer
Kirsten Lyngholm
1. episode:
Svend Johansen
Tine Bjerregaard
Ole Guldbrandsen
Helmer Johansen
Andrey Sallyman
Berd Jönsson
2. Episode
Ghita Nørby
Jacques Mauclair
Ejner Hans Jensen
Paul Hüttel
Eddie Karnil
Hans W. Petersen
Krl Stegger
Dirch Passer
Lone Helmer
Jesper Langberg
Addy Lund
Ove Sprogøe
Svend Erik Jesnen
Carl ottosen
Geert vindahl
Ib Sørensen
Morten Grundwald
Paul Hagen
Klaus Pagh
Kurt Andreasen
Svend Krogh
3. episode
Nadine Alari
Nernard Noël
Philippe Etesse
Paule Emanuele
Jaques Francois Zeller
Moniquw Mauclair
Philippe Baron
Robert Burnier
Lucienne Givry
Paul Mercey
Karine Jeantet
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Selve Gabriel Axels idé om tre korte kærlighedshistoirer, kan man ikke sætte en finger på. Som udgangspunkt er idéen glimrende - men der er lidt ridser i lakken.
Af de tre film, er det især vikingedelen der trækker ned. Sammenlignet med de to andre historier, er den næsten pinligt dilettantisk udført, med næsten læste replikker, og slagsmål i luntetrav. Havde denne del været udeladt, kunne filmen måske have sneget sig op på en stjerne til.
Men se filmen alene for stumfilmsdelen, og Dirch som en blikkenslager, man ikke ønsker at få besøg af.
Stumfilmsdelen er aldeles genialt lavet. Det er faktisk så overbevisnede lavet, at man ikke et øjeblik er i tvivl om det er ægte. Musikken, de løjerlige gags, slapsticken, alt er helt perfekt. Dirch er sød som blikkenslageren, der drikker af det utætte vandrør mens han spiser frokost.
Sidste del er en fransk lille romance, hvor alle gør det med alle, herren bedrager sin frue, mens fruen bedrager sin mand.
Som sagt er vikingedelen klart den svageste, stumfilmsdelen den morsomste, og den franske del den sødeste - selv om det bliver lidt kvalmt. Karakteren gives helt klart mest for stumfilmsdelen - med Dirch.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En trio af trekantsfortællinger illustrerer begrebet amour i tre tidsaldre: i vikingetien, onkring 1910 og i Frankrigs romantiske periode omkring 1840. Vikingeafsnittet viser tilbage til Gabriel Axels ”Den røde kappe” fra 1966 og foregriber ”Prinsen af Jylland” fra 1994. På fatal vis: Gabriel Axel har hverken pondus eller stilfornemmelse til den slags blodrige skæbnedramaer. Lidt bedre lykkes andet afsnitsstumfilmspastiche. Til tredje afsnits forslidte franske pikanterier kræves stærke aktører men de mangler her. Tre fortællinger til belyosning af begrebet amour, der jo både kan betyde kærlighed og elskov. fortællingerne er sat ind i en rammehistorie om et ægtepar, der fejrer attenårs bryllupsdag og hver for sig tænker på, hvordan tingene kunne være gået. Hitorierne drejer sig alle om temaet mand - hustru - elsker. Den første historie foregår helt tilbage i vikingetiden og skildrer den voldsomt lidenskabelige amour hvor man slås om kvinden emd sværd og skjold. Den anden historie skildrer trekanttemaet humoristisk. Den foregår omkring 1910 og er formet som en pastiche over en stumfilm fra den tid. Endelig behandler den tredje episode den romantiske amour. Den er henlagt til Frankrig omkring 1840, hvor den elskede diverteres med Mussets og Lamartines digte.
Amour, der havde premiere (uden for konkurrence) ved filmfestivalen i Cannes i 1970, var den første dansk-franske samproduktion. Filmens tredje episode var fransksproget og brugte brugte franske skuespillere (der i øvrigt bedst var kendt i teatersammenhæng) Produktionen kom i stand, selv om Gabriel Axel’s foregående film, den dokumentaristiske Det kære legetøj (1968) var blevet forbudt i Frankrig. Filmfonden havde ikke villet støtte Det kære legetøj og afslog også at yde Amour produktionsgaranti.
Anmelderne kunne generelt bedst lide den mellemste histoire, stumfilmspastichen i sort/hvid, der til dels var en udbygning af en sekvens i Det kære legetøj.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
Selve Gabriel Axels idé om tre korte kærlighedshistoirer, kan man ikke sætte en finger på. Som udgangspunkt er idéen glimrende - men der er lidt ridser i lakken.
Af de tre film, er det især vikingedelen der trækker ned. Sammenlignet med de to andre historier, er den næsten pinligt dilettantisk udført, med næsten læste replikker, og slagsmål i luntetrav. Havde denne del været udeladt, kunne filmen måske have sneget sig op på en stjerne til.
Men se filmen alene for stumfilmsdelen, og Dirch som en blikkenslager, man ikke ønsker at få besøg af.
Stumfilmsdelen er aldeles genialt lavet. Det er faktisk så overbevisnede lavet, at man ikke et øjeblik er i tvivl om det er ægte. Musikken, de løjerlige gags, slapsticken, alt er helt perfekt. Dirch er sød som blikkenslageren, der drikker af det utætte vandrør mens han spiser frokost.
Sidste del er en fransk lille romance, hvor alle gør det med alle, herren bedrager sin frue, mens fruen bedrager sin mand.
Som sagt er vikingedelen klart den svageste, stumfilmsdelen den morsomste, og den franske del den sødeste - selv om det bliver lidt kvalmt. Karakteren gives helt klart mest for stumfilmsdelen - med Dirch.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En trio af trekantsfortællinger illustrerer begrebet amour i tre tidsaldre: i vikingetien, onkring 1910 og i Frankrigs romantiske periode omkring 1840. Vikingeafsnittet viser tilbage til Gabriel Axels ”Den røde kappe” fra 1966 og foregriber ”Prinsen af Jylland” fra 1994. På fatal vis: Gabriel Axel har hverken pondus eller stilfornemmelse til den slags blodrige skæbnedramaer. Lidt bedre lykkes andet afsnitsstumfilmspastiche. Til tredje afsnits forslidte franske pikanterier kræves stærke aktører men de mangler her. Tre fortællinger til belyosning af begrebet amour, der jo både kan betyde kærlighed og elskov. fortællingerne er sat ind i en rammehistorie om et ægtepar, der fejrer attenårs bryllupsdag og hver for sig tænker på, hvordan tingene kunne være gået. Hitorierne drejer sig alle om temaet mand - hustru - elsker. Den første historie foregår helt tilbage i vikingetiden og skildrer den voldsomt lidenskabelige amour hvor man slås om kvinden emd sværd og skjold. Den anden historie skildrer trekanttemaet humoristisk. Den foregår omkring 1910 og er formet som en pastiche over en stumfilm fra den tid. Endelig behandler den tredje episode den romantiske amour. Den er henlagt til Frankrig omkring 1840, hvor den elskede diverteres med Mussets og Lamartines digte.
Amour, der havde premiere (uden for konkurrence) ved filmfestivalen i Cannes i 1970, var den første dansk-franske samproduktion. Filmens tredje episode var fransksproget og brugte brugte franske skuespillere (der i øvrigt bedst var kendt i teatersammenhæng) Produktionen kom i stand, selv om Gabriel Axel’s foregående film, den dokumentaristiske Det kære legetøj (1968) var blevet forbudt i Frankrig. Filmfonden havde ikke villet støtte Det kære legetøj og afslog også at yde Amour produktionsgaranti.
Anmelderne kunne generelt bedst lide den mellemste histoire, stumfilmspastichen i sort/hvid, der til dels var en udbygning af en sekvens i Det kære legetøj.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
Handling og replikker
Pastor Gudmund er forruden at være præst, også inehaver af rejsebureauet Gudmunds Rejser. I Påske skal han rejse til Malaga for at indvie en ny natklub på sit hotel. På vej derned i flyveren sender han en bøn op til mesteren på 2. om han ikke vil sende ham en sekretær - og det utrolige sker: Han gør det. Han sender en engel ned på jorden for at hjælpe Gudmund - hun har alligvel fri i Påsken.
Den stakkels Pastor Gudmund får dog et ildebefindende da han ser den yndige engel, sidde ude på vingen - og tilmed smide tøjet, jo tættere de kommer på varmen.
Englen hedder Gabriella - eller Gabby - og hun disker op med en usandsynlig historie om, at de to har kendt hinanden de sidste 2000 år - første gang de mødtes var år 47 før Junior. Hun var Cæsars sekretær og han var politimester i Rom.
Vel indkvarteret på hotellet - hvor Jørgen Ryg gør livet usikker for gæsterne, som alternativ portier - spidser tingene til. Formanden fra sognets menighedsråd er taget med på rejsen, for at afsløre pastorens utugtige rejser, og i mens driver Gabby Gudmund til vanvid, med hendes fortsatte beretninger om deres fælles eskapader - samt livet i Himlen. Bl.a er Napoleon bybud og Christian d. 4 lægger tæpper på i Himlen, efter 82 års tjans som skopudser i Amsterdam.
Vil det lykkedes for menighedsrådsformanden at få vippet Gudmund ud af kirken? Eller har Gabby mon et es eller to i ærmet?
Bedste replikker:
DIrch: Hvorfor siger De du til mig?
Lone Hertz: Fordi vi har kendt hinanden i 2000 år.
Dirch: Det havde jeg fuldstændig svedt ud!
Gæst: Lad os gå ind i baren!
Jørgen Ryg - som har fri: Nej, jeg drikker KUN i arbejdstiden.
Den stakkels Pastor Gudmund får dog et ildebefindende da han ser den yndige engel, sidde ude på vingen - og tilmed smide tøjet, jo tættere de kommer på varmen.
Englen hedder Gabriella - eller Gabby - og hun disker op med en usandsynlig historie om, at de to har kendt hinanden de sidste 2000 år - første gang de mødtes var år 47 før Junior. Hun var Cæsars sekretær og han var politimester i Rom.
Vel indkvarteret på hotellet - hvor Jørgen Ryg gør livet usikker for gæsterne, som alternativ portier - spidser tingene til. Formanden fra sognets menighedsråd er taget med på rejsen, for at afsløre pastorens utugtige rejser, og i mens driver Gabby Gudmund til vanvid, med hendes fortsatte beretninger om deres fælles eskapader - samt livet i Himlen. Bl.a er Napoleon bybud og Christian d. 4 lægger tæpper på i Himlen, efter 82 års tjans som skopudser i Amsterdam.
Vil det lykkedes for menighedsrådsformanden at få vippet Gudmund ud af kirken? Eller har Gabby mon et es eller to i ærmet?
Bedste replikker:
DIrch: Hvorfor siger De du til mig?
Lone Hertz: Fordi vi har kendt hinanden i 2000 år.
Dirch: Det havde jeg fuldstændig svedt ud!
Gæst: Lad os gå ind i baren!
Jørgen Ryg - som har fri: Nej, jeg drikker KUN i arbejdstiden.
Persongalleri mm.
Nøglen til
paradis
Dirch Passer rolle:
Gudmund, præst og rejsearrangør
1970
76 minutter
farve
Premiere
24/8 1970 Nygade, Nora, Merry, Triangel, Vanløse, Drive-In, Lyngby, samt i Odense, Kolding, Vejle, Århus og Aalborg.
Instruktion Sven Methling
Manus Aage Stentoft
Foto Claus Loof ass. af Uffe Kaare Thomsen
Musik Bent Fabricius-Bjerre
Klip Lizzie Weischenfeldt ass. af Mikkel Bo
Kostume Max Goldstein, Edit Sørensen
Make up Lene Ravn Henriksen
Lyd Kai Gram Larsen ass. af Ib Makwarth
Lys Svend Bregenborg
Prod: ASA - Ole Mølgaard
Medvirkende:
Dirch Passer
Lone Hertz
Jørgen Ryg
Else Marie
Preben Marth
Vera Gebuhr
Jørgen Kiil
Sisse Reingaard
Arne Møller
Emil Hass-Christensen
Bjørn Puggaard-Müller
Carl Ottosen
Suzanne Bech
Jørgen Buckhøj
Ib Markwarth
John Larsen
Lone Lindorf
paradis
Dirch Passer rolle:
Gudmund, præst og rejsearrangør
1970
76 minutter
farve
Premiere
24/8 1970 Nygade, Nora, Merry, Triangel, Vanløse, Drive-In, Lyngby, samt i Odense, Kolding, Vejle, Århus og Aalborg.
Instruktion Sven Methling
Manus Aage Stentoft
Foto Claus Loof ass. af Uffe Kaare Thomsen
Musik Bent Fabricius-Bjerre
Klip Lizzie Weischenfeldt ass. af Mikkel Bo
Kostume Max Goldstein, Edit Sørensen
Make up Lene Ravn Henriksen
Lyd Kai Gram Larsen ass. af Ib Makwarth
Lys Svend Bregenborg
Prod: ASA - Ole Mølgaard
Medvirkende:
Dirch Passer
Lone Hertz
Jørgen Ryg
Else Marie
Preben Marth
Vera Gebuhr
Jørgen Kiil
Sisse Reingaard
Arne Møller
Emil Hass-Christensen
Bjørn Puggaard-Müller
Carl Ottosen
Suzanne Bech
Jørgen Buckhøj
Ib Markwarth
John Larsen
Lone Lindorf
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Komedien har enkelte tomgangspassager, men er ellers ganske friskt skruet sammen. Især Jørgen Ryg sørger for motion til lattermusklerne, som den noget anderledes portier.
Slutningen overrasker, og skal ikke afsløres her, men den indeholder bl.a. et nervesanatorium, en læge ved navn G. Engel, Skt. Bernhard Passet, ski samt en slankekur.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Præsten og rejsebureauindehaveren Gudmund (DP) kurtiseres af en engel under en Costa del Sol-rejse. Selv Dirch Passer synes at have opgivet at gøre denne tynde farce morsom.
Den er halvt fantasi, halvt satire over Tjærebog og den postulerede forargelse over ham. Jørgen Ryg står for de beskedne små-pudsigheder i en siderolle som befippet hotelportier. Manuskriptet blev Aage Stentofts farvel til dansk film.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
---
Folkekomedie med en utraditionel sognepræst, der med stor succes driver et rejsebureau. Formanden for menighedsrådet intrigerer mod ham, og hans problemer bliver ikke mindre, da han under en tur til Costa del Sol møder pigen Gaby, som han i et tidligere liv har været forelsket i.
Den succes, Tjæreborg-præsten Eilif Krogager gennem tresserne havde haft med sit rejseburreau måtte næsten med nødvendighed give stof til foilmkomedie. Filmen blev imidlertid ingen succes selv om Dirch Passer spillede hovedrollen.
Pladeudgivelse:
METRONOME B 1751. Bent Fabricius Bjerre ”Nøglen til paradis” med sang af Daimi. Ulrich Ravnbøl skrev teksten.
Komedien har enkelte tomgangspassager, men er ellers ganske friskt skruet sammen. Især Jørgen Ryg sørger for motion til lattermusklerne, som den noget anderledes portier.
Slutningen overrasker, og skal ikke afsløres her, men den indeholder bl.a. et nervesanatorium, en læge ved navn G. Engel, Skt. Bernhard Passet, ski samt en slankekur.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Præsten og rejsebureauindehaveren Gudmund (DP) kurtiseres af en engel under en Costa del Sol-rejse. Selv Dirch Passer synes at have opgivet at gøre denne tynde farce morsom.
Den er halvt fantasi, halvt satire over Tjærebog og den postulerede forargelse over ham. Jørgen Ryg står for de beskedne små-pudsigheder i en siderolle som befippet hotelportier. Manuskriptet blev Aage Stentofts farvel til dansk film.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
---
Folkekomedie med en utraditionel sognepræst, der med stor succes driver et rejsebureau. Formanden for menighedsrådet intrigerer mod ham, og hans problemer bliver ikke mindre, da han under en tur til Costa del Sol møder pigen Gaby, som han i et tidligere liv har været forelsket i.
Den succes, Tjæreborg-præsten Eilif Krogager gennem tresserne havde haft med sit rejseburreau måtte næsten med nødvendighed give stof til foilmkomedie. Filmen blev imidlertid ingen succes selv om Dirch Passer spillede hovedrollen.
Pladeudgivelse:
METRONOME B 1751. Bent Fabricius Bjerre ”Nøglen til paradis” med sang af Daimi. Ulrich Ravnbøl skrev teksten.
Handling og replikker
Dansk kartoffelwestern med Dirch i rollen som Biggy. Slim vil have sin nabos guldmine, derfor myrder han naboen, og fingerer et indianerangreb på huset, for at slette sine spor. Sheriffen tropper op midt i det hele, køber ikke historien - og derfor myrder Slim også ham.
Willy Rathnov kommer forbi brandtomten, hvor han finder de døde mæmd, med pile placerede i skudhullerne. Han støder på Slim og hans folk, som er ved at hænge en indianer i en skov. Willy redder indianeren, og inviteres hjem til Karl Stegger.
I fænglet sover Biggy sin brandert ud, og han vågner til en skidt besked: Hans seneste udskejelser kommer til at stå i et voldsomt beløb, men han kan betale af ved at blive vice-sheriff. Han accepterer modstræbende, og sendes afsted mod Greenville for at efterforske de to mord. Undervejs støder hans to venner til - Kaas og Hagen, og minsandten om de ikke også støder ind i den myrdede sheriffs datter, som de slår følge med.
I mens forsøger Slim at gifte sig med Karl Steggers datter med tvang, så han kan få hans jordlod og guldmine. Biggy og gutterne får ansættelse hos Slim og forpurrer planerne. Undervejs skal vi naturligvis se et forrygende saloon-slagsmål.
Bedste replikker:
Preben Kaas betaler for en flaske whisky, som han bæller i en slurk. Herefter beder han bartendern om nok en flaske, som han rækker til Kaas.
- Og et glas - tror du jeg drikker?
Willy Rathnov kommer forbi brandtomten, hvor han finder de døde mæmd, med pile placerede i skudhullerne. Han støder på Slim og hans folk, som er ved at hænge en indianer i en skov. Willy redder indianeren, og inviteres hjem til Karl Stegger.
I fænglet sover Biggy sin brandert ud, og han vågner til en skidt besked: Hans seneste udskejelser kommer til at stå i et voldsomt beløb, men han kan betale af ved at blive vice-sheriff. Han accepterer modstræbende, og sendes afsted mod Greenville for at efterforske de to mord. Undervejs støder hans to venner til - Kaas og Hagen, og minsandten om de ikke også støder ind i den myrdede sheriffs datter, som de slår følge med.
I mens forsøger Slim at gifte sig med Karl Steggers datter med tvang, så han kan få hans jordlod og guldmine. Biggy og gutterne får ansættelse hos Slim og forpurrer planerne. Undervejs skal vi naturligvis se et forrygende saloon-slagsmål.
Bedste replikker:
Preben Kaas betaler for en flaske whisky, som han bæller i en slurk. Herefter beder han bartendern om nok en flaske, som han rækker til Kaas.
- Og et glas - tror du jeg drikker?
Persongalleri mm.
Præriens skrappe
drenge
Dirch Passer rolle:
Jonathan Ignatius
Salvatore Jones - Biggy
1970
95 minutter
farve
Premiere 31/8 1970 Saga
Instruktion og manus:
Carl Ottosen
Foto Claus Loof ass. af Uffe Kaare Bruhn
Musik Svend Gyldmark
Klip Edith Nisted
Mke Up Else Hennings
Lyd Jon Branner, Torben Øksnebjerg ass. af Ole Guldbrandsen
Lys Preben Nielsen ass. af Steen Schnedler-Sørensen, Peer RIeves.
Stunt-konsulent Eddie Karnil
Stunt Bent Samsø
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg - Palle Schnedler-Sørensen
Medvirkende:
Dirch Passer
Paul Hagen
Preben Kaas
Willy Rathnov
Karl Stegger
Jesper Klein
Sisse Reingaard
Miskow Markwarth
Lone Lau
Eva Danné
Ove Sprogøe
Lars Lunøe
Hans-Henrik Krause
Peer Guldbrandsen
Benny Hansen
Carl Ottosen
Poul Glargaard
Arne Møller
Bjørn Spiro
Winnie Mortensen
Irene Poller
Ole Guldbrandsen
drenge
Dirch Passer rolle:
Jonathan Ignatius
Salvatore Jones - Biggy
1970
95 minutter
farve
Premiere 31/8 1970 Saga
Instruktion og manus:
Carl Ottosen
Foto Claus Loof ass. af Uffe Kaare Bruhn
Musik Svend Gyldmark
Klip Edith Nisted
Mke Up Else Hennings
Lyd Jon Branner, Torben Øksnebjerg ass. af Ole Guldbrandsen
Lys Preben Nielsen ass. af Steen Schnedler-Sørensen, Peer RIeves.
Stunt-konsulent Eddie Karnil
Stunt Bent Samsø
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg - Palle Schnedler-Sørensen
Medvirkende:
Dirch Passer
Paul Hagen
Preben Kaas
Willy Rathnov
Karl Stegger
Jesper Klein
Sisse Reingaard
Miskow Markwarth
Lone Lau
Eva Danné
Ove Sprogøe
Lars Lunøe
Hans-Henrik Krause
Peer Guldbrandsen
Benny Hansen
Carl Ottosen
Poul Glargaard
Arne Møller
Bjørn Spiro
Winnie Mortensen
Irene Poller
Ole Guldbrandsen
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Selv om de fire gutter er gode som hhv. slagsbroro, skørtejæger, drukkenbolt og duksedreng, så halter filmen afsted som en trebenet hest. Ind i mellem tror man der bliver læst op fra manuskriptet! De indlagte vittigheder er lidt bedagede, og tempoet ind i mellem så trægt at filmen nærmest går i stå. Der er ikke brugt meget krudt på, at få lokale bygninger til at ligne det vilde vesten. Der er dog enkelte lyspunkter, især Preben Kaas som drukkenbolten der kan tørlægge Det vilde vesten på en eftermiddag, og Jesper Klein som den kluntede karl, der klarer sig mildest talt skidt som cowboy.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Fire friske fyre - Biggy (DP), Shorty (Paul Hagen), Ben (Preben Kaas) og Sam (Willy Rathnow) - sørger for at en guldtransport når frem til Carl Ottosens sheriff. Formularen fra ”Soldaterkammerater” går igen i præriefilmens klædebon i denne ”kartoffelwestern” hvor cowboys rider rundt på ponyer og de danske landskaber er tydelige for alle.
Morskaben er bøvet og jordstrygende som i alle Carl Ottosens film, men kvaliteten er dog noget højere end i fortsættelsen ”Guld til præriens skrappe drenge”, der er en af dansk folkekomedies katastrofer.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
---
I den tidlige stumfilmsperiode lavede man flere westerns i Danmark, men Præriens skrappe drenge var ellers det første forsøg i denne principielt amerikanske genre. Gennem tresserne havde en række tyske og sydeuropæiske produktioner atter gjort genren international. I Danmark valgte man folkekomediens form. Analogt med de italienske spaghetti-westerns talte man om en kartoffel-western. Historien om fire raske gutter, som nedkæmper forbrydere, der vil hugge hæderlige folks guld, skulle ikke tages alvorligt. De fire helte red på ponyer, og man gjorde ikke meget for skjule, at filmen var optaget i danske omgivelser. Titelsangen blev et stort hit.
Filmen blev året efter fulgt op af Guld til præriens skrappe drenge, hvor hovedpersonerne atter optrådte.
Pladeudgivelse
PHILIPS 5019.013
Svend Gyldmark ”Præriens skrappe drenge” med Dirch Passer, Paul Hagen, Preben Kaas, Willy Rathnow - sang.
”Sallys sang” med Eva Danné - sang.
Tekster: Carl Ottosen
Sven Gydlmark dir. med orkester.
Selv om de fire gutter er gode som hhv. slagsbroro, skørtejæger, drukkenbolt og duksedreng, så halter filmen afsted som en trebenet hest. Ind i mellem tror man der bliver læst op fra manuskriptet! De indlagte vittigheder er lidt bedagede, og tempoet ind i mellem så trægt at filmen nærmest går i stå. Der er ikke brugt meget krudt på, at få lokale bygninger til at ligne det vilde vesten. Der er dog enkelte lyspunkter, især Preben Kaas som drukkenbolten der kan tørlægge Det vilde vesten på en eftermiddag, og Jesper Klein som den kluntede karl, der klarer sig mildest talt skidt som cowboy.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Fire friske fyre - Biggy (DP), Shorty (Paul Hagen), Ben (Preben Kaas) og Sam (Willy Rathnow) - sørger for at en guldtransport når frem til Carl Ottosens sheriff. Formularen fra ”Soldaterkammerater” går igen i præriefilmens klædebon i denne ”kartoffelwestern” hvor cowboys rider rundt på ponyer og de danske landskaber er tydelige for alle.
Morskaben er bøvet og jordstrygende som i alle Carl Ottosens film, men kvaliteten er dog noget højere end i fortsættelsen ”Guld til præriens skrappe drenge”, der er en af dansk folkekomedies katastrofer.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
---
I den tidlige stumfilmsperiode lavede man flere westerns i Danmark, men Præriens skrappe drenge var ellers det første forsøg i denne principielt amerikanske genre. Gennem tresserne havde en række tyske og sydeuropæiske produktioner atter gjort genren international. I Danmark valgte man folkekomediens form. Analogt med de italienske spaghetti-westerns talte man om en kartoffel-western. Historien om fire raske gutter, som nedkæmper forbrydere, der vil hugge hæderlige folks guld, skulle ikke tages alvorligt. De fire helte red på ponyer, og man gjorde ikke meget for skjule, at filmen var optaget i danske omgivelser. Titelsangen blev et stort hit.
Filmen blev året efter fulgt op af Guld til præriens skrappe drenge, hvor hovedpersonerne atter optrådte.
Pladeudgivelse
PHILIPS 5019.013
Svend Gyldmark ”Præriens skrappe drenge” med Dirch Passer, Paul Hagen, Preben Kaas, Willy Rathnow - sang.
”Sallys sang” med Eva Danné - sang.
Tekster: Carl Ottosen
Sven Gydlmark dir. med orkester.
Handling og replikker
Folkekomedie udspillet ved et husrregiment i 1893. Under oberstens fravær lader ritmesteren to unge løjtnanter underkaste sig en gammel ungarsk husarprøve: I løbet af natten skal de ride 40 kilometer, drikke tre flasker champagne og gennemføre to ”kærlighedsforhold i ordets videste betydning”. Ritmesteren er ligesom den ene af løjtnanterneinteresseret i oberstens datter og håber at kunne eliminere rivalen. Da præstens to døtre, som er veninder med oberstens datter, hører om prøven, vil de sabotere den ved en snedig plan. Mange forviklinger opstår, ikke mindst fordi præstedøtrene er tvillinger og ikke til at kende fra hinanden.
Bedste replikker:
- Nå, har han forbedret sig?
Efter fattig evne, hr. oberst … efter fattig evne…
- Melder Ritmesteren at obersten kom godt afsted, toget var kun planmæssigt forsinket.
Hvis jeg ikke var tæt som en si, ville jeg ikke kunne være hos dette regiment.
Det var ligegodt pokkers - kan det virkelig klares på 20 minutter?
Ork ja - hun skal bare af med seletøjet, gnides og holdes varm.
Damen?
Hesten!
Undskyld - er det Dem eller er det Deres søster?
- Det er miiiiig!
Hvor er deres søster?
Hun er stukket af med DItlev.
Er der da sket hende noget?
JAAAAAAA!
Bedste replikker:
- Nå, har han forbedret sig?
Efter fattig evne, hr. oberst … efter fattig evne…
- Melder Ritmesteren at obersten kom godt afsted, toget var kun planmæssigt forsinket.
Hvis jeg ikke var tæt som en si, ville jeg ikke kunne være hos dette regiment.
Det var ligegodt pokkers - kan det virkelig klares på 20 minutter?
Ork ja - hun skal bare af med seletøjet, gnides og holdes varm.
Damen?
Hesten!
Undskyld - er det Dem eller er det Deres søster?
- Det er miiiiig!
Hvor er deres søster?
Hun er stukket af med DItlev.
Er der da sket hende noget?
JAAAAAAA!
Persongalleri mm.
Hurra for de blå husarer
Dirch Passer rolle:
Spjellerup, oppasser.
1970
96 (100) minutter
farve
Premiere
20/11 1070
Saga samt i Næstved, Slagelse, ODensen, Sønderborg, Århus, Horsens, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus:
Annelise Reenbergfrit efter Jerrad Tickesl roman ”Hussar Honeymoon” 1967
Foto Ole Lytken ass. af Jan Weincke
Musik Sven Gyldmark
Sangtekst Erik Leth
Klip Lizzi Weischenfeldt
Deko Kai Rasch, Otto Lund ass. af Vibeke Bech
Kostume Jytte Paaby Nielsen, Nete Ørnbak
Make up Lene Ravn Henriksen
Lyd Leon Sibæk ass. af Peer Rieves, Jørn Smsing
Lys Carlo Rasmussen ass. af Poul Madsen, Poul Nielsen, Georg Westermann
Koreograf Niles Bjørn Larsen
Prod: Saga - Leif Jul, Fritz Trap
Medvirkende:
Emil Hass-Christensen
Lone HErts
Niles Hinrichsen
Peter Bonke
Susse Wold
Ghita Nørby
Dirch Passer
Jørgen Kiil
Ole Søltoft
Søren Strømberg
Jørn Madsen
Peter Hetsch
Bjørn Puggaard-Müller
Henny Buckhøj
Thecla Boesen
Lili Heglund
Solveig Sundborg
Karl gustav Ahlefeldt
Signi Grennes
Povl Wöldike
Lilli Holmer
Paul Hagen
Hugo Herrestrup
Ulla Jessen
Merete Arnstrøm
Bente Puggaard-Müller
Bendt Reiner
Dirch Passer rolle:
Spjellerup, oppasser.
1970
96 (100) minutter
farve
Premiere
20/11 1070
Saga samt i Næstved, Slagelse, ODensen, Sønderborg, Århus, Horsens, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus:
Annelise Reenbergfrit efter Jerrad Tickesl roman ”Hussar Honeymoon” 1967
Foto Ole Lytken ass. af Jan Weincke
Musik Sven Gyldmark
Sangtekst Erik Leth
Klip Lizzi Weischenfeldt
Deko Kai Rasch, Otto Lund ass. af Vibeke Bech
Kostume Jytte Paaby Nielsen, Nete Ørnbak
Make up Lene Ravn Henriksen
Lyd Leon Sibæk ass. af Peer Rieves, Jørn Smsing
Lys Carlo Rasmussen ass. af Poul Madsen, Poul Nielsen, Georg Westermann
Koreograf Niles Bjørn Larsen
Prod: Saga - Leif Jul, Fritz Trap
Medvirkende:
Emil Hass-Christensen
Lone HErts
Niles Hinrichsen
Peter Bonke
Susse Wold
Ghita Nørby
Dirch Passer
Jørgen Kiil
Ole Søltoft
Søren Strømberg
Jørn Madsen
Peter Hetsch
Bjørn Puggaard-Müller
Henny Buckhøj
Thecla Boesen
Lili Heglund
Solveig Sundborg
Karl gustav Ahlefeldt
Signi Grennes
Povl Wöldike
Lilli Holmer
Paul Hagen
Hugo Herrestrup
Ulla Jessen
Merete Arnstrøm
Bente Puggaard-Müller
Bendt Reiner
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Atter formår Annelise Reenberg at gøre det umulige: i 1970 laver hun en film, om husarer som foregår for små 100 år siden - og minsandten om ikke filmen faktisk er ganske OK.
Naturligvis vil man sige at den er lidt bedaget, men historien om de to unge mænd, som sættes på en prøve - også moralsk, af en moralsk anløben ritmester, der kun er ude på at få fingrene i obersten unge, smukke datter, og derfor vil gøre alt for at udradere andre bejlere, er ret fint skruet sammen.
Og de to præstedøtre, den ene kysk den anden kåd, giver historien ekstra kolorit.
Dirch er - man fristes næstes til at sige: som altid - helt igennem sød og sjov, når mutter Reenberg holder tøjlerne, og er charmerende kluntet som oppasser Spjellerup, der må så uendeligt meget igennem, og slet ikke har øje for, hvordan den smukke køkkenpige Frida - Nørby - gør alt for at åbne hans øjne for hende.
Det utugtige væddemål, får et twist - reddet på stregen med kvindelist, kan man næsten sige, og alt ender i fryd og gammen. Selv for Frida og Spjellerup.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: To unge løjtnanter (Niels Hinrichsen og Peter Bonke) skal i 1893 gennemgå en ungarks husarprøve, hvor man skal kunne ride, drikke og nedlægge damer (Lone Hertz og Susse Wold). Vinderen vil blive optaget i regimentet.
Den engelsek forfatter Jarred Tickel havde tidligere fået sin roman Operation Venus filmatiseret i Danmark som Venus fra Vestø (1962) også instrueret af Annelise Reenberg. I Hurra for de blå husarer var handlingen fra hans roman Hussar Honeymoon ændret temmelig meget, bl.a. var den flyttet fra Ungern til Danmark.
Saga statsede stort på denne film efter års produktionsstop og en reorganisering af selskabet.
Den blev da også en kæmpe publikumssucces, ligesom anmelderne kaldte den en folkekomedie af de bedre.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
-----
Historien er en solid slyngelkomedie for mandfolk om soldater, druk og hor - skrevet af Jerrard Tickell, der også leverede romanforlægget til Annelise Reenbergs ”Venus fra Vestø” (1962). Men al saft og kraft er drænet fra filmen, der er nydeligt sat op og tækkelig iscenesat, men alt for artig i forhold til den lidt vovede historie. Det biver til en tynd forvekslingskomedie, hvor et tvillingepar, man ikke kan kende forskel på (Susse Wold i begge roller) og oberstens kække datter (en endnu ferskere Lone Hertz) driver gæk med de to kedelige løjtnanter. End ikke Dirch Passer og Ghita Nørby i mindre roller kan stille noget op.
Atter formår Annelise Reenberg at gøre det umulige: i 1970 laver hun en film, om husarer som foregår for små 100 år siden - og minsandten om ikke filmen faktisk er ganske OK.
Naturligvis vil man sige at den er lidt bedaget, men historien om de to unge mænd, som sættes på en prøve - også moralsk, af en moralsk anløben ritmester, der kun er ude på at få fingrene i obersten unge, smukke datter, og derfor vil gøre alt for at udradere andre bejlere, er ret fint skruet sammen.
Og de to præstedøtre, den ene kysk den anden kåd, giver historien ekstra kolorit.
Dirch er - man fristes næstes til at sige: som altid - helt igennem sød og sjov, når mutter Reenberg holder tøjlerne, og er charmerende kluntet som oppasser Spjellerup, der må så uendeligt meget igennem, og slet ikke har øje for, hvordan den smukke køkkenpige Frida - Nørby - gør alt for at åbne hans øjne for hende.
Det utugtige væddemål, får et twist - reddet på stregen med kvindelist, kan man næsten sige, og alt ender i fryd og gammen. Selv for Frida og Spjellerup.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: To unge løjtnanter (Niels Hinrichsen og Peter Bonke) skal i 1893 gennemgå en ungarks husarprøve, hvor man skal kunne ride, drikke og nedlægge damer (Lone Hertz og Susse Wold). Vinderen vil blive optaget i regimentet.
Den engelsek forfatter Jarred Tickel havde tidligere fået sin roman Operation Venus filmatiseret i Danmark som Venus fra Vestø (1962) også instrueret af Annelise Reenberg. I Hurra for de blå husarer var handlingen fra hans roman Hussar Honeymoon ændret temmelig meget, bl.a. var den flyttet fra Ungern til Danmark.
Saga statsede stort på denne film efter års produktionsstop og en reorganisering af selskabet.
Den blev da også en kæmpe publikumssucces, ligesom anmelderne kaldte den en folkekomedie af de bedre.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
-----
Historien er en solid slyngelkomedie for mandfolk om soldater, druk og hor - skrevet af Jerrard Tickell, der også leverede romanforlægget til Annelise Reenbergs ”Venus fra Vestø” (1962). Men al saft og kraft er drænet fra filmen, der er nydeligt sat op og tækkelig iscenesat, men alt for artig i forhold til den lidt vovede historie. Det biver til en tynd forvekslingskomedie, hvor et tvillingepar, man ikke kan kende forskel på (Susse Wold i begge roller) og oberstens kække datter (en endnu ferskere Lone Hertz) driver gæk med de to kedelige løjtnanter. End ikke Dirch Passer og Ghita Nørby i mindre roller kan stille noget op.
Handling og replikker
Dette er naturligvis ikke en Dirch Passer film. Men den medtages alligevel på listen, da han har haft en finger med i filmen, som producent.
Persongalleri mm.
Stille dage i Clichy
1970
92 (96) minutter
sh
Premiere 1/6 1970
Dagmar samt Odense, Århus, Aalborg.
Cannes Maj 1970.
Jens Jørgen Thorsen efter roman af Henry Miller (1956 - dansk 1958) Produktion: Scandinavian Booking Agency - Klaus Pagh, Henrik Sandberg, Knud Thorbjørnsen, Anders Stefansen, Dirch Passer Anders Stefansen, Dirch Passer
Fotograf Jesper Høm
Klipper Anker Sørensen
Lyd Peter Stamer
Komponist Country Joe McDonald, Ben Webster, Young Flowers, Papa Bues Viking Jazzband, Andy Sundstrøm
ScenografElith Nulle Nykjær Jørgensen
MedvirkendePaul Valjean, Bruce Johansen, Wayne John Rodda, Louise White (se alle)
ProduktionslandDanmark
ProduktionsselskabScandinavian Booking Agency
Dansk distribution Dansk-Svensk Film
1970
92 (96) minutter
sh
Premiere 1/6 1970
Dagmar samt Odense, Århus, Aalborg.
Cannes Maj 1970.
Jens Jørgen Thorsen efter roman af Henry Miller (1956 - dansk 1958) Produktion: Scandinavian Booking Agency - Klaus Pagh, Henrik Sandberg, Knud Thorbjørnsen, Anders Stefansen, Dirch Passer Anders Stefansen, Dirch Passer
Fotograf Jesper Høm
Klipper Anker Sørensen
Lyd Peter Stamer
Komponist Country Joe McDonald, Ben Webster, Young Flowers, Papa Bues Viking Jazzband, Andy Sundstrøm
ScenografElith Nulle Nykjær Jørgensen
MedvirkendePaul Valjean, Bruce Johansen, Wayne John Rodda, Louise White (se alle)
ProduktionslandDanmark
ProduktionsselskabScandinavian Booking Agency
Dansk distribution Dansk-Svensk Film
Anmeldelser og info
Dirch Passer medvirker ikke i denne film af Jens Jørgen Thorsen, men er producent på filmen.
Dansk titel Stille dage i Clichy
Andre titler Quiet days in Clichy
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Dansk titel Stille dage i Clichy
Andre titler Quiet days in Clichy
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Film 1971
Handling og replikker
Dirch passer og Preben Kaas er de to detektiver Hårlung og Møller, der er på vej med krydstogtskib mod Sct. Thomas. På skibet støder de ind i den kønne unge Helle Berg, Nogen bryder ind i hendes kahyt, og forsøger at skræmme hende med voodoo, men hver gang hun vil vise de skræmmende ting for nogen, er tingene forsvundet op i den blå luft.
Hun har arvet et hus på Sct. Thomas - men ved ikke fra hvem. Hårlung er historieinteresseret - mens Møller er en hel del mere interesseret i Helle Berg.
Sammen med Helle overnatter Hårlung og Møller i hendes faldefærdige hus, og om natten sker der sære ting. Nogen stræber dem efter livet, og for at redde trådene ud, må Hårlung og Møller vidt omkring: New Orleans, San Francisco, Chinatown, Las Vegas...
Bedste replikker:
Dirch henvender sig til til en tilfældig kineser i Chinatown, og taler med ham skraldekinesisk. Manden svarer venligt, hvorefter DIrch vender sig mod Kaas:
”Jeg forstår desværre ikke hans dialekt!”.
Dirch:
Der ligger en våd, død og meget ren kineser og venter på at blive centrifugeret!
Hun har arvet et hus på Sct. Thomas - men ved ikke fra hvem. Hårlung er historieinteresseret - mens Møller er en hel del mere interesseret i Helle Berg.
Sammen med Helle overnatter Hårlung og Møller i hendes faldefærdige hus, og om natten sker der sære ting. Nogen stræber dem efter livet, og for at redde trådene ud, må Hårlung og Møller vidt omkring: New Orleans, San Francisco, Chinatown, Las Vegas...
Bedste replikker:
Dirch henvender sig til til en tilfældig kineser i Chinatown, og taler med ham skraldekinesisk. Manden svarer venligt, hvorefter DIrch vender sig mod Kaas:
”Jeg forstår desværre ikke hans dialekt!”.
Dirch:
Der ligger en våd, død og meget ren kineser og venter på at blive centrifugeret!
Persongalleri mm.
Hvor er liget, Møller?
Dirch Passer rolle:
Hårlung
1971
88 (91) minutter
farve
Premiere
22/3 1971 Imperial samt i Slagelse, Horsens Århus og Aalborg. Instruktion og manus: Preben Kaas
Foto Claus Loof ass. af Uffe Kaare Thomsen
Musik Poul Godske
Klip Werner Hedman og Poul Sørensen
Deko Erik Bjørk
Make up ELse Hennings
Lyd
Jon Branner ass. af Jarno Dupont
Lys Henning Larsen
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg
Medvirkende:
Dirch Passer
Preben Kaas
Sisse Reingaard
Jean Squerent Jack Weiss
Jonnie Christen
Anne MArie Lie
Henry Voersaa
Joseph Gorden
Kaj Robert
Cie Frazier
Dirch Passer rolle:
Hårlung
1971
88 (91) minutter
farve
Premiere
22/3 1971 Imperial samt i Slagelse, Horsens Århus og Aalborg. Instruktion og manus: Preben Kaas
Foto Claus Loof ass. af Uffe Kaare Thomsen
Musik Poul Godske
Klip Werner Hedman og Poul Sørensen
Deko Erik Bjørk
Make up ELse Hennings
Lyd
Jon Branner ass. af Jarno Dupont
Lys Henning Larsen
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg
Medvirkende:
Dirch Passer
Preben Kaas
Sisse Reingaard
Jean Squerent Jack Weiss
Jonnie Christen
Anne MArie Lie
Henry Voersaa
Joseph Gorden
Kaj Robert
Cie Frazier
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Hele vejen igennem er filmen ekstremt dilettantisk spillet, og Dirch overspiller (bevidst, erfarer man senere) hele vejen gennem filmen, i en grad så man næsten synes det er pinligt. Men der er en grund.
En sjov gimmick er Preben Kaas, der gennem hele filmen kun nikker og fremstammer et ”Ja” - og først siger en hel sætning helt til slut i filmen.
Filmen hører bestemt ikke til i den gode ende af Dirchs mange film. Men der er nogle små sjove pudsigheder undervejs, som gør, at man tilgiver Passer og Kaas, for de værste scener. Hvem kan f.eks. står for følgende replik: Der ligger en våd, død og meget ren kineser og venter på at blive centrifugeret!
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: Den unge Helle BErg (Sisse Reingaard) har arvet et gammelt hus på Sct. Thomas, men ukendte personer vil hende til livs. Derfor beder hun to privatdetektiver, Hårlung og Møller, (Passer og Kaas) om hjælp, og det førrer parret til Amerika. ”Dirch Passer spiller Dirch Passer, når han er værst, og det er han jo efterhånden altid” - dette håndkantslag fra Informations Henning Jørgensen til Danmarks populæreste komiker er desværre kun en lidt skrappere formulering af anmeldernes generelle afvisning af denne farce som umorsom, anstrengt og plat. Filmen havde en del produktionsbesvær og var længe undervejs. Men resultatet blev ifølge anmlederne en uinspireret, forvrøvlet folkekomedie, der brugte de sædvanlige falden på halen gags i fremmede omgivelser: Sct. Thomas, Miami Beach, New Orleans, San Francisco og Las Vegas.
----
Den danske Film database, har følgende beretning fra fotografassistenten Uffe Kaare Thomsen om filmens tilblivelse. ”Ægteparrene Sandberg, Kaas og Passer havde længe drømt om en tur med luksusliner fra Frankrig til De Vestindiske Øer. Noget før rejsen foreslog Preben Kaas at lave en film undervejs. Henrik Sandberg syntes om tanken og Preben Kaas skrev hurtigt historien til ”Hvor er liget Møller”. De skulle selv spille med og instruere og Sisse Reingård, der var gift med Claus Loof fik en rolle - og så var holdet mere eller mindre sat. Der manglede mindst en og det blev mig. Jeg fik et lynkursus i at betjene en Nagra III af Søren lyd på Nordisk og drog så af sted sammen med de andre pragtfulde mennesker. Vi startede med at flyve på første klasse fra Kastrup til Paris, hvor vi efter en nat lejede en bil og kørte til Le Havre, hvorfra vi skulle sejle på første klasse til St. Thomas. Det var med levende musik i salonen hver aften. Efter 10 dage nåede vi til De Fransk Vestindiske Øer, hvorfra vi fløj til St. Thomas ( The American Paradise ) som der står på nummerpladerne. Flere gange fløj vi med vandflyver til St. Croix. Efter ca. 14 dage på øerne tog vi til Miami Beach - som var en grov kontrast til øerne. Senere til San Francisco, New Orleans, Los Angeles for at slutte i Las Vegas, hvor Anne Marie og Preben forøvrigt blev gift. Det blev en mindre god film - men 10 pragtfulde uger var det.”
Hele vejen igennem er filmen ekstremt dilettantisk spillet, og Dirch overspiller (bevidst, erfarer man senere) hele vejen gennem filmen, i en grad så man næsten synes det er pinligt. Men der er en grund.
En sjov gimmick er Preben Kaas, der gennem hele filmen kun nikker og fremstammer et ”Ja” - og først siger en hel sætning helt til slut i filmen.
Filmen hører bestemt ikke til i den gode ende af Dirchs mange film. Men der er nogle små sjove pudsigheder undervejs, som gør, at man tilgiver Passer og Kaas, for de værste scener. Hvem kan f.eks. står for følgende replik: Der ligger en våd, død og meget ren kineser og venter på at blive centrifugeret!
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: Den unge Helle BErg (Sisse Reingaard) har arvet et gammelt hus på Sct. Thomas, men ukendte personer vil hende til livs. Derfor beder hun to privatdetektiver, Hårlung og Møller, (Passer og Kaas) om hjælp, og det førrer parret til Amerika. ”Dirch Passer spiller Dirch Passer, når han er værst, og det er han jo efterhånden altid” - dette håndkantslag fra Informations Henning Jørgensen til Danmarks populæreste komiker er desværre kun en lidt skrappere formulering af anmeldernes generelle afvisning af denne farce som umorsom, anstrengt og plat. Filmen havde en del produktionsbesvær og var længe undervejs. Men resultatet blev ifølge anmlederne en uinspireret, forvrøvlet folkekomedie, der brugte de sædvanlige falden på halen gags i fremmede omgivelser: Sct. Thomas, Miami Beach, New Orleans, San Francisco og Las Vegas.
----
Den danske Film database, har følgende beretning fra fotografassistenten Uffe Kaare Thomsen om filmens tilblivelse. ”Ægteparrene Sandberg, Kaas og Passer havde længe drømt om en tur med luksusliner fra Frankrig til De Vestindiske Øer. Noget før rejsen foreslog Preben Kaas at lave en film undervejs. Henrik Sandberg syntes om tanken og Preben Kaas skrev hurtigt historien til ”Hvor er liget Møller”. De skulle selv spille med og instruere og Sisse Reingård, der var gift med Claus Loof fik en rolle - og så var holdet mere eller mindre sat. Der manglede mindst en og det blev mig. Jeg fik et lynkursus i at betjene en Nagra III af Søren lyd på Nordisk og drog så af sted sammen med de andre pragtfulde mennesker. Vi startede med at flyve på første klasse fra Kastrup til Paris, hvor vi efter en nat lejede en bil og kørte til Le Havre, hvorfra vi skulle sejle på første klasse til St. Thomas. Det var med levende musik i salonen hver aften. Efter 10 dage nåede vi til De Fransk Vestindiske Øer, hvorfra vi fløj til St. Thomas ( The American Paradise ) som der står på nummerpladerne. Flere gange fløj vi med vandflyver til St. Croix. Efter ca. 14 dage på øerne tog vi til Miami Beach - som var en grov kontrast til øerne. Senere til San Francisco, New Orleans, Los Angeles for at slutte i Las Vegas, hvor Anne Marie og Preben forøvrigt blev gift. Det blev en mindre god film - men 10 pragtfulde uger var det.”
Handling og replikker
De fire charmerende gavtyve fra den første film er tilbage. Biggy har slået sig ned som smed, og da han en dag, helt bogstaveligt, kommer til at slå den lokale sherif i brædderne, så han brækker benet, må han træde til som hjælpe sherif.
Han skal - på afstand - holde øje med en guldtransport forklædt som salttransport, men lokale skurke gennemskur naturligvis forklædningen.
Med hjælp fra en smuk indianerpige, samt sine mere eller mindre fordrukne venner, forsøger Biggy nu at redde guldtransporten. Men der er ikke nemt når man er forklædt som indianersquaw - og mændene i saloonen gør tilnærmelser, må Biggy sande.
Bedste replikker:
Swindoor-Susie? Svingdørssjusser - Sådan en har jeg aldrig smagt. Må jeg få et bab?
Hun hedder Shana-- HUUUUUUU!
Desuden er jeg ved at blive sulten - er der nogen der her en proptrækker.
Han skal - på afstand - holde øje med en guldtransport forklædt som salttransport, men lokale skurke gennemskur naturligvis forklædningen.
Med hjælp fra en smuk indianerpige, samt sine mere eller mindre fordrukne venner, forsøger Biggy nu at redde guldtransporten. Men der er ikke nemt når man er forklædt som indianersquaw - og mændene i saloonen gør tilnærmelser, må Biggy sande.
Bedste replikker:
Swindoor-Susie? Svingdørssjusser - Sådan en har jeg aldrig smagt. Må jeg få et bab?
Hun hedder Shana-- HUUUUUUU!
Desuden er jeg ved at blive sulten - er der nogen der her en proptrækker.
Persongalleri mm.
Guld til præriens skrappe drenge
Dirch Passer rolle:
Jonathan Ignatius
Salvatore Jones - Biggy
1971
103 (107) minutter
farve
Premiere Saga 30/8 1971
Instruktion Finn Karlsson ass. af Trine Hedman
Manus Finn KAlrsson og Carl Ottosen
Foto Claus Loof ass. af Uffe Kaare Thomsen
Musik Sven Gyldmark
Klip Anker
Deko Erik Bjørk
Kostume Berit Mørkeberg
Make Up Else Hemmings
Lyd Ib MArkwarth
Lys Preben Nielsen
Stunt Edie Karnil, Reginald Samsø
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg - Palle Schnedler-Sørensen
Medvirkende:
Dirch Passer
Willy Rathnow
Paul Hagen
Preben Kaas
Jydu gringer
Lykke Nielsen
Preben Marth
Carl Ottosen
Jesper Klein
Jørgen Kiil
Lars Lunøe
Otto Brandenburg
Jens JørgenThorsen
Poul Glargaard
René de Fries
Reginald Samsø
Dale Robinson
Sven Cleemann
Susanne Breuning
Kirsten Sloth
Kurt Andersen
John Mogensen (salonnpianist)
Ingolf David
Holger Vistisen
Edward Flemmeing
Torben Bille Pladeudgivelse:
PHILIPS 6019 048 (Single) Sven Gyldmark ”Swingdoor Susie” med Judy Gringer - sang.
”Ekko-Sangen” med Dirch Passer, Preben Kaas, Willy Rathnow Paul Hagen - sang.
Tekster: Finn Karlsson
Svend Gyldmark dir, med orkester.
Dirch Passer rolle:
Jonathan Ignatius
Salvatore Jones - Biggy
1971
103 (107) minutter
farve
Premiere Saga 30/8 1971
Instruktion Finn Karlsson ass. af Trine Hedman
Manus Finn KAlrsson og Carl Ottosen
Foto Claus Loof ass. af Uffe Kaare Thomsen
Musik Sven Gyldmark
Klip Anker
Deko Erik Bjørk
Kostume Berit Mørkeberg
Make Up Else Hemmings
Lyd Ib MArkwarth
Lys Preben Nielsen
Stunt Edie Karnil, Reginald Samsø
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg - Palle Schnedler-Sørensen
Medvirkende:
Dirch Passer
Willy Rathnow
Paul Hagen
Preben Kaas
Jydu gringer
Lykke Nielsen
Preben Marth
Carl Ottosen
Jesper Klein
Jørgen Kiil
Lars Lunøe
Otto Brandenburg
Jens JørgenThorsen
Poul Glargaard
René de Fries
Reginald Samsø
Dale Robinson
Sven Cleemann
Susanne Breuning
Kirsten Sloth
Kurt Andersen
John Mogensen (salonnpianist)
Ingolf David
Holger Vistisen
Edward Flemmeing
Torben Bille Pladeudgivelse:
PHILIPS 6019 048 (Single) Sven Gyldmark ”Swingdoor Susie” med Judy Gringer - sang.
”Ekko-Sangen” med Dirch Passer, Preben Kaas, Willy Rathnow Paul Hagen - sang.
Tekster: Finn Karlsson
Svend Gyldmark dir, med orkester.
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Det er helt korrekt når manofte hører, at de to film med de skrappe drenge ikke hører til de bedste i Dirchs karriere. Men de er nu heller ikke så dårlige som de er blevet gjort til.
Hvor den første film bar tydeligt præg af, at der var danske kulisser som var nødtørftig camoufleret som det vilde westem, er der gjort mere ud af toeren.
Vores helte har fået heste i stedet for ponyer, men helt overbevisende bliver denne kartoffelwestern aldrig. Til gengæld kan man i lange perioder se en Dirch, der er helt nede på jorden.
Der er ikke så mange sjove indslag i filmen, bortset fra at hele set uppet er morsomt, i al sin ufrivillige komik.
Judy Gringer er til gengæld skøn som glædespige, og Lykke Nielsen smuk som en ikke helt utitrækkende indianerpige.
I Saloonen synger Gringer sangen om Swindoor Susie.
Med John Mogensen som klaverbokser. Bemærk i øvrigt sangscenen hvor Dirch sluger mundharmonikaen...
Alt i alt et hæderligt forsøg. Var der kommet en film mere i rækken, var alle kanter sikkert blevet filet godt og grundigt af, og så havde den været der. Måske...
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Biggy (DP) får af sheriffen i Greenville (Carl Ottosen) det ansvarsfulde hverv at overvåge en guldtransport. Det problem løser han på sin helt egen måde. Her kan man oplve Dirch Passer i kvindeklæder blive kurtiseret af Jens Jørgen Thorsen, samt Lykke Nielsen som den bukseløse indianerpige Shannahoo. Judy Gringer er saloonsangerinde og Jesper Klein dunet telegrafist. Lige meget hjælper det - denne fortsættelse af den første kartoffelwestern ”Præriens skrappe drenge” 1970 falder ynkeligt fra hinanden i den filmskoleuddannede Finn Karlssons instruktionm hvor ikke mange billeder hænger sammen. Her har vi en dansk folkekomedie dybt nede under isen - et af genrens mange forlis op gennem 1970’erne.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
------
Western, hvor de fire raske gutter, man havde mødt i Præriens skrappe drenge (1970), atter nedkæmper skumle forbrydere og denen gang får hjælp af den listige indianerpigeShannahoo.
Selv om personerne i denne film har fået rigtige heste at ride på i stedet for ponyer, ver der som i Præriens skrappe drenge tale om en folkekomedie i westernforklædning. Der fulgte ikke flere film af denne type.
Det er helt korrekt når manofte hører, at de to film med de skrappe drenge ikke hører til de bedste i Dirchs karriere. Men de er nu heller ikke så dårlige som de er blevet gjort til.
Hvor den første film bar tydeligt præg af, at der var danske kulisser som var nødtørftig camoufleret som det vilde westem, er der gjort mere ud af toeren.
Vores helte har fået heste i stedet for ponyer, men helt overbevisende bliver denne kartoffelwestern aldrig. Til gengæld kan man i lange perioder se en Dirch, der er helt nede på jorden.
Der er ikke så mange sjove indslag i filmen, bortset fra at hele set uppet er morsomt, i al sin ufrivillige komik.
Judy Gringer er til gengæld skøn som glædespige, og Lykke Nielsen smuk som en ikke helt utitrækkende indianerpige.
I Saloonen synger Gringer sangen om Swindoor Susie.
Med John Mogensen som klaverbokser. Bemærk i øvrigt sangscenen hvor Dirch sluger mundharmonikaen...
Alt i alt et hæderligt forsøg. Var der kommet en film mere i rækken, var alle kanter sikkert blevet filet godt og grundigt af, og så havde den været der. Måske...
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Biggy (DP) får af sheriffen i Greenville (Carl Ottosen) det ansvarsfulde hverv at overvåge en guldtransport. Det problem løser han på sin helt egen måde. Her kan man oplve Dirch Passer i kvindeklæder blive kurtiseret af Jens Jørgen Thorsen, samt Lykke Nielsen som den bukseløse indianerpige Shannahoo. Judy Gringer er saloonsangerinde og Jesper Klein dunet telegrafist. Lige meget hjælper det - denne fortsættelse af den første kartoffelwestern ”Præriens skrappe drenge” 1970 falder ynkeligt fra hinanden i den filmskoleuddannede Finn Karlssons instruktionm hvor ikke mange billeder hænger sammen. Her har vi en dansk folkekomedie dybt nede under isen - et af genrens mange forlis op gennem 1970’erne.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
------
Western, hvor de fire raske gutter, man havde mødt i Præriens skrappe drenge (1970), atter nedkæmper skumle forbrydere og denen gang får hjælp af den listige indianerpigeShannahoo.
Selv om personerne i denne film har fået rigtige heste at ride på i stedet for ponyer, ver der som i Præriens skrappe drenge tale om en folkekomedie i westernforklædning. Der fulgte ikke flere film af denne type.
Handling og replikker
Historien er en fin lille forvekslingskomedie, hvor Mor tror Far er hende utro, Far tror mor er ham utro, svigerfar tror at svigersønnen er hans datter utro, og datteren tror at hendes kæreste er hende utro - med hendes mor. Og i virkeligheden er ingen utro med nogen. Og alle må en tur til Sverig for at redde trådene ud.
Bedste replikker:
Sigrid Horne-Rasmussen:
Må jeg spørrRRRRRRRRRe om han har glemt det!
Jo, det er fint! Politiet har kun været her tre gange!
Så kan vi lige nå at blive løsladt til din 125 års fødselsdag.
Bedste replikker:
Sigrid Horne-Rasmussen:
Må jeg spørrRRRRRRRRRe om han har glemt det!
Jo, det er fint! Politiet har kun været her tre gange!
Så kan vi lige nå at blive løsladt til din 125 års fødselsdag.
Persongalleri mm.
Min søsters børn når de er værst
Dirch Passer rolle:
Viggo, lovkyndig smugler
1971
103 minutter
farve
Premiere
15/10 1971
Saga samt i Rønne, Odensen, Vejle, Herning, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus:
Anne lise Reenberg
Foto Mikale Salomon ass. af Jan Weincke
Musik Sven Gyldmark
Klip Lizzi Weischenfeldt
Fortekster Bertil Wiederberg
Deko Otto Lund, allan Schmidt
Kostume Jytte Paaby Nielsen
Make up Kirsten Guldbrnadsen
Lyd Jens Grønborg, Flemming Møller ass. af Jørn Samsing
Lys Leig Barney Fick ass. af Peer Rieves, Georg Westermann
Prod: Saga - Leif Juul
Medvirkende:
Jenne Darville
William Rosenberg
Sonja Oppenhagen
Jan Prisskorn-Schmidt
Vibeke Houlberg
Michael Rosenberg
Pusle Helmuth
LArs MAdsen
Mulle Salomon
Ditte Søndergaard
Axel Strøbye
Sigrid Horne-Rasmussen
Judy Gringer
Karl Stegger
Thecla Boesen
Niels Hinrichsen
Dirch Passer
Jørgen Kiil
Ernst Meyer
Preben Marth
Jens Østerholm
Ole Guldbrandsen
Svein Håkonsson
Horst Werne Loos
Helga Loos
Dirch Passer rolle:
Viggo, lovkyndig smugler
1971
103 minutter
farve
Premiere
15/10 1971
Saga samt i Rønne, Odensen, Vejle, Herning, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus:
Anne lise Reenberg
Foto Mikale Salomon ass. af Jan Weincke
Musik Sven Gyldmark
Klip Lizzi Weischenfeldt
Fortekster Bertil Wiederberg
Deko Otto Lund, allan Schmidt
Kostume Jytte Paaby Nielsen
Make up Kirsten Guldbrnadsen
Lyd Jens Grønborg, Flemming Møller ass. af Jørn Samsing
Lys Leig Barney Fick ass. af Peer Rieves, Georg Westermann
Prod: Saga - Leif Juul
Medvirkende:
Jenne Darville
William Rosenberg
Sonja Oppenhagen
Jan Prisskorn-Schmidt
Vibeke Houlberg
Michael Rosenberg
Pusle Helmuth
LArs MAdsen
Mulle Salomon
Ditte Søndergaard
Axel Strøbye
Sigrid Horne-Rasmussen
Judy Gringer
Karl Stegger
Thecla Boesen
Niels Hinrichsen
Dirch Passer
Jørgen Kiil
Ernst Meyer
Preben Marth
Jens Østerholm
Ole Guldbrandsen
Svein Håkonsson
Horst Werne Loos
Helga Loos
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Som altid, når Annelise Reenberg står instruktionen, så borger det for en vis kvalitet. Og det gælder også for denne komedie. Hun formår at holde både Axel Strøbye og Dirch i kort snor, og det klæder de to. Dirch er morsom som den paragraf-aflirende smugler, Viggo, der kan alle lovsamlinger - danske som svenske - på fingrene. Scenen hvor tvillingerne spises af med kaviar og champagne var nok ikke gået i politisk korrekte Danmark i dag.
Dirch nævner i filmen retsplejelovens paragraf 111 - andet stykke.
Den omtale paragraf lyder:
Paragraf 111, Stk. 2. Københavns politikreds forestås af en politidirektør, de øvrige politikredse hver af en politidirektør. De pågældende må ikke uden justitsministerens tilladelse have bopæl uden for vedkommende politikreds.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: Far (William Rosenberg) glemmer bryllupsdagen og mistænkes med god ret af mor (Jeanne Darville) for at føjte rundt med sin sekretær (Judy Gringer). Børnene passes som sædvanligt af onkel Erik (Axel Strøbye), hvilket forudsigeligt bringer dem i stor krise. Den sidste film i serien på fire - hvor de tre har psykologiprofessor og onkel (Axel Strøbye) som ”barnepige” og dermed forviklingsskabende faktor i en familie, der ender med at have otte børn. Annelise Reenberg er igen ansvarlig for både manuskript og instruktion. Det blev hendes sidste film og en af hendes absolut svageste, kun oplivet af en momentvis morsom indsats af Axel Strøbye. Det klasiske forviklingsplot kører af sporet, da en dramatisk smuglerhistorie forsøges sammenkoblet med den generelle tant og fjas omkring de uvorne børn og deres hjælpeløse, forvirrede onkel. Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
---
Annelise Reenberg lavede i perioden 1966-1971 fire film om Min søsters børn, hvor af Min søsters børn når de er værst var den sidste. I den sidste af filmenene går de otte børn i aktion, da misforståelser truer med at ødelægge forældrenes ægteskab. De rejser op til Onkel Eriks ødegård i Sverige, hvor de er med til at afsløre en smuglerbande.
Pladeudgivelse:
OKTAV OKS 1116 (single)
Sven Gyldmark ”Fri fra skole” med Pusle Helmuth. Tekst: Erik Leth.
Som altid, når Annelise Reenberg står instruktionen, så borger det for en vis kvalitet. Og det gælder også for denne komedie. Hun formår at holde både Axel Strøbye og Dirch i kort snor, og det klæder de to. Dirch er morsom som den paragraf-aflirende smugler, Viggo, der kan alle lovsamlinger - danske som svenske - på fingrene. Scenen hvor tvillingerne spises af med kaviar og champagne var nok ikke gået i politisk korrekte Danmark i dag.
Dirch nævner i filmen retsplejelovens paragraf 111 - andet stykke.
Den omtale paragraf lyder:
Paragraf 111, Stk. 2. Københavns politikreds forestås af en politidirektør, de øvrige politikredse hver af en politidirektør. De pågældende må ikke uden justitsministerens tilladelse have bopæl uden for vedkommende politikreds.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: Far (William Rosenberg) glemmer bryllupsdagen og mistænkes med god ret af mor (Jeanne Darville) for at føjte rundt med sin sekretær (Judy Gringer). Børnene passes som sædvanligt af onkel Erik (Axel Strøbye), hvilket forudsigeligt bringer dem i stor krise. Den sidste film i serien på fire - hvor de tre har psykologiprofessor og onkel (Axel Strøbye) som ”barnepige” og dermed forviklingsskabende faktor i en familie, der ender med at have otte børn. Annelise Reenberg er igen ansvarlig for både manuskript og instruktion. Det blev hendes sidste film og en af hendes absolut svageste, kun oplivet af en momentvis morsom indsats af Axel Strøbye. Det klasiske forviklingsplot kører af sporet, da en dramatisk smuglerhistorie forsøges sammenkoblet med den generelle tant og fjas omkring de uvorne børn og deres hjælpeløse, forvirrede onkel. Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
---
Annelise Reenberg lavede i perioden 1966-1971 fire film om Min søsters børn, hvor af Min søsters børn når de er værst var den sidste. I den sidste af filmenene går de otte børn i aktion, da misforståelser truer med at ødelægge forældrenes ægteskab. De rejser op til Onkel Eriks ødegård i Sverige, hvor de er med til at afsløre en smuglerbande.
Pladeudgivelse:
OKTAV OKS 1116 (single)
Sven Gyldmark ”Fri fra skole” med Pusle Helmuth. Tekst: Erik Leth.
Film 1972
Handling og replikker
Dirch er grev Axel, som bor på sin tantes slot. Desværre er grev Axel ikke en velhavende mand, og tanten har lukket for pengekassen, derfor har greven været tvunget til at finde på alternative måder, til at få til vedligehold af det store slot - og sin ekstravagante livsstil. Istedet for at spekulere på Børsen, har han fundet en fidus, hvor han med hjælp fra unge piger, franarrer lystne rigmænd deres skillinger med list og snilde - og rigelige mængder bar hud.
En dag opsøges Axel af tanten, der beder ham tage hans fætter Joakim under kærlig behandling. Joakim er en træmand, og er numismatiker helt ind i knoglerne, men med Axels - og pigernes - hjælp, lykkes det rent faktisk at få åbnet Joakims øjne, for andet end mønter.
Men nogen har fået mistanke til grev Axels fidus, og pludselig begynder politiet at blande sig i forretningen. Men Axel er ikke en der smider håndklædet i ringen, og han har lidt flere fiduser i ærmet... Skal der fremhæves en scene må det blive biblioteksscenen med de knirkende sko.
Bedste replikker:
Dansk - nå, dansk - ja - this way please.
En dag opsøges Axel af tanten, der beder ham tage hans fætter Joakim under kærlig behandling. Joakim er en træmand, og er numismatiker helt ind i knoglerne, men med Axels - og pigernes - hjælp, lykkes det rent faktisk at få åbnet Joakims øjne, for andet end mønter.
Men nogen har fået mistanke til grev Axels fidus, og pludselig begynder politiet at blande sig i forretningen. Men Axel er ikke en der smider håndklædet i ringen, og han har lidt flere fiduser i ærmet... Skal der fremhæves en scene må det blive biblioteksscenen med de knirkende sko.
Bedste replikker:
Dansk - nå, dansk - ja - this way please.
Persongalleri mm.
Takt og tone i himmelsengen
Dirch Passer rolle:
Grev Axel
1972
82 (88) minutter
farve
Premiere
4/2 1972 Saga samt i roskilde, Slagelse, Odensen, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Horsens, Århus og Aalborg.
Instruktion Sven Methling
Manus Sven Methling og Preben Kaas efter historie af Bob Ramsing
Foto Rolf Rønne ass. af Uffe Kaare Thomsen
Klip Janus Billeskov Jansen, Svend Methlinga
Kostume Ulla-Britt Sôderlund, Berit Mørkeberg
Make Up Else Hennings
Lyd Leif Jensen
Lys Preben Nielsen ass. af Steen Schnedler-Sørensen
Musik Sigurd Jansen
Prod.: Merry Film - Henrik Sandberg - Palle Schnedler-Sørensen - Gerhard Pedersen
Medvirkende:
Dirch Passer
Axel Strøbye
Poul Bundgaard
Clara Pontoppidan
Lone Hertz
Judy Gringer
Gunnar Lemvigh
Ole Ishøj
Agnete Wahl
Denise Lee Dann
Susanne Saabye
Erik Holmey
Merete Kjellow
Gertie Jung
Inta Briedis
Lisbeth Vestergaard
Susanne Breuning
Lene Vasegaard
Connie Muchitsch
Dorte Holst
Ninette Følsgaard
Kai Holm
Claus Nissen
Jytte Breuning
Sigrid Horne-Rasmussen
Esper Hagen
Dirch Passer rolle:
Grev Axel
1972
82 (88) minutter
farve
Premiere
4/2 1972 Saga samt i roskilde, Slagelse, Odensen, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Horsens, Århus og Aalborg.
Instruktion Sven Methling
Manus Sven Methling og Preben Kaas efter historie af Bob Ramsing
Foto Rolf Rønne ass. af Uffe Kaare Thomsen
Klip Janus Billeskov Jansen, Svend Methlinga
Kostume Ulla-Britt Sôderlund, Berit Mørkeberg
Make Up Else Hennings
Lyd Leif Jensen
Lys Preben Nielsen ass. af Steen Schnedler-Sørensen
Musik Sigurd Jansen
Prod.: Merry Film - Henrik Sandberg - Palle Schnedler-Sørensen - Gerhard Pedersen
Medvirkende:
Dirch Passer
Axel Strøbye
Poul Bundgaard
Clara Pontoppidan
Lone Hertz
Judy Gringer
Gunnar Lemvigh
Ole Ishøj
Agnete Wahl
Denise Lee Dann
Susanne Saabye
Erik Holmey
Merete Kjellow
Gertie Jung
Inta Briedis
Lisbeth Vestergaard
Susanne Breuning
Lene Vasegaard
Connie Muchitsch
Dorte Holst
Ninette Følsgaard
Kai Holm
Claus Nissen
Jytte Breuning
Sigrid Horne-Rasmussen
Esper Hagen
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Filmen er egentlig meget sød. Der er ikke så mange lårklaskende øjeblikke, men selve historien om den svindlende greve, politikassistenten og de mange vovede damer, er meget godt fundet på.
Og så er den ikke så lummer som stjernetegnsfilmene. Her vises lidt nøgen hud og lidt bryst, og så sker der ikke så meget mere.
Dirch er kær underspillet, og selv Axel Strøbye formår at holde sig i skindet - og så er Gringer jo altid dejlig.
------
Med ingen ringere end Clara Pontoppidan som gallionsfigur søsatte producenten Henrik Sandberg denne komedie midt i pornobølgen, dog i al frygtsom ærbarhed. Først året efter tog sønnen Anders Sandbeg skridtet fuldt ud med stjernetegnsfilmene og deres hardcor-sex. Som sexkomedie minder ”Tak og tone i himmelsengen” om Palladiums sengekantsfilm, men er lidt mere elegant instrueret af Sven Methling og i øvrigt kvikt klippet af en 20-årig Janus Billeskov Jansen, der senere skulle avancere til Niels Malmros- og Bille august film. Dirch Passer er ganske veloplagt som godmodig opdrager i takt og tone, men hans scener emd Pontoppidan og især Axel Strøbye (i Ole Søtoftrollen) udvikler sig ofte til en konkurrence i overspil. Sven Methling skaber i øvrigt ingen illusion af fyrig erotik. Højdepunkterne kommer da Axel Strøbye giver Lone Hertz’ kriminal assisten en endefuld - en ren ønskedrøm.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Erotisk komedie om en enkegrevinde, der gerne vil have sin belæste og verdensfjerne nevø, baron Joachim, til at interessere sig for det modsatte køn. Hun mener, at en anden nevø, grav Axel, kan hjælpe. På hendes gods uddanner grev axel nemlig frække piger til fine damer og lærer dem at kapre rige mænd. Politiet er imidleritd begyndt at interessere sig for aktiviteterne på godset.
Ifølge producent Henrik Sandberg var Takt og tone i himmelsengen et folkeligt lystspil i tidens stil. Det var Merry FIlms forsøg på at tage konkurrence op med en række sex-komedier, Palladium havde indledt med Mazurka på sengekanten (1970). Filmens unge damer, hvoraf flere blev spillet af kendte fotomodeller, beholdt dog for det meste tøjet på, og det ”uartige” lå hovedsageligt i dialogen. Den 88-årige Clara Pontoppidan spillede enkegrevinden, hendes sidste filmrolle. Selv om hun havde sit hovedvirke på teatret, var hun med mellemrum set på film siden 1910.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Filmen er egentlig meget sød. Der er ikke så mange lårklaskende øjeblikke, men selve historien om den svindlende greve, politikassistenten og de mange vovede damer, er meget godt fundet på.
Og så er den ikke så lummer som stjernetegnsfilmene. Her vises lidt nøgen hud og lidt bryst, og så sker der ikke så meget mere.
Dirch er kær underspillet, og selv Axel Strøbye formår at holde sig i skindet - og så er Gringer jo altid dejlig.
------
Med ingen ringere end Clara Pontoppidan som gallionsfigur søsatte producenten Henrik Sandberg denne komedie midt i pornobølgen, dog i al frygtsom ærbarhed. Først året efter tog sønnen Anders Sandbeg skridtet fuldt ud med stjernetegnsfilmene og deres hardcor-sex. Som sexkomedie minder ”Tak og tone i himmelsengen” om Palladiums sengekantsfilm, men er lidt mere elegant instrueret af Sven Methling og i øvrigt kvikt klippet af en 20-årig Janus Billeskov Jansen, der senere skulle avancere til Niels Malmros- og Bille august film. Dirch Passer er ganske veloplagt som godmodig opdrager i takt og tone, men hans scener emd Pontoppidan og især Axel Strøbye (i Ole Søtoftrollen) udvikler sig ofte til en konkurrence i overspil. Sven Methling skaber i øvrigt ingen illusion af fyrig erotik. Højdepunkterne kommer da Axel Strøbye giver Lone Hertz’ kriminal assisten en endefuld - en ren ønskedrøm.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Erotisk komedie om en enkegrevinde, der gerne vil have sin belæste og verdensfjerne nevø, baron Joachim, til at interessere sig for det modsatte køn. Hun mener, at en anden nevø, grav Axel, kan hjælpe. På hendes gods uddanner grev axel nemlig frække piger til fine damer og lærer dem at kapre rige mænd. Politiet er imidleritd begyndt at interessere sig for aktiviteterne på godset.
Ifølge producent Henrik Sandberg var Takt og tone i himmelsengen et folkeligt lystspil i tidens stil. Det var Merry FIlms forsøg på at tage konkurrence op med en række sex-komedier, Palladium havde indledt med Mazurka på sengekanten (1970). Filmens unge damer, hvoraf flere blev spillet af kendte fotomodeller, beholdt dog for det meste tøjet på, og det ”uartige” lå hovedsageligt i dialogen. Den 88-årige Clara Pontoppidan spillede enkegrevinden, hendes sidste filmrolle. Selv om hun havde sit hovedvirke på teatret, var hun med mellemrum set på film siden 1910.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Handling og replikker
Som en af de få film jeg har anmeldt, er hele handlingsforløbet medtaget - blot for at anskueliggøre den høje mærkelighedsfaktor i filmen:
Vi befinder os i 1917 - det er 1. verdenskrig. Østfronten er ved at blive løbet over ende, og zaren abdicerer. Denne nyhed når Lenin, der lever i landflygtighed i Zürich. Han må hjem til moder Rusland, for at starte den revolution han har drømt om så længe… I Zürich forsøger Lenin at gøre kur til en Lisa - Fyrstinde Zenia - og forfølger hende nærmest på det lokale bibliotek. Lenin giver Lisa sin brandtale, hvor han forklarer hvor bange zaren er for, at Lenin kommer tilbage for at afsætte ham. Lise kan ikke forstå hvorfor i al verden han så Befinder sig i Schweitz - og ikke hjemme i Rusland. Men Lenin er blevet smidt ud af landet. Så det er ikke så lige til at komme hjem.Lisa er ikke helt uimodtagelig overfor Lenins totale mangel på charme
Lenin er ved at gå op i limningen - han MÅ hjem til sit fædreland og starte revolutionen.
Da Lisa går fra bibliotekt, finder hun et brev i sin hat. Det er fra en mand, kaldet ”Piberenseren”, som opfordrer hende til at hjælpe med at dræbe Lenin, for Ruslands skyld. Hun skal blot sige ja til at blive spion. Samtidig nær Østfornten i Zarens hovedkvarter. Zarens livvagt, Pjotr, er ikke meget for krigen - han vil hellere hjem og sælge pølser, end være livvagt. Pjotr tager zarens telefon, og afslører, at zaren planlægger at abdicere.
Zaren synger en lille sang, om hvor forfærdelig en tid Rusland går i møde. Zaren er bange for at Lenin nu vil komme hjem, for han er besat af tanken om revolution - og så kører han ud i horisonten på en dræsine.
Han får et brev om zarens afgang - Lenin forsøger nu at udpønse hvordan han kommer tilbage. Forklædt som svensker - nej det går ikke.
Han sprækker sine bukser, og stjæler bukserne fra en mand på gaden. Det viser sig at være ”Piberenseren”. Derefter går han hen i folkekøkkenet og får suppe. General Ludendorff - Dirch - sidder og læser avis i det tyske kommandohovedkvarter. Han beder sin adjudant Müllhausen, kontakte deres Ruslandsekspert i den hemmelige tjeneste - Madame Holliday i København. Ludendorff har svært ved at undertrykke sin begejstring for denne Madame Holliday.
I København modtager Madame Holliday (Gringer) et brev fra general Ludendorff: Læs morgenaviserne! Efter at have været i tænkeboks tager hun toget til Berlin.
Imens i Skt. Petersborg - ”piberenseren” er død , efter en lungebetændelse der skyldes et Lenin tog hans bukser. Krigsminister Kerenskij og den engelske ambassadør, Mulligan, diskuterer hvad der skal gøres. Kenrenskij ønsker hjælp af englænderne - men de ønsker ikke at Lenin kommer tilbage. De vil lade Lenin komme tilbage til RUsland - men der kan jo ske et uheld på vejen- med mange - eller måske kun 1 død…
Madame Holliday ankommer til Berlin - og hun og Ludendorff starter mdøet med en dans.
Hun forklarer at Lenin sidder i Schweitz - og at han kan lukke Østfronten. Lenin må hjem til Rusland i et plomberet tog - hjulpet af Tyskland. Vel hjemme, vil han slutte fred med Tyskland.
Ludendorff er med på ideen.
I Zürich modtager Lenin besked med brevdue - han skal bare holde sig klar. Og han modtager også besøg fra Paris - Vanesse - en oprørsk kvinde. EN bombe sprænger i hans lejlighed.
Lenin får brevudebesked på at komme til det forladte gasværk næste dag efter morgenkaffen. Lenin venter i det tomme gasværk. Da han finder et brev - det er Ludendorff der beder ham ringe.
Ludendorff beordrer Lenin at tage toget til grænsebyen Schauffhausen mellem Schweitz og Tyskland - han skal være der senest torsdag. Lenin forsøger at holde Vanessa borte - hun er alt for tynd til at skulle tage med til Rusland - hvor der sandsynligvis vil udbryde hungersnød under revolutionen. Torsdag på Zürich banegård - en bombe sprænger - men lenin overlever, og stiger på toget i forrevne klæder. Vanessa springer på toget i sidste øjeblik.
I Schaufhaussen stiger Lenin af - betragtet af Vanessa og en mystisk kvinde. På en bænk møder han Müllhausen, der fører ham ind til Ludendorff.
Den stakkels Müllhausne ligger under for Ludendorff gentagne spøg, hvor han gør hvad han kan for at skræmme den stakkels Müllhausen. Hvortil Müllhausen siger til sig selv: Jeg ville ønske at jeg en gang ville kunne gøre ham rigtig ulykkellig. Eller ked af det!.
Lenin tror det er Ludendorff som har anbragt bomberne. Men Ludendorff viser Lenin en kontrakt, der kort fortalt går ud på, at han forpligter sig til at transporterer Lenin til den russiske grænse, hvorefter Lenin forpligter sig til at overtage magten, og lukke Østfronten.
Lenin siger ja - han ma bare ikke forlade toget før han ankommer til Rusland - han KAN ikke forlade toget - for det er plomberet.
Mange flasker sprut senere, anbringes Lenin på toget. Som gave lærer Lenin Ludendorff en russisk sang. Lenin vil på toilettet - men indenfor gemmer Lisa - fyrsteinde Zenia- sig - med brevduer.
Hun bliver fyret.
I Lenins kupe dukker Vanessa op. Lisa dukker også op, og bindes.
I Berlin bydes Lenin velkommen på banegården af Socialdemokraterne. Og en hund med et brev.
Toget er blevet standset . Han møder Ludendorff i den gamle remise. Han vil rafle med Lenin om resten af turen.
Müllhausen henter 25 røde pølser og 50 brød til Lenin.
Ludendorff siger at nogle tyske generaler og kejseren er ude efter ham - de bryder sig ikke om at Lenin rejser gennem Tyskland. Ludendorff giver Lenin en pistol, så han kan tue lokomotivføreren til at køre. MEn på toget er Vanessa forsvundet. Den engelske ambassadør modtager besked om Lenins rejse - alle forsøg på at standse Lenin er slået fejl - han SKAL standses i Stockholm. Mulligan tager selv afsted - og Ludendorff giver Madama Holliday besked. Holliday tager også til Stockholm.
Ved Bromma Flyveplads nær Stockholm mødes Mulligan med Blomquist fra det Svenske udenrigsministerium. De sprænges begge i luften på flyvepladsen.
På toget modtager Lenin nok et brev. Madame Holliday advarer ham om et attentat i Stockholm - han kan ingen stole på.
Lisa blev bundet og gemt i vognen, der blev efterladt på en lille svensk station, mens lokomotivet kørte videre mod den svensk-finske grænse. Ved den svenske grænsestation mødes Lenin med Ludendorff.
Med de rette papirer kan Lenin endelig sætte kursen mod Skt. Petersborg. Og Ludendorff og Müllhausen sætter kursen mod Berlin, for at se opera.
Bedste replikker:
Skønjomfru - jeg Lenin har ikke tid til at rive i dine bryster. Jeg skal hjem og bestemme.
Fold venligts røvhullet sammen.
Er De socialdemokrat, Mûllhausen?
Nej - jeg har altid været tysker.
Desuden er jeg uddannet tandlæge.
En militaristisk tandlæge. De vil måske påstå, at det er Dem der har plomberet toget?
Vi befinder os i 1917 - det er 1. verdenskrig. Østfronten er ved at blive løbet over ende, og zaren abdicerer. Denne nyhed når Lenin, der lever i landflygtighed i Zürich. Han må hjem til moder Rusland, for at starte den revolution han har drømt om så længe… I Zürich forsøger Lenin at gøre kur til en Lisa - Fyrstinde Zenia - og forfølger hende nærmest på det lokale bibliotek. Lenin giver Lisa sin brandtale, hvor han forklarer hvor bange zaren er for, at Lenin kommer tilbage for at afsætte ham. Lise kan ikke forstå hvorfor i al verden han så Befinder sig i Schweitz - og ikke hjemme i Rusland. Men Lenin er blevet smidt ud af landet. Så det er ikke så lige til at komme hjem.Lisa er ikke helt uimodtagelig overfor Lenins totale mangel på charme
Lenin er ved at gå op i limningen - han MÅ hjem til sit fædreland og starte revolutionen.
Da Lisa går fra bibliotekt, finder hun et brev i sin hat. Det er fra en mand, kaldet ”Piberenseren”, som opfordrer hende til at hjælpe med at dræbe Lenin, for Ruslands skyld. Hun skal blot sige ja til at blive spion. Samtidig nær Østfornten i Zarens hovedkvarter. Zarens livvagt, Pjotr, er ikke meget for krigen - han vil hellere hjem og sælge pølser, end være livvagt. Pjotr tager zarens telefon, og afslører, at zaren planlægger at abdicere.
Zaren synger en lille sang, om hvor forfærdelig en tid Rusland går i møde. Zaren er bange for at Lenin nu vil komme hjem, for han er besat af tanken om revolution - og så kører han ud i horisonten på en dræsine.
Han får et brev om zarens afgang - Lenin forsøger nu at udpønse hvordan han kommer tilbage. Forklædt som svensker - nej det går ikke.
Han sprækker sine bukser, og stjæler bukserne fra en mand på gaden. Det viser sig at være ”Piberenseren”. Derefter går han hen i folkekøkkenet og får suppe. General Ludendorff - Dirch - sidder og læser avis i det tyske kommandohovedkvarter. Han beder sin adjudant Müllhausen, kontakte deres Ruslandsekspert i den hemmelige tjeneste - Madame Holliday i København. Ludendorff har svært ved at undertrykke sin begejstring for denne Madame Holliday.
I København modtager Madame Holliday (Gringer) et brev fra general Ludendorff: Læs morgenaviserne! Efter at have været i tænkeboks tager hun toget til Berlin.
Imens i Skt. Petersborg - ”piberenseren” er død , efter en lungebetændelse der skyldes et Lenin tog hans bukser. Krigsminister Kerenskij og den engelske ambassadør, Mulligan, diskuterer hvad der skal gøres. Kenrenskij ønsker hjælp af englænderne - men de ønsker ikke at Lenin kommer tilbage. De vil lade Lenin komme tilbage til RUsland - men der kan jo ske et uheld på vejen- med mange - eller måske kun 1 død…
Madame Holliday ankommer til Berlin - og hun og Ludendorff starter mdøet med en dans.
Hun forklarer at Lenin sidder i Schweitz - og at han kan lukke Østfronten. Lenin må hjem til Rusland i et plomberet tog - hjulpet af Tyskland. Vel hjemme, vil han slutte fred med Tyskland.
Ludendorff er med på ideen.
I Zürich modtager Lenin besked med brevdue - han skal bare holde sig klar. Og han modtager også besøg fra Paris - Vanesse - en oprørsk kvinde. EN bombe sprænger i hans lejlighed.
Lenin får brevudebesked på at komme til det forladte gasværk næste dag efter morgenkaffen. Lenin venter i det tomme gasværk. Da han finder et brev - det er Ludendorff der beder ham ringe.
Ludendorff beordrer Lenin at tage toget til grænsebyen Schauffhausen mellem Schweitz og Tyskland - han skal være der senest torsdag. Lenin forsøger at holde Vanessa borte - hun er alt for tynd til at skulle tage med til Rusland - hvor der sandsynligvis vil udbryde hungersnød under revolutionen. Torsdag på Zürich banegård - en bombe sprænger - men lenin overlever, og stiger på toget i forrevne klæder. Vanessa springer på toget i sidste øjeblik.
I Schaufhaussen stiger Lenin af - betragtet af Vanessa og en mystisk kvinde. På en bænk møder han Müllhausen, der fører ham ind til Ludendorff.
Den stakkels Müllhausne ligger under for Ludendorff gentagne spøg, hvor han gør hvad han kan for at skræmme den stakkels Müllhausen. Hvortil Müllhausen siger til sig selv: Jeg ville ønske at jeg en gang ville kunne gøre ham rigtig ulykkellig. Eller ked af det!.
Lenin tror det er Ludendorff som har anbragt bomberne. Men Ludendorff viser Lenin en kontrakt, der kort fortalt går ud på, at han forpligter sig til at transporterer Lenin til den russiske grænse, hvorefter Lenin forpligter sig til at overtage magten, og lukke Østfronten.
Lenin siger ja - han ma bare ikke forlade toget før han ankommer til Rusland - han KAN ikke forlade toget - for det er plomberet.
Mange flasker sprut senere, anbringes Lenin på toget. Som gave lærer Lenin Ludendorff en russisk sang. Lenin vil på toilettet - men indenfor gemmer Lisa - fyrsteinde Zenia- sig - med brevduer.
Hun bliver fyret.
I Lenins kupe dukker Vanessa op. Lisa dukker også op, og bindes.
I Berlin bydes Lenin velkommen på banegården af Socialdemokraterne. Og en hund med et brev.
Toget er blevet standset . Han møder Ludendorff i den gamle remise. Han vil rafle med Lenin om resten af turen.
Müllhausen henter 25 røde pølser og 50 brød til Lenin.
Ludendorff siger at nogle tyske generaler og kejseren er ude efter ham - de bryder sig ikke om at Lenin rejser gennem Tyskland. Ludendorff giver Lenin en pistol, så han kan tue lokomotivføreren til at køre. MEn på toget er Vanessa forsvundet. Den engelske ambassadør modtager besked om Lenins rejse - alle forsøg på at standse Lenin er slået fejl - han SKAL standses i Stockholm. Mulligan tager selv afsted - og Ludendorff giver Madama Holliday besked. Holliday tager også til Stockholm.
Ved Bromma Flyveplads nær Stockholm mødes Mulligan med Blomquist fra det Svenske udenrigsministerium. De sprænges begge i luften på flyvepladsen.
På toget modtager Lenin nok et brev. Madame Holliday advarer ham om et attentat i Stockholm - han kan ingen stole på.
Lisa blev bundet og gemt i vognen, der blev efterladt på en lille svensk station, mens lokomotivet kørte videre mod den svensk-finske grænse. Ved den svenske grænsestation mødes Lenin med Ludendorff.
Med de rette papirer kan Lenin endelig sætte kursen mod Skt. Petersborg. Og Ludendorff og Müllhausen sætter kursen mod Berlin, for at se opera.
Bedste replikker:
Skønjomfru - jeg Lenin har ikke tid til at rive i dine bryster. Jeg skal hjem og bestemme.
Fold venligts røvhullet sammen.
Er De socialdemokrat, Mûllhausen?
Nej - jeg har altid været tysker.
Desuden er jeg uddannet tandlæge.
En militaristisk tandlæge. De vil måske påstå, at det er Dem der har plomberet toget?
Persongalleri mm.
Lenin,
din gavtyv!
Dirch Passer rolle:
General Ludendorff
1972
104minutter
farve
Premiere
15/2 1972 Mercur.
Instruktion Kirsten Stenbæk
Manus Kirsten Stenbæk og Bent Grasten
Foto Carsten Behrendt-Poulsen ass. af Morten Bruus
Musik Erik Moseholm
Sangtekster Kirsten Stenbæk og Bent Grasten
Klip Anker ass. af Merete Neergaard
Deko Kirsten Stenbæk, Jimmy Leavens
Kostume Kirsten Stenbæk, Jette Termann, Birthe Madsen
Makeup Bodil Overbye
Lyd Per Meinertsen ass. af Mikkel Høm
Prod.: Panorama Film - Just Betzer
Medvirkende:
Peter Steen
Dirch Passer
Jørgen Ryg
Judy Gringer
Eva Danné
Ove Sprogøe
Lisbeth Lundquist
Ulf Pilgaard
Pedro Biker
Otto Brandenburg
Bodil Udsen
Per Goldschmidt
Gotha Andersen
BODIL:
Jørgen Ryg - Bedste birolle
din gavtyv!
Dirch Passer rolle:
General Ludendorff
1972
104minutter
farve
Premiere
15/2 1972 Mercur.
Instruktion Kirsten Stenbæk
Manus Kirsten Stenbæk og Bent Grasten
Foto Carsten Behrendt-Poulsen ass. af Morten Bruus
Musik Erik Moseholm
Sangtekster Kirsten Stenbæk og Bent Grasten
Klip Anker ass. af Merete Neergaard
Deko Kirsten Stenbæk, Jimmy Leavens
Kostume Kirsten Stenbæk, Jette Termann, Birthe Madsen
Makeup Bodil Overbye
Lyd Per Meinertsen ass. af Mikkel Høm
Prod.: Panorama Film - Just Betzer
Medvirkende:
Peter Steen
Dirch Passer
Jørgen Ryg
Judy Gringer
Eva Danné
Ove Sprogøe
Lisbeth Lundquist
Ulf Pilgaard
Pedro Biker
Otto Brandenburg
Bodil Udsen
Per Goldschmidt
Gotha Andersen
BODIL:
Jørgen Ryg - Bedste birolle
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Det er slet ikke utænkeligt at det er mig som ikke forstår filmens handling, der i korte træk er, at Lenin forsøger at rejse hjem til Soviet i en plomberet togvogn i 1917. Undervejs må han grueligt meget igennem, smukke kvinder, generaler, spioner, ambassadører - dansenumre og sange.
I mine øjne fremstår den som en blanding af det argeste møg og makværk, som Dansk Film har lavet - men samtidig er den også så ualmindelig mærkelig, at man ikke kan lade være med at grine af de aparte optrædender og scener, som tilsyneladende ikke har hoved eller hale.
Man får ind i mellem tanken, at nogen har taget manuskriptet, klippet i det, fjernet noget, sat noget andet ind forkerte steder, og udeladt en hel del. For handlingen humper og halter afsted, uden en egentlig retning.
Jeg tror heller ikke at jeg fornærmer nogen ved at sige, at det bestemt ikke er de ypperste skuespilpræstationer der præger denne film.
Der er enkelte øjeblikke, som er morsomme - men ellers er det en tåkrummende affære.
Alene det at man ikke har gidet bruge mere krudt på at camouflere de danske locations man har optaget på, siger alt. F.eks kører toget forbi et sted hvor man er ved at grave nye kloakker ned. Jeg tvivlede på at man havde disse moderne betonkloakrør i 1917...
Den ene stjerne er halvt for samspillet mellem Passer og Ryg, og halvt for den komplette uforståelighed i handlingen...
Skal jeg fremhæve en enkelt scene, må det blive grammofon-kaffe-sekvensen, der er godt fundet på.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: I 1917 rejser Lenin (Peter Steen) fra Zürich tilbage til Rusland i en plomberet togvogn. Under beskyttende overvågning af general Ludendorff (DP) går rejsen gennem Tyskland og via det neutrale Sverige. En københavnsk kvinde (Eva Danné) er med til at arrangere rejsen. Den historiske situation er kun et springbræt for Kirsten Stenbæks spex-agtige farce. Den fastholder samme ”collage”stil, som også totalt dominerer hendes to foregående forsøg ”Fantasterne” og ”Den gale dansker” - og gik igen så sent som i 1994, da hun udsendte ”Kærlighed ved første desperate blik”. I dansk film stod Stenbæk alene. Mange vil mene heldigvis - og heller ikke denne crazy-komiske version af revolutionshistorien bliver andet end studentikose løjer med gode komikernavne i frit fald. Der er pudsige strejf i Jørgen Ryg’s Bodil-belønnede portræt af Ludendorffs adjunkdant. Den sovjettiske ambassade tog filmen tungt og protesterede kraftigt mod dens visning.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Lenins rejse i 1917 med plomberet tog fra Zürich til Sankt Petersborg, serveret som crazy-komedie. Den store revolutionsteoretiker må igennem talrige skøre forviklinger, inden han når hjem og starter sin Oktoberrevulotion.
den tredje og sidste af Kirsten Stenbæk og Bent Grastens utraditionelle folkekomedier bygger faktisk på et solidt kendskab til de vigtigste historiske begivenhede, som dog blev behandlet aldeles respektløst. Der var ikke gjort forsøg på at give skuespillerne udre lighed med de historiske perosner, de fremstillede, og filmen var fyldt med tilsigtede anakronismer. Filmesn Madame Holliday var bygget over den politiske skribent og konspirator A.L. Helphand, kendt under pennenavnet Parvus, som i 1917 boee i København og spillede en væsentlig rolle ved arrangeringen af togrejsen. På samme måde var filmens revolutionære Vanessa et portræt af Lenins veninde Inessa Armand, mens filmen udelod Lenins kone. I øvrigt havde denne film som parrets to foregående også en række indlagte sange.
Nogle anmeldere var komplet afvisende over for den uhøjtidelige blanding af historieskrivning oglystspil, men de fleste gik alligevel med på spøgen.
De havde bl.a. svært ved at stå for Dirch Passer som general Ludendorff, der raflede med Lenin om verdens fremtid. Jørgen Ryg fik en Bodil-pris for sin birolle som general Ludehoff’s adjudant.
Den sovjettiske ambassade i Danamrk forsøgte at hindre filmen i at blive vist, først ved henvendselse til Kulturministeriet, siden til Udenrigsministeriet. Da det ikke hjalp, gjorde man i et læserbrev til Politiken (22/2 1972) opmærksom på at filmen var en antisovjetisk provokation, der på ondsindet vis forvrængede billedet af personen V.I. Lenin og hans virke, ligesom den fremstillede verdenskendte historiske begivenheder i et urigtigt lys. Kirsten Stenbæk hævdede over for pressen, at filmen på bunden var en hyldest til Lenin. Ved årets filmfestival i Belrin turde man ikke sætte filmen på programmet. Ved d enordiske filmdage i Lübeck senere på året blev den imidlertid præsenteret under en del opmærksomhed. Dette affødte en protest fra fra den Sovjettiske ambassade i Bonn til den vesttyske regering.
Det er slet ikke utænkeligt at det er mig som ikke forstår filmens handling, der i korte træk er, at Lenin forsøger at rejse hjem til Soviet i en plomberet togvogn i 1917. Undervejs må han grueligt meget igennem, smukke kvinder, generaler, spioner, ambassadører - dansenumre og sange.
I mine øjne fremstår den som en blanding af det argeste møg og makværk, som Dansk Film har lavet - men samtidig er den også så ualmindelig mærkelig, at man ikke kan lade være med at grine af de aparte optrædender og scener, som tilsyneladende ikke har hoved eller hale.
Man får ind i mellem tanken, at nogen har taget manuskriptet, klippet i det, fjernet noget, sat noget andet ind forkerte steder, og udeladt en hel del. For handlingen humper og halter afsted, uden en egentlig retning.
Jeg tror heller ikke at jeg fornærmer nogen ved at sige, at det bestemt ikke er de ypperste skuespilpræstationer der præger denne film.
Der er enkelte øjeblikke, som er morsomme - men ellers er det en tåkrummende affære.
Alene det at man ikke har gidet bruge mere krudt på at camouflere de danske locations man har optaget på, siger alt. F.eks kører toget forbi et sted hvor man er ved at grave nye kloakker ned. Jeg tvivlede på at man havde disse moderne betonkloakrør i 1917...
Den ene stjerne er halvt for samspillet mellem Passer og Ryg, og halvt for den komplette uforståelighed i handlingen...
Skal jeg fremhæve en enkelt scene, må det blive grammofon-kaffe-sekvensen, der er godt fundet på.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: I 1917 rejser Lenin (Peter Steen) fra Zürich tilbage til Rusland i en plomberet togvogn. Under beskyttende overvågning af general Ludendorff (DP) går rejsen gennem Tyskland og via det neutrale Sverige. En københavnsk kvinde (Eva Danné) er med til at arrangere rejsen. Den historiske situation er kun et springbræt for Kirsten Stenbæks spex-agtige farce. Den fastholder samme ”collage”stil, som også totalt dominerer hendes to foregående forsøg ”Fantasterne” og ”Den gale dansker” - og gik igen så sent som i 1994, da hun udsendte ”Kærlighed ved første desperate blik”. I dansk film stod Stenbæk alene. Mange vil mene heldigvis - og heller ikke denne crazy-komiske version af revolutionshistorien bliver andet end studentikose løjer med gode komikernavne i frit fald. Der er pudsige strejf i Jørgen Ryg’s Bodil-belønnede portræt af Ludendorffs adjunkdant. Den sovjettiske ambassade tog filmen tungt og protesterede kraftigt mod dens visning.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Lenins rejse i 1917 med plomberet tog fra Zürich til Sankt Petersborg, serveret som crazy-komedie. Den store revolutionsteoretiker må igennem talrige skøre forviklinger, inden han når hjem og starter sin Oktoberrevulotion.
den tredje og sidste af Kirsten Stenbæk og Bent Grastens utraditionelle folkekomedier bygger faktisk på et solidt kendskab til de vigtigste historiske begivenhede, som dog blev behandlet aldeles respektløst. Der var ikke gjort forsøg på at give skuespillerne udre lighed med de historiske perosner, de fremstillede, og filmen var fyldt med tilsigtede anakronismer. Filmesn Madame Holliday var bygget over den politiske skribent og konspirator A.L. Helphand, kendt under pennenavnet Parvus, som i 1917 boee i København og spillede en væsentlig rolle ved arrangeringen af togrejsen. På samme måde var filmens revolutionære Vanessa et portræt af Lenins veninde Inessa Armand, mens filmen udelod Lenins kone. I øvrigt havde denne film som parrets to foregående også en række indlagte sange.
Nogle anmeldere var komplet afvisende over for den uhøjtidelige blanding af historieskrivning oglystspil, men de fleste gik alligevel med på spøgen.
De havde bl.a. svært ved at stå for Dirch Passer som general Ludendorff, der raflede med Lenin om verdens fremtid. Jørgen Ryg fik en Bodil-pris for sin birolle som general Ludehoff’s adjudant.
Den sovjettiske ambassade i Danamrk forsøgte at hindre filmen i at blive vist, først ved henvendselse til Kulturministeriet, siden til Udenrigsministeriet. Da det ikke hjalp, gjorde man i et læserbrev til Politiken (22/2 1972) opmærksom på at filmen var en antisovjetisk provokation, der på ondsindet vis forvrængede billedet af personen V.I. Lenin og hans virke, ligesom den fremstillede verdenskendte historiske begivenheder i et urigtigt lys. Kirsten Stenbæk hævdede over for pressen, at filmen på bunden var en hyldest til Lenin. Ved årets filmfestival i Belrin turde man ikke sætte filmen på programmet. Ved d enordiske filmdage i Lübeck senere på året blev den imidlertid præsenteret under en del opmærksomhed. Dette affødte en protest fra fra den Sovjettiske ambassade i Bonn til den vesttyske regering.
Handling og replikker
Den lille gallisk landsby holder stand mod romerne… det ved vi jo godt.
I dag skal Asterix have en tår trylledrik - Obelix må ikke - han faldt jo i gryden som lille… men en lille tår er tilbage, som Obelix lapper i sig. Romeren Kontra Ventum vil vide hvad der ligger bag gallernes styrke, så han sender Delirium ind til landsbyen udklædt som galler, for at udspioner gallerne. Han forbavses over gallernes styrke.
Dilerium / Dilerix får lov at smage trylledrikken, flygter hjem til sin lejr - og nu vil Kontra Ventum have trylledrikken. De bortfører Miraculix men han nægter ryste op med opskriften på trylledrikken.
Asterix sniger sin ind i romernes lejr, Perikum, men fanges. Asterix smides for bødlen, så vil Miraculix forhåbentlig fortælle dem opskriften på trylledrikken - Miraculix overgiver sig, og laver en trylledrik. Det er naturligvis ikke den rigtige - men et hårdmiddel der får romerne skæg og hår til at gro. Lejren får besøg af selveste Cæsar - og han ser ikke med milde øjne på deres behårede og skæggede tilstand. Og da han hører det kun er to gallere som har overlistet en hel romersk garnision. Cæsar løslader Asterix og Miraculix, da han hører at Kontra Ventum havde planer om et kup mod ham.
Og så kan de holde velkommen tilbage fest.
Bedste replikker:
Det eneste jeg kan nævne er, mistelten og hummer. Hummeren er mest for smagens skyld. Min smag!
Jeg vil kvæde et kvad…
Jeg mener ikke spor - fatter ikke en skid! Og den sav det er mig.
Spis dit vildsvin før det bliver koldt!
I dag skal Asterix have en tår trylledrik - Obelix må ikke - han faldt jo i gryden som lille… men en lille tår er tilbage, som Obelix lapper i sig. Romeren Kontra Ventum vil vide hvad der ligger bag gallernes styrke, så han sender Delirium ind til landsbyen udklædt som galler, for at udspioner gallerne. Han forbavses over gallernes styrke.
Dilerium / Dilerix får lov at smage trylledrikken, flygter hjem til sin lejr - og nu vil Kontra Ventum have trylledrikken. De bortfører Miraculix men han nægter ryste op med opskriften på trylledrikken.
Asterix sniger sin ind i romernes lejr, Perikum, men fanges. Asterix smides for bødlen, så vil Miraculix forhåbentlig fortælle dem opskriften på trylledrikken - Miraculix overgiver sig, og laver en trylledrik. Det er naturligvis ikke den rigtige - men et hårdmiddel der får romerne skæg og hår til at gro. Lejren får besøg af selveste Cæsar - og han ser ikke med milde øjne på deres behårede og skæggede tilstand. Og da han hører det kun er to gallere som har overlistet en hel romersk garnision. Cæsar løslader Asterix og Miraculix, da han hører at Kontra Ventum havde planer om et kup mod ham.
Og så kan de holde velkommen tilbage fest.
Bedste replikker:
Det eneste jeg kan nævne er, mistelten og hummer. Hummeren er mest for smagens skyld. Min smag!
Jeg vil kvæde et kvad…
Jeg mener ikke spor - fatter ikke en skid! Og den sav det er mig.
Spis dit vildsvin før det bliver koldt!
Persongalleri mm.
Asterix og hans gæve
gallere
Originaltitel
Astérix le Gaulois
Dirch Passer rolle:
Obelix - stemme
1967
68 minutter
farve
Dansk premiere:
13 oktober 1972
Instruktion: Ray Goosens Manuskript:
Willy Lateste
Jos Marissen
László Molnár
Musik af Gérard Calvi Produktion:
Dargaud Films
Belvision
Forlæg René Goscinny, Albert Uderzo
Klip François Ceppi, Jacques Marchel, László Molnár
Medvirkende:
Danske stemmer
Ove Sprogøe
Dirch Passer
Jesper Klein
Torben Hundahl
Axel Strøbye
Poul Bundgaard
Ingolf David
Ulf Pilgaard
Holger Munk
Holger Vistisen
Benny Hansen
Henning Palner
gallere
Originaltitel
Astérix le Gaulois
Dirch Passer rolle:
Obelix - stemme
1967
68 minutter
farve
Dansk premiere:
13 oktober 1972
Instruktion: Ray Goosens Manuskript:
Willy Lateste
Jos Marissen
László Molnár
Musik af Gérard Calvi Produktion:
Dargaud Films
Belvision
Forlæg René Goscinny, Albert Uderzo
Klip François Ceppi, Jacques Marchel, László Molnár
Medvirkende:
Danske stemmer
Ove Sprogøe
Dirch Passer
Jesper Klein
Torben Hundahl
Axel Strøbye
Poul Bundgaard
Ingolf David
Ulf Pilgaard
Holger Munk
Holger Vistisen
Benny Hansen
Henning Palner
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Filmen er bemærkelsesværdigt renset for kvinder - og det virker meget sært, at landsbyen kun er befolket af mænd.
Derudover er filmen lidt sløv i optrækket - men har ellers enkelte gode passager.
Desværre er animeringen simpel, og der mangler i det hele taget ret så meget sjæl i denne film. Dirch’s Obelix er underlig tumbet, og lyder som om han tabt hjernen et sted i Gallien.
Asterix og hans gæve gallere, blev den første tegnefilm i en stribe af tegnefilm om den lille stærke galler. Filmen havde premiere allerede i 1967, men nåede først til de danske biografer 5 år senere.
Oplægget var albummet af samme navn. Filmen var egentlig produceret til fransk TV, og blev produceret uden de to ophavsmænd, Uderzos og Goscinnys samtykke. De forsøgte at standse filmen, men for sent. Den næste film i rækken, skulle have været Asterix og trylledrikken.
Der blev indgået en aftale, og de to hovedmænd bag Asterix, indledte istedet et samarbejde med filmselskabet, om en helt ny film, nemlig Asterix og Kleopatra.
Filmen er bemærkelsesværdigt renset for kvinder - og det virker meget sært, at landsbyen kun er befolket af mænd.
Derudover er filmen lidt sløv i optrækket - men har ellers enkelte gode passager.
Desværre er animeringen simpel, og der mangler i det hele taget ret så meget sjæl i denne film. Dirch’s Obelix er underlig tumbet, og lyder som om han tabt hjernen et sted i Gallien.
Asterix og hans gæve gallere, blev den første tegnefilm i en stribe af tegnefilm om den lille stærke galler. Filmen havde premiere allerede i 1967, men nåede først til de danske biografer 5 år senere.
Oplægget var albummet af samme navn. Filmen var egentlig produceret til fransk TV, og blev produceret uden de to ophavsmænd, Uderzos og Goscinnys samtykke. De forsøgte at standse filmen, men for sent. Den næste film i rækken, skulle have været Asterix og trylledrikken.
Der blev indgået en aftale, og de to hovedmænd bag Asterix, indledte istedet et samarbejde med filmselskabet, om en helt ny film, nemlig Asterix og Kleopatra.
Film 1973
Handling og replikker
Historien er en forvekslingskomedie, om pigen der har fået hotellet i 21 års fødelsdagsgave, og som nu gerne vil se det hele lidt an, men for ikke at blive genkendt, lader hun som om hun er den nye piccolo. Hotellet fyldes langsomt op med den ene mere gale figur, Dr. Grå - psykiateren der er startet som patient, Teddy og Theordor der ligner hinanden som to dråber vand - Teddy er superstjerne og Theodor vil bare gerne have et sted at sove. Værelseskabalen kan ikke rigtigt gå op, da Teddy gerne vil bo ved siden af modellen frøken Linde, der skal deltage i en miss konkurrence på hotellet. Og hvem af de to, var det lige der skulel have lappet dæk - og et hul i tæppet.
Der skal følges med, for forviklingerne overlapper hinanden, og tempoet er højt - til gengæld er det hylende grinagtigt - og Ulf som lettere forvirret portier, uden en knogle i kroppen, er ubetalelig.
Bedste replikker:
Har De fjor-rejer? Nå - jeg vil hellere have nogle fra i år.
Hesten der havde tandpine?
Jeg har det - hesten der havde tandpine?
Er den fra samme forlag som den anden?
Dr. Grå: I virkeligheden er jeg jo startet helt fra bunden af - nemlig som patient!
Sig ”AAAAAA”!
- Aaaaaaaaa!
Jeg har allerde set tilstrækkeligt - vi ses i baren om fem minutter!
Overlægen har haft en behagelig rejse?
Sååå - har jeg det?
Læser du aldrig Ekstra Bladet? Næææ - kan man også læse det?
Hvordan sidder mit hår?
Mægtigt - det er lige til at udstille på den permanente.
Læs det for mig - jeg har glemt mine solbriller.
I dag venter vi blandt andet en Dr. med.
Med hvad?
Med bagage!
Where pokker is that pocket speaker?
Der skal følges med, for forviklingerne overlapper hinanden, og tempoet er højt - til gengæld er det hylende grinagtigt - og Ulf som lettere forvirret portier, uden en knogle i kroppen, er ubetalelig.
Bedste replikker:
Har De fjor-rejer? Nå - jeg vil hellere have nogle fra i år.
Hesten der havde tandpine?
Jeg har det - hesten der havde tandpine?
Er den fra samme forlag som den anden?
Dr. Grå: I virkeligheden er jeg jo startet helt fra bunden af - nemlig som patient!
Sig ”AAAAAA”!
- Aaaaaaaaa!
Jeg har allerde set tilstrækkeligt - vi ses i baren om fem minutter!
Overlægen har haft en behagelig rejse?
Sååå - har jeg det?
Læser du aldrig Ekstra Bladet? Næææ - kan man også læse det?
Hvordan sidder mit hår?
Mægtigt - det er lige til at udstille på den permanente.
Læs det for mig - jeg har glemt mine solbriller.
I dag venter vi blandt andet en Dr. med.
Med hvad?
Med bagage!
Where pokker is that pocket speaker?
Persongalleri mm.
Solstik på
badehotellet
Dirch Passer rolle:
Dr. Graa
1973
81 minutter
farve
Premiere
Saga (24-8-1973)
Instruktion Klaus Pagh
Manus efter Aage Stentoft og Mogens Dams teaterstykke fra 1952
Kraftig bearbejdet af Preben Kaas 1971
Musik Aage Stentoft og Amdi Riis
Sangtekster Ewald Epe Epe
Prod: Klaus Pagh Film
Medvirkende:
Ulf Pielgaard
Daimi
Klaus Pagh
Dirch Passer
Lisbeth Lundquist
Lise-Lotte Norup
Irene Poller
Susanne Breuning
Marrgethe Wikalnder
Åse Petersen
badehotellet
Dirch Passer rolle:
Dr. Graa
1973
81 minutter
farve
Premiere
Saga (24-8-1973)
Instruktion Klaus Pagh
Manus efter Aage Stentoft og Mogens Dams teaterstykke fra 1952
Kraftig bearbejdet af Preben Kaas 1971
Musik Aage Stentoft og Amdi Riis
Sangtekster Ewald Epe Epe
Prod: Klaus Pagh Film
Medvirkende:
Ulf Pielgaard
Daimi
Klaus Pagh
Dirch Passer
Lisbeth Lundquist
Lise-Lotte Norup
Irene Poller
Susanne Breuning
Marrgethe Wikalnder
Åse Petersen
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Filmen er en optagelse af Klaus Paghs opsættelse af ”Solstik” , og den er optaget i Herning Hallerne udner en turne. Det er helt klart, at forestillingen har været rigtig sjov. Og det er skægt at man her, har muligheden for at se hvordan Dirch kunne komme ind og fylde en scene. Han stjæler fulstændigt billedet når han kommer ind på scenen.
Ikke engang de til tider grynede og uskarpe billeder, og den mildest talt elendige klipning, kan ødelægge fornøjelsen ved denne forestilling.
Forestillingen indeholder naturligivs ikke helt så mange detaljer og intriger som filmen ”Solstik”, men det gør intet - man er glimrende underholdt - og det går over stok og sten - 70 tæt komprimerede minutter.
Eneste anke, er de indlagte sekvenser med Dirch som kameramand, der desværre ikke er særligt sjove, og som faktisk irriterer mere end de tilføjer noget til filmen.
Daimi og Ulf er topform, og Klaus Pagh gør det godt, som hhv Teddy og Theodor. Alt i alt en forestilling jeg gerne ville have set i virkeligheden.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Piccoloen Viggo (Daimi) er centrum for en række forviklinger og forvekslinger på Fiskeby Badehotel, ikke mindst centreret om den ukonventionelle psykiater Dr. Grå (DP). Det viser sig at Viggo er en forklædt pige ved navn Vibeke. Her får man et godt indtryk af hvor forrygende Dirch Passer kunne udfolde sig på en scene. Filmen er ganske vist en primitiv reportageoptagelse (hvilket en fortekst undskyldende gør opmærksom på) men vi får immervæk en autentisk forestilling i Herning Hallen, hvor Aage Stentofts og Mogens Dams gamle traver endnu en gang luftes i Klaus Paghs instruktion. Replikkerne klinger hult ud i lokalet og publikums latterbrøl høres i baggrunden, men filmen demonstrerer overbevisende hvor meget sjovere Dirch Passer kunne være på scenen end på film. Hans psykiater Dr. Grå er et Jerry Lewis inspireret vanvidsnummer i pragtfuld crazy-hvirvlende Passerstil, grinagtig nok til at få en til at tilgive de umorsomme påklistrede scener med Passer som filmfotograf nede i salen. Det er Preben Kaas der står for den bearbejdelse af teksten, der giver Passers figur udvidede udfoldelsesmuligheder.
Gyldendals Filmguide gav den 1 - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.
Aage Stentoft og Mogens Dams musikalske farce, kom oprindeligt op på Apollo Teatret i 1952. Siden blev den jævnligt spillet på de danske scener og ofte omarbejdet. Astrid og Bjarne Henning-Jensen filmatiserede den allerede i 1953. I 1971 turnerede Klaus Pagh med en udgave af stykket, som Preben Kaas krafitgt havde bearbejdet. Psykiateren dr. Graa, der blev spillet af Dirch Passer, var bl.a. en rolle, der var stærkt udvidet. Klaus Paghs filmversion var slet og ret en affotografering af en opførelse af stykket i Herning Hallen, hvor Dirch Passer også sås som filmfotograf nede blandt publikum. En fortekst beklagede med rette filmens tekniske kvalitet.
Filmen er en optagelse af Klaus Paghs opsættelse af ”Solstik” , og den er optaget i Herning Hallerne udner en turne. Det er helt klart, at forestillingen har været rigtig sjov. Og det er skægt at man her, har muligheden for at se hvordan Dirch kunne komme ind og fylde en scene. Han stjæler fulstændigt billedet når han kommer ind på scenen.
Ikke engang de til tider grynede og uskarpe billeder, og den mildest talt elendige klipning, kan ødelægge fornøjelsen ved denne forestilling.
Forestillingen indeholder naturligivs ikke helt så mange detaljer og intriger som filmen ”Solstik”, men det gør intet - man er glimrende underholdt - og det går over stok og sten - 70 tæt komprimerede minutter.
Eneste anke, er de indlagte sekvenser med Dirch som kameramand, der desværre ikke er særligt sjove, og som faktisk irriterer mere end de tilføjer noget til filmen.
Daimi og Ulf er topform, og Klaus Pagh gør det godt, som hhv Teddy og Theodor. Alt i alt en forestilling jeg gerne ville have set i virkeligheden.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Piccoloen Viggo (Daimi) er centrum for en række forviklinger og forvekslinger på Fiskeby Badehotel, ikke mindst centreret om den ukonventionelle psykiater Dr. Grå (DP). Det viser sig at Viggo er en forklædt pige ved navn Vibeke. Her får man et godt indtryk af hvor forrygende Dirch Passer kunne udfolde sig på en scene. Filmen er ganske vist en primitiv reportageoptagelse (hvilket en fortekst undskyldende gør opmærksom på) men vi får immervæk en autentisk forestilling i Herning Hallen, hvor Aage Stentofts og Mogens Dams gamle traver endnu en gang luftes i Klaus Paghs instruktion. Replikkerne klinger hult ud i lokalet og publikums latterbrøl høres i baggrunden, men filmen demonstrerer overbevisende hvor meget sjovere Dirch Passer kunne være på scenen end på film. Hans psykiater Dr. Grå er et Jerry Lewis inspireret vanvidsnummer i pragtfuld crazy-hvirvlende Passerstil, grinagtig nok til at få en til at tilgive de umorsomme påklistrede scener med Passer som filmfotograf nede i salen. Det er Preben Kaas der står for den bearbejdelse af teksten, der giver Passers figur udvidede udfoldelsesmuligheder.
Gyldendals Filmguide gav den 1 - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.
Aage Stentoft og Mogens Dams musikalske farce, kom oprindeligt op på Apollo Teatret i 1952. Siden blev den jævnligt spillet på de danske scener og ofte omarbejdet. Astrid og Bjarne Henning-Jensen filmatiserede den allerede i 1953. I 1971 turnerede Klaus Pagh med en udgave af stykket, som Preben Kaas krafitgt havde bearbejdet. Psykiateren dr. Graa, der blev spillet af Dirch Passer, var bl.a. en rolle, der var stærkt udvidet. Klaus Paghs filmversion var slet og ret en affotografering af en opførelse af stykket i Herning Hallen, hvor Dirch Passer også sås som filmfotograf nede blandt publikum. En fortekst beklagede med rette filmens tekniske kvalitet.
Handling og replikker
Victor ”Viffer” Hansen og hans ven Rikard, er småsvindlere af Guds nåde. I filmens begyndelse har de to udklædt sig som kammerherre Silverstolpe og assistent Lejonsvans, for at franarre Feruchhi den medbragte medgift, som hans datter skal give til den svenske konge, for at blive gift med ham. Desværre er mafiosoen Don Luigi gudfar til Ferucchis datter, og don’en sætter alt ind på, at skaffe de 10 millioner tilbage.
Viffer bliver taget for et dumt lille nummer i lufthavnen, og ryger 6 måneder i brummen, mens Rikard i mellemtiden har gemt pengene. Don Luigis mænd dræber Rikard, og nu er Viffer på den, for Rikard har ikke fortalt ham hvor pengene er. Det sidste Rikard når at sige, før han udånder er: Det er bag på...! Viffer tror at gemmestedet er tatoveret på Rikards ryg, men da Rikard er blevet kremeret, er der ikke meget hjælp at hente der. Men ved at tilfælde finder Viffer et foto af RIkard med tatoveringer overalt på overkroppen - og nu falder tiøren. Viffer skal finde en hel stribe piger, som hver har en tatovering.
En ting er at finde pigerne, noget helt andet er at få adgang til tatoveringen, som befinder sig på pigernes numser.
En sjov gimmick hele vejen gennem filmene er, at Viffer brænder singe fingre på utallige måder.
Bedste replikker:
Viffer bruger Rikards urne som askebæger:
- Aj, kan du ikke lade være med at aske i stakkels Rikard?
- Er du bange for at han ta’r på?
Viffer bliver taget for et dumt lille nummer i lufthavnen, og ryger 6 måneder i brummen, mens Rikard i mellemtiden har gemt pengene. Don Luigis mænd dræber Rikard, og nu er Viffer på den, for Rikard har ikke fortalt ham hvor pengene er. Det sidste Rikard når at sige, før han udånder er: Det er bag på...! Viffer tror at gemmestedet er tatoveret på Rikards ryg, men da Rikard er blevet kremeret, er der ikke meget hjælp at hente der. Men ved at tilfælde finder Viffer et foto af RIkard med tatoveringer overalt på overkroppen - og nu falder tiøren. Viffer skal finde en hel stribe piger, som hver har en tatovering.
En ting er at finde pigerne, noget helt andet er at få adgang til tatoveringen, som befinder sig på pigernes numser.
En sjov gimmick hele vejen gennem filmene er, at Viffer brænder singe fingre på utallige måder.
Bedste replikker:
Viffer bruger Rikards urne som askebæger:
- Aj, kan du ikke lade være med at aske i stakkels Rikard?
- Er du bange for at han ta’r på?
Persongalleri mm.
Mig og mafiaen
Dirch Passer rolle:
Viktor Viffer Hansen
1973
93 (97) minutter
farve
Premiere 14/12 1973
Saga samt i Roskilde, Slagelse, Odense, Esbjerg, Vejle, Herning, Silkeborg, Horsens, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Henning Ørnbak ass. af Hans KRistensen
Manus Lise Nørgaard
Forlæg Ide af John Singer og John Warren
Foto Claus Loof
Kostume Sven Börje Gaborn
Makeup Bodil Overbye
Lyd Jan Juhler
Lys Gerhard Larsen, Søren Sørensen
Musik Ib GLindemann
KlipMaj Soya ass. af Birgit Sandberg
Prod: Saga - Erik Overbye - Gerd Overbye
Medvirkende:
Dirch Passer
Klaus Pagh
Tove Maës
Poul Bundgaard
Susanne Heinrich
Jørgen Kiil
Ann-Mari Max Hansen
Vera Gebuhr
Anette Karlsen
Lisbeth Lundquist
Jane Thomsen
Over Verne Hansen
Edward Fleming
Ole Ishøy
Freddy Albeck
Otto Brandenburg
Per Goldschmidt
Poul Glargaard
Karl Stegger
Ole Monty
Gotha Andersen
Harald Jørgensen
Hannah Bjarnhof
Preben Ravn
Marianne Wesén
Carl Hugo Challander
Ellen Margrethe Stein
Elisbath Nørager
Simon Rosenbaum
Ebba Amfeldt
Hardy Rafn
Henning Ørnbak
Dirch Passer rolle:
Viktor Viffer Hansen
1973
93 (97) minutter
farve
Premiere 14/12 1973
Saga samt i Roskilde, Slagelse, Odense, Esbjerg, Vejle, Herning, Silkeborg, Horsens, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Henning Ørnbak ass. af Hans KRistensen
Manus Lise Nørgaard
Forlæg Ide af John Singer og John Warren
Foto Claus Loof
Kostume Sven Börje Gaborn
Makeup Bodil Overbye
Lyd Jan Juhler
Lys Gerhard Larsen, Søren Sørensen
Musik Ib GLindemann
KlipMaj Soya ass. af Birgit Sandberg
Prod: Saga - Erik Overbye - Gerd Overbye
Medvirkende:
Dirch Passer
Klaus Pagh
Tove Maës
Poul Bundgaard
Susanne Heinrich
Jørgen Kiil
Ann-Mari Max Hansen
Vera Gebuhr
Anette Karlsen
Lisbeth Lundquist
Jane Thomsen
Over Verne Hansen
Edward Fleming
Ole Ishøy
Freddy Albeck
Otto Brandenburg
Per Goldschmidt
Poul Glargaard
Karl Stegger
Ole Monty
Gotha Andersen
Harald Jørgensen
Hannah Bjarnhof
Preben Ravn
Marianne Wesén
Carl Hugo Challander
Ellen Margrethe Stein
Elisbath Nørager
Simon Rosenbaum
Ebba Amfeldt
Hardy Rafn
Henning Ørnbak
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Henrik Sandberg og Dirch, havde købt et engelsk manuskript, ”Oh, you are awfull”, men det levede så godt op til sin titel, at de bad Lise Nørgaard tage det på værksted. I filmens serveringsscene havde Dirch ”90 års fødselsdagen” i tankerne, og det er tydeligt at se. Dir ch giver den bare lige en tand til.
Under Bodil overrækkelsen, sagde Dirch blandt andent, i sin takketale: ”Jeg tror det er den eneste film, jeg har været virkelig glad for at lave!”
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Lise Nørgaard skrev her et af sine få filmmanuskripter efter et engelsk koncept, og man aner da også, om end lettere tåget, en slags historie bag den glimtvise, smålumre udstilling af bare dameynder. Der leveres håndfaste parodi på mafia film, og så er der Dirch Passer som storsvindleren Viktor Viffer Hansen i alskens forklædninger, og han har selvfølgelig morsomme momenter. Som så ofte en bedre sag værdig - filmen blev en publikumssucces, og året efter kom fortsættelsen ”Mafian - det er også mig”.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Mig og mafiaen byggede frit på en idé af John Singer og John Warren. FIlmen fik året efter en enkelt fortsættelse, Mafiaen - det er også mig. De to film var de eneste spillefilm, forfatteren Lise Nørgaard skrev manuskript til. Anmelderne noterede at det var farcer over gennemsnittet.
Dirchs forklædniger:
Katolsk præst
Kammerherre friherre von Silverstolpe
Ansat ved FN
Rikards mor
Advokat Gravesen
Fotograf på ”Barberbladet”
Tjener/chauffør Julius F. Offenburger Oberst Mullerup
Lotte i gymnastiktøj
Mor med nyfødt.
Henrik Sandberg og Dirch, havde købt et engelsk manuskript, ”Oh, you are awfull”, men det levede så godt op til sin titel, at de bad Lise Nørgaard tage det på værksted. I filmens serveringsscene havde Dirch ”90 års fødselsdagen” i tankerne, og det er tydeligt at se. Dir ch giver den bare lige en tand til.
Under Bodil overrækkelsen, sagde Dirch blandt andent, i sin takketale: ”Jeg tror det er den eneste film, jeg har været virkelig glad for at lave!”
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Lise Nørgaard skrev her et af sine få filmmanuskripter efter et engelsk koncept, og man aner da også, om end lettere tåget, en slags historie bag den glimtvise, smålumre udstilling af bare dameynder. Der leveres håndfaste parodi på mafia film, og så er der Dirch Passer som storsvindleren Viktor Viffer Hansen i alskens forklædninger, og han har selvfølgelig morsomme momenter. Som så ofte en bedre sag værdig - filmen blev en publikumssucces, og året efter kom fortsættelsen ”Mafian - det er også mig”.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Mig og mafiaen byggede frit på en idé af John Singer og John Warren. FIlmen fik året efter en enkelt fortsættelse, Mafiaen - det er også mig. De to film var de eneste spillefilm, forfatteren Lise Nørgaard skrev manuskript til. Anmelderne noterede at det var farcer over gennemsnittet.
Dirchs forklædniger:
Katolsk præst
Kammerherre friherre von Silverstolpe
Ansat ved FN
Rikards mor
Advokat Gravesen
Fotograf på ”Barberbladet”
Tjener/chauffør Julius F. Offenburger Oberst Mullerup
Lotte i gymnastiktøj
Mor med nyfødt.
Film 1974
Handling og replikker
I denne fortsættelse af ”Mig og mafiaen” er Viffer endt i kløerne på mafian, og Don Luigi benytter sig af Viffers evner, så han kan sælge Rundetårn til en rig oliesheik.
Som tak skal Viffer giftes med Don Luigi’s datter, Donna Elvira, der spilles dejligt rædselfuldt af Jytte Abildstrøm. Viffer får sin ven Valde til at trykke ti lillioner falske dollars, som han vil give til Don Luigi, og så beholde de ægte selv.
I København opsøger oliesheiken bandelederen Olfert, og beder dem skaffe ham af med Viffer - og samtidig har Don Luigi opdaget Viffers nummer, og sendt sine mænd efter ham.
Dette byder på en hel del forviklinger, hvor Viffer tror han har pengene, Olferts mænd tror DE har pengene, mafiaens folk tror DE har fat i pengene - og ind i mellem er penegen i kufferten blevet byttet ud med bomber.
For at undslippe lader Viffer sig hasteindlægge på psykiatrisk afdeling, der uheldigvis ledes af Dr. Ulf Pilgaard, som selv er moden til indlæggelse. Men viffer er ikke sådan at stoppe, og i terapien, begynder han at kopiere den ægte kunst der findes på hospitalet. Undervejs er Viffer lige ved at få en kønsskifteoperation.
Efter mange genvordigheder slipper Viffer ud, blot for at opdage, at der hvor han har bedt Valde gemme de rigtige penge, er der nu blevet placeret et ishus.
Til slut ender Viffer - nok en gang forklædt som kvinde - i sheikens harem...
Bedste replikker:
- Det er sgu’ noget svineri med det svineri!
- Fornavnet er Bror - men i skolen kaldte de mig for søster..!
- En mocca med en snegl - nej det er for langsomt - med en galopkringle!
Som tak skal Viffer giftes med Don Luigi’s datter, Donna Elvira, der spilles dejligt rædselfuldt af Jytte Abildstrøm. Viffer får sin ven Valde til at trykke ti lillioner falske dollars, som han vil give til Don Luigi, og så beholde de ægte selv.
I København opsøger oliesheiken bandelederen Olfert, og beder dem skaffe ham af med Viffer - og samtidig har Don Luigi opdaget Viffers nummer, og sendt sine mænd efter ham.
Dette byder på en hel del forviklinger, hvor Viffer tror han har pengene, Olferts mænd tror DE har pengene, mafiaens folk tror DE har fat i pengene - og ind i mellem er penegen i kufferten blevet byttet ud med bomber.
For at undslippe lader Viffer sig hasteindlægge på psykiatrisk afdeling, der uheldigvis ledes af Dr. Ulf Pilgaard, som selv er moden til indlæggelse. Men viffer er ikke sådan at stoppe, og i terapien, begynder han at kopiere den ægte kunst der findes på hospitalet. Undervejs er Viffer lige ved at få en kønsskifteoperation.
Efter mange genvordigheder slipper Viffer ud, blot for at opdage, at der hvor han har bedt Valde gemme de rigtige penge, er der nu blevet placeret et ishus.
Til slut ender Viffer - nok en gang forklædt som kvinde - i sheikens harem...
Bedste replikker:
- Det er sgu’ noget svineri med det svineri!
- Fornavnet er Bror - men i skolen kaldte de mig for søster..!
- En mocca med en snegl - nej det er for langsomt - med en galopkringle!
Persongalleri mm.
Mafiaen - det er også mig
Dirch Passer rolle:
Viktor Viffer Hansen
1974
91 (95) minutter
farve
Premiere 27/9 1974
Saga samt i Roskilde, Helsingør, Nykøbing F, Odense, Vejle, Herning, Horsens, Silkeborg, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Henning Ørnbak
Manus Lise Nørgaard
Foto Claus Loof
Musik Ib GLindemann
Klip Janus Billeskov Jansen og Lizzie Weischelfeldt
Deko + special effect Peter Høimark
Kostume Birthe Qualmann
Makeup Bodil Overbye
Lyd Jens Grønborg
Lys Per Jørgensen, Gerhard Larsen
Prod: Saga - Erik Overbye - Gerd Overbye
Medvirkende:
Dirch Passer
Freddy albeck
Jytte Abildstrøm
Dick Kaysø
Per Goldschmidt
Poul Glargaard
Preben Kaas
Axel Strøbye
Lone Hertz
Preben Marth
Henrik Wiehe
Bertel Lauring
Jens Østerholm
Finn nielsen
Dirch Passer rolle:
Viktor Viffer Hansen
1974
91 (95) minutter
farve
Premiere 27/9 1974
Saga samt i Roskilde, Helsingør, Nykøbing F, Odense, Vejle, Herning, Horsens, Silkeborg, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Henning Ørnbak
Manus Lise Nørgaard
Foto Claus Loof
Musik Ib GLindemann
Klip Janus Billeskov Jansen og Lizzie Weischelfeldt
Deko + special effect Peter Høimark
Kostume Birthe Qualmann
Makeup Bodil Overbye
Lyd Jens Grønborg
Lys Per Jørgensen, Gerhard Larsen
Prod: Saga - Erik Overbye - Gerd Overbye
Medvirkende:
Dirch Passer
Freddy albeck
Jytte Abildstrøm
Dick Kaysø
Per Goldschmidt
Poul Glargaard
Preben Kaas
Axel Strøbye
Lone Hertz
Preben Marth
Henrik Wiehe
Bertel Lauring
Jens Østerholm
Finn nielsen
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Filmen er ikke helt så kvik som ”Mig og mafiaen”, men der er passager undervejs, hvor man sidder og klukker. Dirch er veloplagt i rollen som Viffer - og personligt ville jeg gerne have set ham få Donna Elvira, bare for at se deres afkom.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Storsvindleren og forklædningsmesteren Viktor VIffer Hansen (DP) med direkte forbindelser til den italienske mafia lægger ud med at sælge Rundetårn til en arabisk oliescheik for ti millioner kroner.
Fortsættelsen af ”Mig og mafiaen” - igen med manuskript af Lise Nørgaard - repetererer i slappere form de uforpligtende gangsterløjer og er mere spøjs som 1970’erbillede med trompetbukser og skulderlangt hår hos herrerne. Filmen er samtidig udstillingsvindue for et væld af 1970’ernes små og store danske skuespillere.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Dirchs forklædniger:
Statslig ejendomsmægler
Munk
Kvinde 1
Hippie gademusikant
Kvinde 2
Fange på psykiatrisk - Bror Balle
Læge
Ismand
Kvinde 3
Ulf Pilgaards rolle som overlægen - med det mundrette navn Gudmund Brikse - på sindssygehospitalet, var egentligt først tiltænkt Jørgen Ryg.
En scene hvor gangsteren Olfert, spillet af Axel Strøbye, skulle have en ordentlig en på hovedet, endte med at blive taget om hele 7 gange, før den var i kassen. Den hårdt slående dame, der slår på tæven, er ingen ringere end den senere kendte journalist, Karen Thisted, der - ud over at have kunne slå på tæven også var statis på filmen.
Det siges at Axel Strøbyes kind, efter optagelsen, fik en smuk farve, der matchede hans jakkesæt i filmen.
I en anden scene, var man kommet i bekneb med gangstere - det sker jo. På den lokale italienske restaurant Italiano, havde tjernerne intet imod at skulle spille mafiosoer. Så sådan blev det - tjener om aftenen - og så ud og jagte Dirch Passer om dagen...
Filmen er ikke helt så kvik som ”Mig og mafiaen”, men der er passager undervejs, hvor man sidder og klukker. Dirch er veloplagt i rollen som Viffer - og personligt ville jeg gerne have set ham få Donna Elvira, bare for at se deres afkom.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Storsvindleren og forklædningsmesteren Viktor VIffer Hansen (DP) med direkte forbindelser til den italienske mafia lægger ud med at sælge Rundetårn til en arabisk oliescheik for ti millioner kroner.
Fortsættelsen af ”Mig og mafiaen” - igen med manuskript af Lise Nørgaard - repetererer i slappere form de uforpligtende gangsterløjer og er mere spøjs som 1970’erbillede med trompetbukser og skulderlangt hår hos herrerne. Filmen er samtidig udstillingsvindue for et væld af 1970’ernes små og store danske skuespillere.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Dirchs forklædniger:
Statslig ejendomsmægler
Munk
Kvinde 1
Hippie gademusikant
Kvinde 2
Fange på psykiatrisk - Bror Balle
Læge
Ismand
Kvinde 3
Ulf Pilgaards rolle som overlægen - med det mundrette navn Gudmund Brikse - på sindssygehospitalet, var egentligt først tiltænkt Jørgen Ryg.
En scene hvor gangsteren Olfert, spillet af Axel Strøbye, skulle have en ordentlig en på hovedet, endte med at blive taget om hele 7 gange, før den var i kassen. Den hårdt slående dame, der slår på tæven, er ingen ringere end den senere kendte journalist, Karen Thisted, der - ud over at have kunne slå på tæven også var statis på filmen.
Det siges at Axel Strøbyes kind, efter optagelsen, fik en smuk farve, der matchede hans jakkesæt i filmen.
I en anden scene, var man kommet i bekneb med gangstere - det sker jo. På den lokale italienske restaurant Italiano, havde tjernerne intet imod at skulle spille mafiosoer. Så sådan blev det - tjener om aftenen - og så ud og jagte Dirch Passer om dagen...
Film 1975
Handling og replikker
Der er dømt masser af soldaterløjer i denne første Piger i trøjen film. Marianne dropper studierne på universitetet, og melder sig som konstabel, da hendes far, oberst Valdorf har svært ved at klare, at hendes bror, Victor er miltærnægtet, og derfor bryder en lang linje af Valdorfer i militæret.
Marianne komemr på stue med de tre Piger, Magda, Irmgard og Vipsen, og det hele bliver en smule indviklet, da Holger - Mariannes forlovede - og Victor melder sig til tjeneste. Vasby er blevet overflyttet og skaber en vis ravage, Meldgård er den stramtandede kvindelige sergent, der får et godt øje til premiereløjtnant Praas, militærpsykolog, som skal lave an afhandling om kvinder i forsvaret. Desværre for den stakkel Meldgård er Prass allerede gift.
Det skaber naturligvis en del forviklinger. når der er mandlige soldater i nærheden af kvindelige - bl.a bliver den meget karriereorienterede Irmgard gravid. Med en sergent.
Men alle løjerne ender naturligvis godt, med bryllup midt under en øvelse, og en vis oprejsning, til den kluntede Vasby.
Bedste replikker:
Henning - jeg skylder mig to bajere!
Er det Deres tommelfinger?
Jeg har kun tommefingre!
Er De gravid, Mortensen?
Nej, ikke noget af betydning!
Hvis alle befalingsmæd, var som Dem, så var krig jo simpelthen en umulighed!
Man kan mærke at vi nærmer os byen?
Hvordan det?
Vi kører flere og flere ned!
Marianne komemr på stue med de tre Piger, Magda, Irmgard og Vipsen, og det hele bliver en smule indviklet, da Holger - Mariannes forlovede - og Victor melder sig til tjeneste. Vasby er blevet overflyttet og skaber en vis ravage, Meldgård er den stramtandede kvindelige sergent, der får et godt øje til premiereløjtnant Praas, militærpsykolog, som skal lave an afhandling om kvinder i forsvaret. Desværre for den stakkel Meldgård er Prass allerede gift.
Det skaber naturligvis en del forviklinger. når der er mandlige soldater i nærheden af kvindelige - bl.a bliver den meget karriereorienterede Irmgard gravid. Med en sergent.
Men alle løjerne ender naturligvis godt, med bryllup midt under en øvelse, og en vis oprejsning, til den kluntede Vasby.
Bedste replikker:
Henning - jeg skylder mig to bajere!
Er det Deres tommelfinger?
Jeg har kun tommefingre!
Er De gravid, Mortensen?
Nej, ikke noget af betydning!
Hvis alle befalingsmæd, var som Dem, så var krig jo simpelthen en umulighed!
Man kan mærke at vi nærmer os byen?
Hvordan det?
Vi kører flere og flere ned!
Persongalleri mm.
Piger i trøjen
Dirch Passer rolle:
Oversergeant Vasby
1975
98 (102) minutter
farve
Premiere 20/8 1975
Saga, Drive-In samt i Roskilde, Slagelse, Odense, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Horsens, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus:
Finn Henriksen
Foto Erik Wittrup Willumsen ass. af Uffe Kaare Thomsen
Kostume Gitte Kolvig, Birthe Qualmann
Makeup Aase Tarp
Lyd Preben Nielsen ass. af Henrik B.Bøving Hansen
Lys Ove Hasnen, Poul Nielsen
Musik Ole Høyer
Klip Lizzi Weischenfeldt
Prod.: Merry Film - Henrik Sandberg
Medvirkende:
Birte Tove Marianne Valdorff
Helle Merete Sørensen Vibsen
Ulla Jessen Magda Gammelgaard
Marianne Tønsberg Irmgard Martinsen
Dirch Passer Vasby - Oversergent
Kirsten Walther Meldgård - Seniorsergent
Karl Stegger Major Basse
Paul Hagen Praas - Premierløjtnant - militærpsykolog
Per Pallesen Martinsen - Sergent
Ole Monty Valdorff - Oberst Lene Axelsen Nina
Tina Holmer Karin
Magi Stocking Børgesen
Torben Jensen Victor Valdorff
Lars Høy Holger
Pierre Miehe-Renard Frijof
Søren Strømberg Otto
Tommy Kenter Fritz Finn Nielsen Brysk - Sergent
Otto Brandenburg Vagtkommandør
Hardy Rafn Officer
Per Bentzon Goldschmidt MP-officer
Preben Kaas Bartender
Gotha Andersen Præst Lilli Holmer Præstekone
Alvin Linnemann Brugsuddeler
Toni Biering Bondekone
Birger Jensen Kollektivister
Dick Kaysø Kollektivister
Gertie Jung Kollektivister
Jens Brenaa Klemmensen
Steen Frøhne Konstabel
Bjarne Winther Konstabel
Erik Frederiksen Overbetjent
Pladeudgivelse
EMI X 9115 (Stereo)
Ole Høyer ”Piger i trøjen” med kor og orkester. Finn Henriksen - tekst.
Dirch Passer rolle:
Oversergeant Vasby
1975
98 (102) minutter
farve
Premiere 20/8 1975
Saga, Drive-In samt i Roskilde, Slagelse, Odense, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Horsens, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus:
Finn Henriksen
Foto Erik Wittrup Willumsen ass. af Uffe Kaare Thomsen
Kostume Gitte Kolvig, Birthe Qualmann
Makeup Aase Tarp
Lyd Preben Nielsen ass. af Henrik B.Bøving Hansen
Lys Ove Hasnen, Poul Nielsen
Musik Ole Høyer
Klip Lizzi Weischenfeldt
Prod.: Merry Film - Henrik Sandberg
Medvirkende:
Birte Tove Marianne Valdorff
Helle Merete Sørensen Vibsen
Ulla Jessen Magda Gammelgaard
Marianne Tønsberg Irmgard Martinsen
Dirch Passer Vasby - Oversergent
Kirsten Walther Meldgård - Seniorsergent
Karl Stegger Major Basse
Paul Hagen Praas - Premierløjtnant - militærpsykolog
Per Pallesen Martinsen - Sergent
Ole Monty Valdorff - Oberst Lene Axelsen Nina
Tina Holmer Karin
Magi Stocking Børgesen
Torben Jensen Victor Valdorff
Lars Høy Holger
Pierre Miehe-Renard Frijof
Søren Strømberg Otto
Tommy Kenter Fritz Finn Nielsen Brysk - Sergent
Otto Brandenburg Vagtkommandør
Hardy Rafn Officer
Per Bentzon Goldschmidt MP-officer
Preben Kaas Bartender
Gotha Andersen Præst Lilli Holmer Præstekone
Alvin Linnemann Brugsuddeler
Toni Biering Bondekone
Birger Jensen Kollektivister
Dick Kaysø Kollektivister
Gertie Jung Kollektivister
Jens Brenaa Klemmensen
Steen Frøhne Konstabel
Bjarne Winther Konstabel
Erik Frederiksen Overbetjent
Pladeudgivelse
EMI X 9115 (Stereo)
Ole Høyer ”Piger i trøjen” med kor og orkester. Finn Henriksen - tekst.
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Dette er den første film i Pige i trøjenr-serien, og selv om filmen bygger på let støvede og brugte soldatervitser, så holder den ny alligvel helt godt, ikke mindst p.g.a. de fire piger, og spillet mellem Holger og Victor. Dirch klovner løs, ind i mellem er det lige ved at gå galt, men for det meste går det ret godt.
Kirsten Walther spiller Yvonne i militæruniform. Filmen burde få 6 stjener alene for Magi Stocking, der er smuk, som det sjældendt er set.
Marianne (Birte Tove) vil gøre sin far, Oberst Valdorf (Ole Monthy) stolt og glad ved at melde sig til hæren. Hun kommer under kommando af oversergeant Vasby (DP) og øvelser bliver til prøvelser - for alle involverede.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Oberst Valdorf er bekymret, fordi hans venstreorienterede søn har valgt militærnægtervjen. Men heldigivis har hans datter den selvstændige kvndes sindelag og melder sig under fanerne. I tidens ånd er kvinden maskulint stærk og de fleste mænd inti-militarister. I denne feminine udgave af ”Soldaterkammerater” samles derfor en gruppe piger omkring Maranne. Bl.a. en fotomodel (helle Merete Sørensen), en sund jyde (Ulla Jessen) og den mere ubestemmelige Irmgard ( Marianen Tønsberg). Kommandovejen går fra oversergeant Vasby via Sergent Meldgaard (Kirsten Walther) til major Basse (Karl Stegger). I munter sangmarch (Danske pi’r i Margrethes klæ’r) går man på høstmanøvre under forudsigelig kaotisk ledelse af stakkels Vasby, som er kejtet hane i kurven/skyttegraven. En Dirch Passer, der - ligesom filmen - forlader sig på rutinen.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Folkekomedie om en ung pige der søger ind til hæren for at trøste sin gamle far, der er officer og deprimeret over, at hans venstreorienterede søn bryder familiens stolte militære traditioner ved at være militærnægter.
Med Piger i trøjen ville Merry Film starte en ny serie, der genremæssigt låi forlængelse af de soldaterfarcer man i 1958 havde indledt med Soldaterkammerater, og hvis seneste skud var Soldaterkammerater på bjørnetjenste (1968). Da den danske hær havde indført kvindelige konstabler, kunne man nu koncentrere løjerne om disses tilstedeværelse sammen med det mandlige personel. Filmen blev efterfulgt af piger i trøjen 2 (1976) og Piger til søs (1977) der også var skrevet og instrueret af Finn Henriksen. Birte Tove spillede hovedrollen i Piger i trøjen, men var ikke med i fortsættelserne. En række andre personer gik derimod igen.
Dette er den første film i Pige i trøjenr-serien, og selv om filmen bygger på let støvede og brugte soldatervitser, så holder den ny alligvel helt godt, ikke mindst p.g.a. de fire piger, og spillet mellem Holger og Victor. Dirch klovner løs, ind i mellem er det lige ved at gå galt, men for det meste går det ret godt.
Kirsten Walther spiller Yvonne i militæruniform. Filmen burde få 6 stjener alene for Magi Stocking, der er smuk, som det sjældendt er set.
Marianne (Birte Tove) vil gøre sin far, Oberst Valdorf (Ole Monthy) stolt og glad ved at melde sig til hæren. Hun kommer under kommando af oversergeant Vasby (DP) og øvelser bliver til prøvelser - for alle involverede.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Oberst Valdorf er bekymret, fordi hans venstreorienterede søn har valgt militærnægtervjen. Men heldigivis har hans datter den selvstændige kvndes sindelag og melder sig under fanerne. I tidens ånd er kvinden maskulint stærk og de fleste mænd inti-militarister. I denne feminine udgave af ”Soldaterkammerater” samles derfor en gruppe piger omkring Maranne. Bl.a. en fotomodel (helle Merete Sørensen), en sund jyde (Ulla Jessen) og den mere ubestemmelige Irmgard ( Marianen Tønsberg). Kommandovejen går fra oversergeant Vasby via Sergent Meldgaard (Kirsten Walther) til major Basse (Karl Stegger). I munter sangmarch (Danske pi’r i Margrethes klæ’r) går man på høstmanøvre under forudsigelig kaotisk ledelse af stakkels Vasby, som er kejtet hane i kurven/skyttegraven. En Dirch Passer, der - ligesom filmen - forlader sig på rutinen.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Folkekomedie om en ung pige der søger ind til hæren for at trøste sin gamle far, der er officer og deprimeret over, at hans venstreorienterede søn bryder familiens stolte militære traditioner ved at være militærnægter.
Med Piger i trøjen ville Merry Film starte en ny serie, der genremæssigt låi forlængelse af de soldaterfarcer man i 1958 havde indledt med Soldaterkammerater, og hvis seneste skud var Soldaterkammerater på bjørnetjenste (1968). Da den danske hær havde indført kvindelige konstabler, kunne man nu koncentrere løjerne om disses tilstedeværelse sammen med det mandlige personel. Filmen blev efterfulgt af piger i trøjen 2 (1976) og Piger til søs (1977) der også var skrevet og instrueret af Finn Henriksen. Birte Tove spillede hovedrollen i Piger i trøjen, men var ikke med i fortsættelserne. En række andre personer gik derimod igen.
Film 1976
Handling og replikker
Merete Clausen bliver uddannet som den første kvindelige premiereløjtnant, og som den første opgave får hun, at hun skal tage sig af en flok kvindelige konstabler - samt nogle genindkaldte mandlige soldater.
Skæbnen vil at hendes mand, Herman, er blandt de genindkaldte. Til daglig er han ambassaderåd i NATO, og ved absolut intet om Meretes uddannelse - han tror hun hygger sig derhjemme som husmor.
En nævenyttig journalist opsnuser en historie om spioner i lejren. Merete og Vasby vædder om, at piger kan holde på hemmeligheder, og dette væddemål er ved at få hele spionhistorien til at køre af sporet. Men med hjælp fra Magda, Vipsen og Irmgard - og enkelte soldater, som vil gøre alt for de tre, lykkes det, at afværge en spionkatastrofe. En ande katastrofe er dog nært forestående, da Herman opdager at hans lille kone er hans overordnede. Og så må Merete jo sætte ham på plads..
Men før alting går op, så når de lige at få forsvarsministeren fængslet...
Bedste replikker:
Nød lærer nøgen kvinde at ---- ligge yderst… og i en tynd tråd.
Jeg ved alt - og resten skal jeg nok få at vide...
Hvis man nu skal ringe til provinsen - Provencen…
Vipsen da Otto og Fritz antatser dem: Saml benene piger - nu kommer de indfødte! Det er kun stabler - man kan ikke tage dem seriøst.
Man kan overhovedet ikke ta’ dem!
Hjælp - jeg kan ikke svømme!
Det er da noget underligt noget at ligge der og prale af!
Skæbnen vil at hendes mand, Herman, er blandt de genindkaldte. Til daglig er han ambassaderåd i NATO, og ved absolut intet om Meretes uddannelse - han tror hun hygger sig derhjemme som husmor.
En nævenyttig journalist opsnuser en historie om spioner i lejren. Merete og Vasby vædder om, at piger kan holde på hemmeligheder, og dette væddemål er ved at få hele spionhistorien til at køre af sporet. Men med hjælp fra Magda, Vipsen og Irmgard - og enkelte soldater, som vil gøre alt for de tre, lykkes det, at afværge en spionkatastrofe. En ande katastrofe er dog nært forestående, da Herman opdager at hans lille kone er hans overordnede. Og så må Merete jo sætte ham på plads..
Men før alting går op, så når de lige at få forsvarsministeren fængslet...
Bedste replikker:
Nød lærer nøgen kvinde at ---- ligge yderst… og i en tynd tråd.
Jeg ved alt - og resten skal jeg nok få at vide...
Hvis man nu skal ringe til provinsen - Provencen…
Vipsen da Otto og Fritz antatser dem: Saml benene piger - nu kommer de indfødte! Det er kun stabler - man kan ikke tage dem seriøst.
Man kan overhovedet ikke ta’ dem!
Hjælp - jeg kan ikke svømme!
Det er da noget underligt noget at ligge der og prale af!
Persongalleri mm.
Piger i
trøjen 2
Dirch Passer rolle:
Oversergent Vasby
1976
97 minutter
farve
Premiere 11/11 1976
Saga, BioTrio, Bio i Lyngby samt i Roskilde, Slagelse, Odense,Esbjerg, Vejle, Herning, Silkeborg, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Finn Henriksen ass. af Karen Bentzon
Manus Finn henriksen og Peer Guldbrandsen efter en ide af Henrik Sandberg
Foto Erik Eittrup Willumsen ass. af Otto Stenow
Musik Ole Høyer
Klip Lizzie Weischenfedlt
Kostume Alice Wiborg
Makeup Aase Tarp
Lyd Jens Grønborg ass. af Niels Bokkenheuser
Lys Per Jørgensen ass. af Manuel Sellner
Stunt Sven Engstrøm
Prod.: Merry FIlm - Henrik Sandberg
Medvirkende:
Berrit Kvorning
Klaus Pagh
Dirch Passer
Karl Stegger
Helle Merete Sørensen
Ulla Jessen
Magi Stocking
Marianne Tønsberg
Birger Jensen
Søren Strømberg
Lille Palle
Finn Nielsen
Lotte Tarp
Lise schrøder
Olaf Ussing
John LArsen
Jan Hertz
Alvin Linnemann
Lili Holmer
Lise Hennings
Pladeudgivelse:
EMI 6C 006 39 132 (Stereo) Ole Høyer ”Kompagniets største kvaj” med Lille Palle (sang og harmonika) Ole Høyer (dir) med orkester. Finn Henriksen - tekst.
”Hello pussycat” med Lille Palle (sang og harmonika) Ole Høyer (dir) med orkester og kor.
trøjen 2
Dirch Passer rolle:
Oversergent Vasby
1976
97 minutter
farve
Premiere 11/11 1976
Saga, BioTrio, Bio i Lyngby samt i Roskilde, Slagelse, Odense,Esbjerg, Vejle, Herning, Silkeborg, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Finn Henriksen ass. af Karen Bentzon
Manus Finn henriksen og Peer Guldbrandsen efter en ide af Henrik Sandberg
Foto Erik Eittrup Willumsen ass. af Otto Stenow
Musik Ole Høyer
Klip Lizzie Weischenfedlt
Kostume Alice Wiborg
Makeup Aase Tarp
Lyd Jens Grønborg ass. af Niels Bokkenheuser
Lys Per Jørgensen ass. af Manuel Sellner
Stunt Sven Engstrøm
Prod.: Merry FIlm - Henrik Sandberg
Medvirkende:
Berrit Kvorning
Klaus Pagh
Dirch Passer
Karl Stegger
Helle Merete Sørensen
Ulla Jessen
Magi Stocking
Marianne Tønsberg
Birger Jensen
Søren Strømberg
Lille Palle
Finn Nielsen
Lotte Tarp
Lise schrøder
Olaf Ussing
John LArsen
Jan Hertz
Alvin Linnemann
Lili Holmer
Lise Hennings
Pladeudgivelse:
EMI 6C 006 39 132 (Stereo) Ole Høyer ”Kompagniets største kvaj” med Lille Palle (sang og harmonika) Ole Høyer (dir) med orkester. Finn Henriksen - tekst.
”Hello pussycat” med Lille Palle (sang og harmonika) Ole Høyer (dir) med orkester og kor.
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Dette er en af Dirch mere højtråbende film. Det er ved at kamme over flere gange, men for det meste er Dirch - med premiereløjtnant Clausens ord - kær i denne film. Handlingen hænger - for det meste - sammen. Man kan måske mene at filmen vil gabe over for meget: En spionhistorie og kvinde man ikke ved hun er i forsvaret, samrt de sædvanlige basse-vittigheder. Men bortset fra enkelte råbe-scener og lidt slapstick, så farer filmen frem over stepperne, og lader os se en Dirch, som bestemt ikke har tabt pusten.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Meret (Berit Kvorning) er i gang med en militær kariere. Det ved hendes mand Hermann (Klaus Pagh) intet om. Han arbejder i Natos hovedkvarter, men genindkaldes. Oversergent Vasby (DP) tror, Merete er spion, fordi hun har Nato-kontakter. Det klæder Piger i trøjen serien at der i nr. 2 er kommet lidt mere substans i fortællingen. Nemlig modsætningen mellem den gedigne mandschauvinist Herman (Klaus Pagh) og hans hjemmegående hustru Merete (Berit Kvorning), som i al hemmelighed har gjort karriere i militæret. Og der går forudsigeligt ged i det hele, da Hermann genindkaldes til militæret. Filmen byder på et moderat morsomt gensyn med pigerne fra etteren, mens Birte Tove er hjemsendt. Men selv om manuskriptet er bedre end den første film i serien, sluttede de landbaserede komedier her. Man kan argumenterer for at ”Piger til søs” var nummer tre, men ikke over for personer med kendskab til militæret. Man kan nemlig ikke både være i marinen og militæret.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Dette er en af Dirch mere højtråbende film. Det er ved at kamme over flere gange, men for det meste er Dirch - med premiereløjtnant Clausens ord - kær i denne film. Handlingen hænger - for det meste - sammen. Man kan måske mene at filmen vil gabe over for meget: En spionhistorie og kvinde man ikke ved hun er i forsvaret, samrt de sædvanlige basse-vittigheder. Men bortset fra enkelte råbe-scener og lidt slapstick, så farer filmen frem over stepperne, og lader os se en Dirch, som bestemt ikke har tabt pusten.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Meret (Berit Kvorning) er i gang med en militær kariere. Det ved hendes mand Hermann (Klaus Pagh) intet om. Han arbejder i Natos hovedkvarter, men genindkaldes. Oversergent Vasby (DP) tror, Merete er spion, fordi hun har Nato-kontakter. Det klæder Piger i trøjen serien at der i nr. 2 er kommet lidt mere substans i fortællingen. Nemlig modsætningen mellem den gedigne mandschauvinist Herman (Klaus Pagh) og hans hjemmegående hustru Merete (Berit Kvorning), som i al hemmelighed har gjort karriere i militæret. Og der går forudsigeligt ged i det hele, da Hermann genindkaldes til militæret. Filmen byder på et moderat morsomt gensyn med pigerne fra etteren, mens Birte Tove er hjemsendt. Men selv om manuskriptet er bedre end den første film i serien, sluttede de landbaserede komedier her. Man kan argumenterer for at ”Piger til søs” var nummer tre, men ikke over for personer med kendskab til militæret. Man kan nemlig ikke både være i marinen og militæret.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Handling og replikker
Den lille landsby giver stadig Romerriget kamp til sidste legionær - takket være Miraculix’ trylledrik.
I Rom modtager Cæsar beskeden om de hårdkogte gallere - de må jo være guder, siden de så nemt kan overvinde romerske soldater. Men Cæsar tror ikke på det - de er almindelige dødelige. Gallerne skal bestå 12 prøver - som kun guder kan bestå. Klarer gallerne de 12 prøver, falder Rom på knæ - hvis ikke, skal de alle være slaver i Rom… De tolv prøver, er Cæsars moderne udgaver af Herkules tolv prøver i Antikken. Til at holde styr på prøverne, er der lille Gaius Pussenus.
1. prøve:
Løbe hurtigere end Merinos, den olympiske mester fra Marathon.
2. prøve:
Kaste et spyd længere end perseren Palaver hvis ”spyd går over land og by og bølgetop.” Palaver kaster til indianerne i Amerika - men Obelix kaster den rundt om Jorden. Kendere vil se en af René Goscinny
Albert Uderzo andre figurer, indianere Umpah-Pah i indianer scenen...
3. prøve
Overvinde venderen Judoka, minimal og ubesejret judokæmper.
4. prøve
De to skal krydse en sø, og passere helskindede forbi præstinderne på Lyksalighedens ø.
Øen er beboet af sirener, og naturligvis bliver Asterix og Obelix fristet af de vævre sireners sang. De hygger sig på øen, men da Obelix erfarer der ingen vildsvin er, forlader han forarget øen, der naturligvis ikke kan være Lyksalighedesn ø, uden delikatessen vildsvin!
5. prøve
Udholde det uudholdelige blik fra Iris, den egyptiske troldmand. Men det ender med at blive Iris som bliver hypnotiseret til at være et vildsvin.
6. prøve
Ingen er kommet gennem menuen hos jætternes kok Mannekenpix - men Obelix skal spise op til sidste krumme. Endelig er Obelix på hjemmebane. Selv elefanten i oliven ryger ned.
7. prøve
Trænge ind i uhyrets hule - ingen er nogensinde kommet ud derfra. Men det gør vores to venner naturligvis.
8. prøve
De skal ind i det skøre hus - et hus fyldt med bureaukrater. De skal hente atteste nr. 117 der giver adgang til næste prøve - en ren forms sag. De to sendes fra den ene skranke til den næste - Obelix bliver en smule gakket af processen, men med list og snilde, overlister Asterix en bureaukrat, ved at spørge efter en attest der ikke findes. Og så er det bureaukraternes tur til at blive drevet til vanvid, og Asterix får til slut attest nr. 117.
9. prøve
Nu skal de krydse en kløft, på en usynlig tråd, med krokodiller nedenunder. Men det ender med at alle krokodillerne bliver hængt til tørre på den usynlige tråd.
10.prøve
På toppen af et bjerg sidder en gammel mand. Han stiller dem et spørgsmål - men først skal de lige bestige et bjerg for at komme op til ham.
Gåden lyder: hvilken bunke vasketøj er vasket med Olympos gudernes vaskemiddel. Og naturligvis svarer Asterix rigtigt.
11. prøve
Tilbringe et nat på GengangerslettenHer går døde romerske legionærer igen.
Obelix tror spøgelserne er romere som han kan tæve på - men det er ikke så let at slå på et spøgelse…
Asterix forlanger nattero...
12. prøve
Endelig bliver det tid til sidste prøve: De vilde dyr og galdiatorer I Circus skal overvindes. Men hele landsbyen kommer dem til hjælp. Galdiatorerne overvindes, og dyrene tæmmes, og bliver til et cirkusnummer. Cæsar må se sig overvundet - og erklære dem for guder. Og så kan Cæsar trække sig tilbage til et landsted. Pussenus fortrækker til Lyksalighedens ø - og gallerne - de rejser hjem til deres lille landsby… og da Obelix finder ud af det kun er en tegnefilm, og alt er tilladt - så tænker han sig til Lykaslighedens ø - med et vildsvin!.
Bedste replikker:
Fire til mig! Fire til mig!
Dav Julle, hvad vil du her?
Har I hørt tale om Herkules?
Ham der er gift med Fru Kules?
Uhyret hvordan var det?
Uhh - det smagte godt.
Tjener - en tandstikker!
Hey - nu er bjerget sluppet op.
I Rom modtager Cæsar beskeden om de hårdkogte gallere - de må jo være guder, siden de så nemt kan overvinde romerske soldater. Men Cæsar tror ikke på det - de er almindelige dødelige. Gallerne skal bestå 12 prøver - som kun guder kan bestå. Klarer gallerne de 12 prøver, falder Rom på knæ - hvis ikke, skal de alle være slaver i Rom… De tolv prøver, er Cæsars moderne udgaver af Herkules tolv prøver i Antikken. Til at holde styr på prøverne, er der lille Gaius Pussenus.
1. prøve:
Løbe hurtigere end Merinos, den olympiske mester fra Marathon.
2. prøve:
Kaste et spyd længere end perseren Palaver hvis ”spyd går over land og by og bølgetop.” Palaver kaster til indianerne i Amerika - men Obelix kaster den rundt om Jorden. Kendere vil se en af René Goscinny
Albert Uderzo andre figurer, indianere Umpah-Pah i indianer scenen...
3. prøve
Overvinde venderen Judoka, minimal og ubesejret judokæmper.
4. prøve
De to skal krydse en sø, og passere helskindede forbi præstinderne på Lyksalighedens ø.
Øen er beboet af sirener, og naturligvis bliver Asterix og Obelix fristet af de vævre sireners sang. De hygger sig på øen, men da Obelix erfarer der ingen vildsvin er, forlader han forarget øen, der naturligvis ikke kan være Lyksalighedesn ø, uden delikatessen vildsvin!
5. prøve
Udholde det uudholdelige blik fra Iris, den egyptiske troldmand. Men det ender med at blive Iris som bliver hypnotiseret til at være et vildsvin.
6. prøve
Ingen er kommet gennem menuen hos jætternes kok Mannekenpix - men Obelix skal spise op til sidste krumme. Endelig er Obelix på hjemmebane. Selv elefanten i oliven ryger ned.
7. prøve
Trænge ind i uhyrets hule - ingen er nogensinde kommet ud derfra. Men det gør vores to venner naturligvis.
8. prøve
De skal ind i det skøre hus - et hus fyldt med bureaukrater. De skal hente atteste nr. 117 der giver adgang til næste prøve - en ren forms sag. De to sendes fra den ene skranke til den næste - Obelix bliver en smule gakket af processen, men med list og snilde, overlister Asterix en bureaukrat, ved at spørge efter en attest der ikke findes. Og så er det bureaukraternes tur til at blive drevet til vanvid, og Asterix får til slut attest nr. 117.
9. prøve
Nu skal de krydse en kløft, på en usynlig tråd, med krokodiller nedenunder. Men det ender med at alle krokodillerne bliver hængt til tørre på den usynlige tråd.
10.prøve
På toppen af et bjerg sidder en gammel mand. Han stiller dem et spørgsmål - men først skal de lige bestige et bjerg for at komme op til ham.
Gåden lyder: hvilken bunke vasketøj er vasket med Olympos gudernes vaskemiddel. Og naturligvis svarer Asterix rigtigt.
11. prøve
Tilbringe et nat på GengangerslettenHer går døde romerske legionærer igen.
Obelix tror spøgelserne er romere som han kan tæve på - men det er ikke så let at slå på et spøgelse…
Asterix forlanger nattero...
12. prøve
Endelig bliver det tid til sidste prøve: De vilde dyr og galdiatorer I Circus skal overvindes. Men hele landsbyen kommer dem til hjælp. Galdiatorerne overvindes, og dyrene tæmmes, og bliver til et cirkusnummer. Cæsar må se sig overvundet - og erklære dem for guder. Og så kan Cæsar trække sig tilbage til et landsted. Pussenus fortrækker til Lyksalighedens ø - og gallerne - de rejser hjem til deres lille landsby… og da Obelix finder ud af det kun er en tegnefilm, og alt er tilladt - så tænker han sig til Lykaslighedens ø - med et vildsvin!.
Bedste replikker:
Fire til mig! Fire til mig!
Dav Julle, hvad vil du her?
Har I hørt tale om Herkules?
Ham der er gift med Fru Kules?
Uhyret hvordan var det?
Uhh - det smagte godt.
Tjener - en tandstikker!
Hey - nu er bjerget sluppet op.
Persongalleri mm.
Asterix indta’r rom
Dirch Passer rolle:
Obelix - stemme
1976
82 minutter
farve
Instruktion:
René Goscinny, Henri Gruel
Albert Uderzo, Pierre Watrin
Historie og manuskript
René Goscinny
Albert Uderzo
Manuskrip ass. Pierre Tchernia
Produceret af Georges Dargaud
Manuskript af Pierre Tchernia, René Goscinny, Albert Uderzo
Musik af Gérard Calvi
Producent: Idefix Studios
Klip René Chaussy, Isabel Garcia de Herreros, Minouche Gauzins, Michèle Neny
Premiere 10/9 1976
Medvirkende
Ove Sprogøe Asterix
Dirch Passer Obelix
Jesper Klein Miraculix/Gaius Pussenus
Torben Hundahl Majestix
Ulf Pilgaard Fortæller
Preben Kaas Iris/Mercur Holger Munk
Peter Kitter
Susanne Bruun-Koppel
Otto Brandenburg
Vera Gebuhr
Martin Miehe-Renard
Ann-Mari Max Hansen
Lars Knutzon
Lisbet Lundquist
Tommy Kenter
Henrik Thomsen
Franske stemme
Roger Carel – Asterix
Pierre Tornade – Obelix
Henri Labussière – Miraculix
Jacques Morel – Majestix
Jean Martinelli – Julius Cæsar
Bernard Lavalette – Tulius Pussenus
Roger Lumont – Cilindric
Stéphane Steeman – Mannekenpix
Henri Labussière – Portner
Micheline Dax – Præstinde
Jacques Hilling – Centurion
Pierre Tchernia – Fortæller
Dirch Passer rolle:
Obelix - stemme
1976
82 minutter
farve
Instruktion:
René Goscinny, Henri Gruel
Albert Uderzo, Pierre Watrin
Historie og manuskript
René Goscinny
Albert Uderzo
Manuskrip ass. Pierre Tchernia
Produceret af Georges Dargaud
Manuskript af Pierre Tchernia, René Goscinny, Albert Uderzo
Musik af Gérard Calvi
Producent: Idefix Studios
Klip René Chaussy, Isabel Garcia de Herreros, Minouche Gauzins, Michèle Neny
Premiere 10/9 1976
Medvirkende
Ove Sprogøe Asterix
Dirch Passer Obelix
Jesper Klein Miraculix/Gaius Pussenus
Torben Hundahl Majestix
Ulf Pilgaard Fortæller
Preben Kaas Iris/Mercur Holger Munk
Peter Kitter
Susanne Bruun-Koppel
Otto Brandenburg
Vera Gebuhr
Martin Miehe-Renard
Ann-Mari Max Hansen
Lars Knutzon
Lisbet Lundquist
Tommy Kenter
Henrik Thomsen
Franske stemme
Roger Carel – Asterix
Pierre Tornade – Obelix
Henri Labussière – Miraculix
Jacques Morel – Majestix
Jean Martinelli – Julius Cæsar
Bernard Lavalette – Tulius Pussenus
Roger Lumont – Cilindric
Stéphane Steeman – Mannekenpix
Henri Labussière – Portner
Micheline Dax – Præstinde
Jacques Hilling – Centurion
Pierre Tchernia – Fortæller
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
I forhold til Asterix og hans gæve gallere - er denne film langt bedre animeret. Historien er sjovere, og selv Dirchs stemmeføring er bedre, Obelix lyder knap så bøvet, som ”Asterix og hans gæve gallere”. Der mange skægge indfald, især det bureaukratiske hus, som vore to galliske venner, får vendt op og ned på. Er absolut stadig seværdig.
Asterix indta’r Rom
(Les douze travaux d’Astérix)
er den tredje tegnefilm med Asterix og lanceret af Idefix Studios i 1976. I modsætning til de øvrige Asterix-tegnefilm er Asterix indta’r Rom ikke baseret på noget album.
Den dannede selv grundlag for en tegneserie, tegnet af Albert Uderzos bror Marcel Uderzo. Denne udkom som føljeton i Seriemagasinet nr. 301-302, men er ellers ikke udgivet på dansk.
Priser: Golden Screen
I forhold til Asterix og hans gæve gallere - er denne film langt bedre animeret. Historien er sjovere, og selv Dirchs stemmeføring er bedre, Obelix lyder knap så bøvet, som ”Asterix og hans gæve gallere”. Der mange skægge indfald, især det bureaukratiske hus, som vore to galliske venner, får vendt op og ned på. Er absolut stadig seværdig.
Asterix indta’r Rom
(Les douze travaux d’Astérix)
er den tredje tegnefilm med Asterix og lanceret af Idefix Studios i 1976. I modsætning til de øvrige Asterix-tegnefilm er Asterix indta’r Rom ikke baseret på noget album.
Den dannede selv grundlag for en tegneserie, tegnet af Albert Uderzos bror Marcel Uderzo. Denne udkom som føljeton i Seriemagasinet nr. 301-302, men er ellers ikke udgivet på dansk.
Priser: Golden Screen
Handling og replikker
Hvad sker der når man ankommer en sen nattetime, til en tilsyneladnede forladt station, med en statiansforstander, der kan mange sære spøgelseshistorier om stedet? Og er alle passagererne nu dem de giver sig ud for at være? Hvorfor er der et hjemmebrænderie i baglokalet, hvad sker der i minen, hvem er de ti mørklædede herrer, og hvad leder de efter - og er der våben i kassen som de to døde togførere slæber rundt på?
Intrigerne står i kø i denne genindspilning af en engelsk farce. Dirch spiller Teddy - manden med de 100o ansigter, der sammen med en briget flok, er på vej i toget en vinteraften, og efter en ukendt person har trukket i nødbremsen, og derved beksadiget toget, er nøgt til at gå til den den nærmeste station, hvor de er fanget, da der ikke kører flere tog. Stationen ser øde og forladt ud, og stationsforstander Falk gør hvad han kan, for at få flokken til at drage videre - men er det on fordi det virkelig spøger - eller har Falk noget andet for? Noget der ikke tåler dagens lys. Og er det en tidligere stationsforstander der spøger på stedet - selv om ansatte ved etaten ikke må arbjede efter de er gået på pension?
Tilfældigvis er det 20 årsdagen for det store toguheld, hvor toget kolliderede med en vogn i overskæringen, hvorved 16 mand fra Horn sangforening, gik til de evige koncertsale. Men er det virkelig dem der spøger på stationen?
Bedste replikker:
Jeg holder så meget af min drøbel - den er så pæn!
Næste morgen fandt man ham stiv på perronen, med en lampe i hånden, og ellers forskriftsmæssigt påklædt.
Jeg må indskærpe forbudet mod støjende adfærd - herunder ildkamp på stationen.
Intrigerne står i kø i denne genindspilning af en engelsk farce. Dirch spiller Teddy - manden med de 100o ansigter, der sammen med en briget flok, er på vej i toget en vinteraften, og efter en ukendt person har trukket i nødbremsen, og derved beksadiget toget, er nøgt til at gå til den den nærmeste station, hvor de er fanget, da der ikke kører flere tog. Stationen ser øde og forladt ud, og stationsforstander Falk gør hvad han kan, for at få flokken til at drage videre - men er det on fordi det virkelig spøger - eller har Falk noget andet for? Noget der ikke tåler dagens lys. Og er det en tidligere stationsforstander der spøger på stedet - selv om ansatte ved etaten ikke må arbjede efter de er gået på pension?
Tilfældigvis er det 20 årsdagen for det store toguheld, hvor toget kolliderede med en vogn i overskæringen, hvorved 16 mand fra Horn sangforening, gik til de evige koncertsale. Men er det virkelig dem der spøger på stationen?
Bedste replikker:
Jeg holder så meget af min drøbel - den er så pæn!
Næste morgen fandt man ham stiv på perronen, med en lampe i hånden, og ellers forskriftsmæssigt påklædt.
Jeg må indskærpe forbudet mod støjende adfærd - herunder ildkamp på stationen.
Persongalleri mm.
Spøgelses
toget
Dirch Passer rolle:
Theodor T. Thönder - kaldet Teddy
1976
87 minutter
farve
Premiere 13/8 1976
Saga, BioTrio samt i Roskilde, Slagelse, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Holstebro, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Bent Christensen ass. af Sven Wickman
Manus Bent Christensen og Leif Panduro efter skuespil af Arnold RIdley (1925)
Foto Henning Kristiansen
Klip anker
Kostume Ulla-Britt Söderlund, Marcella Kjeltoft
Makeup Else Henings
Lyd Jens Grønborg
Lys Svend Bregenborg ass. af Rumle Hammerich
Musik Søren Christensen
Prod.: Saga - Erik Overbye - Gerd Overbye
Medvirkende:
Dirch Passer
Kirsten Walther
Axel Strøbye
Preben Kaas
Lisbeth Dahl
Clara Østø
Bjørn Puggard-Müller
Otto Brandenburg
Ole Monty
Bent Christensen
Preben Marth
Kai Løvring
Hans Chr. Ægidius
Lars Lunøe
Leif Panduro
toget
Dirch Passer rolle:
Theodor T. Thönder - kaldet Teddy
1976
87 minutter
farve
Premiere 13/8 1976
Saga, BioTrio samt i Roskilde, Slagelse, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Holstebro, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Bent Christensen ass. af Sven Wickman
Manus Bent Christensen og Leif Panduro efter skuespil af Arnold RIdley (1925)
Foto Henning Kristiansen
Klip anker
Kostume Ulla-Britt Söderlund, Marcella Kjeltoft
Makeup Else Henings
Lyd Jens Grønborg
Lys Svend Bregenborg ass. af Rumle Hammerich
Musik Søren Christensen
Prod.: Saga - Erik Overbye - Gerd Overbye
Medvirkende:
Dirch Passer
Kirsten Walther
Axel Strøbye
Preben Kaas
Lisbeth Dahl
Clara Østø
Bjørn Puggard-Müller
Otto Brandenburg
Ole Monty
Bent Christensen
Preben Marth
Kai Løvring
Hans Chr. Ægidius
Lars Lunøe
Leif Panduro
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Filmen er usammenhængende og kommer aldrig rigtigt i gang, men der er flere sjove episoder undervejs, selv om uhyggen er nærmest ikke-eksisterende. Det er synd, for filmen er spækket med fine kræfter, men spillet hænger ikke sammen.
Da Panduro, som skrev manuskriptet, så det færdige resultat, sagde han: Det blev ikke rigtigt godt - og det havde han desværre ret i.
Ret så ærgerligt, for der lagt godt med kræfter i produktionen.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En gang i 1920’erne strander en række meget forskellige togpassagerer på en isoleret jernbanestation. Stationsforstanderen (Bjørn Puggaard-Müller) forudsiger at sære ting vil ske i nattens mulm og mørke. Men en af passgererne afslører sagens rette sammenhæng.
En udslidt teatertraver af englænderen Arnold Ridley overført til dansk miljø, selv om den umiskendeligt hører hjemme i en mølædt britisk duardertradition. Altså delvis en bunden opgave for filmens mangegode, forgæves kæmpende kræfter. Dirch Passer har et par charmerende musikalske danseøjeblikke, men ellers falder den svære blanding af gys og gags tungt til jorden i Bent Christensens møjsommeligt korrekte instruktion.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
Filmen er usammenhængende og kommer aldrig rigtigt i gang, men der er flere sjove episoder undervejs, selv om uhyggen er nærmest ikke-eksisterende. Det er synd, for filmen er spækket med fine kræfter, men spillet hænger ikke sammen.
Da Panduro, som skrev manuskriptet, så det færdige resultat, sagde han: Det blev ikke rigtigt godt - og det havde han desværre ret i.
Ret så ærgerligt, for der lagt godt med kræfter i produktionen.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En gang i 1920’erne strander en række meget forskellige togpassagerer på en isoleret jernbanestation. Stationsforstanderen (Bjørn Puggaard-Müller) forudsiger at sære ting vil ske i nattens mulm og mørke. Men en af passgererne afslører sagens rette sammenhæng.
En udslidt teatertraver af englænderen Arnold Ridley overført til dansk miljø, selv om den umiskendeligt hører hjemme i en mølædt britisk duardertradition. Altså delvis en bunden opgave for filmens mangegode, forgæves kæmpende kræfter. Dirch Passer har et par charmerende musikalske danseøjeblikke, men ellers falder den svære blanding af gys og gags tungt til jorden i Bent Christensens møjsommeligt korrekte instruktion.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
Film 1977
Handling og replikker
Vi følger pigerne fra Piger i Trøjen filmene, Magda, Vipsen og Irmgard. Denne gang skal de på kursus i skibskending, men ved at uheld ender de ombord på et skib, der skal på øvelse. Matroserne gør hvad de kan for at skjule pigerne, men det er ikke lige let. Nemmere bliver det ikke, når Irmgards mand, går der hjemme og passer barn, og ikke ved hvor Irmgard er, Magda er ved at afsløre pigerne tilstedeværelse hele tiden, og Vipsen er ved at gå op i limningen over, at hun skal til translatøreksamen dagen efter.
Oversergeant Vasby dukker op hos Irmgards mand, pigerne er udeblevet fra kursus, og nu er han ude at lede efter dem.
Ombord afsløres pigerne og som straf får de køkkentjans, hvilket søfolkene ikke er kede af, da de laver væsentligt bedre mad end kokken.
Vipsen sniger sig til radiokontakt med Mugge, Irmgards mand, selv om der er radiotavshed, dette høres, og øvelsen afblæses. På vej hjem kaldes de til hjælp af et nødstedt skib, og her kommer Vipsens polskkundskaber dem til hjælp. Med hiv og sving, og hjælp af Vasby, når Vipsen lige nøjagtigt sin eksamen.
Bedste replikker:
Hvorfor kalder i ham Panama? Kan du ikke se det?
Han sejler under bekvemmelighedsflag!
Ved du noget om astrologi?
Ja da - jeg er da medlem af Folkekirken!
Jeg har sødetabletter på hospitalet? Hvad bruger De dem til? Bare for en sikkerheds skyld, hvis der skulle udbrude sukkersyge ombord.
Oversergeant Vasby dukker op hos Irmgards mand, pigerne er udeblevet fra kursus, og nu er han ude at lede efter dem.
Ombord afsløres pigerne og som straf får de køkkentjans, hvilket søfolkene ikke er kede af, da de laver væsentligt bedre mad end kokken.
Vipsen sniger sig til radiokontakt med Mugge, Irmgards mand, selv om der er radiotavshed, dette høres, og øvelsen afblæses. På vej hjem kaldes de til hjælp af et nødstedt skib, og her kommer Vipsens polskkundskaber dem til hjælp. Med hiv og sving, og hjælp af Vasby, når Vipsen lige nøjagtigt sin eksamen.
Bedste replikker:
Hvorfor kalder i ham Panama? Kan du ikke se det?
Han sejler under bekvemmelighedsflag!
Ved du noget om astrologi?
Ja da - jeg er da medlem af Folkekirken!
Jeg har sødetabletter på hospitalet? Hvad bruger De dem til? Bare for en sikkerheds skyld, hvis der skulle udbrude sukkersyge ombord.
Persongalleri mm.
Piger til søs
Dirch Passer rolle:
Oversergent Vasby
1977
102 minutter
farve
Premiere 16/7 1977
Saga, BioTrio, Drive-In, Lyngby samt i ROskilde, Slagelse, Odense, Vejle, Esbjerg, Herning, Holstebro, Silkeborg, Horsen, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus
Finn Henriksen
Foto Erik Wittrup Willumsen ass. af Otto Stenow, Frank Poulsen
Klip Jens Grønborg
Kostume Evelyn Olsson
Makeup Aase Tarp
Lyd Preben Mortensen ass- af Per Rieves, Henrik B Bøving Hansen
Lys Ove
Musik Ole Høyer
”Lasses nye pige” sunget af Lille Palle, ”Knalde Kalle har hentehår” sunget af Lille-Palle, Søren Strømberg og Ole Søltoft, ”116 mand og mig” sunget af mandskor. Sangtekster af Finn Henriksen.
Prod.: Merry Film
Medvirkende:
Helle Merete Sørensen
Marianne Tønsberg
Henning Jensen
Finn Nielsen
Ole Søltoft
Søren Strømberg
Lille Palle
Torben Jensen
Lars Høy
Torben Jetsmark
Dirch Passer
Pierre Miehe-Renard
Cæsar
Claus Nissen
Per Pallesen
Allan larsen
Jan Hougaard
Jens Brenaa
Kjeld Nørgaard
Arthur Jensen
Dirch Passer rolle:
Oversergent Vasby
1977
102 minutter
farve
Premiere 16/7 1977
Saga, BioTrio, Drive-In, Lyngby samt i ROskilde, Slagelse, Odense, Vejle, Esbjerg, Herning, Holstebro, Silkeborg, Horsen, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus
Finn Henriksen
Foto Erik Wittrup Willumsen ass. af Otto Stenow, Frank Poulsen
Klip Jens Grønborg
Kostume Evelyn Olsson
Makeup Aase Tarp
Lyd Preben Mortensen ass- af Per Rieves, Henrik B Bøving Hansen
Lys Ove
Musik Ole Høyer
”Lasses nye pige” sunget af Lille Palle, ”Knalde Kalle har hentehår” sunget af Lille-Palle, Søren Strømberg og Ole Søltoft, ”116 mand og mig” sunget af mandskor. Sangtekster af Finn Henriksen.
Prod.: Merry Film
Medvirkende:
Helle Merete Sørensen
Marianne Tønsberg
Henning Jensen
Finn Nielsen
Ole Søltoft
Søren Strømberg
Lille Palle
Torben Jensen
Lars Høy
Torben Jetsmark
Dirch Passer
Pierre Miehe-Renard
Cæsar
Claus Nissen
Per Pallesen
Allan larsen
Jan Hougaard
Jens Brenaa
Kjeld Nørgaard
Arthur Jensen
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Dirchs rolle er yderst sparsom, og strækker sig til et minut i filmens begyndelse, fem minutter i midten og et par minutter til slut - en typisk whisky-rolle.
Handlingen er tyndbenet - men den holdes i gang af et utal af små sjove episoder. Og scenen hvor Vasby ekcerserer den stakkel Mugge i lejligheden er sød.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide
Tre kvindelige konstabler fra hære (Helle Merete Sørensen, Ulla Jessen og Marianne Tønsberg) kommer ufrivilligt med som blinde passagerer på en længere øvelsestur med minelæggeren ”Falster” og dens indhold af venligtsindede, men ind imellem hårdt pressede marinesoldater. Filmen glider det meste f tiden i smult vande for halv kraft. Først til sidt snørEs lidt drama ind i bølgerne, da et polsk skib i havsnød undsættes. Helle Meret Sørensen og Ulla Jessen trækker historiens røde tovværk tungt i land sammen med Søren Strømberg, som dog har viser sit komiker talent på bedste vis. Synd at han ikke fik flere chancer med tøj på. - Det var den sidste film af tre i Piger-serien, der sammen med andre mere elller mindre skematiske folkekomedier lige så stille gled ud af repertoiret i slutningen af 70’erne. Dirch Passer ses i sin næstsidste film, blot nogle få minutter af spilletiden.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Dirchs rolle er yderst sparsom, og strækker sig til et minut i filmens begyndelse, fem minutter i midten og et par minutter til slut - en typisk whisky-rolle.
Handlingen er tyndbenet - men den holdes i gang af et utal af små sjove episoder. Og scenen hvor Vasby ekcerserer den stakkel Mugge i lejligheden er sød.
Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide
Tre kvindelige konstabler fra hære (Helle Merete Sørensen, Ulla Jessen og Marianne Tønsberg) kommer ufrivilligt med som blinde passagerer på en længere øvelsestur med minelæggeren ”Falster” og dens indhold af venligtsindede, men ind imellem hårdt pressede marinesoldater. Filmen glider det meste f tiden i smult vande for halv kraft. Først til sidt snørEs lidt drama ind i bølgerne, da et polsk skib i havsnød undsættes. Helle Meret Sørensen og Ulla Jessen trækker historiens røde tovværk tungt i land sammen med Søren Strømberg, som dog har viser sit komiker talent på bedste vis. Synd at han ikke fik flere chancer med tøj på. - Det var den sidste film af tre i Piger-serien, der sammen med andre mere elller mindre skematiske folkekomedier lige så stille gled ud af repertoiret i slutningen af 70’erne. Dirch Passer ses i sin næstsidste film, blot nogle få minutter af spilletiden.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.
Handling og replikker
Alfred (Dirch) og Hugo (Ryg) er to arbejdsløse skuespillere - men deres ligeså arbjedsløse ven Arthur (Kaas) har en stensikker fidus, der kan skaffe dem nogle millioner i ”supplerende dagpenge”. Toiletterne under Københavns Hovedbanegård, støder nemlig op mod en bank - det er jo ikke så nemt at banke hul i væggen, når stedet hele tiden overrendes af bimmelimmere og bummelummere - og når der tilmed er en striks tissekone - Svendsen (Lily Broberg), samt en lettere lummer politibetjent, som overvåger toilettet af sine helt egne grunde.
Men Arthurs plan er simpel: de skal alle tre klæde sig ud i flere forskellige kostumer. På den måde kan de om natten banke stenene i muren løse, og om dagen fjerne stenene, ved at besøge toilettet som forskellige personer, og tage stenene med ud, skjult i deres forklædninger.
Undervejs går Arthurs plan ikke helt som den skal, for Hugo er misundelig på Alfreds kostumer, og derfor bytter han rundt på Arthurs fastlagte skema, så Alfred får Hugo’s alt for små kostumer på, og Hugo svømmer i Alfreds kæmpekostumer. Flere gange undervejs er de ved at blive opdaget, men med list og snilde får de pengene transporteret ud til Arthur, der bor i en nedlagt mølle.
Meeen - tissekone Svendsen dukker op mens de tre gutter fejrer kuppet på den lokale kro. Hun har naturligvis ikke kunnet undgå at se de tre i deres udklædninger, og forlanger nu hendes del, for ikke at sladre.
Sammen tager de hjem til den gamle mølle - blot for at opdage, at stedet er blevet gennemrodet, og pengene er blevet stjålet. Tissekone Svendsen går i vrede - men Arthur har en trumf i ærmet...
Bedste replikker:
- De skal sgu ikke lære mig noget - jeg har været på toilettet før!
- It’s a long way to Tisserary!
- Du ser strålende ud som skotte!
- Jeg gider ikke mere - jeg VIL være pilot!
- Hænderne op!
- Det må De aldrig gøre mere - jeg havde astma som barn!
- Her har man sit livs succes - og så er der ingen der lægger mærke til det!
Men Arthurs plan er simpel: de skal alle tre klæde sig ud i flere forskellige kostumer. På den måde kan de om natten banke stenene i muren løse, og om dagen fjerne stenene, ved at besøge toilettet som forskellige personer, og tage stenene med ud, skjult i deres forklædninger.
Undervejs går Arthurs plan ikke helt som den skal, for Hugo er misundelig på Alfreds kostumer, og derfor bytter han rundt på Arthurs fastlagte skema, så Alfred får Hugo’s alt for små kostumer på, og Hugo svømmer i Alfreds kæmpekostumer. Flere gange undervejs er de ved at blive opdaget, men med list og snilde får de pengene transporteret ud til Arthur, der bor i en nedlagt mølle.
Meeen - tissekone Svendsen dukker op mens de tre gutter fejrer kuppet på den lokale kro. Hun har naturligvis ikke kunnet undgå at se de tre i deres udklædninger, og forlanger nu hendes del, for ikke at sladre.
Sammen tager de hjem til den gamle mølle - blot for at opdage, at stedet er blevet gennemrodet, og pengene er blevet stjålet. Tissekone Svendsen går i vrede - men Arthur har en trumf i ærmet...
Bedste replikker:
- De skal sgu ikke lære mig noget - jeg har været på toilettet før!
- It’s a long way to Tisserary!
- Du ser strålende ud som skotte!
- Jeg gider ikke mere - jeg VIL være pilot!
- Hænderne op!
- Det må De aldrig gøre mere - jeg havde astma som barn!
- Her har man sit livs succes - og så er der ingen der lægger mærke til det!
Persongalleri mm.
Alt på et bræt
Dirch Passer rolle:
Alfred - arbejdsløs skuespiller
1977
87 minutter
farve
Premiere 18/2 1977
Saga, BioTrio Bio Lyngby
samt i Roskilde, Slagelse, Odense, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Horsens, Holstebro, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Gabriel Axel
Manus Ole Boje efter fransk ide
Foto: Rolf Rønne ass. af Fritz Schrøder
Klip Finn Henriksen
Kostume Marcella Kjeltoft
Makeup Else Hennings
Lyd Niels Bokkenheuser ass. af Jacob Thomsen
Lys Svend Bregenborg ass. af Rumle Hammerich
Scrip assistent Bente Askjær
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg
Medvirkende:
Dirch Passer
Jørgen ryg
Preben Kaas
Lily Broberg
Peter Steen
Elin Reimer
Johannes Marott
Birger JEnsen
Ghita Nørby
Henning Rohde
Berrit Kvorning
Torben Jetsmark
Søren Rode
Torben Jensen
Tommy Kenter
Gabriel Axel
Rumle Hammerich
Søren Strømberg
Holger Vsitisen
Esper Hagen
Finn Henriksen
Dirch Passer rolle:
Alfred - arbejdsløs skuespiller
1977
87 minutter
farve
Premiere 18/2 1977
Saga, BioTrio Bio Lyngby
samt i Roskilde, Slagelse, Odense, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Horsens, Holstebro, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion Gabriel Axel
Manus Ole Boje efter fransk ide
Foto: Rolf Rønne ass. af Fritz Schrøder
Klip Finn Henriksen
Kostume Marcella Kjeltoft
Makeup Else Hennings
Lyd Niels Bokkenheuser ass. af Jacob Thomsen
Lys Svend Bregenborg ass. af Rumle Hammerich
Scrip assistent Bente Askjær
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg
Medvirkende:
Dirch Passer
Jørgen ryg
Preben Kaas
Lily Broberg
Peter Steen
Elin Reimer
Johannes Marott
Birger JEnsen
Ghita Nørby
Henning Rohde
Berrit Kvorning
Torben Jetsmark
Søren Rode
Torben Jensen
Tommy Kenter
Gabriel Axel
Rumle Hammerich
Søren Strømberg
Holger Vsitisen
Esper Hagen
Finn Henriksen
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
Den Olsenbandeske opbygning opbygning af filmen, og de tre hovedpersoneres indbyrdes kævlerier er sine steder superfestlig. Og som altid er det skønt at se de tre komikere lege sammen i den samme film.
Bemærk script assistenten på filmen - det er ingen ringere end Dirchs daværende kæreste, Bente Askjær.
Anmeldelse i Gyldendals Filmguide:
Tre arbejdsløse skuespillere - Dirch, Preben og Jørgen - får mulighed for at spille nogle af deres ønskeroller, da de i forklædning begår et indbrud i en bankboks. der støder op til herretoilettet på Hovedbanegården.
Jean Cocteaus udsagn om, at ”film registrerer døden i arbejde” får en særlig dimension, når man ser denne film med bevidstheden om, at de tre fremragende komikere i hovedrollerne alle døde tre-fire år efter optagelserne.
Her er Olsen Banden tydeligt forbilledet, men trioen er mere solister end ensembleskuespillere. Sammen fremtræder de mærkeligt reducerede i den primitivt skrevne og mekanisk instruerede historie. Dirch Passer virker tung, træg og overvægtig, men liver lidt op i et par forklædninger. Selv Lily Broberg er fortabt med så pauvert materiale.
Gyldendals Filmguide gav filmen 0 stjerner - hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
Den Olsenbandeske opbygning opbygning af filmen, og de tre hovedpersoneres indbyrdes kævlerier er sine steder superfestlig. Og som altid er det skønt at se de tre komikere lege sammen i den samme film.
Bemærk script assistenten på filmen - det er ingen ringere end Dirchs daværende kæreste, Bente Askjær.
Anmeldelse i Gyldendals Filmguide:
Tre arbejdsløse skuespillere - Dirch, Preben og Jørgen - får mulighed for at spille nogle af deres ønskeroller, da de i forklædning begår et indbrud i en bankboks. der støder op til herretoilettet på Hovedbanegården.
Jean Cocteaus udsagn om, at ”film registrerer døden i arbejde” får en særlig dimension, når man ser denne film med bevidstheden om, at de tre fremragende komikere i hovedrollerne alle døde tre-fire år efter optagelserne.
Her er Olsen Banden tydeligt forbilledet, men trioen er mere solister end ensembleskuespillere. Sammen fremtræder de mærkeligt reducerede i den primitivt skrevne og mekanisk instruerede historie. Dirch Passer virker tung, træg og overvægtig, men liver lidt op i et par forklædninger. Selv Lily Broberg er fortabt med så pauvert materiale.
Gyldendals Filmguide gav filmen 0 stjerner - hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.
Film 1978
Handling og replikker
Jørgen Ryg er ubetalig morsom, som den lille kluntede vandkemiker Henry Vildand Møller der stadig hænger i mors skørter, og som ikke helt har holdt sig til postevand under en klassekomsammen, og derfor skal afsone en spritdom i Maribo Arrest. Undervejs derned støder han på tre andre ”fulderister”, som hver for sig gør opholdet til en oplevelse: Tam, øreskurrende tolvtonekomponist, Klausen, småfordrukken pensionist og Toft, snedig kunsthandler, med hang til kemi - og alkohol. Dirch er fængselsbetjent Frost, en stor og skræmmende figur, der dog bliver varmere undervejs i filmen. Henrys kejtede og distræte kluntethed, driver ham ud i nogle smågroteske situationer, som hæver stakkels Frost blodtryk til faretruende niveau. Undervejs flygter Henry - eller gør han nu også det?
Bedste replikker:
- Har De det godt?
- Jo tak - jeg vil gerne bede om sygeorlov!
- Jeg skal til Saudi Arabien!
- Over Maribo?
- Du går til dr. Poulsen i morgen!
- Jamen han har jo været død i flere år!
- I vores familie har vi altid kunnet komme til dr. Poulsen - også uden aftale!
Bedste replikker:
- Har De det godt?
- Jo tak - jeg vil gerne bede om sygeorlov!
- Jeg skal til Saudi Arabien!
- Over Maribo?
- Du går til dr. Poulsen i morgen!
- Jamen han har jo været død i flere år!
- I vores familie har vi altid kunnet komme til dr. Poulsen - også uden aftale!
Persongalleri mm.
Dirch Passer rolle:
Frost, fængselsbetjent
Fængslende
feriedage
1978
105 minutter
farve
Premiere 13/10 1978
Saga BioTrio samt i Helsingør, Roskilde Slagelse, Odense, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Holstebro, Viborg, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus:
Finn Henriksen. efter ide af Paul Herik Trampe.
Foto: Erik Wittrup Willumsen ass. af Uffe Kaare Thomsen
Musik Ole Høyer
Klip Annelise Hovmand ass. af Merete Brusendorff
Kostume Marcella Kjeltoft
Makeup Else Hennings
Lyd Jens Grønborg ass. af Henrik Hansen
Lys Svend Bregenborg,Niels Malling
Prod.: Kosmorama Film - Per Årman - Ib Tardini
Medvirkende:
Jørgen Ryg
Lisbeth Dahl
Birgitte Federspiel
Dirch Passer
Preben Kaas
Arthur JEnsen
Ole Ernst
Bjrøn Puggard-Müller
Elin Reimer
Gyrd Løgquist
Torben Jesnen
Ulf Pilgaard
Bjørn Ploug
Poul Thomsen
Jan Hertz
Søren Strømberg
Birger Jensen
Valsø Holm
Claus Nissen
Erik Holmey
Thammy
Holger Vistisen
Gotha Andersen
Alvin Linnemannn
Bendt Reiner
Susanne Jagd
Lone Helmer
Lise-Lotte Norup
Ebba Wieth
Kjeld Nørgaard
Poul Glargaard
Erik Høyer
Bent Warburg
Jan Jørgensen
Kaj Robert
Toni Bjerring
Christina SØrensen
Espen Pedersen
Frost, fængselsbetjent
Fængslende
feriedage
1978
105 minutter
farve
Premiere 13/10 1978
Saga BioTrio samt i Helsingør, Roskilde Slagelse, Odense, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Holstebro, Viborg, Århus, Randers og Aalborg.
Instruktion og manus:
Finn Henriksen. efter ide af Paul Herik Trampe.
Foto: Erik Wittrup Willumsen ass. af Uffe Kaare Thomsen
Musik Ole Høyer
Klip Annelise Hovmand ass. af Merete Brusendorff
Kostume Marcella Kjeltoft
Makeup Else Hennings
Lyd Jens Grønborg ass. af Henrik Hansen
Lys Svend Bregenborg,Niels Malling
Prod.: Kosmorama Film - Per Årman - Ib Tardini
Medvirkende:
Jørgen Ryg
Lisbeth Dahl
Birgitte Federspiel
Dirch Passer
Preben Kaas
Arthur JEnsen
Ole Ernst
Bjrøn Puggard-Müller
Elin Reimer
Gyrd Løgquist
Torben Jesnen
Ulf Pilgaard
Bjørn Ploug
Poul Thomsen
Jan Hertz
Søren Strømberg
Birger Jensen
Valsø Holm
Claus Nissen
Erik Holmey
Thammy
Holger Vistisen
Gotha Andersen
Alvin Linnemannn
Bendt Reiner
Susanne Jagd
Lone Helmer
Lise-Lotte Norup
Ebba Wieth
Kjeld Nørgaard
Poul Glargaard
Erik Høyer
Bent Warburg
Jan Jørgensen
Kaj Robert
Toni Bjerring
Christina SØrensen
Espen Pedersen
Anmeldelser og info
Dirchland anmeldelse:
For både Dirch og Ryg blev det deres sidste film. Filmen blev et pjattet, men festligt punktum, for de tre komikere sammen. Kaas nåede dog at indspille to film til.
Dirch viser mådehold med virkemidlerne, og det klæder ham - som altid - selv om der heldigvis bliver tid til lidt løsluppenhed.
En lille morsom bagatel, der faktisk holder ganske godt, og som bringer de små latterkluk frem, hver gang jeg har set den.
Anmeldelse fra Gyldendals Filmguide: Fire mænd mødes i toget på vej mod Maribo. De skal alle afsone kortere domme for spritkørsel. I fængslet opstår et fællesskab mellem de meget forskellige typer.
En farce der satser på samme underdrejede (galgen)humor som Finn Henriksen to film om Jydekompagniet. Jørgen Ryg har flere sjove indfald og reaktioner i en skræddersyet rolle som forfjamsket morsdreng, der gør alt for at holde fængselsdommen skjult. Han dominerer filmens første tredjedel - klart den bedste. Efterhånden tager de mere bastante farceløjer over, uden at filmen dog for alvor skifter stilleje. - Dirch Passer, der døde i 1980, er fængselsinspektør Frost, i starten frygtindgydende, men snart tøet op: det er hans sidste filmpræstation og ikke en af de store, trods et forsøg på disciplinering af de mange virkemidler. Også for Ryg, der døde i 1981, blev det den sidset film.
Gyldendals Filmguide giver filmen 1 stjerne - hvad der svarer til ”interessant eller acceptabel i sin genre”.
For både Dirch og Ryg blev det deres sidste film. Filmen blev et pjattet, men festligt punktum, for de tre komikere sammen. Kaas nåede dog at indspille to film til.
Dirch viser mådehold med virkemidlerne, og det klæder ham - som altid - selv om der heldigvis bliver tid til lidt løsluppenhed.
En lille morsom bagatel, der faktisk holder ganske godt, og som bringer de små latterkluk frem, hver gang jeg har set den.
Anmeldelse fra Gyldendals Filmguide: Fire mænd mødes i toget på vej mod Maribo. De skal alle afsone kortere domme for spritkørsel. I fængslet opstår et fællesskab mellem de meget forskellige typer.
En farce der satser på samme underdrejede (galgen)humor som Finn Henriksen to film om Jydekompagniet. Jørgen Ryg har flere sjove indfald og reaktioner i en skræddersyet rolle som forfjamsket morsdreng, der gør alt for at holde fængselsdommen skjult. Han dominerer filmens første tredjedel - klart den bedste. Efterhånden tager de mere bastante farceløjer over, uden at filmen dog for alvor skifter stilleje. - Dirch Passer, der døde i 1980, er fængselsinspektør Frost, i starten frygtindgydende, men snart tøet op: det er hans sidste filmpræstation og ikke en af de store, trods et forsøg på disciplinering af de mange virkemidler. Også for Ryg, der døde i 1981, blev det den sidset film.
Gyldendals Filmguide giver filmen 1 stjerne - hvad der svarer til ”interessant eller acceptabel i sin genre”.
