Skolelærer om vinteren og toldembedsmand om sommeren Mogens Jensen (Dirch) ankommer i en bil til et hotel, og går straks på sightseeing i feriebyen.
Han støder på hunde ”Hej”.
Hunden er herreløs og er derfor på udkig efter sin herre. Men hunden er ikke hvilken som helst hund. Den har nemlig den egenskab, at slikker den en person på hånden, så drømmer mand de vidunderligste drømme - i hvilke hunden forsøger at vise vej til sin ejer. Og det bringer den stakkels Mogens Jensen i den ene mere pudsige episode efter den anden - alt sammen krydret med drømmehundens drømme, der sjovt nok er alle er små revynumre.

Bedste replikker:

Skolelærer?
Ja om vinteren.
Toldembedsmand?
Ja om sommeren.
Dansker?
Ja, hele året.

Dröm-semester

Dansk titel: Dirch passer hund

Dirch Passer rolle:
Mogens Jensen

1952
100 minutter
sh

Premiere Colosseum 27/3 1953 til 14/4 1953

Filmen have premiere den 3 november 1952 i biograf Anglais i Stockholm.

Instruktør Gösta Bernhard
Manuskript Erik Sandström
Fotograf Hilmar Ekdahl
Klipper Wic Kjellin, Harry Arnold m-fl.
Komponist Harry Arnold
Format 35 mm Normal sort-hvid Producer Lars Burman, Anders Burman
Tobis Klangfilm - Europa Film

Medvirkende:
Dirch Passer
Stig Järrel
Alice Babs Nielson
Svend Asmussen
Staffan Broms
Sigrid Horne-Rasmussen
Niels Ivr Sjöblom
John melin
Sten Meurk
Ulrik Neumann
Charles Norman
The Delta Rythm Boys

Filmens melodier på plade
Renbågsgränd
Dockorna
Han kom från Texas
Flickorna i Småland
emphatically no
Miss me
Rigoletto
Cool Water
Hard Paper boogie

Filmen er langt fra en af Dirchs bedste film - og ligger da også i bunden af de de svenske film Dirch medvirkede i, kun overgået i ringhed af filmen ”Vi vilde vikinger”.
Dirch spiller Mogens Jensen, dansker på ferie i Sverige, der støder på en hund, der, når den slikker ham - og andre - på hånden, får dem til at falde i søvn, såde drømmer de særeste drømme.
Hele vejen igennem filmen taler Dirch et sært anstrengt dansk-svensk, der aldrig bliver helt overbevisende, og sekvenserne hvor han forsøger at finde den forsvunde puddelhunds ejer, er kun ment som lim mellem de talrige musiksekvenser.
I filmen trækkes Dirch ind som redningsmand i en lagkagesketch med ham selv, Sigird Horne Rasmussen og muligvis Svend Asmussen (som han jo også kendte fra ABC )
Denne sketch blev 17 år senere genbrugt i programmet Stig Lommer fortæller 3, hvor den er genindspillet med Dirch, Ellen Winther og Ulf Pilgaard.
Den eneste grund til at Dirch er med i filmen, er at hans navn kan stå på plakaten, for de korte sekvenser hvor han leder efter hunden er kun sporadisk morsomme - der er dog enkelte gode grin, især told-sketchen.
Men man kan sagtens overleve uden at se denne film.

Forlægget var revyen ”Vi spelar igen...” af Børge og Arvid Müller, som blev omarbejdet til filmmanuskript af Eric Sandström.

Foruden Dirch Passers store succes i Danmark var han lige så populær i Sverige. Allerede tidligt i hans karriere medvirkede han i flere svenske revyer. Her traf han den kendte filmproducent Lars Burman. Han fik en filmkontrakt på plads med Dirch, som således hæftede sig for at medvirke i mindst en produktion om året - startende med Dirch passer hund.

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Tanketom revyfarce..

Peter er helt i bunden af hierakiet i lufthaven, men som bagage medarbejder så har han ikke mange chancer hos den smukke stewardesse Agneta.
Peter har en tendens til at falde i staver, og dagdrømme, og det er alle disse drømme som bærer filmen.
De enkelte drømme hænger sammen, og flyder over med personer fra Peters liv, men i alskens forklædninger. Og helt galt går det, da Peter begynder at drømme i drømmene.
Og naturligvis får han sin stewardess til slut - med mindre det altså er en dagdrøm...

Bedste replikker:

Fru Hermanson behøver vel ikke sætte nålen fast i rygraden?
- man kan jo ikke sætte den fast i noget der ikke findes!

Hvornår får jeg mine 100 kr?
Mandag!
Hvilken mandag?
Det ved jeg ikke - men det bliver en mandag du får dine penge.

Far och flyg

Dansk titel:
Masser af
Passer

Dirch Passer rolle:
Peder
Stolt hjerteknusende flyver
Dristig kamelrytter/ berømt arkæolog
Hårdkogt gangster
Forelsket eventyrprins
Parisisk indianer
Bokser

1955
70 minutter
sh

Dansk premiere:
Merry 21/3 1955 til 31/3 1955
Roxy 21/3 1955 til 3/4 1955

Svensk premiere: 21 February 1955

Instruktør Gösta Bernhard
Manuskript Gösta Bernhard
Producer Lars Burman
Fotograf Jan Lindestrøm
Klipper Carl-Olov Skeppstedt
Komponist Harry Arnold
Prod. Metronome Studios - Lars Burman
Produktionsland Sverige

Medvirkend:
Dirch Passer
Åke Grönberg
Irene Söderblom
Georg Adelly Rut Holm
Arne Källerud
Sven Holmberg
Stig Johanson Gunnar ’Knas’ Lindkvist
Sven Lykke
John Melin
Curt ’Minimal’ Åström

Ukrediteret:
Curt Randelli - papegøjestemme
Ib Schønberg - autografjæger
Gösta Bernhard - Professor Edvardsson - arkæolog

Papegøjen Matilda, Äppalvika
Kamelen Rossi, Kairo.

Når man hører om Dirchs svenske film, bliver de ofte omtalt som værende noget dilettantisk makværk. Og det er også rigtigt for de flestes vedkommende - bare ikke ”Far och Flyg”, der faktisk holder ret langt hen ad vejen.
Dirch kommer vidt omkring, bl.a til Ægypten, hvor han får vækket en farao.
I sine drømme er han:
- Hjerteknusene førstepilot

- Berømt arkæolog på kamelryg i ørkenen

- Hårdkogt gangster

- Eventyrprins

- Pariser

- Bbokser

En rigtig sød lille film, der indeholder Dirch vrøvlefranske vise.
Jeg kan dog aldrig rigtig vænne mig til at høre Dirch tale svensk - det lyder ikke rigtigt.
Men charmerende er han - og filmen.

Peder er muldvarp d.v.s. at det er ham der sørger for at passagerernes baggage kommer ind og ud af flyene. Dog ikke på en særlig effeltiv måde. Altså en ikke særlig smart og betydningsfuld fyr. Men indadtil er Peder meget betydningsfuld. Faktisk mange betydningsfulde fyre - for Peder er dagdrømmer i mesterklassen. Så snart han ser en ting eller en person falder han i staver, og i filmen oplever vi ham som mange forskellige roller.

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Flyvepladsfarce optaget bl.a. i Ægypten

Under optagelserne i Egypten, Delte Dirch værelse med filmens fotgraf Jan Lindeström.

Jens sidder inde på Pension Langeholmen (Fængslet i Stockholm). Hans cellekammerat bommer en smøg, og fortæller han har gemt en diamant til en værdi af 100.000 kr. Den ligger gemt i en kasse med 7 BH, hos en lokal syerske.
Jens opsøger syerksen, efter at have sneget sig ud fra fængslets bagdør, da forddøren er spærret af kvinder han har lovet sit ja til. Men en enkelt kvindeventer dog på ham, og forfølge rham filmen igennem: Den smukke Ulla.
Syerksen har dog solgt alle BH’erne, så nu må Jens på jagt hos de 7 kunder - og et bliver ikke nemmere af, at cellekammeraten fortæller det til to andre svindlere, som ligeledes går på jagt efter BH’erne.
Først er det en smuk billedhugger, der snydes til at smide BH’en - men der er ingen sten gemt i den. Så bliver det en kvindelig politiker, som Jens franarrer BH’en - hvilket hun ikke virker ked af. Me det er helelr ikke den.
En ung skuespillerinde er den næsten, men nej - heller ikke der. Til gengæld gør Jens lille entre, at hun og naboen forelsker sig i hinanden.
Så bliver det en letlevende kvinde, hvor Jens forklæder sig som skolelærer, med ønsket om at blive lært op i sekslivets glæder, før han skal undervise i det. Men heller ikke der er der en diamant i BH’en.
Den næstsidste er kriminalforfatterinde, Sofia Pang, som Jens lokker BH’en fra - men hende er det heller ikke. Da Jens til slut må gemme sig for politiet, træder den smukke Ulla til. Og hun har også en af syerksens sorte BH - samt en overraskelse til Jens...

Bedste replikker:

Er De majoren?
Så er det Dem der skal myrdes!

Slebet glas - og det har vi lavet en hel film om!

Det er mig der inspirerede ham til de streger!

Deres hoved er som en sfærisk klode i fem dimensioner!

Er det astma?
Nej, Castell del Monte...

Kroner i bogstaver.
Ikke i sedler?

Sju svarte be-hå

Danske titler:
Dirch Passer vælter byen
Dirch, dyd og diamanter

Dirch Passer rolle:
Jens, ombejlet ægteskabssvindler

1954
90 minutter
sh

Premiere
Roxy og Merry 12/7 1954 til 25/7 1954
Bristol 16/ 1954 til 25/7 1954

Repremiere
Hvide Sande 26/4 1966

Svensk premiere
22 March 1954

Medvirkende:
Dirch Passer
Anna LIsa Ercison
Åke Grönberg
Hjördis Petterson
Stig Järrel
Rut Holm

Filmen er i den bedre ende af de film, som Dirch indspillede i Sverige. Jeg har dog svært ved at høre ham tale svensk, for det virker kunstigt.
Men selve historien er sød, og bliver udført meget charmerend og i et kvikt tempo. Dirch spiller forskellige karakterer i filmen, for at få kvinderne til at smide BH’en. Det blev senere i hans karriere benyttet i de to Mafiaen-film.

Farce a la ”13 stole”
Forlæg er romanen ”Dvenadcat stulev” af lya Ilf and Eugene Petrov

I filmen fortæller Jens at han er fra Aalborg.

Emil Hornberg og Ove Högsbo er lykkeligt gift. Begge er i øjeblikket græs enkemænd, deres koner er på ferie i Danmark. En dag påkører Emil næsten en smuk kvinde på Nybroplan i Stockholm. Det er den raffinerede, rødhårede Helga Krus.
Han inviterer hende ud at spise, efterfulgt af en drink i hendes hotel, hvor Helga lægger så meget op til Emil, at han helt mister sit hoved. Men i det afgørende øjeblik får Helga svær migræne.
Ove møder op til en date med Helga, med samme resultat. Helga har indspillet det, de kærlighedssyge mænd sagt, og tror hun nu bruge deres varme ord om kærlighed til afpresning
Uvillige til at betale, hvad hun beder og skrækslagne, at deres koner skal finde deres eskapader, får de hjælp af Ake, som udspionerer deres koner Heidi og Liselotte.
Hvis de har en lidt sjov, kan de lettere tilgive deres mænds indiskretion. Men de to unge damer er meget loyale hustruer, dybt forelsket i hans egne mænd. Ake eneste mulighed er at provokere kompromitterende situationer frem. Han hyrer derfor skuespilleren Molmagen, som forgæves forsøger at indsmigre sig
Da Helga rejser til samme badeby som konerne opholder sig i, med de farlige optagelser, flyver Emil og Ove skjult med, for at forhindre hende at kontakte deres koner. De bliver opdaget af husholderske, frk Prytz, som fortæller konerne sandheden. Som hævn mod deres to mænd, arangerer Heidi og Liselotte en date med Åke og Molmagen.
Hvordan historen ender?
En dsitræt professer kommer de to herrer ufrivilligt til hjælp...

Sommar och syndare

Dansk titel:
Dyden er ikke dirchefri

Dirch Passer rolle:
Kansas Joe

1960
107 minutter
farve

Premiere: 26. september 1960
Instruktion: Arne Mattson
Manuskript: Willy Breinholst, Erik Pouplier
Musik Torbjörn Lundquist
Foto Åke Dahlquist
B-foto Erik Overby
Klip Lennert Wallén
Kostumer: Alvar Granström
Lyd Knud Kristensen
Kostumer Alvar Granström
Deko Bibi Lindström Prdouceret af: Flora Film, Lorens Marmstedt Sverige

Medvirkende:
Karl-Arne Holmsten
Elsa Prawitz
Olof Thunberg
Yvonne Lombard
Gio Petré
Nils Hallberg
Sture Lagerwall
Sif Ruud
Lena Granhagen
Dirch Passer
Yngve Gamlin
Curt Löwgren
Ole Monty
Judy Gringer

Filmen er ikke set, da den er svær at opdrive.

Dirch spiller Sam, en mand der er født på Øresundsbåden og derfor er både dansk go svensk. Han ryger i trøjen i den svenske marine, og på det første togt til Montebello.
Matroserne og pigerne fra den lokale balletskole går fint i spænd sammen, men det udvikler sig til en lidt penibel situation, da en af matroserne bliver forelskede i en balletpige - og ikke kan komme ombord på skibet inden afsejling, da han er blevet arresteret. Hans kæreste - Eva - iklæder sig hans matrostøj og tager hans plads ombord - men det gør blot situationen endnu værre.
Midt i det hele står Sam, der forsøger at holde rede i en admiral, overbådsmand, matroser - både med og uden bryster, en oliemilliardær fra Texas, en sheik, lidt for mage damebekendstskaber - samt en småkolerisk balletmester og hans småhomoseksuelle musikalske assistent.
Alting ender naturligvis i fryd og gammen - næsten...

Bedste replikker

Da den kendte balletmester Nit… det hedder han altså… ville protestere mod balladen blev han overfaldet og var nær druknet. Kun takket være enestående åndsnærværelse lykkedes det for ham at nå hen til krydseren, hvor han blev…
- Videre!
… blev med en skarp kniv befriet for ben og grove sener, gnede med hvidløg…
- Luk telefonen!
… salt og peber og dernæst lagt i blød til næste morgen med en dosis engelsk sennep.

Det her er jo ikke et geled - det er en feberkurve!

Det gik jo fint.
Ja, ekspert i at simulere.
Kan simulere alt fra indgroet negl til hjernerystelse.
Blindtarmen lærte jeg i papsløjd.

Skal du ikke opereres i maven?
Nej - i Montebello! Medmindre hukommelsen svigter, er det en pige.

Blåjackor Dirch og blåjakkerne

Dansk titel:
Dirch og blåjakkerne

Dirch Passer rolle:
Sømanden Sam

1965
107 minutter
farve

Premiere
Bristol 15/3 1965 til 25/3 1965
Casino, Grøndals og Nora 15/3 1965 til 28/3 1965
Merry 15/3 1965 til 39/3 1965
Triangel 19/3 1965 til 4/4 1965

Svensk premiere 3.10. 1964.

Instruktør Arne Mattsson
Manuskript Volodja Semitjov med dialog af Gösta Rybrandt efter Louis Lajtas operette
Producer Inge Ivarson
Fotograf Kalle Bergholm
Klipper Lennart Wallén
Lyd Gaston Cornelius, Aaby Wedin
Komponist Lajos Lajtai arr. af Eigil Monn-Iversen
Produktionsselskab Merry Film, Triglav Film, Bison Film - Inge Ivarson

Medvirkende:
Dirch Passer Sam
Anita Lindblom Carmen
Åke Söderblom Admiral Nappe von Lohring
Nils Hallberg Nitouche, balletmester
Elisabeth Odén Eva
Per Asplin Kadet
Siv Ericks Mrs. Plunkett
Grynet Mollvig Pia
Carl-Axel Elfving Fifi, akkompagnatør
Marianne Mohaupt Fia
Arve Opsahl Månsson, kalfaktor
Lillevi Bergman Mia
Carl-Gustaf Lindstedt Skibslæge
Curt Ericson Olsson
Tomas Bolme Kæmpe
Hans Wahlbom Sören
Nils Kihlber Kaptajn Söderman
Olof Huddén Kommandør Swahn
Lennart Lindberg Løjtnant Berg
Gustaf Lövås Første herre
Sven Holmberg Anden herre
Per Lekang Sheik Ibn Gopal

Dirchland anmeldelse:
Dette er langt fra Dirchs bedste præstation på film. Hans svenske er ikke overbevisende - men værre er det at filmen hakker sig gennem historien. Der er mange gode passager - men desværre ligeså mange ikke så heldige - deriblandt de evindelige sang- og dansescener som bare trækker ud i en uendelighed.
Admiralen sætter skub i løjerne, og hans stakkels assistent med norske rødder, Månnson, forsøger at følge med det bedste han kan. De er skyld i mange af filmens pudsige optrin.
Ind i mellem har DIrch sine sædvanlige passager og replikker hvor han brænder igennem. Selv om filmen ikke er fremragende er han - næsten selvsagt - et plus for den.
Og så er det da lidt pudsigt at balletmesteren hedder Nitouche...

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Musikfattig og luneløs operettefarce...

Forlægget er en operette af Lajos Lajtai (1942). Lajos Lajtais operette er tidligere filmatiseret i 1945 af Rolf Husberg. Mattssons version er en svensk-dansk-jugoslavisk samproduktion mellem Bison Fim [SE], Merry [DK] og Triglav Film [YU].

Filmen blev indspillet i Triglav Films studier i Ljubljana og ved Adriaterhavskysten.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

En af Dirch svenske film.
Filmen indledes forrygende - for naturligvis skal en vikingefilm indledes med jazz… der ligeledes er underlægningsmusikken. Brødrene Gram og Glum er på vej hjem fra et togt.
Vikingehøvdingen er syg - han er forgældet og skylder romerne i skat.
De to brødre er blevet bestjålet og har intet rov med hjem og nu er kongen forgældet - han skylder penge til Olaf den sure.
En fremmed - Pollo - kommer til byen - og straks bliver de to brødre sat til at spise og spise og spise. Der er ingen grænser for hvor meget mad de får.
Pollo betaler kongen hundrede denarer - og om et år vil den romerske kejser betale ham, hans sønners vægt i sølv.
Sønnerne skal være gladiatorer - og kongen og den fremmede enes om at han bare skal tage dem med - kongen er træt af deres kævlerier. I Rom vil Casius se om det virkelig er lykkedes for Pollo at fremskaffe verdens bedste gladiatorer.
Kejserinden sender sin tjenestepige Fatima hen for at byde Pollo at komme til hende om natten. Kejserinden ved ikke at Fatima og Pollo elsker hinanden.
Fatima afslører overfor Casius at Pollo er hos kejsserinden - men hun varskoer ham før legionærerne kommer. Fatima og Pollo gemmer sig under sengen og kysser, og da legionærerne finder dem - og Pollo er klærer at han er forelsket i Fatima.
Men Casius tror ham ikke og Pollo ryger i brummen, sammen med Garm og Glum.
Kejserinden besøger Glum og Garm i fænglet - og befrier de to, og de lover at adlyde hende blindt. Nu skal de gøres til rigtige gladiatorer. Men det er nemmere sagt end gjort.
Men det hjælper lidt når der sidder en letpåklædt kvinde i badet… Casius advares med en pil…
Han gemmer sig - men lader sine legionærer passe på kejserinden, Pollo og de to bersærkere.
Kejserinden og Fatima opdager at Pollo har holdt dem begge for nar.
Casius vender tilbage - og udsteder en dødsdom over dem alle efter morgendagens gladiatorkampe.
Men de to bersærkere besejrer naturligvis alle gladiatorerne. De opdager at alle mennesker er forsvundet fra byen - men kejserinden og Pollo beder dem komme med tilbage til slottet.
Garm og Glum får lov at tage noget guld fra skattekammeret - men de skal være hurtige, for Casius er på vej.
De rager til sig - opdages af legionærerne, men det lykkes dem at undslippe i en vogn, sammen med Pollo, kejserinden og Fatima. I bygden modtages de af alle indbyggerne - men kongen er skuffet, da der ikke er guld med hjem - lige til han opdager kejserinden og formildes. Om natten kommer kejserinden til Glum og forsøger at forføre ham.
Næste morgen kommer Olaf den Sure med sine mænd for at hente det sølv som kongen skylder ham.
Men kongen kan stadig ikke betale.
Olav vil hænge kongen, Pollo forsøger at vække de to brødre så de kan hjælpe - og så banker de to brødre hele Olavs fjendtlige hær.
Kongens første kone smider kejserinden på porten, og hun tager med Olav den Sure.
Kongen er vred, men formildes da Garm og Glum viser ham alt det de har hugget fra Olavs skib.

Bedste replikker:

Jeg vil vise dig mine helleristninger!

HÄR KOMMER BÄRSÄRKARNA

Dansk titel:
Vi vilde vikinger

Dirch Passer rolle:
Garm

1966
99 minutter
farve

Premiere
Enghave 6/5 1966 til 10/5 1966
Bio Lyngby og Park 6/5 1966 til 12/5 1966
Grøndals, Merry og Nora 6/5 1966 til 15/5 1966

Instruktør Arne Mattsson
Manuskript Folke Nystrand, Volodja Semitjov
Producer Inge Ivarson
Fotograf Kalle Bergholm, Stelvio Massi
Komponist Varlo Savina
Produktion Bison Film - Inge Ivarson - Triglav - Merry Film
Produktionsland: Sverige/Danmark/Jugoslavien

Medvirkende:
Dirch Passer
Carl-Gustaf Lindstedt
Åke Söderblom
Karl Arne Holmsten
Walter Chiari
Niels Hallberg
Ilesabeth Odén

Dirchland anmeldelse:
”Vi vilde vikinger” er et studie i, hvor dårlig man KAN lave en film. Og er den absolut ringeste film som Dich har medvirket i. Manus er tyndt, skuespillerne er dårlige, replikker nærmest oplæses, der overspilles - også af Dirch - som tilmed ikke kan tale et ordentligt svensk. Men hvorfor skulle han - når der ikke er noget andet ordentligt i denne film.
Kulisser, dragter og rekvisitter var lånt i Jugoslavien; en ”vikingeby” som lå øde hen efter at have været kulisse til den engelske film ”The Long Ships” fra 1963. Man benyttde denne films kulisser, rekvisitter og dragter.
En film, som er så dårlig at den ikke engang har kitch-kvaliteter, og kan ses fordi den er ufrivillig morsom.
Denne film er overhovedet ikke morsom.
Der er lige et sted i filmen hvor den irriterende vikingekonge er ved at blive hængt - dette kunne have været en skøn forløsning på en film der aldrig burde være indspillet. Men ikke en gang det får man lov til at opleve.

Filmen er indspillet i Jugoslavien i en ”vikingeby” som lå øde hen efter at have været kulisse til den engelske film ”The Long Ships” fra 1963. Man benyttde denne films kulisser, rekvisitter og dragter.

En svensk anmelder, Leif Furhammer, skrev:
Det er tvivlsomt om vi siden 30’erne har set nogen film, som er søgt så langt ned mod bunden i et emne.

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Flov bersærkerfarce indspillet i Filmservice’ atelierer i Ljubljana, Jugoslavien.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

Sverige ligger i krig, og alle våbenføre mænd er indkaldt til tjeneste, tilbage i landsbyen er kun kvinder og børn, og et par aldrende herrer.
Forud er gået en trist historie hvor den unge pige Barbros mor, er blevet brændt på bålet som heks. Hun lover at hævne sin mors død.
Midt under krigen ankommer den nye præst til landsbyen, hvor han modtages ef den lokale grevinde og en flok kvinder. Det bliver tydelgt for præsten, hvad kvinderne har i tankerne - og det er ikke Guds ord. Han flygter, kommer til skade, og må derfor passes af et par af byens kvinder.
Næste morgen slår Barbros forbandelse til: Præsten vågne rmed Nordens største erektion. Præsten skal uheldigvis til souper hos biskoppen dagen efter, så nu er gode råd dyre, men heldigvis ved kvinderne nok hvordan sådan en kalorius skal nedlægges. Men selv om barmhjertighedssøstrene nok ved hvordan sådan en skal skæres, så går det ikke så let, og præsten må melde afbud. Selv fru Paula, hvis mand låser hende inde, undslipper, og tager del i det hårde arbejde. Men der ulmer et oprør i byen - for ikke alle kvinder er med i barmhjertighedssøstrene - og selv grevinden vil have del i den ufrivilligt virile præst.
De forsmåede kvinder skriver brev til biskoppen, der forlanger at præsten indfinder sig - om han så skal bæres - og den stakkels præst må nu køres gennem hele sognet til offentlig beskuelse.
En specialist tilkaldes, med Dirch som assistent, og med deres afkorvningsmaskine, fordrives stivheden - næsten. En lille rest nyder grevinden godt af - og så - endelig - falde den lille præst. Barbro har dog ikke sådan tænkt sig at lade præsten slippe, så hun foretager nogle beværgelser, og næste dag har præsten samme problem. Hun møder op og tager skylden, og besøger herefter jævnligt præsten - naturligvid kun for at helbrede ham...
Undervejs i handlingen dukker Cornelis Wreswijk op som guitarklimpende troubadur, og binder handlingen sammen med små skæve sange.

Kyrkoherden

Senere:
Den svåra prövningen
Den ståndaktige kyrkoherden

Dansk titel:
Ih, det var dog den stiveste

Dirch Passer rolle:
Bartolomeus

1970
90 minutter
farve

Premiere
15/6 1970, Danmark
30/3 1970, Sverige

Instruktion Torgny Wickman
Manuskript Inge Ivarson,
Torgny Wickman
Klipper Carl-Olov Skeppstedt.
Komponist William Augustus Ogden, Mats Olof Olsson, Cornelius Vreeswijk

Medvirkende:
Jarl Borssén Præsten
Margit Carlquist Sibyll

Dirchland anmeldelse:
Generelt var de film som Dirch Passer indspillede i Sverige, ikke af en overvældende god kvalitet - og det var ”Ih, det var dog den stiveste” heller ikke. Selv om man nok må sige, at selv om filmen har sine små øjeblikker.
Dirchs rolle er nærmest en parantes - men han får lov til at fjolle lidt. Og lidt er bedre end ingenting.
Skal der siges noget positivt, så er det Cornelis som er klart mest seværdig, når hans små pudsige musiksekvenser binder filmen sammen - lidt som man husker det fra western-filmen ”Cat Balou”.
Historien om den stakkels præst med den strittende manddom, midt i en landsby befolket af lutter kvinder, kunne have været rigtig sjov, men filmen bliver ujævn, dog med pletvise fornøjelige passager.

Forlægget er romanen ”När det gick för kyrkoherden” af Bengt Anderberg.

Filmen er ikke dansk og ikke medtaget i hverken Gyldendals opslagsværk eller i Danske Spillefilm 1968 til 1991.

At kalde Reptilicus for dansk filmhistories dårligste film, er en skrap overdrivelse. For så god er den slet ikke.
Historien om ingeniøren som ved et uheld borer ned i en frosset dinosaurhalespids, kunne ellers have været spændende. Men filmen byder på så dårlige skuespillerpræstationer, at man må korse sig. Og slet ikke kan lade være med at grine.
Samtidig er monsteret og kulissebyen så skidt lavet, at man tydeligt kan se der er tale om malet pap. Og flere steder er de snore som styre Reptilicus tydelige at se. Statisterne der skal løben gennem København og over langebro, i ren rædsel, løber og griner. Og sådan kunne man blive ved.
Man samtidig er filmen underholdende - netop fordi den er så utrolig kitchet.

Bedste replikker

Elektrisk ål - javel ja - alting drives åbenbart elektrisk her.

Er det nødvendigt at slæbe den cykel med helt herind?
Selvfølgelig - det er jo mig der kører på den.

Karen (mimi Heinrich)
Der er meget få ting i livet man skal tage alvorligt. Livet er pragtfuldt, solen skinner. Se dig omkring!
Poul (Bent Mejding)
Ja, jeg ved godt, at vi danskere synes, at livet er liutter lagkage, men Karen - det er det ikke!

Reptilicus -A horrorfying tail of terror

Den danske version:
Reptilicus
Dus med uhyret

Dirch Passer rolle:
Mikkelsen

1961
92 minutter
farve

Premiere Saga 20/2 1961 til 16/3 1961

USA 20 January 1963
(Bismarck, North Dakota)
Mexico 30 May 1963

Tilladt fra 12 år - hvilket man ikke forstår, da ingen kan blive bange for et papmonster.

Instruktion Poul Bang
Manuskript Ib melchior og Sidney Pink i dansk bearbejdelse af af Poul Bang og Bob Ramsing.
Foto Aage Wiltrup
Lyd Georg Jensen og Poul Nyrup
Deko Otto Lund, Helge Hansen og Kai Koed
Klip atrdi Nisted Nielsen
Musik Sven Gyldmark og Victor Skaarup
Prod: Saga og Sid Pink Prod. - Erik Larsen og John Zalabery

Medvirkende:
Dirch Passer
Asbjørn Andersen
Ann (Hanne) Smyrner
Mimi Heinrich
Carl Ottosen
Bent Mejding
Bodil Miller
Poul Wøldike
Ole Wisborg
Mogens Brandt
Kjeld Petersen
Birthe Wilke
Alex Suhr
Alfred Wilken
Bent Vejlby
Knud Hallest
Benny Juhlin
Martin Stander
Børge Møller Grimstrup
Hardy Jensen (Rafn)
Poul Thomsen
Svend Johansen
Jørgen Blaksted
Claus Toksvig

Dirchland anmeldelse:
Reptilicus er faktisk titlen på to film - ens men helt forskellige.
den danske Reptilicus (1961) instrueret af Poul Bang, og den amerikanske Reptilicus (1962) instrueret af Sidney Pink.
Det er fejlagtigt at antage at det er den samme film med to forskelige lydspor - en artikel i det amerikanske blad Video Watchdog slår fast, at det er to forskellige film, optaget sideløbende, en på dansk og en på engelsk, med hver sin instruktør.
Den danske version er indspillet med dansk tale og her kan uhyret flyve - den amerikanske er naturligvis indspillet med engelsk tale, hvoraf dele er eftersynkroniseret, og her spyr monsteret en grøn og ætsende slim.
Dirch har en lille rolle som viceværten Dirch Mikkelsen - men man kunne ligeså godt have kaldt ham Alf Thomsen. Og han har enkelte sjove episoder. Blandt andet cykelscenen og den elektriske ål, som han ikke kan holde fingrene fra. Men man kan ikke lade være med at tro, at han kun er taget med, fordi det så godt ud på plakaten.
Dirchs indlagte sang ”Tilicus” er sød, men underlig malplaceret - og der er nok en grund til, at den aldrig udkom som single.
Men som sagt, skal man ikke lade være med at se denne film. For selv om man ikke tror sine egne øjne, så er der mange - virkeligt mange - gode grin. Ikke over handlingen - men over den dårlige produktion.
Skal man lige tage den skridtet videre, så gå på jagt efter Sidney Pinks amerikanske version af filmen, hvor uhyret spyer grønt ætsende slim, og alle danske skuespillere er eftersynkroniserede. Det er smukt!
Filmen er blevet kaldt den værste monsterfilm nogensinde, men har alligevel et sort publikum, som kultklassiker, netop fordi den er så gennemført dårligt lavet.
Selv om Dirch var på plakaten, var det aldrig meningen at filmen skulle have været komisk.

Under optagelsen havde filmen Arbejdstitlen ”Rejse til den syvende planet” eller”Dragen og Dirch”, og har derforuden været markedsført med titlen ”Dus med uhyret”.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En forhistorisk kæmpeøgle tramper rundt i 1960’ernes Danamrk. Kuriøst misfoster af en science-fiction film ed høj underholdningsværdi og kultstatus. Filmen gav produktionsselskabet Saga en så sviden økonomisk øretæve, at det blev fordbut selskabets medarbejdere at omtale den flere år frem i tiden. ”Takket være velvillig bistand fra Danmarks flåde, hær og hjemmeværn, er denne film blevet til” står der på forteksterne. VI klipper derpå til Lapmarken og ingeniøren Bent MEjding, der som leder af et borehold finder blod og frisk kød i undergrunden. En dinisurhale fragtes til Danmarks Akvarium, og derfra griber skrønen om sig, stadig mere ubehjælpsom, ind til uhyret atomiseres på Rådhusplasen i København. Reptilicus blev produceret af amerikaneren Sid Pink og skrevet i Hollywood af den dansk-fødte Ib Melchior. Med undtagelse af Asbjørn andersen spiller alle ubetinget rædselsfuldt. Især Bent Mejding og Carl Ottosen der ikke engang kan udtale sit eget efternavn ordentligt, må have haft det svært da de så den færdige film. I Tivoli underholder Bithe Wilke på skomager-engelsk. En dansk og engelsk version forleligger. Claus Toksvig er ret sjov som nyhedsoplæseren.
Amerikaneren Sid Pink var også manuskriptforfatter til og medproducent af farcen ”Elefanter på loftet” 1960 - endnu en dansk - amerikansk co-produktion. Den var så ringe at selv Per Guldbrandsen følte sig kaldet til at fralægge sig instruktøransvaret. ”Reptilicus” var Flemming John Olsens første selvstændige produktion på Saga efter faderen John Olsens død. Han satsede, som sin far på folkekomedien, men kun ”Min søsters børn” filmene fik for alvor succes. Fra 1970 var han primært ansvarlig for Saga Bio.

”Reptilicus” har det mest latterligt udseende kæmpekrybdyr, der nogensinde har udløst artilleri ild fra gamle arkivoptagelser.”
John Brosnan i ”The primal Screen” 1991

Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

Fra Dansk film database:

Filmen ”Reptilicus” var den første science fiction-film, der blev optaget i København og det var første gang man i dansk film i den grad arbejdede med trickoptagelser. Filmen blev optaget både i en dansk og en amerikansk version med de samme skuespillere. Det skyldtes Lauritz Melchiors søn - Ib Melchior, at trick- og science fiction-filmen blev til i Danmark. Ib Melchior virkede som manuskriptforfatter i Hollywood og arbejdede sammen med film- og tv-producenten Sid Pink. Sammen havde de forinden haft en enorm populær succes på en science fiction film ”Den vrede røde Planet”, som Ib Melchior også havde sat i scene. Ib Melchior skrev manuskriptet til ”Reptilicus” og lod historien for størstedelen foregå i København. Da Sid Pink ville leje Saga studiet havde man travlt med egne film og var derfor ikke særlig interesseret. Men Poul Bang og Flemming John Olsen blev alligevel interesseret, da de havde læst manuskriptet. Selve uhyret i filmen var skabt af plastic og gummi af arkitektspecialisten Orla Høyer. Det var lavet i to størrelser. I den ene mindede Reptilicus om en mellemting mellem et henved en meter langt flyvende firben og en kinesisk drage. I den anden udgave var øglens kæmpehovede og halvdelen af dens krop en halv snes meter lang. Inden i den var der plads til to mænd, som kunne bevæge dens hoved, spy røg ud gennem uhyrets næsebor og få øjnene til at skyde lyn. Reptilicus blev holdt under streng bevogtning i Charlottenlund Palmehave, som Saga havde overtaget som et ekstra atelier. Her havde man også bygget hele den indre del af København op, bl.a. Tivoli, Rådhuspladsen, Bredgade-kvarteret, Rosenborg, Nyhavn, Slotsholmen, Langebro og Børsen, som var genskabt naturtro efter fotografier af bygningerne i 43 størrelse. Når man valgte den størrelse var det fordi den passede nøjagtig til de legetøjsbiler og sporvogne man kunne købe. Omkring 150 modelhuse stod klar til at blive ødelagt af Reptilicus. Modelbyen som dekoratør Kaj Koed var mester for kostede alene 50.000 kr.

Filmen ”Reptilicus” blev bl.a. optaget ved Langebro, på Rådhuspladsen og i gaderne deromkring, bl.a. Ny Vestergade. Københavnerne kunne en tidlig morgen kl. fem opleve at mere end 1000 mennesker i panik kom styrtende ind mod Langebro fra Amagersiden forfulgt af et usynligt uhyre. Flugten standsede brat, da den ene broklap gik op og adskillige af de panikslagne mennesker sprang i havnen, heraf nogle med cykler. Scenen blev fulgt af filmkameraer, hvoraf et var opstillet på en flåde i vandet og et oppe i broens kontroltårn. Producenterne måtte lægge 10.000 kr. på bordet for panikken. Og for pengene sikrede Værløse Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening sig en god del af et længe ønsket klubhus. Kontrakten mellem parterne lød på at foreningen til gengæld for den pæne check skulle stille med 1000 statister i alle aldre og begge køn til de tidlige morgenoptagelser. Optagelsen måtte gøres om, da det første gang ikke ligefrem var rædsel der stod præget i statisternes ansigter. Under de dramatiske optagelser skete iøvrigt et lille uheld da en af statisterne snublede i en sporvognsskinne, idet han løb ned ad den hævede broklap. Han slap dog med nogle hudafskrabninger.

De to piger, Lisa, der drømmer om at slå igennem i hollywood, og den høje rødhårede model, Sally bor sammen. En del af inventaret er en grønøjet elefant der lyder navnet Harold, indkøbet i Mexico. Harold er ingen almindelig elefant.
En stor rolle byder sig for Lisa, men desværre kræveer rollen at man er høj og rødhåret - som Sally. Men Sally kan ikke spille skuespil - og taler iøvrigt med så tyk en texas-accent, at hun helst skal holde munden lukket. Fotografen Dennis (Dirch) er ret betaget af hende - blant andet, og Lisa har også svært ved at holde Tom fra døren.
Irriteret siger Lisa før de går i seng, at Lise skulle være Sally og omvendt - så ville rollen være i hus.
Næste morgen har de to piger byttet krop, takket være Harold, og det giver anledning til en del forviklinger, for Lisa kan sagtens være Sally, men Sally har ikke hjerne til den slags bedrag. Men Lisa får stor succes på film i Sallys krop.
Pigerne må holde sg for sig selv i måneder, for ikke at blive afsløret, til Dennis og Toms utilfredshed.
Der bliver byttet rundt på den hel del kroppe i filmen, men alle ender i deres egne kroppe igen - mens Harold blinker frækt med sine grønne jadeøjne.

Bedste replikker:

- Ham Dennis er en blæksprutte, der er hele tiden 50 hænder på mig. Jeg tror han tror jeg er lavet af blindskrift...! _

-Hvilken klasse ønkser de at flyve på: 1. eller 2.?
- Hvad er hurtigst?

-Hvad er Skandinavien?
- Norge, Sverige og Danmark.
- Ja det ved jeg - men hvad er Skandinavien?

- Jeg ønsker mig et spansk æbletræ i min mors Skotland!
- Jeg tror hun har et stort æbletræ i Spanien, din mor!
- Har du prøvet min spanske mors æbletræ?

The Green eyed elephant

Danske titler:
Elefanter på loftet
Den grønøjede elefant

Dirch Passer rolle:
Dennis, irsk fotograf

1960
76 minutter
farve

Premiere
Odense 15/8 1961
Casino, Merry og Roxy 29/5 1961 til 1/6 1961

Instruktion Peer Guldbrandsen
Manuskript Sideny Pink
Foto Agge Wiltrup
Musik Sven Gyldmark
Lyd Georg Jensen
Deko Otto Lund
klip Edith Nielsen
Prod : SAGA - Hans Barfoed, Sidney Pink og Excelsior

Medvirkende:
Dirch Passer
Nora Hayden
Delphi Laurence
Bjørn Watt-Boelsen
Kirsten Passer
Ove Sprogøe
Avi Sagild
Phil Baker

Dirchland anmeldelse:
Der skal ikke mere end to personer til at ødelægge en film. I denne film, to bimbos.
De to piger spilles umanerligt skidt af af Nora Hayden og Delphi Laurence. Det lyder som om de læser op af manus - eller i det hele taget bare læser op. Dirch kører den hjem på rutinen, med tonsvis af gags og gummifjæs - men scenen hvor Dennis forsøger at smugle de to piger til København i en stor kuffert, og hvor han standses af en emsig tolder, spillet af Ove Sprogøe, slipper de begge rte godt fra. Forvirringen er fuldkommen, når et klap for Dennis betyder, at pigerne skal være stille, men for en tamburmajor i luftehavnen er tegn til at orkestret skal spille.
Dirch og Ove bliver berusede på smukkeste vis, og ender i en herlig vrøvlesamtale om æblecier, plantager og whisky.
Filmen er instrueret af Sidney Pink, så der er dømt ondt i øjnene, og kulisserne ligner noget fra et dilettantstykke.
En film hvor alt der kan være skidt, er skidt - men som alle Sidney Pink film, med sin egen kitchede underholdningsværdi...

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Også kaldet ”Den grønøjede elefant” - ”The Greeneyed elephant”
Engelsk version med dansk fortæller.

Sange: "The Green-Eyed Elephant", sunget af Grethe Sønck

Sally med Texas-dialekt (Nora Hayden) og den højrøstede Lisa (Delphi Laurence) er to Hollywoodstarletter, der håber på den store chance. Da den melder sig i form af en interessseret producent kompliceres sagerne af en jade-elefant, der bytter om på pigernes stemmer og identitet.
Et noget bestyrtende eksempelpå den højst specielle Sidney Pinks hærgen i dansk film. Han skrev og producerede dette lav-budget makværk, før han var medprodocunt og medforfatter på den hundedyre scince fiction katatstrofe ”Reptilicus” så produktionsselskabet Saga VAR advaret. Komedien ”Elefanter på loftet” er en fremtrædende kandidat til titlen som den værste spillefilm optaget på dansk grund: de to piger i hovedrollerne er nådesløst ucharmerende og dillettantiske, dens handling totalnonsens fra ende til anden, dens dekorationer har ikke en gang råd til de nødtørftigste møbler, og de scener, filmen ikke magter at dramatisere, dækkes af fortælleren, en forbløffende beredevillig Ove Sprogøe. Dirch Passer påtræder også med nogle anstrengte klovnenumre. Filmen har engelsk tale, men dansk hovedproducent i Hans Barfod og den blev optaget på Saga Studio.
Den gik to dage i tre mellemstore biografer uden for centrum.
Der optræder ingen instruktør på forteksterne, idet Peer Guldbrandsen fralagde sig ansvaret, hvilket der skal noget til.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.