Dirch spiller Sam, en mand der er født på Øresundsbåden og derfor er både dansk og svensk. Han ryger i trøjen i den svenske marine, og på det første togt til Montebello.
Matroserne og pigerne fra den lokale balletskole går fint i spænd sammen, men det udvikler sig til en lidt penibel situation, da en af matroserne bliver forelskede i en balletpige - og ikke kan komme ombord på skibet inden afsejling, da han er blevet arresteret. Hans kæreste - Eva - iklæder sig hans matrostøj og tager hans plads ombord - men det gør blot situationen endnu værre.
Midt i det hele står Sam, der forsøger at holde rede i en admiral, overbådsmand, matroser - både med og uden bryster, en oliemilliardær fra Texas, en sheik, lidt for mange damebekendstskaber - samt en småkolerisk balletmester og hans småhomoseksuelle musikalske assistent.
Alting ender naturligvis i fryd og gammen - næsten...

Bedste replikker

Da den kendte balletmester Nit… det hedder han altså… ville protestere mod balladen blev han overfaldet og var nær druknet. Kun takket være enestående åndsnærværelse lykkedes det for ham at nå hen til krydseren, hvor han blev…
- Videre!
… blev med en skarp kniv befriet for ben og grove sener, gnede med hvidløg…
- Luk telefonen!
… salt og peber og dernæst lagt i blød til næste morgen med en dosis engelsk sennep.

Det her er jo ikke et geled - det er en feberkurve!

Det gik jo fint.
Ja, ekspert i at simulere.
Kan simulere alt fra indgroet negl til hjernerystelse.
Blindtarmen lærte jeg i papsløjd.

Skal du ikke opereres i maven?
Nej - i Montebello! Medmindre hukommelsen svigter, er det en pige.

Dirch og blåjakkerne

Andre titler:
Momci u plavom
Blue boys
Blåjackor

Dirch Passer rolle:
Sømanden Sam

1965
107 minutter
farve

Premiere
Bristol 15/3 1965 til 25/3 1965
Casino, Grøndals og Nora 15/3 1965 til 28/3 1965
Merry 15/3 1965 til 39/3 1965
Triangel 19/3 1965 til 4/4 1965

Svensk premiere 3.10. 1964.

Instruktør Arne Mattsson
Manuskript Volodja Semitjov med dialog af Gösta Rybrandt efter Louis Lajtas operette
Producer Inge Ivarson
Fotograf Kalle Bergholm
Klipper Lennart Wallén
Lyd Gaston Cornelius, Aaby Wedin
Komponist Lajos Lajtai arr. af Eigil Monn-Iversen
Produktionsselskab Merry Film, Triglav Film, Bison Film - Inge Ivarson

Medvirkende:
Dirch Passer Sam
Anita Lindblom Carmen
Åke Söderblom Admiral Nappe von Lohring
Nils Hallberg Nitouche, balletmester
Elisabeth Odén Eva
Per Asplin Kadet
Siv Ericks Mrs. Plunkett
Grynet Mollvig Pia
Carl-Axel Elfving Fifi, akkompagnatør
Marianne Mohaupt Fia
Arve Opsahl Månsson, kalfaktor
Lillevi Bergman Mia
Carl-Gustaf Lindstedt Skibslæge
Curt Ericson Olsson
Tomas Bolme Kæmpe
Hans Wahlbom Sören
Nils Kihlber Kaptajn Söderman
Olof Huddén Kommandør Swahn
Lennart Lindberg Løjtnant Berg
Gustaf Lövås Første herre
Sven Holmberg Anden herre
Per Lekang Sheik Ibn Gopal

Dirchland anmeldelse:
Dette er langt fra Dirchs bedste præstation på film. Hans svenske er ikke overbevisende - men værre er det at filmen hakker sig gennem historien. Der er mange gode passager - men desværre ligeså mange ikke så heldige - deriblandt de evindelige sang- og dansescener som bare trækker ud i en uendelighed.
Admiralen sætter skub i løjerne, og hans stakkels assistent med norske rødder, Månnson, forsøger at følge med det bedste han kan. De er skyld i mange af filmens pudsige optrin.
Ind i mellem har Dirch sine sædvanlige passager og replikker hvor han brænder igennem. Selv om filmen ikke er fremragende er han - næsten selvsagt - et plus for den.
Og så er det da lidt pudsigt at balletmesteren hedder Nitouche...

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Musikfattig og luneløs operettefarce...

Forlægget er en operette af Lajos Lajtai (1942). Lajos Lajtais operette er tidligere filmatiseret i 1945 af Rolf Husberg. Mattssons version er en svensk-dansk-jugoslavisk samproduktion mellem Bison Fim [SE], Merry [DK] og Triglav Film [YU].

Filmen blev indspillet i Triglav Films studier i Ljubljana og ved Adriaterhavskysten.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

En af Dirch svenske film.
Filmen indledes forrygende - for naturligvis skal en vikingefilm indledes med jazz… der ligeledes er underlægningsmusikken. Brødrene Gram og Glum er på vej hjem fra et togt.
Vikingehøvdingen er syg - han er forgældet og skylder romerne i skat.
De to brødre er blevet bestjålet og har intet rov med hjem og nu er kongen forgældet - han skylder penge til Olaf den sure.
En fremmed - Pollo - kommer til byen - og straks bliver de to brødre sat til at spise og spise og spise. Der er ingen grænser for hvor meget mad de får.
Pollo betaler kongen hundrede denarer - og om et år vil den romerske kejser betale ham, hans sønners vægt i sølv.
Sønnerne skal være gladiatorer - og kongen og den fremmede enes om at han bare skal tage dem med - kongen er træt af deres kævlerier. I Rom vil Casius se om det virkelig er lykkedes for Pollo at fremskaffe verdens bedste gladiatorer.
Kejserinden sender sin tjenestepige Fatima hen for at byde Pollo at komme til hende om natten. Kejserinden ved ikke at Fatima og Pollo elsker hinanden.
Fatima afslører overfor Casius at Pollo er hos kejsserinden - men hun varskoer ham før legionærerne kommer. Fatima og Pollo gemmer sig under sengen og kysser, og da legionærerne finder dem - og Pollo er klærer at han er forelsket i Fatima.
Men Casius tror ham ikke og Pollo ryger i brummen, sammen med Garm og Glum.
Kejserinden besøger Glum og Garm i fænglet - og befrier de to, og de lover at adlyde hende blindt. Nu skal de gøres til rigtige gladiatorer. Men det er nemmere sagt end gjort.
Men det hjælper lidt når der sidder en letpåklædt kvinde i badet… Casius advares med en pil…
Han gemmer sig - men lader sine legionærer passe på kejserinden, Pollo og de to bersærkere.
Kejserinden og Fatima opdager at Pollo har holdt dem begge for nar.
Casius vender tilbage - og udsteder en dødsdom over dem alle efter morgendagens gladiatorkampe.
Men de to bersærkere besejrer naturligvis alle gladiatorerne. De opdager at alle mennesker er forsvundet fra byen - men kejserinden og Pollo beder dem komme med tilbage til slottet.
Garm og Glum får lov at tage noget guld fra skattekammeret - men de skal være hurtige, for Casius er på vej.
De rager til sig - opdages af legionærerne, men det lykkes dem at undslippe i en vogn, sammen med Pollo, kejserinden og Fatima. I bygden modtages de af alle indbyggerne - men kongen er skuffet, da der ikke er guld med hjem - lige til han opdager kejserinden og formildes. Om natten kommer kejserinden til Glum og forsøger at forføre ham.
Næste morgen kommer Olaf den Sure med sine mænd for at hente det sølv som kongen skylder ham.
Men kongen kan stadig ikke betale.
Olav vil hænge kongen, Pollo forsøger at vække de to brødre så de kan hjælpe - og så banker de to brødre hele Olavs fjendtlige hær.
Kongens første kone smider kejserinden på porten, og hun tager med Olav den Sure.
Kongen er vred, men formildes da Garm og Glum viser ham alt det de har hugget fra Olavs skib.

Bedste replikker:

Jeg vil vise dig mine helleristninger!

Vi vilde
vikinger

Andre titler
HÄR KOMMER BÄRSÄRKARNA
Divljii vikinzi
Two vikings
Le Bisarche

Dirch Passer rolle:
Garm

1966
99 minutter
farve

Premiere
Enghave 6/5 1966 til 10/5 1966
Bio Lyngby og Park 6/5 1966 til 12/5 1966
Grøndals, Merry og Nora 6/5 1966 til 15/5 1966

Instruktør Arne Mattsson
Manuskript Folke Nystrand, Volodja Semitjov
Producer Inge Ivarson
Fotograf Kalle Bergholm, Stelvio Massi
Komponist Varlo Savina
Produktion Bison Film - Inge Ivarson - Triglav - Merry Film
Produktionsland: Sverige/Danmark/Jugoslavien

Medvirkende:
Dirch Passer
Carl-Gustaf Lindstedt
Åke Söderblom
Karl Arne Holmsten
Walter Chiari
Niels Hallberg
Ilesabeth Odén

Dirchland anmeldelse:
”Vi vilde vikinger” er et studie i, hvor dårlig man KAN lave en film. Og er den absolut ringeste film som Dich har medvirket i. Manus er tyndt, skuespillerne er dårlige, replikker nærmest oplæses, der overspilles - også af Dirch - som tilmed ikke kan tale et ordentligt svensk. Men hvorfor skulle han - når der ikke er noget andet ordentligt i denne film.
Kulisser, dragter og rekvisitter var lånt i Jugoslavien; en ”vikingeby” som lå øde hen efter at have været kulisse til den engelske film ”The Long Ships” fra 1963. Man benyttde denne films kulisser, rekvisitter og dragter.
En film, som er så dårlig at den ikke engang har kitch-kvaliteter, og kan ses fordi den er ufrivillig morsom.
Denne film er overhovedet ikke morsom.
Der er lige et sted i filmen hvor den irriterende vikingekonge er ved at blive hængt - dette kunne have været en skøn forløsning på en film der aldrig burde være indspillet. Men ikke en gang det får man lov til at opleve.

En svensk anmelder, Leif Furhammer, skrev:
Det er tvivlsomt om vi siden 30’erne har set nogen film, som er søgt så langt ned mod bunden i et emne.

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Flov bersærkerfarce indspillet i Filmservice’ atelierer i Ljubljana, Jugoslavien.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

Passer passer piger er det sidste film i ”Støver” serien - og også den mest pjattede af de fire film. Men ikke desto mindre er historien rigtig sød. Den venlige vicevært, Alf, som jo vil gøre næsten alt for sine beboere, hjælper denne gang Mona Lise på kvisten, med at finde indkvartering til seks miss’er som mangler overnatning en enkelt nat. Alf lader som om det er småpiger, og afslører først da de ankommer, at det er seks meget smukke piger, som totalt fordrejer hovedet på opgangens mænd.
Fru Henriksen har sin egen hemmelige plan - hun vil nemlig gøre sin vrantne mand jaloux - hvilket naturligvis lykkedes.
En sælger ankommer til opgangen med et teknologisk vidunder, som kan både piske, tørre hår og save i træ - og netop denne maskine er det der får det hele til at løbe af sporet. For hr. Hansen taber den nemlig ned i badet da han vil piske lidt ekstra skum til Miss Vojens - og før de ved af det, er hele ejendommen fyldt med skum.
Men som sædvanligt ender alt godt - for de har jo Alf til at redde trådene ud. Selv om Alf denne gang får en overraskelse til slut, som ikke er så nem at overse.

Bedste replikker:

Alf jeg er træt af dig!
Så læg dig ned og sov igen.

Du glemte noget?
Og hvad er så det?
At smække med døren!

Velkommen lille hjerte
til kagelagsdesserte.

Hwis a ska sæj nøj…!
Nej, det skal De ikke - miss Lillian vil gerne have lidt mere kaffe!

Passer passer piger

Dirch Passer rolle:
vicevært Alf Thomsen

1965
94 minutter
farve

Premiere
Saga 23/7 1965 til 2/9 1965

Instruktion Svend Methling
Manus Sven Methling frit efter ide af Ida og Bent From
Foto Aage Wiltrup
Lyd Knud Kristensen
Klip Maj Soya
Deko Otto Lund
Musik Sven Gyldmark og The Balckpooles
Prod: Saga Studio - Ditte Restorff

Medvirkende:
Dirch Passer
Helle Virkner
Poul Reichardt
Jan Prisskorn Schmidt
Dirch Passer
Hanne Borchsenius
Sigrid Horne-Rasmussen
Ove Sprogøe
Caja Heimann
Karl Stegger
Beatrice Palner
Henning Palner
Paul Hagen
Carl Ottosen
Kirsten Passer
Aino Korwa
Karin Grubert
Marianne Jørgensen
Diana Vangsaa
Marianne Tholsted
Jeannde von d’Ahe

Dirchland anmeldelse:
I denne fjerde film, fra Solvænget, lokkes beboerne til at tage nogle søde små piger ind, til en enkelt overnatning. Men pigerne er nu slet ikke så små - de er nemlig deltager i en skønhedskonkurrence. Og med en opgang hvoraf halvdelen er mænd, er det jo dømt til at give nogle forviklinger... Parrene er som i de andre film - selv om Sigrid Horne Ramussen er blevet til fru Hansen og Poul Reichardt til hr. Henriksen:
Henriksens - hvor hun gør hvad hun kan for at hendes vrante mand vil få øjnene op for hende.
Feddersen - han er herren i huset - men bliver blød i knæene når fruen laver hans livretter.
Hansens med den lille underdanig mand som helt styres af sin bryske frue.
Og endelig Svendsens - det yngre par som stadig er forelskede til op over begge ører.
Og så er der naturligvis Mona Lisa Jakobsen på kvisten - spillet af den intet mindre end gudesmukke Hanne Borchsenius.
Dirch ER Alf Thomsen. Han er så gennem-sød i ”Støver” filmene, og morgenvækningsscenerne er jo nærmest gået hen og blevet klassikere - det lille spil han har med sig selv og sin maskine, er bare så underspillet og elegant at man ikke kan gøre andet end at sidde og smile.
Sælgerscenen er intet mindre en umanerligt fint sammensat, og Paul Hagen er vidunderligt irriterende som sælger.
Og samspillet mellem hr og fru Hansen - Sitter og Ove Sprogøe, er så rungende morsomt, at man ikke kan lade være med at klukle - han vil så gerne småkysse sin frue - men hun synes det er noget pjat!
Og hvad er det lige Feddersen laver med miss Tåsinge i køkkenet? De spiser sauerkraut såmænd!
En absolut værdig afslutning på en ganske glimrende serie.

Hele opgangen byggede Saga film hos Palladium i Hellerup, som havde så høje studier, at hele trappeopgangen kunne være mellem gulv og loft.
Filmens tilblivelse blev i øvrigt fulgt af Ude & Hjemme, der i fem numre skrev om ”Passer passer piger”. (nr. 21, 22, 23, 27 og 29 1965)
Hvis nogen undrer sig over, hvorfor det ikke er Søren Elung Jensen og Bodil Udsen der spiller hhv. hr. Henriksen og fru Hansen, så var årsagen at de havde lovet dig bort til andet arbejde i perioden. Rollerne blev i stedet overtaget af Poul Reichardt og Sigrid Horne-Rasmussen.
Filmen indeholder den velkendte skumbadsscene, og det var ikke kun i filmen den udviklede sig dramatisk. Saga havde lejet en skummaskine, der kunne lave intet mindre end 240.000 på ingen tid. Scenen kom i kassen, men da optagelserne var slut, manglede der en scenetekniker.
Nogen kunne huske at de havde set ham i bunden af trappeskakten, men selv om der blev råbt og kaldet på teknikeren, dukkede han ikke op. Han var ikke til at finde, og i studiet bredte der sig en nervøs stemning - kunne han være druknet i skummet?
Heldigvis var det ikke så galt. Teknikeren havde ingen problemer med et få vejret, men havde ikke turdet at krybe frem, før han var helt sikker på at optagelserne var afsluttede.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Vicevært Alf Thomsen (DP) og beboerne i etageejendommen Solvænget skal for en periode huse nogle kønne piger, der skal deltage i en skønhedskonkurrence. Det giver problemer.
Fjerde og sidste film i Støv-serien hvor Solvænget bebos af et bredt udsnit af den danske middelklasse, spillet af tidens populære stjerne. Det er livets gang i ”opgangs-lund” centreret omkring den allestedsnærværende Dirch Passer, der vikler en række mere, men især mindre sammehængende episoder sammen og ind i hinanden, så de med statsgaranti ikke danner en helhed. Sjovest er Paul Hagen som dørsælger af en universal maskine. Samme maskine forårsager sernere filmens klimaks hvor Ove Sprogøe taber den i et skumbad, som en skønhedskonkurrence-kandidat okkuperer og hurtigt skummes hele ejendommen til. De mange modeller som Journalisten Mona Lisa (Hanne Borchsenius) leverer, er groft eftersynkroniserede for at give dialektkolorit til hele Danmark. Humoren er mekanisk og denne film er markant den svageste i serien.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 stjerne - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

De tre fiskere Valdemar, Knud og Svend (Dirch, Ove Sprogøe og Paul Hagen) fra Lynæs, ejer fiskerbåden Anne 2 - men svært ved at tjene til dagen og vejen.
Knuds søster, Hanne, kommer altid ned til fiskerne - men Valdemar er lidt træg i optrækket, og har ikke rigtigt fattet, at Hanne er forelsket i ham.
Det er Hanne og Knuds far, der ejer kutteren. Han er sengeliggende, og de tre fiskere vil så gerne kunne tjene nok, så de for det første kan betale terminen på kutteren - og give den gamle et kurophold.
På selv samme dag indkaldes de tre gutter til marinen, og hvordan skal de nu få tjent penge til terminen, for banken rykker for pengene, og vil ikke give henstand.
Gammelfar taler altid om det store åleeventyr i 1931, hvor han fangede 1000 pund ål på fire timer - kunne det bare ske igen.
Mens de tre gutter er i marienen, står Hanne, en ung dreng og Far for fiskeriet. I mens forsøger de tre gutter på bedste vis, at tjene lidt ekstra håndører, ved alskens services for deres kammerater - selvom Knud går mere op i piger. Efter endt prøve ender de alle tre på korvetten Triton. Desværre viser det sig at deres leder fra lejeren, er blevet næstkommanderende på korvetten - og han er ikke begejstret for tre Lynæs-drenge.
Kokken på korvetten, har ikke meget begreb om madlavning, så Valdemar træder til med hjælp og råd, og han forfremmes til officerskok med ekstra lange orlov, der tilbringes på kutteren i Lynæs. Svend modtager et brev fra en pige han friede til for to år siden men han tør ikke åbne det.
I Lynæs går det skidt - en ret fornuftig fangst ødelægges af petroleum, og nu kan de umuligt nå at skaffe pengene. Men han siger til Hanne, at de skal holde sig i nærheden af Triton, så skal han nok forsøge at hjælpe så godt han kan, med at opspore stimerne.
Men så bliver Knud forelsket i næstkommanderenes datter...
Og så møder Svend pigen han har fået brev fra - og hun har en lille overraskelse i ærmet.
De tre gutter nægtes orlov, da de skal på Nato øvelse. Valdemar kontakter Anne 2 for at høre om fiskeriet går, men får beskeden at en ubåd jager fiskene væk - den ubåd som korvetten jagter. Og som de naturligvisn nu kan fange.
Men så dufter der pludselig af ål - masser af ål - og med hjælp af korvetten, få Anne 2 hevet den største ladning ål i land - nok til at pengene er hjemme til terminen. Til slut får alle naturligvis hinanden.
Særligt er malescenen med Dirch og Ove værd at fremhæve.

Bedste replikker:

- Skal du ikke hilse?
- Fra hvem?

- Det må De undskylde - jeg troede det var en telefonboks!

Flådens friske fyre

Dirch Passer rolle:
Fisker Valdemar - Lange Lys

1965
94 minutter
farve

Premiere Saga 3/9 1965 til 14/10 1965

Instruktion Finn Henriksen
Manus Carl Ottosen
Foto Henning Bendtsen
Lyd Jon Branner
Deko Erik Aaes
Musik Svend Asmussen
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg og Dirch Passer - Palle Schnedler Sørensen

Medvirkende:
Dirch PAsser
Ghita Nørby
Ove Sprogøe
Paul Hagen
Hans W. Petersen
Carl Ottosen
Kai Holm
Jan Priiskorn Schmidt
Christine Broe
Karl Stegger
Preben Marth
Sigrid Horne-Rasmussen
Bent Vejlby
Katja Miehe-Renard
Axel Strøbye
Gyde Hasnen
Bent Werther
Hugo Herrestrup
Basse LOrentzen
Viggo Hansen
Jesper Langberg
Svend Bille
Bjørn Spiro
Holger Vistisen

Dirchland anmeldelse:
Det er forståeligt nok, at ”Flådens friske fyre” er en af de film, der vises igen og igen på TV, for historien om de kække fisker-kammerater, der skal forsøge at redde deres fars fiskekutter, men samtidig indkaldes til marinen, er vældig fermt skruet sammen.
De tre fiskere, Svend, Knud og Valdemar, må gå så grueligt meget igennem, for de kan få landet en stor ålefangst - med hjælp fra det marinefartøj de aftjerner deres værnepligt på.
Hans W. Petersen er deres far, som synger den kendte ” Halli hiv halli høj halli havkat”, Ghita Nørby er den gæve søster Hanne, der ser blændenden godt ud i en sweater, Sitter er bankdamen der aldrig bliver rigtig ond, selv om hun råber højt - og I kan jo selv gætte på om det ender godt...

Filmens arbejdstitel var ”Flåden går i fisk”. Under indspilningen af filmen i 1965, løb man ind i den store øl-strejke, men filmens producent, Henrik Sandberg, indkøbte tysk øl - for hverken filmhold eller besætningen på Triton, skulle tørste.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Tre svendborgfiskere (Passer, Sprogøe og Hagen) har besvær med at klare terminen på deres båd. Men da de genindkaldes som flådematroser, løses problemerne.
Officererne er brøsige, men på bunden velmenende, og de menige er infantile, ind til de får mulighed for at vise deres ansvarsbevidsthed - Carl Ottosen troskab mod Soldaterkammerater-formularen er uden vaklen. Hans manuskript er så tyndt, at ikke kompetente kræfter som instruktøren Finn Henriksen, fotografen Henning Bendtsen og en momentvis pudsig Dirch Passer kan redde det ud af en katastrofal flovhed. Man krymper sig ved at se intelligente skuespillere som Ove Sprogøe og Ghita Nørby langt under deres niveau. Det samme gælder komponisten og jazzviolinisten Svend Asmussen, men hans sange er dog ganske iørefaldende.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

Jens Møller er en skørtejæger af Guds nåde. En dag på lerduebanen, får han en lerdue i hovedet, som berøver ham hans hukommelse. Han får fat i den forkerte jakke, og da der er en indbydelse i jakkelommen, tror han, at han er direktør J.O Sand, som skal til gardenparty. Uheldigvis møder han sin egen ekskone, Malene, til festen, men han kan ikke huske hende.
Peter kaldes til samtale hos advokaten, for hans kone vil skilles. Det viser sig at det er J.O. Sands kone som vil skilles, og hun afgør med bestemthed at Peter IKKE er hendes mand.
Peter Møller reddes af sin chauffør, som tager ham med hjem til hans store penthouselejlighed. den lovede middag med Malene udvikler sig ikkehelt efter planen, da en nuværende flamme blander sig.
Hele affæren kompliceres yderligere af Malenes impressario, Max, og da Peter får en potteplante i hovedet, og bliver sit gamle jeg igen.
Der skal flere slag til, og yderlige forviklinger, før historien reddes ud - hvis den altså gør det.

Bedste replikker:
Hun havde alt på - bare ikke komfur.

Og hvad ønsker direktøren?
Lidt elskværdighed måske … hvis .. øh…!

Det drejer sig kort og godt om deres skilsmisse.
Skilsmisse?
Det er en meget alvorligs sag med fem børn!
Ja - dem havde jeg helt glemt.

Jeg er alletiders største kraftidiot.
Det vil være synd at sige Dem i mod!

Men Malene ligger derinde og lærer nøgen kvinde at tage det som en mand.

Max: Har du set min fyldepen?
Viser ca. 5 cm afstand mellem tommel- og pegefinder: Den er så rød?

Det må jeg sige - der ramte du prikken over fisken.

Hmmmja…
JA! Der bor De her så. Her bor de så her bor de..
Hmmm. Ja.
De bor her.
Her har jeg boet i mar - i flere til maj.
Næh?
Jo!
Næh!
Bestemt.
Næ næ.
Nå ja ja - jeg er født i februar.

Pigen og
millionæren

Dirch Passer rolle:
Millionæren Jens Møller

1965
90 minutter
farve

Premiere 8 provinsbyer og Saga 15/10 1965 til 25/11 1965

Instruktion Ebbe Langberg
Manus Peer Guldbrandsen efter historie af Carl Ottosen og Preben Kaas
Foto Henning Bendtsen
Lyd Jon Branner
Deko Kai Rasch og Poul Arnt Thomsen
Musik Bendt Fabricius Bjerre
Klaversolo Herman D Koppel
Klip Christian Hartkopp
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg og Dirch Passer - Palle Schnedler Sørensen hos Novaris

Medvirkende:
Dirch PAsser
Birgitte Price
Malene Schwartz
Axel Strøbye
Paul Hagen
Sigrid Horne-Rasmussen
Bodil Steen
Jessie Rindom
Johanna Lillebjerg
Bonnie Ewans
Jeanne Darville
Ove Sprogøe
Mogens Brandt
Karl Stegger
Preben Marth
Jesper Langberg
Carl Gustav Lindstedt
Jan Priiskorn Schmidt
Birger Jensen
Basse Nocolaisen

Dirchland anmeldelse:
Historien er skrevet af Carl Ottesen og Preben Kaas efter den svenske film ”Med dig i mine arme”, og er faktisk rigtig morsom. Dirch og Henrik Sandberg udvidede enkelte af scenerne - bl.a. dialogen mellen Dirch og Ove Sprogøe, samt hele Tivoli-scenen. Der er flere sjove scener, og især Paul Hagen, som butleren der gør alt for sin herre, har nogle gode øjeblikke.
Scenen på politigården med Karl Stegger som en ikke helt skarp betjent, fortjener også et lille plus.
Det er normalt et plus når en film har Sigrid Horne-Rasmussen på rollelisten. Jeg elsker når hun får lov til at spille arrig, vred og vrissen - og hun er intet mindre end uovertruffen, som Sands forsmåede hustru.
Axel Strøbye som impressarioen Max, med alle sine forvanskede ordsprog, er også et lille lyspunkt.
En anden scene som er lattervækkende morsom, er scenen hvor Max ikke kan forstå Malenes forklaring, efter Møller er gået i jaloux vrede.
Dirch ryger ind og ud af de to forskelleige versioner af Peter Møller, og det bringer en del forvirring, ikke mindst for Malene, men bestemt også for Peter Møller selv.

Skydescenerne blev indspillet på Amager Flugtskydebane, bl.a. scenen hvor Dirch viser sit talent for flugtskydning, og nedlægger den ene lerdue efter den anden.

På Novaris Studio havde Kai Rasch bygget DIrch Passers playboy lejlighed helt fra grunden af. Og det løb op i 50.000 kr - en af de dyreste kulisser i dansk ilm, på dette tidspunkt.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Denne farce fik en noget bedre modtagelse end de fleste af datidens Dirch Passer film, men den er blegnet med årene. Den dyrker på overfladen en smartness knyttet til midten af 1960’erne: umotiveret hurtige klip, strømlinede rædselsdekorationer, grelle farvesammensætninger og glamour, der i dag virker kunstige og charmeforladt. Historien som har lighedspunketr med Harrison Ford filmen ”Regarding Henry” udvikler sig uden indre logik eller synderligt ydre morskab, især ikke når Axel Strøbye fyrer op under sin overgearede impressario. Dirch Passer har sjove øjeblikke men færre end man skulle tro, og Malene Schwartz spildes på en spinkel rolle. I perifierien ses den svenske komiker og karakterskuespiller Carl Gustav Lindstedt, der kan være fremragende - her er han pinlig umorsom.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

”Dirch Passer er sjovere end han har været længe. Han har vist været henne og se Jerry LEwis siden sidst. Det bør han blive ved med, så han har de første tyve søndage optaget. Han bør spadsere til biografen og få tabt de første - sidste - ti kilo.”
Anders Bodelsen i Information.

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Veloplagt luksusfarce om følgerne af hukommelsestab.

Peter Isløvs kone synes han er en impotent tæmand og forlader ham for at tage til Paris med en anden mand. Hans kolleger læser pornografiske bøger, og er forargede - over prisen, hans chef inviter ham med på landet, og chefens 16 årige datter forfører ham, chefens kone er heller ikke kold, et psykologpar med 20 liter Tam-tam, en luder, der gør alt for 100 kroner, og en pokkers bunke kvinder i undertøj.
Så bliver livet nærmest ikke mere kompliceret for den stakkels Peter Isløv, der bare gerne vil sove i sin seng. Hele livet bliver seksuelt kompliceret, efter hans kone rejser, men da chefen tilbyder ham et job i Rom sker der noget. For der er nogen som venter på ham i flyveren...
Jørgen Ryg er sjov når han bliver febrilsk forvirret - især scenen hvor han stopper paletkniven ned i forklædets lomme og begynder at rydder op.
Og masochisten i venteværelset der nærmest tvinger Peter til at springe over hende, er en lille ubetydelighed, som bare er sjovt fundet på.
Ryg minder om en lille skoledreng, hos den venlige luder, som vil gøre alt, men som bliver lidt forbavset over, hvor almindelig Peter er - og foretrækker ”det”.

Bedste replikker:

Skal du ikke på kontoret??
Jo. men jeg synes jeg burde være hjemme i dag.
Netop i dag hvor du forlader mig.

Folk har simelthen fået sex på hjernen.
De tænker ikke på andet, de taler ikke om andet - de læser ikke om andet-
Hvor var det jeg kom til? Impotent.
Og så rejste hun...

Sikke nogle pæne knæ du har.
Er det alt du har at sige?
Jeg kan jo ikke se andet af dig.

Jeg føler mig så dum - jeg ved ikke længere hvordan man gør.
Du kan jo begynde med at tage tøjet af.
Ja - selvfølgelig.

Goddag hr. Iversen - jeg sidder lige med regnskabet.
De står til 8 måneder. Jeg sender en sandkage, Farvel farvel.

Jeg vil så gerne prøve det i S-tog. Eller på tandem.

Han er så frigjort at han må binde mig.

Jeg - en elsker

Dirch Passer rolle:
Mortensen - kontormand

1966
90 minutter
sh

Premiere 11/4 1966
Enghave til 28/4 1966
Bio Lyngby til 3/5 1966
Grøndals, Merry, Nora og Park til 5/5 1966
Bristol til 15/6 1966

Instruktion Börje Nyberg
Manus Peer Guldbrandsen efter roman af Stig Holm (= Arne Herløv Petersen)
Foto Jan Lindeström
Lyd Jon Branner
Deko Tage Lellerup og Poul Arnt Thomsen
Dansen Eske Holm
Musik Svend Gyldmark
Klip Edit Nisted Nielsen
Prod: Novaris Studio - Dansk Svensk Film - Europa Film - Peer Guldbrandsen

Medvirkende:
Jørgen Ryg
Jessie Flaws
Axel Strøbye
Kerstin Wartel
Marie Nylander
Ebbe Langberg
Dirch Passer
Sigrid Horne-Rasmussen
Paul Hagen
Jeanne Darville
Jytte Breuning
Tove Maës
Lise Thomsen
Birger Jensen
Benny Juhlin
Birgitta Fjäldhede

Dirchland anmeldelse:
Dirch er kun en lille sidebemærkning, men sin og Sigrid Horne Rasmussens roller. som de to kontorfolk med mere end almindelig smag for erotiske romaner, er et pudsigt indslag, bl.a. hos psykologen, der synes det er godt de her fælles interesser.
Men det er naturligvis Jørgen Ryg der bærer filmen, som den stivnakkede knudemand, der får sin del af det søde liv, da konen forlader ham. Mere eller mindre ufrivilligt.
Ser man på de meget dydige ”sexscener”, så er det uforståeligt at filmen blev totalt forbudt i Norge. Men det blev den altså - der må have været meget kedeligt i Norge i 1966...

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En kone forlader sin mand (Jørgen Ryg) som hun kalder impotent. Men knap har hun forladt ham, før hans seksuelle appetit vokser eksplosivt, godt hjulpet på vej ef en vens kone - og datter.
Jørgen Ryg spiller sin kerakteristiske rolle som den lille forkuede kejtetgenerte normaldansker. Hans præstation er lige ved at gøre filmen udholdelig, som om den som sit romanforlæg er renlivet spekulation i kølvandet på Siv Holms roman ”Jeg - en kvinde” og filmatiseringen af den. De seksuelle scener er i dag nærmest komisk blufærdige og fremstillingen af seksuel potens rørende banal. Som flere af Novaris’ mere vovede film var også denne en dansk-svensk co-produktion.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR kalder filmen for en sexfilm, hvilket nok er en stramning. Den handler om sex, ja - men der er nu ikke meget sex over den...

Bygget over Holger Drachmans skuespil om den frygteligt uopdragne og bundforfærdelige prinsesse af Illyrien, der tages godt og grundig ved næsen af den den danske prins, som hun på den meste hånefulde måde affejer som frier. Men prinsen snører prinsessen, tager hende med til Danmark, hvor hun må levet som pottemagerkone, sammen med en tater, som vinder hendes hjerte - efter meget modgang. Prinsen gifter sig så med hende - mod hendes vilje - og først da afslører han at det hele tiden har været ham, som har været hendes pottemager-mand.

Bedste replikker:

Så er der frokost.
- Det er mig der giver ordre, Papa!
Ja, men det er mig som er sulten!

Pist pist!
- Hun pister!

Prinsessen vil købe dig legetøj der! Hvor hører du hjemme?
Langt borte herfra - oppe i Danmark!
Danmark - Det er nok omgangssyge i det land, at være forliebt!

Vil du ha’ en snus?
a ha aaaaa…!
Nej nej - der skal spares!

Jeg ved alt!
Så sig det ikke til nogen!

En arrig kvinde var aldrig smuk!

Jeg slår op!
Det kan jeg mærke! I er vidner.

Der var en gang

Dirch Passer rolle:
Kasper Røghat

1966
94 minutter
farve

World Cinema 1/10 1966 til 6/11 1966

Instruktion John Price
Optagelsesleder Finn Henriksen
Manus John Price eft. Holger Drachmanns teaterstykke - 1885
Foto Henning Kristiansen
Musik P.E. Lange-Müller (Tenorsolo Willy Hartmann)
Lyd Jon banner
Deko Ove Christian Pedersen
Klip Edith Nisted Nielsen
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg og Dirch Passer

Medvirkende:
Peter Steen
Birgitte Price
Hans W. Petersen
Dirch Passer
Ove Sprogøe
Gunnar Lauring
Eduorad Mielche
Kai Holm
Preben Lerdorf Rye
Hardy Rafn
Grethe Sønck
Cleo
Vigga Bro
Gerd Madsen
Walt Rosenberg
Henry Niesen
Volmer Sørensen
Mogens Lind
Peer guldbrandsen
James Price
Dorte Passer
Birgit Sandberg
Sisse og Elsebeth Reingaard
Jonna Hjerl
Marianne Flor
Lotte Horne
Inga Renthe
Ulla Johansson
Bente Morini
Bente Jul
Vibeke Drachmann Buemann
Lise Henningsen
Inga Jørgensen
Birgitte og Agnete Didrichsen
George James
David Jackson
Kjeld Nørregaard
Tage Axelson
Basse

Dirchland anmeldelse:
Filmen handler om den firkælede og dybt utiltalende prinsesse af Illyrien, spillet af en gudesmuk Birgitte Price.
Alle sejl er sat til, og intet er sparet i dette humoristiske eventyr, om den uopdragne prinsessen der bliver afrettet af sin kommende mand, en prins forklædt som pottemager.
Dirch er Kasper Røghat - der fylder op med spas og skæve replikker, når det findes nødvendigt.
Filmen fik - ganske ufortjent - en lidt hård medfart af kritikken.
Under den store slagsmålsscene på markedet, er det værd at bide mærke i den unge dreng, som laver ballade og løjer - det er såmænd vores allesammens James Price, i en meget ung udgave.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Historisk eventyrkomedie om den unge smukke prins af Danmark (PS) der bejler til den overforkælede lunefulde prinsesse af Illyrien (BP). Men han må udgive sig for tater og bortføre hende til en beskeden pottemagerhytte før han kan kalde hende sin.
Der var en gang, Holger Drachmanns evenyrkomedie kunne få nationalromantiske hjerter til at banke.
John Prices filmatisering gør meget for at indsmigre sig, men mærkelig umusikalsk. Som mange teaterinstruktører forspiser Price sig på såkaldt filmiske virkemidler: lynklip, ultranærbilleder, frøperspektiver dynamiske ridt og smukke naturbilleder - alt sammen udvortes effekter, der intet udtrykker. Forsøgene på afstøvning af teksten falder til jorden af mangel på charme og fornemmelse for det psykologiske spil. Birgitte Price virker for moden og retlinet til prinsessen, Peter Steen for moderne og nøgtern til prinsen, DP strider for at få komik ud af Kasper Røghat.
Der er flotte enkeltbilleder i Henning Kristiansens fotografering, men de er isolerede boller på en ilde sammensat suppe. ”Der var engang” er ikke John Prices instruktørdebut, idet han tidligere lavede ”Billetmrk” fra1946 og ”Hatten er sat ” fra 1947. Men Drachmann filmatiseringen var hans største satsning på filmorådet. Filmen fik 350.000 i støtte fra den daværende filmfond - men endte med underskud på 795.000 kr.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

Dirch var på arbejde på sin 40 års fødselsdag d. 18. maj 1966 - han indspillede nogle af ridescenerne i Dyrehaven.
Dirch holdt meget af tomater, så for at glæde fødselaren forærede man ham en gave: et smukt sølvfad med 40 friske tomater.

Rundt om i verden myrdes agenter, mens dr. Ling Fu bortføres i Geneve.
I Danmark myrdes flere agenter i en grusgrav - der er kun en enkelt sko tilbage, som indeholde en rulle film. Rullen viser en række kvinde fotograferet forskellige steder.
Agent Smith (Ove Sprogøe) sættes på sagen, og hentes ind fra sanatorum hvor han går og kommer til hægterne - samt gør hvad han kan for at forføre sygeplejerskerne.
Frede Hansen sættes også på sagen, da de skal bruge en komplet ukendt mand, som fjenden ikke kender. Frede er ikke helt vild med ideen- og agent Smith er bestemt ikke vild med Frede.
Frede sættes til at smugle et kamera ind i en lejlighed i Bellahøj, som menes at tilhøre bagmanden - Il Commandante. Han gemmer kameraet i en bog, som han placerer på hovedet... mens bogen opdages, og Frede fyres. Under et bowlingspil ender han atter i lejligheden i Bellahøj. Agent Smith redder hvad han tror er dr. Ling Fu, men det er Frede, men Smith kommer op med en genial plan, hvor han bruger Frede som lokkemad, or at fange Il Commandante.
Ved vesterhavet ligger Hotel West, oven på en gammel ubådsstation fra 2. verdenskrig, og det er her Il Commandante gemmer Ling Fu. Vil FN ikke betale 100. mill i løsesum for ham, vil han blive sendt til havs i en enmands ubåd og blive sprængt i luften.
Frede sluger en sporingspille, og med Smith i hælene, indkvarterer han sig på hotellet. Dirch tilkaldes for at elliminiere Frede, men ender med at skyde sig selv.SMith har også indkvarteret sig på hotellet, og forsøges myrdet med alle midler. Fra sin lejlighed blander Il Commandantes Mama sig i løjerne, og kommer ved et uheld til at sprænge Il Commandante i luften. Og så opdager hun, at der er langt ned fra Hotel West balkon.
De finder Ling Fu - men han ville ikke befries, for han er omgivet af kvinder - men sendes modstræbende hjem. Smith generhverver sin højtelskede killer-license, og Frede bortføres af Hanne og alle de kvindelige agenter.

Bedste replikker:
- Vi står overfor en kynisk og hjerteløs organisation, som truer verdensfreden. Washington er dybt bekymret. London er urolig. Paris er nervøs. Bonn er ophidset.
Frede: Ja, jeg er sgu heller ikke meget for det...

- Så ti dog stille menneske!
- Åh, hold kæft!

Slap af, Frede!

Dirch Passer rolle:
Fettucino - sliksyg håndlanger

1966
100 minutter
farve

Premiere
Palads 7/10 1966 til 12/1 1967

Instruktion Erik Balling
Manus Bengt Janus, Henning Bahs og Erik Balling
Foto Jørgen Skov, Arne Abrahamsen
Lyd Hans W. Sørensen
Special effects Henning Bahs
Deko Henning Bahs
Musik Bent Fabricius Bjerre
Prod: Nordisk Film - Bo Christensen

Medvirkende:
Morten Grundwald
Ove Sprogøe
Erik Mørk
Hanne Borchsenius
Clara Pontoppidan
Asbjørn Andersen
Dirch Passer
Kristoffer Kum
Carl Ottosen
Poul thomsen
Gunnar Strømvad
André Sallyman
Bjørn Spiro
Bent Thalmay
Preben Marth
John Wittig
Holger Vistisen
Jytte Elga Olga
Ingolf David
Gunnar Bigum
Jakob Nielen
Jens PEtersen
Lotte Olsen
Connie Andersen
Ulla Bak
Trine Ursin
Edith Jørgensen
Kate Restrup
Bonnie Jørgensen
Lone Gersel
Pia Vibeke Bonnevie
Bent Vejlby
Jørgen Beck
William Kisum
Per Goldschmidt
Henrike Wiehe

Dirchland anmeldelse:
Fortsættelse af ”Slå først, Frede!”
Balling tager med filmen, et skridt i retning af Olsen Banden. Filmen har samme tone som disse film senere blev så berømte for.
Den er fyldt med sjove indfald, frække piger, dumme mænd, og en morderisk mor, der holder sine ligeså morderiske søn, på dydens smalle sti. Morten Grundwald er i sit es, med sin sædvanlige drengerøvscharme.
Dirch er kun med i et par scener, og laver nok et af filmhistoriens mest alternative selvmord. Men man skal altså ikke fylde sig med piller, og så give sig til at skyde i små rum bagefter.
Filmen er fyldt med små sjove indfald, bl.a. scenen hvor Frede redder sig ud af bortføreres bil, der er kørt i havet. Han begiver sig ind mod land, vender om, og går tilbage og lukker døren i den oversvømmee bil, hvorefter han går ind mod land igen. Portieren skyder, med en flyvemaskinemodel, en pil i brystet på en kvinde, hvorefter brystet punkterer. Kvinden er Dirch’s søster Kirsten.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Frede Hansen handelsrejsende og superagent, redder verdensfreden i samarbejde med Agent Smith (ove Sprogøe) og en mindre hær af smukke kvinder.
Det er fortsættelsens opgave at levere mere af det samme, og de fleste sequels har derfor karakter af svage kopier. Slap af Frede! er et eksempel på det modsatte. Rammen fra Slå først Frede! er kørt i stilling fra begyndelsen, historien hænger bedre sammen, der er mening i det meste af galskaben. Morten Grundwalds Frede er mindre fjoget. Agent Smith er kommet sig over sit nervesammenbrud, skønt det piner ham at hans killer license ind til videre kun er midlertidig. Asbjørn Andersen er den M-lignende efterretningschef, der får Frede tilbage i folden, fordi man har brug for en hemmelig, hemmelig agent. Og Hanne Borchsenius er særdeles dekorativ i hvide Nancy Senatrastøvler.
Gyldendals Filmguide gav den 2 - svarende til ”God”.
Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.

Handlingen i Pigen og greven, er på samme tid, så enkel som den kan være, og alligevel ender den med at blive en næsten uløselig knude. For at få forståelse for alle intrigerne, følger her hele handlingen:

Dirch er Andreas Lillelys, som er sufflør på et lille teater. I pauserne og op til stykkets start tromler han igennem alt hvad han kan finde af fagbøger.
Nu er han ved at lære at ride. Det er en last han har - han må vide alt om alt!
Susanne Hansen - Sus - er danserinde og før forestillingen begynder afleverer hun sit lille barn - Lulu - hos Andreas, der holder øje med hende under forestillingen.
Under forestilligen dukker en mand op med en overdimensioneret buket, og det forstyrrer Suasanne lidt. Det er Ditmar.
Nede i sin hule under scenen, sidder Andreas og vipper den lille i en vugge ved hjælp af en pedal han har lavet. Forestillingen fortsætter med forskellige indslag.
Ind imellem kommer skuespillerne til at sige de ting som Andreas siger til den lille pige - som det elskende par hvor han siger til hende: Kom så med en lille bøvs!
Samt en sang af Daimi.

Ditmar opsøger Sus i omklædningen, men hun er ikke specialt glad for at se ham. Det er over et år siden han rejste uden en lyd. Ditmar beder hende komme ned på gården når forestillingen slutter om et par dage. Ditmar Gyvelstjerne er greve - og da han fortæller at han er forelsket i en korpige, er den gamle grevinde alt andet end tilfreds.
Bastian og Theodor Gyvelstjerne ankommer til slottet - hun er kusine og grantante til de to. Ditmar ønsker at lave Gyvelstjerne om til et moderne landbrug - meget mod sin moders vilje.
Både grevinden, Ditmars søster Irene, og Bastian og Theodor er enige: Det skal jo nødig gå Ditmar som hans onkel Arthur, der først gik på Landbohøjskolen, og senere i hundene, da han stak af med en dame i trikot, som dresserede puddelhunde i cirkus.

Ditmar har studeret landbrug i USA og kommer nu hjem med sine nye ideer - men det værste er dog denne korpige.
Ditmar vil invitere Sus på ferie - så de kan lære hinanden at kende. Butleren Nielsen er gift med kokkepigen Putte - og selv om grevinden siger til Nielsen, at han først rejser når hans afløser dukker op, så er Putte ligeglad: HUN rejser fredag under alle omstændigheder.
Godsforvalteren overhører parrets samtale - og den er helt gal - for deres afløsere som skulle ankomme fredag, har sendt afbud. Konen er blevet syg, og han må blive hjemme og passe barnet.
Putte forbyder Nielsen at sige noget til grevinden - ellers overtaler hun ham bare til at blive. Det bliver fredag - i københavn står Sus og tager afsked med Andreas. Hun er i syv sind - hun tager ned og ser familien an - og ved et uheld kommer både Andreas og Lulu med toget.

Putte er klar til at tage afsted - og Nielsen er næsten på vej ud af døren. Til godsforvalteren siger han at han i det hele taget ikke er klar over om den nye Nielsen kommer… og inden grevinden kan nå at standse ham, kører Putte.
I Nykøbing skifter Sus tog, men for sent opdager Andreas at han ikke har Lulu med tilbage til København - og atter an gang ender han på det forkerte tog.
Sus vil gerne have have Andreas med op på godset.
Ditmar modtager Susanne - og da Andreas stiger af toget, tror Nielsen og Putte, at han er den nye butler Nielsen. Andreas er lidt forvirret, men pludselig får han nøglerne til bilen.
En ide planter sig i Andreas - han vil lade som om han er den nye butler - så kan også holde øje med og hjælpe Sus.
Andreas kan kun få bilen i bakgaer - så han bakker hjem.
Undervej hjem lader Onkel Theodor som om han støder på Ditmar og Sus.
Lidt senere er det halvfætter Bastian der spærrer vejen med sin hest. Andreas møder Søren - karl på godset, som viser ham vej til godset. På godset modtages Sus af grevinden og komtesse Irene.
Andreas ankommer baglæns til godset, og hilses af godsforvalter Lauridsen, der viser ham op til grevinden.
Andreas må affinde sig med at hedde Nielsen - det har grevinden altid kaldt sine hushovmestere - og det bliver hun ved med.

Andreas kastes ud i arbejdet. Godforvalteren har overtalt sin husholderske - Cleopatra - til at hjælpe i køkkenet - stærkt mod hendes vilje - men hun bløder straks op da hun ser Lulu.
Ditmar viser Sus rundt på godset.
Andreas tror at Cleopatra laver mad - men hun fortæller grinende at maden - den må han lave. Atter engang kommer Andreas mange håndbøger ham til hjælp. Komtesse Irene kommer ham til hjælp - Andres sætter komtessen til at grave kartofler - mens han finder kyllinger. Ved et uheld lukkes han inde i kølerummet - men reddes af Cleopatra.
For at blilve opvarmet snupper Andreas en steppetur på komfuret.
Andres bliver helt forfjamsket, da han opdager han har sat komtessen til at grave kartofler- men Irene tager det pænt. Middagen bliver en lille smule forsinket - og det er kke noget der huer grevinden. Sus kommer til at hælde al sin champagne i hovedet på greeinden da hun ser det er Andres der er hushovmester.
Den stakkels Sus er lidt på udebane hvad angår etiketten omkring bordet.
Og helt galt går det, da Sus sender hendes halve kylling i skødet på grevinden og skyller efter med hele karaflen med rødvin.
Grevinden går i vrede - og Andreas undskylder, og er lige ved at afsløre at han og Susanne kender hinanden.
Ditmar er sur - men Irene synes det er nogle fremragende kartofler - og tager det hele med at smil. I køkkenet forklarer Andreas sagens rette sammenhæng for Sus - han hedder Nielsen fra nu af, og de kender ikke hinanden. Men Irene kan ikke forstå hvad Susanne laver i køkkenet.
Andreas redder Irene fra en edderkop, og går straks i gang med at fortælle - han har jo læst bøger om emnet - og Irene betages af Andreas beretning. Ved hjælp af mad elevatoren smugler Andreas Lulu med op - han ved ikke han opdages af Irene.

Senere serverer han grevindens kogte aftenvand med citron, og hjælper grevinden med hendes kabale. Hun skal have kabalen til at gå op ellers lukker hun ikke et øje - men Andres foreslår at hun skal drikke en porter.
Det synes grevinden er en vulgær drik - og takker nej til. Grev Ditmar er ved at opdage Lulu- men Andreas når lige at få hende ud af køkkenelvatoren.
Senere skal han bære hende op til Susanne - men Susanne er på vej ned til ham, Og Irene står i skyggerne og ser efter dem. De tror at Irene er den hvide dame - men hun jages på flugt af en anden hvid dame - grevinden med en porter. Grevinden opdager Lulu midt på trappen pg tager hende med op.
I fuld rustning sniger Andreas sig op til Susanne. Næste morgen bringer Andreas grevindens morgenbakke - han kan høre hun synger sange for Lulu.
Grevinden spørger efter hvornår hans kone kommer - og det kan Andreas ikke svare på. Men grevinden stiller alskens barneudstyr til rådighed.

Andreas stikker Sus bogen ”Alt om ridning” for herskaberne skal på ridetur. Susanne er ikke helt tryg ved hestene - og hun ender ved et uheld på den hidsige Hannibal - der naturligvis stikker af. De andre galopperer efter for et redde Susanne.
Hannibal kaster Sus af - og hun ender i græsset med såret stolthed og øm numse. Men hun lader som ingenting - og alle er imponerede af hendes ridestil.
Irene spørger hvorfra Sus kender Andreas. Irene forklarer at de er så fine, så fine - med slet skjult ironi - at hvis hendes bror gifter sig med Sus, så forventes det at hun kal gifte sig med Grev Bastian - og det har hun ikke lyst til. Tilbage fra rideturen får Sus mulighed for at hilse på Lulu. Og Ditmar hilser også på hende - i den tro at det er Andreas / Nielsens barn.

Det er tid til høst - og Lauridsen får besked på at begynde - men han trænger så frygteligt til en ny traktor.
Men han skal høste med heste som de altid har gjort.
Selv om Ditmar synes de skal have mindst 4 mejetærskere. Karlen Søren har ikke tid til at høste - han har nemlig tilmeldt vædderen til dyrskuet. Også han er træt af at høste med hest. Grevinden ser at Sus skifter Lulu - som hun tror er Andreas barn. Grevinden og Sus bider af hinanden, Sus irettesætter grevinden - og de ender med at skifte Lulu i fælles. Andreas overhører at Irene og Ditmar kævles om hvem der er størst snob. Sus er gået med i marken for at høste. Men Ditmar gider ikke - det er håbløst uden mejetærskere, Klokken 19 kommer Sus væltende ind med strå over alt - og grevinden udsætter middagen med 20 minutter, så Sus kan blive klar.
Senere skal der spilles bridge - men Sus kender ikke spillet - og Bastian gider ikke. De vil meget hellere danse - Irene har lige den nye plader der skal til. Men Ditmar synes ikke det er morsomt og går i seng.
Susanne har fået nok - hun pakker. Hun gider ikke mere - Ditmar opfører sig som et barn. Sus kan ikke mere - og nu vil hun rejse om morgenen. Hun afslører overfor Andreas at Ditmar er far til Lulu.
Andreas lover at hjælpe.

Irene har luret Andreas - hun ved at han ikke er butler , og at han kender Susanne. Andreas afslører at han kender Susanne - men ikke som komtessen tror. Grevinden kalder Andreas for Nielsen nummer 1, da han hiver en godnat-porter op ad lomme, men stemningen bliver en anelse trykket, da han siger, at han og Lulu rejser næste morgen. Grevinden har luret at Andreas ikke har en kone, men Lulu må gerne blive for grevinden. Det er Andreas ikke interesseret i - for Gyvelsteen er ruineret inden Lulu bliver voksen, så gammeldags som det drives.
Andreas giver grevinden tørt på - og hun beder ham spille poker med hende: vinder hun bliver Andreas og Lulu - vinder Andreas får Ditmar en mejetærsker.
Grevinden vinder! Næste morgen vil Susanne rejse. Men da hun hører at Ditmar høster ændres rejseplanerne.
Andreas mødes af en meget vågen grevinde, som vil ud og se på mejetærskere - hun snød! Ved dyrskuet ser Andreas og Grevinden på mejetærskere - og Sørens vædder vinder.
Grevinden tager 4 mejetærskere - leveret i morgen tidlig. Og mon ikke der gøres store øjne. da fire gule funklende nye mejetærskere ruller ind i gården.
Og så kan der høstes:
Og skal der hentes drikkevarer til de hårdt arbejdende høstfolk så har Andres sin egen lille traktor til formålet.
Efter høsten er der høstfest - men Andreas er ikke glad.
Sus bestemmer sig for, at nu skal Ditmar se Lulu.
Grevinden spørger om Nielsen ikke danser - ikke fordi hun selv danser - men ud på gulvet kommer hun.
Grevinden giver Andreas fri resten af aftenen - så skal hun nok tage sig af Lulu. Men det kan ikke lade sig gøre, for Lulu er hos sin mor.
Dette hører Irene - og så ser hun Susanne komme med Lulu - hvorefter hun slår Andreas i gulvet.
Irene bliver voldsomt vred - for hun tror at Andres er far til Lulu.
Men Andreas prøver at forklare tingenes rette samenhæng. Susanne stikker af og Ditmar sætter efter. Og indhenter hende og tager hende med tilbage til godset.
Imens tager Irene sig godt af Andreas - Bastian vil fri - men Irene vil hellere hedde alt andet end Gyvelstjerne - f.eks. Lillelys. Ditmar kommer tilbage - lige tids nok til at Irene og grevinden giver Susanne en uforbeholden undskyldning.
Og så ender alt godt - for nu skal der være bryllup.
Og da Andreas har læst ”Alt om kærlighed” - så ender Irene i hans arme også.

Bedste replikker:
De er her endnu Nielsen - det forbavser mig.
Jeg rejser på fredag, hr. greve.
Det forbavser mig ikke!

Den ridedragt lægger du sjældent.
Man siger den giver mig karakter.
Så må du endelig beholde den på - endelig!

Ankomst 15.72.
72?
- Ja, det er 12 minutter over fire.

Er der langt?
Nej de kan sagtens finde - De skal bare køre ligefrem efter nakken!

Skal De have barnet med nu?
Enkegrevinden er måske ikke børnevenlig?
Hun er overhovedet ikke venlig.

I går aftes ledte jeg hele dagen.

Dækker komtessen bord?
Ja, der var ikke flere kartofler at grave.

Må jeg lige have lov til at rette en lille misforståelse?
Et øjeblik eet øjeblik… det er ikke rigtigt at det er Susanne der er moren - det er mig.
Sludder - jeg mener: Det er sandt at Susanne er faren. Hwaø -- neeeej - slet ikke! Det jeg gerne vil ind på det er at jeg har været som en mor for hende -
fordi at moren ikke ville ha’ at faren skulle vide at moren er mor.
Neeej - omvendt. Slet ikke omvendt - den er god nok!
Og det… må… støer… man kan jo sige De er faren, han er jo høj og barnet er flot. Men øh farmoren hun har det skidt. Og øh værsgod - jeg ved ikke hvor gammel jeg - det er lige der.

Pigen og
greven

Dirch Passer rolle:
Andreas Lillelys, sufflør

1966
96 minutter
farve


Premiere
Provinsen 25/11 1966
Saga 28/11 1966 til 22/1 1967

Instruktion Finn Henriksen
Manus Carl Ottosen og Finn Henriksen
Foto Henning Kristiansen
Lyd Jon Branner og og Torben Øksnebjerg
Deko Ove Christian Pedersen
Musik Ib Glindemann, Jørn Grauengaard og Preben Kaas
Prod. Saga?
Merry Film - Henrik Sandberg og Dirch Passer

Medvirkende:
Dirch Passer
Josephine Passer
Lene Tiemroth
Peter Steen
Karin Nellemose
Malene Schwartz
Cleo
Karl Stegger
Ove Sprogøe
Sigrid Horne-Rasmussen
Carl Ottosen
Paul Hagen
Preben Marth
Daimi
Preben Kaas
Poul Bundgaard
Bjørn Spiro
Lotte Horne
Britt Bendixene
Benny Juhlin

Dirchland anmeldelse:
”Pigen og greven” er en af disse typiske danske komedier, hvor slutresultatet er givet på forhånd: Alle skal have hinanden til slut - og det får de.
Men den har nu alligevel et eller andet over sig, selv om plottet er lige lovligt tykt. Måske er det fordi at alle skuespilleren bare spiller helt utroligt godt. Og der er så mange små pudsige episoder ind imellem, så alt sødsuppen glider nemmere ned.
I hvert fald farer filmen afsted i raskt trav, og selv de onde er ikke rigtigt onde.
Karen Nellemoses grevinde er en gavstrik, som nok er af af fin byrd, men alligevel kan lokkes til at drikke en enkelt porter, når nu Dirch siger hun skal.
Malene Schwarts og Lene Tiemroth er smukke så det gnistrer, Cleo er bare noget af det mest krambare man kan forestille sig.
Dirch gør det han gør, når han er allerbedst: han holder igen med virkemidlerne, og får utroligt meget ud af at rynke panden, smile genert - eller bare se lidt forvirret ud. Han ER Andreas Lillelys - ganske enkelt.
Skal man fremhæve en bestemt scene, så er det scenen hvor Andreas lige er ankommet til godset. Det er en stor fejl - han skulle være i København med Lulu, men nu står han der, og antages for at være den nye butler. Grevinden byder ham velkommen, og Andreas formår på en meget elegant måde, at være lige så røget som grevinden er speget.
Hun er uforskammet - det er han også - bare så flot, at grevinden må komplimentere ham for hans uforskammethed.
Lene Tiemroth er god som den almindelige pige, der må gå så grueligt meget igennem, før hun får sin greve på den brune hest.
Alt i alt en film der er langt bedre end sit rygte - med en førsteklasses Dirch.

----

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.


Lillelys (DP) arbejder både som sufflør og hushovmester på et gods. Han og komtessen (Malene Schwarz) er ikke langt fra at danne par, og endnu alvorligere forelsket er greven (Peter Steen) i sin udkårn korpige (Lene Tiemroth)
”Værre vrøvl en Pigen og greven er ikke konstrureret” skrev Svend Kragh Jacobsen i Berlingske Tidende og de øvrige anmeldere gav ham ret.
Daimi blev dog fremhævet for en sang og Dirch Passer for et par vittige scenere, især dem med Karin Nellemoses supergrevinde. Men almindelig hovedrysten var reaktionene på Carl Ottosen og Finn Henriksens manuskript og dets fordomme og vulgære halløj.

Sven Gjeholm skriver erotiske romaner, gerne tre på en gang, men han er ikke tilfreds. Bøgerne beslaglægges som pornografi, og så rippes han tilmed i skat. Han er stresset, og overser helt i sin arbejdsiver, at han forsømmer sin smukke hustru, Britt. Selv om hun gør hvad hun kan for at lokke ham. Han beslutter sig for at rejse til en lille bygd i Norge, for at få ro til sine skriverier, men der tager han fejl, for rygtet er løbet i forvejen. Da han, Brit og en stor seng ankommer med færgen, bliver de mødt af journalister.
Mens forfatteren skriver, er Britt løbet i den glade skovhygger Olaf, som skriver digte. Olaf vil mere end Britt, selv om hun er smigret. Menighedrådet vil have forfatteren ud, og det er lige ved at lykkes, men købmanden og hotelværten lugter penge, og de stabler et sexorgie på benene, for at få Sven til at blive. Det bliver et højst ejendommeligt sexorgie, med billeder af franske postkort (af Paris), digtoplæsning af Olaf, samt oplæsning af Sven Gjeholm, med indlagt tuba tila t overdøve de værste passager.
Før hele historien ender i storbyen, skal der lige sprænges en seng i luften, en gammel flamme skal findes, et hjemmebrænderi skal tørlægges, Olaf skal rammes i hovedet af en akrobat, og sexfrofatteren skal ændre stil, og begynde at skrive poesi.

Bedste replikker: Vi svømmer!
Nej - jeg kan ikke svømme så langt.
Nå… så må vi overnatte her på øen.
Vi svømmer!
Nå…!

Hvad med et sexorgie?
Sexorgie - hvordan vil du lave et sexorgie?
Ja, naturligvis pænt og anstændigt så alle kan deltage! Ska’ der piger med?
ja, til et sexorgie - det plejer der!

Så ligger hun der og vrider sig. Den simple tøs!
Solveig er ikke simpel - hun er noget af det sødeste!
Skal vi så ikke ta’ hjem igen?
Så kender du ikke Solveig - hun slår mig ihjel!

Elsk...
din næste

Tysk titel:
Vergiss nicht deine Frau zu küssen.

Dirch Passer rolle:
Olaf - primitiv naturbarn fra de store skove og lokal norsk poet

1967
96 minutter
farve

Premiere:
Provinspremiere 1/9 1967 Palads i Århus, Palæ i Aalborg, Biograftetaret i Vejle, Bio i Herning, Kino i Fredericia, Scala i Svendborg, Fotorama i Viborg, Strand i Esbjerg, Palads i Randers, Apollo i Odensen og Kino i Slagelse.
Samt Saga i København 1/9 1967 til 12/10 1967.

Instruktion Egil Kolstø
Manus Willy Breinholst og Egil Kolstø efter roman af Breinholst
Foto Henning Bendtsen
Lyd Torben Øxnebjerg og Jon Branner
Musik Sigurd Jansen - Sangtekster VOlmer Sørensen
Deko Togo Esben
Klip Edith Nisted
Prod. Merry Film - Henrik Sandberg - Norddeutsche Farbenfilmprod - Palle Schnedler-Sørensen

Medvirkende:
Walter Giller
Ghita Nørby
Dirch Passer
Christina Scholin
Carl Ottosen
Vivi Bak
Elsa Lystad
Karl Stegger
Paul Hagen
Kai Holm
Axel Strøbye
Ove Sprogøe
Poul Bundgaard
Hans W. Petersen
Tove Maës
Ann Schaufuss
Edouard Mielche
Ulla Johansson
William Kisum
Hanne Løye
Basse Nicolaisen
Mogens Brandt

Dirchland anmeldelse:
Historien om den sexfikserede Sven Gjeholm, som skriver sexromaner, men forsømmer sin kæreste, begynder egentlig ret godt. Og ideen med den stille sove-bygd, hvor der pludselig skal afholdes et sexorgie på hotellet for at få sexforffatteren til at blive, da hen vil flytte - for der er jo trods alt gode penge i turisterne - er også en sjov detalje. Desværre så fuser filmen ud i den sidste tredjedel, som foregår i storbyen. Det lugter lidt af et filmen bare skulle rundes hurtigt af.
I hvert fald er det den første halvdel der er langt den sjoveste - selv om Dirch er lidt mekanisk i sine replikker i denne film. Plakaten på lygtepælen, hvor Menighedsrådsmøde er overstreget og der i stedet er skrevet Sexorgie, er et morsomt lille indslag.
Og så er Ghita Nørby - som sædvanligt - bare gudesmuk i denne film.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Feteret forfatter af erotiske skandalebøger (Walter Giller) flytter med siin forsømte kone (Ghita Nørby) op i en norsk provinsby for at få arbejdsro. Men også der vækker han nyfigen forargelse.
Dansk-tysk folkekomedie der satser vildt i mange retninger - satire, pikanterier, landskabsskønhed, folkloristisk hygge, platfarce.
Dirch Passer er sært placeret som lokal norsk poet, den svenske skønhed Christina Schollin ses som anakronistisk bjerg-jente, Vivi Bak som frelserpige, mens den eftersynkroniserede tysker Walter Giller i hovedrollen slider for at være sjov som tilknappet ”sexforfatter”. I kulissen spøger Agner Mykle-ballade omkring ”Sangen om Den røde rubin” fra forrige tiår, så temaet er allerede var allerede på udsendelsenstidspunktet ved at være passé. En rådvild og umorsom produktion.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

Filmen er en delvis indspilning af CIrkusrevyen 67 optaget i teltet på Bakken, og vist i biograferne landet over. Det er ikke hele revyen - der er skåret ca. 20 minutter ud.

Filmen indledes med DIrch som står og træner stemmen på sit badeværelse. Han klargør stemmen med en sprøjteflakon fyldt med akvavit. Herefter løber han råbende gennem Københavns gader, ser et tårn sprænge i luften, gennem Nyhavn, over Knippelsbro, som banker ned i hovedet på Preben Kaas. Han overhaler S-toget - som føres af Preben Kaas, til Charlottenlund, løber hen til en hestevogn, og kører ud på bakken, for at løbe ind i teltet.
Dirch sidder også nede i teltet som den ikke helt oplagte tilskuer - bemærk at bag ham sidder Hanne Passer og Povl Sabroe - Den Gyldenblonde.

1 nummer:
Dirch og Lily Broberg byder velkommen og fortæller om revyen.
Lily fortæller om de goe gamle dage - og Dirch gør hvad han kan for at ødelægge det.
De driller hinanden.

2. nummer
Et dansenummer med nogl ret dygtige danserinder - med rulletekster

3. nummer
Dirch og Lily Broberg fortsætter tændstikæskenummeret. Lily spørger om Dirch kunne tænke sig at opleve stemningen, suset fra en landskamp i Idrætsparken mellem Danmark og sverige. Det vil Dirch gerne - så han stryger en tændstik som Lily siger, stopper den tilbage i æsken og lytter.
Men han kan ikke høre noget. Så er der nok halvleg siger Lily
Ole Søltoft synger om søndagsbarn - mens DIrch står ude i kulissen og lytter på tændstikæsken - afbryder Ole og laver samme nummer med tændstikæsken - men det er DiIrch der bliver taget ved næsen.
Ole fortsætter sangen.

4. nummer
Dirch kommer ind og fortæller en flyver-vits - han afbrydes af musiker.
Musikerne fortæller ham tænstik-vitsen med æsken og Dirch gør som han bliver bedt om… men han falder i fælden en gang til.

5. nummer
Daimi synger om Kong Freddy.
Bemærk hvordan hun kigger over mod musikken når Perry voldblæser i sin trompet.
Sangen handler om de tre prinsesser og kongen ballade med at finde gemaler.

6. nummer
Broberg, Kaas, Pagh og Abildstrøm ombord på Øresundsbåden, skændes om at dele regningen.

7. nummer
Dirchs kendte version af ”Sonny Boy”
Iklædt dekoreret jakke og rød hat.
En af Dirch absolut bedste viser - faderens sang til sønnen Sonny Boy. Den starter stille og roligt - men for hvert vers bliver historien langsomt værre og værre.
Dirchs figur langsomt mere og mere desperat - og han variere mellem at være højtråbende - og stille hviskende.

8. nummer
Ole søfotft og Jytte Abildstrøm - og Klaus Pagh.
Købmanssketch om udregning af momsen og de forviklinger det giver.
De klatrer rundt i reolerne mens de forsøger at regne ud hvad 3 æsker tændstikker koster.
Søltoft er fremragende som mere og mere opkogt købmand.

9. nummer
Lily Broberg synger ”25 minutter igen” - om Petrine der vil hjem til Thyregod - og fortæller om hendes oplevelser i hovedstaden.
Potpourri med ny tekst inspireret af Poul DIssings sang af samme navn.

10. nummer
Dirch i stribet jakke - fortæller brokker og små historier.
Læser op af teoribog, om blot er et omslag sat omkring en erotisk novelle.

11. nummer
Dichs nummer går lige over i nummer om fædre på en fødeklinik.
Dirch er gået forkert - han skulle være mødt på den lokale politistation - værelse 26 - og denne forviklingkommer der meget spas ud af.
Med Daimi, Kaas og Søltoft - Dirch kommer ind.
Elsker at se spillet mellem Daimi og Dirch.
Nu kommer Klaus Pagh ind og han venter også på værelse 26.

12. nummer
Lily Broberg synger om en drøm - om at alt i TV var godt.
Alle programmer som Lily Broberg synger eller taler om, er Baseret på Adam og Eva.

13. nummer
Sangnummer med alle udklædte som klovner - der går over i Dirchs
”Russiske klovn”
Dich går bare og taler sort - mens de andre står bag ved og forsøger at lade være med at grine. Garneret med lidt dans.

14. nummer
Ole Søltoft synger en sang om datamater, politik, sex, - og bliver mere og mere besoffen.
”Det kommer ganske automatisk af sig selv”.

15. nummer
”Du er vist en værre en”
Daimi og Perry synger en sang ved siden af en barnevogn - babyen er en trompet, og Perry spiller.
Daimi er simpelthen for sød og charmerende, og er flere gange er hun ved at grine.

16. nummer
Pagh og Broberg er et par som venter på at chefen kommer til middag.
Men fruens bror Julle - Dirch - har inviteret sig selv - og formanes om at han skal opføre sig ordentligt - ingen sjoferter og kun en snaps.
Kaas er direktør.
Dirch er i topform og højt humør.
Og ender med at fylde ølglasset op med snaps - kun et glas. Og så går alt galt.
Og så indeholder sketchen også kamin-scenen med den stoppede pibe.

17. nummer
Abildstrøm og Søltoft - som et par: Hun livsglad og dansende - han sur og læsende i en avis.
Jytte danser rundt om Ole Søltoft.
De to freemføre et stoledanse-step nummer sammen.

18. nummer
Revyens belt store succesnummer:
Daimi og Dirch i ”Hvem har du kysset i din gadedør?”.
Igen kæmper Daimi med ikke at grine af Dirch.
Et supercharmerende nummer - af et helt umuligt par - som bare fungerer!

19. nummer
Dansenummer - afslutning - cancan.
Og endelig præsentation af alle skuespillere.

Bedste replikker:

- Så så - ingen udbrud, Hekla!

- Jeg synes altså det var meget sjovt at prøve den hypokonderbåd.

- Altså 16 kroner til hver - og hold så kæft med den homofilbåd!

- Spiller han ikke vidunderligt? Den klang, den volumen. Den embouchure. Den fingersætning. Gosh!!!
Han spiller efter Costello-metoden med dobbelt tonestød lige oven i koppen uden brug af pedal. Jeg synes lige at De skal vide det! …

3 æsker tændstikker og et lille stykke rygeost - af det med filter.

Hvis De ikke selv kan regne det ud, så må De gå til 12,5 væsenet!

Det kommer ganske automatisk af sig selv - så sandt at herrunderbukser har et spjæld...

- Det kan godt være hun ikke har så meget heroppe - men sikke en opgang!

- En idiot er en der flår BH’en af Sophia Loren og bruger den som ørevarmer!

Cirkusrevyen 1967

Dirch Passer roller:
Flere forskellige

1967
90 minutter
farve

Premiere
22/9 1967
Drive-In til 8/10 1967
Nygade til 10/10 1967

Manus: Preben Kaas og Povl Sabroe
Instruktion Preben Kaas
Foto Claus Loof, Henning Kristiansen og Frank Paulsen
Tekst: Erik LEth, Ib og Tue, Preben Kaas, Poeten, Karde-Mumme og Den Gyldenblonde.
Musik Svend Gyldmark, Erik Leth og Jørn Grauengaard. (Kjeld Bonfils)
Prod. Merry Film og Povl sabroe - Henrik Sandberg

Medvirkende:
Dirch Passer
Preben Kaas
Daimi
Lily Broberg
Klaus Pagh
Jytte Abildstøm
Ole Søltoft

Dirchland anmeldelse:
Optagelsen fra Cirkusrevyen 67 giver et helt enestående billede af hvor fremragende Dirch var på scenen - og ikke mindst til at nå ud over scenen. En ting er de indstuderede numre, hans improvisationer - som tit var gennemarbejdet igen og igen og igen hjemmefra, - men også det helt unikke samspil mellem han og publikum. Man bemærker flere gang undervejs, hvordan han kaster små nik ud til publikum, smiler og gør fagter - så der må sidde nogle blandt publikum, som føler han har til til dem og kun dem.
Han bruger scenen og sin store krop og mund, så det er en sand fornøjelse. Og selv om han hele tiden står på spring i baggrunden, så giver han plads til sine medspillere.
Man fornemmer også tydeligt kvaliteten af materialet - selv om enkelte numre falder lidt uden for og igennem. Men det er Dirch der er klistret som binder det hele sammen.
Man ville virkelig gerne have været tilskuer i det telt - bare en enkelt gang.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Optagelse fra årets Cirkusrevy, tilføjet en prolog, hvor Dirch Passer er ved at komme for sent og ses spæne ud mod Klampenborg i fast motion. 1967 var året hvor Dirch Passer - efter 5 års scene pause og 26 filmroller - vender tilbage til sin kærlighed: revyen. Og hans veloplagthed stråler igennem numrene her, selv om de klart er tilrettelagt for publikum i salen og ikke bliver morsommere af at Dirch selv optræder som publikum, sekunderet af hustruen Hanne og Den Gyldenblonde (Povl Sabroe). Men der er kostelige gags i sketchen, hvor Passer med sin mageløse uskyld saboterer en stivbenet chefmiddag. Og så rummer revyen også klassikeren med Daimi; Hvem har du kysset i din gadedør. Hver af de 164 gange Passer sang den med Daimi på højden af sin friskpige charme, fortate han hende angiveligt en ny vittighed, så publikum kunne se hende eksplodere i grin. Revyens øvrige numre står sig bedst ved at blive forbigået i en meget dyb tavshed.
Gyldendals Filmguide gav den 1 - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Handlingen udspiller sig omkring Onkel Joakims Nyhavnsknejpe, restaurant Trinidad. Her holder en lille udsøgt skare til. Emilie, søster til Joakim kommerpå besøg for at tigge penge, til hendes datter Eva’s tur til Como-søen, hvor hun skal til vandskistævne. Joakim bliver afpresset af Schwarz til at sælge bodegaen, men takker nej.
Von Plagen skal giftes med Eva, men er kommet i dårligt selskab med Schwarz, der har krammet på ham. For at afdrage gælden, skal han blot tage en pakke med hjem fra Italien...
Men så dør Onkel Joakim, og Eva arver Trinidad - hun skal blot lede og drive bodegaen. Og nu gør Schwarz sig alle verdens krumspring for at få fingrene i bodegaen.
En anden arving er Peter Jensen. Vil Eva ikke lede Trinidad, tilfalder den ham. Men Schwarz håndlangere kontakter ham, for at få hans hjælp til deres plan.
En aften på arbejde, stjæler Fyrst Fingernem (Dirch) Eva’s bryllupsinvitsationer til hendes og Von Plagens vielse. Von plagen er kendt af flere af pigerne i bodegaen, og stamkunderne bestememr sig for at få hend eud af kløerne på ham..De ændrer indbydelserne , og tropper udklædte op til forlovelsesfesten, sammen med alle de piger von Plagen har bedraget for penge i tidens løb. Her udspiller sig også en af filmens absolut sjoveste scener, hvor lommetyven Fyrst Fingernem, får den kleptomaniske mor til bords. Ubetaleligt øjeblik da hun stjæler hans mad.
Schwarz bortfører Eva, og vil sende hende med skib til Spanien - så kan hun ikke passe sin forpligtelse i Trinidad. Gutterne finder Eva’s skjulested, og planlægger en storstilet befrielsesaktion.
Historien går i stå flere gange undervejs, men humper så videre. Men Preben Kaas kvikker op, som hundeangst forbryder. Sjovest er nok scenen, hvor der sættes Beethoven på bodegaens grammofon. Alle holder vejret, og nipper til deres bajere, og udholder pinslen. Godt udtænkt.

Bedste replikker:
- Skal jeg ikke lige smutte op og stikke ham et par på skallen? Det er slet ikke nogen ulejlighed!

- Hvad kan de byde på?
- Hans 2. eller 3. symfoni!
- Nej, lad os få noget af hans ældre - vi gider ikke hans begynderlort..!

- De siger De ikke har dårlige nerver?
- Det gør mig ondt!

Onkel Joakims hemmelighed

Dirch Passer rolle:
Fyrst Fingernem, lommetyv

1967
98 minutter
farve Premiere

SAGA 24/11 1967 til 25/1 1968

18. maj 1970 gav man filmen den nye titel: Nyhavns glade gutter.

Instruktion og drejebog
Carl Ottosen ass. af Birthe Frost
Manus Eva Eklund og Poul Mogensen
Foto Henning Bendtsen ass af Ole Schultz Jensen
Lyd Torben Øksnebjerg og Jon Branner ass. af Ole Guldbrandsen og Birger Swan
Deko Togo Esben
Klip Edit nisted
Musik Sven Gyldmark og ”1-2-3-4” af Eva Eklund.
Sangtekst Carl Ottosen og Mogens Dam
Prod. Merry Film og Novaris Studio - Henrik sandberg og Dirch Passer - Palle Schnedler-Sørensen

Medvirkende:
Gunnar Lauring
Sigrid Horne-Rasmussen
Vivi Bak
Kai Holm
Povl Wøldike
Per Pallesen
Preben MArth
Willy Rathnow
Paul Hagen
Ole Wisborg
Karl Stegger
Poul Bundgaard
Dirch PAsser
Bodil Udsen
Kirsten Peuliche
Preben Kaas
Arthur Jensen
Ove Sprogøe
Bent Vejlby
André Sallyman
William Kisum
Susanne Bruun-Koppel
Marianne Kjærulff-Schmidt
ulla Johansson
Else Petersen
Lisbeth Lindenborg
Peer Guldbrandsen
Marchen Passer
Eva Eklund
Mamie Gee
Birthe Frost
Jytte Ssedorff
Grethe Kyhn
Miskow Makwarth
Holger Vistisen
Dario Campeotto
Mogens Brandt
Jessie Rindom

Dirchland anmeldelse:
Noget ujævn film, der dog tager sig lidt sammen til slut.
Sceneren med Eva’s hårdt prøvede far, tilfører lidt krydderi. Det er ikke meget vi ser til Dirch, men når han er der, så lyser han op.
Man fristet næsten til at sige: En typisk Carl Ottesen film. Der er tilløb til masser af sjov, of intrigerne bliver i den grad bygget op, men det er som om det aldrig rigtig bliver forløst.
FIlmen er nu alligvel seværdig, for der er masser af pudsige indfald og sjove figurer. Filmens instruktør, Carl Ottosen, var meget glad for denne film. 2 17” efter sin premiere, fik filmen nyt navn. Datoen var 18. maj 1970, og den nye titel, er den nye titel ”Nyhavns glade gutter” bed sig så godt fast, så der næppe er nogen, som længere bruger den originale titel ”Onkel Joakims hemmelighed”. Hvem ved - måske denne titel har været lidt for tæt på Onkel Joakim fra Disney...

Gyldendals Filmguide anmeldelse:
Originaltitel: Onkel Joakims hemmelighed
Da den vellidte Onkel Joakim (Kai Holm) dør, arver niecen (Vivi Bak) hans blomstrende virksomhed, restaurant Trinidad i Nyhavn. Hun færdes normalt i de finere kredse, men lærer at holde af klientellet i Trinidad.
Rodet folkekomedie, der desperat prøver at fylde alle opdrivelige ingredienser i gryden: Dirch Passer solo numre, bodega-bajer hygge, et bagmands krimiplot, Poul Bundgaard sange, og klasseskelskomedie. Instruktør Carl Ottosn viser hverken sans eller respekt for håndværket i sin kvantitetstankegang. Sangene er tynde, og Dirch Passers tryllekunstnerrolle bare en sidefigur, om end glimtvis sjov. Ole Ernst ses i en lille debutrolle som en meget artig sømand, der lægger penge til side under sin landlov - ikke lige typecasting. Dansk folkekomedie i begyndende opløsning.

Som videokassette sælges filmen under titlen ”Nyhavns glade gutter” og den benævnes som ”et af de bedste lystspil dansk film nogensinde har præsteret.
Gyldendals Filmguide giver filmen karakteren 0 - hvilket svarer til ”usædvanlig ringe”.

Den første film om de to gemytlige brødre, bosiddende på Bomø pr. Niddinge.
Brødrnene har lige mistet deres job, som færgemænd, i robåd, da den nye bro til Bomø står færdig og indvies under pomp og pragt.
De lever et bekymringsfrit liv på deres faldefærdige går, som de desværre ejer i ællesskab med deres søster. Nu vil hunh have gården solgt, så hun kan få pengene fri, til at renovere hende og hendes mands købmandsforretning. Brødrende ender i København for at tale med landbrugsministeren, han må da kunne gøre noget, men de ender på en knejpe, hvor de møder Jens, der ligeledes er fra Bomø. De er blevet rådet til at anskaffe sig en husbestyrerinde, får at å lidt skik på gården, og det bliver den gæve servitrice Annelise, der alligevel har sagt sit job op i Nyhavn.
På Bomø er Annelise en anelse chokeret over gårdens triste forfatning, men hun klør på med krum hals. Desværre er brødrenes søster Olivia jo ejer af købmandsbutikken, og hun vil hverken se Peter, Søren eller Annelise i butikken, og da slet ikke Jens, der har et godt øje til hendes datter, Lone.
Brødrene må naturligvis igennem et hav af fortrædeligheder, men Annelise er ikke tabt bag en vogn, og med list og snilde, får hun skrabet penge sammen til de to brødre, og så får de også hjælp af et testamente. Gården overlades til Lone og Jens - og så kan Søren og Peter endelig gøre det, de allerhelst vil: Dase og slappe af.

Bedste replikker:

”Det er 56 år siden de begyndte på projektet, og allerede nu står broen!”

- Undskyld, De har vel ikke set en and?
- Sprechen Sie deutsch?
- Nej det tror jeg ikke - den er jo død!

-Je’? Men bagetter sa’e du at du nok sku’ sige hva’ der sku’ siges, mens du hørte på når jeg sa’e det som jeg sku’ ha’ sagt hvis det havde været mig som sku’ sige noget!
- Kan du sige det en gang til?
- Men bagetter sa’e du at du nok sku’ sige hva’ der sku’ siges, mens du hørte på når jeg sa’e det som jeg sku’ ha’ sagt hvis det havde været mig som sku’ sige noget!
-Åh hold kæft!

Mig og min
lillebror

Dirch Passer rolle:
Søren Severinsen

1967
95 minutter
farve

Premiere 15/12 1967 Merry, Nora, Nygade, Grøndals, Triangel, Toftegaard + provinsen.
Nygade til 9/1 1968.
Triangel til 16/1 1968.
De øvrige til 18/1 1968.

Instruktion Lau Lauritsen ass. af Tom Hedegaard
Manus Aage Stentoft, Ulrik Ravnbøl frit efter Oscar Wennerstens svenske folkekomedie ”Brödrene Östermanns huskors” (1913) også filmatiseret på dansk som ”En pige uden lige” (1943)
Foto Mikael Salomon ass. af Carsten Behrendt Poulsen
Lyd Torben Øksnebjerg ass. af Torben Hellborn
Deko Togo Esben
Kostumer Annemarie Aaes
Klip Niels-Ulrik Meyer Petersn
Musik Svend Gyldmark
Klip Niles Ulrik Meyer Petersen
Prod. Lau Lauristen Film A/S - Just Betzer, Ole Mølgaard Andersen

Medvirkende:
Dirch Passer
Poul Reichardt
Lily Broberg
Jesper LAngberg
Else Marie
Gunnar Lauring
Karl Stegger
Guri Richter
Lotte Horne
Palle Huld
Lise Thomsen
Arthur Jensen
Chr. Arhoff
Valsø Holm
Bjørn Spiro
Bent Vejlby
Hanne RIbens
Marie Louise Coninck
Peer guldbrandsen
Einar Juhl
Benney juhlin
Knud Hiding
Ego Brønnum-Jacobsen
Tony Rodian
André Sallyman
Elga Olga
Ebba With
Jørgen Weel
Flemming Dyjak
Kirsten Passer
Jeanette Swensson
Folmer Rubæk
Preben Kørning
Peter N´Bonke
Gunnar Bigum
Jytte Abildstrøm

Dirchland anmeldelse:
Dirch og Poul Reichardt er ofte blevet omtalt, som fejlcastet til filmeme om de to brødre, af den simple grund at de spiller komedie på to helt forskellige måder. Og bevares, der er da visse steder hvor man nok kunne have ønsket at instruktionen havde været hårdere, men filmen en nu ikke så skidt som den er blevet gjort til. De to brødre er kære i al deres bondske brovtende snuhed, og intet kan få dem til at tabe modet - lige bortset fra, når Annelise sætter dem i arbejde.
Filmen fik to efterfølgere, og man vil se, at der kommer lidt mere styr på spillet senere hen. Alt i alt ikke så skidt.
Det har ofte slået mig: Sikken en serie Søren Ryge kunne have lavet, hvis det var disse to brødre han havde fået som naboer... det var ikke gået stille af sig. Og Brødrene Severinsen minder faktisk lidt om de to brødre, Anders og Julius: Den ene lidt gammelmandssur, den anden mere mild.
I filmen er der nærmest en reference til Kjeld og Dirchs ”Brødrene Tapetersen” sketch, da de brødrene Severinsen skal istandsætte stuen...

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Øen Bomø gørest landfast med en bro. Derved mister brødrene Peter og Søren Severinsen deres ”færge-rute”. Da deres søster tillige vil tvinge dem til at sælge deres gård, må de til København for at rede trådene ud og klage på allerhøjeste sted.
Vakkelvorn farce, der bygges op om Passer og Reichardt som makkerpar efter klasisk Gøg og Gokke-model. Men Passers farce-komik går skidt i spand med Reichardts mere jordnære humor, og sidstbævnte ender derfor som en tung, umorsom karikatur. Der er en del hib til velfærdsstaten og etat - som manuskriptforfattter Stentoft og Ravnbøl ynder det - men den populistske morksab er yderst behersket. Den da 57 årige instruktør Lau Lauritsen var efter 60 film ved at køre træt, men ”mig og min lillebror” blev alligevel en tilstrækkelig stor kassesucces til at få to fortsættelser. Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

Helena og Niki holder bryllup, men allerede på bryllupsnatten fortryder Niki. I ly af mørket lister han og en ven sig ud og tager til Wien for at more sig. Helena og hendes far sniger sig efter.
Næste dag ankommer Franzi for at besøge Helenas far, og Helena søger hendes råd, derfor forvandler hun sig, og narrer dermed Niki samme aften i Wien.
Uforudsete hændelser gør, at Niki formenes adgang til Wien - men nu er det Helena’s tur til at til tager til Wien for at more sig, efterladende en jaloux Niki bag sig. Gad vide hvordan det ender...?

Dirch Passer rolle:
Tjener

Else Marie Hansen Overhofmesterinden
Elith Foss Fyrsten
Ellen Winther Prinsesse Helena
Mette Hønningen En veninde
Peter Steen Løjtnant Niki
Susse Wold Franzi og mange, mange flere.

Manuskript:
Oscar Strauss bearbejdet af Benny andersen og John Price
Instruktør:John Price
Producer: Annett Wolf
Fotograf: Poul H. Hansen
Komponist: Grethe Kolbe
Scenograf: Kai Rasch

Varighed: 77 min.
Produktionsselskab:Danmarks Radio - 1967

Kameraoperatør:
Poul Andersen
Mogens Christiansen
Svend Holm
Mogens Larsen Musik
Dirigent: Grethe Kolbe
Musikalsk tilrettelægger: Willy Grevelund Scenograf: Kai Rasch
Kostumer: Ves Harper
Koreografi: Frank Schaufuss

Ret morsom komedie, forklædt som operette. Musikken er flot, men der er for mange sange til min smag. Dirchs rolle er en lille bisætning, som han dog udfylder fint. Skulle jeg bestemme var der mere Dirch, og færre sange - men da det er en operette, så undgår man nok ikke helt disse. Muligvis har forlægget været, at lave en TV-operette i stil med "Sommer i Tyrol", men selv om historien er god, så kommer musikken langt fra op på højde med "Sommer i Tyrol". Men alligevel ganske seværdig.
Filmen er egentlig en TV-film, men da den er udkommet på DVD, er den taget med her.

I 1968 skrev Dirch Passer manuskript til en film kaldet ”Hittebarnet.
Han skulle også selv have produceret denne film.

I ”Politiken Filmens Hvem Hvad Hvor 1929 til 1967” skrevet af Bjørn Rasmussen, står filmen ”Hittebarnet” listet op i Dirch nærmest uendelige række af film. Den står anført med årstallet 1968 - samme år som opslagsværket udkom - hvilket betyder at filmen var på tegnebrættet, og så fremskreden i processen, at den blev medtaget i bogen, selv om den ikke var færdig.

Filmen blev ikke realiseret.

Filmen blev ikke realiseret.

Filmen blev ikke realiseret.

Dirch har en ret så fremtrædende rolle i denne soldaterkammeraterfilm, som foruden de sædvanlige soldaterløjer, byder på en vis udskiftning i truppen.
Ellers er der ikke megen udskiftning i soldaterspasen.
Dirch er den stakkels vagtkommandant som drives længere og længere ud - for der er bjørne som vil ind i lejren - og så er der ingen bjørne - og så er der pludselig bjørne igen. Han bliver mere og mere perpleks, og det hjælper bestemt ikke da han ryger i arresten - sammen med en bjørn.

Bedste replikker:

Hvad er egentlig flyverskjul for noget?
Han mener: Hvordan skjuler man en flyver?

- En oberst til hest - det er en kampvogn. Så meget kan jeg da se!

- Min onkel er vandflyver i Brasilien. Derovere regner det nogengange så meget, at han må lande i luften.

- 12, 13, 14, 15 og 16 - I melder jer frivilligt!

Ønsker De bækken?
Ja tak - og spejlæg!

Jeg hedder Karen.
Jeg hedder 419 - men sig bare 19.

Soldater-
kammerater på bjørnetjeneste

Dirch Passer rolle:
Vagtkommandør

1968
88 (91) minutter
farve

Premiere 23/8 1968
Saga samt i Rønne, Roskilde, Odense, Kolding, Esbjerg, Herning, Holstebro, Silkeborg, Horsens , Randers, Aalborg.

Manus: Carl Ottosen
Instruktion og
Carl Ottosen ass. af Birthe Frost
Foto Henning Bendtsen
Foto Henning Bendtsen ass. af Dirk Brüel
Musik Sven Gyldmark
Klip Birthe Frost
Lyd Torben Øxnebjerg ass. af Torben Høegh
Deko Togo Esben
Make up Else Hennings
Lys Preben Nielsen, Henning Larsen
Stills Gerhard Pedersen
Prod. Merry Film - Henrik Sandberg - Palle Schnedler Sørensen

Medvirkende:
Preben Kaas
Paul Hagen
Willy Rathnow
Poul Bundgaard
Louis Miehe-Renard
Carl Ottosen
Dirch PAsser
Nat Russel jr.
Karl Stegger
Anja Owe
Ove Sprogøe
Bent Vejlby
Esper Hagen
Ole Monty
ElsePetersen
Mei-Mei
Yvonne Ekmann
Morten Grundwald
Tine Blichmann

Dirchland anmeldelse:
Filmens ide er ellers sjov - med alle bjørneforviklingerne - men man kan godt fornemme, at det sang lidt på sidste vers med soldaterfarcerne. Det meste var ligesom set før, og charmen var gået lidt af genren - selv om skuespillerne ikke er dårlige.
Dirch klarer den helt ok - og går kun til yderligheder enkelte gange - men er ellers dejlig nedtonet det meste af tiden - og især scenen hvor Dirch og Fido sidder i brummen og spiser er meget sød. Bjørnen - en kravebjørn - er faktisk utrolig menneskelig som den sidder der og labber sin mad i sig - og Dirch er meget dyrisk, som han sidder der med sit kødben…
Desværre er filmen fyldt med nogle lidt pudsige mere eller mindre umotiverede sangindslag, som er af mere pinlig end direkte underholdende karakter. Men det var åbenbart reglen at en komedie skulle have et par sjove sange.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Kasernelivets trummerum forstyrres af en undsluppen cirkusbjørn og et lille feriebarn mens der lægges op til den store militærøvelse, som er et internt opgør mellem de to øverstbefalende (Ove Sprogøe og Karl Stegger) En efternøler, der kommer som nummer seks i serien, som her holdt pause side 1962 - 10 år efter den første film i Soldaterkammerat-serien er Preben Kaas, Paul Hagen og Luis Miehe-Renard stadig i trøjen, og Carl Ottosen er stadig den bjæffende oversergeant Vældegaard. Nye kræfter er vagtkommandør Dirch Passer og de menige Poul Bundgaard og Villy Rathnow. Carl Ottosen har overtaget rollen som instruktør og manuskriptforfatter og er blevet mere human på sine gamle dage, men ellers virker det noget absurd at se det ”barske” soldaterliv gennemlevet af aldrende menige i en tid (1968) hvor militæret bliver mandsopdækket af freds- og flower power bevægelser.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

---

I 1958 producerede Merry Film publikumssuccessen Soldaterkammerater, der i løbet af de næste fire år fik fire eftefølgere. I 1968 fulgte Soldaterkammerater på bjørnetjeneste som en forsinket nummer seks i serien. Hvor Sven Methling havde instrueret de første fem film, overtog Carl Ottosen nu instruktionene. Han spillede i alle filmene den strenge og koleriske, men egentlig flinke oversergent. Preben Kaas, Paul Hagen, Louis Miehe -Renard gik igen fra tidligere film, mens andre af soldaterkammeraterne var erstattet af Willy Rathnow og Poul Bundgaard. Endvidere var Dirch Passer kommet til som vagtkommandør. Som forgængerne bestod filmen af løst sammenhængende farce-episoder, bl.a. sattes løjerne i gang af en bjørn, der var stukket af fra et cirkus. Historien kulminerede omkring en militær øvelse. I 1975 forsøgte Merry Film med Piger i trøjen at starte en ny serie af soldaterfarcer, nu blot med kvindeligt pesonel som hovedpersoner.

Søren og Peter falder over smuglergods, og da sognefogeden lader dem beholde det - de kan jo forære det væk - skaber det glæde på den lille ø.
Desværre bliver brødrene viklet mere og mere ind i denne smugler affære, da de finder en bestillingsseddel sammen med noget af smuglergodset, og derfor begynder at handle ind - til glæde for lokalbefolkningen.
Men på et tidspunkt vil smuglerne se penge - og de det samtidigt er ved at være lidt varm omkring smuglerne, bliver Søren og Peter lokket i en fælde, og ender i arresten, mistænkt for smugling. Forinden når de lige at få afhændet en sending spiritus til det lokale plejehjem, og så bliver der rullestolsfest.
Samtidig kæmper Jens og Lone med at få gården til at løbe rundt, og Lone ender med at tage job på den lokale kro - men kroen har ikke spiritusbevilling, så det skræmmer en masse kunder væk, at der ikke serveres øl.
Samtidig er en lokal forretningsmand, der driver cokartbanen med saftevandsbar, fået et godt øje til Lone - hvilket fyrer op under Jens jalousi.
Hansen arbejder også for at få spiritusbevilling til øen - han har nemlig nogle forbindelser... De to brødre er naturligvis ikke sådan at holde inde i arresten, og under deres flugt, gemmer de sig i den lokale nudistlejr. Her er det ikke kun nøgne mennesker der stjæler opmærksomheden, men de overhører også tol lastbilchauffører tale om, at de skal hente en sending varer i nat på Nybølle Næs. Og så går brødrene i aktion for at få renset deres navn.
De afslører smuglerne - som ikke er helt ukendt - får dusøren, og starter deres egen spritrute Bomø-Tyskland, kroen får spiritusbevilling, og Jens og Lone bliver naturligvis forsonede.

Bedste replikker:

Hvem skal få glæde af en enlig søstøvle?
- En pirat - med træben.

Hvad er det for et hvin du sætter op?
Det er portvin, lillebror!

Dum i ronke - sludder - rom i dunke!

- men så kom jeg til at tale med krebinetsekretæren…

- Så giver jeg ordet til Torvald, for en meget kort beværtning!

Søren om fire afklædte piger: Det er noget af det mest lårkorte jeg har set.
Når kjolekanten går oppe ved øjenbrynene må rekorden vel være slået.

Mig og min
lillebror og storsmuglerne

Dirch Passer rolle:
Søren Severinsen

1968
100 (105) minutter
farve

Premiere 12/9 1968
Merry, Nora, Triangel, Toftegaard, Vester Bio, Grøndal, Drive-In og Lyngby.

Instruktion Lau Lauritsen ass. af Lisbetn Movin, Tom HedegaardManus Aage Stentoft, Willy Breinholst
Foto Jørgen Skov
Deko Henning Bahs
Kostume Lotte Ravnholdt
Lyd Birger Lind
Make Up Karen Balsner
Musik Sven Gyldmark
Klip Ole Steen Nielsen
Prod: Lau Lauritsen jr. - Henning Larmerk

Medvirkende:
Poul Reichardt
Dirch Passer
Karl Stegger
Guri Richter
Lotte Horne
Jesper Langberg
Peter Reichardt
Palle Huld
Lise Thomsen
Henrik Wiehe
Christian Arhoff
Gunnar Lemvigh
Else Marie
Else Petersen
Holger Vistisen
Mogens Brandt
Bjørn Puggaard-Müller
Jørgen Weel
Jørgen Teytaud
Bjørn Spiro
Flemming Dyjak
Bent Vejlby
Kristian Hansen-Møller
Lone Lau
Knud hilding
Alf Hansen
Fernanda Movin

Dirchland anmeldelse:
Anden film om de glade brødre er en sød lille smuglerkomedie.
Den er bedre end etteren - Dirch og Poul har fået mere styr på deres roller, og de spiller bedre sammen. Især er det morsomt når Poul Reichardt får et af sine raserianfald. I filmen passer brødrene Lille Peter, og her er det især en scene der er sjov. For lille Peter er jo ingen ringere end Poul Reichardts egen søn Peter.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: Den anden film i ”Mig og min lillebror” serien lider af de samme fejl som nummer 1. Samsillet mellem Passer og Reichardt som de to fjogede ø-tosser fungerer rigtig skidt. De stjælder scenere fra hinanden, og i forsøget på at vinde plads overspiller de ucharmerende. Handlingen centrerer sig om den livsvigtige forsyning af spiritus til den lille ø, som ellers har været tørlagt. Der er nærmest tale om en indbydelse til smugleri, og den bliver ikke afslået.
Pjanket tager overhånd og filmen fuser ud i umorsomt fjolleri.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

---

I 1967 dannede Dirch Passer og Poul Reichardt komisk par som de gemyylige brødre Søren og Peter fra den lille ø Bomø i Lau Lauritzens Mig og min lillebror. Historien var lsær baseret på svenskeren Oscar Wennerstens folkekomedie Bröderna Östermans huskors, der blev filmatiseret tre gange i Sverige og også udkom som dansk film i 1943 under titlen En pige uden lige.
Lau Lauritzens version af historien reducerer antallet af brødre fra tre til to. Den fik straks to efterfølgere Mig og min lillebror og storsmuglerne og Mig og min lillebror og Bølle, der begge var helt uden forbindelse med det oprindelige forlæg, men hvor mange af personerne gik igen.
I Mig og min lillebror og storsmuglerne er Søren og Peter flyttet ind i en fiskerhytte, efter at de i den første film havde hjulpet deres niece Lone til at blive gift med Jens, så det unge par kunne overtage brødrenes gård. De kommer atter til at kunne give såvel Lone som Jens som de andre beboerer på Bomø en hjælpende hånd, da de får muglergods i deres fiskegarn. Derved indblandes de imidlertid ufrivilligt i en farlig smugleraffære.

Ved morgenbordet får Pusle fødselsdagsgaver, og en af gaverne er en lille mand i en halskæde, fra hendes onkel og tante i sydamerika. Figuren er forhekset, og tager man den i sin hånd og ønsker, bliver det straks til virkelighed. Og i et barn som Pusles hænder, der kan det godt blive en vild affære.
Sigrid Horne Rasmussen og Karl Stegger som Fru Jensen og naboen Andersen, er skønne i deres udfoldelser - især deres scene hvor de skælder ud på hinanden, er grinagtig. Ove Sprogøe er betjenten Møller, som går en højst aparte dag i møde, og må kæmpe mod både løbske elefanter, indianere, levende statuer og meget andet - og Dirch, som Dr. Mogensen er ikke til megen hjælp. Ingen kan se ud som om hele verden er imod ham, som Ove Sprogøe. Han har et helt specielt ”Nej, nej nej…!”
Dirch første scene i filmen er som psykiater, der skal finde ud af om der er noget galt med Pusle. Samtalen mellem ham og Ove Sprogøe som betjent, og forvekslingen mellem elefanter og skotter er morsom.

Bedste replikker:
Jeg har prøvet at tage hensyn til andre - jeg fik bare en på skrinet.

- En ting er de laver en larm, så man aldrig får søvn i øjnene - men når de også trænger ind i huset og også begynder at flyve rundt om lysekronen...
- Ja, det er klart, det kan man ikke ha’ - det kan man ikke!

Der går elefanter ude på vejen.
Ved De hvad ,Hr. Andersen - det kan være det er nogen Pusle har fået i fødselsdagsgave i går….

Tror De ikke De for en sikkerheds skyld skulle smutte til en af de der pysiatere?

Hov hov - vil De dermed insinuere at der foregår noget herinde? (peger på tindingen)

Så er vi helt rolig. Helt rolig!
- JA FOR HELVEDE!

Mellem os sagt - De ser jo også skrækkelig ud - vinduerne altså!

Sig mig en gang - hvordan havde De det med vinduer som barn?
Jeg faldt en gang ud fra anden sal.

Hansen - kør ind og hent Adam og Eva.
Efternavn?
Der er intet - det er de originale.
- SKal jeg tage et par figenblade med?

Petersen - send nogle folk ind på Amalienborg - arrester Gefion og bed Landbohøjskolen tage sig af okserne. Og Petersen, vi kan vente indianerangreb hvert øjeblik, tag Deres forholdsregler.

Tænk nu bare på alle de der hjerte- og nyreplantager…

Min søsters børn vælter byen

Dirchs roller: Dr. Mogensen og Postbud Petersen. (vinudespudser, kustode)

1968
94 (98) minutter
farve

Premiere
Saga 11/10 1968

Instruktion og manus:
Annelise Reenberg
Foto Mikael Salomon ass. af Jan Weinke og FLemming Møller
Special effect foto Ole Lytken, Harry Mortensen
Deko Oto Lund
Rekvisist Niels Holm
Lyd Leon Seibæk, Jens Grønborg, allan Brønnum-Jacobsen
Lys Ove Hansen
Tegnefilm Bertil Wiederberg
Kostume Niels Holm, Edith Sørensen
Musik Sven Gyldmark
Klip Maj Soya
Prod: Saga - Erik Larsen - Lars Kolvig

Medvirkende:
Jeanne Darville
William Rosenberg
Pusle Helmuth
Jan Priiskorn-Schmidt
Vibeke Houlberg
Michael Rosenberg
Sonja Oppenhagen
Lars MAdsen
Søstrene Skovgaard Nielsen
Sigrid Horne-Rasmussen
Karen Berg
Dirch Passer
Ove Sprogøe
Bjørn puggaard-Müller
Karl Stegger
Thecla Boesen
Per sessingø
Marteng Petersen
Jytte Elga Olga
Ersnt Meyer
Ole Monty
Knud Hallest
Peter Bonke
Susanne Jagd
Paul Kelvin
Ib Christensen
Ingrid Langballe
Palle Huld
Jørgen Weel
Knud Hilding
Bertel Lauring
Mime Fønns
Merete Arnstrøm
Marianne Kjærulff-Schmidt
Bendt Reiner
Preben Nicolaisen
Benny Juhlin
Jaohan Thiersen
Jane Thomsen
Bent conradi
Andrew Sallyman
Frederik
Poul Glargaard
Hanne Borchsenius
Robert Gilston
Miskow Markwarth
Helge Jhærulff-Schmidt
Horst Werner Loos
Karl Heinz Neumann
Dale Robinson
Avi Sagil

Dirchland anmeldelse:
Annelise Reenbergs ”Min søsters børn vælter byen” er en meget anderledes film i serien. Handelingen er komplet uforudsigelig og usandsynlig, da den udelukkende forgår inde i Pusles hoved på hendes fødselsdag. Så alt er muligt, alt kan ske - og det gør det. Pusle og Dirch synger ”Det mentalt det galt” - teksten er faktisk en lille perle. Og ifølge Pusle Helmuth er sangen indspillet på forhånd, og scenen indspillet efter playback - og kom i kassen under første optagelse.
Igen viser Reenberg at hun holder Dirch i sin hule hånd, og får absolut det bedste ud af ham.
Selv scenen med ham og Pusle, er holdt helt nede, så hverken Pusle eller Dirch går over gevind - heller ikke under sangen.
Filmen er næsten surreel hele vejen igennem, og står som en ret unik film, ikke kun fra Annelise Reenbergs hånd, men i det hele taget i dansk film. Det er noget Wikke og Rasmussen over ideerne og handlingen - her mange år før de begynder at lave film.
Bemærk i øvrigt dansescene fra ”Carmen” som sniger sig ind i al hurlumhejen i byen - dekorationen er den samme som blev brugt i ”Han, hun , Dirch og Dario” 6 år før.
En virkelig pudsig film, men som ikke desto mindre er meget seværdig, selv set med moderne øjne. Og som er befriende blottet for alt for meget pussenussethed.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Den ganske mærkværdige tredje film i serien falder noget uden for nummer som en ren trylle-fantasi. Den er også uden Axel Strøbyesbørnepsykolog onkel Erik. Istedet passer tante alme (Karen Berg) og fru Jensen (sigrid Horne Rasmussen) mengeriet. Men det er Pusle Helmuth som har overtaget plottet, der bygger på at hun får en tryllefigur i fødselsdagsgave. Til at begynde med tryller hun tante Alma væk,og derefter får hun - til den arrige naboe, Karl Steggers, store irritation - en flok elefanter tryllet fra Zoo til Fredhvilevej. Hun fortsætter stabilt med sit trylleri - trods politimanden Ove Sprogøes og psykiater Dirch Passers forsøg på indgreb. Pusle sætter i bogstaveligste forstand liv i malerierne, lurblæsere, og fantasien, og det er givetvis et af de få, om ikke det eneste, surrealistiske lystspil, der er produceret i Danmark.
Gyldendals Filmguide gav den 1 - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

---

Annelise Reenberg lavede i perioden 1966-1971 fire film om Min søsters børn, hvoraf Min søsters børn vælter byen var den tredje. De to første film var Min søster børn (1966) og Min søsters børn på bryllupsrejse (1967). Barnestjernen Pusle Helmuth høstede stor populariete i serien.
Centralt i serien stod Else og Peter Bergs børneflok, der i løbet af serien kom til at omfatte otte børn. I de to første film var hovedpersonen Elses bror Erik, der var professor i børnpsykologi. den første films pointe var, at den virkelighedsfjerne Onkel Erik aldrig havde haft noget at gøre med børn, hvorfor han først for alvor lærer noget om dette emne, da han skal passe sin søsters børn en uge. En djærv børnehavelærerinde, som han giftede sig med i Min søster børn på bryllupsrejse, var med til at oplære ham.
I Min søsters børn vælter byen er Onkel Erik ikke med. Her er den helt dominerende hovedperson børneflokkens nummer fem, Pusle. Hun drømmer at hun i fødselsdagsgave modtager en tryllestav der gør hende i stand til at få alle ønsker opfyldt. Det medfører mange kaotiske situationer, hvorfor der i stor udstrækning benyttes trickfilm.

Pladeudgivelse:
POR. XM 62 093 (Single) Svend Gyldmark ”Det’ mentalt, det’ galt” med Dirch passer, Pusle Helmuth (Sang) ”Stjerneland” med Pusle Helmuth (sang). Erik Leth (tekster)

En sygeplejerske, en læge, en dyrlæge på landet, en børnelæge med samme navn som dyrlægen, en hypokondrisk og simulerende bondekone, en cirkusprinsesse - med rogn, og en cirkusdirektør der falder om, bare han hører ordet ”giftes”, en forelsket bondepige med en brysk far, og så endelig en mor, der sender sit barn til den forkerte dr. Linsager.
Med sådan en broget flok i samme film, burde der jo være lagt op til spas og løjer. Desværre så er det så som så med spasen. Dirch er sød som den travle dyrlæge Linsager, der pludselig bliver plejefar for den lille mørklødede Winnie. Samtidig må han klare alle sognets problemer - selv om han egentlig helst vil nøjes med at tage sig af dyrene.
Man fristes næsten til at sige, som sædvanligt gaber Carl Ottesen over for meget. Det er ikke nok, at den venlige dyrlæge llinsager skal tage sig af sit plejebarn. Nej, sygeplejersken og lægen, der bor i samme hus som dyrlægen, skal være forelskede i hinanden, uden at vide det. En cirkusprinsesse skal komme forbi, for at få et barn, og overtale cirkusdirektøren Don Pedro til at gifte sig med hende. Han skal til gengæld være rædselsslagen for at gifte sig, da det altid har medført dødsfald for mænd i hans familie. Oven i det skal lægges den simulerende bondekone, som dyrlæge Linasager kurer på en ret så alternativ måde, samt et forelsket par som vil stikke af, da hun ikke må få ham for sin far. Heldigvis har Linsager den lille Winnie til at hjælpe med at redde trådene ud.
Og så bliver det oven i købet jul.

Bedste replikker:

Da Dirch fodrer lamaen:
”Nå, la’ ma’ så se!”

Nu er det snart jul, så vi begynder med at se på mandlerne!

Dyrlægens
plejebørn

Dirch Passer rolle:
Dyrlæge

Linsager 1968
108 minutter
farve

Premiere 29/11 1968 Saga samt i Odensen, Århus og Aalborg.

Manus Carl Ottosen
Instruktør Carl Ottosen ass. af Birthe Frost
Foto Gustav Mandal ass. af Lennerat Carlsson
Deko Togo Esben
Lyd Jon Branner, Torben Øksnebjerg
Koreografi Hanne Thuris
Musik Sven Gyldmark
Klip Knud Hauge
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg - Palle Schnedler-Sørensen

Medvirkende:
Dirch Passer
Ove Sprogøe
Judy Gringer
Axel Strøbye
Lone Hertz
Winnie Mortensen
Karl Stegger
Susanne Bruun-Koppel
Folmer Rubæk
Lise Henningsen
Else Petersen
Miskow Makwarth
Lise Thomsen
Mogens Brandt
Helen Michelsen
Ellen Staal
Carl Ottosen
Holger Munk
Poul Glargaard
Erik Olsson

Dirchland anmeldelse:
Jeg afslører ikke for meget ved at sige, at der naturligvis bliver bryllup, og hvid jul, og at et kys kan gøre underværker. Men selv om der er flere skønne øjeblikke i denne ujævne film, så kommer det aldrig helt op at ringe.
Dog skal Carl Ottesen have ros for, at han formår at få det sødeste og blødeste frem i Dirch.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: Samspillet mellem Dirch Passer og Ove Sprogøe slår ikke længere gnister, Judy Gringer hænger med næbbet, og Axel Strøbye og Lone Hertz overspiller pinligt som et primitivt cirkusartistpar. Det nedslående ved denne - som mange andre - Carl Ottosen film er dog fornemmelsen af faglig stolthed - et sjuskeri i både manuskript og instruktion som gør filmen slatten og plat. Dirch Passers charme og humør kan selv så uinspirerende omgivelser ikke helt slukke, og Winnie er et ganske kvikt og ikke for sentimentalt filmbarn. Men Dyrlægens plejebørn er som helhed en slem omgang klamphuggeri.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

---

Hyggekomedie for hele familien om en lille pige, der på grund af navneforveksling kommer i pleje hos en rar dyrlæge og bliver landsbysamfundets kæledægge.
Filmen, hvis historie slutter ved juletid, kunne i de føgende mange år sættes på plakaten i december med stor succes.
Dirch Passers samspil med barnestjernen Lille Winnie fortsattes i 1969 i Sjov i gaden. Da en stor del af filmen foregår omkring juletid, blev der lavet to plakater: den almindelige samt en med sne, som kunne bruges, når filmen fik repriser omkring juletid.

Pladeudgivelse:
PHILIPS PF 355 351 (Single stereo)
Svend Gyldmark: ”Jeg har så mange, mange”, ”Julesne, julesne” med Dirch PAsser (sang), Carl ottosen (tekster), Sven Gyldmark (dir) med orkester.

Carl Ottesen kan ikke siges, at være den bedste instruktør vi har haft. Hans film har altid haft et eller andet bedaget og forudsigeligt over sig. Og selv om det også er tilfldet med denne film, så har han alligevel altid haft en helt speciel evne til, at få noget godt ud af Dirch.
I denne film er Dirch den venlige betjent Peter, som bliver rodet ind i en bandes forsøg på at smugle narko ind i bamser. Til formålet benytter de en lille forældreløs pige. Naturligvis falder Peter for den lille piges charme, og lover at hjælpe hende. Med sig har han sin kollega Erik.
Deres modstander er bandelederen Fløjten, spillet af Ove Sprogøe, der har den vane, at spille på blokfløjte, når hans håbløse håndlangere får hans gode planer til at gå i vasken. Undervejs må en stakkels bager gå så grueligt meget igennem, Peter må iklædes dametøj, for at finde faster Anna, der må købes så mange bamser, at en lille legetøjsbutik, sikres et godt overskud det år - og selv samme bamser, må afgå ved døded, for Fløjtens hånd - og kniv.
Historien er fermt skruet sammen, og især Fløjten bidrager med mange grin, når han bliver nødt til at slå sine triller, for ikke at slå sine tåbelige håndlangere.

Bedste replikker:
- Næ, hvor er det en nydelig nederdel - er det en Dior?
- Næ, det er en Jensen!

- Snup du dig et stykke sandkage med fedt og rejer!

- Hvor er entreen?
- Bag den lukkede dør!

Sjov i gaden

Dirch Passer rolle:
Peter Jensen, betjent

1969
88 minutter
farve

Premiere 1/8 1969
Saga samt i Nakskov, Odensen, Fredericia, Esbjerg, Herning, Holstebro, Horsens, Århus, Rander og Aalborg.

Instruktion og manus:
Carl Ottosen
Foto Claus Loof ass. af Jesper Find
Deko Togo Esben
Make up Else Hennings
Lyd Jon Branner ass. af Torben Øksnebjerg
Lys Henning Larsen
Musik Sven Gyldmark
Klip Knud Hauge
Prod: Merry Film - Palle Schnedler-Sørensen

Medvirkende:
Dirch Passer
Winnie Mortensen
Ove Sprogøe
Willy Rathnow
Karl Stegger
Carl Ottosen
Lotte Horne
Birgit Sadolin
Arne Møller
Kurt Andersen
Ernst MEyer
Poul Bundgaard
Bodil Udsen
Inger Gleerup
Poul Glargaard
Marianne Tholsted
Claus Ryskjær
Palle Justesen

Dirchland anmeldelse:
Filmen viser den sødme, som Dirch havde, når han gemte klovnen lidt af vejen, og spillede skuespil. Men naturligvis er han da også morsom i denne film. Især scenerene i legetøjsbutikken er grinagtige.
Og så indeholder filmen en biljagt der ikke lader ”Bullit” noget efter. Med en træt og beruset bager bag rattet.
Ind i mellem tager slapsticken lidt over - et kendtegn, desværre, med Ottesen som ankermand. Men de gode toner det meste af vejen gennem filmen, bøder rigeligt for de for pjattede sekvenser.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Dirch Passer som en politimand i færd med at dirigere trafikken på Sankt Hns Torv - det må skabe sjov i gaden, og det gør det også. Men Passer kan ikke alene bære den primitive farce hjem til succes, for instruktør/forfatter Carl Ottosen har - som sædvanligt - kun de tyndeste løjer og mest forslidte flovser at byde på. En anelse opkvikkende er dog Ove Sprogøes hysteriske heroinbandelder kaldet Fløjten.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

---

Kriminalfarce om en lille pige, der kommer til Danmark for at møde sin tante, men kidnappes af forbrydere, som tror, der er narkotika indsmuglet i hendes bamse. Hun får dog hjælp af at par godmodige og utraditionelle politifolk, men på et tidspunkt er fem forskellige bamser indblandet i intrigen.
Dirch Passer og barneskuespilleren Lille Winnie fortsatte her det samspil, der året før var indledt med Dyrlægens plejebørn.

John Søgård studerer botanik - og John Søgård er kok på en hvalfangerbåd og har landlov i 3 måneder, da skibet skal repareres.
Efter en meget fugtig aften, engagerer botaniker-Søgård den anden Søgård som kok i 3 måneder. Han får penge af sin onkel i New Zealand, så længe han studerer, så han har ikke travl - og har derfor fint råd.
Midt unders tudierne, botaniker-John et gods - Egborg. Deer er bare lige en hage: Han skal tage fat bopæl på slottet, eller arver godsforvalteren stedet.
Botaniker-John tager derned, og møder godsforvalterens datter, der vil gøre alt for at blive på stedet - om hun så skal gifte sig med arvingen. Botaniker -John overtaler kokke-John til at træde i hans sted, og lade som om han er arvingen, mens han så selv vil lade som om han er karl på gården.
Og så går alt jo galt - for den nye godsejer ved jo intet om botanik, til gengæld ved han forbløffende meget om madlavning, og retter gerne på kokkepigen. Godsforvalterens datter Marianne gør alvor af planernen med at gifte sig med godsejeren - bare for at blive på stedet. Men det er ikke så nemt, nå staldkarlen, der i virkeligheden er botaniker og godsejer er forelsket i hende, og godsejerene, der i virkeligheden er kok, er forelsket i en anden, nemlig kokkepigen, der har forladt godset , for at blive kromutter, og Marianne heller ikke elsker godsejeren, som er kok, men nu har sagt ja...
Forviklingerne reddes natruligvis ud, og alt ender som det skal - men vejen er kringlet.

Bedste replikker:
Sku’ vi ikke gå i dok?
Bare ikke tørdok!
Uha nej!

Hey Moster !
Sorry - Mister.

Hvad nytter det at besætningen er oplagt - hvis skibet også er det!

Dirch som botaniker: Det er jo nu at bladene er udkommet... Nu forstår jeg bedre hvorfor det hedder Egborg!
- Det er kastanjer.

Er De et rigtigt spøgelse?
Ja, jeg går igen.
- Nå, jeg går igen!

Pigen fra Egborg

Dirch Passer rolle:
John Søgård, kok på hvalfangerbåd

1969
97 (101) minutter
farve

Premiere 12/9 1969
Saga samt i Rønne, Nykøbing F., Slagelse, Odensen, Esbjerg, Herning, Silkeborg, Horsens, Århus og Randers

Instruktion og manus:
Carl Ottosen
Foto Jan Lindestrøm ass. af Helena Englesson
Musik Sven Gyldmark
Sangtekst: Erik Lethm sunget af Tonny Nuppenau
Klip Edith Nisted
Make up Birthe Lyngsøe
Lyd Jon Branner, Ole Guldbrandsen
Lys Finn Jensen
Prod. Merry Film - Henrik Sandberg - Palle Schnedler-Sørensen

Medvirkende:
Dirch Passer
Willy Rathnov
Karl Stegger
Sisse Reingaard
Birgit Sadolin
Ove Sprogøe
Morten Gundwald
Tine Blichmann
Arne Møller
Bent Vejby
Hans Henrik Krause
Inger Gleerup
William Kisum
Gertie Jung
Claus Ryskjær
Frederik
Svedn Asmussen

Dirchland anmeldelse:
Dirch er atter engang vidunderligt afdæmpet i denne film. Han får heldigvis en hel del små passager hvor han kan få lov til at fyre sine brokker af. og det er som om økonomiseringen med brokkerne, gør dem der er, ekstra morsomme. Især scenen hvor hun underviser i botanik - og spøgelsesscenen er søde og sjove.
Filmen er fyldt med de skønneste sommerbilleder fra godset, og Svend Gyldmarks musik sætter ekstra skub i stemningen -men er lige ved at tude, da der fejres Sankt Hans med bål, så smukt er det. Scenen hvor Dirch lader som han barberer sig mens han vasker op i køkkenet er sød. Men fornemmer at det er improviseret - i hvert fald er kokkepigens latter hjertelig, som om hun ikke har set det før… Filmen indeholder en lille spidsfindighed, da Dirch / John Søgård besøger en på sømandshjemmet, og bliver bedt om at vise sin søfartsbog - for sådan en havde Dirch jo! .-)
Og så beviser Svend Gyldmark atter en gang, at han er fremragende til at bikse filmmusik sammen.
Filmen får trekvart velfortjent Dirchsmil, for at være en sød forevekslingskomedie, om de to mænd af samme navn, der tilfældigvis mødes og skifter identitet for en kort stund. Og for alle de dejlige billeder af et Danmark af i går, som kun findes i håbløst nostalgiske romatikeres hjerter.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Dirch Passer gaber under et sangnummer - næppe for at være morsom. For dette er en dorsk folkekomedie, hvor Passer får det tyndest tænkelige materiale, og hvor Willy Rathnow og Sisse Reingaard har svært ved at fylde de gamle skabeloner ud. Det lykkes kun for Karl Stegger som den rare godsbestyrer og Birgit Sadolin som kokkepigen.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

---

Folkekomedie om to mænd, der begge hedder John Søgaard: Den ene er en doven student, den anden hvalfanger. Da studenten tvinges til at overtage sin afdøde onkels gods, beder han navnebroderen træde i stedet. det medfører såvel de forvekslinger som den romantik og kærlighed som genren kræver.

Poul Reichardt og Dirch er igen de to skæve brødre - Søren og Peter Severinsen på den lille ø Bomø. Men det er slet ikke dem der er hovedpersonen i filmen, men deriomod deres krøllede ven, hunden Buller. For Buller har egenskab, der ikke ofte ses hos hunde: Den kan nemlig tippe.
På Bomø er det lidt trange tider. Lone og Jens kæmper emd at få gården til at løbe rundt - og Jens er tilmed opsat på at få flere børn, selv om Lone på det kraftigste siger nej: Der er ikke råd.
Selv hos direktørparret Bossholms er pengene små - men direktørfruen ser ikke problemet - det må hendes mand klare, mens hun shopper.
Søren bider mærke i at Lone hver uge tipper, og da han har hørt at hunde kan være synske, prøver han at tippe en enkelt række, med hjælp fra Buller.
Og det usandsynlige sker: Denne ene række er ugens eneste 12 - og brødrene står nu med 388.000 kr. som de gemmer i en mælkejunge. Og så går de ellers i sving emd at uddele pengene til værdigt trængene - og de første er Lone og Jens, der akut mangler 50.000 til gård og barn. De får 100.000 - det kunne jo blive tvillinger. Og de må gerne låne pengene - bare de lader være med at betale dem tilbage...
Men rygtet spredes om Buller. Ugen efter er der ikke færre end 117 12’ere - alle på Bomø.
Og så tager historien fart - for Tipstjenesten vil have aflivet Buller, der er en bombe under tipssystemet, alle vinderne på Bomø er utilfredse - for de har købt både køkkener, pelse og meget andet - og nu er gevinsten minimal. Og de to brødre er heller ikke for begejstrede - alting var meget bedre før de fik alle de penge - og Buller kunne tippe.
Det kommer til en stor eftersøgning efter Buller der er stukket af med direktørfruens hunhund Bibi, en fodboldkamp mellem Bomø og Niddinge, hvor resultatet forsøges påvirket ved snyd - og et hold trillinger.

Bedste replikker:

Hvor fa’en vækker i mig så?
Fordi kong Hannibals nevø ikke kan li’ kortsnudede grise!
Vorherrebevares for en mølædt kludebøf. Hvis den vækker mig en gang til, så trevler jeg den op og strikker den om til muffedisser!

Er der nogen bestemt melodi I gerne vil høre klokkespillet spille?
- Hvad med Bomøvalsen.
- Nej det skal jo være en salme, Peter. Hvad med ”Stork, stork langeben”?

Mig og min
lillebror og bølle

Dirch Passer rolle:
Søren Severinsen

1969
95 (90) minutter
farve

Premiere
12/12 1969
Odense, Vejle, Horsens, Randers og Aalborg.

19/12 1969
Nygade, Merry, Nora, Trinagel, Grøndal, Toftegaard og Lyngby.

Instruktion Lau Lauritsen og Lisbeth Movin
Manus Aage Stentoft og Willy Breinholst
Foto Erik Wittrup Willumsen
Klip Niels Erik MEyer Petersen
Deko Hans Christian Enger, Leo Jørgart
Kostume Jytte Paaby Nielsen
Makre up Lene Ravn Henriksen
Lyd Erik Jensen
Lys Svend Bregenborg
Musik Sven Gyldmark
Prod: Lau Lauritsen og Henning Karmark

Medvirkende:
Dirch Passer
Poul Reichardt
Karl stegger
Guri RIchter
Lotte Horne
Jesper Langberg
Peter Reichardt
Helge Kjærulf-Schmidt
Preben Marth
Lotte Tarp
Christian Arhoff
Gunnar Lemvigh
Per Goldschmidt
Jørgen Weel
Henrik Wiehe
Gunnar ”Nu” Hansen
Lone Lau
Erik Paaske
Søren Steen
Knud Hilding
Flemming Dyjak
Carl Nielsen

Dirchland anmeldelse:
Filmen har tit fået skudt i skoene at det var den ringeste af de tre Mig og min lillebror-film, som oven i købet har fået smæk for, at være nogle af de dårligste film som Reichardt og Passer har lavet. Men jeg synes det er ufortjent. Det er rigtigt nok, at både Dirch og Poul Reichardt giver den godt med gas, i rollerne som de to brødre, og at det er i overkanten ind i mellem. Men der er nu noget charmerende over de to gavtyve, og man kan ikke lade være med at holde af dem.
Den sidste film har - i mine øjne - den klart bedste historie - med Bølle, den geniale tipshund som centrum. Og så er det en rigtig sød detalje, at brødrene aldrig giver Bølle skylden for al hurlumhejet med pengene, som de vinder i tips. Det er PENGENE der er det onde, og derfor må de hellere skynde sig at komme af med dem.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: På den lille ø Bomø har man omkring Passers og Reichardts brødre samlet et hold af folkekære og genkendelige typer. Men det er hunden Bølle der kører løbet. Dens geniale evner for tips skaber en national krise, og statsminister Hilmer Baunsgaard (Stemmeført af parodisten Carl Nielsen) må kommentere sagen fra folketingets talerstol. Bølles Waterloo kommer først da fodboldresultaterne igen bliver forudsigelige med Dirch Passer i topform på banen og en Gunner Nu Hansen på sidelinjen. Passer og Reichardt er stadig ikke noget vellykket komikerpar, men de garneres en anelse bedre end før.

Carl Nielsen pariodiere stemmerne på følgende: Karl SKytte, Himar Baunsgaard, Aksel Larsen, Jens Otto Krag og John Danstrup.

Gyldendals Filmguide gav den 1 - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

---

Den tredje film om de to gemytlige brødre Søren og Peter og deres familie på den lille ø Bomø.
Den tredje film blev seriens sidste. Serien var endvidere det sidste som Lau Lauritzen jr. instruerede. Han døde i 1977 efter fra 1934 at have instrueret i alt 62 film, tit i samrabejde med Bodil ipsen eller Alice O’Fredericks.