Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

Kjeld Petersen og Dirch Passer var tvillingerne, der ikke var tvillinger. De var Tvilling Dig og Tvilling Dum. Usiamesiske tvillinger, der alligevel hang sammen som ærtehalm. Brødre i ånden, komikken og galskaben. De var kun sammen i ganske få år - men hvad de nåede på deres korte tid sammen, er imponerende. Og ikke mindre imponerende, er de bølger, som deres nyskabende komik, bredte ud fra centrum, hvor de Kjeld og Dirch, sad og tronede.
De var ustyrlige, nyskabende og noget hidtil uset på den danske revyscene.
Men de var noget langt større end revy.
For de revolutionerede den danske komik, og blev til det fundament,
som kommende generationer byggede deres komik på.

 

Her følger den den (nogenlunde) sande historie om:

Lidt længere ned...

En lille smule mere. Vi skal helt ned i Kelleren....

Så nåede vi Kellerdirk. God fornøjelse!

I ABC-revyen i januar 1955 så Kellerdirk Bros. dagens lys for første gang.
De optrådte godt nok under dæknavn - ikke Dunlop - men Brdr. Tapetersen.
Men den er god nok. Det var dem.

Onsdag d. 7. September 1955 klokken lidt før sent, viste de usiamesiske tvillingedrenge,
under premieren på Det lille ABC-hus, at de var kommet for at blive.

Lommer var en skrap chef, og han bad de to brødre om at gå ind på scenen.
Og fortælle vittigheder og brokker i tyve minutter.
Tyve minutter? Udbrød de to. Lommer kunne lige så godt have bedt om 20 år...
Men Lommer fik sin vilje.

Og mon ikke de to brødre kunne fortælle vittigheder.
De gjorde det så godt, at publikum trillede om på gulvet af grin.
Som afslutning, dansede de to brødre en smuk, smuk vals.
Men det fik blot publikum til at grine endnu mere.

Brødrene havde aldrig gået i skole sammen - det fandt de ud af i en sketch, der hed “Skolekammerater” .
Og så kom de virkelig ud at svømme med en sketch, de kaldte for “Tømmerflåden”.

De to brødre havde en musikalsk ven, der hed Svend.
Og han ville så frygteligt gerne lege med dem på scenen.
Men det viste sig, at Svend var meget bedre til at spille violin.
Og så er det også frygteligt svært, at klemme sig ind mellem to usiamesiske tvillinger,
måtte Svend sande, mens han hoppede tilbage på sin plads i orkesteret.

Årets efter optrådte de to brødre “På slap line”.
Og de var om muligt endnu bedre end året før. Og mere ternede.

De to brødre havde hver deres søde kone.
Men de to koner følte ofte, at de brødre var gift mere med hinanden, end med dem.

Brødrene var oftere og oftere væk hjemmefra.
De var frygteligt tørstige, og var nødt til at besøge det ene vandhul i byen efter det andet.
Men direktør Lommer var smart, for han vidste, at når de havde fået en enkelt sjus - eller 16 -
så fødte de. Ikke børn - men vittigheder.

Så Lommer gav en omgang, og bagefter gav brødrene en omgang ord.
Lommer griflede ned i sin notesbog.
Og Whisky blev forvandlet til ord, der blev forvandlet til revy.

Alle var glade - på nær Dirchs søde kone Sitter.
Hun fik nok, og så var det farvel og tak. Hun ville kun være gift med én mand - ad gangen.
Og kort efter sagde Kjelds kone, Ulla, også farvel - og så var de kun de to. Og deres publikum.

Samme år ville Dirch slå sin bror, Kjeld, ihjel.
Bare klemme om hans latterlige konkave kranie.
Det var heldigvis kun i nummeret “Fotografier lyver aldrig”.

Årets efter sprællede de to sprællemænd sig igennem nok en revy som Kellerdirk Bros.
Især historien om underlivsjægerne fra Ama'r trak store grin.

Der skulle et godt bryst til, at stå model til de to brødres eskapader - og det havde den unge Judy.
Hun spillede sammen med Dirch i en sketch om hunde- og brystforviklinger.
Judy var sød, smuk og kvik, og Dirch blev forelsket.
Det gjorde alle andre mænd i salen også.

Pludselig var det sjovere at være hjemme hos Judy,
end ude ved vandhullerne i byen, sammen med brormand Kjeld.

Det var Kjeld ikke glad for.
Men han var samtidig også ved at være lidt træt af alt klovneriet, sammen med sin bror.
Kjeld ville nemlig gerne spille noget "rigtigt" teater. Og det kunne Dirch ikke helt forstå.
Han syntes det de lavede var mægtig festligt.

I efteråret 1958 - blot tre år efter deres første optræden, var det hele slut.
De to brødre forsikrede alle om, at de var de bedste venner - og at de blot havde lyst til noget andet.
Hver for sig. Og i hver sin genre.
Kjellerdirk Bros. skiltes i venskabelighed. Men kun for en stund.

Men Lommer kunne ikke undvære brødrene.
Og to år senere overtalte han dem til, at optræde med nogle af deres glansnumre.
Og det sjove skete: De to usiamesiske tvillinger glad tilbage i deres gamle roller.
Uden problemer - måske de havde savnet hinanden i de forløbne år..?

Om det var med til at gøre, at de fik lyst til at arbejde sammen igen, vides ikke,
men i hvert fald blev det besluttet, at Kjeld, Dirch og en smukt syngende kvinde ved navn Ingeborg,
skulle optræde sammen sidst på foråret 1962.

Publikum glædede sig. Endelig ville de få mulighed for at se Kjellerdirk Bros igen.
Og Kellerdirk glædede sig også.

For at varme op, tog de på Danmarksturne, med nogle gamle prøvede numre.
Men der var noget galt.
Ikke med numrene - de var fine nok. Og publikum spiste af hånden.
Men Kjeld havde det ikke godt.

Et par gange under turneen, fik Kjeld det dårligt. Rigtigt dårligt.
Men de andre tog sig ikke rigtigt af det.
De var overbeviste om, at Kjeld agerede skidt-Mads, blot for at kunne trække
lidt kærlig, kvindeligt selskab med op på sit hotelværelse.
Men det gjorde han ikke.

D. 23. Maj 1962 var der premiere på det nye show: “Holder De af Brams, Passer og Petersen?”
Og det gjorde publikum. Og anmelderne.
Alle var ellevilde. Kellerdirk - og Brams - havde gjort det igen.
Pustet liv i de gamle knogler.

Men kun for denne ene aften.
For samme nat døde Kjeld Petersen af et hjertetilfælde.

Man er lidt uenige om, om det var Kjelds hushjælp der fandt ham død om morgenen
- eller om han havde haft en dame med hjemme,
og om det var hende der ringede efter ambulancen.
Men det har forhåbentligt været det sidste. Det lyder rarest.

I hvert fald døde Kjeld Petersen den nat
- og med ham, Kellerdirk Bros.
Det er svært at være tvilling når man kun er en.

Publikum var kede af det.
Anmelderne var kede af det - men den der var mest ked af det, var helt sikkert Dirch.
Han var faktisk så ked af det, at han afbrød al samarbejde med Lommer,
og nægtede at være morsom på en scene.
Danmark havde ikke bare mistet Kjeld Petersen. De havde også mistet Dirch Passer.

Dirch havde mistet sin usiamesiske tvilling.
Sin legekammerat. Og uden ham var det ikke længere morsomt.
Fem år i revymæssig afholdenhed blev det til for Dirch. Men så dukkede der en anden revydirektør op.
Povl Sabro kunne ikke holde ud, at Dirch ikke stod på scenen mere.
Og han havde et es oppe i ærmet. Og en hulens bunke penge.
Esset hed Preben Kaas - og så havde Dirch pludselig en ny legekammerat.
Og pludselig blev alting igen morsomt...

Men det er en helt anden historie.

 

Lyst til at vide mere?

Hvis du synes at denne historie var lige vel kort, så har du helt ret. Det er den! Den fulde historie er meget længere.
Men hvis du hopper ind på Dirchografien, og springer frem til 1955, så får du flere godbidder og uddybende facts.
Eller du kan besøge Scenografien, og læse lidt om de enkelte revyer. God fornøjelse!