Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

Dirch var aldrig nærig med sin person. Og dem der anvendte ham i deres reklamer skulle heller ikke være sidde for hårdt på pengepungen. Han var en af sin tids bedst betalte danske skuespillere, og ville man benytte ham i en reklame, så måtte muldvarpen frem fra dybet. Det til trods, medvirkede Dirch i et utal af annoncer og reklamer, for alt fra strømpebukser og dåsemad til whisky.
Det er ofte blevet sagt at Dirch ikke ville reklamere for spiritus og cigaretter - men den beslutning må være taget, efter han lavede sine spirtus- og cigaretreklamer. For de var der.
Bedst kendt er han nok for sin reklamefilm, for Crome og Goldsmiths skræddersyede beklædning, lavet sammen med makkeren Kjeld Petersen - under kyndig instruktion af dansk reklamefilms store mester, Erik Dibbern.
Men også den nærmest uendelig serie om det lokalt bryggede øl, der gjorde Kjeld og Dirch til nye mennesker, blev set med stor glæde i landets biografer. Der går faktisk rygter om, at enkelte publikummere gik i biografen, udelukkende for at se nogle af Dirchs reklamer, frem for hovedfilmen...

Det var også kendt, at når Dirch - og Kjeld - var på turne rundt i landet, så stillede de gerne op og medvirkede i annoncer for lokale handlende. En hurtig måde at tjene lidt ekstra på, når man nu alligevel havde det meste af dagen fri.
Medierne var utallige: aviser og blade, reklame-singler, radio og film. "De er så flinke hos Fona" udødeliggjorde Dirch, på Radio Mercur, hvor han ligeledes reklamerede for Beauveais produkter - mens han vendte plader. Intet forblev uprøvet.
Men i modsætning til kollegaen Preben Mahrt, der efter en række Brylcreme-reklamer, ikke kunne ryste mærkatetsom Mr. Brylcreme af sig, forblev Dirch tro mod sin gebet, holdt en professionel distance, og benyttede sin velkendte humor i stort set alle reklamer, selv de mere personlige af slagsen, uden at give køb på sig selv.

 

1940erne1940erne1940erne1940erne

Som med alt andet, var Dirch uhyre produktiv på reklamefronten, så de opremsede reklamer - både levende og på tryk - er ikke nær dækkende. Men de giver et fint billede af hvor bredt han spændte. Der var nærmest ikke den ting, som Dirch ikke kunne sælge: Det være sig maling, skinke, øl, tøj, kaffe, tandpasta... Og om han var udklædt eller blot spillede sig selv, som i 70'ernes Fanta-reklamer, gjorde ingen forskel. For Dirchs ansigt solgte.